Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869 - Versionshistorie

MVeh123 med 2. feb 2012, 14:17

2012-02-02T14:17:39Z

MVeh123 med 2. feb 2012, 14:04

2012-02-02T14:04:57Z

MVeh123: Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset flyttet til Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869: For at kunne skabe kronologi i kategorien Andet

2011-11-24T07:41:04Z

Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset flyttet til Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869: For at kunne skabe kronologi i kategorien Andet

MVeh123 med 20. okt 2011, 08:41

2011-10-20T08:41:32Z

MVeh123 med 18. okt 2011, 07:12

2011-10-18T07:12:45Z

MVeh123 med 18. okt 2011, 07:09

2011-10-18T07:09:05Z

MVeh123 med 17. okt 2011, 09:05

2011-10-17T09:05:43Z

Vis ændringer

MVeh123 med 17. okt 2011, 08:31

2011-10-17T08:31:39Z

MVeh123 med 17. okt 2011, 08:19

2011-10-17T08:19:16Z

MVeh123 med 17. okt 2011, 08:11

2011-10-17T08:11:09Z

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
                      Dit Folk!
 Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Krigen drejde sig også i et vist omfang om arvefølgen, da hertugen af Augustenborg, en af tronkandidaterne, stod bag de tysksindede slesvig-holstenske oprørere.
-Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København [[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.
+Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København ([[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]). Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.
@@ Linje 50: / Linje 50: @@
 == Ophold ved to stationer ==
-Ved de kongeliges rejse på vej til Vejle standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af Ørum. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Efter besøget i Vejle rejste den kongelige familie i tog til Fredericia, hvorfra de gik ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.
+Ved de kongeliges rejse på vej til Vejle standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af [[Ørum]]. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Efter besøget i Vejle rejste den kongelige familie i tog til Fredericia, hvorfra de gik ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.

@@ Linje 29: / Linje 29: @@
                      Dit Folk!
 Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Krigen drejde sig også i et vist omfang om arvefølgen, da hertugen af Augustenborg, en af tronkandidaterne, stod bag de tysksindede slesvig-holstenske oprørere.
-Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.
+Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København [[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.

@@ Linje 28: / Linje 28: @@
                Dit Folk, det elsker Christian,
                      Dit Folk!
-Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter krigen og nederlaget i 1864 var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.
+Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Krigen drejde sig også i et vist omfang om arvefølgen, da hertugen af Augustenborg, en af tronkandidaterne, stod bag de tysksindede slesvig-holstenske oprørere.

←Ældre version		Versionen fra 18. okt 2011, 07:12
Linje 56:		Linje 56:
	* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003		* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
	* Vejlebogen 1999		* Vejlebogen 1999
		+	* Vejlebogen 1993
		+	* Steen Busck og Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002

