VejleWiki - Brugerbidrag [da]

Højgård

2012-04-06T11:18:37Z

MVeh123:

Højgård er en hovedgård beliggende i [[Grejs Sogn]]. Indtil kommunalreformen i 1970 var sognet en del af [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]]. Fra 1970 til 2007 var det en del af [[Tørring-Uldum Kommune]]. Ved den seneste reform blev sognet en del af [[Vejle Kommune]]. Gården har rødder tilbage til middelalderen.

Højgård nævnes første gang i de skriftlige kilder i 1431. På dette tidspunkt opgives ejeren som Niels Vognsens enke, Inger Hermandsdatter Pennow. Hun overgav gården til Maribo Kloster, hvorfra den ved reformationen kom til kronen. Der findes en nedskreven beretning om Højgård fra 1436. Gården omtales her som nyopført efter brand. Den nye gård var en toetagers bindingsværksbygning, hvis øverste stokværk var mere fremspringende end det nederste. Hovedgården var befæstet med volde og grave. Der var en vindebro fra hovedbygningen over til ladegården. Vindebroen kunne af vagter hejses op og ned. I urolige tider er egnens folk formentlig søgt tilflugt på Højgård. Denne middelaldergård lå ikke på det sted, hvor den nuværende Højgård ligger, men lidt længere øst på inde i skoven. Højgårds ejer har formodentlig etableret møllen ved [[Fruens Møllested]] engang i middelalderen. Selve navnet Fruens Møllested refererer muligvis til den daværende ejer, Inger Hermandsdatter. Møllen var væk først i 1600-tallet.

Gården havde gentagne gange fælles ejer med [[Store Grundet]], første gang under oberst Otto Frederik Von Gamm (1680-1698) og anden gang fra 1740-1804 under ejerne oberst Schack Brockdorff, dennes enke Sophie Hedevig og svigersønnen Hans Helmuth von Lüttichau. Sidstnævnte fik omkring år 1800 allernådigst kongelig tilladelse til at bortsælge bøndergodset og udparcellere gården.

Ved det nuværende Højgård kan man i dag finde den gamle, fredede ladebygning. Over midterdøren til denne står indhugget i tømmeret: ''Anno 1746. Den lade her tilforn stod ved Torden Gud lod brænde den 6. juli, men Gud som denne derimod behaget har at sende den 21. octb. Ham være Tak og Ære, hans navn velsignet være''.

Der knytter sig en række sagn til Højgård. Skellet mellem Grejs og [[Sindbjerg Sogn]] er tilsyneladende oprettet af fulde folk. Grænsen danner takker og spidser, så ingen reelt ved, hvor den går. Denne besynderlige grænse skulle angivelig være opstået ved, at herremændene på Højgård og Låge Hovedgård spillede kort, og i stedet for at betale med penge, betalte de med jordarealer.

Et andet vedrører et gammelt slot. 200 meter nordvest for de nuværende bygninger ligger ifølge det lokale sagn en ruin efter et slot med rester af voldgrave. Dette skulle være det første Højgård. Sagnet siger, at det engang har været Gorm den Gamles jagtslot, og at han havde en kobberdækket løngang fra Jelling til slottet. I "slotsruinerne" skulle der være nedgravet et guldføl, der er så kostbart, at det kan betale Danmarks statsgæld. Hovedparten af de munkesten, der er brugt i [[Vindelev Kirke]], stammer fra den gamle slotsruin. Det siges, at hvis den sidste sten i ruinen bliver fjernet, vil Højgård gå til grunde. Som følge heraf har mange ejere gennem tiderne forbudt at grave efter guldføllet.

Inde i skoven ved Højgård findes en bundløs mose, kaldet Dødemosen. Sagnet siger, at der engang var en pige på Højgård, som blev tvunget til at gifte sig med en mand, som hun ikke ville have. På vej til [[Grejs Kirke]] sørgede hun for, at kareten kørte over Dødemosen, hvor den forsvandt. Der blev ikke noget bryllup. Siden da viser der sig ved midnatstid, når det er fuldmåne, en karet med en hovedløs hest for. Den kører i ring i kanten af mosen, hvorefter den forsvinder igen.

== Litteratur ==
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod & Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988

[[Kategori:Gårde]]

Lis Jacobsen

2012-04-06T11:14:08Z

MVeh123:

Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.

I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker [[Jacob Peter Jacobsen]] fra [[Ulkær]] i [[Sindbjerg Sogn]]. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i [[Vejle Amts Folkeblad]] den 6. december 1930 og 18. februar 1957.

Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af den danske ordbog i 28 bind fra 1918-1956. Hun stod også som ophavsmand bag Nudansk Ordbog i 1951. Hun tog endvidre initiativet til storværket "Kulturhistorisk Leksikon for Danmarks Middelalder", der var et fællesnordisk projekt.

I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården [[Salemgård]] i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev [[Bredhøj]] bygget, og derfra var og er der en storslået udsigt over det østjyske marklandskab. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medførte dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.

Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.

Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på [[Sindbjerg Kirkegård]], hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke ([[Sindbjerg Kirke]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
* Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011

[[Kategori:Forfattere, digtere og kunstnere]]

Hjemløsetoget i 1928

2012-04-06T11:08:49Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Det såkaldte hjemløsetog i 1928 udgik fra den lille, jyske stationsby Kjellerup syd for Viborg. Vejle by skulle ganske ufrivillig komme at spille en hovedrolle i denne social…'

Det såkaldte hjemløsetog i 1928 udgik fra den lille, jyske stationsby Kjellerup syd for Viborg. Vejle by skulle ganske ufrivillig komme at spille en hovedrolle i denne sociale demonstration, hvorfor historien om hjemløsetoget også er en del af Vejles historie.

== Baggrunden ==
Motiveringen for denne hjemløseaktion var de hårde sociale vilkår i 1920'ernes Danmark. Dertil kom der også utvivlsomt en politisk ladet begrundelse med henvisning til den borgerlige regerings indstilling til de offentlige udgifter. [[Venstres]] leder, godsejer Thomas Madsen-Mygdal, stod som statsminister fra 1926-29 i spidsen for en regering, hvis væsentligste prioriteringsområde var en politisk løsning af erhvervskrisen. Dette indebar i ministeriets optik massive offentlige besparelser, herunder ikke mindst på det sociale område. Håndteringen af hjemløsetoget i 1928 skulle vise sig symptomatisk for det generelt anstrengte politiske klima i mellemkrigstiden, hvor de sociale, politiske, kulturelle og ikke mindst økonomiske skel endnu tydeligt manifesterede sig i samfundet.

== De første forlydender ==
Tirsdag den 6. marts 1928 er overskriften på forsiden af venstrebladet [[Vejle Amts Folkeblad]] "De hjemløses Tog gennem Landet". I dagbladet hed det, at ''de hjemløses Demonstrationstog er som meddelt i Gaar startet fra Kellerup''. Det stedlige sogneråd havde sørget for natlogi og kost til deltagerne søndag aften og mandag formiddag. Omkring klokken et samledes ca. 270 mænd, ifølge folkebladet, på markedspladsen i Kjellerup. Der var i anledning af begivenheden kommet en del landboere ind til byen. Togets samling og afgang blev overværet af dommer Bülow fra Kjellerup og politimester Tvermoes fra Viborg. På bannere stod skrevet "De hjemløses Tog Kellerup-København" og "Vi kræver Arbejde!". Ifølge det lokale venstreblad var de fleste af deltagerne ganske unge, dvs. under 20 år. ''Kun hist og her saa man et Fysiognomi, der bar Præg af langvarig Færden paa Landevejene''. Det virkede således ikke til, at folkebladet mente, at der var nogen speciel grund til at have ondt af disse hjemløse. Vejle Amts Folkeblad refererede til søsterorganet, Viborg Stifts Folkeblad, der karakteriserede de hjemløse som skolebørn, der skulle på skovtur. Da målet var hovedstaden, erfarede folkebladet, at statsbanerne ikke ville lade de hjemløse rejse gratis med færgerne over bælterne.

== "De hjemløses Tog skal opløses i Vejle" ==
Således lød overskriften i folkebladet om torsdagen den 8. marts. Vejle Amts Folkeblad skrev på baggrund af denne nyhed: ''Nu skal der en Ende paa Komedien. De hjemløses Tog skal standses. Og Standsningen vil ske her i Vejle. Justitsminister Rytter har i Gaar givet Ordre til Politimester Kiørboe om at sørge for at standse Toget her i Byen og opløse Demonstrationen, inden den vokser yderligere i Tal og kan blive en Trussel mod den offentlige Ro og Orden''. Man var forberedt på at anvende magt fra politiets side, og som følge heraf havde Vejles politi fået tilsendt forstærkning af betjente fra København og tilsagn om hjælp fra andre jyske byer. Med nattoget fra København kom der, ifølge dagbladet, 62 københavnske betjente til Vejle for under politiassistent [[Heibergs]] ledelse at bistå Vejle-politiet.

Onsdag eftermiddag ankom ''de hjemløses Karavane'' til Horsens. Skoledirektør Jensen bød dem velkommen på Nørretorv på byrådets vegne. Det er ret så fremherskende i reportagen fra Horsens, at venstrebladet i Vejle mente, at nabobyen gjorde lidt for meget stads ud af de hjemløse. ''Horsens beværtede sine Gæster kongeligt. Først fik de Fødderne vasket, saa indtog de en god Middag med Cigarer, og om Aftenen samledes man til Underholdning i Forsamlingsbygningen''. Vejle Amts Folkeblad skrev om to telefonsamtaler, som arrangøren af hele foretagendet, flyverløjtnant [[Clauson-Kaas]], havde haft med henholdsvis sin far og justitsminister Rytter. Begge forsøgte forgæves at overtale ham til at droppe projektet, og Rytter fastholdt i sin samtale med Clauson-Kaas, at toget ville blive bragt til standsning i Vejle. Traktementet i Horsens havde kostet byen ca. 1100 kroner, ''desuden har mange Mennesker sendt de hjemløse Tøj, Sko og Strømper''. Bladet kunne endvidere oplyse sine læsere om, at Københavns Politi med hjælp af to opdagere havde fulgt hjemløsetoget fra Skanderborg.

Samme dag, torsdag den 8. marts, berettede folkebladet med kilde hos Horsens Socialdemokrat om et tilbud fra [[Vejle Byråd]]. En deputation fra Vejle Byråd skulle angivelig have mødt lederne for de hjemløses tog i Torsted og dér tilbudt dem 2000 kroner på betingelse af en total afblæsning af aktionen. Tilbudet blev afslået, da hovedledelsen ikke var til stede. Folkebladet forelagde disse oplysninger til borgmester [[Frederik Poulsen]], der imidlertid nægtede at have hørt om et sådant initiativ. En anden overskrift fra torsdagen lød "Politimesteren vil tage imod Toget paa Horsensvejen" og derunder en meddelelse til borgerne ''En Henstilling til Folk om at holde sig i Ro og ikke deltage i Opløb''. Politimester [[Kiørboe]] konfirmerede justitsministerens ordre overfor avisen. Om en telefonsamtale med ministeren udtalte den højeste repræsentant for ordensmagten, at de var blevet enige om, at ''Toget ikke skulde opløses med det samme, naar Deltagerne kom trætte hertil''. Eftersom byrådet havde forberedt en beværtning, ''faar de først den lovede Bespisning, og de faar saa Lov til at sove i Gymnastiksalene i Nat, saaledes som det har været Meningen hele Tiden''. Politimesteren udtalte endvidere, at han agtede at gå toget i møde på [[Horsensvej]], måske ved den gamle sportsplads. Avisen spurgte til, hvor mange betjente han rådede over, og fik som svar, at det lokale politi var oppe på ca. 30, da landbetjentene var trukket ind til byen. Dertil kom de 62 københavnske betjente. For yderligere at berolige den borgerlige offentlighed henviste politimesteren til, at vi har ''sikret os Assistance fra Nabobyerne Horsens, Fredericia og Kolding, hvis det skulde blive nødvendigt''. Hvis spændingerne skulle udarte sig til regulære uroligheder og optøjer, appellerede politimesteren til, at anstændige borgere holdt sig på afstand. ''Folk husker jo maaske Optøjerne ved Margarinefabrikken i 1920''.

== Kaffe i Hedensted ==
Torsdag klokken halv to ankom toget til Hedensted, ''hvor der holdtes Hvil for at spise den medbragte Mad''. Vejle Amts Folkeblad regnede helt øjensynligt ikke hjemløsetoget for andet end en skovtur for småbørn. Det hed dernæst i bladet om torsdagen i den lille notits om Hedensted-opholdet, at byen ikke var ''forberedt paa det store Besøg længe i Forvejen, men tre af Sogneraadets Medlemmer havde laaet arrangeret Kaffeborde i Forsamlingshuset og private havde givet Kager. Da der kun var plads til 250 Mennesker i Forsamlingshuset, maatte Kaffedrikningen foregaa i to Hold''. Selvom de fleste befandt sig vel med kaffen, var der dog også nogle, der var ved at være trætte af den lange tur. Ved kaffebordet blev der ifølge avisen givet meddelelse om, at der var stillet 30 jernbanebilletter til rådighed for de mest medtagne, ''og det var ikke faa Hænder, der raktes i Vejret''. Med en udæskende, satirisk indstilling til hjemløsetoget fremstilles deltagerne som nogle, der mere bærer præg af småborgerlige interesser som kaffe og blødt brød frem for at være politisk og socialt engagerede medborgere. Horsensianske betjente fulgte toget fra Horsens til Hedensted, og de fortsætter med til Bredal, mente folkebladet.
Justitsminister Rytter udtalte til Venstres Pressebureau, at de hjemløses tog ville blive givet en frist på 24 timer til at opløse sig. Overskriften lød "24 Timers Frist i Vejle". De af deltagerne, der var hjemmehørende i Jylland, ville få tilstillet fripas til hjemrejse til deres hjem. ''Denne Frist maa formentlig være regnet fra Togets Ankomst her til Byen''. Ovenover denne notits stod skrevet, at ''Ankomsten til Vejle kan ventes ved 5-6-Tiden'', dvs. hen på aftenen torsdag den 8. marts.

== Ankomsten til Vejle ==
"De hjemløse er atter spredt over Landet" var overskriften på forsiden af Vejle Amts Folkeblad fredag den 9. marts. Bladet skrev om deltagerne, at de ''dampede'' af med et særtog klokken 10, ''og ved Middagstid var Vejle saa godt som renset for de farende Svende''. Torsdag eftermiddag marcherede hjemløsetoget ind i Vejle. Venstreavisen skrev om selve indtoget: ''End ikke paa de største Dyrskuedage har der vist været en saadan Trafik ad Horsensvejen. Allerede tidligt paa Eftermiddagen vandrede Vejlenserne ud ad Horsensbakken til, og ikke saa faa fortsatte et godt Stykke ud ad Landevejen for at møde Toget og slutte til det''. En del hjemløse fra Aarhusegnen og nogle fra Sønderjylland havde meldt sig under Clauson-Kaas’ faner. Ved kaffedrikningen i Hedensted talte aktionen knap 450 deltagere, og ved ankomsten til Vejle var der kommet yderlige 140 til. Klokken halv seks drog de ind i Vejle. Folkebladet mente ikke, at bagmanden, flyverløjtnant Clauson-Kaas, havde været med ved pausen i Hedensted. Ved afmarchen fra Horsens havde han været i korrespondance med justitsminister Rytter. Indmarchen gik fredeligt for sig, og ved [[Steensens Margarinefabrik]] mødte borgmester Frederik Poulsen op sammen med byrådsmedlemmerne [[N. P. Jensen]] (viceborgmester og forretningsfører) og [[K. K. Sørensen]]. Ifølge folkebladet hilste demonstranterne dem med tre hurraråb. Med de tre byrådsmedlemmer i spidsen drog toget ind i byen, gennem [[Nørrebrogade]], [[Nørregade]], [[Flegborg]] og [[Vedelsgade]] til forsamlingsbygningen, ''hvor den kommunale Labskovs ventede''. Vejle Amts Folkeblad mente, at det på mange måder var et sørgeligt syn at iagttage toget. De fleste var unge mennesker med ubrugte kræfter, men også en del ældre landevejsriddere var blandt deltagerne. ''Til Gengæld var en enkelt – Kommunist for resten – ualmindelig velklædt med lys Overfrakke og gule Handsker. Men han havde rigtignok heller ikke travet med paa Landevejen, han var kommet i Forvejen med et eller andet Køretøj og sluttede sig først til Toget lige ovenfor Horsensbakken''. Det er tydeligt, at det borgerlige dagblad satte hjemløsetoget i forbindelse med kommunismen, som siden den russiske revolution i 1917 også for alvor havde gjort sig gældende i de vesteuropæiske nationer. Det sørgelige bestod frem for alt i den blinde tillid, som deltagerne ifølge lokalavisen nærede til aktionens førere.

Udenfor [[Arbejdernes Forsamlingsbygning]] gjorde toget med Clauson-Kaas i spidsen holdt. Løjtnanten konfererede en kort tid med politimesteren. Ved fremvisning af behørige legitimationspapirer fik deltagerne med en lille rød sløjfe adgang til forsamlingsbygningen. I den store sal var der dækket op til 440, og der var kun ifølge folkebladet labskovs til det samme antal. En af delingsførerne henstillede til, at der ikke blev røget før efter middagen. Borgmesteren bød derpå velkommen. Poulsen mente, at det var naturligt at se med velvilje på aktionen, for så vidt som kravet om at få et arbejde ville have alles sympati. Arbejdsløsheden måtte bekæmpes, og i denne kamp indgik demonstrationen. Beværtningen var et bevis for Vejle bys velvilje. Men der er ''jo i den senere Tid sket Ting, som i nogen Maade har ændret Situationen, idet Regeringen, som De ved, har ønsket, at Toget skal opløses her i Vejle, og jeg ønsker, at De alle vil være klar over Situationens Alvor og respektere Regeringens Ordre. Det vil jo ogsaa være det klogeste at efterkomme den''. Ifølge bladets referent lød der kraftige hør-råb fra forsamlingen. I folkebladets omtale udtrykkes en overbevisning om, at Clauson-Kaas ved ankomsten til Vejle totalt havde mistet grebet ''over Hoben''. Som et eksempel, der skal underbygge denne tanke, fremdrager avisen urolige elementer udenfor forsamlingsbygningen. Efter bespisningen lod Fællesorganisationen arrangere aftenunderholdning for de hjemløse. [[Sangforeningen Morgenrøden]] sang, et privatorkester spillede og lærer [[C. P. A. Jensen]] læste op.

Fredag morgen mødte de hjemløse atter op i forsamlingsbygningen til dækkede kaffeborde. De besindige udgjorde flertallet, og de lyttede ikke til kommunisten og grønthandleren Knudsen fra København. Justitsministeren havde besluttet, at der skulle gives fri hjemrejse for deltagerne, men til dette hørte en klausul, der gik ud på, at politiet skulle afhøre de, der ønskede hjemsendelse. Dette forhold bevirkede ifølge folkebladet, at en del allerede havde meldt sig ud af demonstrationen i Hedensted. Clauson-Kaas havde skreget sig hæs, og kommunisten Thøgersen angreb ham verbalt foran forsamlingen. Thøgersen anklagede ham for at have skudt på bolsjevikkerne under den finske borgerkrig 1918-19.
Ved nitiden forlod det første hold Vejle, og kørte nordpå. Clauson-Kaas gik rundt og fordelte fripassene til de mange hjemløse. Ifølge folkebladet fik Vejle ved afrejsen endog et hurra fra de hjemløse. Næste hold drog af sted, godt hundrede mennesker, med tog sydpå. Man tog dog ingen chancer. Da de fleste af dem skulle skifte i Fredericia, tog 11 københavnske betjente pr. bil dertil for fortsat at holde ro og orden. Ved middagstid var kun en snes hjemløse tilbage i forsamlingsbygningen. Inden opløsningen valgte hjemløsetoget en deputation bestående af ni mand med metalarbejder Geslin som leder. Fredag aften rejste den til København for at overbringe de hjemløses krav til regeringen. Dette blev meddelt i Vejle Amts Folkeblad om fredagen.

== Efterspillet ==
Vejle Amts Folkeblad skrev fredag om det føromtalte tilbud på 2000 kroner til hjemløsetoget. Forretningsfører N. P. Jensen handlede på privat initiativ udenom byrådet. I et interview med dagbladet henviste gruppeformanden for den socialdemokratiske byrådsgruppe til 750 kroner, som amtmanden havde skaffet ved en privat indsamling. Længere inde i bladet dementerede amtmanden denne historie. Amtmand og kammerherre [[Knud Valløe]] meddelte i avisen, at han havde hjulpet med til at skaffe det beløb, som politimesteren fordelte blandt de hjemløse på banegården ved deres afrejse til deres hjemegn. I en anden notits takkede den borgerlige byrådsgruppe for Justitsministeriet for dets resolutte foranstaltninger til sikring af ro og orden.
Lørdag den 10. marts skrev Vejle Amts Folkeblad, at borgmesteren nægtede at drøfte situationen i et ekstraordinært byrådsmøde, der var blevet krævet af de borgerlige.
Den 20. marts 1928 gik 10.000 hjemløse i demonstration fra Frederiksberg Bakke til Christiansborg Slot, hvor indenrigsminister Krag lovede, at deres klager over arbejdsherberger og svendehjem skulle undersøges. Hjemløsetoget i 1928 nåede aldrig til København.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1928
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
* Steffen Christensen: Politikens bog om det 20. århundrede, 2000

[[Kategori:Andet]]

Kongeligt guldbryllup i Vejle 1892

2012-04-01T09:51:13Z

MVeh123:

[[Billede:Chr9.jpg|200px|thumb|right|Kong Christian 9. i 1870'erne]]
Kristi Himmelfartsdag torsdag den 26. maj 1892 fejrede Danmarks kongepar guldbryllup. Kong Christian 9. og dronning Louise blev gift den 26. maj 1842 i København. Bryllupsfesten blev holdt i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg (det nuværende Frederik 8.s Palæ), og arrangøren og værten var prinsesse Louises morbror, Danmarks sidste enevoldskonge kong Christian 8.

==Guldbrudeparret==
Såvel den politiske, dynastiske som den nationale situation befandt sig milevidt fra guldbryllupsfestlighederne ved århundredets afslutning. Det unge par i 1842 var bestemt ikke udset til at være landets kommende kongepar. Skæbnen ville imidlertid, at prins Christian af Glücksborg ikke mindst i kraft af sit ægteskab med den dansk-tyske prinsesse Louise af Hessen-Kassel blev Danmarks første glücksborgske monark som kong Christian 9. i 1863. Både bruden og brudgommen var udgået af den dansk-tyske helstatskultur, idet prinsesse Louises far, landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, var kommandant i København, og den faderløse prins Christian havde siden 1831 været opfostret i København hos sin moster og onkel, dronning Marie Sophie Frederikke og kong Frederik 6. I 1867 havde det nye kongepar kunnet holde deres sølvbryllup i et forpestet klima, præget af den frygtelige krig og nederlaget i 1864, der betød tabet af hertugdømmerne ([[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]). Tilbage stod en højst ensartet nation, der i 1892 gjorde kongeparrets guldbryllup til 1800-tallets danske folkefest per excellence.

== "Kun en høflig kvittering for modtagen indbydelse" ==
Onsdag den 25. maj 1892 refererede venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]] til partiorganet for Venstre i Aarhus, Aarhus Amtstidende, der fremhævede kongens delagtiggørelse i forfatningskampen. En holdning, som folkebladet i Vejle også havde artikuleret i forbindelse med 25-års regeringsjubilæet i 1888 ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Ganske vist var kongen efter grundlovene af både 1849 og 1866 politisk uansvarlig for hvad regeringen foretager sig politisk. Men det konstitutionelle aspekt ved den moderne kongerolle havde ikke hindret, at begge politiske lejre i Venstre og Højre havde brugt kongen som et led i deres politiske duellering. Aarhus Amtstidende omtalte, at alle Folketingets medlemmer var indbudt til at deltage i kuren ved guldbrylluppet. Avisen mente at vide, at tingets formand og viceformænd ville efterkomme dette bud. Dagbladet i Aarhus fandt, at denne indbydelse var et udtryk for en udstrakt hånd fra Højre-regeringens side ud mod folkets repræsentation, og som sådan burde den ikke afvises. Men formændenes deltagelse skulle ikke tages til indtægt for det forhold, ''at de paa Venstres Vegne nedlægger en allerunderdanigst Hyldest for Tronens Fod''. Det hed videre i referatet fra Aarhus Amtstidende, at ''Deres Nærværelse ved Hoffet paa Guldbryllupsdagen er kun en høflig Kvittering for modtagen Indbydelse – andet og mere ikke''. Ved at bringe dette uddrag fra den lokale venstreopinion fra Aarhus bringer Vejle Amts Folkeblad således også indirekte sit standpunkt om guldbrylluppets perspektiver til torvs. Begivenheder i kongefamilien ses stadig som en naturlig forlængelse af den politiske udvikling. Partiet [[Venstre]] bør ikke gå et skridt længere end dette ja tak til guldbryllupsinvitationen. Det politiske liv stod stadig i dødvande. Folketingsparlamentarismen lå endnu forude i horisonten. ''Vi ser endnu med samme Øjne paa Provisoriets Regering, vi hader med de samme Følelser Befæstningsvæsenet og alt, hvad dertil hører. Og det kan ikke være andet, end at disse Følelser maa tages med i Betragtning ogsaa ved en Festlighed som den forestaaende''. Dermed var tonen lagt an.

== Dans og beværtning ==
Tirsdag den 24. maj var der i folkebladets averteringssektion en annonce med titlen "Paa Majestæternes Guldbryllupsdag". På selve dagen ''vil der paa den gamle Markedsplads (Sandbakken ved [[Nørreskoven]]) fra Kl. 6 Eftermiddag forefindes Danse- og Beværtningstelte samt Karussel''. Annoncen var underskrevet [[Maria Berthelsen]].
Onsdag den 25. maj skrev folkebladet under rubrikken "Spredte Nyheder" om de særlige guldbryllups-tokroner, der blev præget i anledning af jubilæet. På forsiden kongen og dronningens brystbilleder, og på bagsiden en åben krans bestående af to myrtegrene, og inden i kransen indskriften 26. maj 1842-1892.

== Guldbryllupsfesten i Vejle ==
Fredag den 27. maj kunne folkebladet gøre status over forløbet af festlighederne, hvis omfang øjensynlig har været omfattende eftersom dagbladet ikke udkom selve dagen den 26. Avisen mente, at guldbryllupsfesten gennemgående var forløbet glimrende bortset fra et skuffende fyrværkeri om aftenen. ''Fra den tidlige Morgenstund var Byen paa Benene; saa godt som over det hele vajede Flagene, og man kan dristig paastaa, at Vejle By aldrig før har baaret saa rigt et Flagsmykke''. De offentlige bygninger som jernbanestationen og toldbygningen var nydelig pyntede. De private bygninger bar festgrønt til skue, og i talrige butiksvinduer var der foretaget smagfulde opstillinger. Skibene i havnen var pyntede, hvor særlig en norsk skonnertbrig med sine flag og bøgegrene udmærkede sig ifølge Vejle Amts Folkeblad. ''Adskillige fremmede aflagde i Gaar Byen et Besøg og slog derved to Fluer med et Smæk: de overvar Festen og foretog Udflugter i den skjønne Omegn''.
Dagens program involverede musik i gaderne. Musikken hørte man ikke meget til i [[Skyttehusgade]] måtte folkebladet dog med skam meddele. Ved middagstid blæstes koraler fra kirketårnet, og om aftenen var der festmåltid flere steder i byen. Om aftenen var der illumination af rådhuset og fyrværkeri, ''og last not least – Dans''. Den angelsaksiske sprogindflydelse begyndte således at gøre sig gældende i Vejle som overalt i landet. Det engelske sprog fortrængte i vidt omfang det tyske sprogs hidtidige dominans særlig efter 1864, hvor det britiske imperium med tiden blev meget populært i brede borgerlige kredse i Danmark.

