Redigerer Frederik den Danske i Vejle og Jelling 1857

[[Billede:orla lehmann1.jpg|200px|thumb|right|Akvarel af Orla Lehmanns stue i Vejle Amtsgård, Torvegade 11, 1849-61. Malet af hans husbestyrerinde Molly Bech]]
Tirsdag den 22. september 1857 besøgte kong Frederik 7. med grevinde Danner ved sin side Vejle. Fra Vejle gik turen til Jelling. Besøget i Jelling 1857 var Frederik 7.s første som konge. Grundlovsgiveren var meget arkæologiinteresseret, og hele tre gange i 1861 i juli, august og september måned besøgte kongen atter den gamle kongeby for at besigtige udgravningerne af kongehøjene. Ved juli-besøget stiftede [[Frederik Folkekær og Skyttehuset]] bekendtskab med hinanden. Ifølge den altid veloplyste kabinetssekretær J. P. Traps erindringer, gjorde amtmand [[Orla Lehmann]] sig ved denne lejlighed sig til overfor majestæten i håb om en ministerpost. Han havde arrangeret en storslået fest i et telt ved Skyttehuset. Den megen ihærdighed lønnede sig åbenbart, for senere på året blev han indenrigsminister i C. C. Halls regering. Om dette reelt var kongens skyld alene er dog stærkt tvivlsomt.


== Den folkelige og nationale konge ==
Mandag den 21. september 1857 var Vejles konservative avis [[Vejle Amts Avis]] indhyllet i kongerøgelse. På forsiden bragtes et digt på tre vers med titlen "En Hilsen til Kong Frederik VII. paa Hans Reise i Jylland". Digtet tematiserede kongens folkelige styrke jævnfør vedtagelsen af Junigrundloven i 1849, og håbet og troen på fred i de år, der skulle vise sig at være en mellemkrigstid mellem 1. og 2. slesvigske krig.
	
      Hil Dig, Drot! som blandt os stander
      Venlig, mild og gjæv at skue!
      Hvor Din Kongesnekke lander,
      Glædens Blus mod Himlen lue;
      Danmarks Hjerter tro Dig følge
      Frihed fører Du i Skjold,
      Overalt paa Land og Bølge
      Kjærlighed er Din Herold!

      Held det Land, hvis Konge mægter
      Folkets Vel til Sit at binde!
      Held den Drot, naar fjerne Slægter
      Granske og hans Saga finde!
      For den oldenborgske Stamme
      Sat Du har en Bautasten;
      Tændt Du har en Frihedsflamme,
      Som skal brænde stærk og reen!

      Kongers Konge Dig bevare,
      Dig og Danmarks gamle Rige!
      Truer da en Fjendeskare,
      Fly den atter skal og vige;
      Fred og Frihed da skal bygge,
      Blomstre under Danevold.
      Folkets Held er Drottens Lykke!
      Signe Gud vor Konge bold! 

Andet vers omhandler det faktum, som i 1857 var uafviseligt. Med kong Frederik 7.s død ville en hel kongeslægt med ham gå i graven. Oldenborgerne havde i 1848 midt i Treårskrigens uro kunnet fejre 400-års jubilæum på den danske trone, hvilket var enestående i en europæisk sammenhæng. Med den første glücksborger Christian 9. var der også sikret en grad af kontinuitet, idet han selv var udgået af den oldenborgske slægt.
I Vejle Amts Avis var der dagen før dagen også en opfordring inde i bladet til byens håndværkere. De anmodedes om at møde talstærk op med laugssymbolerne klokken 9 om morgenen dagen efter i friskolens gård. Derfra ville de danne en anseelig procession.