@@ Linje 32: / Linje 32: @@
 == Ny jernbane og skyttehus ==
-Klokken klart over seks om aftenen den 20. september 1869 gjorde kongetoget holdt ved Skyttehuset på [[Vejle-Horsens banen]]. Denne jernbane var blevet indviet i året forinden, i 1868. Vejle Amts Avis mente at vide, at den kongelige jernbanevogn var den samme, som kong Frederik 7. havde fået i gave af den berømte, engelske civilingeniør og jernbanekonstruktør Sir Morton Peto. Den kongelige familie blev modtaget på perronen af amtmanden, borgmesteren og herredsfogeden. Den konstituerede amtmand [[Schou]] holdt en tale, hvori han mindede forsamlingen om, at ''det er et inderligt og fast Baand, som forener Kongehuset med Folket''.
+Klokken klart over seks om aftenen den 20. september 1869 gjorde kongetoget holdt ved Skyttehuset på [[Vejle-Horsens banen]]. Denne jernbane var blevet indviet i året forinden, i 1868. Vejle Amts Avis mente at vide, at den kongelige jernbanevogn var den samme, som kong Frederik 7. havde fået i gave i 1854 af den berømte, engelske civilingeniør og jernbaneentreprenør Sir Morton Peto. Det var ganske rigtigt set af amtsavisen. 15 år senere var vognen blevet restaureret, og vognen var blevet anvendt dagen forinden, den 19. september 1869 i toget ved indvielsen af strækningen Randers-Aalborg. En begivenhed, som den kongelige familie følgelig havde overværet og som markerede afslutningen på den østjyske længdebane. Den kongelige familie blev modtaget på perronen af amtmanden, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] og herredsfogeden. Den konstituerede amtmand [[Schou]] holdt en tale, hvori han mindede forsamlingen om, at ''det er et inderligt og fast Baand, som forener Kongehuset med Folket''.
 Vejle Amts Avis gjorde følgelig meget ud at beskrive udsmykningen af byens nye stolthed, Skyttehusets ottekantede dansepavillon, der var blevet taget i brug i 1868. Ifølge dagbladet var der ''gjort Saameget som man med Billighed kunde forlange''. Avisen fortsatte ''hvad vi Alle vide, Salonen jo aldeles ny, bygget i en tiltalende Stiil og i det hele taget saa net udstyret, at man ret vel kan byde fornemme Gjæster ind paa den blotte og bare Salon, men Kongen er Landets første Mand, og det er ikke hver Dag, at han og hans høie Slægt gjør os den Ære at træde ind i vort Skyttehuus''. Danske, svenske, norske, russiske, engelske og græske flag vajede ned fra loftet inde i pavillonen. Denne gestus kan beskrives som et varsel om tilnavnet ”Europas svigerfar”, som kong Christian 9. for alvor skulle antage i 1870'erne og 1880'erne med sommerferierne på Fredensborg Slot, hvor børn, svigerbørn og børnebørn fra de dominerende konge- og fyrstehuse i Europa deltog. Navnetrækkene C.L. og F.L. efter kongeparret og kronprinseparret var broderet på en af væggene. Udenfor Skyttehuset var ved modtagelsen af de kongelige opstillet i rækker: [[Vejle Våbenbrødreselskab]], [[Vejle Amts Skytteforenings]] 30. kreds, [[Vejle Musikkorps]] og Hånderværkersangforeningen. Ved indgangen stod nogle unge damer, der overrakte de kongelige buketter. Indenfor i Skyttehuset hilste de kongelige, ifølge Vejle Amts Avis den 21. september, på alle stænder: embedsmændene, borgerne, amtsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer, præster, sogneråder og sognefogeder.
@@ Linje 38: / Linje 38: @@
 == Længdebane eller tværbane ==
-Overauditør [[Ørsted]] holdt på verandaen ved Skyttehuset efter en sang af sangforeningen en tale til kongen og dronningen. Ifølge referatet i Vejle Amts Avis den 21. september udtrykte Ørsted indledningsvis sin ''Glæde ved at see Deres Majestæter idag i vor Midte i den korte Stund de dvæle ved Veile Fjords skjønne Kyster''. Derefter berørte Ørsted tidens delikate spørgsmål: jernbanen og ikke mindst hvor den skulle gå. I 1868 var Vejle-Horsens blevet indviet som et led i den jyske længdebane. Tilhængerne af længdebanen i Jylland var de grupper i samfundet, som handelsmæssigt og politisk var orienteret mod det tyske. Længdebanen ville understøtte den gamle kvægdriverrute langs Hærvejen ned mod marskområderne i Slesvig og Holsten. Derudover mente det danske militær, at længdebanen strategisk ville være en fordel, da den ville beskytte de østjyske fjorde mod angreb fra den preussiske flåde. Som ved vore dages diskussion af linieføringen af motorveje var der også med hensyn til jernbanen i 1800-tallet både lokale, regionale og nationale interesser på spil.
+Borgmester og overauditør [[Ørsted]] holdt på verandaen ved Skyttehuset efter en sang af sangforeningen en tale til kongen og dronningen. Ifølge referatet i Vejle Amts Avis den 21. september udtrykte Ørsted indledningsvis sin ''Glæde ved at see Deres Majestæter idag i vor Midte i den korte Stund de dvæle ved Veile Fjords skjønne Kyster''. Derefter berørte Ørsted tidens delikate spørgsmål: jernbanen og ikke mindst hvor den skulle gå. I 1868 var Vejle-Horsens blevet indviet som et led i den jyske længdebane. Tilhængerne af længdebanen i Jylland var de grupper i samfundet, som handelsmæssigt og politisk var orienteret mod det tyske. Længdebanen ville understøtte den gamle kvægdriverrute langs Hærvejen ned mod marskområderne i Slesvig og Holsten. Derudover mente det danske militær, at længdebanen strategisk ville være en fordel, da den ville beskytte de østjyske fjorde mod angreb fra den preussiske flåde. Som ved vore dages diskussion af linieføringen af motorveje var der også med hensyn til jernbanen i 1800-tallet både lokale, regionale og nationale interesser på spil.
 Ørsted udtalte i sin tale til kongeparret om den nye Vejle Horsens bane: ''vi tør maaskee haabe, at dette Jernbanenet om faa Aar vil blive fuldstændiggjort ved en Jernbane fra Veile til Vesterhavet, og at Deres Majestæt allernaadigst da vil indvie denne Bane, som Alle her antage i høi Grad vil fremme Veileegnens Udvikling''. Lokalt i Vejle mente man tilsyneladende ifølge Ørsteds tale, at en vestgående bane ville styrke Vejles traditionelt store opland langt ind i Jylland. På sigt var diskussionen om længde- kontra tværbane alt for firkantet, for der blev naturligvis tale om et dansk kompromis ved hvert enkelt konkrete tilfælde. Den danske politik lød på, at jernbanen og dens velsignelser skulle nå ud til flest mulige. Som et yderligere argument for en vestgående bane udgående fra Vejle anførte han, at det i fremtiden ville blive lettere for deres majestæter at besøge byen. Alle sejl blev tilsyneladende sat til. Vejle fik dog først en vestgående bane med [[Givebanen]] og [[Vandelbanen]] fra 1890'erne.
@@ Linje 49: / Linje 49: @@
 == Ophold ved to stationer ==
-Ved de kongeliges hjemrejse standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af Ørum. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Ved ankomsten til Frederica gik de kongelige ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.
+Ved de kongeliges rejse på vej til Vejle standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af Ørum. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Efter besøget i Vejle rejste den kongelige familie i tog til Fredericia, hvorfra de gik ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.
@@ Linje 55: / Linje 55: @@
 * Vejle Amts Avis 1869
 * Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003