Klokken et var der samlet rundt regnet et par tusinde mennesker på [[Rådhustorvet]]. Kvart i fem om eftermiddagen tog processionen, der talte ca. 500 våbenbrødre, forsvarsbrødre og afholdsmænd, sin begyndelse. Ruten var følgende: [[Torvegade]], [[Nørregade]], [[Vestergade]], [[Skovgade]], [[Horsensvejen]], [[Dæmningen]], [[Jernbanegade]] og [[Havnegade]]. Ved amtmand Treschows monument ved havnen var der ti minutters hvil. Derefter gik turen ad Havnegade, Dæmningen, [[Vissingsgade]], [[Grønnegade]], [[Kirkestrædet]], [[Søndergade]] til milepælen og tilbage til Rådhustorvet. Fra rådhustrappen holdt formanden for forsvarsbrødrene, sagfører Orth, talen for guldbrudeparret. Derefter afsendtes et lykønskningstelegram, og klokken seks opløstes processionen. Folkebladet gjorde særlig meget ud af vejret, der på guldbryllupsdagen artede sig fra sin bedste side. Og dog for ''Varmen virkede meget generende paa Festtoget'' ifølge den lokale avis. Termometeret viste ikke mindre end 23 graders varme i skyggen, ''en Varmegrad, der sjælden overtrumfes paa vore Breddegrader''. Med andre ord fejredes guldbrylluppet på en strålende dansk forsommerdag i maj, hvor hylden blomstrer og bøgen er lysegrøn. Eventyrets fiktion skiftede for en stund plads med virkelighedens faktiske historier.

Klokken halv otte om aftenen var der festmåltid for ca. 150 forsvars- og våbenbrødre med damer i [[Håndværkerforeningen]]. Sagfører Orth holdt et varmt foredrag om majestæterne og Sønderjylland, hvorefter arrestforsvarer Kjersmejer tog ordet og talte for fædrelandet. Efter festmåltidet var der dans på programmet. Klokken otte var der samlet ca. 280 deltagere, herrer og damer, til et festmåltid i Skyttehuset. Kammerråd Rasmussen bød på byrådets vegne velkommen, og man sang derpå en sang. Pastor Melbye holdt festtalen for kongeparret. ''Han talte varmt for det høje Guldbrudepar og dvælede særlig ved Dagen for 50 Aar siden og ved den Omstændighed, at det danske Folk gjennem det danske Kongepars Børn staar saa nær i Forbindelse med flere europæiske Troner''. Talen blev besvaret med et nifoldigt hurra og fanfare, 27 kanonskud og afsyngelse af nationalsangen. Positionen som Europas svigerforældre var velkendt i den danske offentlighed, i hovedstaden og i provinsen. I 1870'erne, 80'erne og frem til zar Alexander 3.s død i 1894 samledes den stadig større familie i form af børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg Slot i Nordsjælland hver sommer.
Efter pastor Melbye talte godsejer de Stensen Leth til [[Hvolgaard]] for det danske kongehus og om vort nære forhold til de europæiske stormagter grundet det danske monarkis internationale stilling. Kæmner Birch talte om vort skønne fædreland, der i forhold til mange andre er et lykkeligt land. Efter afsyngelse af "Der er et yndigt land" blev ordet givet frit.

== Dekorerede i Vejle ==
Under reportagen fra guldbryllupsfesten bragtes en rubrik med overskriften "Hvem der dekoreredes i Vejle". Følgende udnævnelser havde fundet sted: Amtsvejinspektør Kidde blev ridder af Dannebrog, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] blev Dannebrogsmand ligesom postkonduktør Thomsen og lærer Jensen ved almueskolen. Af rangtildelinger blev hospitalsforstander Boesen justitsråd, redaktør Hertz kancelliråd og byrådsmedlem Jacobsen kammerråd.

== Københavns festligholdelse og gaverne ==
Fredag den 27. maj bragte Vejle Amts Folkeblad tillige en længere reportage af guldbryllupsfestlighederne i hovedstaden. Ved omtalen af de mange udenlandske fyrster, der havde indfundet sig i København, skrev folkebladet temmelig opgivende. ''Forresten er det ganske umuligt at hitte Rede i alle de Konger og Prinser, Hertuger og Fyrster, der har slaaet sig til Ro i Kjøbenhavn i denne Tid''. Avisen nøjedes derfor med at opregne de vigtigste repræsentanter for de førende konge- og fyrstehuse i Europa, og skrev at det ville være tidsspilde at gøre sig bekendt med og give sig til at spekulere over de øvrige gæster.

Blandt de mange gaver til det aldrende og højt respekterede kongepar var sølvkandelabre og en overdådig bordopsats i drevet sølv fra landets største godsejere, komponeret over sagnet om kong Skjold. Guldservice udført hos Fabergé, to vinkølere fra børn, svigerbørn og børnebørn og en bådformet sovseskål prydet med en elefant i sølv og emalje på hanken, en tro kopi af elefantordenens insignier. Danmarks stiftshospitaler gav to forgyldte servietringe og fra landets skolebørn en forgyldt krans på rød velourpude. Mandag den 30. maj 1892 skrev Vejle Amts Folkeblad om de danske børns guldbryllupsgave, der som sagt bestod i en guldkrans. Der var ydet bidrag af ca. 80.000 skolebørn. Indsamlingen til kransen blev besørget af lærerne og har hovedsagelig fundet sted i skolerne. Derefter opstiller dagbladet de skoler i den lokale læsekreds, hvor der er indsamlet bidrag. Blandt skolerne var [[Vinding]], [[Kidde]], [[Jelling]], [[Daugaard]], [[Andkjær]], [[Bredal]], [[Jerlev]], [[Egtved]], Thyregod, [[Ødsted]], [[Gauerslund]], [[Bredballe]], [[Knabberup]], [[Uldum]], [[Vonge]], [[Vindelev]], Tinnet, [[Trelde]], [[Skovdallund]], [[Givskud]], [[Hover]], [[Grejs]], [[Jennum]], [[Hedensted]], [[St. Dalby]], N. Vilstrup, Give, kommuneskolen i Vejle, [[Frk. Michelsens Privatskole]] og [[Jelling Privatskole]].

== Kejser Wilhelm 2. og Nordslesvig ==
Fredag den 27. maj skrev Vejle Amts Folkeblad et par linjer om den tyske kejser Wilhelm 2. i forbindelse med det kongelige guldbryllup i København. Der gik antageligvis et rygte blandt folk om, at kejseren havde taget Nordslesvig med til det danske folk i dagens anledning! Hvis han vel og mærke var inviteret. Kejseren forblev den glücksborgske kongeslægts onde ånd.

== Ordensregnen ==
Folkebladet kaldte de mange ordensudnævnelser i anledning af guldbrylluppet for "Ordensregnen". Med slet skjult sarkasme gennemgår avisen den 27. maj de mange ordensdekorationer. Af redaktører er der to repræsentanter for provinspressen ''selvfølgelig Højrepressen bleven benaadede, og man siger, at de selv fik Valget mellem et Ridderkors og en Kancelliraadtitel; i saa Fald har Redaktør Welsch i Holstebro valgt Ridderen, medens Red. Hertz i Vejle foretrak Kancelliraaden''. Og blandt politikerne dominerede også højremændene, ikke overraskende for folkebladet. Det er tydeligt, at Vejle Amts Folkeblad opfatter de mange ordenstildelinger som et sidste krampagtigt forsøg på fra højre-regeringernes side at fastholde en loyalitet i samfundets bærende lag. Forfatningskampen var stadig i 1892 en politisk realitet.

== Guldbryllupsfesten i Give ==
Lørdag den 28. maj 1892 bragte folkebladet en lille notits om guldbryllupsfesten i Give. Man fejrede begivenheden ved fællesspisning på kroen. Der blev holdt taler for kongeparret, for kongebørnene, og der afsendtes et lykønskningstelegram til majestæterne. Efter spisning var der dans til ud på natten. Vejle Amts Folkeblad skrev, at ''Festen var vel særlig beregnet for Befolkningen i Give, men der var ogsaa Deltagere baade fra Tyregod og Ringgive Sogne''.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1892
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Malin Lindgren: Europas svigerbørn, 1996

[[Kategori:Andet]]

Lis Jacobsen

2012-03-30T13:52:01Z

MVeh123:

Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.

I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker [[Jacob Peter Jacobsen]] fra [[Ulkær]] i [[Sindbjerg Sogn]]. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i [[Vejle Amts Folkeblad]] den 6. december 1930 og 18. februar 1957.

Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af den danske ordbog i 28 bind fra 1918-1956. Hun stod også som ophavsmand bag Nudansk Ordbog i 1951. Hun tog endvidre initiativet til storværket "Kulturhistorisk Leksikon for Danmarks Middelalder", der var et fællesnordisk projekt.

I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården [[Salemgård]] i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev [[Bredhøj]] bygget, og derfra var og er der en storslået udsigt over det østjyske marklandskab. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medfører dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.

Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.

Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på [[Sindbjerg Kirkegård]], hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke ([[Sindbjerg Kirke]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
* Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011

[[Kategori:Forfattere, digtere og kunstnere]]

Højgård

2012-03-30T13:48:09Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Højgård er en hovedgård beliggende i Grejs Sogn. Gården har rødder tilbage til middelalderen. Højgård nævnes første gang i de skriftlige kilder i 1431. På dette…'

Højgård er en hovedgård beliggende i [[Grejs Sogn]]. Gården har rødder tilbage til middelalderen.

Højgård nævnes første gang i de skriftlige kilder i 1431. På dette tidspunkt opgives ejeren som Niels Vognsens enke, Inger Hermandsdatter Pennow. Hun overgav gården til Maribo Kloster, hvorfra den ved reformationen kom til kronen. Der findes en nedskreven beretning om Højgård fra 1436. Gården omtales her som nyopført efter brand. Den nye gård var en toetagers bindingsværksbygning, hvis øverste stokværk var mere fremspringende end det nederste. Hovedgården var befæstet med volde og grave. Der var en vindebro fra hovedbygningen over til ladegården. Vindebroen kunne af vagter hejses op og ned. I urolige tider er egnens folk formentlig søgt tilflugt på Højgård. Denne middelaldergård lå ikke på det sted, hvor den nuværende Højgård ligger, men lidt længere øst på inde i skoven. Højgårds ejer har formodentlig etableret møllen ved [[Fruens Møllested]] engang i middelalderen. Selve navnet Fruens Møllested refererer muligvis til den daværende ejer, Inger Hermandsdatter. Møllen var væk først i 1600-tallet.

Gården havde gentagne gange fælles ejer med [[Store Grundet]], første gang under oberst Otto Frederik Von Gamm (1680-1698) og anden gang fra 1740-1804 under ejerne oberst Schack Brockdorff, dennes enke Sophie Hedevig og svigersønnen Hans Helmuth von Lüttichau. Sidstnævnte fik omkring år 1800 allernådigst kongelig tilladelse til at bortsælge bøndergodset og udparcellere gården.

Ved det nuværende Højgård kan man i dag finde den gamle, fredede ladebygning. Over midterdøren til denne står indhugget i tømmeret: ''Anno 1746. Den lade her tilforn stod ved Torden Gud lod brænde den 6. juli, men Gud som denne derimod behaget har at sende den 21. octb. Ham være Tak og Ære, hans navn velsignet være''.

Der knytter sig en række sagn til Højgård. Skellet mellem Grejs og [[Sindbjerg Sogn]] er tilsyneladende oprettet af fulde folk. Grænsen danner takker og spidser, så ingen reelt ved, hvor den går. Denne besynderlige grænse skulle angivelig være opstået ved, at herremændene på Højgård og Låge Hovedgård spillede kort, og i stedet for at betale med penge, betalte de med jordarealer.

Et andet vedrører et gammelt slot. 200 meter nordvest for de nuværende bygninger ligger ifølge det lokale sagn en ruin efter et slot med rester af voldgrave. Dette skulle være det første Højgård. Sagnet siger, at det engang har været Gorm den Gamles jagtslot, og at han havde en kobberdækket løngang fra Jelling til slottet. I "slotsruinerne" skulle der være nedgravet et guldføl, der er så kostbart, at det kan betale Danmarks statsgæld. Hovedparten af de munkesten, der er brugt i [[Vindelev Kirke]], stammer fra den gamle slotsruin. Det siges, at hvis den sidste sten i ruinen bliver fjernet, vil Højgård gå til grunde. Som følge heraf har mange ejere gennem tiderne forbudt at grave efter guldføllet.

Inde i skoven ved Højgård findes en bundløs mose, kaldet Dødemosen. Sagnet siger, at der engang var en pige på Højgård, som blev tvunget til at gifte sig med en mand, som hun ikke ville have. På vej til [[Grejs Kirke]] sørgede hun for, at kareten kørte over Dødemosen, hvor den forsvandt. Der blev ikke noget bryllup. Siden da viser der sig ved midnatstid, når det er fuldmåne, en karet med en hovedløs hest for. Den kører i ring i kanten af mosen, hvorefter den forsvinder igen.

== Litteratur ==
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod & Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988

[[Kategori:Gårde]]

Lis Jacobsen

2012-03-28T15:45:45Z

MVeh123:

Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.

I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker [[Jacob Peter Jacobsen]] fra [[Ulkær]] i [[Sindbjerg Sogn]]. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i [[Vejle Amts Folkeblad]] den 6. december 1930 og 18. februar 1957.

Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af den danske ordbog i 28 bind fra 1918-1956. Hun stod også som ophavsmand til Nudansk Ordbog i 1951.

I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården [[Salemgård]] i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev [[Bredhøj]] bygget, og derfra var og er der en storslået udsigt over det østjyske marklandskab. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medfører dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.

Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.

Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på [[Sindbjerg Kirkegård]], hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke ([[Sindbjerg Kirke]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
* Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011

[[Kategori:Forfattere, digtere og kunstnere]]

Jacob Peter Jacobsen

2012-03-28T15:38:33Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Jacob Peter Jacobsen blev født den 13. december 1869 på slægtsgården Salemgård i Ulkær, Sindbjerg Sogn. Hans far, Hans Jacobsen, flyttede gården ud fra l…'

Jacob Peter Jacobsen blev født den 13. december 1869 på slægtsgården [[Salemgård]] i [[Ulkær]], [[Sindbjerg Sogn]]. Hans far, [[Hans Jacobsen]], flyttede gården ud fra landsbyen og døbte gården Salemgård efter det hebraiske ord "Salem", der betyder fred. Faderen var stærkt præget af den gudelige bevægelse de stærke jyder, men blev med tiden i stigende påvirket af Grundtvigs åndelige tanker. Han deltog i det berømte slag på Isted Hede den 25. juli 1850, det sidste reelle slag i Treårskrigen mod slesvig-holstenerne.

Jacob udviklede sig til en meget videbegærlig dreng, og i 1884 blev han sendt til Viborg Katedralskole. På skolen blev han gode venner med Peter Munch, den senere radikale toppolitiker og bl.a. udenrigsminister 1929-40, og Aage Friis, historieprofessor in spe. Ved Københavns Universitet studerede han historie, fransk og latin. I studieårene i hovedstaden blev det til mange breve og besøg i Ulkær. Som jysk bondestudent befandt han sig i et spændingsforhold mellem det intellektuelle, urbane miljø og så bondekultur, han havde rod i. Dette skisma udartede sig i, at nok blev J. P. Jacobsen videnskabsmand, men livet igennem fastholdt forbindelsen til landbosamfundet og dets værdier. Han var stolt af Salemgård, der i hans ungdomsår havde været i slægtens eje i over 200 år. Hans tilknytning til gården og egnen fremgår af nogle breve fra de første studieår i København (1889-92) til hjemmet i Ulkær, og som blev offentliggjort af datteren Grete Jacobsen og trykt i "Jul i Vejle" 1948. I Jacobs studietid blev familien hårdt ramt af sygdom. Faderen døde i 1892, og både hans bror og søster lå alvorligt syge. Han tog derfor hjem til gården, som han i denne tid drev sammen med moderen. Hver dag gik han de 10 kilometer fra Ulkær til Vejle for at besøge broren på sygehuset. J. P. Jacobsen fik universitetets guldmedalje i 1897, og i 1903 fik han doktorgraden. Hans i vide kredse påskønnede doktordisputats var om "Det komiske Dramas Oprindelse og Udvikling i Frankrig før Reformationen".

Filologen og historikeren J. P. Jacobsen blev i sit videnskabelige arbejde optaget af den oprindelige kristendom og dens tilknytning til almuens åndelige forestillinger. Den religiøse udvikling i oldtid og middelalder blev hans hovedinteresse, og i sit hovedværk "Manes, Menneskene og de døde" fremlagdes ideer om en principiel lighed i tilegnelsen af åndelige kundskaber. Ifølge J. P. Jacobsen var bondesamfundets religiøse betydning blevet negligeret i kristen tid. Dr.phil. Lis Jacobsen fortalte til [[Vejle Amts Folkeblad]] den 18. februar 1957 om ægtemandens religiøse forestillingsverden, og om hans hjemstavnsfølelse som nærmest værende af religiøs karakter. Første bind af "Manes", det latinske ord for de afdødes sjæle, udkom i 1914, og der var fra J. P. Jacobsens side planlagt flere bind. Uagtet at J. P. Jacobsen tog afstand fra faderens religiøse overbevisninger med sin betoning af den urgamle kristendom, skænkede han i 1917, hundredåret for faderens fødsel, sammen med broren på gården, Kristen Jacobsen, en stor syvarmet sølvlysestage til [[Sindbjerg Kirke]] i hjemsognet. På stagen står faderens navn og årstal med tilføjelsen "i taknemlighed" og derefter nogle latinske ord, som J. P. Jacobsen formentlig har forfattet: "manibus sanctis parentum", dvs. til minde om forfædrenes hellige sjæle.

Sommerferierne tilbragte J. P. Jacobsen med sin hustru siden 1903, [[Lis Jacobsen]], på slægtsgården Salemgård i Ulkær. I årene 1904-05 fik parret to døtre. Interessant nok måtte Lis Jacobsen med sin jødiske baggrund føle sig godt til rette på Salemgård, der netop havde sit navn efter det hebraiske sprog.

En overgang så det ud til, at han kunne have fået et professorat i historie ved universitetet, men hans stærke fremhævelse af det jævne folks betydning i "Manes" faldt en del universitetsfolk for brystet. J. P. Jacobsen gik dog ikke på kompromis med sine ideer for at kunne tækkes andre. Han fik en beskeden stilling som sekretær på Danmarks Lærerhøjskole. Den tillod ham at bruge tid på sit videnskabelige arbejde. Han nåede at færdiggøre tredje bind af "Manes" før han i slutningen af august 1918 blev indlagt på Vejle sygehus. Den 10. september 1918 døde han af tuberkulose, blot 48 år gammel. Hans livsværk forblev ufuldendt. Hans eftermæle er den stilfærdige forsker, der befandt sig bedst i studereværelset.

J. P. Jacobsen blev stedt til hvile i slægtens gravsted på [[Sindbjerg Kirkegård]], ”i fædrenes jord”.

== Litteratur ==
* Jul i Vejle 1948
* Vejle Amts Folkeblad 1957

[[Kategori:Forfattere, digtere og kunstnere]]

Lis Jacobsen

2012-03-28T13:27:33Z

MVeh123:

Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.

I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker [[Jacob Peter Jacobsen]] fra [[Ulkær]] i [[Sindbjerg Sogn]]. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i [[Vejle Amts Folkeblad]] den 6. december 1930 og 18. februar 1957.

Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af Nudansk Ordbog i 28 bind fra 1918-1956.

I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården [[Salemgård]] i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev [[Bredhøj]] bygget. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medfører dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.

Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.

Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på [[Sindbjerg Kirkegård]], hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke ([[Sindbjerg Kirke]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
* Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011

[[Kategori:Forfattere, digtere og kunstnere]]

Lis Jacobsen

2012-03-28T13:23:24Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jød…'

Lis Jacobsen hed egentlig Elisabeth. Elisabeth Rubin blev født den 29. januar 1882 i København. Hun voksede op i det københavnske borgerskab. Faderen, Marcus Rubin, var jøde og historiker. Han havde nære venskabelige forbindelser med datidens kulturradikale åndsliv centreret omkring brødrene Brandes (Georg og Edvard) og historikeren Kristian Erslev. Marcus Rubin, der senere blev nationalbankdirektør, vakte omkring 1910 stærk opstandelse i nationale kredse ved at hævde sig i den nationalpolitiske debat syd for Kongeåen i det tabte Sønderjylland.

I 1903 giftede Elisabeth Rubin sig med den jyske bondesøn, filolog og historiker [[Jacob Peter Jacobsen]] fra [[Ulkær]] i [[Sindbjerg Sogn]]. Giftermålet var en mildest talt umage forbindelse mellem storbyen og landet, mellem radikal intellektualisme og den jordfæstede, danske almuekultur. Om københavnerpigens møde med provinsen repræsenteret ved landsbyen Ulkær og den urbane, jødiske kulturs møde med den protestantiske kristendom har Lis Jacobsen berettet i [[Vejle Amts Folkeblad]] den 6. december 1930 og 18. februar 1957.

Lis Jacobsen brød eftertrykkeligt med datidens normer for kvinders beskæftigelse ved at tage en større uddannelse. Den velbegavede pige tog først lærereksamen fra Zahles Seminarium, og året efter begyndte hun på studiet af nordiske sprog ved Københavns Universitet. Hun fik universitetets guldmedalje i 1908 for kort efter at tage magistergraden. I 1910 blev hun dr.phil. på en afhandling om det danske rigssprogs udvikling. Lis Jacobsen blev dermed Danmarks første kvindelige doktor i nordisk filologi og en af de første, danske kvinder, der overhovedet tog doktorgraden. I 1911 tog hun initiativ til oprettelsen af Det danske Sprog- og Litteraturselskab, som hun selv blev formand for indtil 1931. Frem til 1951 var hun en dynamisk medarbejder for selskabet, og i denne funktion blev hun de moderne, danske ordbøgers moder ved udarbejdelsen af Nudansk Ordbog i 28 bind fra 1918-1956.

I kraft af ægteskabet med Jacob Peter Jacobsen stiftede Lis Jacobsen bekendtskab med slægtsgården [[Salemgård]] i Ulkær, hvor hans mor, Nielsine, levede til sin død i 1911. Sammen fik de to døtre, Grete og Karen Jacobsen i henholdsvis 1904 og 1905. Jacob følte et stærkt tilhørsforhold til gården og slægten, hvorfor ideen om at bygge et sommerhus tæt ved gården undfangedes. I 1917-18 blev [[Bredhøj]] bygget. Jacob fik dog ikke megen glæde af den nye sommerbolig, eftersom han den 10. september 1918 døde, kun 48 år gammel. Med J. P. Jacobsens død stod Lis Jacobsen tilbage som enke i en alder af 36 år og med to piger i alderen 13-14 år. Livet som enke medfører dog på ingen måde en tilbagetrækning fra det offentlige liv. I 1912 havde hun vakt opsigt og forargelse ved et foredrag om kvindens moderne rolle i Dansk Kvindesamfund. Dette samfundsanliggende forblev Lis Jacobsens hovedinteresse i den offentlige debat i mellemkrigstiden.

Under Danmarks besættelse måtte hun som jøde flygte til Sverige i 1943. I de første år efter krigen involverede Lis Jacobsen sig i Sydslesvig-spørgsmålet, hvor hun indtog et ret så dansk-nationalt synspunkt. En holdning, der stod i klar kontrast til faderen, Marcus Rubins, kulturradikale udgangspunkt om ikke at fornærme og udfordre Tyskland unødigt. Da hun i 1952 fyldte 70 år, blev hun behørigt hyldet med et festskrift, hvori over 500 videnskabsmænd, herunder Niels Bohr, politikere og højskoleforstandere fra hele Norden medvirkede.

Den 18. juni 1961 døde Lis Jacobsen knap 80 år gammel. Hun havde da været enke i næsten 43 år. Hun blev begravet på [[Sindbjerg Kirkegård]], hvor hendes mand var stedt til hvile i "fædrenes jord", som der står skrevet på den høje gravsten. Lis Jacobsen overlevede ulykkeligvis datteren Grete Jacobsen, der døde i 1953. Hun var forlagsleder i København. Lis Jacobsen blev tillige stedt til hvile i "fædrenes jord" og tilsluttede sig derved symbolsk J. P. Jacobsens hengivenhed for slægten og hjemstavnen. I 1989 blev den anden datter, Karen Jacobsen, der var tegner, også gravsat i fædrenes jord. Dermed fik dr.phil. J. P. Jacobsen og dr.phil. Lis Jacobsen, to særprægede menneskeskæbner, deres sidste hvilested ved en jysk landsbykirke ([[Sindbjerg Kirke]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1930 og 1957
* Kristian Hvidt: Forsker, furie, frontkæmper - en bog om Lis Jacobsen, Gyldendal 2011

[[Kategori:Personer]]

Kristian Sindballe

2012-03-28T10:21:43Z

MVeh123:

Kristian Laursen Sindballe blev født den 5. marts 1884 i [[Vester Ørum]], [[Sindbjerg Sogn]]. Han var plejesøn af en tidligere bolsmand Engelhard Knop og hans hustru Ane Mette, født Sørensen.

Han blev student i Horsens 1903. Han uddannede sig til jurist og blev cand.mag. og cand.jur. i henholdsvis 1909 og 1914 og var lærer ved forskellige københavnske skoler 1904-14. Han var ansat i Sø- og Handelsretten 1914-16 og deltog i den juridiske undervisning ved Københavns Universitet fra 1915 og blev docent i retsvidenskab 1916 og dr.jur. på en afhandling med titlen ''Bidrag til Læren om judicielle Afgørelsers Retskraft'' fra 1919. Han var juraprofessor fra 1920 til 1949. Bondesønnen foretog således et gigantisk socialt og kulturelt spring i kraft af sin høje uddannelse og deraf medfølgende integration i det københavnske, intellektuelle universitetsmiljø.

I eftertiden skulle han dog blive mest kendt som justitsminister i ministeriet Otto Liebe fra den 2. til den 5. april 1920. Kong Christian 10. afskedigede den radikale Zahle-regering den 29. marts 1920 grundet bl.a. uenigheder om grænsedragningen i Slesvig. Dermed var Påskekrisen en realitet. Kongemagten havde antastet den parlamentariske statsskik ved at fyre en regering, der ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Otto Liebe, kongens sagfører, blev sat i spidsen for en ny regering, et såkaldt forretningsministerium. Foruden at være statsminister var Otto Liebe også justitsminister indtil den 2. april, hvor Kristian Sindballe efterfulgte ham. Den 4-5. april nåedes frem til et kompromis blandt Rigsdagens politikere og kongen. Otto Liebe-regeringen gik af til fordel for en regering under ledelse af M. P. Friis, der reelt kun fik til opgave at udskrive nyvalg for at rense den betændte, politiske stemning. På grund af den korte levetid er Otto Liebes regering gået over i historien som ministeriet, der aldrig sov. Påskekrisen bevirkede, at kongen forblev endog særdeles upopulær i radikale og socialdemokratiske kredse op gennem 1920'erne og 30'erne. Ved kongens 25-års regeringsjubilæum i 1937 blev stridsøksen formelt henlagt, da den socialdemokratisk-radikale regering hyldede majestæten for sit virke som Danmarks monark gennem et kvart århundrede. (se [[Vejles 600-års købstadsjubilæum i 1927]], [[Rytterkongen til kapsejlads i Vejle 1931]] og [[Kongejubilæum i 1930'ernes Vejle]]).