== Folkets kærlighed, min styrke ==
Onsdag den 23. september 1857, dagen efter besøget, skrev Vejle Amts Avis om en fest- og glædesdag for alle, høje og lave, unge som gamle. Kong Frederiks specielle position i det danske folk på grund af dels fremkomsten af en demokratisk grundlov fra 1848-49, dels rollen som krigshelt i Treårskrigen 1848-50, blev i Vejle-avisen sat i sammenhæng med en særlig regional identitet i forhold til kongemagten. ''Naar man saa sjeldent seer sin Konge, som Tilfældet er med os Jyder, maa Glæden allerede derover være stor, og naar saa vi Jyder tilmed ere saa lykkelige at eie en Konge, der udmærker sig ved sin Jevnhed, sin oprigtige, sin inderlige Kjærlighed til Folket, det Folk, han selv har gjort Alt for at gjøre selvstændigt og frit, hvad er da naturligere, end at de forskjellige Stemninger og Følelser maae, naar der er Sammenhold i Folket, komme til Udbrud paa en smuk, en herlig og en hjertelig Maade''. Den jyske mentalitet, hvori jævnhed og besindighed var faste elementer, harmonerede således aldeles fortrinligt med kongens sindelag ifølge Vejle Amts Avis. 
Referatet af dagens kongelige besøg nævner, at kongen klokken halv elleve blev modtaget af ryttere ved landjurisdiktionens grænseskel. Rytterne ledsagede kongen til Vejle, hvor de mange håndværkerlaug stod opstillede langs indkørslen til byen, der i dagens festlige anledning var udsmykket med gran. [[Håndværkersangforeningen]] og det borgerlige musikkorps spillede og sang. Kommunalbestyrelsen med formand, justitsråd [[Ove Malling Hersleb]] i spidsen, bød majestæten velkommen. Amtmand Orla Lehmann havde indbudt kongen med gemalinde (grevinde Danner) til at bo i amtmandsboligen. Ved ankomsten hertil blev der igen sunget en sang, og hurraråbene gjaldene ud i byens gader. Vejles borgerlige politikorps dannede kongens æresvagt under hele opholdet. Kongen takkede rørt for modtagelsen.  
En time efter ankomsten steg kongen til vogns og kørte gennem byen. I [[Vestergade]] var der rejst en æresport med inskriptionen: "Længe leve til Landets Lykke Folkets Fader, som fostred Frihed!" Et korps af ca. 50 bønder red foran den kongelige vogn med dannebrogsfaner på lanser og to trompetere forrest. Turen umiddelbart derefter gik til Jelling, hvor kongen også var indbudt. Ifølge Vejle Amts Avis var der rejst en æresport på det højeste sted ved Lerbæk. I Hørup by var vejen bestrøet med grønt, grankviste og blomster. Lærer Bertelsen og skolebørnene stod opstillede i række, og råbte hurra, da kongevognen kørte forbi. I Jelling var der en æresport med inskriptionen: "Folkets Kjærlighed, min Styrke" på den ene side, og på den anden "saa dansk som han var ingen Konge her i mange Aar". "Folkets kærlighed, min styrke" var det valgsprog, som kongen antog ved sin tronbestigelse i 1848. Ifølge et skøn fra Vejle Amts Avis var der mellem 15 og 1600 mennesker samlede i Jelling denne dag. ''Det var navnlig et imponerende og venligt Syn at see den brogede Menneskemasse, der bedækkede Gravhøiene fra Foden til Toppen''. Ved foden af Gorms Høj modtoges kongen i en hal, der var bygget af bl.a. gran. Blomster og kranse havde egnens præster og landmænd leveret. Kong Frederik 7. blev modtaget af [[Jelling-Hover sogneforstanderskab]], hvis formand [[Anders Christensen]] bød velkommen. Kongen og hans gemalinde besteg højen, og der blev sunget en sang. Sangen blev fremført af Jelling Seminariums elever, og omhandlede kong Gorm, der hvilede trygt i højen. J. P. Trap anfører tørt i sine erindringer, at fire år senere (i 1861 ved kongens andet og tredje besøg) fandt man ud af, at sangen indeholdt en historisk urigtighed. Ifølge Trap stod de kofteklædte jyske bønder fra heden med de troskyldige Ansigter ''godt til Kæmpevisemelodien og de velholdte Ord, Udsigten fra Høien over den vide Høislette, hvor Hedens Brunt vexlede med Stubbenes Vissengult, og hvor Kæmpehøi laa ved Kæmpehøi var stemningsrig''. Kabinetssekretæren, der selv var med på rejsen, mente, at ''alle vare grebne af det virkelig Høitidelige i dette Møde paa den jydske Hedeslette med de oldgamle Mindesmærker''.


