VejleWiki - Nyeste sider [da]

Vinding Nygårds Tørvefabrik

2026-04-02T07:27:18Z

Totte: Oprettede siden med '==Ejere af ”Vinding Nygaard” 1834-1912== I 1688-matriklen fandtes der 16 gårde i Vinding Sogn. Gård nr. 11-14 var tillagt Vejle Præsteembede som mensalgods. Gård n...'

==Ejere af ”Vinding Nygaard” 1834-1912==

I 1688-matriklen fandtes der 16 gårde i Vinding Sogn. Gård nr. 11-14 var tillagt Vejle Præsteembede som mensalgods. Gård nr. 12 var af denne årsag beboet af kirkeværger. I 1752 overtog Jens Hansen (f. 1735) bestyrelsen af sin fødegård – nemlig gård nr. 12 – efter sine forældre. Syv år senere blev han gift med Mette Pedersdatter (f. 1738), der var datter af sognefoged Peder Nielsen Grundet.

I 1795 købte ægteparret Hansen gården til selveje – provst Ridermann Schjøtt i Vejle stod som sælger. Jens Hansen og Mette døde henholdsvis i 1799 og 1802. Deres søn, Peder Jensen, overtog nu gården. Udover at drive gården var han også en overgang sognefoged.

I 1834 delte Peder Jensen gården mellem sine to børn. Datteren Mette (f. 1807) fik den gamle gårdbygning og en del af jorden, mens sønnen Peder Møller Pedersen (1804-1890) fik et stykke jord nord for Svinholtgård, hvorpå han opførte ”Vinding Nygaard”. I parentes bemærket kan nævnes, at den gamle gård nr. 12 i 1882 blev solgt til præstegård, mens gårdbetegnelsen ”Vinding Nygaard” også kendes fra andre landsdele – f.eks. den på tørveskær rige ”Vinding Nygaard” i Vinding Sogn ved Brædstrup (gennem tiderne har stednavneforskere kædet stednavnet Vinding sammen med bl.a. oldnordisk vindr = blæst, vinja = græsgang, oldhøjtysk winna = behageligt sted, som man holder sig til – svaret på betydningen af stednavnet Vinding ved Vejle blæser fortsat i vinden).

Mod syd og vest var ”Vinding Nygaard” omgivet af store moser. På Højkantskortet 1840-99 var der angivet to teglværker beliggende op til den sydlige mose.

Peder Møller Pedersen og hustru Sidsel Madsdatter (1801-1888) overlod i 1868/69 ”Vinding Nygaard” til deres nygifte søn Mads Pedersen Møller (f. 1840) og svigerdatter Johanne Pedersen Hougaard fra Sellerup.

I foråret 1912 fik Andreas Nielsen skøde på ”Vinding Nygaard” minus et skovskifte ved landevejen mellem Vinding og Vejle, som Mads Pedersen Møller beholdt.

Andreas Nielsen var født 6. oktober 1889 i Randbøl Sogn som søn af husmand Niels Nielsen og hustru Marie f. Pedersen. I 1897 bortbyttede ægteparret Nielsen deres ejendom i Almstok på 88 tdr. land samt et par tdr. land tørvemose med Korshauge Mølle (Korshave Mølle) i Vinding Sogn. Niels Nielsen drev kun vindmøllen i ca. tre år, så bortbyttede ægteparret omkring år 1900 møllen til fuldmægtig Christiansen i Vejle. Sidstnævnte gik allerede i 1902 konkurs med møllen.

Niels Nielsen og familie drev nu gården ”Haabets Kilde” i Vinding Sogn. Familien var religiøse, og der blev gennem årene afholdt flere kirkelige friluftsmøder på ”Haabets Kilde”.

Måske hjalp Niels Nielsen i 1912 sønnen Andreas Nielsen med penge til at købe ”Vinding Nygaard”? I hvert fald skrev aviserne, at det var Niels Nielsen, der havde købt gården: ”Gaardejer Niels Nielsen af Haabets Kilde i Vinding ved Vejle har ifl. Vejle Amts Avis købt Mads P. Møllers Gaard i Vinding for 31,500 Kr. Overtagelsen sker den 1. April. Sælgeren beholder en Skovparcel med paabygget Villa” (Horsens Avis 24.02.1912).

==Vinding Nygaards Tørveværk v. Andreas Nielsen==

Andreas Nielsen satsede fra starten på både landbrug og tørvebrug. Dyreholdet på gården bestod af køer, svin og heste, og han dyrkede bl.a. havre.

Desværre er samtidens aviser vores eneste kilde til tørveværkets historie. Der var sikkert blevet gravet tørv her længe før Andreas Nielsens tid, men han professionaliserede produktionen ved at indføre maskiner og tipvognsspor.

Under 1. Verdenskrig kom der brændselsmangel herhjemme. Vejle Kommunes Brændselsudvalg stod for indkøb af tørv, træ, kul og kokes til såvel kommunens ejendomme som til videresalg til købstadens borgere. Brændselsudvalget kunne endnu i 1917 skaffe udenlandsk kul og kokes af svingende kvalitet, men i annoncer advarede de vejlenserne om, at ”ingen vil kunne gøre Regning paa at dække sit Forbrug alene gennem Kul og Kokes” (VAF 25.05.1917) – altså måtte vejlenserne også købe tørv og træ til brændsel. Andreas Nielsen havde næppe problemer med at afhænde alle de tørv hans mellemstore tørveværk kunne producere. I samtidige avisannoncer får man et lille indblik i tørveværkets virksomhed:

”Tørv faas stadig a 4 Kr. 75 Øre i Mosen og 6 Kr. leveret i Vejle. Telefon 18, Vinding. Andreas Nielsen, Nygaard, Vinding Mark” (VAF 29.07.1913). Mosen lå et pænt stykke fra landevejen fra Vejle til Fredericia, og Fredericia-Aarhus-jernbanen lå helt nede ved Vindingland og var ikke en mulighed, så transporten af tørvene fra mosen var en ikke hel nem affære. Samme dårlige forhold prægede dog flere af omegnens tørvefabrikker/tørvemoser.

”Tipvogn med 100 Alen Spor er til Salg eller Udleje. A. Nielsen, Nygaard, Vinding, Vejle, Tlf. 27. Samme Sted er ca. 10 Fag fuldkantet Egebindingsværk til Salg” (VAF 07.04.1914).

”Gode maskinæltede Tørv kan afhentes i Mosen á Kr. 4,75 pr. 1000 Stk., leveres i Vejle for Kr. 12 for 2000 Stk. A. Nielsen, Nygaard, Vinding, Tlf. 27” (VAF 18.06.1914).

”Entreprise. Fabrikation af ca. 300,000 Tørv kan faas i Entreprise; helst en Mand, som selv tillægger Hest. Andreas Nielsen, Nygaard, Vinding pr. Vejle. NB. Tørv, bestilt inden 1ste April, leveres til sædvanlig Pris, Kr. 4,75 pr. 1000 Stk. i Mosen. Telefon 27 Vinding”. VAF (26.02.1915).

”Tørv. Fra Dato er Prisen paa Tørv forhøjet til 6 Kr. pr. 1000 Stk. i Mosen; leveret i Mølholm og Vejle 1 Kr. mere pr. 1000 Stk. Bestillinger modtages indtil 10. Juli. Større Partier fra 10000 5 pCt. Rabat. Vinding Nygaards Tørveværk pr. Vejle, den 24. Juni 1919. A. Nielsen”. VAF (29.06.1915).

”Mosearbejde. Godt Akkordarbejde kan faas af et Par dygtige Arbejdere for hele Sommeren. Henvendelse til A. Nielsen, Nygaard, Vinding, Vejle. Tlf. 27. NB. En brugt Hestegang til Tørveæltemaskine samt en Del lidt brugt Slæbeforme er til Salg”. VAF (05.05.1916).

”Akkordarbejde faas. Nygaards Tørveværk, Vinding”. VAF (28.07.1916).

”Motor. En brugt Petroleumsmotor ønskes til Købs (4 HK), eventuelt til Leje for Sommeren. Tilbud med Pris sendes til Andreas Nielsen, Nygaards Tørveværk pr. Vejle”. VAF (17.04.1917).

”Tørv. Der modtages indtil videre ikke bestillinger paa Tørv. Nygaard Tørveværk, Vinding”. VAF (24.05.1917).

”Tørv. Et Parti tildels vaade Bundtørv sælges til afhentning i Mosen (ca. 30,000 Stk.). Pris i alt 120 Kr. A. Nielsen, Nygaards Tørveværk, Vinding pr. Vejle”. VAF (19.10.1917).

Vejle Kommune og den alm. borger og virksomhed har ikke efterspurgt våde bundtørv. Årsagen til denne pudsige annonce var, at Andreas Nielsen havde besluttet at sælge ”Vinding Nygaard”:

”Tørvefabrik og Avlsgaard til Salg. Vinding Nygaards Tørvefabrik ved Vejle er til Salg med eller uden Avlsgaard og Skov. Drivkraften er Elektricitet, og 1. Klasses Maskiner haves. Sidste Aars Produktion ca. 2. Millioner. Afstand fra Vejle 4 á 5 Km. Nærmere Oplysninger erholdes ved direkte Henvendelse til Ejeren, A. Nielsen, Vinding Nygaards Tørvefabrik pr. Vejle”. Jyllandsposten (21.10.1917).

Den chance ville fabrikant Thomsen i Hobro ikke lade gå fra sig, så han købte næsten øjeblikket ”Vinding Nygaard” med tørveværket for angiveligt 81.500 kr – 50.000 kr. mere end gården var blevet solgt for i 1912:

”Vinding Nygaard solgt. Andreas Nielsen, Vinding Nygaard, har solgt sin Gaard med Tørvefabrik til Fabrikant Thomsen, Hobro, for 81,500 Kr. Det er Thomsens Hensigt at fortsætte Tørvefabrikationen. Overtagelse den 15. November”. VAF (02.11.1917).

Andreas Nielsen blev boende i Vinding Sogn. Han købte nemlig gården ”Vidtskue” på 104 tdr. land med avl og besætning for 107.000 kr. af vognmand Martin Jensen. Bortset fra nogle år, hvor han var inspektør for Hafnia, drev Andreas Nielsen nu ”Vidtskue”. Han var desuden sognefoged og vurderingsmand til ejendomsskyld, og fra 1946 medlem af Vinding Sogneråd for Venstre. I 1954 blev han sognerådsformand, men han fratrådte allerede året efter til fordel for bygmester Bertel Nielsen. Andreas Nielsens Vej i Vinding er opkaldt efter ham.

==Vinding Nygaards Tørvefabrik” ved John Thomsen==

Der ophørte bestemt ikke med at være efterspørgsel efter tørv efter 1. Verdenskrig. Til vinteren 1918-1919 brugte Vejle Byråd svimlende to millioner kr. på brændsel i form af tørv, træ, kokes og kul. Af disse to millioner var 300.000 kr. blev anvendt til køb af 25 millioner tørv (10.000 tons).
To store Vejle-virksomheder, H. Steensens Margarinefabrik og A/S De danske Bomuldsspinderier, fulgte andre store virksomheder herhjemmes eksempel og investerede i egne tørvemoser for at være sikrede en stabil brændselsforsyning.

Det er ikke lykkedes nærmere at identificere John Thomsen. Han var dog gift med stabssergeant Niels Elmers datter, Carla Eleonora Matine Thomsen (f. 15.07.1883 i Næstved). I en annonce i Herning Avis 21. febr. 1919 efter en ”ung, troende Pige, dygtig til Madlavning” skrev fru Thomsen, at hun tidligere havde været på ”Kjærshovedgaard” – hvorved hun formentlig mente, at hun havde arbejdet på Blå Kors’ Optagelses- og Redningshjem for Drikfældige på Kjærshovedgård (i 2026 udrejsecenter for afviste asylansøgere). Derudover afslører kilderne, at John Thomsen havde et nært samarbejde med købmand O. Chr. Thomsen, Gl. Ribevej 4 i Vejle. O. Chr. Thomsen hjalp ikke kun med at sælge tørven, han hjalp også med at annoncere efter arbejdskraft til ”Vinding Nygaard”. Ved siden af tørvefabrikken drev John Thomsen et alsidigt landbrug med bl.a. gæs, ænder og får. Han investerede også i en lokomobil, som han udlejede: ”Kraft til Tærskning. Et Lokomobil er til Udleje paa Vinding Nygaard. Telefon 27, Vinding” (VAF 05.09.1918).

John Thomsen drev kun gården og tørvefabrikken i fire år. Følgende annoncer for tørvefabrikken er fundet i samtidens aviser:

”Vinding Nygaards Tørvefabrik modtager Bestilling indtil 1. Marts paa Tørv til Husholdningsbrug i prima fast Kvalitet, 26 Kr. pr. Tons (1000 Kg eller ca. 3000 Tørv) og leveres mod den mindst mulige Transportudgift. Købmand O. Chr. Thomsen, Gl. Ribevej 4, Tlf. 1113”. VAF (13.02.1918).

”Vinding Nygaards Tørvefabrik. Husk, at De er sikker paa at faa tørre Tørv, naar De indgiver Bestilling inden 1. Marts. Købmand O. Chr. Thomsen, Gl. Ribevej 4, Tlf. 1113”. VAF (02.03.1918).

”Vinding Nygaards Tørvefabrik. Bestilling modtages paa prima Ælte- og Skæretørv til straks eller senere Levering. Pris 30 Kr. 50 Øre pr. Tons frit leveret overtal i Vejle, hvor Aflæsningen kan ske uden anden Transport 34 Kr. 50 Øre. Telefon Nr. 27, Vinding. O. Chr. Thomsen”. VAF (20.06.1918).

”Et lille Tørveværk, lidt brugt, ønskes til Leje for Sommeren, eventuelt til Kjøbs. J. Thomsen, Vinding Nygaard, Vejle”. Jyllandsposten (18.02.1920).

”Tørv. De, der har bestilt Tørv, kan nu afhente dem. Prisen er 32 Kr. pr. Ton paa Mosen. Thomsen, Vinding Nygaard”. VAF (23.06-05.07.1920).

”Vinding Nygaards Tørvefabrik, J. Thomsen, Vinding pr. Vejle”. Kraks Vejviser, Danmarks Handelsspejl, 1920.

Den 7. april 1921 døde John Thomsens hustru Carla Eleonora Matine Thomsen. Hun blev begravet fra St. Peders Kirke i Næstved. I oktober samme år valgte John Thomsen at sælge ”Vinding Nygaard” og tørvefabrikken. Han fik blot 40.000 kr.:

”Læst Skøde fra Gaardejer John Thomsen, Vinding, til Gaardejer Peder Nielsen, Vejle Søndermark, paa Matr. 4E, Vinding. Købesum 40,000 Kr.”. Fredericia Social-Demokrat (22.10.1921).

==Gårdejer Peder Nielsen==

Peder Nielsen var født 14. oktober 1898 på Korshauge Mølle, Vinding Sogn, som søn af møller Niels Nielsen og hustru Marie f. Pedersen. Han var dermed lillebror til ovennævnte Andreas Nielsen.

Peder Nielsen var gift med Karla Marie (f. 22.07.1900 i Vejle). Hun var højgravid, da de flyttede ind på ”Vinding Nygaard”. Den 8. december 1921 fødte hun sønnen Børge.

Det er kun lykkedes at finde en annonce vedr. salg af tørv fra ”Vinding Nygaards” mose i Peder Nielsens tid som ejer:

”Vinding Nygaard. De, som ønsker Tørv af min Mose, bedes bestille snarest. Telf. 18, Vinding, kan benyttes”. VAF (27.05.1922).

Det lader til, at Peder Nielsen var mere interesseret i landbrug end i tørvebrug. Om han drev tørvefabrikken videre efter 1922 er uvist. Kraks Vejviser 1924 omtalte fortsat Vinding Nygaards Tørvefabrik, men det var måske en fejl – i hvert fald var det en fejl at vejviseren angav J. Thomsen som fortsat at være ejeren.

Ultimo 1939 kunne aviserne bekendtgøre, at Peder Nielsen, ”Vinding Nygaard”, havde købt gården ”Bakkely” ved Eltang Station af fabrikant H. Madsen, Horsens, for 23.000 kr.

==Besættelsen==

Under Besættelsen blev der igen brændselsmangel herhjemme, og tørveproduktionen steg til helt nye højder. ”Vinding Nygaard” blev senest i primo 1942 overtaget af Aage Nielsen. I foråret 1942 blev han sammen med proprietær J. Jacobsen, ”Svinholtgård”, og proprietær Hans Dahl, matr. 2A m.fl., kontaktet af Gunnar Bjerre og Viggo Villiam Christensen, der ønskede at grave tørv i førstnævnte tres mose.

Gunnar Bjerre ejede ”Fællessletgård” i Vinding. Viggo Villiam Christensen (f. 02.04.1907 i Vinding Mark, Vinding Sogn), Ribevej 8 i Vejle, var søn af vejmand Rasmus Villiam Christensen, og han arbejdede som farveriarbejder på De Danske Bomuldsspinderier.

Efter en del papirarbejde fik Bjerre og Christensen tilladelse fra de tre moseejere, Vinding Sogneråd og Fredericia kommunale Elektricitetsværk til at anvende en 10 hk. motor i tørvemosen. De to mænd skulle betale 3.000 kr. over to år for at få etableret en midlertidig transformatorstation. Fredericia kommunale Elektricitetsværk sikrede sig ved kontrakter, at de tre moseejere ikke kunne klage over, hvis der opstod problemer med forsyningen ved det elektriske ledningsnet så længe tørveproduktionen stod på, ligesom at elværket sikrede sig, at Bjerre og Christensen ikke kunne klage over elforsyningen.

Aage Nielsen, ”Vinding Nygaard”, blev i sagsdokumenterne fra forhandlingerne med Fredericia kommunale Elektricitetsværk ikke nævnt som en af den nye tørvefabriks ejere. Fredericia Social-Demokrat tegnede et væsentligt andet billede af sagsforløbet, da der opstod en intern strid om tørvefabrikken i 1943:

”Strid om et Tørvebrug. Kompliceret Sag indbragt for Retten i Fredericia. Ved Retten her i Byen behandledes i Dag en Sag af ret indviklet Karakter. Striden er opstaaet omkring Udnyttelsen af en Mose i Vinding og har taget sin Begyndelse allerede sidste Aar. I Januar 1942 købte Gdr. Aage Nielsen Vinding Nygaard, hvortil der hørte en Mose, og sammen med to Mænd fra Vejle, Aage Christensen og Arthur Eriksen, besluttede han at udnytte Mosen i større Stil. I Nielsens Navn sikredes et Statsdriftslaan paa 5000 Kroner, et Laan til Anskaffelse af Maskiner paa 3700 Kr. og et Banklaan paa 4000 Kr., saaledes at Nielsen hæftede overfor Staten og Banken, og de to øvrige hæftede overfor Nielsen. Efter Kontrakt og Aftale skulde Nielsen derefter have 6 Kr. pr. Tons af de første 800 Tons producerede Tørv for Dynd, Maskiner, Læggeplads, Regnskab og Skur. De to Vejlensere skulde sørge for den daglige Ledelse og Drift af Produktionen og skulde desuden arbejde paa Akkord som de øvrige Tørvearbejdere og aflønnes ligesom disse. Det ved Sæsonen opstaaede Under- eller Overskud skulde deles ligeligt mellem de tre Parter. Størsteparten af Produktionen, der i alt androg 7 og 800 Tons, blev afhændet til De Kellerske Anstalter i Brejning. Disse Aftaler mener de to Vejlensere imidlertid ikke er blevet overholdt af Nielsen i 1943, og de mener, at de har ca. 7-8000 Kr. til Gode, som de nu ad Rettens Vej søger at faa tilkendt. Sagen er imidlertid ikke saa ligetil, og den vil efter at være behandlet ved Underretten her, antagelig blive ført videre ved Landsretten uanset Resultatet”.

Den nye tørvefabrik har desværre ikke efterladt sig et arkiv – men Vejle Stadsarkiv har ni fotografier fra tørvefabrikken. Måske kan der på Rigsarkivet findes retssagsdokumenter samt ansøgningen om statsdriftslånet, som kan kaste lys over det præcise ejerforhold over tørvefabrikken? Det er også muligt, at Vejle Amts Folkeblad kan have bragt artikler om tørvefabrikken under Besættelsen, som kan afsløre udfaldet af retssagen. Det er indtil videre kun lykkedes at finde en annonce for tørvefabrikken i Vejle-avisen, og den blev indrykket af Aage Nielsen:

”Bestilling paa Tørv af kommende Sæson modtages inden 15. Februar. Der sælges kun mod kontant og kun til Beboere i Vinding og gamle Kunder. Aage Nielsen, Vinding Nygaard”. VAF (01.02.1945).

Aage Nielsen drev desuden under Besættelsen almindeligt landbrug på ”Vinding Nygaard”, ligesom at han annoncerede for, at hopper kunne blive parret med hasn præmierede Frederiksborg-hingst (VAF 01.06.1944). Det er ikke lykkedes at finde Vinding Nygaard Tørvefabrik omtalt efter Besættelsen. I 1950’erne skulle der atter bruges meget elektriciet på ”Vinding Nygaard”, men det skyldtes anlæggelsen af Vinding Nygaards Grusgrav.

==Fra Nygårdsvej 64 til Sønderdalen 100==

Da vejene i Vinding Sogn i det 20. århundrede blev tildelt navne, fik ”Vinding Nygaard” adressen Nygårdsvej 64. Den 18. juni 1980 blev adressen ændret til Sønderdalen 100 (”I medfør af lov nr. 243 af 12. maj 1976 om bygnings- og bolig registrering skal samtlige bolig- og erhvervsenheder have tildelt en entydig adresse. På dette grundlag er Deres ejendoms adresse pr. 1/7 1980 ændret således: matr.nr. 4 e, 4 x og 7 ag, Vinding by, Vinding, nuværende adresse: Nygårdsvej 64 fremtidig adresse: Sønderdalen l00” – weblager.dk).

[[Billede:Vinding_N.jpg|300px|thumb|right|Vinding Nygårds Tørvefabrik, 194x. Foto: Vejle Stadsarkiv. Fotograf: ukendt]]

==Kilder==

Jespersen, Esbern: Vinding Sogn, 1935 (heri om stednavnet Vinding).