Kristian Sindballe kom sig eftersigende aldrig helt over sin uheldige rolle under Påskekrisen 1920 som minister under Otto Liebe, der som kongens ministerium af de mest yderliggående blev betegnet som en regulær statskupsregering. Denne kritik berørte Sindballes paragrafstyrede verdensbillede. På længere sigt betød Påskekrisen 1920 en yderligere cementering af parlamentarismen, der som statsskik blev indført ved det såkaldte systemskifte i 1901.

Kristian Sindballe havde en lang række fremtrædende poster i offentlige kommissioner i 1920'erne, 30'erne og 40'erne, f.eks. var han formand for Forsikringstilsyns-kommissionen af 1921 og Aldersrente-kommissionen af 1922. Han sad i bestyrelsen for mange foreninger, bl.a. Dansk Forening for international Søret og bestyrelsesformand for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Gift 12. juli 1909 med Ingrid Antoinette, født Kaarsberg, som også var adoptivdatter af en lektor i Fredericia.

Kristian Sindballe var kommandør af 1. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Han døde den 1. april 1953 i Gentofte og ligger begravet på Gentofte Kirkegård.

[[Kategori:Politikere]]

Kristian Sindballe

2012-03-28T10:16:42Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Kristian Laursen Sindballe blev født den 5. marts 1884 i Vester Ørum, Sindbjerg Sogn. Han var plejesøn af en tidligere bolsmand Engelhard Knop og hans hustru Ane Met…'

Kristian Laursen Sindballe blev født den 5. marts 1884 i [[Vester Ørum]], [[Sindbjerg Sogn]]. Han var plejesøn af en tidligere bolsmand Engelhard Knop og hans hustru Ane Mette, født Sørensen.

Han blev student i Horsens 1903. Han uddannede sig til jurist og blev cand.mag. og cand.jur. i henholdsvis 1909 og 1914 og var lærer ved forskellige københavnske skoler 1904-14. Han var ansat i Sø- og Handelsretten 1914-16 og deltog i den juridiske undervisning ved Københavns Universitet fra 1915 og blev docent i retsvidenskab 1916 og dr.jur. på en afhandling med titlen ''Bidrag til Læren om judicielle Afgørelsers Retskraft'' fra 1919. Han var juraprofessor fra 1920 til 1949. Bondesønnen foretog således et gigantisk socialt og kulturelt spring i kraft af sin høje uddannelse og deraf medfølgende integration i det københavnske, intellektuelle universitetsmiljø.

I eftertiden skulle han dog blive mest kendt som justitsminister i ministeriet Otto Liebe fra den 2. til den 5. april 1920. Kong Christian 10. afskedigede den radikale Zahle-regering den 29. marts 1920 grundet bl.a. uenigheder om grænsedragningen i Slesvig. Dermed var Påskekrisen en realitet. Kongemagten havde antastet den parlamentariske statsskik ved at fyre en regering, der ikke havde et flertal imod sig i Folketinget. Otto Liebe, kongens sagfører, blev sat i spidsen for en ny regering, et såkaldt forretningsministerium. Foruden at være statsminister var Otto Liebe også justitsminister indtil den 2. april, hvor Kristian Sindballe efterfulgte ham. Den 4-5. april nåedes frem til et kompromis blandt Rigsdagens politikere og kongen. Otto Liebe-regeringen gik af til fordel for en regering under ledelse af M. P. Friis, der reelt kun fik til opgave at udskrive nyvalg for at rense den betændte, politiske stemning. På grund af den korte levetid er Otto Liebes regering gået over i historien som ministeriet, der aldrig sov. Påskekrisen bevirkede, at kongen forblev endog særdeles upopulær i radikale og socialdemokratiske kredse op gennem 1920’erne og 30’erne. Ved kongens 25-års regeringsjubilæum i 1937 blev stridsøksen formelt henlagt, da den socialdemokratisk-radikale regering hyldede majestæten for sit virke som Danmarks monark gennem et kvart århundrede. (se [[Vejles 600-års købstadsjubilæum 1927]], [[Rytterkongen til kapsejlads i Vejle 1931]] og [[Kongejubilæum i 1930’ernes Vejle]]).

Kristian Sindballe kom sig eftersigende aldrig helt over sin uheldige rolle under Påskekrisen 1920 som minister under Otto Liebe, der som kongens ministerium af de mest yderliggående blev betegnet som en regulær statskupsregering. Denne kritik berørte Sindballes paragrafstyrede verdensbillede. På længere sigt betød Påskekrisen 1920 en yderligere cementering af parlamentarismen, der som statsskik blev indført ved det såkaldte systemskifte i 1901.

Kristian Sindballe havde en lang række fremtrædende poster i offentlige kommissioner i 1920’erne, 30’erne og 40’erne, f.eks. var han formand for Forsikringstilsyns-kommissionen af 1921 og Aldersrente-kommissionen af 1922. Han sad i bestyrelsen for mange foreninger, bl.a. Dansk Forening for international Søret og bestyrelsesformand for Samfundet og Hjemmet for Vanføre.

Gift 12. juli 1909 med Ingrid Antoinette, født Kaarsberg, som også var adoptivdatter af en lektor i Fredericia.

Kristian Sindballe var kommandør af 1. grad af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Han døde den 1. april 1953 i Gentofte og ligger begravet på Gentofte Kirkegård.

[[Kategori:Personer]]

Jubilæum i besættelsestidens Vejle 1942

2012-03-14T14:42:56Z

MVeh123:

Den 15. maj 1942 havde kong Christian 10. 30-års regeringsjubilæum som monark. Denne dag udråbte daværende konseilspræsident Klaus Berntsen den nye konge fra balkonen på Christian 8.s palæ på Amalienborg. Kong Frederik 8. døde den 14. maj 1912 i Hamborg, kun godt et halvt år efter sit besøg i Vejle i oktober måned året forinden ([[Vejles kongebesøg i 1911]]).
Christian 10. blev ualmindelig upopulær i ikke mindst socialdemokratiske og radikale kredse efter sin afskedigelse af den radikale regering Zahle i 1920. Påskekrisen, som forløbet blev døbt, blev fra det officielle Danmarks side endeligt lagt i graven ved kongens 25-års regeringsjubilæum i 1937 ([[Kongejubilæum i 1930'ernes Vejle]]). Kongen havde også i de mellemliggende år, belært af bitter erfaring, holdt sig striks til de parlamentariske spilleregler. Den 9. april 1940 blev Vejle ligesom det øvrige Danmark besat af tyske værnemagtstropper fra Hitler-tyskland. Festligholdelsen af kong Christian 10.s 70-års fødselsdag den 26. september 1940 udartede sig i en national manifestation, hvis omfang og dimensioner aldrig havde været set hidtil i Danmarks historie. Som det bagvedliggende, dystre vægtæppe figurerede følgelig besættelsens åg, og som kun gjorde behovet for et samlende, nationalt holdepunkt alt større. Med i fejringen var kronprinseparret med deres nyfødte barn, prinsesse Margrethe, vor nuværende regent. Hun blev født den 16. april 1940 på ugedagen for den tyske besættelse, og fik da allerede en stor symbolsk betydning for befolkningen; denne nationale rolle blev cementeret for den fem måneder gamle prinsesse ved farfarens fødselsdag. Kongen fortsatte sine daglige rideture rundt i København efter den 9. april, angiveligt tilrådet af svigerdatteren, kronprinsesse Ingrid. Den svenske kronprins' 25-årige datter, prinsesse Ingrid, var i 1935 blevet gift med den danske kronprins Frederik (9.). Som eneste pige i en søskendeflok på fem var hun vant til at omgås stærke mænd, og hun charmerede sig hurtigt ind på den gamle konge.
Kongen ønskede ikke en offentlig markering af 30-års regeringsjubilæet. Ikke desto mindre blev begivenheden dog højtideligholdt, også i en provinsby som Vejle. Den lokale venstreavis, [[Vejle Amts Folkeblad]], skrev i dagene 13-16. maj om jubilæet og omtalte dets fejring i hovedstaden. Interessant er det imidlertid, at et studie af 30-års regeringsjubilæet i Vejle Amts Folkeblad tillige kaster et lys over elementer af hverdagslivet i besættelsestidens Vejle anno 1942.

== Udsmykning af forretningernes vinduer ==
Onsdag den 13. maj 1942 tog folkebladet forskud på jubilæet med en lille notits med overskriften "Kongens Jubilæumsdag i Vejle". Det hed her, at ''Bestyrelsen for Flagforeningen har vedtaget, at hele Flagalleen skal rejses paa Fredag i Anledning af Regeringsjubilæet''. Endvidere oplystes det til læserne, at ''Mange af Byens Forretningsfolk har udsmykket deres Vinduer paa festlig og dekorativ Maade i Anledning af Jubilæet''. Dette forhold blev påvist i avisen fredag den 15. maj, hvor en række forretninger optrådte med navn og i nogle tilfælde billede under rubrikken "Vejle hylder Kongen". Blandt disse lokale handlende var Damernes Indkøbssted J. C. Sørensen, [[Torvegade]] 15 og 17, M. Knudsens trikotageforretning på [[Nørregade]] 5, N. Hygebjergs manufakturhandel på [[Vestergade]] 8, Hvidehus Boglade Nørregade 6, [[Grand Hotel]], [[Crome & Goldschmidt]] Torvegade 18, H. Schmidts Møbeletablissement på [[Grønnegade]] 12, Trikotage og Børnekonfektion A. I. Hansen Torvegade 38, Kjoler og Konfektion Steffen Lundings Eftf. [[Vissingsgade]] 10, H. P. Jensens Eftf. Georg H. Jensen Torvegade 3 og Niels Bentzen & Co. v/Niels Nielsen på Torvegade 6. De store, lokalt forankrede finansielle institutioner var også repræsenterede i form af [[Vejle By og Amts Sparekasse]], [[Vejle Bank]] og [[Landbo-spare- og lånekassen for Vejle opland]], [[Kirkegade]] 15.

== Skole- og butikslukning samt mørklægning ==
Den 13. maj annoncerede Vejle Amts Folkeblad "Skolernes Lukning paa Fredag". ''Som tidligere meddelt har Undervisningsministeriet bestemt, at Skolerne skal holdes lukket paa Fredag i Anledning af Kongens Regeringsjubilæum. Den eneste Undtagelse er, hvor Eksamen forhindrer en Lukning. Paa given Foranledning gør vi opmærksom paa, at Bestemmelsen naturligvis omfatter alle Skoler i By og paa Land''. Den sidste passus vidner meget godt om, hvilke uklarheder der var forbundet med opdelingen af det offentlige skolevæsen i henholdsvis købstads- og landsbyskolen. Denne opdeling forblev formel i kraft frem til den nye skolelov i 1958, reelt frem til kommunalreformen i 1970, der ligeledes ophævede det administrative skel mellem land og by.
Samme dag meddelte dagbladet i en notits om "Butikslukning paa Kongens Jubilæumsdag". Under overskriften "Flagene ud paa Fredag!" hed det, at ''I Anledning af Kong Christians 30 Aars Regeringsjubilæum paa Fredag lukker Forretninger og Pengeinstituter i Grindsted fra Middag. Undtagne fra Lukningen er dog Bagere, Slagtere og Mælkeudsalg. Skolerne har jo også fri. Det er en Selvfølge, at Flagene kommer ud''. Uagtet, at kongen selv ikke havde ønsket et højtideligholdt jubilæum, så var der altså lokalt, både i Vejle og Grindsted, et stærkt ønske om at vise loyalitet mod kongen ved flaghejsning osv. Lukningen af butikkerne var et udtryk for, at det nationale hensyn i den spændte situation under besættelsen gik over alle andre, også selv de økonomiske. Den nationale samhørighed i forbindelse med regeringsjubilæet blev naturligvis kun yderligere understreget ved skolernes lukning overalt i landet. Den nationale enighed skulle fremstå soleklart, ikke mindst overfor den tyske besættelsesmagt.
Den 13. maj i folkebladet under radioprogrammet og musikprogrammet i Vejle stod der: ”Lygtetændingstid: 21,30, Mørklægning: Kl. 21,45 – 4,30”. Dagligdagen i Vejle som i det øvrige besatte Danmark var præget af tyskernes krav om mørklægning. Allerede den 13. april 1940, fire dage efter besættelsen den 9. april, opfordrede politikommissær Sletten i de lokale aviser i Vejle til at mørklægge. "Nu skal mørklægningen være i orden. Der er politipatruljer ude hver aften, og der falder store bøder for grovere overtrædelser".

== Kongens regeringsjubilæum i Vejles kirker ==
Den 13. maj 1942 havde Vejle Amts Folkeblad en længere artikel om regeringsjubilæet med den mundrette titel "30 Aars Regeringsjubilæum". Artiklen søgte at tematisere de voldsomme politiske, økonomiske, sociale og tekniske brydninger og forandringer, som det danske samfund havde gennemgået i de 30 år. I tilknytning hertil blev det proklameret, at ''Vi lever i Dag i en helt anden Verden end i 1912 og kan endnu ingen Ende se paa den Omvæltning, som paa det politiske Omraade blev paabegyndt med den første Verdenskrig og i økonomisk og teknisk henseende blev indledet med en Række epokegørende Opfindelser i det 20. Aarhundredes første Aar''. Tiden før 1912 med dens lange fredsperiode for Europas lande havde givet grobund for en udbredt fremskridtsoptimisme, som fik sit første skud for boven ved krigsudbruddet i 1914. At tiden før 1912 nu må forekomme mange at være en ren idyl, er dog en forestilling, der ifølge artiklens forfatter til dels beror på et bedrag.
30 år er ganske vist ikke noget rundt tal i jubilæumshenseende, ''men der er ikke desto mindre god Grund til at mindes Dagen og takke Kongen. Ikke mindst de sidste 5 Aar har styrket Kongens og Kongedømmets Position i en Grad som faa andre Steder, og Konge og Folk er kommet hinanden endnu nærmere end før''. Kongen er nu ikke blot en skikkelse, der udfylder en grundlovsdefineret stilling, men Christian 10. ''er gennem de 30 Aar blevet Symbol paa alle Danskes Tro paa Fremtiden og nu i særlig Grad vort Enhedsmærke og faste Midtpunkt''. Monarkiet som institution er således i besættelsesårene i Vejle blevet lig med selve forsvaret for danskheden. Kongen som person var blevet urørlig i den danske offentligheds bevidsthed.
Fredag den 15. maj på selve jubilæumsdagen bragte folkebladet en artikel, der omhandlede kongejubilæet i Vejles kirker. Overskriften lød "Kongens Regeringsjubilæum mindes i Vejles Kirker – Smukke Ord om Majestæten ved Højmessegudstjenesterne i Gaar". I Vejles tre sognekirker, [[Sct. Nicolai Kirke]], [[Vor Frelsers Kirke]] og [[Sct. Johannes Kirke]], mindedes de tre sognepræster jubilæet med smukke ord om kongen. ''Gudstjenesterne fik derved et særlig højtideligt Præg, og det var i alle Kirker mærkbart, at de Ord, der blev udtalt, fandt Genklang blandt de tilstedeværende''. I Sct. Nicolai Kirke talte sognepræst [[Poul Sørensen]] om regeringsjubilæet. Skønt kongen ikke selv havde ønsket en offentlig markering, så har ''Hans Majestæt gennem de kirkelige Myndigheder ladet alle Præster vide, at med Glæde saa, at Jubilæet mindedes ved Gudstjenesterne paa Kristi Himmelfartsdag, nemlig i Kirkebønnen''. Derefter berørte præsten kongens særlige hengivenhed for den danske kirke, der først og fremmest kom til udtryk i en hyppig kirkegang fra kongeparrets side. Poul Sørensen henviste til, at kongen og dronningen umiddelbart før tronbestigelsen gik til alters i Lyngby Kirke. Kongen havde i sin tid som monark været til stor velsignelse for det danske folk. ''Det var Kongen, der ved sin personlige Indsats i Datidens politiske Forhold holdt vort Land uden for Verdenskrigen 1914-18. Det er alene Kongens Skyld, at den mørkeste Dag i Danmarks Historie, den 9. April 1940, ikke voldte endnu større Skade, end sket er''. Kongen fremstår med andre ord i sognepræstens øjne som nationens ypperste forsvarer ved de to verdenskrige i det 20. århundrede. Ingen anden dansk konge har formået at samle det danske folk som kong Christian 10. ''Og naar Kongen rider sin daglige Morgentur i Hovedstadens Gader, er det et Symbol paa hans Forhold til os alle: han rider egentlig lige ind i Folkets Kærlighed''. Poul Sørensen sluttede sine ord med ønsket om, at kongen på ny måtte opleve et frit og selvstændigt Danmark. Ifølge referatet i Vejle Amts Folkeblad sås mangt ''et dugget Øje, der levende fortalte om de varme og taknemlige Følelser, der lever i den danske, kristne Menighed for vor gode Konge''. I Vor Frelsers Kirke talte pastor [[H. Gottlieb]]. I Sct. Johannes Kirke talte pastor Hald om kongens betydning ''som Udtryk for det Danmark, som vi har modtaget fra vore Forfædre og ønsker at give videre til vore Børn, saadan som vi modtog det''. Kongen var inkarnationen af den historiske kontinuitet, som Danmark behøvede og ønskede at mindes i de nationalt svære år under besættelsen. ''Naar han som paa 9. April for to Aar siden finder det forløsende Ord ved at sige til os: Gud bevare Danmark, saa svarer vi: Gud bevare vor Konge, og give ham et langt Liv, for vi synes, at vi saa daarligt kan undvære ham''.

== "Og Blomster flyver" ==
Fredag den 15. maj bragte folkebladet et digt med titlen "Og Blomsterne flyver" af den århusianske digter, Hans Hartvig Seedorff Pedersen.

Der rider en Konge i Sol og Blæst
igennem sit arvede Rige.
Og Blomsterne flyver mod ham og
hans Hest
fra By og fra Bondemands Dige.
De nikker fra Sadlen, de fylder
hans Favn –
og lægger uvisneligt Grønt om
hans Navn.

== Kongefest i Løsning ==
Den 16. maj 1942 havde Vejle Amts Folkeblad en lille artikel om en kongefest i Løsning. I anledning af regeringsjubilæet havde Sønderjysk Forening i Tørring om aftenen den 15. indbudt egnens folk til fest i Løsning. Salen og kaffebordet var pyntet i nationens farver. Billeder af kongen og dronningen var ophængt sammen med Dannebrogsflag og Bøgegrene. Læge Bense bød velkommen, og forsamlingen sang "I Danmark er jeg født". Efter denne fædrelandssang holdt lærer Tanning fra Horsens aftenens tale. Efter talen udbragtes et nifoldigt leve for majestæten, og man sang derefter stående kongesangen, "Kong Christian". Der blev sunget flere danske sange. Aale Amatørorkester høstede et stort bifald. En smuk farvefilm fra Danmarks forskellige egne blev forevist, ''og da nogle Billeder af Kongens Ridetur blev fremført, fremkaldte de et stort Bifald fra Forsamlingen''. Man sluttede med nationalsangen, "Der er et yndigt land".

== Kongefesten i Moulin Rouge ==
Den 16. maj 1942 rapporterede folkebladet om kongefesten i forlystelsesstedet [[Moulin Rouge]] om aftenen den 15. Skuespiller [[Erik Olsson]] reciterede ”Der rider en Konge” for en fyldt flagsmykket sal. ”Der sluttedes af med ”Kong Christian”, der naturligvis paahørtes staaende”.

== Rytterkongen ==
Christian 10. gik under den tyske besættelse 1940-45 over i historien som rytterkongen. Kongen styrtede med sin hest den 19. oktober 1942 og slog hovedet og det venstre knæ, hvorefter en lungebetændelse stødte til. I de sidste år af sit liv var den stolte konge bundet til en kørestol. Heldigvis nåede han at opleve befrielsen den 4-5. maj 1945, og hans 75-års dag i september samme år blev atter en gribende national tilkendegivelse. Christian 10. døde den 20. april 1947.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1942
* Vejles Historie, bd. 2: Moderne tider 1786-1970, 1998

[[Kategori:Andet]]

Kongejubilæum i 1930'ernes Vejle

2012-03-14T13:02:09Z

MVeh123:

Lørdag den 15. maj 1937 fejrede Danmarks konge, Christian 10., sit 25-års regeringsjubilæum. Den 14. maj 1912 døde Frederik 8. under et ophold i Hamburg. Kongen og hans dronning Louise var på hjemrejse fra et rekreationsophold i Nice. Dagen efter proklamerede konseilspræsident (statsminister) Klaus Berntsen fra Amalienborg den 41-årige Christian 10. som ny dansk konge. Regeringsjubilæet i 1937 blev en offentlig manifestering af kongens brede folkelige appel. Den socialdemokratisk ledede regering lagde Påskekrisen i 1920 bag sig. I de mellemliggende 17 år havde Christian 10. holdt sig konsekvent til den parlamentariske regeringsskik og til det konstitutionelle monarkis spilleregler. 25-års regeringsjubilæet bød tillige på besøg af den norske kong Haakon 7., Christian 10.s to år yngre bror, og af fætteren til de to kongebrødres mor, kong Gustaf 5. af Sverige. Sidst de tre nordiske konger var samlet i den danske hovedstad var til Frederik 8.s bisættelse den 24. maj 1912 i Roskilde Domkirke.

== Jubilæumsfejringen i Vejle ==
Fredag den 14. maj 1937 berettede [[Vejle Amts Folkeblad]] i en lille notits om den forestående jubilæumsmusik den 15. Der ville blive marchmusik gennem byens gader fra klokken 7 til klokken 9 om morgenen med bl.a. den af [[Christian Thomsen]] komponerede "Kong Chr. X Jubilæumsmarch", der for første gang skulle spilles den 15. maj ved vagtparaden i København. Folkebladet viderebragte derudover besked om, at [[Vejle Kommune]] på jubilæumsdagen den 15. ville lade afholde to koncerter, hvor [[Tellings Orkester]] musicerede på [[Rådhustorvet]] klokken 13 og på hjørnet af [[Nyboesgade]] og [[Vesterbrogade]] klokken 14.30. Programmet var følgende: "Kong Christian X Honnørmarch", udtog af musikken til "Elverhøj", "Dronning Louise Vals", "Danske Toner" (potpourri), "Britta Polka", "Kong Christian X Jubilæumsmarch", "Der er et yndigt Land", "Kongernes Konge" og endelig "Kong Christian stod ved højen Mast".

Lørdag den 15. maj 1937 konstaterede Vejle Amts Folkeblad den festlige stemning med overskriften "Vejle staar i Kongejubilæets Tegn". I reportagen fra den flag- og dekorationssmykkede købstad hed det: ''Hele Vejle staar i Dag i Kongejubilæets Tegn. Lige fra den tidligste Morgen har Flagene vajet over Byen, og en svag Blæst fik dem til at folde sig ud og smælde mod den graa Himmel''. Venstreavisen mente, at vejret altid udgør en væsentlig faktor på en festdag som denne, ''og hen paa Formiddagen havde det endnu artet sig godt; ganske vist holdt Solen sig bag Skyerne, men det regnede i hvert Fald ikke, og mere kunde man næsten ikke forlange efter de sidste Dages daarlige Barometerstand''. Det danske vejr har alle dage været en lunefuld bestanddel af et festligt arrangement i landet. Flagalléerne i hovedgaderne var for længst i orden, da byen for alvor vågnede, og dernæst, fortalte folkebladet, gled Dannebrog til tops på de private flagstænger og foran offentlige bygninger. ''Konsulaterne hejste ligeledes de fremmede Magters Flag, og i Havnen lod et tysk Skib Hagekorset vaje til den danske Konges Hyldest''. Et lykønskningstelegram til kongen fra selveste rigskansler Adolf Hitler lod sig ikke diplomatisk afværge. Det var essentielt i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik at stå på god fod med det nazistiske Tyskland.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad ville den jubilerende monark have glædet sig, hvis han på sin 25-års jubilæumsdag som regent havde kunnet aflægge Vejle et besøg. De lange rækker rød-hvide duge var ifølge dagbladet et overmåde smukt syn, ''og blandt Byens Befolkning hørte man Gang paa Gang den mest loyale Beundring for Kongen komme til Orde''. Tellings Orkester gjorde på sin tur gennem Vejle ophold ud for borgmesterens bolig [[Ved Anlæget]], hvor orkesteret spillede "Der er et yndigt land". Borgmesteren takkede fra vinduet, hed det i folkebladets reportage. Vejle havde fået ny borgmester efter byrådsvalget i marts 1937, da den siddende politiske leder [[Frederik Poulsen]] valgte at gå af både som borgmester og som byrådsmedlem efter 21 år. Ny borgmester blev uden afstemning forretningsfører [[Niels Peter Jensen]]. [[Socialdemokratiet]] fik i øvrigt et flot valg med hele 6.282 stemmer.
Orkesteret gjorde også holdt ud for amtmandsboligen, hvor der spilledes "Kong Christian stod ved højen mast". Kongesangen fik kammerherreinde Valløe til at bringe orkesteret og dets dirigent en tak på sin syge mands vegne. Amtmand [[Knud Valløe]] var ved regeringsjubilæet sengeliggende. De to koncerter på henholdsvis Rådhustorvet og på hjørnet af Nyboesgade og Vesterbrogade bedømte folkebladet til at være udmærkede. ''Men Vejlenserne lod det naturligvis ikke blive ved Musik og Flagning. Posthuset og Banegaarden havde saaledes ladet foretage en meget dekorativ Udsmykning med Blomster og Skjolde''. Butikkerne havde heller ikke ligget på den lade side. Der var ifølge avisen snart sagt ikke den vare, som ikke på en eller anden måde var sat i forbindelse med kongehuset. Folkebladet udtrykte beundring for de handlendes opfindsomhed. Man kunne vaske sig i jubilæumssæbe, finde jubilæumsbilleder i sin kaffetilsætning, spise lagkager med kongens navnetræk i marcipan osv. ''Fotograferne udstillede store Billeder af Kongen og Dronningen, og i det hele taget gled mange af Byens Forretningsvinduer ind som dekorative Led i Udsmykningen til Ære for Landets første Borger''. Det er således åbenbart, at man i Vejle foruden det national-historiske ved jubilæet også så de kommercielle aspekter ved begivenheden og udnyttede dem derefter.

Tanken om, at kongen skulle se byen i dag lod sig desværre ikke realisere. Til gengæld kunne folkebladet meddele, at majestæten på anden vis ville modtage indtrykket af, at Vejles indbyggere var med til at hylde ham. ''Som før nævnt er der sendt flere Gaver fra By og Omegn til Amalienborg i Dagens Anledning''. Derudover havde amtmand, kammerherre Knud Valløe til kongen afsendt et telegram, der derpå blev gengivet. ''Deres Majestæter bedes allerunderdanigst fra Vejle Amtsraad og Vejle Amt modtage den hjerteligste Gratulation til Jubilæet og en lige saa hjertelig Tak for de forløbne 25 Aar samt Ønsket om Lys og Lykke over Majestæterne og de kongelige Børn''. Lykønskningstelegrammet fra amtsrådet vidnede om den store deltagelse i regeringsjubilæet, hvor hver købstad og hvert sogn i kongeriget tog del i festligholdelsen.