== Svendsens tale ==
Efter den historisk ukorrekte sang var blevet afsungen, holdt pastor, seminarieforstander Svendsen en tale til kongen, eller et foredrag, som den blev kaldt i referatet i Vejle Amts Avis. Først lørdag den 26. september 1857 blev talen bragt i sin helhed i avisen. Onsdag den 23. sluttedes artiklen med en beklagelse til læserne i det mangelfulde referat af besøget. De indledende ord lød som følger. ''Velkommen, Herre Konge, hjertelig velkommen til den gamle Kongestad med de store, de ærværdige Oldtidsminder. Vi elsker Dig, Herre Konge, og vi elsker dette Sted''. J. P. Trap bemærker i sine erindringer, at Svendsen var dus med kongen. Dette skulle dog bestemt ikke tolkes som en undsigelse af kongens position, men det var snarere en konfirmering af ideen om den folkekære konge. Tiltaleformen herre konge var også en gammel skik, ifølge Trap. Svendsen ønskede at tale til kongen som i en fjern forestillet oldtid, hvor kongen blot var den første blandt ligemænd. I denne henseende og med dette øjemed passede kulisserne i Jelling med højene og runestenene som fod i hose. Svendsen henviste til kongens historiske interesse, hvorfor glæden i Jelling ved besøget var dobbelt, ''thi dansk Kjærlighed sidder med Dig paa Thronen, og dansk Kjærlighed har siddet paa Thronen her paa dette Sted; det maae vi vel sige, naar vi tænker paa den gamle Konge, der hviler i denne mægtige Høi, der samlede dette Rige, som Du nu kalder Dit, Herre Konge''. 
Gorm den Gamle, den danske kongeslægts stamfader, blev i Svendsens tale koblet sammen med Frederik 7. I begge tilfælde var der tale om to folkekære, dansksindede konger, der ville og ønskede deres land det bedste. Ved denne brug af historien gav seminarieforstanderen kong Frederik en historisk berettigelse, for han havde i sin kongegerning bygget videre på en historisk tradition fra selveste monarkiets udspring i Jelling. Denne bevidsthed om kontinuitet, som Svendsens tale er gennemsyret af, skulle desuden bibringe den danske kongeslægt en identitet som et med og altopofrende for nationen. Også Thyra Danebod, "dronning Danebod", nævnes af Svendsen. Hun elskede ligesom kongen det danske folk. Begrundelserne for folkets kærlighed til kongen var mange. Bl.a. fordi kongen i sit virke havde vist, at denne kærlighed gjorde ham stærk, jævnfør valgsproget. ''Ja derfor elsker vi Dig, Herre Konge; thi da Throner ravede og Riger vaklede, da Konger skjalv, mens de lod Folkene bløde, da – ja det skal aldrig glemmes, saalænge der er et dansk Folk til, der elsker sit deilige Fædreland og yndige Modersmaal – da følte Dannerkongen, at kun Kjærlighed er fri og gjør fri, og derfor ogsaa stærk''. Når der i de efterfølgende år var nogle, der ønskede at gøre det af med denne kongegave eller hindre hans kongegerning i at lykkes, var Frederik 7. ifølge Svendsen modig nok til at gøre det, hans folk gerne ville se og høre. Folket ''stoler paa, at Du vil være den Samme i de Aar, som kommer; og for Din Jevnhed, Hjertelighed og Danskhed elsker vi Dig, Herre Konge, og glæder os til, at Saga skal nævne Dig som En af dette Folks store Velgjørere''. 
Pastor Svendsen havde ifølge Trap en dyb stemme, og med sin alvorlig-sværmeriske ord lagde han sig tæt op ad samtidens grundtvigianske præster. Den saglige og nøgterne embedsmand var tilsyneladende ikke videre betaget af pastor Svendsen. Han sluttede i forvisning om berettigelsen og alvoren ved kongens valgsprog med Grundtvigs vers fra tronbestigelsen i 1848. 