Ravn, J.J.: En Historisk-Topografisk Beskrivelse af Sognene i Holmans og Elbo Herreder ved Vejle, Udbyes Bogtrykkeri, 1918 (heri s. 28-29 om gård nr. 12).

Vejle Stadsarkiv – Matrikeloversigt matr. 4E ”Vinding Nygaard” & Æ9001726 lbnr. 53 Strømforsyning til Vinding Tørvemose & Vinding Nygårds grusgrav matr. 4e Vinding.

vejlewiki.dk. – Andreas Nielsen (oplysningerne her er ikke eftertjekkede).

industribaner.dk/vejle-torvemoser.html

Berlingske Tidende (29.10.1902 Korshauge Mølle konkurs); Folket (02.12.1939 P. Nielsen køber ”Bakkely”); Fredericia Dagblad (14.09.1900 Niels Nielsen bortbyttet Korshauge Mølle); Jyllandsposten (24.08.1920 H. Steensens Margarinefabrik køb af tørvemose i Filskov); Næstved Tidende (11.04.1921 Carla E.M. Thomsen død); VAF (14.10.1897 Niels Nielsen overtager Korshauge Mølle, 25.05.1915 & 11.07.1922 friluftsmøder på ”Haabets Kilde”, 14.04.1917 Annonce vedr. dyreholdet på ”Nygaard”, 09.10.1917 Brændselsudvalget salg af kokes og kul, 27.10.1917 Andreas Nielsen køber ”Vidtskue”, 02.07.1918 & 30.07.1919 Brændselsudvalget annoncer for salg af tørv, 09.09.1918 & 13.09.1943 Vejle Kommunes køb af brændsel, 31.12.1926 Mensalgodset til Vejle Præsteembede); Aarhus Stiftstidende (25.11.1870 auktion over Vinding Nygaard pr. Brædstrup).

Folketællingen 1908 Vejle, Ribevej 8, Viggo V. Christensen.

Ellen Hedemann Nielsen

2026-03-23T19:13:06Z

Totte: Oprettede siden med 'Ellen Hedemann Nielsen (1931-2023) var et kendt ansigt i Vejle fra sine mange år som aktiv i Vejle Amatørscene. Hun var født i Odder, teaterinteressen fik hun fra sin mo...'

Ellen Hedemann Nielsen (1931-2023) var et kendt ansigt i Vejle fra sine mange år som aktiv i Vejle Amatørscene.

Hun var født i Odder, teaterinteressen fik hun fra sin mormor, mejeribestyrerens kone, der var vidt berømt for sit talent på dilettantscenen. Selv var Ellen Hedemann aktiv i Odder Amatørscene.

Ellen Hedemann blev i 1952 gift med provisor Jørgen Hedemann Nielsen, parret flyttede til Vejle i 1954, hvor han fik ansættelse som provisor på Løve Apoteket.

I 1960 blev hun medlem af Vejle Amatørscene. Til optagelsesprøven læste hun op af Jeppe Aakjærs ”Rugens sange”. Optagelsesprøven fandt sted i Vejles smukke gamle teatersal på Dæmningen. Her sad fremtrædende medlemmer af Vejle Amatørscene på rad og række og iagttog den unge håbefulde Ellen Hedemann, der dengang var 28 år.

Amatørscenens daværende formand, Hans Evald Kaare, var der, det samme var Leif Nielsen og Jørgen Lamprecht, redaktør Vilhelm Ravnemose, Frans Schmidt og fru I.C. Sørensen.

”Kan du synge?”, spurgte de, da Ellen Hedemann havde læst op. Det skyndte hun sig at forsikre, at hun kunne. Men hun sagde også, at hun helst sang til musikalsk akkompagnement.

Knap havde hun udtalt det, før Jørgen Lamprecht straks sprang op fra sin stol, gik til klaveret og sagde: ”Hvad skal jeg spille?”.

Ellen Hedemann valgte at synge ”Lille Lise let på tå”, for den kunne hun udenad.

Da sangen var overstået, var hun blåstemplet som nyt aktivt medlem. Hun blev hurtigt klar til sin debut, som foregik i den franske komedie "Pas på malingen", som blev opført på det daværende Teaterhotellet i Vejle.

Det var Hans Evald Kaare, der havde opfordret Ellen Hedemann til at melde sig ind i amatørscenen, den opfordring fortrød hverken han, hun eller amatørscenens store publikum.

Ellen Hedemann har fyldt og betydet meget i amatørscenens historie både som skuespiller, instruktør og tekstforfatter. Hun ejede en fabelagtig evne til at skrive tekster med vid og bid på iørefaldende melodier som åbning af og finale på amatørscenens mangeårige flagskib: Vejle Kabaretten.

Hun markerede i 2010 sit 50 års jubilæum som aktiv i Vejle Amatørscene i rollen som nonnen, Moder Miriam, i forestillingen ”Miraklet”.

Ellen Hedemann følte fra første øjeblik et stort ansvar for amatørscenens fællesskab og for, at amatørscenen var ambitiøs, holdt sig levende og var i stand til at eksperimentere for at komme videre. Hun var derfor med god grund udnævnt til æresmedlem i foreningen.

Hun følte sig heldig, fordi hun havde været aktiv i Vejle Amatørscene i de år, hvor publikum altid stod i kø for at købe billet til de skiftende forestillinger.

Hun var 43 år, da hun gik på Rødkilde Gymnasium og tog HF-eksamen sammen med en flok unge, der befandt sig godt i hendes selskab. Ellen Hedemann var utroligt videbegærlig og søgte altid ny viden. Hun var hele livet en kvinde, man lagde mærke til på grund af hendes stærke personlighed, smukke udstråling og sikre sans for at klæde sig flot og farverigt.

Hun kendte Vejles historie som sin egen bukselomme fra sin tid som turistguide, gennem mange år var hun fast guide til byens historie og herligheder, når foreningen FestiVejle stod bag den årlige byvandring i forbindelse med Store Bededag. Ellen Hedemann var i en periode desuden formand for FestiVejle.

Gennem et langt ægteskab delte Ellen og Jørgen Hedemann mange kultur- og rejseoplevelser. Efter hans død i 2008, havde hun vilje og styrke til at finde tilbage til det gode liv takket være sine mange interesser og et stort netværk samt de to voksne børn Lars og Lise.

Ellen Hedemann blev ramt af forkalkning på begge øjne, det betød, at hun ikke kunne læse alle de bøger, som hun gerne ville, men hun bevarede det positive livssyn, den varme humor og sin nysgerrighed efter at lære og opleve noget nyt.

==Kilder==
*Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv, U10588, Vejle Amatørscene, personligt kendskab.

Journalist Vibeke Kruse, januar 2024

Ruth Thomsen

2026-03-23T19:10:53Z

Totte: Oprettede siden med 'Ruth Thomsen (1909-2005) var i 27 år en markant formand for Vejle og Omegns Husmoderforening med stærke meninger og høj cigarføring. ”Jeg giver mig ikke ud for at vær...'

Ruth Thomsen (1909-2005) var i 27 år en markant formand for Vejle og Omegns Husmoderforening med stærke meninger og høj cigarføring. ”Jeg giver mig ikke ud for at være alvidende. Jeg er en ganske almindelig husmor uden særligt fremragende dyder”, udtalte hun til Vejle Amts Folkeblad i et interview i forbindelse med sin 50 års fødselsdag.

Ruth Thomsen var langtfra en almindelig husmor i Vejle, hvor hun lagde sin livsgerning. Hun var en markant personlighed med stærke meninger, energisk og målrettet i sit virke, en kvinde, der søgte indflydelse, men som også havde lyst til kortspil og høj cigarføring. Nogen ville måske nok kalde hende ”en kvinde i skarp sovs”. For hun var skarp og kontant, når hun sagde sin mening. Hun var begavet, havde ordet i sin magt, og var frygtløs, når hun gik ind i en diskussion med folk, der havde andre meninger.

Ruth Thomsen var en dynamisk formand for Vejle og Omegns Husmoderforening, det var i hendes formandstid fra slutningen af 1940’erne til 1970’erne, at husmoderforeningen for alvor blomstrede og voksede til en af byens største og mest betydningsfulde med omkring 1.000 medlemmer.

Husmoderforeningen satte en ære i at understrege, at den absolut ikke var en frikadelleforening med en flok kvinder, der kun interesserede sig for madopskrifter. Tværtimod var det en forening, der virkede i den brede oplysnings tjeneste med stor social bevidsthed og vilje til at gøre en forskel i byens liv.
Tidens førende personligheder inden for kultur, politik og samfundsforhold kom til Vejle for at holde foredrag i husmoderforeningens regi.

Foreningen var tidligt på færde med oplysende møder om forbrugerpolitik, miljø og forurening, og der blev tilrettelagt paneldebatter om kvinder i politik forud for skiftende kommunalvalg.

Ruth Thomsen var et levende leksikon, når det handlede om husmoderforeningens historie. Hun yndede at fortælle, at hun var ganske ung og uerfaren som husmor, da hun i 1942 blev valgt til bestyrelsen sammen med ”byens fine fruer”, der dengang alle blev tituleret via deres mands stilling. ”Fru overlæge Madsen, fru direktør Hansen, fru overlærer Knudsen, osv”

Ruth Thomsen var foreningens kasserer i syv år, før hun blev valgt som formand.

Under anden verdenskrig var hun aktivt med, da husmoderforeningen etablerede en byttecentral med børnetøj og lånte sengetøj til mindrebemidlede familier, der ellers måtte sove i avispapir.

I foreningens velmagtsdage under Ruth Thomsens ledelse påtog husmoderforeningen sig som noget helt naturligt rollen som Vejles sociale samvittighed og stemme.

Husmoderforeningen var hendes hjertesag, hun var aldrig i tvivl om foreningens værd og betydning i Vejle. Foreningen var altid parat til at gøre en indsats, hvor og når der var brug for det.

Det var værdsat af Vejles mangeårige socialdemokratiske borgmester Willy Sørensen (1908-1978), der havde stor respekt for foreningen og for dens formand, når hun velforberedt og velklædt i spadseredragt var i aktion som formand. Willy Sørensen anerkendte husmoderforeningens arbejde og dens betydning. Hans hustru, Ellen Sørensen, var selv et aktivt medlem af foreningen. Hun blev i øvrigt formand for foreningen i 1978, en post hun bestred i 12 år.

Willy Sørensen udtalte flere gange, at Vejle havde være fattigere uden husmoderforeningen.

I januar 1974 blev Ruth Thomsen hyldet af borgmesteren, da hun havde været formand for Vejle og Omegns Husmoderforening i 25 år. I øvrigt et usædvanligt jubilæum i foreningsregi. Sammen med kommunaldirektør Oluf Jensen deltog borgmester Willy Sørensen i foreningens generalforsamling, hvor han overrakte Ruth Thomsen Vejle-prisen som hæder for hendes virke. ”Foreninger som husmoderforeningen er med til at give indhold i byens daglige trivsel, og du har som formand for foreningen været med til at formidle, producere og gennemføre mangfoldige aktiviteter, som har været til gavn for byen. Det er begrundelsen for, at vi i byrådet har besluttet at hædre dig med Vejle-prisen for dit store, uegennyttige arbejde”, sagde borgmesteren.

Ruth Thomsen var ikke vejlenser af fødsel, hun var tilflytter. Hun var født i Mjesing ved Skanderborg og fik som eneste barn i familien en præliminæreksamen fra Grindsted Kost- og Realskole. Siden fik hun plads som ung pige i huset i hjem i Give og i Herning. Hun fik en kontoruddannelse i forretning.

I en periode i slutningen af anden verdenskrig og umiddelbart derefter var hun ansat på kontoret hos Vejle Politi, hvor hun var en værdsat medarbejder.

I 1946 blev hun ansat i Håndværkerforeningen i Vejle, hvor hun passede bogholderiet.

I 1936 var hun blevet gift med Thomas Aage Thomsen, der i mange år var formand for og siden forretningsfører i HK i Vejle. Familien boede i Strandgade, der var tre børn, to døtre og en søn.
Da Vejle og Omegns Husmoderforening i januar 1976 holdt sin ordinære generalforsamling, havde Ruth Thomsen for længst proklameret, at hun ville gå af som formand.

”27 års fremragende formandskab” skrev journalist Kärry Simonsen i Vejle Amts Folkeblad og beskrev den hyldest, Ruth Thomsen havde modtaget ved sin afsked.

Ellen Hedemann, der var formand for Dansk Kvindesamfund, var blandt talerne, der sagde tak for Ruth Thomsens enestående indsats i foreningslivet.

Bestyrelsens gave til den afgående formand var et æresmedlemskab.

Ruth Thomsen blev enke i 1981, og efter tabet af sin ægtefælle begyndte hun ivrigt at dyrke kortspillets glæde, hun spillede bridge med høj cigarføring, hun havde nemlig gerne en cigar i mundvigen, når hun spillede kort.

Husmoderforeningen hedder i dag (2026) Aktive Kvinder.

Skrevet af Vibeke Kruse, marts 2026.

Byrådsmedlem Karen Nielsen (1938 - 2024)

2026-03-23T19:06:50Z

Totte: Oprettede siden med 'Karen Nielsen var født 1938 i Nykøbing Mors som barn nummer 10 i en søskendeflok på 12. Faderen var formand for Arbejdsmændenes Fagforening, hun fik derfor den politisk...'

Karen Nielsen var født 1938 i Nykøbing Mors som barn nummer 10 i en søskendeflok på 12. Faderen var formand for Arbejdsmændenes Fagforening, hun fik derfor den politiske interesse og samfundsengagementet med som naturlig ballast fra barndomshjemmet.

Karen Nielsen kom til Vejle i forbindelse med et ophold på Vejle Husholdningsskole, hvor hun først var elev, siden blev hun assistent for skolens stifter og forstander, frøken Metha Møller.

I 1960 blev hun gift med møbelsnedker Eigil Nielsen, der havde haft udlængsel og opholdt sig i Edmonton i Canada en tid. Karen Nielsen var hjemmegående, til hun fik ansættelse som pædagogmedhjælper.

Eigil Nielsen var formand for den socialdemokratiske partiforening på Uhrhøj, da de begge blev opfordret til at stille op til byrådsvalget. Det blev Karen Nielsen, der stillede op, og hun kom i byrådet i 1976 midt i en periode som suppleant for murermester Sigurd Frederiksen.

Karen Nielsen nåede således at være tæt på Vejles navnkundige borgmester, Willy Sørensen, i hans sidste tid som byens førstemand.

Karen Nielsen var medlem af Vejle Byråd for sit parti fra 1976 til 1990. Hun var en af de politikere, der måtte betale 30.000 kroner i bod for salget af Tulip-grunden. Det var en afgørelse, som hun til sin død fandt helt uretfærdig. Karen Nielsen sagde altid med indignation i stemmen, at det eneste, hun og byrådskollegerne havde villet med deres beslutning, var, at sikre arbejdspladser i Vejle.

Som medlem af Vejle Byråd fik Karen Nielsen poster i typiske ”mandeudvalg” som nu f.eks. teknisk udvalg og ejendomsudvalget. Hun blev også udpeget som den første kvindelige formand for havneudvalget i Vejle.
Karen Nielsen var sammen med sin mand en samlende skikkelse i den socialdemokratiske partiforening i Vejle. De var begge gode garanter for den socialdemokratiske ånd og dens tankegods.

Hun var en politiker, som ærekært og ærligt passede sit arbejde som folkevalgt. Hun var respekteret af sine politiske kolleger, fordi hun aldrig lagde skjul på, at hun var i politik for at gøre en forskel.
Karen Nielsen var en af de byrådspolitikere, der kæmpede bravt for bevarelsen af Den Smidtske Gård, som i dag er et populært mødested i Vejle og som i øvrigt er et af de få historiske huse i bymidten.
Hun var i en lang årrække medlem af menighedsrådet ved Hover Kirke og formand for rådet i flere perioder. Karen Nielsen vedblev at være aktiv i forskellige socialdemokratiske fora hele sit liv.

==Kilder==
*Vejle Amts Folkeblads arkiv, personligt kendskab.

Skrevet af journalist Vibeke Kruse, 2026

Kärry Simonsen

2026-03-23T19:02:58Z

Totte:

Kärry Ruth Simonsen var født i Middelfart 12. juni 1935 som ældste datter af Marna og Søren Sørensen. Familien boede i Søndergade i byen ved bæltet.

Kärry Simonsen var gennem hele livet stolt af, at hun var født samme år, som den gamle Lillebæltsbro blev indviet.

Kärry var sjov, videbegærlig og havde lige fra barndommen gode evner for at fortælle historier med vid og vid. Historierne kunne hun dele med andre, da hun blev uddannet journalist på Fredericia Dagblad og siden blev ansat på Vejle Amts Folkeblad, hvor hun gennem 33 år var en velskrivende og respekteret medarbejder.
Hun skrev om alt fra ridning til madopskrifter og mode på kvindesiden ”Kvindeligt set”. Sammen med ægtefællen, pressefotograf Allan Simonsen, var hun en ledende medarbejder, parret drog ud på mange store reportage-opgaver, de besøgte kendte og kongelige til gavn for avisens læsere.

Kärry Simonsen blev Danmarksberømt, da hun ved pressemødet i forbindelse med dronning Margrethes 50 års fødselsdag, rejste sig op og spurgte: ”Hvilken farve blod skal Deres Majestæts kommende svigerdøtre have?” ”A hvadfornoget?” Spurgte dronningen og så noget forbløffet ud? ”Ja, blå eller rød,” replicerede Kärry Simonsen, og så slog dronningen en skvalderlatter op.

I 1996 blev Kärry Simonsen headhuntet til det nye hestemagasin ”Ridehesten”, hvor hun med sit faglige og menneskelige format bidrog til, at magasinet kom godt og sikkert i gang.

Som journalist dækkede hun både ridesports- og hesteavlsstof. Hun prægede arbejdspladsen med sit gode humør og sin brændende faglige tilgang til opgaverne og ikke mindst en usvigelig kampgejst.

Kärry Simonsen kunne divertere med mange sjove anekdoter, som nu dengang, hun som ung journalist fik ordre til at hente folketingsmedlem Jens Peter Jensen, ved toget og køre ham til Venstres generalforsamling i Håndværkerforeningen i Vejle. Jens Peter Jensen, der også blev kaldt Jens Peter Døgnbrænder, fordi han var kendt for at bruge hele døgnet til politik og muntert samvær, skulle overnatte på Vejles dengang fineste hotel, Hotel Australia.Efter mødet kørte Kärry Simonsen ham til hotellet, hun gik med ind i receptionen for her at tage afsked med ham, før hun skulle tilbage til redaktionen og skrive referatet fra aftenens generalforsamling og Jensens politiske indlæg. Receptionisten så på det umage par, den trivelige modne herre, Jens Peter Jensen, og den unge journalist, Kärry Simonsen, og spurgte: ”Skal det være et enkeltværelse eller et dobbeltværelse?”, hvortil Jens Peter Jensen hurtigt replicerede: ”Det har vi ikke aftalt endnu!” Kärry Simonsen rødmede helt ned til tæerne over den rappe bemærkning og skyndte sig at tage afsked med folketingsmanden.

Men på sine ældre dage yndede hun at fortælle historien med vid og bid, og der er blevet grinet rigtig meget af den.

I Vejle var Kärry Simonsen i en årrække formand for Vejle Rideklub, det var i hendes formandstid, der for alvor skete noget og klubbens faciliteter blev udbygget.

Når hun havde sagt ja til at løse en opgave, styrede hun målrettet efter et godt resultat. Hun var vedholdende, nogen vil sige stædig, hun var veltalende og velformuleret på skrift og i tale, og hun var altid godt forberedt. Ikke mindst i forhandlinger med politikere. Også derfor var hun en god formand for rideklubben.

Kärry Simonsen var ”heste-bedste”, som hun blev kaldt for børnebørnene Uffe, Solveig og Pernille.
De to piger gik ofte catwalk hjemme i stuen hos bedsteforældrene på Teglgårdsvej i Vejle. På en Aarhus-tur blev den dengang 14-årige Solveig Mørk Hansen ”opdaget” af Jacqueline Friis Mikkelsen fra Unique Models. Det blev begyndelsen på en international karriere som model med bopæl dels i New York, dels i London.

Kärry Simonsen fulgte barnebarnets karriere tæt og var stolt af hende. Omgivet og feteret af kendte skuespillere og kunstnere beholdt Solveig Mørk Hansen begge ben solidt plantet på jorden.
Kärry Simonsen boede i sine sidste år sammen med datteren og svigersønnen, Ann og Erik Mørk Hansen, der boede på en gård med hesteavl ved Give.

Hun døde som 88-årig i juli 2023.

==Kilder==
*Vejle Amts Folkeblad, Vejle Stadsarkiv, personligt kendskab.

Skrevet af Vibeke Kruse, 2026, der var kollega med Kärry Simonsen på Vejle Amts Folkeblad.

Leif Nielsen

2026-03-23T19:00:01Z

Totte: Oprettede siden med 'Leif Nielsen (1923-1999) var fynbo og oprindeligt uddannet mejerist, men han blev siden lærer og leder af den kommunale ungdomsskole i Vejle Kommune. Han lagde sin livsge...'

Leif Nielsen (1923-1999) var fynbo og oprindeligt uddannet mejerist, men han blev siden lærer og leder af den kommunale ungdomsskole i Vejle Kommune.

Han lagde sin livsgerning i Vejle og satte spor i mange børn, unge og voksne, som han mødte på sin vej enten via arbejdet eller som aktiv skuespiller og tekstforfatter i Vejle Amatørscene, som han var medstifter af, og siden i Vejle Skolescene, som han også var mand for at oprette.

Allerede i skoletiden på Fyn udfoldede Leif Nielsen sit medfødte talent for at spille teater. Det skete i skolekomedier, ligesom han optrådte med forskellige tryllekunster, han havde lært sig selv.

I årenes løb udviklede Leif Nielsen sig til en ferm og elegant tryllekunstner, der havde mange sjove trick i ærmet.

Efter realeksamen på Brenderup Realskole blev Leif Nielsen ansat på Cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby, hvor han samlede cykler.

Senere kom han i lære som mejerist på Christianshåb Mejeri i Vejle, hvor hans onkel var mejerist. Her fik han en grundig uddannelse. I årene som mejerist-elev var han også ansat på Bredal Mejeri fra 1942-1943, samt på Ullerslev Mejeri fra 1943-1945.