== 1864 mindes ==
Om morgenen den 15. maj 1937 aflagde en deputation fra [[Sydjysk Kavaleristforening]] bestående af formanden, købmand J. M. Rasmussen, Horsens, og købmand [[H. H. Larsen]], Vejle, mindesmærket over [[Niels Kjeldsen]] på [[Kolding Landevej]] et besøg. Flaget var hejst på stedet. Herrerne beså den foretagne udtynding af beplantningen ved stenen, og folkebladet kom med en parentesbemærkning om, at foreningen tidligere havde villet bekoste en istandsættelse af arealet. Der blev lagt en laurbærkrans med signerede rød-hvide bånd på monumentets fodstykke i anledning af regeringsjubilæet. ''Forsvarsbrødrene har i Dagens Anledning ladet nedlægge smukke dannebrogsfarvede Buketter med signerede Baand paa den gamle Kirkegaards Krigergrave. Flagene vajede ogsaa her fra den tidligste Morgenstund''. Mindet om det forsmædelige nederlag i [[krigen 1864]] var endnu i 1937 forholdsvis levende. I 1941 døde den sidste veteran fra 1864, 101 år gammel.

== De ældre medborgere ==
De ældre medborgere blev også husket i Vejle i forbindelse med regeringsjubilæet. På [[De Gamles Hjem]] på [[Koldingvej]] spillede et musikkorps, inden marchen gennem byen begyndte, nogle numre foran de gamles vinduer, og ''Middagen bestod i Dagens Anledning af Lammesteg og Dessert. I Eftermiddag serveres Chokolade i Festsalen, hvor der er opstillet Højttalere, saa de gamle faar Lejlighed til gennem Transmissionen fra København at høre, hvorledes Jubilæets Enkeltheder forløber i Hovedstaden''.

== Arrestanterne ==
Vejle Amts Folkeblad kunne samme dag, den 15. maj, fortælle om en ekstra forplejning af arrestanterne. ''Selv i Arresten vil et Pust af Stemningen kunne fornemmes. Her sidder for Tiden 14 Arrestanter, der faar en ren Julemiddag i Form af Flæskesteg med Rødkaal; om Eftermiddagen serveres Kaffe med Wienerbrød og en Cigar, og i Aften vanker der ligeledes Kaffe''.

== Aftenen i Vejle ==
Folkebladet berettede endvidere den 15. maj, at jubilæumsfestlighederne sikkert ville vare til langt ud på natten. ''Restauranterne har Lov til at lukke Gæster ind efter Kl. 24, og mange vil sikkert benytte sig af det. Soldaterforeningerne samles Kl. 21 paa Banegaardspladsen og marcerer i Procession til den gamle Sportsplads, hvor der bliver Baal''. Efter dette festede forsvarsbrødrene i [[Håndværkerforeningen]]. Folkebladet udtrykte et lønligt håb om, at vejret bare ville holde, ''og maaske endda alligevel, gaar Vejle en stor Aften i Møde''.

== Jubilæums-tokronerne revet væk ==
Den 14. maj skrev Vejle Amts Folkeblad om de såkaldte jubilæums-tokroner. Bankerne i Vejle havde fået mindre beholdninger end bestilt, og salget af disse var derfor hurtigt overstået. ''Efterspørgslen var usædvanlig stor, og da man saavel i Andelsbanken som i Landmandsbanken og [[Vejle Bank]] havde modtaget langt færre Tokrone-Stykker, end der var bestilt, varede det ikke længe, før alt var udsolgt. Endnu to Steder, hvor der solgtes Jubilæums-Tokronere, nemlig paa Toldboden og paa Amtsstuen, det sidste Sted forbeholdt Tjenestemænd, gjorde det samme sig gældende''. Folkebladet mente dog ikke, at dette forhold var særlig overraskende, eftersom der til fordeling over hele landet kun var udmøntet 100.000 kr. mod 200.000 kr. ved Christian 10.s 60-års fødselsdag i 1930.

== Kongen og den danske mentalitet ==
Folkebladets leder den 15. maj 1937 med den simple overskrift "Kongen" omhandlede følgelig regeringsjubilæet, som blev behørigt fejret efter den særegne, danske mentalitet. ''Vi Danske holder os helst paa det jævne. Vort Sind er ikke indstillet paa de store Gestus og det højtravende, der let faar en falsk Klang i vore Ører''. Denne grundindstilling til tilværelsen blev også artikuleret i forhold til kongemagten. ''Vi kan ikke svinge os op paa de Højder af Begejstring, hvormed undertiden andre Lande hylder deres Monarker eller Diktatorer, men til Gengæld er vor Hengivenhed saa af en varigere Natur''. Monarken og monarkiet som statsform var for den danske nation det samlende symbol, båndet, ''der binder os sammen uden Hensyn til politiske Partiuenigheder og vore daglige Stridigheder og Kævlerier''. Kongen er den store generalnævner for folket, og som følge heraf fejres hans regeringsjubilæum af en befolkning, ''der er enigt om at hylde ham og takke ham for de svundne femogtyve Aar''. Kong Christian følte sig ifølge lederen ikke som folkets herre, men som dets tjener, og han havde trofast tjent sit land i sin regeringstid. ''Derfor har Spørgsmaalet om Republik aldrig været for Alvor aktuelt i Danmark, skønt de rullende Kongekroner i Europa jo ogsaa har bevirket, at Ultra-Demokrater har bragt Spørgsmaalet paa Bane herhjemme''. Modsat øvrige dele af Europa var selv glødende republikanere, ifølge lederen, på det rene med, at monarkiet var den bedste, danske statsform. Monarkiet havde i de sidste kvarte århundrede vist sit værd i krigens vanskelige år (1. verdenskrig 1914-18) og i Genforeningsdagene i 1920. Et tysk blad skrev i anledning af jubilæet, at kong Christian 10. var en folkekonge i Danmark. Der var rigtigt set ud fra lederens synsvinkel. ''Han er ikke valgt af Folket, men han har forstaaet at gøre sig afholdt, saa vi alle føler, at han er hele Folkets Repræsentant, en virkelig Folkekonge''.

== Radiotransmissionen ==
Tirsdag den 18. maj kritiserede Vejle Amts Folkeblads leder radiotransmissionen af regeringsjubilæet. Under overskriften "Efter Jubilæet" blev speakeren i radioen sablet ned for sin ualmindelig dårlige reportage fra begivenhedens forskellige arrangementer. Indledningen til mødet i Rigsdagen blev karakteriseret som håbløs intetsigende. ''Han gentog et Par Gange, at der saa helt anderledes ud end til daglig. Som om Lytterne blev klogere af det! Hvor mange af Danmarks Lyttere tror Hr. Carstensen mon kender den danske Rigsdag ud og ind, saa de ved, hvorledes er ser ud til daglig''. Skildringen af fakkeltoget lørdag aften var tillige ifølge lederen banal. Dog roste lederskribenten radioen for udsendelsen søndag aften. Udsendelsen var en radio-kavalkade af Danmarkshistoriens sidste 25 år. ''Det er én af de allerbedste danske Radioudsendelser, vi har hørt''. Den teknologiske udvikling havde i 1930'erne nået så vidt, at rene Københavner-begivenheder nu i kraft af radioen også kunne kommenteres ude i provinsen, vest for Valby Bakke. Denne udvikling blev naturligvis kun forstærket af fjernsynets gennembrud som medie i 1960'erne.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1937
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998

[[Kategori:Andet]]

Kongejubilæum i 1930'ernes Vejle

2012-03-14T12:50:23Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Lørdag den 15. maj 1937 fejrede Danmarks konge, Christian 10., sit 25-års regeringsjubilæum. Den 14. maj 1912 døde Frederik 8. under et ophold i Hamburg. Kongen og hans dro…'

Lørdag den 15. maj 1937 fejrede Danmarks konge, Christian 10., sit 25-års regeringsjubilæum. Den 14. maj 1912 døde Frederik 8. under et ophold i Hamburg. Kongen og hans dronning Louise var på hjemrejse fra et rekreationsophold i Nice. Dagen efter proklamerede konseilspræsident (statsminister) Klaus Berntsen fra Amalienborg den 41-årige Christian 10. som ny dansk konge. Regeringsjubilæet i 1937 blev en offentlig manifestering af kongens brede folkelige appel. Den socialdemokratisk ledede regering lagde Påskekrisen i 1920 bag sig. I de mellemliggende 17 år havde Christian 10. holdt sig konsekvent til den parlamentariske regeringsskik og til det konstitutionelle monarkis spilleregler. 25-års regeringsjubilæet bød tillige på besøg af den norske kong Haakon 7., Christian 10.s to år yngre bror, og af fætteren til de to kongebrødres mor, kong Gustaf 5. af Sverige. Sidst de tre nordiske konger var samlet i den danske hovedstad var til Frederik 8.s bisættelse den 24. maj 1912 i Roskilde Domkirke.

== Jubilæumsfejringen i Vejle ==
Fredag den 14. maj 1937 berettede [[Vejle Amts Folkeblad]] i en lille notits om den forestående jubilæumsmusik den 15. Der ville blive marchmusik gennem byens gader fra klokken 7 til klokken 9 om morgenen med bl.a. den af [[Christian Thomsen]] komponerede "Kong Chr. X Jubilæumsmarch", der for første gang skulle spilles den 15. maj ved vagtparaden i København. Folkebladet viderebragte derudover besked om, at [[Vejle Kommune]] på jubilæumsdagen den 15. ville lade afholde to koncerter, hvor [[Tellings Orkester]] musicerede på [[Rådhustorvet]] klokken 13 og på hjørnet af [[Nyboesgade]] og [[Vesterbrogade]] klokken 14.30. Programmet var følgende: "Kong Christian X Honnørmarch", udtog af musikken til "Elverhøj", "Dronning Louise Vals", "Danske Toner" (potpourri), "Britta Polka", "Kong Christian X Jubilæumsmarch", "Der er et yndigt Land", "Kongernes Konge" og endelig "Kong Christian stod ved højen Mast".

Lørdag den 15. maj 1937 konstaterede Vejle Amts Folkeblad den festlige stemning med overskriften "Vejle staar i Kongejubilæets Tegn". I reportagen fra den flag- og dekorationssmykkede købstad hed det: ''Hele Vejle staar i Dag i Kongejubilæets Tegn. Lige fra den tidligste Morgen har Flagene vajet over Byen, og en svag Blæst fik dem til at folde sig ud og smælde mod den graa Himmel''. Venstreavisen mente, at vejret altid udgør en væsentlig faktor på en festdag som denne, ''og hen paa Formiddagen havde det endnu artet sig godt; ganske vist holdt Solen sig bag Skyerne, men det regnede i hvert Fald ikke, og mere kunde man næsten ikke forlange efter de sidste Dages daarlige Barometerstand''. Det danske vejr har alle dage været en lunefuld bestanddel af et festligt arrangement i landet. Flagalléerne i hovedgaderne var for længst i orden, da byen for alvor vågnede, og dernæst, fortalte folkebladet, gled Dannebrog til tops på de private flagstænger og foran offentlige bygninger. ''Konsulaterne hejste ligeledes de fremmede Magters Flag, og i Havnen lod et tysk Skib Hagekorset vaje til den danske Konges Hyldest''. Et lykønskningstelegram til kongen fra selveste rigskansler Adolf Hitler lod sig ikke diplomatisk afværge. Det var essentielt i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik at stå på god fod med det nazistiske Tyskland.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad ville den jubilerende monark have glædet sig, hvis han på sin 25-års jubilæumsdag som regent havde kunnet aflægge Vejle et besøg. De lange rækker rød-hvide duge var ifølge dagbladet et overmåde smukt syn, ''og blandt Byens Befolkning hørte man Gang paa Gang den mest loyale Beundring for Kongen komme til Orde''. Tellings Orkester gjorde på sin tur gennem Vejle ophold ud for borgmesterens bolig ved Anlægget, hvor orkesteret spillede "Der er et yndigt land". Borgmesteren takkede fra vinduet, hed det i folkebladets reportage. Vejle havde fået ny borgmester efter byrådsvalget i marts 1937, da den siddende politiske leder [[Frederik Poulsen]] valgte at gå af både som borgmester og som byrådsmedlem efter 21 år. Ny borgmester blev uden afstemning forretningsfører [[Niels Peter Jensen]]. [[Socialdemokratiet]] fik i øvrigt et flot valg med hele 6.282 stemmer.
Orkesteret gjorde også holdt ud for amtmandsboligen, hvor der spilledes "Kong Christian stod ved højen mast". Kongesangen fik kammerherreinde Valløe til at bringe orkesteret og dets dirigent en tak på sin syge mands vegne. Amtmand [[Knud Valløe]] var ved regeringsjubilæet sengeliggende. De to koncerter på henholdsvis Rådhustorvet og på hjørnet af Nyboesgade og Vesterbrogade bedømte folkebladet til at være udmærkede. ''Men Vejlenserne lod det naturligvis ikke blive ved Musik og Flagning. Posthuset og Banegaarden havde saaledes ladet foretage en meget dekorativ Udsmykning med Blomster og Skjolde''. Butikkerne havde heller ikke ligget på den lade side. Der var ifølge avisen snart sagt ikke den vare, som ikke på en eller anden måde var sat i forbindelse med kongehuset. Folkebladet udtrykte beundring for de handlendes opfindsomhed. Man kunne vaske sig i jubilæumssæbe, finde jubilæumsbilleder i sin kaffetilsætning, spise lagkager med kongens navnetræk i marcipan osv. ''Fotograferne udstillede store Billeder af Kongen og Dronningen, og i det hele taget gled mange af Byens Forretningsvinduer ind som dekorative Led i Udsmykningen til Ære for Landets første Borger''. Det er således åbenbart, at man i Vejle foruden det national-historiske ved jubilæet også så de kommercielle aspekter ved begivenheden og udnyttede dem derefter.

Tanken om, at kongen skulle se byen i dag lod sig desværre ikke realisere. Til gengæld kunne folkebladet meddele, at majestæten på anden vis ville modtage indtrykket af, at Vejles indbyggere var med til at hylde ham. ''Som før nævnt er der sendt flere Gaver fra By og Omegn til Amalienborg i Dagens Anledning''. Derudover havde amtmand, kammerherre Knud Valløe til kongen afsendt et telegram, der derpå blev gengivet. ''Deres Majestæter bedes allerunderdanigst fra Vejle Amtsraad og Vejle Amt modtage den hjerteligste Gratulation til Jubilæet og en lige saa hjertelig Tak for de forløbne 25 Aar samt Ønsket om Lys og Lykke over Majestæterne og de kongelige Børn''. Lykønskningstelegrammet fra amtsrådet vidnede om den store deltagelse i regeringsjubilæet, hvor hver købstad og hvert sogn i kongeriget tog del i festligholdelsen.

== 1864 mindes ==
Om morgenen den 15. maj 1937 aflagde en deputation fra [[Sydjysk Kavaleristforening]] bestående af formanden, købmand J. M. Rasmussen, Horsens, og købmand [[H. H. Larsen]], Vejle, mindesmærket over [[Niels Kjeldsen]] på [[Kolding Landevej]] et besøg. Flaget var hejst på stedet. Herrerne beså den foretagne udtynding af beplantningen ved stenen, og folkebladet kom med en parentesbemærkning om, at foreningen tidligere havde villet bekoste en istandsættelse af arealet. Der blev lagt en laurbærkrans med signerede rød-hvide bånd på monumentets fodstykke i anledning af regeringsjubilæet. ''Forsvarsbrødrene har i Dagens Anledning ladet nedlægge smukke dannebrogsfarvede Buketter med signerede Baand paa den gamle Kirkegaards Krigergrave. Flagene vajede ogsaa her fra den tidligste Morgenstund''. Mindet om det forsmædelige nederlag i krigen 1864 var endnu i 1937 forholdsvis levende. I 1941 døde den sidste veteran fra 1864, 101 år gammel.

== De ældre medborgere ==
De ældre medborgere blev også husket i Vejle i forbindelse med regeringsjubilæet. På [[De gamles Hjem]] spillede et musikkorps, inden marchen gennem byen begyndte, nogle numre foran de gamles vinduer, og ''Middagen bestod i Dagens Anledning af Lammesteg og Dessert. I Eftermiddag serveres Chokolade i Festsalen, hvor der er opstillet Højttalere, saa de gamle faar Lejlighed til gennem Transmissionen fra København at høre, hvorledes Jubilæets Enkeltheder forløber i Hovedstaden''.

== Arrestanterne ==
Vejle Amts Folkeblad kunne samme dag, den 15. maj, fortælle om en ekstra forplejning af arrestanterne. ''Selv i Arresten vil et Pust af Stemningen kunne fornemmes. Her sidder for Tiden 14 Arrestanter, der faar en ren Julemiddag i Form af Flæskesteg med Rødkaal; om Eftermiddagen serveres Kaffe med Wienerbrød og en Cigar, og i Aften vanker der ligeledes Kaffe''.

== Aftenen i Vejle ==
Folkebladet berettede endvidere den 15. maj, at jubilæumsfestlighederne sikkert ville vare til langt ud på natten. ''Restauranterne har Lov til at lukke Gæster ind efter Kl. 24, og mange vil sikkert benytte sig af det. Soldaterforeningerne samles Kl. 21 paa Banegaardspladsen og marcerer i Procession til den gamle Sportsplads, hvor der bliver Baal''. Efter dette festede forsvarsbrødrene i [[Håndværkerforeningen]]. Folkebladet udtrykte et lønligt håb om, at vejret bare ville holde, ''og maaske endda alligevel, gaar Vejle en stor Aften i Møde''.

== Jubilæums-tokronerne revet væk ==
Den 14. maj skrev Vejle Amts Folkeblad om de såkaldte jubilæums-tokroner. Bankerne i Vejle havde fået mindre beholdninger end bestilt, og salget af disse var derfor hurtigt overstået. ''Efterspørgslen var usædvanlig stor, og da man saavel i Andelsbanken som i Landmandsbanken og [[Vejle Bank]] havde modtaget langt færre Tokrone-Stykker, end der var bestilt, varede det ikke længe, før alt var udsolgt. Endnu to Steder, hvor der solgtes Jubilæums-Tokronere, nemlig paa Toldboden og paa Amtsstuen, det sidste Sted forbeholdt Tjenestemænd, gjorde det samme sig gældende''. Folkebladet mente dog ikke, at dette forhold var særlig overraskende, eftersom der til fordeling over hele landet kun var udmøntet 100.000 kr. mod 200.000 kr. ved Christian 10.s 60-års fødselsdag i 1930.

== Kongen og den danske mentalitet ==
Folkebladets leder den 15. maj 1937 med den simple overskrift "Kongen" omhandlede følgelig regeringsjubilæet, som blev behørigt fejret efter den særegne, danske mentalitet. ''Vi Danske holder os helst paa det jævne. Vort Sind er ikke indstillet paa de store Gestus og det højtravende, der let faar en falsk Klang i vore Ører''. Denne grundindstilling til tilværelsen blev også artikuleret i forhold til kongemagten. ''Vi kan ikke svinge os op paa de Højder af Begejstring, hvormed undertiden andre Lande hylder deres Monarker eller Diktatorer, men til Gengæld er vor Hengivenhed saa af en varigere Natur''. Monarken og monarkiet som statsform var for den danske nation det samlende symbol, båndet, ''der binder os sammen uden Hensyn til politiske Partiuenigheder og vore daglige Stridigheder og Kævlerier''. Kongen er den store generalnævner for folket, og som følge heraf fejres hans regeringsjubilæum af en befolkning, ''der er enigt om at hylde ham og takke ham for de svundne femogtyve Aar''. Kong Christian følte sig ifølge lederen ikke som folkets herre, men som dets tjener, og han havde trofast tjent sit land i sin regeringstid. ''Derfor har Spørgsmaalet om Republik aldrig været for Alvor aktuelt i Danmark, skønt de rullende Kongekroner i Europa jo ogsaa har bevirket, at Ultra-Demokrater har bragt Spørgsmaalet paa Bane herhjemme''. Modsat øvrige dele af Europa var selv glødende republikanere, ifølge lederen, på det rene med, at monarkiet var den bedste, danske statsform. Monarkiet havde i de sidste kvarte århundrede vist sit værd i krigens vanskelige år (1. verdenskrig 1914-18) og i Genforeningsdagene i 1920. Et tysk blad skrev i anledning af jubilæet, at kong Christian 10. var en folkekonge i Danmark. Der var rigtigt set ud fra lederens synsvinkel. ''Han er ikke valgt af Folket, men han har forstaaet at gøre sig afholdt, saa vi alle føler, at han er hele Folkets Repræsentant, en virkelig Folkekonge''.

== Radiotransmissionen ==
Tirsdag den 18. maj kritiserede Vejle Amts Folkeblads leder radiotransmissionen af regeringsjubilæet. Under overskriften "Efter Jubilæet" blev speakeren i radioen sablet ned for sin ualmindelig dårlige reportage fra begivenhedens forskellige arrangementer. Indledningen til mødet i Rigsdagen blev karakteriseret som håbløs intetsigende. ''Han gentog et Par Gange, at der saa helt anderledes ud end til daglig. Som om Lytterne blev klogere af det! Hvor mange af Danmarks Lyttere tror Hr. Carstensen mon kender den danske Rigsdag ud og ind, saa de ved, hvorledes er ser ud til daglig''. Skildringen af fakkeltoget lørdag aften var tillige ifølge lederen banal. Dog roste lederskribenten radioen for udsendelsen søndag aften. Udsendelsen var en radio-kavalkade af Danmarkshistoriens sidste 25 år. ''Det er én af de allerbedste danske Radioudsendelser, vi har hørt''. Den teknologiske udvikling havde i 1930'erne nået så vidt, at rene Københavner-begivenheder nu i kraft af radioen også kunne kommenteres ude i provinsen, vest for Valby Bakke. Denne udvikling blev naturligvis kun forstærket af fjernsynets gennembrud som medie i 1960'erne.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1937
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998

[[Kategori:Andet]]

Rubinjubilæum i Vejle 1903

2012-02-29T13:49:12Z

MVeh123:

Den 15. november 1903 havde kong Christian 9. 40-års regeringsjubilæum. I de fire årtier landets første glücksborgske monark sad på den danske trone, havde Danmark som nation gennemgået en rig udvikling. Jubilæet blev naturligvis markeret i København, men også i en provinskøbstad som Vejle så man tilbage på de 40 år, der for alvor ændrede Danmarks stilling både indadtil og udadtil. Regeringsjubilæet i 1903 gav anledning til at gøre status over Christian 9.s virke som dansk konge. Den gamle, 85-årige enkemand var ved sit rubinjubilæum blevet en national institution, ikke mindst grundet sin lange regeringstid.

== Kongens baggrund ==
[[Vejle Amts Folkeblad]] brugte regeringsjubilæet som en anledning til at se tilbage på kongens liv, der strakte sig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Lørdag den 14. november 1903 fyldte et portræt af kongen forsiden på dagbladet med en tilhørende flerkolonners tekst. Avisen mente ikke, at vi danskere var ''til Sinds paa højbenet "Dannersprog" at synge "Skjoldungen" en Højsang og tillægge ham guddommelige Dyder, som Smigrere gjorde i Enevældens Tid''. At holde kongen uden for politisk omtale harmonerede snarere med den nationale skik, mente Vejle-avisen. Eftersom monarken dog er ''en saa betydningsfuld Magt i vort Folkeliv – vort Folks Selvstændighed og Selvbestemmelsesret udadtil er jo repræsenteret af Kongen, og han har delvis lovgivende og heltud den udøvende Magt i vort Land – maa det menige Folk have et billigt Krav paa at høre noget om sin Konges Levnedsløb og private Liv ved særlige Lejligheder''. Venstreavisen definerer således entydigt statsoverhovedets rolle ud fra grundlovens ånd og bogstav. Partiet Venstre havde lige siden sin dannelse som organisation i 1870 kæmpet for den i deres øjne demokratiske junigrundlov af 1849 imod forfatningsrevisionen af 1866. Den næste junigrundlov blev efter mange års forhandlinger en realitet i 1915.
Christian 9. blev født den 8. april 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Kongen hørte til den ene af de to dominerende hertugslægter i Slesvig-Holsten som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Udover glücksborgerne var der tillige augustenborgerne; begge hertugslægter havde deres ophav i og fortsat tætte familiære bånd til den danske, oldenborgske kongeslægt. Christian 9. var således efterkommer af både Christian 3.s søn hertug Hans den Yngre og oldebarn af Frederik 5. På trods af disse slægtsmæssige forbindelser stod der på ingen måde skrevet over den lille prins' vugge, at han en dag skulle blive Danmarks konge. Christian 9. havde som prins af Glücksborg dybe rødder i helstatens dansk-tyske fælleskultur. For ham at se var det forhold, at danskere og tyskere af nationalitet levede sammen i den samme stat med et fælles overhoved i kongen i København, ikke nogen nævneværdig kuriositet. Helstaten bestod efter 1814-15 foruden kongeriget Danmark også af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Den unge prins Christians verdensbillede brød derfor utvivlsomt sammen med den første slesvigske krig, Treårskrigen 1848-50, der delvis var en borgerkrig indenfor den dansk-tyske helstat. Dette blev tydeligst eksemplificeret i prinsens egen familie, da hans tre ældre brødre kæmpede for den slesvig-holstenske hær. Som officer i Hestgarden stod prins Christian på den danske side. Under krigen, skriver Vejle Amts Folkeblad, lå han i kvarter her på egnen, i Hedensted og Hvejsel. Under [[troppeparaden på Lerbæk Mark 1848]] ''holdt han forrest med sin stolte Garde''. Senere fastslås det, at ''Prins Kristian havde valgt den gode Del, var paa rette Side''.
Andetsteds skriver dagbladet, at lønnen for hans troskab mod Danmark skulle blive en kongekrone. Det er imidlertid et stærkt problematisk udsagn, eftersom det officielt ved valget af prins Christian til dansk tronfølger i 1853 hed sig, at det var af dynastiske årsager man valgte ham. Regeringen skelede ikke til hans nationale stilling. Det nationalliberale dagblad Fædrelandet kritiserede da også tronfølgeren, fordi hans brødre havde kæmpet for fjenden. Overfor sin kabinetssekretær, J. P. Trap, fastslog kongen selv mange år senere, at det udelukkende var pga. den dynastiske placering, at valget endte med at falde på ham.

== Frederik 7. som folkets velgører ==
13 år gammel rejste prins Christian fra Glücksborg Slot ved Flensborg til København, hvor hans moster og onkel, dronning Marie Sophie Frederikke og kong Frederik 6., stod parat til at tage sig af det faderløse barn. Den gamle konge fattede hurtigt sympati for prinsen, og han så i ham den søn, han aldrig selv havde fået. Ifølge Vejle Amts Folkeblad stod den unge prins Christian i Frederik 6.s øjne ''som et lysende Modbillede til Svigersønnen Frederik 7., der helst bevægede sig blandt jævne Folk og tit stødte Hoffet ved sit ufine Væsen''. Ifølge folkebladet kunne prins Christian hverken efter sin natur eller sin opdragelse ''blive "folkelig" som Prins Frederik''. Han elskede det gamle kongepar, ''endnu hænger deres legemsstore Billeder i Kongens Privatværelse paa Amalienborg''. Ud fra ovenstående synes dagbladet at køre efter den samme linie som 15 år forinden ved kongens 25-års regeringsjubilæum i 1888 ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Her blev Frederik 7. og Christian 9. som konger trukket op som hinandens diametrale modsætninger. Hvor den første nød udbredt folkelig velvilje, så bar kong Christian så meget desto mere præg af at være en autoritær, enevældig monark.

