Sune Andresen

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Højskoleforstanderen, forfatteren og foredragsholderen Sune Johan Andresen blev født 1902 i Ryslinge, død i 1984.

Gift med Gudrun Andresen.

Sune Andresen var søn af Peter Andresen og tilbragte sin barndom og ungdom på Vinding Højskole, hvor hans far var forstander. Andresen tog ikke nogen egentlig eksamen, men valgte de frie studiers vej, med et studieophold i København 1918-21. Han var først ansat som lærer på Vinding Højskole, herefter havde han forskellige lærerstillinger på Osted efterskole, Rønshoved højskole, Snoghøj folke- og gymnastikhøjskole. Dog afbrudt i 1928–29 hvor Andresen var elev på Askov højskole.


Sammen med svogeren Frede Bording købte Andresen i 1939 Engelsholm Slot og indrettede det til højskole. Han var forstander på stedet fra 1940 til 1972.


Sideløbende med sin læregerning var Andresen en flittig skribent og forfatter. Blandt andet med romanen ”Der kommer andre Dage” fra 1936, hvor faderen Peter Andresen var hovedperson. Han udgav en række romaner, desuden også en del historiske bøger og skrifter.


Andresen blev udnævnt til Ridder af Dannebrog i 1974.