Vejle Musikforening

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Vejle Musikforening blev oprettet 1884. Den første formand blev William Olsen, Lille Grundet, hvis kone, Orpheline Olsen blev en central person i foreningens første år, idet hun havde mange forbindelser i København og bl.a. kunne sørge for, at Edvard Grieg kunne give koncert i Vejle Teater den 22. marts 1886.

Man kunne i begyndelsen både være aktivt og passivt medlem af foreningen. Som aktiv spille man selv, bl.a. i et mindre strygeorkester og et blandet kor, dirigeret af organist Umlandt. Da han stoppede i 1896, stoppede også denne del af Vejle Musikforenings virksomhed. Derefter var foreningen udelukkende arrangør af koncerter.

Vejle Musikforening fungerede frem til 1958, hvor der ikke længere var interesse for at fortsætte aktiviteten. Senere forsøgte man med nye udgaver af den klassiske musikforening, men de gik ned efter nogle års aktivitet.


Litteratur

  • Flemming Sørensen: Musiklivet i Vejle. Vejle 1977
  • Poul Porskær Poulsen: Fra Vejle Klub til Moulin Rouge. Forlystelsesliv i Vejle 1850-1950'erne. Vejle 2010