Under overskriften "Prins af Danmark" fremtræder tonen om forholdet mellem de to regenter dog i et noget andet lys. ''Det store Barn "Folket" er tilbøjeligt til – nu som i Sagntiden – at give Kongen Æren for gode Tider og Skammen for onde. Frederik den Syvende havde det Held, at han straks ved sin Tronbestigelse kunde give Folket Friheden i knuget og skuddet Maal – det Held, at hans Hær vandt Sejr over den overmægtige Fjende''. Frederik 7.s regeringstid var kendetegnet ved, at himlen smilte til Dannevang, mente Vejle Amts Folkeblad. Den nye folkefrihed affødte det ene gode initiativ efter andet og landet gav rigelig afgrøde. ''Hvad Under, at han under dette voksede til en folkelig Halvgud, en Sagnkonge!''. Hans menneskelige skrøbeligheder blev dækket ind under kærlighedens kåbe, og hans forfejlede sønderjyske politik overså man.
Frederik 7.s gode eftermæle som Danmarks førstemand skildres i Vejle Amts Folkeblad i 1903 som historisk betinget, og som i vidt omfang hvilende på noget så vakkelvorn som held. Denne karakteristik står i skarp kontrast til beskrivelsen i 1888, hvor det gode navn og rygte alene tilskrives Frederik 7.s ægte interesse for sit land (modsat Christian 9.). Hvad var der sket i de 15 år?

== Forfatningskampens endeligt ==
Forfatningskampen blev som politisk konflikt i Danmarks historie afsluttet etapevis. I 1894 gik konseilspræsident J. B. S. Estrup af efter 19 år som regeringsleder. Han havde om nogen været symbolet på den hårde kurs, som Højre-regeringerne førte overfor venstreoppositionen i Folketinget. Tokammersystemet med Folketinget og Landstinget var gået i hårdknude. Årsagen hertil var først og fremmest, at der ikke fandtes nogen nedskrevne forholdsregler for, hvordan man skulle agere i tilfælde af forskellige politiske flertal i de to kamre. Dette var blevet en realitet efter grundlovsrevisionen i 1866, der gav et konservativt flertal af godsejere og embedsmænd i Landstinget og i 1872 fik bondepartiet Venstre flertal i Folketinget. Højre-regeringerne fortsatte imidlertid med henvisning til de to tings ligestilling i lovgivningen, og regeringen skulle derfor ikke blot baseres på Folketingets sammensætning, sådan som Venstregrupperne krævede. Også efter 1894 og Estrup kørte Højre-regeringerne videre ad samme spor. I 1901 blev folketingsparlamentarismen indført som statsskik med udnævnelsen af den første venstreregering.
Det var en udbredt forestilling, at Christian 9. spillede en aktiv rolle i forfatningskampen, også fordi Højre-regeringerne brugte ham som politisk skydevåben i striden om grundloven. Denne udnyttelse af kongen berører Vejle Amts Folkeblad i sin artikel om kongens 40 år på tronen. ''I Kong Kristians Tid har der været stærke Brydninger mellem de forskellige Samfundslag, en Kamp, som Kongen maa staa uden for eller rettere sagt oven over; en saadan Tid er ikke ufarlig for den gamle Kongekærlighed, som ligger paa Bunden af det danske Folkehjerte, da Partilidenskaben kan gøre Forsøg paa at drage Kongen ind i Partistriden''.
Med reference til [[krigen 1864]], der var en bitter begyndelse på kongegerningen, så har folket og kongen i de 40 år fundet hinanden i fælles virke i modgang og medgang for nationen. Kongen, ''der følte, at det gjaldt Ære og Ret udadtil for 40 Aar siden, han forstod ogsaa i den høje Alder, hvad Folkets Ret krævede''. Dette må være en slet skjult hentydning til "Systemskiftet" i 1901, som afslutningen af forfatningskampen og indførelse af folketingsparlamentarismen er blevet benævnt i eftertidens historieskrivning. I kraft af denne begivenhed kan der ''uden Smiger som uden Vammelhed, tales om den fuldeste og oprigtigste Samstemmighed i Ønskerne for Hs. Majestæts Livsaften, og det ved vi, at disse Ønsker i Morgen vil være lige velmente og lige varme, hvad enten de kommer fra de høje Borge eller fra de smaa Hytter''. Nuanceringen i opfattelsen af Frederik 7. som konge går derved hånd i hånd med en tilsvarende positiv opgradering i bedømmelsen af Christian 9.

== Tiden 1863-1903 og Europas svigerfar ==
Vejle Amts Folkeblad gjorde status over de 40 år ved at erklære i sit portræt af kongens virke, at vi alle i 1903 står ''med Følelsen af, at Velsignelsens Magt har ligget over Landet siden 1864, at her er bødet paa mangen Fortidsbrøst og lagt Sæd til god Høst i Fremtiden, at Folkemængden er tiltaget stærkt og bor bedre, klæder sig bedre, faar bedre Føde og mere Oplysning end i tidligere Tider''. Denne udlægning af perioden kan meget godt sammenfattes under tidens mantra med "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Bonde-, arbejder-, husmands-, andels- og højskolebevægelsen er nogle af de sociale, kulturelle, politiske og økonomiske strømninger, der i slutningen af 1800-tallet var et led i det danske samfunds folkelige og demokratiske mobilisering fra top til bund. Med reference til hovedstadsbladet, Berlingske Tidende, skriver Vejle Amts Folkeblad tirsdag den 17. november, at folketallet fra 1863-1903 er steget fra godt halvanden million til 2,5 mio. mennesker. Hen imod trefemtedele af det tabte land i 1864 er vundet ind som følge af opdyrkningen af den jyske hede. At venstrebladet referer til det konservative hovedorgan vidner også om den nationale konsensus, der herskede i vurderingen af kong Christian 9.s lange regeringstid.
Syd for Kongeågrænsen af 1864 blev jubilæet også markeret. Folkebladet skriver herom, at ''i Sønderjylland, som stod under Kong Kristian en stakket Stund, og hvor endnu mange Tusinder lever i Længsel efter igen at kunne kalde ham deres rette Herre og Konge''. Sårfeberen af 1864 var stadig latent i den danske befolkning. Det blev Christian 9.s barnebarn, Christian 10., der i 1920 med sit symbolske ridt over den gamle grænse ved Christiansfeld angav indlemmelsen af Nordslesvig i det danske kongerige (Genforeningen).
Christian 9. efterfulgte sin halvfætter, den barnløse oldenborger Frederik 7. (konge 1848-63). Positionen som den første glücksborger bevirkede tillige, at hans liv og karakter var af ''en særegen Interesse'', ifølge folkebladet. Kongen fik i sin tid som regent prædikat af "Europas svigerfar". Dette tilnavn skyldes frem for alt, at to af hans døtre giftede sig med den britiske og russiske tronfølger, og hans søn Vilhelms valg til græsk konge i 1863. Denne baggrund var velkendt i den danske offentlighed, og medvirkede sikkert til en forbedring af hans almindelige omdømme. Vejle Amts Folkeblad mente, at lyset ved jubilæet ikke blot falder ''over vort Kongehus, men ogsaa over Ruslands, Englands, Grækenlands og muligvis flere Landes Kongehuse''.

== Et historisk jubilæum ==
Christian 9.s 40-års regeringsjubilæum var historisk set en flot bedrift af en dansk monark. Venstreavisen formulerede det på denne måde: ''Det er nu heller ikke noget almindeligt, at en Konge sidder paa Kongestol i 40 Aar og naar saa høj en Alder. Vi kender vore Konger 900 Aar tilbage; i den Tid har kun én – Kristian den Fjerde – siddet længere paa Tronen, og ikke én har naaet Kristian den Niendes Alder''. Christian 9. er til vore dage forblevet den længstlevende danske konge nogensinde. Han døde i januar 1906, 87 år gammel og efter godt 42 års regeringstid. Det var dog ikke kun Christian 4. (konge 1588-1648), der ved 40-års jubilæet havde siddet længere tid på den danske trone. Både Erik 7. af Pommern (konge 1396-1439) og Christian 7. (konge 1766-1808) var danske monarker i mere end 40 år. I 2012 kan Christian 9.s tipoldebarn, Margrethe 2., fejre sit 40-års regeringsjubilæum.

== P. Th. Madsens hyldest ==
I anledning af regeringsjubilæet afsendte Vejle byråd et telegram den 15. november, som blev trykt i Vejle Amts Folkeblad dagen efter. Beskeden lød: ''Vejle Byraad tillader sig paa Befolkningens Vegne allerunderdanigst at frembære for Deres Majestæt sin undersaatlige Hyldest og Lykønskning og deltager i det danske Folks Tak til Deres Majestæt for fyrretyve Aars Kongegerning til Fædrelandets Hæder og Lykke. Paa Byraadets Vegne Allerunderdanigst P. Th. Madsen, Borgmester''. [[Peter Theodor Madsen]] var købstaden Vejles sidste kongevalgte borgmester fra 1895-1919 for partiet Højre. Med kongevalgte menes dog i praksis regeringen, som helt frem til 1901 baserede sig på Højre. Købstædernes ledende embedsmænd følte sig dog sikkert tættere tilknyttet til den til enhver tid siddende konge end senere hen.

== Jubilæet i Vejle ==
Mandag den 16. november 1903 havde Vejle Amts Folkeblad en artikel om jubilæets fejring i byen. Overskriften var "Regeringsjubilæet i Vejle". ''Allerede fra Morgenstunden i Gaar var Byen stærkt flagsmykket''. Om eftermiddagen blev der musiceret på [[Rådhustorvet]], hvor der var forsamlet en del mennesker. ''Da Koncerten var forbi, var der ligefrem Trængsel gennem Strøget, hvor Folk standsede for at tage de oplyste Butikker i Øjesyn. Flere Forretningsfolk havde arrangeret smukke Udstillinger, særlig med Regeringsjubilæet for Øje''. Byens fattige blev også betænkt, idet der uddeltes ekstrahjælp og lemmerne på fattiggården fik ekstraforplejning. Og den 16. fik børnene i [[Dagmarasylet]] et festmåltid.

== Frederik 8.s PR-tur ==
Forbrødringen mellem kongemagten og de jyske venstrebønder blev endeligt cementeret med Christian 9.s søn, Frederik 8.s rundrejse i Jylland i august 1908 ([[Den jyske forbrødringsrejse i Vejle 1908]]). Turen gik blandt andet til regeringslederens hjem i Hee ved Ringkøbing, hvor kongen mødtes med konseilspræsident, venstremanden J. C. Christensen. Forfatningskampen synedes endeligt afsluttet. På trods af Systemskiftet i 1901 kunne Christian 9. grundlæggende aldrig forlige sig med tanken om, at blot fordi man udgjorde et flertal, havde man en naturlig adkomst til den politiske magt. Han var blevet opdraget med den absolutte kongemagts idealer, og ikke efter et moderne, konstitutionelt monarki.
Kort tid efter jubilæet i 1903 fik Vejle besøg af den gamle konges søn og sønnesøn ([[De to prinsers besøg i 1904]]).

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1903
* Vejles Historie, bd. 2: Moderne tider 1786-1970, 1998
* Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 og 12, 1991
* Benito Scocozza: Politikens bog om danske monarker, 1997
* Harald Jørgensen (red.): Geheimeråd J. P. Traps erindringer bind 3 Fra fire kongers tid, G. E. C. Gad, 1966

[[Kategori:Andet]]

Sølvbryllup i mellemkrigstidens Vejle 1923

2012-02-29T13:44:45Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Den 26. april 1923 fejrede Danmarks kongepar, kong Christian 10. og dronning Alexandrine, sølvbryllup. Den kongelige begivenhed blev markeret overalt i landet, således også …'

Den 26. april 1923 fejrede Danmarks kongepar, kong Christian 10. og dronning Alexandrine, sølvbryllup. Den kongelige begivenhed blev markeret overalt i landet, således også i Vejle. Kongeparret kunne i 1923 se tilbage på 25 år som ægtefolk; et kvart århundrede, som på stort set alle felter havde ændret samfundet radikalt. Den mest skelsættende begivenhed havde følgelig været 1. verdenskrig 1914-18 med alle dens følgevirkninger socialt, politisk, økonomisk, kulturelt og ikke mindst mentalitetsmæssigt.

== Brylluppet i 1898 ==
Den 26. april 1898 giftede den 27-årige prins Christian (10.) sig med den da kun 18-årige prinsesse Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin. Brylluppet stod i Cannes i Frankrig. Alexandrines forældre, storhertugparret Friedrich Franz 3. og Anastasia, født storfyrstinde af Rusland, havde levet størstedelen af deres liv i deres Riviera-palæ, Villa Wenden, på grund af storhertugens svagelige helbred. Hertugen døde året før brylluppet i 1897, blot 46 år gammel. Den sørgende enke, Alexandrines mor, ønskede ikke nogen større festivitas i forbindelse med datterens giftermål, så derfor stod brylluppet under relativt beskedne former for en vordende monark i Villa Wenden. Mecklenburg-Schwerin hørte til blandt de nordtyske storhertugdømmer, som Preussens leder Otto von Bismarck havde ladet beholde sin selvstændighed, eftersom storhertugdømmet ikke havde blandet sig i den preussisk-østrigske krig i 1866.
Alexandrine var i 1898 søster til storhertugen, Friedrich Franz 4. af Mecklenburg-Schwerin. I 1905 giftede hendes søster, prinsesse Cecilie, sig med den tyske kronprins Wilhelm, søn af den tyske kejser Wilhelm 2. Parret opnåede aldrig at beklæde den tyske kejsertrone, eftersom det tyske kejserrige og de mange tyske kongeriger, hertugdømmer og storhertugdømmer gik nedenom og hjem ved krigsafslutningen i 1918.

Kong Christian 10. bevarede livet en nær tilknytning til byen Cannes, først og fremmest qua de mange kapsejladser i Middelhavet ([[Rytterkongen til kapsejlads i Vejle 1931]]).

Parret fik to sønner, prins Frederik (9.) i 1899 og prins Knud i 1900, den senere arveprins Knud ([[Valget af tronfølger i Vejle 1953]]). I 1912 blev de landets nye kongepar med Frederik 8.s død.

== Hyldestdigtet ==
Torsdag den 26. april 1923 var sølvbryllupsdagen. Venstrebladet [[Vejle Amts Folkeblad]] markerede dagen ved at bringe et hyldestdigt på fem vers til kongeparret. Digteren var Th. N. Holt. Det første vers lød:

Fra hele Danmarks Rige,
fra Borg til mindste Vraa
en Højtidssang vil stige
og Kongeborgen naa.
Her lyser Bryllupsglæden
saa fager, frydefuld
og gror som Foraarssæden,
der spirer under Muld.

Det sidste vers omhandlede mere konkret kongeparret.

Hvad her kun svagt er folket
for denne Højtidsstund,
istemmer hele Folket
med Hjerte og med Mund:
Gud styrke Daners Konning,
bevare Landero,
Gud skærme Danmarks Dronning
med Kongesønner to!

Hyldestdigte skrevet i anledning af begivenheder i kongehuset var således en stadig levende tradition i 1923, i hvert fald i Vejles folkeblad.

== Sølvbryllupsfejringen i Vejle ==
Vejle Amts Folkeblad bragte en længere notits torsdag den 26. april om markeringen af det kongelige sølvbryllup i Vejle. ''Kongeparrets Sølvbryllup fejres i Dag ved ualmindelig livlig Flagning overalt i Vejle. Byen er saa smukt flagsmykket, som vi ikke mindes at have set den i mange Aar. Fra forskellige Institutioner og Foreninger er der sendt telegrafiske Lykønskninger til Kongeparret''. Derefter opremser og citerer dagbladet en række lykønskninger fra de lokale foreninger og institutioner, hvoraf den første er fra [[Vejle Amtsråd]]. Telegrammet fra amtsrådet lød som gengivet i avisen. ''Deres Majestæter bedes allernaadigst modtage fra Vejle Amtsraad den hjærteligste Gratulation i Anledning af Sølvbrylluppet og de varmeste Ønsker om en lys og lykkelig Fremtid for Deres Majestæter og det kongelige Hus''. Underskrevet allerunderdanigst af amtmand [[Knud Valløe]]. [[Vejle Handelsstandsforening]], [[Vejle Garderforening]] og [[Håndværkerforeningen]] afsendte ligeledes lykønskningstelegrammer til kongeparret. De Danske Forsvarsbrødres lokalafdeling i Vejle sendte tillige pr. telegraf lykønskninger til det kongelige par. ''Selskabet D. F. B., Vejle og Omegn, bringer paa denne for Deres Majestæter saa højtidsfulde Dag, vor underdanigste Hyldest med Ønsket om en lys og lykkelig Fremtid for hele den kongelige Familie''. [[Sønderjysk Forening for Vejle og Omegn]] sendte et telegram, ligesom endelig Fællesrepræsentationen for de danske Sparekasser. ''Deres Majestæter bedes fra Fællesrepræsentationen for de danske Sparekasser allernaadigst modtage den hjerteligste Gratulation i Anledning af Sølvbrylluppet samt de bedste Ønsker om en lys og lykkelig Fremtid for Deres Majestæter og det kgl. Hus''. Underskrevet af formanden for Fællesrepræsentationen for de danske Sparekasser, [[Johannes Schiødt]].

== Fejringen i hovedstaden ==
I København kørte kongeparret i silende regn i åben karet gennem byen. Dette kunne Vejles borgere forvisse sig om i bl.a. Vejle Amts Folkeblads reportage fra hovedstaden, lørdag den 28. april 1923. Overskriften var "De store Sølvbryllups-Festligheder" og underoverskriften "En smuk og vellykket Højtidelighed – trods skyllende Regn". I folkebladets reportage fra festlighederne i København hed det blandt andet, at ''Publikum stod og krøb sammen under et bredt Dække af triste sorte Paraplykupler, som til Dels skjulte Butikernes velmente og festlige Arrangementer i Hvidt og Rødt. Flagene slaskede sammen om Flagstængerne, og friske Farver løb i ubestemmelige Striber ned ad de mange Navneskjolde''. Folkebladet kunne endvidere berette, at de over 1000 udkommanderede politibetjente havde en meget let dag. Vejret satte åbenbart en grænse for de værste udskejelser. ''Der var dog nogle, som Regnen kom slemt paa tværs. Det var Blomsterhandlerne, som paa Gaderne falbød hvide og røde Blomster, der var tænkt anvendt til en Blomsterregn fra Publikum ned over det kongelige Sølvbryllupspar. Blomsterne blev dyngvåde og uegnede til deres Formaal, og Blomsterhandlerne led slemme Tab''. Men folkebladet konkluderede dog til sidst, at trods ''den øsende Regn blev Dagen dog fuld af Fest og Sølvbryllupsstemning over hele Kongens København''.

Om aftenen var der gallataffel på Fredensborg Slot, hvor op imod 100 personer, ministre, repræsentanter for de fremmede diplomater, hæren, flåden og civiletaternes højeste embedsmænd mfl., var indbudte. Vejle Amts Folkeblad fortalte til sine læsere, at ''Der var dækket op paa det festligste. Saaledes var Hovedbordet pyntet med en Rigdom af Blomster, og i Midten stod det mægtige Sølv-Plateau, som danske Godsejere skænkede Christian den Niende til hans Guldbryllup, og som er saa stort, at der skal fire Mænd til at bære det''. Christian 9. og dronning Louises guldbryllup i 1892 havde netop været kendetegnet ved at være århundredets folkefest, der f.eks. manifesterede sig i mængden af gaver ([[Kongeligt guldbryllup i Vejle 1892]]).

== Kronprinsens forlovelse ==
Den 5. marts 1922 forlovede kronprins Frederik (9.) sig i Cannes med prinsesse Olga af Grækenland og Danmark. Prinsesse Olga hørte til de græske glücksborgere, og de to havde fælles oldeforældre i Europas svigerforældre, kong Christian 9. og dronning Louise. Parret, der således var halvfætter og halvkusine, mødtes i middelhavsbyen i forbindelse med kronprinsens besøg hos sin døende mormoder, Anastasia, enken efter storhertug Friedrich Franz 3. Forlovelsen viste sig imidlertid at være mellem to relativt umodne mennesker, kronprinsen var 23 år, prinsesse Olga 19 år. Forbindelsen blev ophævet allerede i september måned 1922. Den brudte forlovelse var umiddelbart en kæmpe skandale for det danske kongehus. Officielt hed det sig, at prinsesse Olga ikke ville konvertere fra den græsk-ortodokse tro til den evangelisk-lutherske kirke. Uofficielt hed det sig omvendt, at prinsesse Olga ikke kunne forlige sig med kronprins Frederiks sømandsvaner. Året efter i 1923 giftede prinsesse Olga sig med prins Paul af Jugoslavien. Begivenheden var et hårdt slag for det danske monarki, og frem for alt for Christian 10. Men kronprins Frederik formåede i kraft af en effektiv krisestyring at håndtere forløbet og få afsluttet forlovelsen på en værdig måde med familien. Forlovelsen i 1922 kan godt udlægges som det første tegn på, at følelser nu også begyndte at spille ind i dynastipolitikken. 1. verdenskrig 1914-18 havde vendt op og med på mangt et forhold i samfundet. De brølende tyvere fremviste en ganske anden moralkodeks for den europæiske offentlighed. Krigen havde endvidere forrykket forholdet mellem kønnene.
Det afgørende var imidlertid, at denne episode ikke blev benævnt med ét ord i Vejle Amts Folkeblads dækning af kongeparrets sølvbryllup, der fandt sted blot et år efter i 1923. Det var dermed lykkedes at holde den brudte forlovelse og dens følelser indenfor kongehusets mure. I tiden efter 1. verdenskrig var det essentielt, at det danske kongehus ikke mistede anseelse i befolkningen efter en række europæiske monarkiers undergang i kølvandet på krigen. Derudover var der også Påskekrisen i 1920 ([[Vejles 600-års købstadsjubilæum i 1927]]), der ikke havde virket befordrende for Christian 10.s popularitet i brede kredse i den danske befolkning. Uagtet at man i selveste Danmark ikke havde taget vejrforholdene i ed, så blev sølvbrylluppet i 1923 atter en festlig og folkelig begivenhed i det danske kongehus.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1923
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Knud J. V. Jespersen: Rytterkongen - et portræt af Christian 10., 2007

[[Kategori:Andet]]

Den jyske forbrødringsrejse i Vejle 1908

2012-02-22T15:05:38Z

MVeh123:

I sommeren 1908 rejste kong Frederik 8., hans dronning Louise (Lovisa) sammen med deres tre yngste børn, 28-årige prinsesse Thyra, 21-årige prins Gustav og 18-årige prinsesse Dagmar til Jylland. Turen kan bedst karakteriseres som en kongelig forbrødringsrejse eller med et mere moderne udtryk en PR-tur for det danske kongehus. Monarkiet havde lidt skade i dele af den danske offentlighed som følge af den langvarige forfatningskamp, der udstak rammerne for det politiske liv og for den politiske udvikling i slutningen af 1800-tallet. Kong Christian 9. blev mere eller mindre ufrivilligt indblandet i denne politiske strid ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Skønt det konstitutionelle monarki formelt var blevet indført med Junigrundloven af 1849 var det stadig en udbredt opfattelse blandt landets politikere, at kongemagten ikke nødvendigvis derfor var totalt isoleret fra den politiske virkelighed og hverdag. Med det såkaldte Systemskifte i 1901 blev folketingsparlamentarismen knæsat som statsskik. Dette havde som sin mest direkte konsekvens, at [[Venstre]] (eller rettere Venstrereformpartiet) dannede regering for første gang. Danmarks konservative godsejere og borgerskabet i byerne med basis i partiet [[Højre]] blev frataget den politiske magt. Nu skulle venstrebønderne sidde i kongens råd, som det blev formuleret i samtiden. Den første regeringsleder blev juraprofessoren J. H. Deuntzer, der knap nok var venstremand. I januar 1905 blev han afløst af den ægte vare i form af J. C. Christensen, der fra 1901 havde været kultusminister og fra 1905-08 konseilspræsident (statsminister).

== J. C. Christensens politiske slagplan ==
J. C. Christensen (1856-1930) var vestjyde om en hals. Han var degn i landsbyen Hee ved Ringkøbing. Dybt rodfæstet i jysk grundtvigsk farvet kristendom blev han med Systemskiftet i 1901 kultusminister, dvs. kirke- og undervisningsminister. I sin tid som kirkeminister fik han gennemført en lov om oprettelse af menighedsråd i 1903. I 1905 blev han endelig regeringens leder (konseilspræsident), hvilket kun yderligere cementerede den politiske transformation. J. C. Christensen var overbevist om, at den skade som kongemagten havde lidt ikke var ubodelig. Derfor måtte kongemagten repræsenteret ved monarken bogstavelig talt gå de jyske venstrebønder i møde ved en rundrejse i hovedlandet. Det danske monarki var i for høj grad blevet identificeret med partiet Højre og havde som følge heraf virket som en splittende og ikke en samlende faktor i samfundslivet. Kongehuset skulle nu i en tid, hvor demokratiet for alvor vandt frem som styreform i Danmark på alle niveauer, etablere eller om man vil reetablere sig som et nationalt samlingssymbol. Denne samlende faktor skulle samtidig være en tydelig indikation af nationens 1000-årige ubrudte eksistens og dermed af den historiske kontinuitet. Sådan lød J. C. Christensens analyse, der kunne realiseres med kongeskiftet i januar 1906. Den nye konge, den 62-årige Frederik 8., bifaldt ideen. Kong Christian 9. ville utvivlsomt have fundet forslaget både teatralsk og nedværdigende, men med den anden glücksborgske monark var det nye tider. Den liberalt indstillede konge begav sig i 1908 ud på den kongelige, jyske forbrødringsrejse, der som en ægte odyssé med klare politiske motiver ikke kendes mage til i Danmarks nyere historie.

== Fredericia og Kolding ==
Tirsdag den 28. juli 1908 begyndte "Kongens Jyllandsrejse", som [[Vejle Amts Folkeblad]] omtaler det særegne foretagne. Onsdag den 29. juli kan folkebladet berette om den første dag i det jyske. Klokken fem om eftermiddagen den 28. ankom kongefamilien til Fredericia og til jysk grund med en ekstrafærge. Konseilspræsident Christensen og kammerherre Bardenfleth var blandt de kongeliges ledsagere i Jylland. Majestæterne blev ved den officielle modtagelse fra 2. færgeleje modtaget med stærke hurraråb. Folkebladet kunne endvidere fortælle om overrækkelse af diverse buketter til de fornemme gæster. Derefter gik turen sydpå til Kolding, hvor byens embedsmænd, byrådet med borgmesteren i spidsen og våbenbrødrene stod opstillet for at hilse på kongen. Borgmester Schjørring bød kongen velkommen til Jylland, og våbenbrødrenes formand, hospitalsforstander Jensen, holdt ligeledes en kort velkomsttale. Selvom rejsen rundt i Jylland i juli-august 1908 ikke indbefattede Vejle, afholdt det følgelig ikke Vejle Amts Folkeblad fra at skrive om begivenheden.