Som færdiguddannet mejerist i 1945 kunne han ikke få job. I stedet blev han assurandør og senere dekoratør, han pyntede således vinduer i flere Vejle-forretninger.

Leif Nielsen havde sans for æstetik, han havde udprægede kunstneriske evner, som kom ham til gavn i arbejdet som dekoratør.

På et af sine mange engagementer som tryllekunstner havde han brug for en medhjælper, der kunne holde en tavle på scenen. Han fik hjælp til sit trylletrick af Karen (1927-1988), mødet med hende blev skelsættende, de forelskede sig og blev gift. Karen var gennem hele livet Leifs trofaste støtte og bagland.

I Vejle købte Karen og Leif Nielsen et mejeriudsalg på Dæmningen, som de drev i fire et halvt år.

Mange vejlensere, bosat i midtbyen i Vejle, har fortalt, hvordan Leif Nielsen en tidlig morgen kørte på sin tre-hjulede mælkecykel iført kasket og ringede med cykelklokken, mens han muntert sang: ” Tinge-lingeling for dig og tinge-lingeling for mig”. Han leverede altså mælk med en munter sang som en festlig begyndelse på en ny dag. Og vejlenserne elskede det!

Fra Dæmningen rykkede parret til Forbrugernes Mælkecentral i Skyttehusgade, hvor de havde mejeriudsalg i fire år, indtil de overtog en købmandsforretning på Langelinie, som Karen passede.

Leif Nielsen havde nemlig helt andre planer, han ville læse til lærer på Jelling Seminarium. Han blev siden drillet med, at han bevidst ventede med at begynde sine studier, til seminariet i 1958 også blev åbnet for studier for kvinder! I studietiden i Jelling optrådte Leif Nielsen hver weekend enten med sine causerier eller med sin tryllekunst.

Der var god grund til, at han med tiden fik navnet ”Vejles Den Gyldenblonde”. Han optrådte nemlig i samme finurlige og elegante stil, som entertaineren Poul Sabroe, der netop havde tilnavnet ”Den Gyldenblonde”.

I 1959 blev Leif Nielsen hædret af Carnegie Fonden, fordi han en sommerdag: 2. juli 1958, reddede en kvinde, der var ved at drukne under badning ved Tirsbæk Strand.

Som nyuddannet lærer i 1962 blev Leif Nielsen ansat på den katolske skole i Vejle, Sct. Norberts Skole, og hurtigt derefter blev han engageret i opbygningen af den kommunale ungdomsskole og ungdomsklub i Vejle. Han blev leder af skolen i 1962, og fra 1971 blev han ungdomsskolens inspektør.

I de første år havde ungdomsskolen og klubben base på Nyboesgades Skole. Her måtte han indkøbe talrige par kradsuldssokker, som de unge havde på, når der blev danset i ungdomsklubbens regi. Iført de uldne sokker undgik de nemlig at ridse gulvet, når de dansede.

Herfra flyttede klubben til Mælkepoppen i Vedelsgade, og herfra rykkede den til kantinen hos i den tidligere fabriksbygning hos Hess. Med vanligt organisationstalent fik Leif Nielsen gjort de snavsede lokaler rene, så de var anvendelige til skolen og til klubbens virke.

Leif Nielsen havde fået øje på den gamle ostefabrik, Domus, der stod tom. Her var god plads til skolens forskellige virkeområder fra knallertkøreskole til teater. Her var plads til en teatersal og til at holde diskotek.

Politikerne i Vejle Byråd var ikke begejstrede for tanken om at indrette teatersal på Domus, men med gode talegaver og stor iderigdom, fik Leif Nielsen sit kulturhus realiseret sådan lidt ad bagvejen.

Da han begyndte sit virke i ungdomsskolen, havde skolen 40 elever. Da han forlod ungdomsskolen i 1992 for at gå på pension, var den vokset til at favne 1500 elever.

Leif Nielsen mødte børn og unge med tillid, han var uendeligt empatisk og tålmodig til at lytte til dem. Han sagde altid: ”Det er vigtigt at lytte til, hvad børn og unge har på hjerte.” Han sagde også: ”Der findes ikke vanskelige børn, men der findes børn, der har det vanskeligt.”

Ungdomsskolen og i Ungdomsklubben var utroligt populære, klubbens lokale på Domus blev kaldt ”Ekspressen”.

Ved siden af sit virke her var Leif Nielsen aktiv i Vejle Amatørscene. Han malede kulisser på det gamle Vejle Teater, i øvrigt sammen med maleren Albert Bertelsen. Han var medstifter af amatørscenen, hvor han optrådte som skuespiller.

Gennem årene brillerede han i vidunderlige monologer og sketch, som han ofte selv havde forfattet. Mange vil stadig kunne huske Vejle Kabareten i 1989, hvor Leif Nielsen sorterede affald i sorte og grønne poser. Han skrev selv monologen umiddelbart efter, Vejle Kommune havde indført det nye affaldssorteringssystem. Det var mageløst morsomt, ved opførelserne i Skyttehuset græd publikum simpelthen af grin.

Mens Vejle Kabareten var på plakaten, stod Leif Nielsen hver morgen hjemme i sit eget køkken og kogte en portion øllebrød, som han skulle bruge i aftenens monolog på scenen i Skyttehuset. Dagens portion øllebrød skulle nemlig være en vægtig visuel effekt som indhold i en ble i sorterings-nummeret… Før hver forestilling lå alle rekvisitter i rækkefølge. Lige bortset fra en enkelt aften, hvor regissøren uheldigvis havde byttet om på dem. Da gik han i stå i en tekst, og det passede bestemt ikke den gode Leif Nielsen, der altid satte en ære i at kunne sine tekster til perfektion.

Mange husker sommeren, da Leif Nielsen vendte tilbage til kabaret-holdet efter et års fravær i hælene på Karens død. Da han kom ind på scenen i Skyttehuset, rejste publikum sig spontant op og klappede for at byde ham velkommen og vise ham deres medfølelse. Da fik den aldrende Leif Nielsen tårer i øjnene af taknemmelighed.

I Vejle Amatørscene var han en dynamo, her udførte han en enestående indsats akkurat som han gjorde i ungdomsskolen og ungdomsklubben.

I amatørscenens spæde begyndelse var det Leif Nielsen, der skabte scenens første projektører, som han konstruerede ud af store kagedåser, fælge fra en bil og paraboler fra en billygte. Konstruktionen fungerede fint.

Hans iderigdom var uden sidestykke, der var ikke det problem, han ikke kunne løse.

Da Leif Nielsen gik på pension, blev det i mange taler fremhævet, at han havde været særdeles billig i drift for Vejle Kommune. Det var nemlig sådan, at hver gang, han optrådte i en forening eller i privat sammenhæng med en monolog, gik honoraret ikke i hans egen lomme. Pengene blev derimod brugt til nye indkøb til ungdomsskolen eller klubben. De blev f.eks. brugt til nye symaskiner eller hvad skolen ellers lige stod og manglede i øjeblikket. Han tjente således tusindvis af kroner, som blev brugt til gavn for ungdomsskolens elever.

Leif Nielsen havde særligt blik for de unge, der måske ikke havde den største støtte hjemmefra. Det var unge, der trængte til empatisk voksenkontakt. Det fik de hos ham, han sørgede også for at holde mange unge, der var på vej i dårligt selskab, på rette spor.

Han havde også overskud og vilje til at oprette Vejle Skolescene, hvor han underviste sammen med Johnny Fjeldvig, der syede fantastiske kostumer til skolescenens børn.

Skolescenen var på en måde tænkt som fødekæde til amatørscenen, hvor børn i en tidlig alder kunne lære at udfolde talentet på de skrå brædder, før de som voksne gik videre til amatørscenen.

Leif Nielsen var ydmyg af væsen. Han sagde altid til undertegnede, når det var tid til et interview: ”Lad nu være med at prale for meget af mig. Jeg har altid kun passet mit arbejde.” Og så tilføjede han: ”Men kald mig bare Leif den lykkelige, for jeg har haft et utroligt lykkeligt liv!”

Leif Nielsen døde på Sct. Maria Hospice i august 1999, mens Vejle Amatørscenes kabaret var på plakaten i Skyttehuset.

==Kilder==
Vejle Amts Folkeblad, interview med Leif Nielsens datter, Gitte, og personligt kendskab.

Skrevet af Vibeke Kruse, 2026

Anna Pilgaard

2026-03-23T18:50:54Z

Totte: Oprettede siden med 'Anna Pilgaard var født 13. juni 1909 i Skarrild som datter af købmandsparret Elvthea og Andreas Pilgaard, der drev købmandsbutikken, der lå i hovedgaden i Skarrild. An...'

Anna Pilgaard var født 13. juni 1909 i Skarrild som datter af købmandsparret Elvthea og Andreas Pilgaard, der drev købmandsbutikken, der lå i hovedgaden i Skarrild.

Anna Pilgaard blev som ung udlært modist og flyttede i 1935 til Vejle, hvor hun 3. april 1935 åbnede hatteforretning i Grønnegade.

Forretningen havde i begyndelsen adresse i lejede lokaler, siden købte Anna Pilgaard ejendommen, Grønnegade 36, hvor forretningen blev ny-indrettet.

Anna Pilgaard havde i 28 år daglig og god hjælp i forretningen af sin mor, Elvthea, der havde sit sjældne og bemærkelsesværdige navn, fordi hun var født som nummer 11 i en stor søskendeflok.
Mor og datter boede sammen i Nyboesgade nummer 9 i Vejle.

Hatte og heste var Anna Pilgaards store passion. Hun var således et kendt ansigt på Billund Travbane, hvor hun var en flittig gæst og hvor hun spillede på totalisatoren. Her var hun ofte heldig at vinde store beløb. Det var alment kendt, at Anna Pilgaard jævnligt havde mange kontanter i sin håndtaske.
Desværre medførte det, at hun en aften var udsat for et røverisk overfald, hvor hun blev slået ned og fik frarøvet sin taske med en mindre formue. Hvor mange penge, det handlede om, er aldrig blevet offentliggjort.

Anna Pilgaard var en djærv kvinde, hun havde en veludviklet humoristisk sans, hun holdt meget af mødet med den faste kundekreds og af at følge med i deres liv.

Når hun ankom til Grønnegade fra hjemmet i Nyboesgade, iførte hun sig omgående en hat. Det var ofte en ny kreation, der lige var kommet hjem fra London. Anna Pilgaards motto var: ”Man bliver glad og godt tilpas, når man går med hat”. Det motto efterlevede hun til det sidste.

Hun lukkede sin hatteforretning i 1989 fire år efter at have markeret sit 50 års jubilæum.

Anna Pilgaard døde i 1990, hun blev begravet fra Skarrild Kirke og stedt til hvile i familiegravstedet i Skarrild.

==Kilder==
* Vejle Stadsarkiv U4958.

Lesbiske og Bøsser i Vejle og Omegn

2025-11-04T06:57:09Z

Totte: Oprettede siden med 'Den 19. januar 1988 havde L&B (Lesbiske og bøsser i Vejle og omegn) et indlæg i Vejle Amts Folkeblads unge sektion om foreningens stiftende generalforsamling. Den stiftend...'

Den 19. januar 1988 havde L&B (Lesbiske og bøsser i Vejle og omegn) et indlæg i Vejle Amts Folkeblads unge sektion om foreningens stiftende generalforsamling. Den stiftende generalforsamling skulle holdes den 29. januar 1988 i Vejle. Foreningen kom til at hedde L&B fordi der i følge foreningen er flere lesbiske end bøsser i Vejle.

Foreningens formål var at skabe et fællesskab for lesbiske og bøsser i Vejle. L. Christiansen, som var en af initiativtagerne bag foreningen, mente at det nu var tid til en forening for homoseksuelle i Vejle. Hvor man kunne mødes til fester, filmaftener og diskussioner. Så foreningen ville også arbejde få frigørelsen af lesbiske og bøsser. Det ville man gøre igennem forskellige arrangementer, og andet oplysende arbejde. De mødtes hver anden søndag i ulige uger hos gruppens medlemmer. Hvis man ønskede at kontakte foreningen, kunne man gøre det til: Postbox 54, 7100 Vejle.

Foreningen havde et samarbejde med Den lokale afdeling af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i Kolding. Samarbejdet gik på, at foreningerne skulle hjælpe L&B i Vejle i gang (Vejle Amts Folkeblad 19. januar 1988, side 16).

I december 1988 udgav L&B deres første blad. De valgte at udgive et blad, da der var interesse fra deres medlemmer. De havde prøvet at få kontakt til andre lesbiske og bøsser i Vejle via annoncer i aviser, omdeling af brochurer på biblioteket og gymnasier, og deres fester hver anden måned. Bladet blev sendt til alle foreninger i Jylland og på Fyn. Og foreningen L&B mente selv, at der var vækst i deres forening. Og i deres første nummer af bladet lavede de en konkurrence om, hvordan forsiden skulle se ud. Man kunne indsende sit bud på, hvordan at man syntes forsiden skulle se ud, det eneste krav var dog, at L&B’s logo skulle indgå i forsiden. Førstepræmien var gratis adgang til deres "Super-gigantiske jubilæumsfest”, anden- og tredjepræmien var en L&B-lighter. På det tidspunkt havde bladet heller ikke noget navn, så det kaldtes bare Bladet nr. 1.

I deres andet nummer, der kom et cirka et år efter stiftelsen af L&B, er der nogle problemer imellem L&B og LBL (afdelingen af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske i Kolding). L&B skriver et brev til LBL omkring det, med overskriften “Nærtagende eller ej ??”. I det brev er der for eksempel en episode hvor at på indgangsbilletterne (der står ikke til hvad) er der gevinster, og der er så en lesbisk fra L&B, der vinder en plakat af Samantha Fox, hvor der så er en kommentar, der er skrevet i den her stil: Jeg har hørt, at der er blevet lavet en ny lesbisk forening i Vejle, der har startet en fanklub for Samantha Fox. Og der havde også været andre episoder, hvor de har haft dårlig kommunikation eller andre problemer. Men de vælger at beholde aftalen fordi de har brug for den. Og de siger, at en dårlig aftale er bedre end ingen aftale, men vi ved ikke om at deres aftale ender efter dette brev (Bladet nr. 2).

I deres tredje nummer har de nogle aktiviteter og tiltag. I deres egen forening har de festudvalget. Det de lavede var at lave menu, bestilling af lokaler, invitationer og musikanlæg, og andre opgaver. Og de mødes hver anden måned.
Bladudvalget havde til opgave at udgive foreningens blad. De mødtes hver tredje måned. Bladet indeholder meddelelser fra bestyrelsen, arrangementskalenderen, og hvad der rører sig i de store dele af Jylland. Og så havde de et tilbud fra Solsikkerne, det var fra en lesbisk gruppe i Herning, der kalder sig Solsikker. Og de holdt nogle hyggeaftener, ture, og andre arrangementer. Og man kunne tilmelde sig igennem L&B. (Bladet nr. 3)

I deres fjerde nummer skriver de meget om, at det nu er lovligt at få registreret partnerskab som homoseksuel. De skriver at efter sytten års kamp er ægteskab imellem to af samme køn lovligt, og hvordan vielsen vil forgå, er ikke vedtaget på det tidspunkt. Men de er alligevel meget glade for den, da den giver flere muligheder, dog var der mange der ikke tør gøre det af forskellige grunde, som fup-ægteskaber. De har også oplyst om partiernes holdninger i forhold til lovgivningen, og også om den seksuelle lavalder, for homoseksuelle fortsat skal være 15, og omkring adoption blandt homoseksuelle. Og så skriver de også om HIV og AIDS som der er meget ude i verden men også hjemme i Danmark. Dette er mest oplysende og har ikke så meget med Bladet og L&B at gøre. Men det viser også, at de interesserer sig også for det der sker i udlandet, og de viser jo også noget oplysning omkring HIV og AIDS (Bladet nr. 4).

I deres femte blad er det et år siden, at Bladet blev lavet, men der er allerede snak om, at de skal stoppe. Da er det svært at finde ideer, og der var flere og flere, der faldt fra. Også selv om at Bladet kun har kørt i et år, men igen har de heller ikke fundet et navn, det hedder stadig bare Bladet. Der var dog mange der allerede dødsdømte Bladet efter det andet nummer. Og de siger også, at det er en lille forening, og at den nok ikke har brug for et blad. Og de skriver til sidst i Bladet, at de mangler bøsser, da der er flere aktive lesbiske. Og de skriver at de skal bruge folk af begge køn for at køre L&B, “vil I have, at det afhænger af jer?” som de skriver i deres medlemsblad. Men beskeden kan også lyde pressende i forhold til, at det jo er foreningens overlevelse, men i deres tidligere udgivelser lyder det meget, som man kan være en del af det, hvis man har lyst. Men det handler jo om foreningens overlevelse (Bladet nr. 5).

Den 3. oktober 2019 startede Aura i Vejle, det var det syvende Aura-fællesskab udenfor København. Aura hører under LGBT+ Danmark og er et sted, hvor unge kan være i et trygt fællesskab uanset køn og seksualitet. Det er et fællesskab, hvor man kan være sammen med andre, men samtidig være anonym. Man skal være under 18 for at være der, og forældre må heller ikke være der, men der er frivillige til at holde opsyn.

Karen Nielsen, okt. 2025

Kunstmaler Heinrich Knudsen (1882-1957)

2025-09-29T11:03:24Z

Totte:

==Livsforløb==

Vejle Amts Folkeblad bragte 12. december 1957 følgende nekrolog over kunstmaler Heinrich Knudsen:

”Dødsfald paa Vindingland. Kunstmaleren, fhv. Købmand Heinrich Knudsen, Miravej 14, Vindingland, er som kort nævnt afgaaet ved Døden, 76 Aar gammel.
Heinrich Knudsen stammede fra Sønderjylland. Han var udlært som Maler, og i de unge Aar rejste han meget i Tyskland som Naver for derpaa at blive Malermester i Hoptrup Syd for Haderslev. Senere bosatte Heinrich Knudsen sig i Kolding, hvor han ligeledes blev Malermester, indtil Lysten til at se sig om atter blev for stærk, og han slog sig ned i Canada, idet han stadig drev sit Haandværk. Det viste sig imidlertid, at Heinrich Knudsens Malerier vandt megen Yndest i det fremmede, og han fortsatte med at male Landskabsbilleder for saa sidst i 1920’erne at bosætte sig i Vejle. Heinrich Knudsen begyndte Hjemmebageri i Vestergade. Senere købte han Brødudsalg paa Ribevej og boede her, indtil han oprettede Købmandsforretningen Skjold paa Rønshovedvej, der 1947 blev solgt til Grosserer V. Brixen og 1952 købt af Købmand Eigil Gregersen.
Heinrich Knudsen gik nu helt over til at virke som Landskabsmaler. Han holdt af Vejles smukke Opland, der var saa rigt paa smukke Motiver under de vekslende Aarstiders Vejrlig.
Heinrich Knudsens yderst naturalistiske og teknisk set meget dygtigt udførte Lærreder blev meget værdsat af Mennesker, som holdt af hans Malemaade”.

Som det altid er tilfældet, fortalte nekrologen ikke hele historien.

Heinrich Knudsen blev født 11.05.1882 i Stenderup, Toftlund Sogn, som søn af arbejdsmand Rasmus Christensen Knudsen og hustru Ellen Christine f. Lorenzen.

Med en uddannelse som maler i bagagen drog Heinrich Knudsen på valsen i Tyskland som naver. På et tidspunkt bosatte han sig i Bevtoft Sogn. Her blev han den 8. januar 1908 gift med Hansine Jacobine Birgitte Jensen (23.12.1882 i Bevtoft Sogn-07.02.1955 i Ribe Domsogn). Ægteparret fik fire børn sammen: Rasmus Christensen Knudsen (f. 06.11.1908 i Bevtoft S.), Edith Knudsen (f. 21.12.1909 i Bevtoft S.), Harry Knudsen (f. 15.01.1912 i Bevtoft S.) og efter at være flyttet til Hoptrup Sogn datteren Minnagrethe Christina Knudsen (f. 15.06.1914).

På et tidspunkt blev Heinrich og Hansine skilt. Heinrich Knudsen skal dernæst være flyttet til Kolding, hvor han fortsat virkede som malermester. Udlængsel fik ham til at rejse til Canada, hvor han ved siden af erhvervet som malermester skal have forsøgt sig som kunstmaler.

Den 4. maj 1923 blev Heinrich Knudsen gift i Ullerup Sogn med den 22 år yngre Frida Anna Martha Pfeiffer (f. 09.08.1904 i Tyskland). De var ved ægteskabets indgåelse begge bosat i Blans, Ullerup Sogn.

Den 22. januar 1928 flyttede ægteparret fra Flintemose, Everdrup Sogn, på Sydsjælland til Vestergade 37 i Vejle. Små to uger efter at være flyttet til Søndermarksvej 6 i Vejle så sønnen Heinrich Knudsen dagens lys den 13. april 1929. I folkeregistret og i kirkebogen blev faderens erhverv opgivet som maler/malermester.

Den 1. august 1929 flyttede familien igen nu til forhuset på Ribevej 18, Vejle. Heinrich Knudsens erhverv blev nu såvel i Folketællingen som i Skattemandtalslisten 1930 opgivet som kunstmaler. Det var dog svært at forsørge familien alene gennem salg af malerier. Derfor drev Frida et brødudslag.

10-13. februar 1933 var kunstmaler Heinrich Knudsen indsat i Vejle Arrest – hans lovovertrædelse blev ikke oplyst i folkeregistret. Samme år den 18. oktober flyttede familien til Vindingland.

Det vidste sig formentlig for svært at forsørge familien alene som kunstmaler, for Heinrich og Frida Knudsen åbnede nu købmandsforretningen ”Skjold” på Rønshovedvej. Heinrich Knudsen fortsatte dog med at male.

Den 14. marts 1947 bragte Vejle Amts Folkeblad en annonce vedr. ægteparret Knudsens forretningsoverdragelse til Viggo Brixen:

”Forretnings-Overdragelse. Fra Mandag den 17. Marts overtager jeg Kolonialforretningen Skjold, Vindingland. Jeg glæder mig til at betjene saavel gamle som nye Kunder under kyndig Ekspedition – og vil jeg altid søge at give Kunderne den bedst mulige Betjening, som Forholdene nu tilladeler. Viggo Brixen, SKJOLD, Vindingland. Kolonial- og bl. Forretning. Tlf. Vejle 1144.