      Kong Frederik den Danske,
      Paa Dig vi stoler ganske,
      Vi veed, Du har et Hjerte
      For al Din Moders Smerte.

Svendsens brug af historien fra Jelling, hvorfra det danske kongerige blev samlet i 900-tallet, indflettedes i en grundtvigsk forestilling om den nære sammenhæng mellem det folkelige og nationale. Kong Frederik var "den Danske", da han havde befriet folket for enevældens undertrykkelse. Ifølge Grundtvigs politiske tanker skulle der i et demokratisk samfund være en løbende dialog mellem "Kongehånden" og "Folkestemmen". I eftertiden er det dog især tilnavnet Folkekær, der har bidt sig fast til Frederik 7.
Svendsen sluttede således: ''Modtag da vor Tak og glade Hyldest, Herre Konge, aldrig Du slippe styret af Haand; er Tiderne end onde, bliver de maaskee værre; bliv ikke træt af at bære Regjeringens Byrde, ligesom vi veed, Du bliver ikke træt af at elske os''. Ifølge Trap var disse sidste ord en antydning af, at kongen muligvis havde overvejet at abdicere. Dette gik som et refræn, mente han, over talerne i Jylland. ''Det synes næsten, som man med Forsæt havde udspredt denne faktiske Løgn (saaledes maa jeg betragte det, om Kongen end havde givet et Skuespil til Bedste i denne Retning)''. Parentesbemærkningen er interessant, da den vedrører en af kongens personlige karakteristikaer, nemlig mytomanien. Kongen var en udpræget mytoman, dvs. at han var i stand til at digte og finde på historier, der ikke havde noget som helst med virkeligheden at gøre. Men han følte sig altid overbevist om deres sandfærdighed.
Med reference til dem, der ville tage kongegaven (grundloven) fra Frederik 7., hentydede Svendsen til den konservative strømning, der herskede i dansk politik i 1850'erne. Med henvisning til "den europæiske nødvendighed", dvs. fredsaftalerne efter Treårskrigen, arbejdede de danske politikere på at stable en fællesforfatning for hele monarkiet på benene. Anders Sandøe Ørsted havde i 1854 som regeringschef lidt et gevaldigt politisk nederlag på denne sag. Året efter blev en fællesforfatning gennemført. Dette indebar en reducering af Junigrundloven af 1849, der kun gjaldt for kongeriget og ikke de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg. I denne spegede situation mente seminarieforstanderen dog i 1857, at kongen tog afstand fra dettee politiske angreb på hans gave til folket. 
Svendsens tale gav genlyd i hele landet. Den gik ind i danmarkshistorien og blev gengivet i det konservative hovedorgan Berlingske Tidende i København den 5. oktober 1857. 
Kongen takkede i få ord for talen, besteg Thyras Høj, og besøgte derpå [[Jelling Seminarium]], der var blevet grundlagt i 1841. Der blev sunget en sang, og den højærværdige, provst Wolf holdt en tale for kongen. I denne blev kongen direkte omtalt som den folkelige og folkekære. Talen afsluttedes med et leve for kongen. Efter provst Wolfs tale om det prisværdige i kongens uddannelsesmæssige initiativer, bragte gårdejer og formanden for Grejs-Sindbjerg sogneforstanderskab, Søren Mortensen, majestæten en "Hilsen fra Bondestanden". Cirka klokken fire om eftermiddagen begyndte rejsen fra Jelling til Vejle. Turen gik ifølge avisreferatet over Lerbæk Mark, gennem [[Grejsdalen]] og [[Store Grundet]]. Kongevognen var i Vejle ca. klokken seks. Rejsetiden kunne sandsynligvis have været endnu længere, for ifølge Vejle Amts Avis for den 26. september havde man navnlig i Grejsdalen udført betydelige vejarbejder forud for besøget. Om aftenen var der middag i Amtsgården hos amtmand Lehmann, der ifølge avisen for den 23. september udviste ”en overordentlig og høist opoffrende Gjæstfrihed”.