== Askov Højskole ==
Torsdag den 30. juli bragte Vejle Amts Folkeblad en reportage fra Jyllandsturneen med overskriften "Kongeparret i Askov". Det lokale venstredagblad slog tonen an med indledningsvis at beskrive optakten til besøget. ''I det mest straalende Vejr fartede Folk fra nær og fjern mod Askov i Gaar Eftermiddag. Mange kom gaaende og cyklende, og alle hastede mod Askov, dette minderige, naturskønne Sted, som i Gaar havde et særdeles smukt Festpræg. Hundrede af Flag viftede for den sagte Sommervind, og Guirlander saas baade her og der. Ude paa Vejen et lille Stykke fra Skolen samt ved Indkørslen til Skolegaarden, var rejst et Par særdeles smagfulde Æresporte''. Tyve minutter i seks om aftenen den 29. juli ankom kongetoget til Vejen station, hvor stiftamtmand Stemann, Ribe, herredsfoged Christensen, Holsted, og flere andre modtog de kongelige. Herredsfoged Christensen og pastor Richter fra Vejen holdt et par korte taler. Derefter begav de kongelige sig gennem den festsmykkedes stationsby ud til Askov. Klokken halv syv ankom kongevognene til højskolens gård, hvor alle skolens kvindelige elever klædt i hvidt havde taget opstilling i to rækker. Da kongevognen kørte op foran højskolens dør blev der råbt stærke hurraer ifølge folkebladets referat. Forstanderen for Askov Højskole, Jacob Appel, var iført generalsuniform og han tog imod majestæterne. I gymnastiksalen var bordene dækket til mellem 3 og 400 menneske, deriblandt folkehøjskolens egne elever. Der blev holdt mange taler og den ene sang efter den anden blev sunget i denne grundtvigianske højborg. Forstanderen kom i sin tale til kongeparret ind på dels Christian 9.s venlige indstilling til såvel kirken som højskolen. Appel mindede desuden de tilstedeværende om kong Frederik 7.s nære forhold til Rødding Højskole, der var Askov Højskoles forgænger. Skolen blev som den første højskole i verden oprettet i 1844 i Nordslesvig. Med krigen 1864 og tabet af Slesvig rykkede højskolens aktiviteter nord for Kongeåen (fra 1865 Askov Højskole ved Vejen). Frederik 7. besøgte Rødding Højskole i 1854. Jacob Appel berørte tillige højskolens virke i samfundet, idet han anførte, at ''naar der nu var ikke mindre end 70 Højskoler, der aarlig blev besøgt af mellem 8-9000 Elever, saa skyldes det for en stor Del, at Staten havde støttet disse Højskoler uden at binde dem til faste og ensartede Former''. Det liberale danske uddannelsessystem blev fremhævet som en selvstændig værdi, og Appel sluttede med at takke majestæten for statens velvilje overfor skolen. ''Deres Majestæts Nærværelse her i Dag er os en dyrebar Bekræftelse paa, at vi, der arbejder i Folkehøjskolens Tjeneste, vinder Tillid hos Landets Konge. Deres Majestæt Kongen længe leve!''. Efter det nifoldige hurra tog Frederik 8. ordet. Han omtalte Askov Højskole som en af landets fremmeste af slagsen med en undervisning bundende i sand religiøsitet og fædrelandskærlighed. Appels benævnelse af kongens tillid til folkehøjskolen viser reelt det indholdsløse i selv sammes vurdering af Christian 9. og hans venlige stilling til højskolen. Christian 9. forstod sig aldrig på en folkelig bevægelse som højskolebevægelsen. Stemningen i 1908 var imidlertid lagt an i den nationale forbrødringens ånd.
Valgmenighedspræst Helweg, Askov, talte om Grundtvig, kirken og højskolen. Han sluttede med at rette en særskilt tak til dronningen for hendes nærværelse.

== Besøget i Varde, Herning, Struer og Ringkøbing ==
Fredag den 31. juli bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om kongebesøget i købstaden Varde dagen forinden. Tidligt om morgenen indfandt sig landbrugsrepræsentanter, byrådsmedlemmer og embedsmænd på jernbanestationens perron. Alle var klædt i sort. Klokken ti ankom de kongelige til byen. Kongen hilste på de opstillede våbenbrødre. Ifølge folkebladet ønskede kongen at gøre sig bekendt med plantningsforholdene i det vestlige Jylland. Derfor besøgte majestæten den nærliggende Blåbjerg plantage sammen med Ribe Amtsråd, Varde Byråd og flere af amtets sognerådsmedlemmer, alle med hustruer. Den 31. juli var kongefamilien i Herning. Mandag den 3. august 1908 rapporterede folkebladet i Vejle om de kongeliges besøg i Struer og Ringkøbing. I Struer udtalte kongen ifølge dagbladets referat, at det ''har været os en stor Glæde ogsaa at gæste denne By og gæste de kære Vestjyder. Vor Rejses Maal er jo at slutte Pagt med alle Dem heroppe og at møde Dem med Tillid, og jeg haaber ogsaa, at alle her vil møde mig med Tillid, saaledes at vi kan bringe vort Fædreland og det danske Folk Lykke og Held. Det var i 1865, efter det for os saa ulykkelige Aar, at jeg sidste Gang var her med min dyrebare Fader; den Gang lærte jeg Vestjydernes Trofasthed at kende, Trofastheden mod Konge og Fædreland''.

== Besøget i Hee ==
Søndag den 2. august var rejsens højdepunkt, da de kongelige besøgte konseilspræsident J. C. Christensen i hans hjem i landsbyen Hee. Uden for regeringslederens hjem var der rejst en æresport, og sognerådsformand, husmand Mogens Jakobsen bød de kongelige velkommen. Ved æresporten blev der afsunget en lejlighedssang for kongeparret. Kongen talte for konseilspræsident J. C. Christensen. ''Jeg føler Trang til at sige, at jeg ved, at den Mand, der staar ved min Side, nyder denne Befolknings Tillid. Jeg takker for de smukke Timer, vi i Dag har tilbragt i hans Hjem, og jeg takker ham ogsaa paa min Faders Vegne for den Tid, da han var som en Bro mellem Folket og Kongen'' (Vejle Amts Folkeblad tirsdag den 4. august). Politisk og konstitutionelt befandt Danmark sig således i 1908 i en gunstig situation med en stor grad af overensstemmelse mellem statsoverhovedet og regeringschefen. Til sidst i sin tale udtrykte kongen det parlamentarisk set angribelige ønske om fortsat længe at have J. C. Christensen ved sin side som konseilspræsident. Parlamentarismen havde endnu ikke for alvor slået rod i folks bevidsthed. Først året efter i 1909 blev denne statsskik for første gang praktiseret ved en afstemning i tinget den 28. oktober, der væltede venstreregeringen Holstein-Ledreborg. I 1953 blev parlamentarismen grundlovsfæstet med den nye grundlov ([[Valget af tronfølger i Vejle 1953]]).

Onsdag den 5. august skrev folkebladet om de kongeliges besøg i Holstebro, Lemvig og Bovbjerg.

== Kongens rejse ==
Onsdag den 19. august gjorde Vejle Amts Folkeblad status over den kongelige rundrejse i Jylland ved at trykke et interview med konseilspræsident J. C. Christensen. Interviewet blev givet til broderorganet, venstreavisen Aalborg Amtstidende, der stod under redaktion af J. C. Christensens politiske ven og allierede, Vilhelm Lassen. Ifølge regeringslederen havde hverken kongen eller dronningen været plaget af træthed, ''men tværtimod taget alle Dagens Besværligheder med godt Humør, hvorved de ogsaa har gjort Rejsen let for Rejseselskabet''. Dagbladet spurgte ind til hans politiske modstandere, der fremførte, at rejsen var et propagandanummer for regeringens forsvarspolitik. Netop forsvarspolitikken var i disse år stærkt omstridt. J. C. Christensen benægtede hårdnakket, at han politisk skjulte sig bag kongen. ''Kongen bør staa uden for Partierne og uden for Partiernes Stridigheder, og det ønsker han ogsaa selv. De vil have lagt Mærke til, at han i sine Taler omhyggelig har undgaaet at tage Parti. Han har stedse fremhævet det samlende: Fædrelandet, Arbejdet, Minderne osv., men aldrig det splittende og skillende''. Ifølge J. C. Christensen havde rejsens formål alene været ''Kongens Ønske om at lære sit Folk ret at kende, og det synes jeg er fuldt berettiget i vor demokratiske Tid''. Som konklusion for rejsen mente han, at den havde ''styrket Baandet mellem Kongen og Folket, og dette anser jeg at være af væsentlig Betydning for vort Folks og Lands Fremtid''.

== Alberti-skandalen ==
Den 8. september 1908 meldte forhenværende justitsminister Peter Adler Alberti sig til politiet og erkendte bedrageri og falsk for op imod 25 mio. kr. En astronomisk sum i datiden. Allerede i juli 1908 havde J. C. Christensen ladet sin minister fyre pga. de vedholdende rygter om økonomisk kriminalitet. I forbindelse med Systemskiftet i 1901 var Alberti blevet udnævnt til justitsminister. Han var kendt for at tilhøre højrefløjen i Venstrereformpartiet. En af de bedragne for Alberti var Den sjællandske Bondestands Sparekasse, der den 9. september indstillede sine betalinger. I 1910 blev Alberti for en rigsret idømt otte års tugthus. Skandalen var et voldsomt slag for regeringen og for J. C. Christensen personligt. Kong Frederik 8. følte sig også ramt, idet han så utvetydigt havde fæstet sin lid til regeringen. Den 12. september 1908 trådte J. C. Christensen tilbage som konseilspræsident, og en måned senere dannedes en ny regering under ledelse af Niels Neergaard fra det moderate venstre. Alberti-skandalen dannede en sørgelig afslutning på den kongelige charmeoffensiv i det jyske. Rejsens formål var dog i det store og hele nået: en ny forening mellem kongemagten og bondebevægelsen, og dermed som helhed for de folkelige bevægelser i Danmark, der med arbejderbevægelsen senere i 1900-tallet skulle tage over politisk efter Venstre.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1908
* Malin Lindgren: Europas svigerbørn, 1996
* Steffen Christensen: Politikens bog om det 20. århundrede - hvad skete hvornår år for år, 2000

[[Kategori:Andet]]

Den jyske forbrødringsrejse i Vejle 1908

2012-02-22T14:59:55Z

MVeh123: Oprettede siden med 'I sommeren 1908 rejste kong Frederik 8., hans dronning Louise (Lovisa) sammen med deres tre yngste børn, 28-årige prinsesse Thyra, 21-årige prins Gustav og 18-årige prinses…'

I sommeren 1908 rejste kong Frederik 8., hans dronning Louise (Lovisa) sammen med deres tre yngste børn, 28-årige prinsesse Thyra, 21-årige prins Gustav og 18-årige prinsesse Dagmar til Jylland. Turen kan bedst karakteriseres som en kongelig forbrødringsrejse eller med et mere moderne udtryk en PR-tur for det danske kongehus. Monarkiet havde lidt skade i dele af den danske offentlighed som følge af den langvarige forfatningskamp, der udstak rammerne for det politiske liv og for den politiske udvikling i slutningen af 1800-tallet. Kong Christian 9. blev mere eller mindre ufrivilligt indblandet i denne politiske strid ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Skønt det konstitutionelle monarki formelt var blevet indført med Junigrundloven af 1849 var det stadig en udbredt opfattelse blandt landets politikere, at kongemagten ikke nødvendigvis derfor var totalt isoleret fra den politiske virkelighed og hverdag. Med det såkaldte Systemskifte i 1901 blev folketingsparlamentarismen knæsat som statsskik. Dette havde som sin mest direkte konsekvens, at [[Venstre]] (eller rettere Venstrereformpartiet) dannede regering for første gang. Danmarks konservative godsejere og borgerskabet i byerne med basis i partiet [[Højre]] blev frataget den politiske magt. Nu skulle venstrebønderne sidde i kongens råd, som det blev formuleret i samtiden. Den første regeringsleder blev juraprofessoren J. H. Deuntzer, der knap nok var venstremand. I januar 1905 blev han afløst af den ægte vare i form af J. C. Christensen, der fra 1901 havde været kultusminister og fra 1905-08 konseilspræsident (statsminister).

== J. C. Christensens politiske slagplan ==
J. C. Christensen (1856-1930) var vestjyde om en hals. Han var degn i landsbyen Hee ved Ringkøbing. Dybt rodfæstet i jysk grundtvigsk farvet kristendom blev han med Systemskiftet i 1901 kultusminister, dvs. kirke- og undervisningsminister. I sin tid som kirkeminister fik han gennemført en lov om oprettelse af menighedsråd i 1903. I 1905 blev han endelig regeringens leder (konseilspræsident), hvilket kun yderligere cementerede den politiske transformation. J. C. Christensen var overbevist om, at den skade som kongemagten havde lidt ikke var ubodelig. Derfor måtte kongemagten repræsenteret ved monarken bogstavelig talt gå de jyske venstrebønder i møde ved en rundrejse i hovedlandet. Det danske monarki var i for høj grad blevet identificeret med partiet Højre og havde som følge heraf virket som en splittende og ikke en samlende faktor i samfundslivet. Kongehuset skulle nu i en tid, hvor demokratiet for alvor vandt frem som styreform i Danmark på alle niveauer, etablere eller om man vil reetablere sig som et nationalt samlingssymbol. Denne samlende faktor skulle samtidig være en tydelig indikation af nationens 1000-årige ubrudte eksistens og dermed af den historiske kontinuitet. Sådan lød J. C. Christensens analyse, der kunne realiseres med kongeskiftet i januar 1906. Den nye konge, den 62-årige Frederik 8., bifaldt ideen. Kong Christian 9. ville utvivlsomt have fundet forslaget både teatralsk og nedværdigende, men med den anden glücksborgske monark var det nye tider. Den liberalt indstillede konge begav sig i 1908 ud på den kongelige, jyske forbrødringsrejse, der som en ægte odyssé med klare politiske motiver ikke kendes mage til i Danmarks nyere historie.

== Fredericia og Kolding ==
Tirsdag den 28. juli 1908 begyndte "Kongens Jyllandsrejse", som [[Vejle Amts Folkeblad]] omtaler det særegne foretagne. Onsdag den 29. juli kan folkebladet berette om den første dag i det jyske. Klokken fem om eftermiddagen den 28. ankom kongefamilien til Fredericia og til jysk grund med en ekstrafærge. Konseilspræsident Christensen og kammerherre Bardenfleth var blandt de kongeliges ledsagere i Jylland. Majestæterne blev ved den officielle modtagelse fra 2. færgeleje modtaget med stærke hurraråb. Folkebladet kunne endvidere fortælle om overrækkelse af diverse buketter til de fornemme gæster. Derefter gik turen sydpå til Kolding, hvor byens embedsmænd, byrådet med borgmesteren i spidsen og våbenbrødrene stod opstillet for at hilse på kongen. Borgmester Schjørring bød kongen velkommen til Jylland, og våbenbrødrenes formand, hospitalsforstander Jensen, holdt ligeledes en kort velkomsttale. Selvom rejsen rundt i Jylland i juli-august 1908 ikke indbefattede Vejle, afholdt det følgelig ikke Vejle Amts Folkeblad fra at skrive om begivenheden.

== Askov Højskole ==
Torsdag den 30. juli bragte Vejle Amts Folkeblad en reportage fra Jyllandsturneen med overskriften "Kongeparret i Askov". Det lokale venstredagblad slog tonen an med indledningsvis at beskrive optakten til besøget. ''I det mest straalende Vejr fartede Folk fra nær og fjern mod Askov i Gaar Eftermiddag. Mange kom gaaende og cyklende, og alle hastede mod Askov, dette minderige, naturskønne Sted, som i Gaar havde et særdeles smukt Festpræg. Hundrede af Flag viftede for den sagte Sommervind, og Guirlander saas baade her og der. Ude paa Vejen et lille Stykke fra Skolen samt ved Indkørslen til Skolegaarden, var rejst et Par særdeles smagfulde Æresporte''. Tyve minutter i seks om aftenen den 29. juli ankom kongetoget til Vejen station, hvor stiftamtmand Stemann, Ribe, herredsfoged Christensen, Holsted, og flere andre modtog de kongelige. Herredsfoged Christensen og pastor Richter fra Vejen holdt et par korte taler. Derefter begav de kongelige sig gennem den festsmykkedes stationsby ud til Askov. Klokken halv syv ankom kongevognene til højskolens gård, hvor alle skolens kvindelige elever klædt i hvidt havde taget opstilling i to rækker. Da kongevognen kørte op foran højskolens dør blev der råbt stærke hurraer ifølge folkebladets referat. Forstanderen for Askov Højskole, Jacob Appel, var iført generalsuniform og han tog imod majestæterne. I gymnastiksalen var bordene dækket til mellem 3 og 400 menneske, deriblandt folkehøjskolens egne elever. Der blev holdt mange taler og den ene sang efter den anden blev sunget i denne grundtvigianske højborg. Forstanderen kom i sin tale til kongeparret ind på dels Christian 9.s venlige indstilling til såvel kirken som højskolen. Appel mindede desuden de tilstedeværende om kong Frederik 7.s nære forhold til Rødding Højskole, der var Askov Højskoles forgænger. Skolen blev som den første højskole i verden oprettet i 1844 i Nordslesvig. Med krigen 1864 og tabet af Slesvig rykkede højskolens aktiviteter nord for Kongeåen (fra 1865 Askov Højskole ved Vejen). Frederik 7. besøgte Rødding Højskole i 1854. Jacob Appel berørte tillige højskolens virke i samfundet, idet han anførte, at ''naar der nu var ikke mindre end 70 Højskoler, der aarlig blev besøgt af mellem 8-9000 Elever, saa skyldes det for en stor Del, at Staten havde støttet disse Højskoler uden at binde dem til faste og ensartede Former''. Det liberale danske uddannelsessystem blev fremhævet som en selvstændig værdi, og Appel sluttede med at takke majestæten for statens velvilje overfor skolen. ''Deres Majestæts Nærværelse her i Dag er os en dyrebar Bekræftelse paa, at vi, der arbejder i Folkehøjskolens Tjeneste, vinder Tillid hos Landets Konge. Deres Majestæt Kongen længe leve!''. Efter det nifoldige hurra tog Frederik 8. ordet. Han omtalte Askov Højskole som en af landets fremmeste af slagsen med en undervisning bundende i sand religiøsitet og fædrelandskærlighed. Appels benævnelse af kongens tillid til folkehøjskolen viser reelt det indholdsløse i selv sammes vurdering af Christian 9. og hans venlige stilling til højskolen. Christian 9. forstod sig aldrig på en folkelig bevægelse som højskolebevægelsen. Stemningen i 1908 var imidlertid lagt an i den nationale forbrødringens ånd.
Valgmenighedspræst Helweg, Askov, talte om Grundtvig, kirken og højskolen. Han sluttede med at rette en særskilt tak til dronningen for hendes nærværelse.

== Besøget i Varde, Herning, Struer og Ringkøbing ==
Fredag den 31. juli bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om kongebesøget i købstaden Varde dagen forinden. Tidligt om morgenen indfandt sig landbrugsrepræsentanter, byrådsmedlemmer og embedsmænd på jernbanestationens perron. Alle var klædt i sort. Klokken ti ankom de kongelige til byen. Kongen hilste på de opstillede våbenbrødre. Ifølge folkebladet ønskede kongen at gøre sig bekendt med plantningsforholdene i det vestlige Jylland. Derfor besøgte majestæten den nærliggende Blåbjerg plantage sammen med Ribe Amtsråd, Varde Byråd og flere af amtets sognerådsmedlemmer, alle med hustruer. Den 31. juli var kongefamilien i Herning. Mandag den 3. august 1908 rapporterede folkebladet i Vejle om de kongeliges besøg i Struer og Ringkøbing. I Struer udtalte kongen ifølge dagbladets referat, at det ''har været os en stor Glæde ogsaa at gæste denne By og gæste de kære Vestjyder. Vor Rejses Maal er jo at slutte Pagt med alle Dem heroppe og at møde Dem med Tillid, og jeg haaber ogsaa, at alle her vil møde mig med Tillid, saaledes at vi kan bringe vort Fædreland og det danske Folk Lykke og Held. Det var i 1865, efter det for os saa ulykkelige Aar, at jeg sidste Gang var her med min dyrebare Fader; den Gang lærte jeg Vestjydernes Trofasthed at kende, Trofastheden mod Konge og Fædreland''.

== Besøget i Hee ==
Søndag den 2. august var rejsens højdepunkt, da de kongelige besøgte konseilspræsident J. C. Christensen i hans hjem i landsbyen Hee. Uden for regeringslederens hjem var der rejst en æresport, og sognerådsformand, husmand Mogens Jakobsen bød de kongelige velkommen. Ved æresporten blev der afsunget en lejlighedssang for kongeparret. Kongen talte for konseilspræsident J. C. Christensen. ''Jeg føler Trang til at sige, at jeg ved, at den Mand, der staar ved min Side, nyder denne Befolknings Tillid. Jeg takker for de smukke Timer, vi i Dag har tilbragt i hans Hjem, og jeg takker ham ogsaa paa min Faders Vegne for den Tid, da han var som en Bro mellem Folket og Kongen'' (Vejle Amts Folkeblad tirsdag den 4. august). Politisk og konstitutionelt befandt Danmark sig således i 1908 i en gunstig situation med en stor grad af overensstemmelse mellem statsoverhovedet og regeringschefen. Til sidst i sin tale udtrykte kongen det parlamentarisk set angribelige ønske om fortsat længe at have J. C. Christensen ved sin side som konseilspræsident. Parlamentarismen havde endnu ikke for alvor slået rod i folks bevidsthed. Først året efter i 1909 blev denne statsskik for første gang praktiseret ved en afstemning i tinget den 28. oktober, der væltede venstreregeringen Holstein-Ledreborg. I 1953 blev parlamentarismen grundlovsfæstet med den nye grundlov ([[Valget af tronfølger i Vejle 1953]]).

Onsdag den 5. august skrev folkebladet om de kongeliges besøg i Holstebro, Lemvig og Bovbjerg.

== Kongens rejse ==
Onsdag den 19. august gjorde Vejle Amts Folkeblad status over den kongelige rundrejse i Jylland ved at trykke et interview med konseilspræsident J. C. Christensen. Interviewet blev givet til broderorganet, venstreavisen Aalborg Amtstidende, der stod under redaktion af J. C. Christensens politiske ven og allierede, Vilhelm Lassen. Ifølge regeringslederen havde hverken kongen eller dronningen været plaget af træthed, ''men tværtimod taget alle Dagens Besværligheder med godt Humør, hvorved de ogsaa har gjort Rejsen let for Rejseselskabet''. Dagbladet spurgte ind til hans politiske modstandere, der fremførte, at rejsen var et propagandanummer for regeringens forsvarspolitik. Netop forsvarspolitikken var i disse år stærkt omstridt. J. C. Christensen benægtede hårdnakket, at han politisk skjulte sig bag kongen. ''Kongen bør staa uden for Partierne og uden for Partiernes Stridigheder, og det ønsker han ogsaa selv. De vil have lagt Mærke til, at han i sine Taler omhyggelig har undgaaet at tage Parti. Han har stedse fremhævet det samlende: Fædrelandet, Arbejdet, Minderne osv., men aldrig det splittende og skillende''. Ifølge J. C. Christensen havde rejsens formål alene været ''Kongens Ønske om at lære sit Folk ret at kende, og det synes jeg er fuldt berettiget i vor demokratiske Tid''. Som konklusion for rejsen mente han, at den havde ''styrket Baandet mellem Kongen og Folket, og dette anser jeg at være af væsentlig Betydning for vort Folks og Lands Fremtid''.

== Alberti-skandalen ==
Den 8. september 1908 meldte forhenværende justitsminister Peter Adler Alberti sig til politiet og erkendte bedrageri og falsk for op imod 25 mio. kr. En astronomisk sum i datiden. Allerede i juli 1908 havde J. C. Christensen ladet sin minister fyre pga. de vedholdende rygter om økonomisk kriminalitet. I forbindelse med Systemskiftet i 1901 var Alberti blevet udnævnt til justitsminister. Han var kendt for at tilhøre højrefløjen i Venstrereformpartiet. En af de bedragne for Alberti var Den sjællandske Bondestands Sparekasse, der den 9. september indstillede sine betalinger. I 1910 blev Alberti for en rigsret idømt otte års tugthus. Skandalen var et voldsomt slag for regeringen og for J. C. Christensen personligt. Kong Frederik 8. følte sig også ramt, idet han så utvetydigt havde fæstet sin lid til regeringen. Den 12. september 1908 trådte J. C. Christensen tilbage som konseilspræsident, og en måned senere dannedes en ny regering under ledelse af Niels Neergaard fra det moderate venstre. Alberti-skandalen dannede en sørgelig afslutning på den kongelige charmeoffensiv i det jyske. Rejsens formål var dog i det store og hele nået: en ny forening mellem kongemagten og bondebevægelsen, og dermed som helhed for de folkelige bevægelser i Danmark, der med arbejderbevægelsen senere i 1900-tallet skulle tage over politisk efter Venstre.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1908
* Malin Lindgren: Europas svigerbørn, 1996
* Steffen Christensen: Politikens bog om det 20. århundrede - hvads skete hvornår år for år, 2000

[[Kategori:Andet]]

Kongeligt guldbryllup i Vejle 1892

2012-02-21T17:19:50Z

MVeh123:

Kristi Himmelfartsdag torsdag den 26. maj 1892 fejrede Danmarks kongepar guldbryllup. Kong Christian 9. og dronning Louise blev gift den 26. maj 1842 i København. Bryllupsfesten blev holdt i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg (det nuværende Frederik 8.s Palæ), og arrangøren og værten var prinsesse Louises morbror, Danmarks sidste enevoldskonge kong Christian 8. Såvel den politiske, dynastiske som den nationale situation befandt sig milevidt fra guldbryllupsfestlighederne ved århundredets afslutning. Det unge par i 1842 var bestemt ikke udset til at være landets kommende kongepar. Skæbnen ville imidlertid, at prins Christian af Glücksborg ikke mindst i kraft af sit ægteskab med den dansk-tyske prinsesse Louise af Hessen-Kassel blev Danmarks første glücksborgske monark som kong Christian 9. i 1863. Både bruden og brudgommen var udgået af den dansk-tyske helstatskultur, idet prinsesse Louises far, landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, var kommandant i København, og den faderløse prins Christian havde siden 1831 været opfostret i København hos sin moster og onkel, dronning Marie Sophie Frederikke og kong Frederik 6. I 1867 havde det nye kongepar kunnet holde deres sølvbryllup i et forpestet klima, præget af den frygtelige krig og nederlaget i 1864, der betød tabet af hertugdømmerne ([[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]). Tilbage stod en højst ensartet nation, der i 1892 gjorde kongeparrets guldbryllup til 1800-tallets danske folkefest per excellence.

== "Kun en høflig kvittering for modtagen indbydelse ==
Onsdag den 25. maj 1892 refererede venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]] til partiorganet for Venstre i Aarhus, Aarhus Amtstidende, der fremhævede kongens delagtiggørelse i forfatningskampen. En holdning, som folkebladet i Vejle også havde artikuleret i forbindelse med 25-års regeringsjubilæet i 1888 ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Ganske vist var kongen efter grundlovene af både 1849 og 1866 politisk uansvarlig for hvad regeringen foretager sig politisk. Men det konstitutionelle aspekt ved den moderne kongerolle havde ikke hindret, at begge politiske lejre i Venstre og Højre havde brugt kongen som et led i deres politiske duellering. Aarhus Amtstidende omtalte, at alle Folketingets medlemmer var indbudt til at deltage i kuren ved guldbrylluppet. Avisen mente at vide, at tingets formand og viceformænd ville efterkomme dette bud. Dagbladet i Aarhus fandt, at denne indbydelse var et udtryk for en udstrakt hånd fra Højre-regeringens side ud mod folkets repræsentation, og som sådan burde den ikke afvises. Men formændenes deltagelse skulle ikke tages til indtægt for det forhold, ''at de paa Venstres Vegne nedlægger en allerunderdanigst Hyldest for Tronens Fod''. Det hed videre i referatet fra Aarhus Amtstidende, at ''Deres Nærværelse ved Hoffet paa Guldbryllupsdagen er kun en høflig Kvittering for modtagen Indbydelse – andet og mere ikke''. Ved at bringe dette uddrag fra den lokale venstreopinion fra Aarhus bringer Vejle Amts Folkeblad således også indirekte sit standpunkt om guldbrylluppets perspektiver til torvs. Begivenheder i kongefamilien ses stadig som en naturlig forlængelse af den politiske udvikling. Partiet [[Venstre]] bør ikke gå et skridt længere end dette ja tak til guldbryllupsinvitationen. Det politiske liv stod stadig i dødvande. Folketingsparlamentarismen lå endnu forude i horisonten. ''Vi ser endnu med samme Øjne paa Provisoriets Regering, vi hader med de samme Følelser Befæstningsvæsenet og alt, hvad dertil hører. Og det kan ikke være andet, end at disse Følelser maa tages med i Betragtning ogsaa ved en Festlighed som den forestaaende''. Dermed var tonen lagt an.