Da vi nu har solgt Forretningen vil vi gerne her bringe alle vore Kunder og Forretningsforbindelser en Tak for udvist Velvilje gennem Aarene, der er gaaet – og vil vi samtidig paa det bedste anbefale Hr. Viggo Brixen til vor torfaste Kundekreds. Idet vi er forvisset om, at han paa faglig Maade kan betjene Dem rigtigt. Fria og Heinrich Knudsen”.

==Kunstmaler==

Det var særligt Vejle og omegns smukke landskaber, som optog Heinrich Knudsen. Han signerede sine malerier ”Heinr. Knudsen”. Undertiden modtager Vejle Stadsarkiv og Vejle Museerne et af hans lokalt malede malerier, og de ses også en gang i mellem sat til salg på auktion. Det vides ikke hvor omfattende hans produktion var, men Vejle Stadsarkiv har kendskab til følgende malerier:

”Mølholms Mølle”, uden år, olie på lærred (Vejle Stadsarkiv).

”Mølholmsdammen” med svaner og de relativt nyopførte pragtvillaer i baggrunden, 1930, olie på lærred.

”Sønderåen, Vejle, 1930, olie på lærred (Vejle Museerne).

”Gl. Mølholm ved Stampesvej”, 1930 (Bruun Rasmussens auktioner, 2009).

”Lille, hvid kirke”, 1936, olie på lærred (sat til salg på lauritz.com).

”Stemning ved søen”, 1941, olie på lærred (sat til salg på lauritz.com).

”Vejle set fra nord”, 1946, olie på lærred (Vejle Stadsarkiv).

”Sønderåen ved Gammelhavn”, 1951, olie på lærred (Vejle Stadsarkiv).

”Sønderåen ved Gammelhavn”, 1952, olie på lærred (Vejle Stadsarkiv).

”Sønderåen, Vejle, 1952, olie på lærred (Vejle Museerne).

Det var gået slemt tilbage med Vejles internationale berømte forlystelsesmål og naturen. Ølhallerne i Nørreskoven, Skrædderbakken, Mølholms Mølle m.fl. var alle lukkede/nedrevne. Grejsdalen var hastig på vej til at blive omdannet til et villakvarter. Nye kvarterer skød op i Vejles Enge o.s.v. Lig andre af tidens kunstnere lod Heinrich Knudsen derfor Vejle-egnen afbillede før verden gik af lave. Det gjaldt f.eks. hans ovennævnte, idylliske billede af Mølholms Mølle, som den så ud før Vejle Kommune i 1898 købte den. Ligeså med ovennævnte 85x149 cm maleri af Vejle set fra nord, 1946, som var en efterligning af et litografi udgivet af forlaget Maier C. Sørensen, Vejle, der forestillede Vejle Købstad som den så ud omkring midten af 1800-tallet.

Heinrich Knudsen opnåede ikke offentlig anerkendelse som kunstmaler, og han figurerer derfor ikke i f.eks. Weilbachs Kunstnerleksikon. Det er kun lykkedes at opspore en udstilling med hans malerier, og det var en beskeden lokal udstilling:

”Maleriudstilling. Maleren Heinr. Knudsen udstiller en Del Vejle-Motiver hos Glarmester A.M. Hansen, Søndergade”. Vejle Amts Folkeblad (18.01.1937).

==”Sine meningers mod”==

Heinrich Knudsen var ikke bange for at dele sine holdninger med omverdenen. Som et par hundrede andre stærkt utilfredse medlemmer af Dansk Bygge- og Spareforening var han i juni 1937 mødt op til landsmødet i Fredericia, hvor man skulle diskutere foreningens likvidation. Det blev et stormende møde med heftige beskyldninger mod bestyrelsen og særlig forretningsfører Jens Schrøder og sparekasseinspektør grev Ernst Moltke. Heinrich Knudsen tog ordet og anklagede bestyrelsen for at have omgåedes letsindigt med medlemmernes penge (Thisted Amtsavis 29.06.1937).

Heinrich Knudsen indrykkede også lange læserbreve i Vejle Amts Folkeblad. Under overskriften ”Et Fingerpeg” rettede han den 23. novmber 1937 en skarp kritik af danskernes dyrkning jeg-et frem for fællesskabet og fædrelandet samt danskens trællen under åget i materialismens tjeneste. Det bidske læserbrev var skrevet i poetiske vendinger. Mere tør og nøgtern var hans læserbrev den 20. februar 1951, hvor han gav sit syn på ejendomsskyld og skat.

==Sønnen redaktør Heinrich Knudsen==
Sønnen Heinrich Knudsen modtog stipendium fra Vejle Amt til at gå på Vejle kommunale Gymnasium (tidl. Vejle Latinskole). Ligesom andre folkeskoler og uddannelsesinstitutioner besad Vejle kommunale Gymnasium en pæn stor oldsags- og naturhistorisk samling, hvis genstande kunne anvendes til anskuelighedsundervisning. I slutningen af Besættelsen modtog gymnasiet en hel stribe af gaver til samlingen bl.a. en underkæbe af et tamsvin fra Jernalderen (mosefund?), en krokodille, to pindsvinefisk, en varan, en skorpion og fra Heinrich Knudsen en pilespids fra Stenalderen.
Den unge Heinrich Knudsen var glædende VU-er. Efter realeksamen blev han journalist på Ærø Folkeblad 01.07.1946, Assens Amts Avis 01.10.1947, Lollands Tidende 01.05.1948, Langelands Avis 01.01.1956 (siden chefredaktør), Lollands Tidende 01.07.1957 (chefredaktør) og Berlingske Tidende 1969 (redaktionssekretær). Efter et par år på Berlinske Tidende kom han til Venstrepressens Bureau, hvor han blev redaktionschef og leder. Venstrepressens Bureau leverede nyheder til de liberale aviser herhjemme. Ved siden af pressearbejdet var Heinrich Knudsen gennem årene formand for VU i Maribo Amt, formand for Naksov Venstrevælgerforening og medstifter af Liberale Unge Penne.

==Litteratur & kilder==
*Meddelelser om Vejle Kommunale Gymnasium 1943 & 1944-45 (friplads + pilespids).

*Eigenbroth, Niels A.: Danske Journalister, Danske Journalisters Fællesrepræsentation, 1960 (om redaktør Heinrich Knudsen).

*Vejle Amts Folkeblad (10.04.1979 Redaktør Heinrich Knudsen 50 år).

Kommuneingeniør og amtsvejinspektør Gustav Schmidt (1853-1934)

2025-08-12T17:23:28Z

Totte: Oprettede siden med 'Ivar Joachim Gustav Schmidt født 22. maj 1853 i Kolding som søn af adjunkt Henrik Jørgen Julius Schmidt og hustru Anna Hansine Christense f. Gudme. Gustav Schmidt som h...'

Ivar Joachim Gustav Schmidt født 22. maj 1853 i Kolding som søn af adjunkt Henrik Jørgen Julius Schmidt og hustru Anna Hansine Christense f. Gudme.

Gustav Schmidt som han kaldte sig blev uddannet cand.polytechnices (civilingeniør). I 1879 blev han ansat ved Vejle Amts Vejvæsen og flyttede til Vejle By.

I Folketællingen 1880 boede vejassistent Gustav Schmidt til leje i Havnevejen 258, Vejle, hvor der også boede to andre veluddannede ungkarle.

Kongen havde i 1705 givet Ole C. Rømer (1644-1710) beføjelser svarende til en 1800-tals stadsingeniør vedr. Københavns tekniske anliggender. Officielt fik hovedstaden og Danmark dog først en stadsingeniør i 1857. Odense fulgte trop ni år senere, mens Aarhus Byråd den 21. december 1876 vedtog, at der uafhængig af hinanden skulle ansættes en stadsingeniør og en havneingeniør.
Senest i 1883 ansatte Vejle Byråd Gustav Schmidt til at lede og føre tilsyn med købstaden og Vejle Havns tekniske arbejder. Han havde ikke titel af stads- og havneingeniør, og han var også fortsat ansat ved Vejle Amts Vejvæsen.

Fra midten af 1800-tallet havde Vejle Købstad fået vokseværk. Uanede mængder sand, grus, havneslam og affald blev fyldt i engene rundt om banken med kirken og rådhuset, hvorpå det ældste Vejle var blevet grundlagt. Nye bygninger skød hastigt op ved de nyanlagte veje i engene. Vejle Havn krævede også hele tiden vedligeholdelse og udbygning, så købstaden havde rigelig brug for en ingeniør.

Fra 1883 havde Gustav Schmidt opsynet med at udvide og anlægge en ny hovedledning samt ombygge forskellige beholdere ved købstadkommunens vandværk (byrådssager 68/1883 & 92/1885).

Den 11. juli 1884 anmodede Gustav Schmidt med stor beklagelse sig fritaget stillingen med at føre tilsyn med købstaden og Vejle Havns tekniske arbejder, da hans arbejde ved Vejle Amts Vejvæsen ”stiller nemlig nu saa store krav til mig og min tid, at jeg indser det umuligt for mig i blot nogenlunde [grad] at tilfredsstille andre berettigede fordringer paa mig” (byrådssag 18/1884). Han fik dog ikke sin afsked.

Året efter den 5. september 1885 skrev han følgende brev til byrådet om at få en stillingsinstruks, så han kunne udøve mere autoritet ved udførelsen af købstadens tekniske arbejder:

”Til Veile Byraad. Da det ved flere lejligheder baade tidligere og i den senere tid, hvor jeg har haft ledelsen af byens techniske arbejder vedk. vej- og brolægningsvæsenet, har vist sig vanskeligt eller næsten umuligt for mig at finde den rette grændse for den med min ovennævnte virksomhed nødvendigvis forbundne myndighed og ansvar, idet de af mig trufne dispositioner for arbejdernes anlæg og fortsættelse ikke sjælden krydses og ændres ved tilsyneladende helt tilfældige ordrer og beslutninger, som endda ofte kun komme til min kundskab gjennem entrepreneurerne, naar jeg paa arbejdsstedet fordrer arbejdet udført efter mine oprindelige ordrer, - tillader jeg mig herved at henvende mig til det ærede Byraad med anmodning om, at man ved instruxer eller forskrifter vil give min virksomhed i byens tjeneste, baade i henseende til form og udstrækning, bestemte normer.

Jeg anser det ikke for heldigt her at komme ind paa at anføre enkelte bestemte tilfælde som bevis paa nødvendigheden af en forandring, saameget mere som den nuværende ordning,med sine mange mangler vistnok allerede er det ærede byraad tilstrækkelig bekjendt, men jeg skal kun tillade mig at bemærke, at dels kan en usikker ledelse, hvor tillidsforholdet mellem arbejdsgiveren og den, der paa hans vegne leder arbejdet, mangler, eller hvor entrepreneurerne snart faa ordre af en og snart af en anden, kun fordyre et anlæg og forringe nytten deraf, og dels misliggjør og undergraver en saadan ordning i dette tilfælde mit forhold til mange entrepreneurer, med hvem jeg ofte har ligesaameget og maaske mere at gjøre udenfor hvad der vedkomme byens arbejder end ved disse.

Da det ofte har forekommet mig, at vejudvalget, hvor dissens har været tilstede, har lagt særlig vægt paa, at jeg ikke skulde begaa noget myndighedsovergreb, maa det endelig være mig tilladt at bemærke, at jeg i ingen henseende attraar en udvidelse af min virksomhed og myndighed, udover hvad der forlanges af mig, men at jeg anmoder om, at man, hvor man ønsker min virksomhed, vil udruste mig med den fornødne myndighed, selvfølgelig ikke uden ansvar, for at kunne føre hvert enkelt arbejde og anlæg, som betroes mig, ad saa jævne og fornuftige veje, som det er mig muligt, til et godt resultat for byen, hvilket altid er mit ønske. Med tilføjende at jeg for nogen tid siden skriftlig har underrettet vejudvalget om, at jeg paatænkte en henvendelse som ovenstaaende til byraadet, tillader jeg mig at anbefale denne sag til det ærede byraads velvillige overvejelse. Veile d. 5. september 1885. Ærbødigst Gustav Schmith” (byrådssag 15a/1885).

Små tre måneder senere opsagde Gustav Schmith sin stilling:

”Til Veile byraad. Som det vil være det højtærede byraad bekjendt, tvang mine forøgede arbejder i amtets tjeneste mig allerede forrige aar til at indgive en begjæring til byraadet om at blive fritaget for ledelsen af og tilsynet med byens techniske arbejder. Dengang ordnedes sagen imidlertid ved gjensidig imødekommen, bl.a. fra byraadets side, saaledes at jeg kunde fortsætte mit arbejde i dets tjeneste. Men nu er mit forhold yderligere vanskeliggjort, dels derved at der er inddraget en post som assistent ved omtalte vejkontor og dennes arbejde, ialfald foreløbig, overdraget mig, dels derved at byens aar for aar tiltagende udvikling stiller større og større fordringer til ledelsen og navnlig tilsynet med byens arbejder, et tilsyn som jeg ikke vedblivende ser mig istand til at yde i det omfang, som kræves og bør kræves. Jeg tillader mig derfor paany at anmode det højtærede byraad om i en nær fremtid at blive fritaget for mine arbejder i byens tjeneste, idet jeg bringer min tak for den tid disse have været mig betroede, og jeg skal, da jeg antager, at byraadet agter at ansætte en ny Mand i mit sted, tillade mig at henstille, om dette ikke hensigtsmæssigst for byen bør ske til førstk. januar, til hvilken tid jeg da skulde fratræde, den nye stadsingenieur vil da have fornøden tid til at gjøre sig bekjendt med forholdene og forberede de i kommende aar forestaaende arbejder i byen og paa havnen. Veile d. 25 nov. 1885. Ærbødigst Gustav Schmith” (byrådssag 15b/1885).

Denne gang stod Gustav Schmidts fratrædelse ved magt. Vejle Byråd gik i stedet på udgik efter en stads- og havneingeniør. På et ekstraordinært byrådsmøde 29. januar 1886 blev ingeniør Niels Peter Emil Petersen (født 26.05.1842 i København som søn af en skomager) udnævnt til købstadens første stads- og havneingeniør af titel og magtbeføjelse.

Gustav Schmidt blev i 1882 gift med Martha Woldike (f. 27.07.1861 i Kbh. som datter af boghandler Frederik Woldike). I Folketællingen 1901 boede ægteparret i Sønderbrogade 35, Vejle. Fire af deres fem børn levede og boede fortsat hjemme. Gustav Schmidts stillingsbetegnelse lød da amtsvej- og vandinspektør. Ægteparret boede stadig i Sønderbrogade 35 i 1918, og Gustav var fortsat ansat ved amtsvejvæsenet.

Gustav Schmidt var – i øvrigt sammen med ovennævnte Emil Petersen – medlem af bestyrelsen for Det tekniske Selskab i Vejle.

I 1922 kunne flere af landets aviser bringe følgende korte meddelelse: ”Under 2. marts har Kongen bifaldet, at Amtsvejinspektør, cand. polyt. J.J. G. Schmidt, Ridder af Dannebrog, bliver at fritage for den ham tildelte Titel af Justitsraad med Rang i 5. Klasse Nr. 3 efter Rangforordningen” (Herning Avis 15.03.1922). Årsagen blev ikke forklaret.

Pensioneret amtsvejinspektør Gustav Schmidt skal ifølge kirkebogen have begået selvmord ved kulilteforgiftning i køkkenet i hjemmet Vikkevangen 18, København, den 16. januar 1934. Han blev begravet på Solbjerg Kirkegård. Enken Martha døde i Thisted 1941.

==Kilder==

*Frederiksberg Sogns Kirkebog – død 16.01.1934 Gustav Schmidt.
*Thisted Sogns Kirkebog – død 18.02.1941 Martha Schmidt.
*Skattemandtalsliste 1910 & 1918 Sønderbrogade 35, Vejle.
*Jyllandsposten (25.02.1891 Det tekniske Selskab i Vejle valg til bestyrelsen, 26.05.1904 Gustav Schmidt 25 års jubilæum ved Vejle Amts Vejvæsen).
* Vejle Amts Folkeblad (30.10.1890 Det tekniske Selskab i Vejle).

Andreas Willumsen Aalbek – Anders Willumsen

2025-07-09T07:49:01Z

Cemifor:

Andreas blev født i Aalbæk, Thyregod sogn ca. 1785. Hans far var Willum Sørensen.

Han var, som sine brødre, soldat:

1807 soldat i Fynske Infanteri Regiment (Lægd 69, Thyregod. Højde: 63 tomer).

1813 – 1814 med Auxilliærkorpset i Nordtyskland (Mecklenburg og Lübeck).

1817 i stamrullen for Sjællandske Jæger Korps.

På et tidspunkt begyndte han at bruge Anders som fornavn i stedet for Andreas.

Anders ansøgte i 1857 udenrigsministeriet om tildeling af den franske Sct. Helenamedalje og ansøgningen godkendt. Medaljen blev indstiftet i 1857 af Napoleon III, for at hædre de endnu levende veteraner fra Napoleonskrigene 1792 – 1815. Der indkom i Danmark 680 ansøgninger. Ved ansøgningen benyttede han sit officielle soldaternavn Andreas Willumsen Aalbek

[[Fil:Willumsen 1857.JPG|thumb|750px|center|Kopi af ansøgning (Privat samling)]]

Ansøgning om tildeling af Sct. Helenamedaljen:

''"Til Udenrigsministeriet !''

''Som Soldat ved Fynske Regiments''

''2den Bataillon 8de Kompagni No 153 ''

''har jeg i Aarene 1813 og 1814 deltaget ''

''i de Franskes Tog til Mecklenborg og''

''Lübeck. Derom tillader jeg mig ''

''Undedanigst at gjøre Indberet-''

''Ning for at jeg kunne erholde ''

''Den af hans Majestæt de Franskes''

''Kaiser indstiftede Medalje idet jeg der-''

''For bemærker at jeg ikke er i Besiddelse''

''Af noget legalt Beviis for min ''

''Deltagelse i de Franskes Tog.''

''Dons i Alminde Sogn Weile Amt ''

''d. 29 December 1857 ''

''Andreas Willumsen Aalbek"''

Medaljen blev tildelt.

[[Fil:Nap01.JPG|thumb|200px|left|Skt. Helena medalje, forside. Foto: privat samling]] [[Fil:Nap02.JPG|thumb|200px|center|Skt. Helena medalje, bagside. Foto: privat samling]]

Anders var gift med Maren Nielsdatter, født i St. Andst sogn ca. 1794.

Ifølge folketællingen fra 1845 havde Anders Willumsen, Dons Mark, 3 hjemmeboende børn og 1 anbragt i pleje:

Kasper Andersen, 24 år, skrædder,

Ane Marie Andersdatter, 17 år,

Niels Vilhelm Andersen, 8 år,

og Niels Pedersen, født i Eltang sogn, 16 år, åndsvag, sat i pleje af Eltang sogn.

I 1842 flyttede Anders Willumsen (kaldet Store Anders), der hidtil havde boet i Almind, til Dons. Han købte et stykke jord fra Hans Krings gård (5d) og bebyggede. 1851 afstod han ejendommen til sin svigersøn Jens Pedersen, der havde den til 1877, og efter hvem Niels Vilhelm Andersen, der hidtil havde boet i Gravens, fik den.

Niels Vilhelm Andersen var søn af Anders Villumsen og således svoger til Jens Pedersen, men han var tillige dennes svigersøn, idet han efter ansøgning til ministeriet havde fået lov til at gifte sig med sin søsterdatter. Niels Vilhelm Andersen døde 1884, og et par år senere giftede hans enke sig med Niels Sørensen, en søn af Søren Klausen Nielsen i Dons.

Anders Willumsen døde 17. april 1867, Dons Mark, Almind sogn og blev begravet i Almind 25. april 1867. Aftægtsmand, enkemand, 82 år, død af alderdom.

…

Kilder:
Rigsarkivet: Kirkebøger, folketællinger, lægdsruller.

Rigsarkivet: Ansøgning om tildeling af Skt. Helena medalje.

Salldata: FT Almind 1845 http://ao.salldata.dk/osd_vis.php?bsid=6573&side=8&height=826

Poul Lindholm: Landsbyen Dons – En historisk fremstilling. Udg. 1922.

VejleWiki.dk: Brygger Claus Hansen (Ørum) - Tildelt Skt. Helena Medaljen 1858

…

Research: Henrik Nedergaard Olsen, Vejle, 2025.

...

Højen Hule-mordet, 27. marts 1945

2025-06-11T16:16:35Z

WikiSysop:

[[Billede:A9907.png|300px|thumb|right|Efterlysning 12.05.1945, A9907, Vejle Stadsarkiv]]

''Af Sander Simonsen''

Den 29. marts 1945 blev Egon Christian Sørensen (f. 19-08-1917) fundet død på en mark ved Højen Hule, syd for Vejle. Han var kun iført undertøj og manglede alle sine ejendele. I halsen havde han et skudhul. Liget blev fundet af gårdejer Uffe Madsen. Egon var 27 år gammel og boede i Nørrebrogade 15 i Vejle. Han skulle have været gift i begyndelsen af april samme år. Han blev sidst set i live tirsdag den 27. marts omkring kl. 18-19, da han lånte sin brors cykel for at besøge deres forældre.

Den tyske besættelsesmagt havde opløst og interneret det danske politi i september 1944. Derfor stod Vejle Vagtværn for efterforskningen. Tøjet var blevet fjernet fra offeret på gerningsstedet, og offerets bror kunne fortælle, at det havde et særligt mønster og var let genkendeligt. Beskrivelsen af tøjet blev delt bredt i forbindelse med opklaringsarbejdet, hvilket førte til, at politiet modtog et tip om en person, der var blevet set iført lignende tøj. Den videre eftersøgning ledte politiet i retning af Tadeusz Illakowicz, en tysk soldat af polsk nationalitet.

Illakowicz var i begyndelsen af 20’erne, da mordet skete. Han havde en tydelig fremtoning med blondt hår, blå øjne, ar på låret og manglede tænder i overmunden. Han talte ikke dansk, kun polsk og lidt tysk. Som 17-årig havde han meldt sig frivilligt som pilot i den polske hær. Han endte som krigsfange, flygtede, men blev fanget af Gestapo og sendt til koncentrationslejren Dachau. Her blev han udsat for sult, vold og senere hen tvunget ind i den tyske hær i ingeniørenheden ’Organisation Todt’.