←Ældre version	Versionen fra 24. nov 2011, 07:41
(Ingen forskel)

←Ældre version		Versionen fra 17. okt 2011, 08:31
Linje 45:		Linje 45:
	Pastor Carl Christian Wittrup fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar ''samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie''.		Pastor Carl Christian Wittrup fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar ''samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie''.
	I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop Carl Frederik Balslev over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget ''under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde''. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, ''og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt''. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. ''Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time''.		I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop Carl Frederik Balslev over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget ''under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde''. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, ''og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt''. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. ''Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time''.
		+
		+
		+	== Ophold ved to stationer ==
		+	Ved de kongeliges hjemrejse standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved Daugaard station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af Ørum. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Ved ankomsten til Frederica gik de kongelige ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.
		+
		+
		+	== Litteratur ==
		+	* Vejle Amts Avis 1869
		+	* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
		+
		+	[[Kategori:Andet]]

@@ Linje 44: / Linje 44: @@
 Blandt talerne på denne festlige dag var også bankdirektør Seligmann, der motiverede et leve for kronprinseparret. ''Vi see i denne Forening et Fremtidshaab for vort elskede Fædreland og tillige et godt Varsel om Enighed og Sammenhold mellem de 3 nordiske riger''. Kronprins Frederik (8.) var den 28. juli 1869 blevet gift i Slotskirken på Stockholms Slot med den svensk-norske prinsesse Lovisa (Louise). Den 10. august kom de til København, hvor det unge, danske kronprinsepar blev fejret i et par dage. Besøget i Vejle var det sidste led i dette års sommer- og efterårstogt i Jylland, hvor det nye kronprinsepar skulle vises frem for den danske befolkning. Sandt og sige var det deres sommertogt, hvor kongeparret og deres to yngste børn, 16-årige prinsesse Thyra og 11-årige prins Valdemar også var med. Ægteskabet blev i samtiden set, jævnfør Seligmanns tale, som udtryk for en mulig skandinavisk forbrødring. Sverige-Norge havde trods signaler om det modsatte ikke støttet Danmark militært i krigen i 1864. Det havde vakt forbitrelse i landet.
 Pastor Carl Christian Wittrup fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar ''samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie''.
-I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop Carl Frederik Balslev over Ribe Stift.
+I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop Carl Frederik Balslev over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget ''under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde''. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, ''og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt''. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. ''Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time''.