== Dans og beværtning ==
Tirsdag den 24. maj var der i folkebladets averteringssektion en annonce med titlen "Paa Majestæternes Guldbryllupsdag". På selve dagen ''vil der paa den gamle Markedsplads (Sandbakken ved [[Nørreskoven]]) fra Kl. 6 Eftermiddag forefindes Danse- og Beværtningstelte samt Karussel''. Annoncen var underskrevet [[Maria Berthelsen]].
Onsdag den 25. maj skrev folkebladet under rubrikken "Spredte Nyheder" om de særlige guldbryllups-tokroner, der blev præget i anledning af jubilæet. På forsiden kongen og dronningens brystbilleder, og på bagsiden en åben krans bestående af to myrtegrene, og inden i kransen indskriften 26. maj 1842-1892.

== Guldbryllupsfesten i Vejle ==
Fredag den 27. maj kunne folkebladet gøre status over forløbet af festlighederne, hvis omfang øjensynlig har været omfattende eftersom dagbladet ikke udkom selve dagen den 26. Avisen mente, at guldbryllupsfesten gennemgående var forløbet glimrende bortset fra et skuffende fyrværkeri om aftenen. ''Fra den tidlige Morgenstund var Byen paa Benene; saa godt som over det hele vajede Flagene, og man kan dristig paastaa, at Vejle By aldrig før har baaret saa rigt et Flagsmykke''. De offentlige bygninger som jernbanestationen og toldbygningen var nydelig pyntede. De private bygninger bar festgrønt til skue, og i talrige butiksvinduer var der foretaget smagfulde opstillinger. Skibene i havnen var pyntede, hvor særlig en norsk skonnertbrig med sine flag og bøgegrene udmærkede sig ifølge Vejle Amts Folkeblad. ''Adskillige fremmede aflagde i Gaar Byen et Besøg og slog derved to Fluer med et Smæk: de overvar Festen og foretog Udflugter i den skjønne Omegn''.
Dagens program involverede musik i gaderne. Musikken hørte man ikke meget til i [[Skyttehusgade]] måtte folkebladet dog med skam meddele. Ved middagstid blæstes koraler fra kirketårnet, og om aftenen var der festmåltid flere steder i byen. Om aftenen var der illumination af rådhuset og fyrværkeri, ''og last not least – Dans''. Den angelsaksiske sprogindflydelse begyndte således at gøre sig gældende i Vejle som overalt i landet. Det engelske sprog fortrængte i vidt omfang det tyske sprogs hidtidige dominans særlig efter 1864, hvor det britiske imperium med tiden blev meget populært i brede borgerlige kredse i Danmark.

Klokken et var der samlet rundt regnet et par tusinde mennesker på [[Rådhustorvet]]. Kvart i fem om eftermiddagen tog processionen, der talte ca. 500 våbenbrødre, forsvarsbrødre og afholdsmænd, sin begyndelse. Ruten var følgende: [[Torvegade]], [[Nørregade]], [[Vestergade]], [[Skovgade]], [[Horsensvejen]], [[Dæmningen]], [[Jernbanegade]] og [[Havnegade]]. Ved amtmand Treschows monument ved havnen var der ti minutters hvil. Derefter gik turen ad Havnegade, Dæmningen, [[Vissingsgade]], [[Grønnegade]], [[Kirkestrædet]], [[Søndergade]] til milepælen og tilbage til Rådhustorvet. Fra rådhustrappen holdt formanden for forsvarsbrødrene, sagfører Orth, talen for guldbrudeparret. Derefter afsendtes et lykønskningstelegram, og klokken seks opløstes processionen. Folkebladet gjorde særlig meget ud af vejret, der på guldbryllupsdagen artede sig fra sin bedste side. Og dog for ''Varmen virkede meget generende paa Festtoget'' ifølge den lokale avis. Termometeret viste ikke mindre end 23 graders varme i skyggen, ''en Varmegrad, der sjælden overtrumfes paa vore Breddegrader''. Med andre ord fejredes guldbrylluppet på en strålende dansk forsommerdag i maj, hvor hylden blomstrer og bøgen er lysegrøn. Eventyrets fiktion skiftede for en stund plads med virkelighedens faktiske historier.

Klokken halv otte om aftenen var der festmåltid for ca. 150 forsvars- og våbenbrødre med damer i [[Håndværkerforeningen]]. Sagfører Orth holdt et varmt foredrag om majestæterne og Sønderjylland, hvorefter arrestforsvarer Kjersmejer tog ordet og talte for fædrelandet. Efter festmåltidet var der dans på programmet. Klokken otte var der samlet ca. 280 deltagere, herrer og damer, til et festmåltid i Skyttehuset. Kammerråd Rasmussen bød på byrådets vegne velkommen, og man sang derpå en sang. Pastor Melbye holdt festtalen for kongeparret. ''Han talte varmt for det høje Guldbrudepar og dvælede særlig ved Dagen for 50 Aar siden og ved den Omstændighed, at det danske Folk gjennem det danske Kongepars Børn staar saa nær i Forbindelse med flere europæiske Troner''. Talen blev besvaret med et nifoldigt hurra og fanfare, 27 kanonskud og afsyngelse af nationalsangen. Positionen som Europas svigerforældre var velkendt i den danske offentlighed, i hovedstaden og i provinsen. I 1870'erne, 80'erne og frem til zar Alexander 3.s død i 1894 samledes den stadig større familie i form af børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg Slot i Nordsjælland hver sommer.
Efter pastor Melbye talte godsejer de Stensen Leth til [[Hvolgaard]] for det danske kongehus og om vort nære forhold til de europæiske stormagter grundet det danske monarkis internationale stilling. Kæmner Birch talte om vort skønne fædreland, der i forhold til mange andre er et lykkeligt land. Efter afsyngelse af "Der er et yndigt land" blev ordet givet frit.

== Dekorerede i Vejle ==
Under reportagen fra guldbryllupsfesten bragtes en rubrik med overskriften "Hvem der dekoreredes i Vejle". Følgende udnævnelser havde fundet sted: Amtsvejinspektør Kidde blev ridder af Dannebrog, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] blev Dannebrogsmand ligesom postkonduktør Thomsen og lærer Jensen ved almueskolen. Af rangtildelinger blev hospitalsforstander Boesen justitsråd, redaktør Hertz kancelliråd og byrådsmedlem Jacobsen kammerråd.

== Københavns festligholdelse og gaverne ==
Fredag den 27. maj bragte Vejle Amts Folkeblad tillige en længere reportage af guldbryllupsfestlighederne i hovedstaden. Ved omtalen af de mange udenlandske fyrster, der havde indfundet sig i København, skrev folkebladet temmelig opgivende. ''Forresten er det ganske umuligt at hitte Rede i alle de Konger og Prinser, Hertuger og Fyrster, der har slaaet sig til Ro i Kjøbenhavn i denne Tid''. Avisen nøjedes derfor med at opregne de vigtigste repræsentanter for de førende konge- og fyrstehuse i Europa, og skrev at det ville være tidsspilde at gøre sig bekendt med og give sig til at spekulere over de øvrige gæster.

Blandt de mange gaver til det aldrende og højt respekterede kongepar var sølvkandelabre og en overdådig bordopsats i drevet sølv fra landets største godsejere, komponeret over sagnet om kong Skjold. Guldservice udført hos Fabergé, to vinkølere fra børn, svigerbørn og børnebørn og en bådformet sovseskål prydet med en elefant i sølv og emalje på hanken, en tro kopi af elefantordenens insignier. Danmarks stiftshospitaler gav to forgyldte servietringe og fra landets skolebørn en forgyldt krans på rød velourpude. Mandag den 30. maj 1892 skrev Vejle Amts Folkeblad om de danske børns guldbryllupsgave, der som sagt bestod i en guldkrans. Der var ydet bidrag af ca. 80.000 skolebørn. Indsamlingen til kransen blev besørget af lærerne og har hovedsagelig fundet sted i skolerne. Derefter opstiller dagbladet de skoler i den lokale læsekreds, hvor der er indsamlet bidrag. Blandt skolerne var [[Vinding]], [[Kidde]], [[Jelling]], [[Daugaard]], [[Andkjær]], [[Bredal]], [[Jerlev]], [[Egtved]], Thyregod, [[Ødsted]], [[Gauerslund]], [[Bredballe]], [[Knabberup]], [[Uldum]], [[Vonge]], [[Vindelev]], Tinnet, [[Trelde]], [[Skovdallund]], [[Givskud]], [[Hover]], [[Grejs]], [[Jennum]], [[Hedensted]], [[St. Dalby]], N. Vilstrup, Give, kommuneskolen i Vejle, [[Frk. Michelsens Privatskole]] og [[Jelling Privatskole]].

== Kejser Wilhelm 2. og Nordslesvig ==
Fredag den 27. maj skrev Vejle Amts Folkeblad et par linjer om den tyske kejser Wilhelm 2. i forbindelse med det kongelige guldbryllup i København. Der gik antageligvis et rygte blandt folk om, at kejseren havde taget Nordslesvig med til det danske folk i dagens anledning! Hvis han vel og mærke var inviteret. Kejseren forblev den glücksborgske kongeslægts onde ånd.

== Ordensregnen ==
Folkebladet kaldte de mange ordensudnævnelser i anledning af guldbrylluppet for "Ordensregnen". Med slet skjult sarkasme gennemgår avisen den 27. maj de mange ordensdekorationer. Af redaktører er der to repræsentanter for provinspressen ''selvfølgelig Højrepressen bleven benaadede, og man siger, at de selv fik Valget mellem et Ridderkors og en Kancelliraadtitel; i saa Fald har Redaktør Welsch i Holstebro valgt Ridderen, medens Red. Hertz i Vejle foretrak Kancelliraaden''. Og blandt politikerne dominerede også højremændene, ikke overraskende for folkebladet. Det er tydeligt, at Vejle Amts Folkeblad opfatter de mange ordenstildelinger som et sidste krampagtigt forsøg på fra højre-regeringernes side at fastholde en loyalitet i samfundets bærende lag. Forfatningskampen var stadig i 1892 en politisk realitet.

== Guldbryllupsfesten i Give ==
Lørdag den 28. maj 1892 bragte folkebladet en lille notits om guldbryllupsfesten i Give. Man fejrede begivenheden ved fællesspisning på kroen. Der blev holdt taler for kongeparret, for kongebørnene, og der afsendtes et lykønskningstelegram til majestæterne. Efter spisning var der dans til ud på natten. Vejle Amts Folkeblad skrev, at ''Festen var vel særlig beregnet for Befolkningen i Give, men der var ogsaa Deltagere baade fra Tyregod og Ringgive Sogne''.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1892
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Malin Lindgren: Europas svigerbørn, 1996

[[Kategori:Andet]]

Kongeligt guldbryllup i Vejle 1892

2012-02-21T17:17:25Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Kristi Himmelfartsdag torsdag den 26. maj 1892 fejrede Danmarks kongepar guldbryllup. Kong Christian 9. og dronning Louise blev gift den 26. maj 1842 i København. Bryllupsfest…'

Kristi Himmelfartsdag torsdag den 26. maj 1892 fejrede Danmarks kongepar guldbryllup. Kong Christian 9. og dronning Louise blev gift den 26. maj 1842 i København. Bryllupsfesten blev holdt i det Brockdorffske Palæ på Amalienborg (det nuværende Frederik 8.s Palæ), og arrangøren og værten var prinsesse Louises morbror, Danmarks sidste enevoldskonge kong Christian 8. Såvel den politiske, dynastiske som den nationale situation befandt sig milevidt fra guldbryllupsfestlighederne ved århundredets afslutning. Det unge par i 1842 var bestemt ikke udset til at være landets kommende kongepar. Skæbnen ville imidlertid, at prins Christian af Glücksborg ikke mindst i kraft af sit ægteskab med den dansk-tyske prinsesse Louise af Hessen-Kassel blev Danmarks første glücksborgske monark som kong Christian 9. i 1863. Både bruden og brudgommen var udgået af den dansk-tyske helstatskultur, idet prinsesse Louises far, landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel, var kommandant i København, og den faderløse prins Christian havde siden 1831 været opfostret i København hos sin moster og onkel, dronning Marie Sophie Frederikke og kong Frederik 6. I 1867 havde det nye kongepar kunnet holde deres sølvbryllup i et forpestet klima, præget af den frygtelige krig og nederlaget i 1864, der betød tabet af hertugdømmerne ([[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]). Tilbage stod en højst ensartet nation, der i 1892 gjorde kongeparrets guldbryllup til 1800-tallets danske folkefest per excellence.

== "Kun en høflig kvittering for modtagen indbydelse ==
Onsdag den 25. maj 1892 refererede venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]] til partiorganet for Venstre i Aarhus, Aarhus Amtstidende, der fremhævede kongens delagtiggørelse i forfatningskampen. En holdning, som folkebladet i Vejle også havde artikuleret i forbindelse med 25-års regeringsjubilæet i 1888 ([[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Ganske vist var kongen efter grundlovene af både 1849 og 1866 politisk uansvarlig for hvad regeringen foretager sig politisk. Men det konstitutionelle aspekt ved den moderne kongerolle havde ikke hindret, at begge politiske lejre i Venstre og Højre havde brugt kongen som et led i deres politiske duellering. Aarhus Amtstidende omtalte, at alle Folketingets medlemmer var indbudt til at deltage i kuren ved guldbrylluppet. Avisen mente at vide, at tingets formand og viceformænd ville efterkomme dette bud. Dagbladet i Aarhus fandt, at denne indbydelse var et udtryk for en udstrakt hånd fra Højre-regeringens side ud mod folkets repræsentation, og som sådan burde den ikke afvises. Men formændenes deltagelse skulle ikke tages til indtægt for det forhold, ''at de paa Venstres Vegne nedlægger en allerunderdanigst Hyldest for Tronens Fod''. Det hed videre i referatet fra Aarhus Amtstidende, at ''Deres Nærværelse ved Hoffet paa Guldbryllupsdagen er kun en høflig Kvittering for modtagen Indbydelse – andet og mere ikke''. Ved at bringe dette uddrag fra den lokale venstreopinion fra Aarhus bringer Vejle Amts Folkeblad således også indirekte sit standpunkt om guldbrylluppets perspektiver til torvs. Begivenheder i kongefamilien ses stadig som en naturlig forlængelse af den politiske udvikling. Partiet [[Venstre]] bør ikke gå et skridt længere end dette ja tak til guldbryllupsinvitationen. Det politiske liv stod stadig i dødvande. Folketingsparlamentarismen lå endnu forude i horisonten. ''Vi ser endnu med samme Øjne paa Provisoriets Regering, vi hader med de samme Følelser Befæstningsvæsenet og alt, hvad dertil hører. Og det kan ikke være andet, end at disse Følelser maa tages med i Betragtning ogsaa ved en Festlighed som den forestaaende''. Dermed var tonen lagt an.

== Dans og beværting ==
Tirsdag den 24. maj var der i folkebladets averteringssektion en annonce med titlen "Paa Majestæternes Guldbryllupsdag". På selve dagen ''vil der paa den gamle Markedsplads (Sandbakken ved [[Nørreskoven]]) fra Kl. 6 Eftermiddag forefindes Danse- og Beværtningstelte samt Karussel''. Annoncen var underskrevet [[Maria Berthelsen]].
Onsdag den 25. maj skrev folkebladet under rubrikken "Spredte Nyheder" om de særlige guldbryllups-tokroner, der blev præget i anledning af jubilæet. På forsiden kongen og dronningens brystbilleder, og på bagsiden en åben krans bestående af to myrtegrene, og inden i kransen indskriften 26. maj 1842-1892.

== Guldbryllupsfesten i Vejle ==
Fredag den 27. maj kunne folkebladet gøre status over forløbet af festlighederne, hvis omfang øjensynlig har været omfattende eftersom dagbladet ikke udkom selve dagen den 26. Avisen mente, at guldbryllupsfesten gennemgående var forløbet glimrende bortset fra et skuffende fyrværkeri om aftenen. ''Fra den tidlige Morgenstund var Byen paa Benene; saa godt som over det hele vajede Flagene, og man kan dristig paastaa, at Vejle By aldrig før har baaret saa rigt et Flagsmykke''. De offentlige bygninger som jernbanestationen og toldbygningen var nydelig pyntede. De private bygninger bar festgrønt til skue, og i talrige butiksvinduer var der foretaget smagfulde opstillinger. Skibene i havnen var pyntede, hvor særlig en norsk skonnertbrig med sine flag og bøgegrene udmærkede sig ifølge Vejle Amts Folkeblad. ''Adskillige fremmede aflagde i Gaar Byen et Besøg og slog derved to Fluer med et Smæk: de overvar Festen og foretog Udflugter i den skjønne Omegn''.
Dagens program involverede musik i gaderne. Musikken hørte man ikke meget til i [[Skyttehusgade]] måtte folkebladet dog med skam meddele. Ved middagstid blæstes koraler fra kirketårnet, og om aftenen var der festmåltid flere steder i byen. Om aftenen var der illumination af rådhuset og fyrværkeri, ''og last not least – Dans''. Den angelsaksiske sprogindflydelse begyndte således at gøre sig gældende i Vejle som overalt i landet. Det engelske sprog fortrængte i vidt omfang det tyske sprogs hidtidige dominans særlig efter 1864, hvor det britiske imperium med tiden blev meget populært i brede borgerlige kredse i Danmark.

Klokken et var der samlet rundt regnet et par tusinde mennesker på [[Rådhustorvet]]. Kvart i fem om eftermiddagen tog processionen, der talte ca. 500 våbenbrødre, forsvarsbrødre og afholdsmænd, sin begyndelse. Ruten var følgende: [[Torvegade]], [[Nørregade]], [[Vestergade]], [[Skovgade]], [[Horsensvejen]], [[Dæmningen]], [[Jernbanegade]] og [[Havnegade]]. Ved amtmand Treschows monument ved havnen var der ti minutters hvil. Derefter gik turen ad Havnegade, Dæmningen, [[Vissingsgade]], [[Grønnegade]], [[Kirkestrædet]], [[Søndergade]] til milepælen og tilbage til Rådhustorvet. Fra rådhustrappen holdt formanden for forsvarsbrødrene, sagfører Orth, talen for guldbrudeparret. Derefter afsendtes et lykønskningstelegram, og klokken seks opløstes processionen. Folkebladet gjorde særlig meget ud af vejret, der på guldbryllupsdagen artede sig fra sin bedste side. Og dog for ''Varmen virkede meget generende paa Festtoget'' ifølge den lokale avis. Termometeret viste ikke mindre end 23 graders varme i skyggen, ''en Varmegrad, der sjælden overtrumfes paa vore Breddegrader''. Med andre ord fejredes guldbrylluppet på en strålende dansk forsommerdag i maj, hvor hylden blomstrer og bøgen er lysegrøn. Eventyrets fiktion skiftede for en stund plads med virkelighedens faktiske historier.

Klokken halv otte om aftenen var der festmåltid for ca. 150 forsvars- og våbenbrødre med damer i [[Håndværkerforeningen]]. Sagfører Orth holdt et varmt foredrag om majestæterne og Sønderjylland, hvorefter arrestforsvarer Kjersmejer tog ordet og talte for fædrelandet. Efter festmåltidet var der dans på programmet. Klokken otte var der samlet ca. 280 deltagere, herrer og damer, til et festmåltid i Skyttehuset. Kammerråd Rasmussen bød på byrådets vegne velkommen, og man sang derpå en sang. Pastor Melbye holdt festtalen for kongeparret. ''Han talte varmt for det høje Guldbrudepar og dvælede særlig ved Dagen for 50 Aar siden og ved den Omstændighed, at det danske Folk gjennem det danske Kongepars Børn staar saa nær i Forbindelse med flere europæiske Troner''. Talen blev besvaret med et nifoldigt hurra og fanfare, 27 kanonskud og afsyngelse af nationalsangen. Positionen som Europas svigerforældre var velkendt i den danske offentlighed, i hovedstaden og i provinsen. I 1870'erne, 80'erne og frem til zar Alexander 3.s død i 1894 samledes den stadig større familie i form af børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg Slot i Nordsjælland hver sommer.
Efter pastor Melbye talte godsejer de Stensen Leth til [[Hvolgaard]] for det danske kongehus og om vort nære forhold til de europæiske stormagter grundet det danske monarkis internationale stilling. Kæmner Birch talte om vort skønne fædreland, der i forhold til mange andre er et lykkeligt land. Efter afsyngelse af "Der er et yndigt land" blev ordet givet frit.

== Dekorerede i Vejle ==
Under reportagen fra guldbryllupsfesten bragtes en rubrik med overskriften "Hvem der dekoreredes i Vejle". Følgende udnævnelser havde fundet sted: Amtsvejinspektør Kidde blev ridder af Dannebrog, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] blev Dannebrogsmand ligesom postkonduktør Thomsen og lærer Jensen ved almueskolen. Af rangtildelinger blev hospitalsforstander Boesen justitsråd, redaktør Hertz kancelliråd og byrådsmedlem Jacobsen kammerråd.

== Københavns festligholdelse og gaverne ==
Fredag den 27. maj bragte Vejle Amts Folkeblad tillige en længere reportage af guldbryllupsfestlighederne i hovedstaden. Ved omtalen af de mange udenlandske fyrster, der havde indfundet sig i København, skrev folkebladet temmelig opgivende. ''Forresten er det ganske umuligt at hitte Rede i alle de Konger og Prinser, Hertuger og Fyrster, der har slaaet sig til Ro i Kjøbenhavn i denne Tid''. Avisen nøjedes derfor med at opregne de vigtigste repræsentanter for de førende konge- og fyrstehuse i Europa, og skrev at det ville være tidsspilde at gøre sig bekendt med og give sig til at spekulere over de øvrige gæster.

Blandt de mange gaver til det aldrende og højt respekterede kongepar var sølvkandelabre og en overdådig bordopsats i drevet sølv fra landets største godsejere, komponeret over sagnet om kong Skjold. Guldservice udført hos Fabergé, to vinkølere fra børn, svigerbørn og børnebørn og en bådformet sovseskål prydet med en elefant i sølv og emalje på hanken, en tro kopi af elefantordenens insignier. Danmarks stiftshospitaler gav to forgyldte servietringe og fra landets skolebørn en forgyldt krans på rød velourpude. Mandag den 30. maj 1892 skrev Vejle Amts Folkeblad om de danske børns guldbryllupsgave, der som sagt bestod i en guldkrans. Der var ydet bidrag af ca. 80.000 skolebørn. Indsamlingen til kransen blev besørget af lærerne og har hovedsagelig fundet sted i skolerne. Derefter opstiller dagbladet de skoler i den lokale læsekreds, hvor der er indsamlet bidrag. Blandt skolerne var [[Vinding]], [[Kidde]], [[Jelling]], [[Daugaard]], [[Andkjær]], [[Bredal]], [[Jerlev]], [[Egtved]], Thyregod, [[Ødsted]], [[Gauerslund]], [[Bredballe]], [[Knabberup]], [[Uldum]], [[Vonge]], [[Vindelev]], Tinnet, [[Trelde]], [[Skovdallund]], [[Givskud]], [[Hover]], [[Grejs]], [[Jennum]], [[Hedensted]], [[St. Dalby]], N. Vilstrup, Give, kommuneskolen i Vejle, [[Frk. Michelsens Privatskole]] og [[Jelling Privatskole]].

== Kejser Wilhelm 2. og Nordslesvig ==
Fredag den 27. maj skrev Vejle Amts Folkeblad et par linjer om den tyske kejser Wilhelm 2. i forbindelse med det kongelige guldbryllup i København. Der gik antageligvis et rygte blandt folk om, at kejseren havde taget Nordslesvig med til det danske folk i dagens anledning! Hvis han vel og mærke var inviteret. Kejseren forblev den glücksborgske kongeslægts onde ånd.

== Ordensregnen ==
Folkebladet kaldte de mange ordensudnævnelser i anledning af guldbrylluppet for "Ordensregnen". Med slet skjult sarkasme gennemgår avisen den 27. maj de mange ordensdekorationer. Af redaktører er der to repræsentanter for provinspressen ''selvfølgelig Højrepressen bleven benaadede, og man siger, at de selv fik Valget mellem et Ridderkors og en Kancelliraadtitel; i saa Fald har Redaktør Welsch i Holstebro valgt Ridderen, medens Red. Hertz i Vejle foretrak Kancelliraaden''. Og blandt politikerne dominerede også højremændene, ikke overraskende for folkebladet. Det er tydeligt, at Vejle Amts Folkeblad opfatter de mange ordenstildelinger som et sidste krampagtigt forsøg på fra højre-regeringernes side at fastholde en loyalitet i samfundets bærende lag. Forfatningskampen var stadig i 1892 en politisk realitet.

== Guldbryllupsfesten i Give ==
Lørdag den 28. maj 1892 bragte folkebladet en lille notits om guldbryllupsfesten i Give. Man fejrede begivenheden ved fællesspisning på kroen. Der blev holdt taler for kongeparret, for kongebørnene, og der afsendtes et lykønskningstelegram til majestæterne. Efter spisning var der dans til ud på natten. Vejle Amts Folkeblad skrev, at ''Festen var vel særlig beregnet for Befolkningen i Give, men der var ogsaa Deltagere baade fra Tyregod og Ringgive Sogne''.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1892
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Malin Lindgren: Europas svigerbørn, 1996

[[Kategori:Andet]]

Lindved

2012-02-20T12:35:02Z

MVeh123:

Landsbyen Lindved ligger i [[Sindbjerg Sogn]]. Frem til kommunalreformen i 1970 hørte den ind under [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]], og fra 1970 til 2007 var Lindved en del af [[Tørring-Uldum Kommune]]. Med den seneste kommunalreform hører Lindved fra 2007 til [[Hedensted Kommune]].

Lindved med endelsen – ved betyder antageligvis en stor skov eller snarere "ved" som brænde. Forstavelsen angiver trænavnet, lind, og stednavnet Lindved betyder så skoven med lindetræer. I vore dage er lindetræerne vendt tilbage til Lindved, idet de udgør en allé ved indfaldsvejen til byen sydfra. Lindetræet genfindes ligeledes i landsbyens logo.

Lindveds historie går langt tilbage i tiden. På [[Vejle Museum]] er registreret fund, der vidner om menneskelig bosættelse på stedet tilbage i oldtiden. Bl.a. fandt man i 1990 en lergrav fra ældre romersk jernalder, dvs. omkring de første to århundreder af vor tidsregning. Ligesom de fleste andre af vore landsbyer har Lindved formodentlig ligget på det samme sted siden den tidlige middelalder.

Jævnfør en gammel folkevise fortælles der om kong Valdemar 2. Sejrs ridt i 1212 fra Skanderborg til Ribe, hvor hans elskede dronning Dagmar lå for døden. For at undgå at krydse de store åløb og vådområder foregik rideturen ad Ribevej tæt ved den nuværende hovedvej A13 ved Lindved. Derfra red kongen muligvis mod kilden ved [[Sindbjerg Kirke]] og derefter videre til Hærvejen.