I foråret 1945 ville Illakowicz ikke længere være tysk soldat, og han var derfor flygtet fra hæren. Han havde dog kun sin tyske uniform og havde derfor svært ved at skjule sig. Han var nødt til at skaffe sig civilt tøj. Ved Højen Hule, hvor han gemte sig, stødte han på Egon Sørensen. Angiveligt forsøgte Illakowicz at købe Sørensens tøj, men det ville han ikke være med til. Da en bil nærmede sig, og Sørensen forsøgte at flygte og råbte om hjælp, skød Illakowicz ham og tog hans tøj.

Tadeusz Illakowicz blev anholdt den 3. juni 1945 af Den Danske Brigade, og han tilstod drabet den 11. juni. Retten i Kolding dømte ham den 2. februar 1946 til 10 års fængsel og udvisning til Polen efter endt afsoning.

Vejles sidste officielle anarkist Claude Glozmann

2025-04-25T06:02:56Z

Totte: Oprettede siden med 'Claude Glozmann (1936-2003) var født i Paris med forfædre fra Napoleons ø, Korsika. Han kom til Vejle i 1964 og boede i byen til sin død i 2003. Glozmann var Vejles sid...'

Claude Glozmann (1936-2003) var født i Paris med forfædre fra Napoleons ø, Korsika. Han kom til Vejle i 1964 og boede i byen til sin død i 2003.

Glozmann var Vejles sidste officielle anarkist. Han skrev anarkistisk verdenshistorie, da han i 2001 stillede op til byrådsvalget i Vejle på ”Den sorte liste” under valgsloganet ”Claude har en drøm”. Han ville i byrådet for at kontrollere, hvad kommunen brugte sine penge på.

Drømmen om en plads i byrådet blev en fuser for Claude Glozmann. Han fik 45 stemmer og blev ikke valgt.

På værtshuset Orienten på Koldingvej valgte stamkunderne ham som deres ven. Her var han altid blandt venner, her følte han sig hjemme.

Claude Glozmann kunne på dato og klokkeslæt berette, hvornår anarkismen slog rod i hans sind. Det skete 12. februar 1959 præcis klokken 12. Da var den 20-årige Claude netop vendt hjem fra Algeriet, hvor han som fransk værnepligtig deltog i Algier-krigen.

En af hans opgaver som soldat i 2. panserdivision var, at begrave ofrene for grusomme massakre. Han bar 12-årige piger til graven, 12-årige piger, der var blevet voldtaget, før deres hals var skåret over.

De ufattelige grusomheder gjorde ham til anarkist.

Da Claude Glozmanns fødeland endelig tog fat på retsopgøret efter den blodige Algier-krig i slutningen af 1950’erne og 1960’erne, rejste han til Paris for at bevidne, hvad han havde set dengang.

Krigens rystende oplevelser satte et brændemærke i hans sind og fik ham til at afsværge alle former for autoriteter. I stedet ville han bruge sit liv på at bekæmpe ondskab og nazisme.

Claude Glozmann kom første gang til Danmark i 1947. Som barn af en KZ-fange kom han via Red Barnet til en familie, der boede på en gård ved Randers. Familien var grundtvigianere, de lærte Claude om dansk kultur og samfundsforhold.

I årene fra 1947 til 1955 tilbragte Claude Glozmann hvert år tre måneder på ferie hos familien i Danmark.

Hjemme i Paris mødte han en dansk pige, der havde job som au pair. De forelskede sig, han flyttede med hende til Danmark i 1959.

Oplevelserne under Algier-krigen havde gjort ham skiftevis grådlabil og aggressiv, han trængte til at komme væk. Hver eneste nat havde han mareridt. Han drømte om lig af små børn, alle de børne-lig, han havde begravet under krigen.

Claude Glozmann fik to børn i sit ægteskab med sin danske hustru, en søn og en datter, men ægteskabet holdt ikke.

Han kom til Vejle i 1964, fik job som dekoratør, indtil han på et tidspunkt skiftede til et job som film-montør i Fredericia.

Det var med udfordringer til pistol-duel, indædte læserbreve og trusler mod McDonald’s og medlemmer af Nationalpartiet Danmark, Claude Glozmann blev kendt i den brede offentlighed. Han blev nærmest landskendt, da han udfordrede en redaktør på Dansk Metals fagblad til en pistol-duel. Redaktøren havde skrevet en leder, som gjorde Claude Glozmann så rasende, at han udfordrede ham til duel. Den blev dog aldrig til noget.

Truslerne mod Nationalpartiet Danmark resulterede derimod i en fængselsstraf, da han nægtede at betale en bøde på 500 kroner. Under stor mediebevågenhed og med det sorte anarkist-flag som ledsager, rejste han fra Vejle til Herning for at afsone fem dage i et åbent fængsel.

Senere blev han ved Retten i Vejle dømt for trusler mod McDonald’s. Claude Glozmann ringede til McDonald’s og spurgte, om de ansatte havde skudsikre veste. Det fik de nemlig brug for, mente han.

Dengang nægtede han at have truet burgerkædens ansatte, han forsvarede sig med, at han blot ville advare dem mod et muligt angreb fra autonome.

Sagen indbragte sammen med en række andre anklager Claude 14 dages betinget fængsel.

Claude Glozmann glemte aldrig, hvad han havde været vidne til i Algier-krigen. Oplevelserne prægede ham hele livet, han var bitter over, at Frankrig slap for let fra de grusomheder, som blev begået i Tricolorens hellige navn.

Claude var den sidste, der var tilbage gruppen af soldater fra krigen i Algier. De andre var døde. Flere begik selvmord, fordi de ikke kunne holde ud at leve med de grusomheder, som de havde været vidner til.
Claude Glozmann var den sidste, der huskede datoer og steder, hvor grusomhederne fandt sted. Han var bevidst om, at krigen havde gjort ham psykisk skrøbelig. Som han forklarede, var han dengang en naiv og bange dreng, der ikke turde blive militærnægter, fordi det kostede fængsel. Han overlevede krigen på tre liter rødvin og 61 cigaretter om dagen. Men Algier-krigen blev også hans skæbne. Han huskede det hele.

==Kilde==

* Vejle Stadsarkiv - U6105 Claude Glozmann.

”Hellige Taler” til Bedste for de ved Ildsvaaden den 23 April 1786 forarmede Veile Indbyggere af sognepræst Laurits Smith

2025-04-14T09:15:09Z

Totte:

==Branden i Vejle 1786==

Det er meget almindeligt, at en sognepræst udgiver en prædikensamling. Men at en prædikensamling kan være med til at genopbygge en hel gade, er ganske usædvanligt. Det var imidlertid det, der skete, da Laurits Hansen Smith, sognepræsten ved Vejle Kirke i 1787 udgav en prædikensamling med titlen ”Hellige Taler”. Det er en i bogstavelig forstand opbyggelig historie; men det begyndte med en katastrofe.

På en almindelig konfirmationssøndag den 23. april 1786 var sognepræsten taget af sted til annekskirken i Hornstrup for at holde konfirmation, og da han kom tilbage til byen, var Nørregade brændt ned. Ilden blev først slukket henimod aften, selv om brandfolkene gjorde alt, hvad de kunne for at slukke den.

Der var sket det, at en ung mand morede sig med at lege med en nøglebøsse i Nørregade. En nøglebøsse var en almindelig gadedørsnøgle, der kunne bruges som legetøj, hvis man puttede lidt krudt i den og satte ild til. Uheldigvis sprang nogle gnister over i et stråtag, og derfra bredte ilden sig til Nørregade 16. Her boede kammerherre og major Chr. Frederik Juul, der var chef for en eskadron af ”Slesvigske Regiments Ryttere”. I ejendommen befandt eskadronens magasin og krudtlager sig. Det eksploderede, da ilden nærmede sig, og derfra bredte ilden sig til den anden side af gaden, og situationen kom hurtigt helt ud af kontrol.

I gaden lå flere af byens købmandsgårde med store varelagre, så mange mennesker blev både husvilde og ruinerede på ganske få timer. En psykisk syg kvinde blev så forvirret, at hun gik ind i ilden i stedet for væk fra den, hun var den eneste omkomne.

Det var en katastrofe for Vejle by. Men man hjalp hinanden med husly og genopbygning. Klog af skade blev gaden nu gjort bredere, og der blev bygget solide stenhuse, ikke bindingsværkshuse med stråtag som før. Så efter katastrofen den 23. april 1786 blev Vejle meget pludseligt en moderne by med en flot strøggade.

Sognepræsten ved Vejle Kirke, som Sct. Nicolai Kirke blev kaldt, for der var kun den ene kirke, var kun ansat i Vejle i tre år; men han fik et vældig godt eftermæle. Han skyndte sig nemlig at samle 16 prædikener sammen, som han nylig havde holdt, og udgive dem. Han skrev ud til mennesker i hele landet inklusiv Kristiania (Oslo) Stift, Trondheim Stift og Holsten og bad om subskription på bogen. Herved fik han samlet 619 underskrifter og 1131,9/16 rigsdaler sammen. Pengene donerede han ”til Bedste for de, ved Ildsvaaden den 23 April 1786 forarmede Veile Indbyggere”., som der står på bogens titelblad.

Prædikensamlingen ”Hellige Taler” blev trykt i Fredericia i 1787. Han var selv meget ærgerlig over, at det tog så lang tid, inden bogen kunne udgives, men også dengang kunne det tage sin tid at udgive en bog på 369 sider.

==Laurits Hansen Smith==

Hans fornavn staves meget forskelligt: Laurits, Lauritz, Laurids og Lars. At han var en betydningsfuld person, kan man se på titelbladet af prædikensamlingen ”Hellige Taler”. Her præsenterer han sig som ”Professor i Philosophien, Provst i Nørvangs Herred, Sognepræst for Veile og Hornstrup Menigheder, og Medlem af det Kongel. Norske Videnskabers Selskab”.

Laurits Hansen Smith blev født i København den 12. 4. 1754. Han blev tidligt regnet for at være både velbegavet, vidende og diskussionslysten i det akademiske miljø i København. Han talte flydende latin. Han var især optaget af at studere filosofi, og han fik i 1779 titel af professor philosophiae. Samme år giftede han sig med Christiane Friderica Speerfeldt, der stammede fra Pyritz i Pommern. Han blev ansat som rektor i Nykøbing Falster i 1780, i 1781 blev han rektor i Trondheim, og her blev han desuden ansat som sekretær for Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. Fra 1785-88 var han ansat som sognepræst for Vejle-Hornstrup Pastorat. I 1788 fik han ansættelse som sognepræst i Frederiksberg-Hvidovre, og i 1792 blev han ansat som slotspræst i Fredensborg og sognepræst i Asminderød – Grønholt. Han døde den 22. 3. 1794 og ligger begravet på Holmens Kirkegård i København.

Han var veluddannet, flittig og begavet, men også en urolig sjæl, der ”idelig attraaede Forandring”, som hans eftermæle lyder.

Det var således en meget kompetent mand, der i perioden med branden i Nørregade og genopbygningen af gaden beklædte embedet som sognepræst i Vejle -Hornstrup Pastorat. Og her var man ham meget taknemmelig for den indsats, han gjorde for at hjælpe de stakkels ofre for branden i Nørregade.

Men han efterlod sig også et andet eftermæle, der er ret specielt, nemlig som en stor dyreven, hvilket var usædvanligt i 1700-tallets Danmark. Han udgav mange forskellige skrifter, men hans hovedværk, udgivet i 1791 handlede om dyrevelfærd og havde titlen ”Forsøg til en fuldstændig Lærebygning om Dyrenes Natur og Bestemmelse og Menneskets Pligter mod Dyrene”. Hans gravmæle på Holmens Kirkegård er i mange år blevet passet og fornyet af Foreningen til Dyrenes Beskyttelse.

==”Hellige Taler”==

I betragtning af at prædikensamlingen ”Hellige Taler” er en bog, der hurtigt skulle i trykken for at bidrage til genopbygningen af Nørregade, er det ikke noget sjusket værk. Tværtimod er det en ganske imponerende bog, der også er tidstypisk. Bogen indledes med en fortale, hvori Laurits Smith funderer over kunsten at prædike, og om det at skulle prædike i forskellige menigheder på den samme dag. Kan man holde den samme prædiken i landsbykirken, som man holder i byen, eller kan man nå, mens man færdes fra sted til sted at omformulere visse passager, så det passer bedre til den næste menighed?: ”Det volder Prædikanten endnu store besynderlige Vanskeligheder, naar han paa samme Dag, efter et kort Mellemrum, over samme Materie skal tale for Tilhørere af saa forskellig Tilstand og Tænkemaade som Kiøbstadmand og Bonde; og tale saa det for enhver af disse Folkeklasser ei alleene kan være fatteligt, men og anvendeligt”. Mange moderne præster vil kunne genkende mange af de overvejelser, Laurits Smith gør sig om kunsten at prædike på en måde, så menigheden føler sig set og talt til. Også fordele og ulemper ved at holde sig til et manuskript, der er omhyggeligt udarbejdet og så den frie tale, der holdes uden manuskript – hvor faren er, at prædikanten kan risikere at få sagt noget værre sludder.

Efter fortalen følger en fortegnelse over indholdet af bogen, de 16 prædikener, som han nylig har holdt. Den første holdt han i Ribe Domkirke den 28. september 1785, den har overskriften ”En christelig Lærers vigtige Pligter og kraftige Opmuntringer”, tretten prædikener er holdt i Vejle Menighed, en er ”holden for de Kongelige Herskaber i Frederichsberg Slotskirke 1784”, og en er ”holden for de Kongelige Herskaber i Christiansborg Slotskirke 1786”, den har overskriften: ”De Fristelser, som true en Christens Dyd”.

Derefter følger en liste over ”Subskribenternes Navne samt hvor mange Exemplarer, og til hvad Priis enhver har ladet sig tegne”. 22 sider med en meget sirlig fortegnelse over navne, antal eksemplarer og rigsdaler.

Derefter følger de 16 prædikener, der alle er meget omhyggeligt udarbejdede og til allersidst en side med ganske få rettelser. Bogen er trykt med gotiske bogstaver, det tager sin tid for den utrænede at læse den, men også for den moderne læser er det umagen værd at læse Hellige Taler. Det er et både interessant og imponerende værk i betragtning af forfatterens hastværk med at få bogen udgivet, så den kunne være ”til Bedste for de ved Ildsvaaden den 23 April 1786 forarmede Veile Indbyggere”.

Laurits Smith har i sin levnedsbeskrivelse beskrevet sin vrede over de mange tyverier, der var som følge af branden i Nørregade. Da han skulle holde en begravelsestale over et af brandens ofre, benyttede han lejligheden til at skælde voldsomt ud over de tyve, der stjal fra ofrene for branden. Han sprang både Fadervor og velsignelsen over og skældte ud i stedet for. Han skriver således til vennen Johan Bülow: ” Saa endte jeg Prædicken med at tugte det Hundetøj, som her haver stjaalet indtil Ubegribelighed. Jeg maledidede dem saa stygt, at intet Menneske før har hørt sligt, og jeg tror ej nogen, som hørte det, glemme det, saa længe de leve”.

==Kilder==
*Dansk Præste-og Sognehistorie X Haderslev Stift Hefte 12 Vejle Provsti side 1022
*L. Smith: Hellige Taler. Fridericia, trykt i det kongel. Privil. Addressecontoirs Bogtrykkerie 1787
*Veje Historie Bind 2 Moderne Tider. Vejle Kommune 1998, side 13-15

Birgitte Arffmann, april 2025.

Biskop Hans Adolph Brorson og den fromme præst i Vejle

2025-04-03T13:06:19Z

Totte: Oprettede siden med '==Bispevisitatser== Salmedigteren og præsten Hans Adolph Brorson, der især er kendt for salmen ”Op al den ting som Gud har gjort” og julesalmerne ”Den yndigste rose...'

==Bispevisitatser==

Salmedigteren og præsten Hans Adolph Brorson, der især er kendt for salmen ”Op al den ting som Gud har gjort” og julesalmerne ”Den yndigste rose er funden” og ”Her kommer, Jesus dine små”, var tillige biskop over Ribe Stift fra 1741 til 1764. Ribe Stift omfattede dengang også Vejle.

H. A. Brorson var en flittig biskop, der besøgte alle sognene i stiftet på bispevisitatser. Det hører til en biskops forpligtelser med regelmæssige mellemrum at komme på besøg i hele stiftet for at føre tilsyn med kirkebygningerne, præsternes arbejde og forholdene i de enkelte sogne, de besøg kaldes for visitatser. Mange af Brorsons visitatsberetninger er bevarede. De blev udgivet på Lohses Forlag i 1960 sammen med en brevsamling. Værket har titlen ”Hans Adolph Brorson Visitatsberetninger og breve”, det er en uvurderlig kilde til viden om forholdene i Ribe Stift i 1700-tallet.

==Ribe Stift i 1700-tallet==

Ribe Stift blev anset for måske at være det vanskeligste stift i hele landet på den tid. Det var meget vidtstrakt. Det strakte sig fra Harboøre i nord til Amrum i syd og omfattede også de tre byer på Jyllands østkyst Kolding, Vejle og Fredericia. Vejene var mange steder elendige, og det var var biskoppens helbred også ganske ofte, og derfor er det imponerende, hvor meget han alligevel kommer rundt i sit store stift. Til gengæld havde han som biskop lov til at køre med karet og fire heste, han havde også ret til at blive indkvarteret privat i sognene, det vil ofte sige i præstegårdene.

Af hans visitatsberetninger fremgår det, at han trods sit dårlige helbred og besværet med dårlige veje og dårligt vejr nød at komme rundt i sit stift. Han har også mange pæne ord om præsternes prædikener, det er sjældent, han virkelig er kritisk, og det til trods for at han må have hørt mange præster prædike ud fra en anden teologi end hans.

Til gengæld er han ikke altid lige imponeret over undervisningen, og netop de unges oplæring i konfirmandstuen lå ham meget på sinde.

==Pietismen==

Brorson blev som ung grebet af den pietistiske fromhedsbevægelse, der opstod i Tyskland i slutningen af 1600-tallet, og som i løbet af 1700-tallet via Holsten, Slesvig og Sønderjylland bredte sig til hele Danmark, og som også fik indflydelse på livet ved det danske hof på Christian den 6.s tid. Det var en bevægelse med kirketugt, streng moral og til sidst også med lukkede teatre. Selve ordet pietisme, der egentlig var et øgenavn, kommer af det latinske pietas, der betyder fromhed. Den pietistiske bevægelse nåede sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet, men idegrundlaget og selve tanken om den levende tro, der udleves i et helligt liv og levned fortsatte i Indre Mission og konsoliderede sig i foreningen ”Kirkelig forening for Indre Mission i Danmark”, der blev stiftet 13. september 1861. Der er også en nøje sammenhæng mellem pietisterne og herrnhuterne, også kaldet Brødremenigheden, der grundlagde byen Christiansfeld i 1773.

==Brorson og Vejle==

Biskop Brorson var jævnligt på besøg på Vejleegnen og også i Vejle by. Han fattede forkærlighed for en af byens præster, der delte hans syn på den pietistiske vækkelse. Det var Hans Henric Neuchs, der som ung teologisk kandidat blev ansat som tredje præst ved Sct. Nicolai Kirke i Vejle og sognepræst i Vinding. Sct. Nicolai Kirke var dengang byens eneste kirke og blev derfor altid omtalt som Vejle Kirke. Brorson skrev efter et besøg i Vejle Kirke den 6. august 1751: ”I den Meenighed hvor det tilforn har været meget dødt og elendigt, har Herren ved itzige (nuværende) Capellan Hr Hans Henric Neuchs hans utrættelige hellige Arbejde under mange Slags Lidelser og Modstand gjort en dejlig Opvækkelse, hvorfor hans Nafn være æret Ævindelig” (side 68-69).

Af visitatsbogen fremgår det imidlertid også, at det ikke er alle, der er lige begejstrede for pastor Neuchs. Der er både sager og klager fra medlemmer af menigheden og fra kolleger og andre ansatte ved kirkerne, der fortæller, at den strenge fromhed kunne være for meget af det gode. Men biskoppen tager i alle sager Neuchs parti.

==Undervisning==

Således skriver han om et besøg i Vinding Kirke 19. søndag efter Trinitatis, den 4. oktober 1750: ” Sogne Præsten Hr Hans Henric Neuchs en Retsindig munter og arbejdsom Lærere, som i forrige meenighed Wejle og dets Annex Hornstrup, hvor han har staaet som Personell Capellan har seet ønskelig frugt af sit Embede, forklarede meget opbyggelig efter Textens Anledning (Matth. 9,1-8), hvordan Siælen skal føres til Iesum. Ungdomen var munter til at svare, og blev intet klaget”. (Side 61-62).

Den 30. juni 1755 er Brorson atter på besøg hos Neuchs i Vinding. Han skriver herom:

”Sogne Præsten Hr Hans Henric Neuchs, som tillige er Residerende Capellan i Wejle, prædikkede meget opbyggelig over Act (Apostlenes Gerninger) 20,27 v. Ungdomen svarede til stor Fornøjelse. Chordegnen Jesper Roetsteen i Wejle er Degn til samme Menighed, og lader sin tieneste Forrette ved Skoleholderen på Stedet Studios Bang som er skikkelig i sin Opførsel: Sogne Præsten var ogsaa tilfreds med Medhielperne samt Forældrene for deres flittighed i at holde deres Børn til Skole. I denne Meenighed er een stor bevægelse og Opvekkelse, der noksom bærer Vidne om deres Læreres gudelige Nidkiærhed og utrættelige Omsorg for deres Siæle”. (Side 100-101).

Undervisning lå pietisterne meget på sinde. Overalt hvor pietismen vandt frem, blev der lagt stor vægt på oplysning og undervisning, det er også under pietismen, konfirmationen bliver indført i Danmark. Martin Luther afskaffede konfirmation som sakramente, og det medførte, at konfirmationen gled ud af den lutherske-evangeliske kirke.

