Teater i Vejle

Fra VejleWiki
Version fra 1. aug 2011, 06:41 af Dbn (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Vejle Teater på Banegårdspladsen i 1890'erne

I 1800-årenes første halvdel fik Vejle fra tid til anden besøg af et omrejsende teaterselskab. Der var endnu ikke så mange teaterselskaber,men der var til gengæld heller ikke ret mange rigtige teatre at spille komedie i rundt i landet. I Vejle, fortælles det, havde man klaret sig med et kornloft i Søndergade og andre interimistiske lokaler frem til 1843, hvor Vejle Klub i Torvegade havde indrettet et teaterlokale.

I 1853 kom yderligere en teatersal til, nemlig i gården til gæstergiver Hansens hotel på Rådhustorvet. Den nye teatersal var ifølge Vejle Amts Avis både "vakker og rummelig", og nu var der bedre mulighed for at tage imod de omrejsende teaterselskaber. I 1850'erne var det især Julius Olsens Teaterselskab, der besøgte byens teaterscener. Johanne Hansen Møller beskriver teatersalen i 1870'erne: Ja, så var der jo den gamle teatersal oppe bag ved hotel "Royal", hvis loft var lyseblåt med alle universets stjerne på. Sæderne var bænke med brunt voksdugsbetræk med påklistrede numre, og man sad på numrene." I 1860'erne og 1870'erne kommer der langt flere skuespillerselskabet forbi og spillede komedie end tidligere i århundredet. Det var blevet nemmere at få bevilling, men som teaterhistorikeren Gunnar Sandfeld bemærker, så var det ikke nødvendigvis de allerbedste udøvere af Thalias kunster, der rejstre rundt i provinsen! Teatersalen i gården bag Hotel Royal var nok heller ikke det allerbedste. Der var en stejl trappe at bestige for at komme til tilskuerpladserne, for teatersalen lå oven på hotellets rejsestald - så sommetider kunne man også høre hestenes prusten midt i en teaterforestilling. Og forholdene for skuespillerne lod også meget tilbage at ønske.

(I øvrigt kan man læse mere om teatret i 1870'ernes og 1880'ernes Vejle i Laurits Jessens erindringer - han var nemlig som ung meget optaget af de teatertrupper, der kom til Vejle, og var helst i teatret hver aften!)

De dårlige teaterforhold blev væsentligt forbedre med opførelsen af teaterbygningen på Bangårdspladsen. Vejle Teater blev indviet 16. september 1881. Hertil kunne så de omrejsende teaterselskaber komme og spille for det vejlensiske borgerskab. Den første sæson kom 12 skuespillerselskaber, og i alt blev der spiller komedie 45 aftener. Dertil kom seks koncerter og 13 varietéforestillinger.

Til den lettere form for underholdning, teater, varieté og kabaret eksisterede Vejle Sommerteater i Skyttehusgade i perioden 1893-1905 - og den lette genre blev videreført i Koncertsalen i Orla Lehmannsgade fra 1907. Koncertsalen blev i 1929 omdannet til Røde Mølle, Moulin Rouge.

I slutningen af århundredet havde man ikke særligt gode steder at spille teater i Vejle. Hverken Vejle Teater eller Håndværkerforeningens sal kunne bruges mere - og teater i Idrættens Hus var heller ikke tilfredsstillende. I den gamle DOFO-ostefabrik på Enghavevej blev der indrettet en teatersal i 80'erne - men først med åbningen af TorvehallerneKirketorvet i 1992 og Musikteatret Vejle i 1993 fik Vejle ordentlige forhold for teater og andre scenekunster.


Litteratur

  • Poul Porskær Poulsen: Fra Vejle Klub til Moulin Rouge. Forlystelseslivet i Vejle 1850-1950'erne. 2010.
  • Jeg havde nået toppen! En mønsterbryders liv - Laurits Jessen 1868-1946. 2009
  • Vejles Historie bind 4: Det ny Vejle 1970-2002. 2002.

Billeder