== Orla Lehmanns tale ==
Til festen i Amtsgården var ifølge referatet i Vejle Amts Avis torsdag den 24. september indbudte foruden kongen med gemalinde også den kommanderende general med stabschef og adjudant. Amtets juridiske embedsmænd fra byerne og landdistrikterne, amtsforvalteren, udskrivningschefen, herredets provst, sognepræsterne i Vejle og Jelling, en distriktslæge, en toldembedsmand, to landstingsmænd, to folketingsmænd, tre amtsrådsmedlemmer og nogle kommunale bestillingsmænd fra købstæderne var også tilstede. Stiftamtmanden og biskoppen glimrede ved deres fravær. Amtmand Orla Lehmann holdt en tale for kongen. Han udtrykte glæde over, at kongen havde valgt at besøge amtet, der ifølge taleren var et af de smukkeste og frugtbareste egne i riget. Med henvisning til den nyligt overståede Treårskrig havde amtet så hæderligt båret og forvundet krigens tryk. Skønt han i sin tale påpegede, at Amtsgården i Vejle ikke var dette rette sted til politisk dundertale, så fornægtede politikeren Lehmann sig alligevel ikke. Kongen hengav sig ifølge ham ''til sit trofaste Folk, da mørke Uveirsskyer omleirede, næsten tilhyllede den Throne, han nys havde besteget''. Kongen holdt dog ''fast ved Danmarks retfærdige Sag, indtil Kongernes og Folkenes Herre gav os Seiren''. Endvidere hed det, at kongen ''deelte den Magt, han havde arvet fra sine Fædre, med dette sit trofaste Folk, og saaledes gjenindsatte Danmark i de frie Staters Værdighed og Lykke''. Kongen havde trofast holdt sit kongelige ord, i modsætning til mange samtidige fyrster, ''saa at den Pagt, som er Kongens Ære og Folkets Velsignelse, staaer ukrænket, og ukrænket skal overantvordes til de Slægter, som komme''. Sluttelig fremsatte Lehmann det fremtidshåb, at kongen og folket aldrig ville svigte hinanden. Orla Lehmann omtalte Treårskrigen og Junigrundloven 1849 som to begivenheder, der demonstrerede forbindelsen mellem det nationale og det politiske. Enevælden var i den nationalliberale forståelse et udansk fænomen, og da kongen var grundlovsgiver og betragtet som liberal indstillet, var han også per definition national orienteret. De nationalliberale og grundtvigianismen var således fælles om at sætte lighedstegn mellem det folkelige og det nationale i forhold til Frederik 7. Orla Lehmann trådte den 15. september 1861 tilbage som amtmand i Vejle Amt for at blive indenrigsminister.
Orla Lehmann udbragte også en skål for grevinde Danner med ønsket om, ''at det maa lykkes Deres Naade at berede ham et fredeligt, et hyggeligt Hjem, hvori han kan finde Hvile efter Dagens Arbeide, og samle nye Kræfter til at røgte sit byrdefulde Kald''. Ordene udtrykte meget godt samtidens såvel som eftertidens billede af grevinde Danner som værende nok så meget en mor som hustru for kongen. Ægteskabet, der blev indgået i 1850, var kongens tredje. Denne gang dog til venstre hånd, hvilket indebar, at hun ikke kunne ophøjes til dronning. Louise Rasmussen, tidligere balletdanserinde og modehandlerske, blev ved giftermålet dog udnævnt til lensgrevinde af Danner.
Om aftenen den 22. var der fakkeltog i amtmandens have. Sangforeningerne afsang en festsang til kongen og forskellige nationale sange. Klokken halv ni om morgenen den 23. forlod kongen og grevinde Danner Vejle på vej til Horsens i deres Jyllands-turné.


== Litteratur ==
* Vejle Amts Avis 1857
* Harald Jørgensen (red.): Geheimeråd J. P. Traps erindringer bind 2 Fra fire kongers tid, G. E. C. Gad, 1966

[[Kategori:Andet]]