Men som tiden gik, kom man til at savne både undervisningen og konfirmationen, og i Christian 6.s regeringstid blev den evangelisk-lutherske konfirmation indført i Danmark i 1736. Konfirmationen er i luthersk forstand en festgudstjeneste, der afslutter den dåbsundervisning, der ikke kunne gives det spæde dåbsbarn. Altså en forsinket dåbsundervisning på tærsklen til voksenlivet. Men for pietisterne var den personlige omvendelse og bekendelse alt afgørende. Det handler, som biskoppen skriver, om at føre sjælene til Jesus. Det handler om helliggørelse.

Den store opmærksomhed på den gode undervisning forklarer også Brorsons engagement i konfirmationsundervisningen, når han kommer rundt i sit stift. Og hos Neuchs finder han en mand efter sit hjerte. Han er en dygtig underviser, og de unge svarer godt for sig hos ham. Han samler så mange unge til undervisning og konfirmation, at det bliver et problem for kateketen Thomas Lindtved, der klager over, at han får så få konfirmander til undervisning og konfirmation, at det går ud over hans indtjening. Biskop Brorson afviser klagen, sognepræst Neuchs skal have lov til at have så mange konfirmander, som han kan overkomme.

==Kirkegang og kirketugt==

På Brorsons tid var det et krav, at man gik til alters mindst en gang om året, og inden da skulle man indfinde sig hos sognepræsten til privat skriftemål. For særligt store syndere gjaldt det, at de skulle til åbenbart skriftemål i kirken med syndsbekendelse, og helt galt var det, hvis man ikke modtog nadveren i et helt år.

Af et brev fra Brorson til provst Winther i Vejle af 11. juni 1743 fremgår det, at Peder Sørensen i Vinding havde været til skriftemål om lørdagen og derefter havde pligt til at gå til alters i kirken om søndagen. I stedet kørte han med sin vogn for amtsforvalteren i Kolding og kom derfor ikke i kirke. Da han var en fattig og uvidende mand, fik han lov til at slippe for at betale en bøde for sin forseelse. Men når Peder Sørensen kommer til gudstjeneste, så må det være sådan, at: ”Deres Velærværdighed beder, Menigheden ikke tager Forargelse derover, men sukker med ham, at det maae være en Opvækkelse for ham med desto større Hiertens Undseelse Ydmyghed og Alvorlighed samme hellige og høyværdige Himmel Spise at nyde”. (Side 183-184).

==Anstændighed og god opførsel==

Det lå pietisterne meget på sinde at prædike overholdelse af Guds lov og at leve et gudvelbehageligt liv. Man skal tage vare på sin sjæl. Brorsons visitatsbøger og breve viser ham imidlertid også som en mand, der har stor forståelse for mennesker, der lever i social nød og fattigdom. Hvis man sammenligner med visitatsberetninger fra andre biskopper fra samme tid, kan man se at Brorson ikke var nær så kritisk, som sine bispekolleger, han var en mild og venlig mand.

==Hans Henric Christoffersen Neuchs==

Hans Henric Christoffersen Neuchs blev født den 14. december 1719 i Horsbøl ved Tønder. Han blev student 1741 fra Kolding Latinskole og derefter ansat som hører i Kolding. Efter teologisk kandidateksamen blev han 1746 ansat som kapellan hos sognepræst Mourits Høyer. Der var dengang to præster i Vejle, magister Mourits Høyer (1724-1750), der både var sognepræst ved Vejle Kirke, fra 1741 tillige sognepræst i Hornstrup og desuden provst over Nørvang Herred. Hans helbred var dårligt. Desuden var der residerende kapellan Christian Henrik Winther (1742-1750), der også var sognepræst i Vinding og hospitalspræst samt provst for Holmans Herred. Neuchs var både flittig og dygtig, han steg efterhånden i graderne. I 1750 blev han ansat som residerende kapellan i Vejle, sognepræst i Vinding og præst ved Vejle Hospital, og i 1768 blev han ansat som sognepræst i Vejle. Han blev desuden udnævnt til provst over i Nørvang Herred, der var det største provsti i Vejle Amt.

Han giftede sig i 1747 med Sofie, født i 1706, enke efter bagermester Friederich Saxe. Han døde 13. marts 1785. I 1760 udgav han ”Den aandelige Aarvaagenhed i sin sande Beskaffenhed og høje Fornødenhed”. Bogen var tilegnet kongen og havde et forord af biskop Brorson, den blev senere genudgivet. Han døde den 13. marts 1785. Han var en af de mest betydningsfulde pietistiske præster sin samtid, ikke mindst på grund af sin bog. Bogen anses for at være et hovedværk i den pietistiske litteratur.

==Litteratur==

*Hans Adolph Brorson Visitatsberetninger og breve ved L. J. Koch, O. Lohses Forlag, Eftf. 1960.

Birgitte Arffmann marts 2025

Våbenskjoldene på Vejle Rådhus

2025-03-06T14:40:35Z

Totte:

I marts 1877 blev Vejle Amtsråd og Vejle Byråd enige om betingelserne for nedrivningen af det gamle rådhus og opførelsen af et nyt råd-, ting- og arresthus med kælder og to etager. Arkitekt Carl Lendorff (1839-1918), Odense, blev valgt til at tegne den nye imponerende bygning, der også skulle indeholde flere dekorative indslag. På en bevaret projekteret tegning over det nye råd-, ting- og arresthus kan man se, at der var planer om, at lade Vejles segl fra 1603 ophænge over hoveddøren. Dateringen 1603 var dog forkert, der skulle rigtig have stået 1601, men det er en anden historie. Seglet med broen over åen med to træer (nogle tolker dem som buske eller humleplanter) kendes tilbage til 1421 i forskellige variationer.

Seglet blev kaldt for Vejles byvåben og anvendt som sådan af både købstadkommunen, foreninger og virksomheder, længe inden heraldikeren Poul Bredo Grandjeans (1880-1957) version af seglet den 15. marts 1938 officielt blev godkendt af Indenrigsministeriet som Vejles byvåben.

Af ikke opklarede årsager valgte man at droppe planen om at seglet/byvåbenet skulle hænge over hoveddøren. I stedet lod man seglet aftegne på en rund metalplade som blev hængt op i den ene af de to runde huller over buen over rådhusbalkonen. På den projekteret tegning over det nye råd-, ting- og arresthus kan man se at de to runde huller var tænkt som dekorative indslag med to ”våbenskjolde”. Om de indtegnede ”våbenskjolde” med bogstaverne NB og BH og sammenbundne kornneg(?) blot var tilfældige skitser eller gennemtænkte forslag med en bevist symbolik er det ikke lykkedes at opklare.

For at skabe symmetri skulle der naturligvis også ophænges et våbenskjold i det andet runde hul over buen over rådhusbalkonen. Her valgte man at ophænge et våbenskjold med en hvid hest, rødbrun ko/stud/okse og et træ. Der er ikke bevaret kilder på Vejle Stadsarkiv vedr. historien bag dette våbenskjold. Vejle Købstadskommune og Vejle Amtskommune havde begge til huse på Vejle Rådhus og delte således også udgifterne til det nye rådhus, som åbnede i 1879. Det ville derfor give god mening, hvis våbenskjoldet var et nytegnet (?), uofficielt våbenskjold for Vejle Amtskommune. Det vandt sig dog ingen varig udbredelse som amtskommunens våbenskjold.

I 1936, 1939 og 1945 blev der rettet henvendelse til Vejle Amtsråd om vedtagelse af et våben for Vejle Amtskommune. Poul Bredo Grandjean var en af dem, der rettede henvendelse. Han havde i en årrække beskæftiget sig med byvåben.
I 1940 havde otte amter fået amtsvåben, og Grandjean lå i forhandlinger med de resterende amter. Han skelede ikke til våbenskjoldet på Vejle Rådhus med den hvide hest, koen/studen/oksen og træet, da han udarbejdede et forslag til Vejle Amtskommunes våbenskjold. Naturligvis kiggede han i stedet til Jelling.

Der var såvel lokalt som nationalt en enorm fascination af det såkaldte Jellingdynasti, som kun voksede i takt med, at Den Danske Stat blev forvandlet til en miniput med tabet af flåden (1807), statsbankerotten (1813), det smertelige tab af Norge (1814), tabet af hertugdømmerne (1864) samt forskerne og forfatternes opfindelse af Vikingetidsbegrebet. Vejles berømte søn, arkæologen J.J.A. Worsaae (1821-85), var i høj grad med til at definere Vikingetidsbegrebet. Der herskede flere gamle og nye myter om forskellige sagnkonger, Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Dronning Thyras virke i Jelling – og man var et fattigt sogn i Vejle Amt, hvis man ikke havde myter om Jelling-dynastiets huseren i sognet. Grandjean forslag til Vejle Amts våbenskjold forestillede derfor Jellinghøjene og kirken – akkurat ligesom Tørrild Herreds segl fra 1535. Forslaget led en krank skæbne i Vejle Amtsråd. Ifølge overlæge A. Slottved, Kolding, skyldtes dette, at amtmand Peder Herschend (1881-1963) ikke var særlig interesseret i det, og derfor var amtsrådsmedlemmerne det heller ikke. På Vejle Amts Historiske Samfunds årsmøde i august 1948 foreslog Slottved, at samfundet burde arbejde for, at amtet fik eget våbenskjold, da det både historisk og turistmæssigt ville være af stor værdi.

I sommeren 1959 besluttede landets amtmænd at skænke kongeparret en gave i anledning af kongeparrets sølvbryllup den 24. maj 1960. Gaven skulle bestå i 25 par dækkeservietter påbroderet amtskommunernes våbener. Ideen stammede fra amtmandinde von Stemann, Rønne. 13 af landets 25 amtskommuner, havde imidlertid ikke amtsvåben. Efter en del overvejelser enedes man om, at man skulle benytte lejligheden til at få fremstillet amskommunale våbener ved kongelig resolution for alle amtskommuner. Statens heraldiske konsulent Paul Warming 1959 udformede derfor i 1959 et nyt våbenforslag til Vejle Amtskommune forestillende Jellinghøjene, to krydsende vikingeøkser samt et kors. ”I en skrivelse til amtsrådet forklarer [Warming], at han har baseret motivet på Jelling, som dette jo også forekommer i Tørrild herreds segl, og han pointerer med følelig afstandstagen, at han har udarbejdet et egentlig våben, hvor herredsseglet, jo blot indeholder et landskabsbillede med kirken i perspektiv. Man kan forstå på kunstneren, at dette er meget lidt heraldisk og ikke egnet til optagelse i et skjold” (Horsens Social-Demokrat 04.12.1959). Amtsrådet godkendte forslaget – dog blev baggrundsfarven og farven på økserne ændret fra gul til guld. Det nye amtsvåben blev ophængt i det ene runde hul over buen over rådhusbalkonen ovenpå det gamle våbenskjold med hesten, koen/studen/oksen og træet.

I 2019 skulle de to metalvåbenskjolde på rådhuset restaureres. Desværre var særlig Vejle Amtskommunes våbenskjold meget svært angrebet af rust. Desuden var Vejle Amtskommune jo for længst flyttet ud af rådhuset og var i 2007 blevet en del af Region Syddanmark. Vejle Kommune besluttede derfor, at der skulle laves en rekonstruktion af Vejle Kommunes våbenskjold og det uofficielle våbenskjold med hesten, koen/studen/oksen og træet, som var dukket op inde bag det officielle amtsvåben. Kopierne blev lavet i kobber og Konserveringscenter Vejles malerikonservator Teodora Boyadzhieva rekonstruerede de motiverne ud fra skyggerne på de gamle skjolde. Motiverne blev malet med en meget slidstærk yachtmaling, der kunne modstå Vejles vejrforhold. Det uofficielle våbenskjold med hesten, koen/studen/oksen og træet blev forgyldt med dobbelt rosenobel-guld af højeste kvalitet (23,75 karat). Processen tog flere år.

Litteratur og kilder
Træk af Vejle Bys Historie, 1977.
Vejle Amts Aarbog 1950 + 1960 (artikler om hhv. Vejles byvåben og Vejle Amts byvåben).
Vejle Amts Folkeblad (14.12.2019 inkl. affotograferinger af de to våbenskjolde).
Vejle Stadsarkiv: emnesamling M537 Vejle Rådhus & DK-System 351.07.34 Vejle Byvåben.
Konserveringscenter Vejle Facebook 26.05.2025 de to nye våbenskjold.

Arkivar Tore Teglbjærg, 05.03.2025

Havfruen fra Tænketanken

2025-02-18T17:06:15Z

Totte:

Skulpturen af den dobbelthalede havfrue blev skabt i ubehandlet jern af den uruguayskfødte kunstner Milton Blanc i samarbejde med en kunstnertrio fra Cuba. Det skete i forbindelse med Kulturby 96 i Vejle Amt.

Idéen om at koble Vejle Amt og de fire købstadskommuner: Vejle, Kolding, Fredericia og Horsens på det store projekt, hvor København var europæisk kulturby, blev født af Vejle Kommunes daværende kulturchef, Willy Stolarczyk.

Temaet var: Jord, luft, ild og vand, hvor Vejle havde vand som sit tema, Kolding luft, Fredericia jord og Horsens ild.

Havfruen blev placeret på toppen af en af Olaf Haahrs udtjente benzintanke på havnen, og skulpturen blev et synligt vartegn for ”Tænketanken”, som benzintanken blev forvandlet til.

Det var en stor begivenhed, da skulpturen blev hejst de 20 meter op på toppen af ”Tænketanken”.

Tanken blev udsmykket af Milton Blanc og brugt som forum for et væld af kultur-begivenheden i løbet af de fire måneder, K 96 var livskraftig i Vejle.

Havfruen med den tvedelte hale havde ansigt både ud mod fjorden og ind mod byen. Hun var også tvekønnet, for hun var havfrue foran og havmand bagtil.

Havfruen var inspireret af motivet fra en afrikansk tromme og skulle ifølge fortællingen forestille en sammenblanding af havguderne Yemaja og Olokun, som afrikanske slaver bragte med til Sydamerika. Yemaja bliver betragtet som havets stærke gudinde, og Olokun hersker over havet, tilsammen er de derfor et vaskeægte power-par.

Da Tænketanken blev brudt ned i år 2000, flyttede havfruen i første omgang til området ved Spinderihallerne, hvor hun stod i nogle år og blev forsømt, tilgroet og mere og mere rusten.

Hendes byvandring fortsatte herefter i 2006 til Orla Lehmannsgade, hvor hun måske nok følte sig lidt klemt i buskadset. Det så i hvert fald sådan ud. Til jul blev hun oven i købet udstyret med nissehue og lys.

Hun stod ved Orla Lehmannsgade til 2013, da hun flyttede endnu engang – nu til området ved Å-centret, hvor den gamle toiletbygning stod. Med sit ene ansigt havde hun udsyn til Bryggen, som hun måske følte sig i slægt med takket være, at den også havde en rusten krop. Med sit andet ansigt kiggede hun på Å-centret og fulgte livets gang, mens hendes krop gik mere og mere i forfald på grund af vind og vejr.

Havfruens hjemløse færden rundt i Vejle sluttede for en del år siden, da hun havnede på Materielgården sammen med andre hjemløse skulpturer fra Vejle Kommune.

Konditor Hans Boienhardt Boiesen og familie

2025-02-17T04:23:03Z

Totte:

Hans Boienhardt Boiesen (f. 21.07.1852 i Varde) blev gift med Jensine Marie Larsen (f. 09.12.1846). De boede i Varde, hvor H.B. Boiesen var konditor. Den 17. august 1877 bragte ægteparret sønner Lars Peter Boiesen – kaldet Peter Boiesen - til verden. Det følgende år søgte H.B. Boiesen næringsbevis som konditor i Vejle Købstad. Byen havde kun tilladelse til at måtte have to konditorer, men Vejle Byråd ville gerne have yderligere to, så de søgte og fik Justitsministeriets tilladelse til at give H.B. Boiesen næringsbrev. Boiesens Konditori åbnede 30. oktober 1878:

”Konditori. Onsdagen den 30te Oktober aabner Undertegnede i Hr. Læge Ørbæks Gaard paa Torvegade et Konditori, som anbefales et æret Publikum. Konditoriet vil stadig være forsynet med friske Kager. Bestillinger paa store Kager til By og Land udføres hurtigt og probert. Teaterkonfekt, Marzipan og Boltser i fine Varer anbefales. Ærbødigst H.B. Boiesen”. Vejle Amts Folkeblad (30.10.1878).

I Vejle kom børnene Herluf Trolle Boiesen (f. 10.10.1880 i Vejle) og Anna Margrethe Boiesen (16.06.1890 i Vejle) til verden. Ægteparret Boiesen var bestemt ikke de eneste, som valgte at navngive et barn efter en dansk krigshelt (søhelten H.E. Herluf Trolle ca. 1516-1565) i det nationalpatriotiske århundrede. Konditor Boiesens nationalpatriotisme gav sig også andre offentlige udtryk, f.eks. var han med til at støtte en patriotisk fest i Vejle Theater 4.-6. marts 1887, hvor man samlede penge ind til ”Fædrelandets Forsvar og Beskyttelse” (Horsens Avis 19.02.1887).
Konditoriet må have haft gode dage, for i 1886 købte H.B. Boiesen og hustru Hogress’ store gård Torvegade 359 (Torvegade 8) lige overfor Hotel Royal. Familien boede selv i forhuset og havde flere ansatte. Boiesens Konditori åbnede i Torvegade 359 den 4. december samme år, og i en annonce i Vejle Amts Folkeblad (04.12.1886) lokkede H.B. Boiesen bl.a. med at: ”Konditorilokalerne for Herre- og Dame-Kafe ere betydelig større end i min tidligere Lejlighed”.

I 1897 flyttede brødrene Peter og Herluf Trolle Boiesen til København, hvor førstnævnte fik stilling som laborant, mens sidstnævnte var stud.polyt. Det kunne tyde på, at planen ikke var, at brødrene skulle overtage faderens konditori. I år 1900 vendte Peter Boisen imidlertid hjem til forældrene igen og gik faderen til hånde.

Den 27. december 1900 blev konditor Peter Boiesen gift i Hornstrup Kirke med gårdmandsdatteren Johanne Sørensen Brok (f. 20.01.1881 i Gl. Sole). Ægteparret boede på 2. sal i sidebygningen til Torvegade 8.

Hvis det var gået, som det ofte gjorde dengang, så ville Peter som den ældste søn på et tidspunkt have overtaget faderens forretning. Sådan skulle det dog ikke gå. Den 15. juni 1903 kunne Vejle Amts Folkeblad meddele, at konditor Peter Boiesen havde fået et stipendium til en studierejse i udlandet. Avisen meldte desværre ikke nærmere detaljer. Hvis han kom afsted, så var han snart hjemme igen, for den 1. november samme år flyttede han og hustruen Johanne til København, hvor han angiveligt forsat var konditor.

I 1905 blev Peter Boiesen ansat af Dansk vestindisk Frugtkompagni og afrejste til De Vestindiske Øer: ”Danskvestindisk Frugtkompagni, hvis Formand er Grosserer Holger Petersen i København, agter at gøre Forsøg med Udførsel af henkogte og syltede Frugter, særlig Ananas, fra de vestindiske Øer. Kompagniet har i den Anledning engageret Hr. Peter Boiesen (Søn af Konditor B. i Vejle) til at lede Indkøbet og Tilberedningen af Frugterne. Hr. Boiesen afrejser if. Vejle Flb. i nær Fremtid til St. Thomas” (Horsens Folkeblad 12.05.1905). I slutningen af året sendte Peter Boiesen en opsigtsvækkende julegave hjem til familien i Vejle:

”En morsom Julegave har Konditor Boiesen blandt meget andet modtaget fra sin Søn, der er Direktør i Dansk vestindisk Frugtkompagni paa St. Thomas. Det er en spillevende, stor og nydelig Havskildpadde paa 5 Kvarters Længde”. Vejle Amts Folkeblad (11.12.1905).

Vejlenserne var ikke uvante med fremmed besøg i Vejle Fjord. Så sent som samme år havde man dræbt en mægtig finhval i Vejle Fjord efter en uges ukyndig hvaljagt med bl.a. hjemmelavede harpuner. Som så mange andre fremmede havdyr blev finhvalen forsøgt konserveret og dernæst sendt på Danmarksturne. Fjordbyen gæstedes også jævnligt af cirkusser med eksotiske dyr, og enkelte vejlensere holdt desuden f.eks. papegøjer og aber som kæledyr. Alligevel har der sikkert været mange en vejlenser, som gerne ville se en vaskeægte levende havskildpadde. Den blev da også snart udstillet:

”Den store levende Havskildpadde vil efter Opfordring fra flere Sider kunne ses hos Konditor Boiesen (Indgang 2. Dør fra Porten). Der betales 25 Øre af Voksne og 10 Øre af Børn. 10 pCt. af Indtægten vil tilfalde Børnebespisningen”. Vejle Amts Folkeblad (27.12.1905).

Det var meget normalt, at omrejsende forlystelser måtte afstå et vis beløb til velgørende formål. Bespisningen af arbejdernes børn i vinterhalvåret, hvor der var stor sæsonmæssig arbejdsløshed indenfor mange fag, var et tilbagevendende fænomen i Vejle Købstad endog i årtierne efter 2. Verdenskrig.

Som det var kutyme, når et fremmed dyr gæstede Vejle - eller man opgravede en herhjemme udød art - så påtog lektor ved Vejle højere Almenskole, Bernt Marius Jensen (1867-1939), sig at beskrive arten:

”En levende havskildpadde i Vejle. Det er vel nok første gang, at man her i Vejle kan få lejlighed til at se en spiselig havskildpadde (Chelone mydas) også kaldet suppeskildpadden, i levende live. Som meddelt , modtog konditor Boiesen forleden et sådant dyr fra sin søn, direktør Peter Boiesen, i St. Thomas. Det er et smukt eksemplar, som er ca. 1 ¼ alen lang ca. ½ alen bred og vejer ca. 50 pund.
Den spiselige havskildpadde er almindelig i de vestindiske farvande, hvor den efterstræbes stærkt, og som regel fanges, når den kravler op på strandbredden for at lægge æg. Folk lister sig da ind på den, og vælter den om på ryggen ved hjælp af stærke stænger, hvorefter den er ude af stand til at rejse sig igen. Ude på havet fanges den enten i net, eller harpuneres, eller ganske simpelt ved, at en mand med et reb om livet springer ud fra en båd, svømmer hen og omklamrer dyret med armene, når der ligger og sover i vandskorpen, hvorefter manden med byttet hales hen til båden. Hunnen lægger æg 3 gange om året, og hver gang som regel over 100; men så snart ungerne kommer frem og søger til havet, snappes en mængde bort af rovfugle, krabber og andre dyr. Dens æg, der er hvide, omtrent kugleformede og omgivne af en kalkskal, er meget velsmagende og indsamles af beboerne. Suppeskildpadden har ingen tænder, men har kæberne beklædt med hornplader og lever af planteføde, særlig bændeltang. Da dyret ånder ved lunge, ser man det med korte mellemrum hæve snudespidsen med næseborene, som i vandet kan lukkes med en klap, op over vandfladen for at få luft. Rygskjoldet er hjerteformet, hvælvet og klædt med glatte hornplader, bugskjoldet er fladt. Halen er kun en kort stump, og lemmerne er luffer, udmærkede svømmeredskaber. Foruden selve dyret har hr. Boiesen også fået tilsendt dåser med henkogt ”ægte skildpadde” og frikadeller af skildpadde fra kompagniet på St. Thomas. Ægte skildpaddeskal” fås ikke af denne, men af en anden art havskildpadde. B.M. Jensen”. Vejle Amts Avis (14.12.1905).

Det var i øvrigt ikke den første levende havskildpadde i Danmark. Hver gang en sådan krabat var i Danmark vakte det megen opsigt og omtale:

I 1872 sikrede Københavns Akvarium sig en levende havskildpadde – det blev ikke nævnt, at den var drevet hertil over Atlanterhavet, så den kom formentlig til Danmark pr. båd. Måske var det den samme som blev udstillet på Den nordiske Kunst- og Industriudstilling i København senere på måneden? (Vejle Amts Folkeblad 06.08.1872 & Thisted Amtsavis 31.08.1872).

Den 23. april 1873 fangede man en levende, 94 cm lang havskildpadde ved Lappegrunden ved Helsingør: ”En Skildpadde, 1½ Alen lang og 1¼ bred, blev iflg. Hels. Dagbl. i Onsdags fanget paa Lappegrunden af en af Beboerne, den døde under Bestræbelserne for at bringe den i Land” (Horsens Avis 27.06.1873).

I 1874 fangede en skibskaptajn en levende havskildpadde på 50 pund ud for den spanske kyst og bragte den med til Aarhus. Den blev købt af hotelejer Larsen, Hotel Royal i smilets by (Aarhus Stiftstidende 31.10.1874).

”En Skildpadde. Paa et Skib fra Vejle, der for Tiden er beliggende i Aarhus Havn, findes en meget stor Havskildpadde. Den er fra Middelhavet og blev, tilligemed 3 Kammerater, fanget. De 3 andre ere dræbte og spiste, medens den derværende er bleven tilbage”. Vendsyssel Tidende (14.08.1880).

Den blev naturligvis udstillet:

”Den store Havskildpadde, som omtalt her i Bladet har ligget her i Havnen i nogle Dage og som er fanget i Atlanterhavet under den spanske Kyst, forevises i Aarhus i nogle Dage, hvorom nærmere vil blive bekjendtgjort”. Aarhus Amtstidende (18.08.1880).

Måske var det denne havskildpadde som Zoologisk Have i København kort tid efter blev skænket af en kaptajn S. Krarup, Skonnertbriggen ”Tycho Brahe”? (Dagbladet 28.09.1880).

Ved Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i 1888 – en af de største kulturelle begivenheder i Danmark i 1800-tallet – blev der forevist to levende havskildpadder i fiskeriafdelingen. Den ene døde hurtigt og skal være blevet serveret ved kongemiddagen i Det kgl. Skydeselskab, mens den anden efterfølgende blev overført til Den vestindiske afdeling (Morgenbladet 28.06.1888 & Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 04.07.1888 & Samsø Avis 01.08.1888).

I 1893 ankom en levende havskildpadde til Toldboden i København ombord på et skib fra Liverpool. Dyret stammede fra Vestindien og var udset til at blive spist ved kongefugleskydningen på skydebanen, hvor den russiske kejser skulle deltage (Randers Arbejderblad 06.08.1893).

I september 1900 arrangerede Zoologisk Have i København en såkaldt zoologiske middag for Journalistforeningen. Før middagen var der skydekonkurrence, hvor journalisterne kunne vinde levende krokodiller, aber, papegøjer m.v. Efter skydningen var der middag. Her havde man slagtet havens 900 punds havskildpadde og kogt suppe på den (Østsjællands Avis 08.09.1900 & Roskilde Dagblad 13.09.1900).

Samme år i december drev en blot 35,5 cm lang, levende havskildpadde ind på stranden ved Søndervig. Den blev skænket til Ringkøbing Realskoles zoologiske samling (Ribe Stiftstidende 24.12.1900).

Grosserer C.F. Madsen, Haiti, forsynede de kommende år Zoologisk Have i København med tilsyneladende flere levende havskildpadder ((Aalborg Tidende 09.10.1902 & Social-Demokraften 02.09.1903).

Herluf Trolle Boiesen flyttede hjem til forældrene og overtog storebroderens plads som medhjælper for faderen.

I starten af juni 1909 døde H.B. Boiesens hustru Jensine Marie. Det fik ikke H.B. Boiesen til at overveje at gå på pension. I 1910 trak han også overskrifter i aviser over hele landet, da han ikke ville acceptere en klage over, at han havde overtrådt sit næringsbrev ved at servere varme kød- og fiskerettet. Vejle Købstads Politiret så anderledes på sagen og idømte ham en bøde på 20 kr. Som det var meget udbredt dengang gik H.B. Boiesen også i forbund med de andre i hans fag – i dette tilfælde konditor Piccardi og konditor Svendsen – og lavede ensartede salgspriser. I 1918 fejrede H.B. Boiesens 40 års forretningsjubilæum i Vejle. Han døde engang før august 1920, og Herluf Trolle Boiesen overtog konditoriet. Han tog gennem årene meget aktiv del i foreningslivet i fjordbyen.

Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad Peter Boiesen bestilte ovre i Vestindien igennem årene. Måske var det ham, der den 17-22. december 1909 indrykkede følgende annonce i St. Thomas-avisen Lightbourn’s Mail-Notes: ”Julekager. Orders received for the Xmas Season on Julekager, Lagkager, Kransekager, and all sorts of small Cakes. P. Boiesen, Conditor. Main St. 18”. I samme avis kan man læse mange annoncer for The Grand Hotel, der i en årrække blev bestyret af en P. Boiesen, men igen behøver det ikke dreje sig om Lars Peter Boiesen.

Horsens Social-Demokrat kunne den 31. maj 1913 meddele, at Peter Boiesens lillesøster var på vej til Vestindien: ”Dansk Brød er stærkt efterspurgt i Vestindien, og som Følge heraf har Frk. Boiesen, Vejle, Datter af Konditor B. der i Byen besluttet at rejse til St. Jan for at bage danske Konditorkager”. Skyldtes det mon, at Peter Boiesen havde erfaring som konditor i Vestindien? Anna Margrethe Boiesen skal være blevet gift 24. november 1923 med Alfred Monde i New York (Vejle Amts Folkeblad 11.12.1923).

I 1920 var Peter Boiesen på visit i Vejle:

”Besøg i Hjembyen. Hr. Peter Boiesen, Søn af afdøde Konditor Boiesen og i en Del Aar Indehaver af en Konditorforretning i Horsens, har opholdt sig i Vejle en halv Snes Dage, men afslutter nu sit Besøg. Han har i flere Aar haft en udmærket Stilling paa Øen Porterico. Hr. Boiesen vender med det første tilbage til Vestindien, hvor han i alle Henseender befinder sig vel”. Vejle Amts Folkeblad (07.08.1920).

Året efter kom Herluf Trolles hustru i de danske aviser. Årsagen var at hun havde ringet til Marselisborg Slot for at tale med en slægtning, der var ansat ved hoffet. Imidlertid var det selveste Dronningen, der besvarede opkaldet og førte en samtale med konditorfruen. Ifølge aviserne kendte de to hinanden fra tidligere lejligheder – men hvilke blev ikke uddybet.

Peter Boiesen skal være død på Puerto Rico den 22. februar 1946.

==Kilder==

*Familien er et mareridt at slægtsforske, da deres navne, fødselsdatoer og fødselssteder ofte er opgivet forkert.

*Folketællingen 1901 & 1906 Vejle, Torvegade 8 – familien Boiesen.

*Politiets Registerblade – Lars Peter Boiesen & Herluf Trolle Boiesen.
*Vejle Byrådssager – 20/1878 Andragende fra Konditor Bojsen i Varde om Næringsbevis som Konditor her i Byen, skønt der efter Vedtægten kun må findes to sådanne.
*B.T. (09.03.1921 Dronningen taler med konditorfruen).
*VAF (17.03.1910 H.B. Boiesen solgt fisk- og kødretter, 24.11.1913 Ens salgspriser konditorerne i Vejle).

Det Danske Spejderkorps i Vejle

2025-02-01T11:13:12Z

Totte:

==F.D.F.==
Arkitektstuderende og søndagsskolelærer Holger Tornøe samt teologistuderende Ludvig Valentiner stiftede 27.10.1902 Frivilligt Drenge Forbund på Frederiksberg. Formålet var at indprente ungdommen sunde kristne værdier, og få dem til senere at melde sig ind i K.F.U.M. Friluftsidræt spillede en stor rolle ved siden af den kristne lære i de mange kredse, der snart blev dannet rundt i landet.

Carl A.M. Harris kontaktede i april 1907 arkitekt Holger Tornøe fra Frederiksberg Drengeforbund for at få hans hjælp til at starte en kreds af Frivilligt Drenge Forbund i Vejle.

Den 20. aug. 1907 indrykkede Ejnar Th. Andersen en annonce i VAF om stiftelsen af et drengeforbund, og samme dag var der en annonce for et foredrag med Tornøe.

Den 24. aug. 1907 holdt Tornøe sit foredrag om sagen i Vejle Missionshus, hvorefter bagermester Fenneberg kundgjorde, at der nu ville blive stiftet en lokal forening i tæt tilslutning til K.F.U.M. og Indre Missions Søndagsskole. Det vakte en læserbrevsstrid i Vejle Amts Folkeblad, da der var uenighed om F.D.F.'s tilknytning til Indre Mission - og om man overhovedet kunne tvinge de 10-15 årige drenge til at gå i en af byens fire søndagsskoler.

Den 4. sep. indrykkede landinspektør A.M. Jensen en notits om, at han var kredsfører for det nye Frivilligt Drenge Forbund, og at indmeldelse kunne ske hos urmager Børsen Hansen og købmand August Hertzum (VAF 26.08-04.09.1907).

Skønt Frivilligt Drenge Forbund dyrkede friluftsaktiviteter (”spejdersport”), så regnedes de formelt ikke som en del af spejderbevægelsen.

==Det Danske Spejderkorps==

Den britiske general Robert Stephenson Smyth Baden-Powell (1857-1941) grundlagde i 1907-08 spejderbevægelsen. I 1909 åbnede den første drengespejdertrop herhjemme i på Gammel Hellerup Gymnasium. Det Danske Spejderkorps blev stiftet den 16. december 1910 af Hans Hartvig-Møller, ritmester Cay Lembcke, Oscar Hansen, P. Nørgaard og E. Bøcher.

== Det første drengespejderkorps i Vejle==

Spejderkorpset fik fra januar 1911 en masse omtale i de lokale aviser. Vejle Amts Folkeblad bragte f.eks. lange læserbreve og artikler om spejderbevægelsen den 4. januar, den 4. februar og den 6. februar 1911. Som med de fleste andre foreningen dengang var formålet ikke så meget at skaffe drengene adspredelse, men at uddanne dem til nyttige samfundsborgere.

Søndergades Kosmorama viste i marts 1911 filmen ”De danske Spejderdrenge”, hvor de medvirkende var spejdere fra Det Danske Spejderkorps. Vejle Amts Folkeblad (25.03.1911) gav sin varmeste anbefaling af den moralsk opbyggelige film: ”De danske Spejderdrenge vil blive set med størst Interesse; det er et Billede i 25 Afdelinger, indrammede i en Historie om en Skarns Knægt, der gribes af Spejder-Iver og ender som Truppens tapreste Spejder; i alt Fald den yngre Del af Publikum sluger alle de 25 raske Afdelinger med aaben Mund og stirrende Øjne”.

Vejle var ikke blandt de første byer herhjemme til at få en spejdertrop. Senest i sommeren 1913 blev troppen dannet: ”Vejle Spejderkorps, som hører ind under Østjyske Division, og som tæller 15 Elever i Vejle højere Almenskole, rejste i Gaar med Toget Nord paa for at deltage i det store internationale Spejderstævne, som i de kommende 10 Dage afholdes i Kalø …” (VAF 09.07.1913). Den 4. november samme år kunne Vejle Amts Folkeblad meddele, at Vejle Spejderkorps nu tale ca. 20 drenge under murmester Aage Jensens ledelse som troppefører. Det var ikke tilfældigt, at det var drenge fra Vejle højere Almenskole, der startede Vejle Spejderkorps. Borgerskabets børn gik på skolen, og deres forældre havde råd til at lade dem dyrke idræt og andet foreningsliv i fritiden. Hvis ens lod var at være født i en arbejderfamilie, så kunne man som regel se frem til et langt, hårdt arbejdsliv som senest startede efter konfirmationen.

== Det første pigespejderkorps i Vejle==

Den første pigespejdertrop i Danmark blev stiftet kort inden stiftelsen af Det Danske Spejderkorps i slutningen af 1910. Det vakte en del diskussion herhjemme om spejdersport nu også var en sund beskæftigelse for piger. I 1912 fik pigespejderne deres egen bestyrelse i Det Danske Spejderkorps med grevinde Agnete Brockenhuus-Schack som præsident.

I 1915 blev det første pigespejderkorps i Vejle stiftet. Nyheden nåede helt til København, selvom det nu ikke var usædvanligt med pigespejderkorps: ”Der er i Vejle oprettet et Pige-Spejderkorps, som allerede tæller over 20 kvindelige Spejdere. Korpset ledes af Frøken cand.phil. Lis de Fine Licht., Datter af Overlæge de Fine Licht”. Der var tale om Anna Louise de Fine Licht (f. 20.06.1895 i Brædstrup).

Den 26. april 1916 inspiceredes 1. Vejle Pigetrop – som foreningen også blev kaldt – af sektionschef grevinde Agnete Brockenhuus Schack og divisionschef Elly Juncker (VAF 28.04.1916).

Den 4. maj 1919 blev KFUK-spejderne i Danmark stiftet, hvilket betød øget konkurrence for Det Danske Pigespejderkorps.
På et tidspunkt blev pigespejdertroppen i Vejle nedlagt.

Den 20. marts 1936 blev ny ny pigetrop dannet: ”Det danske Pigespejderkorps, de blaa Pigespejdere, har nu ogsaa faaet en Afdeling her i Byen, idet nogle unge Damer sammen med nogle Spejderforældre i Aftes stiftede 1 Vejle Pigespejdertrop med Gartnerelev Frk. Quist som Tropfører. Troppen tæller ved Starten en halv Snes Medlemmer, men haaber i Løbet af kort Tid at have fordoblet Antallet, saa Troppen kan staa stærkt rustet til den kommende Sommers Friluftsglæder. Piger, der tænker paa at blive Spejdere, kan faa alle Oplysninger ved Henvendelse til Tropføreren, Korsgade 5, der ligeledes dagligt modtager Indmeldelser” (Vejle Amts Avis 21.03.1936).

På et tidspunkt fik pigespejderne lokale i Vejle Rådhuskælder. I 1968 lykkedes det pigespejdernes forældre med bl.a. et rentefrit lån fra Sct. Georgsgilderne at købte Mølholm gamle Skole, Fredericiavej 28, så de kunne få mere rummelige lokaleforhold.

==Sammenlægningen i 1973==

Det Danske Spejderkorps og Det Danske Pigespejderkorps blev den 1. januar 1973 lagt sammen til et korps for begge køn med samme navn.

Vejle ny Mineralvandsfabrik

2024-10-27T12:42:45Z

Totte: Oprettede siden med 'Peder Clausen Nielsen blev født 05.08.1854 i Assendrup Mark, Engum Sogn, som søn af husmand Niels Peder Pedersen & hustru Mette Sofie f. Knudsen. I Folketællingerne 1870 ...'

Peder Clausen Nielsen blev født 05.08.1854 i Assendrup Mark, Engum Sogn, som søn af husmand Niels Peder Pedersen & hustru Mette Sofie f. Knudsen. I Folketællingerne 1870 & 1880 var han tjenestetyende hos henholdsvis landmand Jens Christensen i Hedensted Sogn og sognepræst Peter Ammundsen i Pjedsted Sogn. Herefter tog hans liv en stor omdrejning.

I 1883 blev han gift med Sybille Cathrine Jensen (f. 24.03.1861 i Bredal). De flyttede til Vejle samme år, hvor de bragte mindst fem børn til verden: Peter Kjær Nielsen (f. 1885), Valdemar Kjær Nielsen (f. 1889), Johanne Kjær Nielsen (f. 1891), Sofus Kjær Nielsen (f. 1896) og et barn der døde alt for tidligt.

Den 6. februar 1893 grundlagde P.C. Nielsen Vejle ny Mineralvandsfabrik. Dermed fik Mineralvandfabrikken i Veile (grundlagt 1. maj 1866) lokal konkurrence. Vejle-egnen var på dette tidspunkt på hastig vej til at blive et internationalt berømmet turistmål – kendt for bl.a. den skønne natur og de mange traktørsteder – og samtidig buldrede afholdsbevægelsen derudad, så der blev solgt rigtig mange sodavand i Vejle-egnen.

I slutningen af 1896 erhvervede P.C. Nielsen pr. 1. april 1897 Dæmningen 22 i Vejle, der hidtil var beboet af branddirektør Helms. Her boede familien, indtil de efter nogle år overtog Vissingsgade 28. Mineralvandsfabrikken holdt til forneden mens familien boede på 2. sal.

Der fandtes den gang et væld af mineralvandsfabrikker. Hver fabrik førte typisk mange forskellige mærker. I 1907 lancerede Vejle ny Mineralvandsfabrik en ny sommerdrik:

”Cidrill hedder en velsmagende og læskende Sommerdrik, der er tilberedt af Æblemost og Druer. Den er bragt i Handelen af Vejle ny Mineralvandsfabrik”. VAF (27.07.1907).

Gennem årene var Vejle ny Mineralvandsfabrik også kendt for PC Cola, Club-Soda, Ananas Squash, Appelsin Squash, Lemon Squash, Limas’s ren naturdrik, Quinine Tonic Water, Vejle Apollinaris, Vejle Citron Vand, Vejle Grape Tonic, Vejle Limonade (såkaldt svensk sodavand) & Vejle Sports-Vand. P.C. Nielsen anvendte en overgang et rids af Vejle Rådhus som logo på sine flasker.

Et tilbagevendende problem for mineralvandsfabrikanterne var tilbageaflevering af flasker og sifons. Fabrikanterne indrykkede annoncer om dette jævnligt. Vejle ny Mineralvandsfabrik lokkede med at udbetale 25 øre pr. stk. tilbageleveret sifonflaske (VAF 13.11.1907).

Den 15. marts 1913 bragte VAF en annonce, hvor Vejle Mineralvandsfabrik, Vejle ny Mineralvandsfabrik, Tuborg Depot, Carlsberg Depot, Sødrings Oplag & Nicolavskildes Brøndanstalt i Aarhus var gået sammen om at annoncere for tilbageaflevering af flasker og sifons. I stedet opfordrede de forbrugerne til at købe patentflasker hos isenkræmmer C. Brincker i Vejle. En tilsvarende annonce blev bragt i VAF (28.06.1916).

Da en udenbys mineralvandsfabrikant i 1915 førte en markedsføringskampagne, der satte spørgsmålstegn ved om andre – altså implicit også Vejle ny Mineralvandsfabrik – formåede at fremstille en apollinaris magen til den tyske apollinaris indledte Vejle ny Mineralvandsfabrik og cand.pharm. Sophus Tromholt, Analytisk-Kemisk Laboratorium, Vejle, en modkampagne, hvor sidstnævnte garanterede for kvaliteten af Vejle ny Mineralvandsfabriks apollinaris (VAF 11.12.1915).

P.C. Nielsen døde 4. januar 1926 i Vejle og blev begravet på Vejle gl. Kirkegård.

Vejle ny Mineralvandsfabrik blev drevet videre af P.C. Nielsens sønner: Peter Kjær Nielsen (f. 25.01.1883) og Sofus Kjær Nielsen (f. 06.08.1896). Brødrene drev mineralvandsfabrikken i forening til 1930, da Sofus Kjær Nielsen overtog den som eneindehaver.

Fra 1948 blev Sofus’ søn, Svend Kjær Nielsen (f. 26.03.1916), prokurist i firmaet.

I 1960 indviedes nye lokaler Vestre Engvej. På den nye fabrik kunne man fremstille 3.000 flasker sodavand i timen.

Fabrikken lukkede i juni 1974 og solgte bygningen til autofirmaet Brdr. Nedergaard I/S

==Kilder==
*Kraks Danmarks ældste forretninger: Vejle Mineralvandsfabrik, P. C. Nielsen, 1950.

*VAF (07.12.1896 Køb af Dæmningen 22; 21.05.1960 Ny fabrik).

Da Fjellegade nær var blevet gendøbt Lautbygade ved byrådets store vejnavnediskussion i 1887

2024-08-15T20:44:11Z

Totte:

Indtil midten at 1800-tallet lå de fleste bebyggelser i Vejle Købstad på den store holm, hvor Vejle Rådhus og Sct. Nicolai Kirke tårnede sig op. Omkring 1850 begyndte man at fylde ufattelige mængder sand, grus og affald i engene rundt om holmen, så byen kunne udvides. En af de nye gader var den i dag (2024) helt centralt beliggende Vissingsgade (dengang stavet Wissingsgade), der var opkaldt efter den hidtidige ejer af jorden, urmager S. Wissing.

Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 betød, at Vejle Købstadkommune blev oprettet i 1869. Købstadens ledende mænd fik lov til at vælge et byråd til at styre byens anliggender. Byrådet var dog underlagt en kongevalgt borgmester. Der fandtes kun få kommunalt ansatte, så byrådsmændene måtte tage sig af mange opgaver. Købstadens rivende udvikling betød at vejsager inkl. vejnavngivning fyldte en del. Derfor nedsatte byrådet et Gade- og Vejudvalg til at komme med indstillinger. Ved byrådsmødet i medio august 1887 skulle byrådet tage stilling til adskillige gamle og nye vejnavne. Det gav anledning til en så heftig debat, at det blev en historie i flere udenbys aviser såsom Kolding Folkeblad (19.08.1887), Holstebro Dagblad, Viborg Stifts Folkeblad og Lemvig Folkeblad (20.08.1887). De udenbys aviser citerede fra Vejle Amts Folkeblads lange byrådsreferat bragt den 17. august:

”Forslag fra Gade- og Vejudvalget til Navne paa ældre og nye Gader og Veje. a) Vejen fra Horsensvejen til Skyttehusvejen ved Langelinje foreslaas kaldet Skyttehusgade. Formanden fandt det heldigere at kalde denne Vej Skovgade, da den er i Flugt med Skovgave og at betragte som en Fortsættelse af denne. Bjerregaard mente, at Skovgade derved vilde faa en for vid Udstrækning hvilket navnlig vilde være vildledende for fremmede. Han holdt paa Navnet Skyttehusgade. Friis fandt ogsaa, at det var rimelig at kalde denne Vej Skovgade. Efter at Møhl, Jakobsen og Bjerregaard havde talt noget om Gothersgade i Kjøbenhavn, foreslog Boesen at benævne denne Vejstrækning Skyttehusvejen, da den i den alm. Bevidsthed regnes med til Skyttehusvejen, og da der endnu kun findes 2 Huse, er det ikke fornuftigt at kalde den en Gade. Friis: At kalde den Skyttehusvejen vil være misvisende, thi Skyttehusvejen tænker man sig langs Stranden. Bjerregaard: Da der rimeligvis i de nærmeste Aar vil blive bygget endnu mere, vil det være rigtig at døbe den Gade og ikke Vej. Friis kalder ikke den Vej Skyttehusvejen. Bryggeriet ligger ved Skyttehusvejen. Boesen: Nej, det ligger i Nørreskoven. Efter yderligere Forhandling vedtoges det at kalde den Skyttehusvejen.

b) Forslag om at regne Vestergade fra Hjørnet ved Svaneapotheket og Enden af Dæmningen i Stedet for som nu fra den gamle Bygrænse nord for M. Kristiansens Ejendom. Boesen var bestemt imod Forslaget, og det vilde være at bryde med den historiske Traad at flytte den gamle Grænse mellem Vester- og Nørregade. Desuden vilde det dels være forstyrrende for Matrikuleringen, og dels vilde det influere paa Beskatningen, thi Nørregade og Vestergade hører hver til sin Klasse af Gader. Formanden kunde efter disse Oplysninger heller ikke tilraade at flytte Grænsen. Bjerregaard fandt det naturligst og rimeligst at regne Vestergade fra Hjørnet ved Apotheket. Eventuelt vilde han foreslaa at sætte Grænsen ved Hjørnet af Horsensvejen saaledes, at M. Kristiansens Ejendom regnes med til Vestergade. Forslaget faldt med alle Stemmer mod 2.

c) Forslag om at kalde Vejen fra Horsensvejen, forbi Andersens Kalkoven, langs Markedspladsen og videre øst paa Strandgade. I Betragtning af, at Vejen er meget lidt bebygget, vedtoges det at kalde den Strandvejen.

d) Forslag om at kalde Woldemarsvej Worsaaesgade. Boesen: Vil man opkalde den eneste evropæisk berømte Mand, som er født i Vejle, burde hans Navn knyttes til en anselig Gade og ikke til en Stump Gade, som den her omtalte. Han vilde foreslaa at benævne den saadan, som den kaldes i Folkemunde, nemlig Volmersgade. Bjerregaard oplyste, at Udvalget har ment at knytte til Gadenavne nogle af de berømteste, i Vejle gødte, Mænds Navne. Da denne Gade er en pæn lille Gade, var det rimeligt at kalde den Worsaaesgade. Formanden: Hvorfor ikke hellere end opnævne berømte Mænd knytte saadanne Mænds Navne, som længe vil mindes i Byen, fordi de have gjort den Velgjerninger, f. Ex. Agent Linnemann. Klosteret staar dog som et smukt Minde om Linnemann og gjør Gavn. Boesen: Det er en tvivlsom Gavn, det gjør. Friis: Det kommer af, at Agenten døde for tidlig [forfatteren anmærkning: hr. og fru Linnemanns Jomfruklosteret var i mange årtier hjem for enlige kvinder]. Boesen vilde spørge: naar man nu kalder denne Gade Worsaaesgade, hvilken Worsaae er det saa, der er opkaldt? Er det den berømte Worsaae, eller den afdøde Herredsskriver, Worsaae paa Hjørnet? Bjerregaard: Det er naturligvis den berømte. Boesen: Ja det siges nok, men det ved ikke alle. Det vedtoges at kalde Gaden Worsaaesgade.

e) Forslag om at kalde østre Kirkegaardsvej og Langelinje Anders Sørensen Vedelsgade. Boesen: Det var et svært Navn. Friis: Men et godt historisk Navn. Boesen holdt paa Navnene Kirkegaardsvejen og Langelinje, da disse Navne ere saa indgroede i Beboernes Bevidsthed. Kalder vi den Vedelsgade, kan Folk jo gjærne tro, det er Digteren Vedel, som nu lever og virker her i Byen, vi har opkaldt. Friis: Langelinje er for pralende et Navn. Det vækker Forestillinger om en vid Udsigt over Øresund. Efter en længere svævende Forhandling vedtoges det at kalde hele Vejen fra Havnevejen forbi begge Kirkegaardene til Skyttehusvejen Kirkegaardsvejen [forfatterens anmærkning: vejnavnet Langelinie sejrede dog på sigt over Kirkegaardsvejen].

f) Forslag om at kalde Hovedgaden paa Holmen for Jeppe Jensens Gade. Boesen: Den hopper jeg dog ikke paa. Friis: Jeppe Jensen var en patriotisk Mand; han har en væsentlig Skyld i, at Havnen blev lagt paa det hellige – nej heldige – Sted, hvor den nu findes. Boesen: Folk paa Holmen vilde blive forbavsede ved at høre, at de skulde bo i Jeppe Jensens Gade. Friis: Jeppe Jensen var en god Mand; han fortjener at mindes. Bjerregaard: Jeppe Jensen er godt kjendt ude paa Holmen. Boesen foreslog at kalde Gaden Holmen som hidtil. Bjerregaard: Vi kan jo risikere, at Folk saa kalder den Holmensgade; det er ikke saa velklingende et Navn som Jeppe Jensens Gade. Friis: Nej. Fy! det gaar virkelig ikke. Boesen: Gaden er i mange Aar benævnt Holmen uden at Folk har døbt den om til Holmensgade. Det vedtoges fremdeles at kalde den Holmen.

g) Forslaget om at kalde Tvergaden fra Holmen Søgade, Vedtoges.

h) Forslag om at omdøbe Havnevejen til Treschowgade eller eventuelt Havnegade. Boesen fraraadede begge Forslagene. Friis fandt det skønt at kalde den Treschowgade, da Treschows Mindesmærke er rejst for Enden af Gaden. Bjerregaard vilde anbefale at kalde den Havnegade. Boesen: Det er daarligt, for saa kommer Beboerne strax til at savne Brolægning. Forslagene forkastedes.

i) Forslaget om at kalde Gaden fra Havnevejen til Andersens Kalkovn Jærnbanegade vedtoges.

j) Forslag om at kalde Wissingsgade forlængelse Wissingsgade vedtoges.

k) Forslag om at kalde Vejen fra Kirkegaardsvejen til Wissingsgade Kapelvejen, vedtoges [forfatterens anmærkning: Kapelgade blev senere omdøbt Jacob Gades Stræde].

l) Forslag om, at kalde Blegbanken for Engvejen, forkastedes.

m) Forslag om at kalde Gaden fra Raadhustorvet til Kirketorvet Kirkegade og alle Gaderne omkring Kirken for Kirketorvet, vedtoges. (Residensgade gaar saaledes op i Kirketorvet). Friis: Navnet Residentsgade har ikke noget med Kongens Residens at gjøre. Det kommer af, at i sin Tid boede den residerende Kapellan dér, hvor nu Sparekassens Gaard ligger medens Sognepræsten boede i Søndergade. Forslaget vedtoges.

n) Forslaget om at kalde Vejen fra Sønderbro til Vejviseren for Sønderbrogade, vedloges.

o) Forslag om at kalde Vejen fra Holmen fordi Gasværket til Havnen Gasvejen, vedtoges.

Møhl vilde benytte Lejligheden til at protestere mod at Fjælegade beholder sit Navn. Den bør føres tilbage til sit ældgamle Navn Lautbygade. Kidde har gjort ham opmærksom paa, at saaledes har den en Gang hedt. Fjælegade kommer nok af, at der en Gang blev stjaalet Fjæld dernede. Bjerregaard tvivlede. Møhl: Kidde kan give Oplysning derom. Boesen holdt paa det nuværende Navn. Formanden: Vi kan jo stemme. Friis: Er det ikke for lidt at stemme om? For mig maa den saamænd gjærne hedde Fjælegade. Møhl (ivrig): Jeg fastholder det gamle Navn. Bjerregaard: Det vil være galt at kalde Gaden med et Navn, som kun Møhl og Kidde kjender. Møhl: Det er Narreværk at afskaffe det gamle gode Navn Lautbygade. Det er ikke et Navn jeg har fundet paa (!!!). Bjerregaard: Nej det tror jeg gjærne. Det vedtoges at blive staaende ved det nuværende Navn”.

Den 20. juli 1883 indrykkede en anonym en forespørgsel i Vejle Amts Folkeblad vedr. hvornår Loutbygade var blevet omdøbt Fjællegade.

Amtsvejinspektør Kidde – manden som Vejles i dag mest berømte vej, cykelstigningen Kiddesvej, er opkaldt efter – var måske stødt på vejnavnet Loutbygade/Lautbygade i gamle dokumenter. Faktisk var det et temmelig nyt forsvundet vejnavn. Det blev anvendt i både Folketællingerne 1834 & 1850. Det blev erstattet af vejnavnet Fjellegade/Fjællegade engang mellem 1850 og april 1857 (Fjellegade er første gang fundet nævnt i Aalborg Stiftstidende 03.04.1857). Møhl havde derfor en historisk funderet pointe. Helt ældgammelt var vejnavnet Loutbygade/Lautbygade dog ikke, da gaden i starten af 1600-tallet blev kaldt for Vestergade.

Det fortaber sig desværre i historiens tågere, hvem eller hvad Loutbygade er opkaldt efter. Fjellegades oprindelse er også ukendt, men i folkemunde blev det sat i forbindelse med en derboende snedker.

Den verdensberømte arkæolog Worsaaes fader, herredsskriver Worsaae, var så højt værdsat af byens borgere, at han fik en af de mest storslåede begravelser, og han havde derfor også været en værdig kandidat til et vejnavn. Sønnen, arkæolog Worsaae, fik en gade opkaldt efter sig i Østbyen, men Vejle beholdt sin Woldemarsgade – dog med nystavningen Volmersgade.
Agent Linnemann, historiker Anders Sørensen Vedel, manden bag Vejle Havns beliggenhed Jeppe Jensen og amtmand Treschow fik alle senere gader i Vejle opkaldt efter sig. Det gjaldt også den daværende formand for byrådet, borgmester Ørsted. Apoteker Friis burde nok også have fået en gade opkaldt efter sig, da han var en af dem, der værnede allermest om Vejles historie og efterlod sig nogle uvurderlige erindringer.

Det faldt ingen af d’herrer ind at Vejles fortjenstfulde kvinder var værd at hædre med et vejnavn. Flere af de ovennævnte mænds hustruer såsom fru Linnemann, fru Jeppe Jensen og fru Ørsted var alle værdige til at få opkaldt vejnavne efter sig.

==Kilder==

C.V. Petersen: Vejle Bys Historie, 1927.

Chr. Kjeldsen: Trines Toft eller Veje i Vejle, 1987.

Dagbladet Hejmdal (20.09.1897 H.C. Friis om Wissing og Wissingsgade).

Aalborg Stiftstidende (30.05.1856 Wissing sælger parcel i Wissingsgade).

Anders Hansen, husmand og sognerådsmedlem, Håstrup Mark.

2024-07-20T14:21:21Z

Cemifor:

Anders Hansen (militær kaldenavn: Børkop/Børkop Skov) blev født den 23. april 1827. Hans forældre var selvejer husmand Hans Andersen og Mette Marie Bertelsdatter, Børkop Skov under Skærup Skoledistrikt.

Han blev indført i lægdsrullen for lægd nr. 18 Gauerslund.

I perioden 1. december 1848 til 19. februar 1851 gjorde han tjeneste ved 6. Infanteribataljon, 1. kompagni, først som menig senere som underkorporal. Han deltog i krigen 1848-50. Han blev ikke såret, men var indlagt på Gottorp Slot, Haderslev og Christiansfeldt.

Den 13. december 1849 afholdt Auditøren for Fredericia Fæstning krigsforhør over Underkorporal Anders Hansen Børkop for respektstridigt forhold. En Premierelieutenant fra Ingenieurcorpset anmeldte ham for ikke at kunne få mandskabet fra et arbejdskommando til at stå ret og stille, selv om befalede det flere gange. Anders Hansen Børkop erkendte sin forseelse men undskyldte med, at han kun havde været Undercorporal i kort tid, og endnu ikke kendte sine pligter så nøje.

Han blev idømt den mindste ”straf”: 24 timers vagtarrest, der ikke blev betragtet som en egentlig straf, men mere som en advarsel. Og den havde ikke betydning for den resterende tid, han gjorde tjeneste.
Soldaterne levede et hårdt og usundt liv når de var i felten, og der var mange syge soldater indlagt på lazaretterne, i perioder flere end der var sårede, og mange døde af sygdomme.

I en anmeldelse i Ugeskrift for Læger af Medicinskhisotrisk Årbog, årgang 2022 oplyses, at i 1864 døde 50% af sygdom. Og det har sikkert ikke været bedre i krigen 1848-50.

Anders Hansen søgte og fik tildelt Erindringsmedalje for deltagelse i krigen 1848-50. Ansøgere til Erindringsmedaljerne for deltagelse i krigene 1848-50 og 1864 skulle svare på flere spørgsmål.
I sin ansøgning om Erindingsmedaljen for deltagelse i krigen 1848-1850, svarede han ”Nei” på spørgsmålet "Blev De saaret i Krigen? Naar?" og på spørgsmålet "Har De ligget paa Lazareth? Paa hvilket" svarede han ”Gottorp Slot, Haderslev og Christiansfeldt”.

I ansøgningen anfører han, at han er husmand på Håstrup Mark og Sognerådsmedlem i Smidstrup sogn. Adressen på husmandsstedet er i dag Frifeltvej.

Anders Hansen var sognerådsmedlem ca. 1869 til 1876. På et vælgermøde i Børkop i 1873 opstillede han for Venstre til Folketingsvalg, men blev ikke valgt.

Han var gift første gang med Kirstine Morthensen, der døde 6. april 1864, 36 år gammel. Gift anden gang med Stephine Bendtsen, født den 28. maj 1833. Død 21. december 1910.

Anders Hansen døde den 2. marts 1907 i Eltang, og blev begravet på Smidstrup kirkegård.

[[Fil:1907.jpg]]

Dødsannonce, Vejle Amts Folkeblad, 7. marts 1907

----

Kilder:

Rigsarkivet:
Arkivskaber Prinsens Livregiment (3. Regiment), 6. Linie-Infanteri-Bataillon.

Kirkebøger, Folketællinger, Lægdsruller

[http://www.salldata.dk/erindring/vis2.php?bid=21663417 Ansøgning om Erindringsmedalje 1848-50, med transskribering]

Vejle Stadsarkiv:

Smidstrup-Skærup Sogneråds forhandlingsprotokoller
Vejle Amts Folkeblad

Lokalhistorisk Arkiv for Smidstrup og Omegn:
Oplysninger om Anders Hansen

Ugeskrift for Læger:

Klaus Larsen: anmeldelse af Dansk Medicinhistorisk Årbog 2021, [https://ugeskriftet.dk/nyhed/bredt-favnende-medicinhistorie Bredt favnende medicinhistorie]

----

Research: Henrik Nedergaard Olsen, 20.juli 2024.
Forbehold for fejl og misforståelser.

Da Mille Gade sejrede ved Vejle Boldklubs svømmestævne

2024-07-06T06:22:00Z

Totte:

Den 23. august 1916 forvildede et marsvin sig ind i Vejle Havn, hvor det boltrede sig ved ”Kahytten”.

Dagen efter fandt et af de første, større svømmestævner sted i Vejle Søbadeanstalt (grundlagt 1834) ved søndre havnemole. Vejle Boldklub var medarrangør, og Harriet Emilie Gade (1897-1982) – kaldet Mille Gade – deltog både som instruktør og konkurrencesvømmer. Vejle Amts Folkeblad (25.08.1916) bragte et langt referat fra den store begivenhed:

”Svømning. Det blev en ordentlig Vandgang baade for Svømmerne og Tilskuerne. Mest for de sidstnævnte; thi Regnen styrtede ned lige fra Svømmeopvisningens Begyndelse og i de to Timer, den varede. Som Følge deraf var de, der skulde i Bandet, bedst holdne; de var dog »paaklædte« derefter; - de andre blev gennemblødte til Skindet. Alligevel holdt de trolig ud, til Opvisningen var forbi.

Opvisningen foretoges af Dansk Svømme- og Livredningsforbund, der har gæstet flere af Provinsens Byer, og Vejle Boldklub havde forestaaet Arrangementet her. Svømningen foregik paa Badeanstalten paa søndre Havnemole og begyndte præcis Kl. 7¼ i Overværelse af et Par Tusind Mennesker.

Foruden de københavnske Svømmere og Svømmersker, blandt hvilke var nogle af Danmarks bedste Kræfter paa Svømningens Omraade, deltog to Drenge- og et Pigehold fra Vejle samt flere vejlensiske Damer.

Der præsteredes Svømning over 50 Meter for Drenge og Piger, Drengene under Ledelse af Lærerne Dons og Jensen, og Pigerne under Ledelse af Svømmelærerinde, Frk. Harriet Gade. Desuden var der for Herrer Brystsvømning over 100 Meter, Svømning over 400 Meter, Holdkapsvømning og Crawlsvømning. For Damerne var der arrangeret Svømning over 50 Meter og Kunstsvømning og Kunstudspring.

Endvidere præsterede Hr. Octavius Sørensen, København (Verdens bedste Kunstsvømmer), forskellige Arter af Kunstsvømning, som vakte Publikums Munterhed, og endelig sluttede Opvisningen med en Vandpolo - en Slags Fodboldkamp - der ogsaa interesserede de mange Tilskuere. I det hele var det en baade fornøjelig og interessant Opvisning, som sikkert vil bidrage til at vække Publikums Interesse for Svømning og Livredning, hvilket da ogsaa er Dansk Livredningsforbunds Opgave.

Kapelmester Tellings Orkester spillede under Opvisningen, ved hvilken Kaptejn Holger Nielsen var Overdommer og Adjunkt Ishøy, Dr. H.P. Lund, Lærer Parkegaard og Gartneribestyrer Andersen var Dommere.

Efter at Programmets første Numre var forevist, holdt Kaptejn Holger Nielsen fra Svømmeflaaden et kort Foredrag om Livredning og Bjergning, og de forskellige Anvisninger hertil, Kaptejnen gav, demonstreredes af et Par Herrer og Damer. Desværre kunde Kaptejnens Foredrag ikke høres af den store Del af Forsamlingen, dels fordi Regnen virkede forstyrrende, og dels fordi Tilhørerne var for langt borte.

Opvisningen afsluttede med et af Københavnerne - i Vandet - udbdragt Leve for Vejle Boldklub.

Resultatet.

Svømning over 50 Meter for Drenge. 1. Afdeling. 14 Drenge fra Kommunestolen. 1. Willy Mathiesen 57 Sek. 2. E. Jacobsen 59,4 Sek 3. Peter Berntsen 59,5 Sek.

2 Afdeling. 12 Drenge fra Mellem- og Realskolen. 1. Georg Jensen 49,2, Sek. 2. Georg Petersen 50,2 Sek. 3 Georg Nielsen 55,2 Sek.

Svømning over 50 Meter for Piger. 14 Piger. 1. Jenny Andersen 52,2 Sek. 2. Anna Hansen 52,3 Sek. 3. Olga Jensen 58,2 Sek.

Brystsvømning over 100 Meter for Herrer. 1. Otto Hansen. Kbhvn., 1 M. 27,2 Sek. 2. H. Kbhvn. 1 M 28,1 Sek.

Svømning over 400 Meter for Herrer. 1. Robert Asmussen, Kbhvn., 6 Min. 44,2 Sek. 2. Ejnar Wibrand, Kbhvn. 6 M. 44.3 Sek.

I Holdkapsvømning blev Dansk Svømme- og Livredningsforbunds Damehold Nr. 1.

Svømning over 50 Meter for Damer. 1. Harriet Gade, Vejle, 42,3 Sek. 2. Nanny Christensen, Kbhvn., 52,2 Sek.

Svømning over 50 Meter for Damer. 1. Anna Thomsen. Vejle. 56,4 Sek. 2. Ellen Frederiksen, Vejle, 58 Sek. 3. Else Ravn, Vejle, 1 M. 3,2 Sek.

Crawlsvømning over 50 Meter for Herrer. 1. P. Holm, Kbhvn., 23,2 Sek.

Samme sommer havde Mille Gade gjort sig nationalt berømt ved at svømme over Vejle Fjord fra de to nationalt berømte udflugtsmål Munkebjerg Badehotel og Tirsbæk Strand. Det var måske den erfarne konkurrencesvømmer Nanny Christensen, som Mille Gade på imponerende vis svømmede fra? Senere skulle Mille Gade blive Danmarks mest legendariske langdistancesvømmer.

Vejle Søbadeanstalt skulle lægge vand til flere andre store svømmestævner inden Vejle Byråd omsider i 1959 besluttede at lukke søbadeanstalten p.g.a. den menneskeskabte forurening.