Valborgdag den 1. maj 1747 vedtog Lindveds 15 gårdmænd et såkaldt videbrev bestående af i alt 56 paragraffer. En vide betyder egentlig frit oversat en bøde, og de mange bevarede landsbyvider, der blev nedskrevet i 1600- og 1700-tallet, er en art vedtægter for den enkelte landsbys styre. Tre år efter blev videbrevet fra Lindved i form af en retsgyldig kopi indført i Nørvang herredstings panteprotokol, hvor det er blevet bevaret for eftertiden. Lindveds videbrev giver et enestående indblik i hverdagslivet, som det formede sig i den gamle tids landsby umiddelbart før de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Så godt som alle sider af det lokale samfundsliv blev nøje reguleret ved hjælp af ikke mindst bøder som sanktionsmulighed. Lindved var et samfund bestående af 15 gårde, nogle småbrug og huse i Sindbjerg Sogn, ti kilometer nord for Vejle. De 15 fæstegårdmænd kaldte sig i Lindved for grander, og deres møde var grandestævnet. Bolsmænd, husmænd, fattige og inderster havde ingen indflydelse på anliggenderne i Lindved. Der var tale om et gårdmandsstyre i Lindved, ikke et moderne demokrati. Videbrevet, der var underskrevet af de 15 gårdmænd, blev beseglet af de fem lokale godsejere, der ejede fæstegårdene i Lindved, og af sognepræsten i Sindbjerg. Af videbrevet fremgår det, at hvert år på valborgdag den 1. maj udnævntes en ny videfoged blandt gårdmændene, der fik udleveret den såkaldte videstok og videbrevet i sin varetægt. Videfogeden havde det til tider vanskeligt i sin position, og ingen gårdmand kunne tvinges til at bestride dette ansvarsfulde hverv i mere end et år.

Med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ændredes livet fundamentalt i de danske landsbyer, herunder i Lindved. Resultatet blev bl.a. en folkelig mobilisering, der udartede sig i store folkelige bevægelser, hvor ikke mindst andelsbevægelsen og den religiøse vækkelse skulle komme til at præge Lindved. I 1899 oprettedes [[Sindbjerg Missionshus]] (det nuværende Lindved Missionshus) for Indre Mission på Gl. Landevej. I 1906 kom [[Lindved Andelsmejeri]] til, 1910 [[Lindved og Omegns Brugsforening]], 1914 [[Lindved-Ulkjær Elværk]] og i 1915 [[Lindved Vandværk]]. [[Lindved Forsamlingshus]] blev opført år 1900.

Traditionelt havde Lindved været et vigtigt knudepunkt for færdslen fra Vejle i syd og [[Bjerre Herred]] i øst og over til Hærvejen. Fra det frugtbare Bjerre Herred blev flokke af kvæg drevet mod vest til Lindved, hvor kvæget overnattede på et indhegnet areal. Fra Lindved gik turen derpå videre vestpå. Den centrale beliggenhed bevirkede, at der blev opført en gæstgivergård, som i 1855 fik status af kongelig privilegeret kro.

Frem til slutningen af 1950'erne forblev Lindved en typisk landsby med ejendomme og gårde, håndværkere og handlende. En blandt mange eksponenter for den danske landbokultur, som havde rødder til landboreformerne og 1800-tallets folkelige og demokratiske udvikling. I den sidste del af 1900-tallet blev mange landbrugsejendomme nedlagt eller kraftigt mekaniseret. Der blev bygget parcelhuse, og de fleste beboere kom til at arbejde i Vejle eller i andre større nabobyer. Der blev betydeligt færre håndværks- og handelsvirksomheder. Lindved ændrede sit fysiske udseende. Frem til 1960'erne gik Vejle-Viborg hovedvej A13 gennem Lindved, hvorefter den nuværende linieføring uden om landsbyerne gennemførtes. I 1971 blev andelsmejeriet nedlagt. I 1962 blev det gamle forsamlingshus nedrevet til fordel for den nuværende sognegård.

Det moderne kulturelle foreningsliv i Lindved centrerer sig i høj grad om [[Lindved Sognegård]], der fra 1. januar 1988 har været en selvejende institution.

== Litteratur ==
* Sindbjerg Sogns Lokalhistoriske Forening (udg.): Historien om Lindved, 2005
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod & Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
* Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 9 1700-1800, 1990, s. 71ff.

[[Kategori:Sogne & landsbyer]]

Lindved

2012-02-20T12:30:39Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Landsbyen Lindved ligger i Sindbjerg Sogn. Frem til kommunalreformen i 1970 hørte den ind under Grejs-Sindbjerg Sognekommune, og fra 1970 til 2007 var Lindved en del a…'

Louisenlund

2012-02-17T13:00:02Z

MVeh123:

I 1796 købte eskadronchef Georg Ditlev Schildknecht fra Slesvig Endelave. Øen havde i middelalderen dels været i kronens eje, sat i pant til et tysk hertugdømme og tilhørt de katolske biskopper i Aarhus. I 1700-tallet hørte Endelave under herregården Stensballegaard ved Horsens, og herefter blev den solgt til private, herunder ovennævnte Schildknecht.

Georg Ditlev Schildknecht sammenlagde to af øens gårde, og han lod bygge gården Louisenlund langt øst for Endelave landsby ude ved Lynger Hage i 1797. Alle bygninger fra dengang er siden fornyet. Senere blev endnu en gård lagt ind under Louisenlund. Fra 1840 begyndte øens landmænd at frikøbe sig. I de følgende årtier frem til 1880 blev de øvrige ca. 40 fæstegårde og en del husmandssteder solgt til selveje. Louisenlund forblev i slægtens eje frem til 1903, hvor den blev solgt på tvangsauktion.

Derefter fulgte en række hastigt skiftende ejere af gården. I 1938-39 ejede Statens Jordlovsudvalg Louisenlund, og på en del af gårdens store arealer skabtes en række husmandsbrug. I foråret 1948 købte selskabet [[Børnenes Vel]] i Vejle gården med tilliggende. I 1904 blev den velgørende forening stiftet i Vejle, og i 1923 oprettede Børnenes Vel en feriekoloni på [[Hvidbjerg]]. Foreningen udvidede i 1948 yderligere sine aktiviteter med feriekolonien Louisenlund på Endelave. Louisenlund feriekoloni var for drenge fra svagt stillede hjem.

I 1966 blev den sidste børnehjælpsdag afholdt i Vejle. I 1969 sendte Børnenes Vel de sidste hold skolebørn fra Vejle på feriekoloni på Endelave. Samme år overtog [[Vejle Kommune]] Louisenlund.

Endelave ø udgør Endelave Sogn, som indtil kommunalreformen i 1970 hørte ind under Nim Herred og Skanderborg Amt. Fra 1970 blev øen en del af Horsens Kommune og [[Vejle Amt]].

Louisenlund ejes i dag af en gruppe ejere med udlejning for øje.

== Litteratur ==
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
* Poul Henrik Harritz: Danmarks småøer, Politikens Forlag 1999

[[Kategori:Socialvæsen]]

Louisenlund

2012-02-17T12:54:26Z

MVeh123: Oprettede siden med 'I 1796 købte eskadronchef Georg Ditlev Schildknecht fra Slesvig Endelave. Øen havde i middelalderen dels været i kronens eje, sat i pant til et tysk hertugdømme og tilhørt…'

Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867

2012-02-02T15:50:41Z

MVeh123:

[[Billede:Chr9.jpg|200px|thumb|right|Christian 9.]]
Søndag den 26. maj 1867 kunne landets kongepar, kong Christian 9. og dronning Louise, fejre deres sølvbryllup. Festligholdelsen fandt dog sted i skyggen af [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag. Nationen var i et mentalt oprør, og vreden vendte sig i udpræget grad mod landets nylig tiltrådte monark. Denne stemning ses også i et vist omfang afspejlet i Vejle købstad og i venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]].

== Kongeparrets baggrund ==
Christian 9. blev født i 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Han blev født som prins af Holsten-Beck. I 1825 arvede hans far imidlertid slottet Glücksborg ved Flensborg Fjord og det tilhørende hertugdømme, da den forrige hertug af Glücksborg var død uden at efterlade sig arvinger. Fra 1825 var den nu syvårige Christian prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hermed opstod den yngre glücksborgske hertuglinje, der 40 år senere blev et fast begreb i hele Europa via Christian 9.s børns succesrige ægteskaber ind i de førende konge- og fyrstehuse (se [[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869]]). Det var den danske kong Frederik 6., der havde udnævnt sin svoger, Christians far, til ny hertug af Glücksborg. Da faderen døde i 1831, blev den unge Christian sendt til København hos sin moster og onkel, dronningen og kongen af Danmark. Slægtsforbindelserne med den siddende kongeslægt, oldenborgerne, var stærke. Christian var oldebarn af Frederik 5. (konge 1746-66) og efterkommer af Christian 3. (konge 1534-59). Frederik 6. døde i 1839, og han blev efterfulgt af sin fætter, Christian 8. (konge 1839-48). Den unge prins var også tæt knyttet til den nye konge, og han kom ofte i huset hos hans søster og svoger, prinsesse Charlotte og landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel. Her mødte han parrets datter, prinsesse Louise af Hessen-Kassel. Hun var født i 1817 i det tyske kurfyrstendømme, men havde tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i den danske hovedstad, hvor parret var tæt knyttet til den danske kongefamilie. Den 26. maj 1842 stod brylluppet mellem de to i Brockdorffs Palæ (det nuværende Frederik 8.s Palæ) på Amalienborg. Kongen var vært ved niecens bryllup med den relative fattige prins Christian, der var officersuddannet ved Landkadetakademiet. Brylluppet vakte ikke den store opmærksomhed i samtiden. Da de holdt sølvbryllup, var de blevet landets kongepar.

== Tyskerprinsen og Novemberforfatningen ==
Den oldenborgske kongeslægt uddøde med den barnløse Frederik 7. (konge 1848-63), der var fætter til prinsesse Louise og halvfætter til prins Christian. Efter alenlange tovtrækkerier blev udgangen på den heftige tronfølgediskussion i 1840'erne, at prins Christian med den nye tronfølgelov i 1853 blev tronfølger til den danske trone. Han blev udnævnt prins til Danmark og fik stillet Bernstorff Slot nord for København til rådighed. Denne dynastiske begivenhed kunne tilskrives ægteskabet i 1842, idet prinsesse Louise havde afstået sit arvekrav til fordel for sin ægtefælle.
Den nye tronfølger var ikke populær i 1850'ernes nationalt sindede kredse, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet for de slesvig-holstenske oprørere i Treårskrigen 1848-50. Det nationalliberale hovedorgan, Fædrelandet i København, kaldte konsekvent prins Christian for "tyskerprinsen". Kritikken gik således på, at prinsen (og prinsessen) ikke havde det rette nationale sindelag. I hertugdømmernes tysksindede befolkning blev prinsen hånende kaldt for "Protokolprinsen". Denne nationalt betonede modstand fik i 1863 yderligere et politisk anstrøg. Det var velkendt fra begyndelsen, at prins Christian var konservativ helstatsmand, dvs. han holdt på, at monarkiet fortsat skulle bestå af dels kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Fra slutningen af 1850'erne fik de nationalliberale atter regeringsmagten i Danmark, og i efteråret 1863 udfærdigede regeringen den såkaldte Novemberforfatning, der kun skulle gælde for Danmark og Slesvig (kaldet Ejder-programmet). Frederik 7. døde den 15. november 1863 uden at have underskrevet grundloven, og den nye konge Christian 9. tøvede i tre dage med at kontrasignere de officielle dokumenter, der var et brud på fredsaftalen efter Treårskrigen. Den nye konge frygtede derfor for en ny krig, men som konstitutionel monark presset af den nationale og skandinaviske folkestemning i København gav han sig til sidst. Resultatet blev krigen og nederlaget i 1864. Senest har journalisten Tom Buk-Swienty med bogen "Dommedag Als" (2010) afdækket, hvorledes Christian 9. førte underhåndsforhandlinger med Det tyske Forbund i håbet om at bevare helstaten eller måske etablere en løsere personalunion (kun baseret på fælles monark) med hertugdømmerne. Christian 9. vedblev at være dynastiets mand og tog derfor ikke udelukkende nationale hensyn. I 1853 var han blevet valgt som tronfølger til netop hele helstaten, altså også hertugdømmerne.

== Vejle Amts Folkeblads politiske placering ==
Frem til omkring 1864 var den politiske situation kendetegnet ved de nationalliberale og de konservative helstatsfolk som to duellerende grupperinger. Dette gjaldt også for [[Vejlekredsen]], der fra 1849-1866 blev repræsenteret i Folketinget af konservative og nationalliberale embedsmænd. Blandt disse var så forskellige politikere som [[Orla Lehmann]], [[Ove Malling Hersleb]] og [[C. F. W. Schytte]]. I 1866 blev sidstnævnte ikke genvalgt. Pladsen gik til venstremanden, højskolelærer [[Peter Bojsen]] (1838-1922) fra Gedved. Vejlekredsen var derefter frem til 1913 repræsenteret af Venstre. Som nyvalgt folketingsmedlem stemte P. Bojsen imod den reviderede grundlov af 28. juli 1866. Med krigen i 1864 havde det nationalliberale borgerskab i byerne udspillet sin politiske rolle. Til gengæld havde de en fælles interesse med godsejerne om at holde de fremadstormende venstrebønder på afstand af enhver politisk indflydelse. Denne enighed udløste i 1866 grundlovsrevisionen, der reelt gav godsejerne og de rigeste byboere magten i Landstinget (det andet kammer i Rigsdagen foruden Folketinget). Bønderne var også på fremmarch. Vejlekredsens politiske skifte skyldes især oprettelsen af venstreavisen Vejle Amts Folkeblad i 1865 af politikeren og redaktøren [[Thomas Nielsen]] (1813-95). En anden væsentlig grund var valgkredsenes opbygning. Langt de fleste valgkredse bestod af en købstad med et omliggende landdistrikt, således også Vejlekredsen, der foruden selve byen bestod af sognene [[Hornstrup]], [[Hover]], [[Jelling]], [[Skibet]], [[Højen]], [[Jerlev]], [[Egtved]], [[Ødsted]] og [[Vinding]]. Det betød, at landboerne i langt de fleste kredse kunne mønstre flere vælgere end bybefolkningen. Med den stigende tilflytning til byerne i slutningen af 1800-tallet blev dette misforhold endnu tydeligere, og først med den nye grundlov i 1915 indvilligede bondepartiet Venstre i en reform af valgkredsenes fordeling med flere kredse ved de største byer.

Landsdelenes regionale, historiske og kulturelle forskelle gav sig i 1860'ernes spæde danske demokrati også udslag i en forskellig politisk kultur indenfor [[Venstre]]. På Sjælland, Lolland-Falster og en del af Fyn virkede den politiske bevægelse Bondevennerne med rødder til 1840’erne. Derudover var der det grundtvigsk prægede nationale venstre i det jyske og blandt de velstillede fynske bønder. Disse to grupper udgjorde tyngdepunktet i det forenede venstre fra 1870. Vejle Amts Folkeblad hørte til det nationale venstre, der ikke i sine sociale krav var så yderliggående som Bondevennerne. Ude på den yderste venstrefløj var der bjørnbakkerne (navn efter bondeføreren Lars Bjørnbak), der særlig gjorde sig gældende i det nord – og østjyske. Selvom skifter i Vejle i 1866 var dramatisk, så hørte Vejle Amts Folkeblad ikke til blandt de yderliggående venstreblade.

== Indsamling til slesvigerne ==
Fredag den 24. maj 1867 blev der indrykket en opfordring i Vejle Amts Folkeblad. Skrivelsen opmalede situationen i det tabte land således: ''Det er desværre bekjendt, at hundreder af vore sønderjydske Brødre i den sidste Tid paa Grund af deres Troskab mod deres gamle Fædreland have maattet forlade Hjemsted, Hustruer og Børn for ikke at aflægge den forlangte Ed til Preusserkongens Fane, mod hvilken mange af dem før have kjæmpet tappert i den danske Hærs Rækker''. Ved afståelsen i 1864 af hertugdømmerne havde sejrherrerne Preussen og Østrig delt magten i området mellem sig, men allerede i 1866 kom de tidligere allierede i krig med hinanden. Med Preussens sejr over kejserriget Østrig var de dansksindede i Slesvig under preussisk herredømme, hvorfor der som nævnt i skrivelsen skulle aflægges ed til den preussiske konges fane. Skrivelsen opstillede dernæst en bøn: ''Til disse i deres eget Fædreland landflygtige Mænd og til deres i Hjemmet nødlidende Hustruer og Børn have Underskrevne, i Haab om velvillig Imødekommen hos Medborgere og Medborgerinder saavel i By som paa Land, forenet sig om at indsamle Bidrag. Veile, den 6te Mai 1867''. De underskrevne tæller blandt andre navne som [[Amalie Glahn]], [[Marie Seligmann]], [[Frederikke Sørensen]], [[Louise Wittrup]] og [[Antoinette Ørsted]]. Under navnene oplyses der om, at damekomiteen har henlagt en liste på bladets kontor, hvor bidragydere kunne tegne sig.

Søndag den 26. maj 1867 på selve sølvbryllupsdagen har folkebladet en notits om indsamlingen til ''de betrængte slesvigere''. Avisen meddeler, at indsamlingen finder sted overalt i riget i national solidaritet. Ikke blot penge, men også guld – og sølvsmykker, kunstsager og bøger bliver doneret. Vejle Amts Folkeblad referer i notitsen til en borger i Aalborg, der havde foreslået, ''at man opgav de rundtom i Landet berammede Festmaaltider i Anledning af Kongens Sølvbryllup og gav de Penge, man vilde anvende dertil, til Slesvigerne, idet han finder, at det var en virkelig smuk Høitideligholdelse af Dagen''. Provinsbladet i Vejle opregner dernæst, at Fædrelandet dog uofficielt er det eneste københavnske dagblad, ''som har anbefalet dette Forslag''. Stemningen var således meget fjendsk overfor "det germanske ægtepar", som kongeparret i de første år efter 1864 blev benævnt i hovedstaden. Fædrelandet førte ligesom i 1850'erne an i den nationale vægring mod prins Christian (9.). Nederlaget i 1864 udartede sig nærmest i et had til kongen, der af de nationalliberale fik skylden for krigsudfaldet. Det var en udbredt opfattelse i offentligheden, at han meget vel kunne ofre fejringen af sit sølvbryllup på den sørgende nations alter. Vejle Amts Folkeblad nøjes dog med at referere denne mening.

Torsdag den 30. maj 1867 oplyser Vejle Amts Folkeblad om det foreløbige indsamlingsresultat. Fra Vejle by er der indkommet 438 rigsdaler og 2 mark. Fra [[Højen Sogn]] 38 rigsdaler og 5 mark. Hover og [[Ildved]] har givet henholdsvis 30 og 10 rigsdaler. [[Nørup]] og [[Randbøl]], Thyregod og [[Vinding]] hhv. 74, 6 og 35 rigsdaler. Fra øvrige landdistrikter 20 rigsdaler. Tilsammen 654 rigsdaler, der dags dato ''er indsendt til Hovedkomiteen i Kjøbenhavn''. Hvordan lokalbefolkningen har anskuet indsamlingen er uvist, ligesom spørgsmålet om hvorvidt udfaldet imod det kongelige sølvbryllup har påvirket størrelsen på indsamlingen i området.

== Fejringen i Vejle ==
Tirsdag den 28. maj refererede Vejle Amts Folkeblad til festligholdelsen i København den 26. i en længere artikel. Fra morgenstunden samledes de københavnske sangforeninger og begav sig til Amalienborg Slotsplads, hvor kongeparret kom ud på balkonen på Christian 9.s Palæ. Kongen takkede i en kort tale for sangoptoget. Klokken 1 begyndte kuren på Amalienborg, hvor bl.a. Rigsdagens to ting, Folketinget og Landstingets formænd, deltog og lykønskede det kongelige par. Derudover var der de købstadsdeputeredes lykønskning, der blev viderebragt majestæterne af den ældste tilstedeværende borgmester, Helsingørs borgmester etatsråd Olrik. Ifølge folkebladet kendte majestæterne til mange af de deputerede fra deres rejser ''i Provindserne''. Efter kuren på Christiansborg Slot om aftenen bød afslutningen på et festfyrværkeri af tidens førende fyrværkerimester Gaetano Amici.

Samme dag kunne avisen også berette om den lokale højtideligholdelse i Vejle. Begivenheden forløb i byen ''med almindelig Flagning fra Husene og fra de i Havnen liggende Skibe. Om Morgenen Kl. 5 drog Vaabenbrødrene med Musik og deres Faner gjennem Byen til Nørreskoven og senere paa Formiddagen tilbage. Om Eftermiddagen Kl. 3 drog Friskolens Elever, Drenge og Piger, med Musik i Spidsen til Nørreskoven, hvor der var arrangeret en Fest med Bespisning for dem''. [[Nørreskoven]] blev fundet velvalgt som sted for fest og farver i det danske forår.
Generelt synedes sølvbrylluppet ikke at have kastet det store af sig. Tiden var ikke til fest og løssluppen dans, men sorg og betænksomhed overfor de tabte landsmænd i Sønderjylland. På selve sølvbryllupsdagen, søndag eftermiddag, blev den nye vandledning til Vejle by med beholder i [[Store Grundet]] Skov afprøvet på [[Kirketorvet]]. Vejle Amts Folkeblad mente at vide, at vandet nåede en højde af ca. 10-11 alen.

[[Billede:Raadhus2.jpg|200px|thumb|right|Den nye vandledning muliggjorde et stort springvand på Rådhustorvet]]

I Hornstrup blev et nyt orgel indviet i [[Hornstrup Kirke]] på sølvbryllupsdagen, den femte søndag efter påske. Folkebladet skrev, at ''Denne Dag blev saaledes i dobbelt Betydning en Festdag og mindeværdig for Hornstrup Menighed''. Sognepræsten [[Carl Christian Wittrup]] holdt en tale, hvori han påpegede orgelets betydning for menighedssangen og takkede på menighedens vegne for gaven.

Fredag den 31. maj opregnede folkebladet dem, som i anledning af sølvbrylluppet var blevet dekorerede eller udnævnte. I [[Vejle Amt]] var det blandt andre toldassistent Petersen i Vejle (Dannebrogsmændenes Hæderstegn), herredsfoged, kancelliråd Sarild i Kolding (udnævnt til justitsråd), gårdejer Ammundsen i [[Smidstrup]] (kammerråd) og sognefoged R. Christensen fra [[Balle]] (Dannebrogsmændenes Hæderstegn).
Den 30. maj nævnte folkebladet også den sønderjyske folkegave til kongeparret. Gaven var et broderet tæppe, og i København indfandt sig en deputation af 5 sønderjyder, der overrakte et maleri af professor Skovgaard og hilste på den kongelige familie.

== Børnenes triumf i en brydningstid ==
Torsdag den 30. maj 1867 trykte Vejle Amts Folkeblad i anledning af sølvbrylluppet digte til både kongeparret og deres seks børn, et digt til kronprins Frederik (8.), et til kong Georg 1. af Grækenland (omtalt som "Hellenernes Konge"), et til prinsesserne Alexandra og Dagmar og endelig et til de to yngste, prinsesse Thyra og prins Valdemar. Af versene fremgår det meget klart, at skønt kongeparret umiddelbart er blevet køligt modtaget, så lover fremtiden godt for det danske monarki ved børnenes positioner i Europas ledende kongehuse. Positionen som Europas svigerfar gav Christian 9. en international pondus i de første svære år som dansk konge. Med tiden blev kongen en national institution (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]] og [[Rubinjubilæum i Vejle 1903]]). Orla Lehmann udtalte omkring tronbestigelsen i 1863, at hvis tyskerne ville have alt det tyske, skulle de først og fremmest have dynastiet. Dette skulle dog vise sig kun at være et øjebliksbillede. På mange måder levede kongeparret i en brydningstid. Politisk udtrykt ved Junigrundloven 1849, der igangsatte overgangen fra enevælden som styreform til et demokrati i form af et konstitutionelt monarki. Denne proces varede Christian 9.s regeringstid ud. Nationalt ved skiftet fra helstat til nationalstat. Både Christian 9. og dronning Louise var som følge af såvel deres tid som deres familiebaggrunde udgået af helstatens dansk-tyske fælleskultur. Set med deres øjne burde dansk- og tysktalende kunne leve fredeligt sammen. Illusionen blev brudt med Treårskrigen 1848-50, og med krigen 1864 stod Danmark tilbage som en nationalstat med grænse ved Kongeåen. Dynastisk betegnede perioden oldenborgernes uddøen og glücksborgernes entré på tronen. Brylluppet i 1842 havde foregået i ubemærkethed for den brede offentlighed. Sølvbrylluppet i 1867 bar præg af krigen i 1864 og det medfølgende nationale sår. Da ægteskabet havde fået karaten guld i 1892 blev det århundredets folkefest.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1867
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Bo Bramsen: Huset Glücksborg i 150 år, 1975
* Tom Buk-Swienty: Dommedag Als, 2010

[[Kategori:Andet]]

Brandbjerg

2012-02-02T15:48:38Z

MVeh123:

Brandbjerg er en herregård i [[Kollerup Sogn]], [[Tørrild Herred]]. Fra 1970-2007 var sognet en del af Jelling Kommune. Ved den seneste kommunalreform i 2007 kom sognet til at høre ind under [[Vejle Kommune]].

Gårdens historie begynder efter reformationen. Den nævnes første gang i 1543. Hovedbygningen er opført i 1766 og ombygget i 1902.

I 1840 købte [[Niels Smidt]], der var købmand i [[Søndergade]] i Vejle, Brandbjerg. Fornøjelsen blev dog kort, da han døde allerede året efter.
I 1932-33 var Brandbjerg ejet af Jydsk Landhypotekforening.

Brandbjerg blev i 1948 en håndværkerhøjskole, og i 1964 blev [[Brandbjerg Højskole]] grundlagt som en almen grundtvigsk folkehøjskole.

I dag er der 55,5 hektar park og eng, og de 34 hektar er skov til Brandbjerg.

[[Kategori:Gårde]]

Brandbjerg

2012-02-02T15:44:45Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Brandbjerg er en herregård i Kollerup Sogn, Tørrild Herred. Fra 1970-2007 var sognet en del af Jelling Kommune. Ved den seneste kommunalreform i 2007 kom sognet til a…'

Brandbjerg er en herregård i [[Kollerup Sogn]], [[Tørrild Herred]]. Fra 1970-2007 var sognet en del af Jelling Kommune. Ved den seneste kommunalreform i 2007 kom sognet til at høre ind under [[Vejle Kommune]].

Gårdens historie begynder efter reformationen. Den nævnes første gang i 1543. Hovedbygningen er opført i 1766 og ombygget i 1902.

I 1840 købte [[Niels Smidt]], der var købmand i [[Søndergade]] i Vejle, Brandbjerg. Fornøjelsen blev dog kort, da han døde allerede året efter.

Brandbjerg blev i 1948 en håndværkerhøjskole, og i 1964 blev [[Brandbjerg Højskole]] grundlagt som en almen grundtvigsk folkehøjskole.

I dag er der 55,5 hektar park og eng, og de 34 hektar er skov til Brandbjerg.

[[Kategori:Gårde]]

Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869

2012-02-02T14:17:39Z

MVeh123:

[[Billede:skytte1.jpg|300px|thumb|right|Skyttehuset og Vejle-Horsens banen, 1869. I baggrunden Nørreskoven]]
Den 20. september 1869 besøgte den danske kongefamilie Vejle. Med på rejsen var foruden kongeparret, kong Christian 9. og dronning Louise, også prinsesse Thyra og prins Valdemar og ikke mindst det nygifte kronprinsepar, kronprins Frederik (8.) og kronprinsesse Louise (Lovisa). Det særlige ved dette meget korte kongebesøg, var, at festlighederne for de kongelige denne efterårsdag fandt sted i den dengang splinternye, ottekantede dansepavillon. Denne dansesal er i dag det eneste tilbage af det kendte etablissement i Vejle kaldet [[Skyttehuset]].

== Vejret ==
[[Vejle Amts Avis]] berettede mandag den 20. september 1869 i en lille notits om en orkan, der havde hærget dagen forinden. Stormen havde bl.a. væltet et hus ved [[Sønderbro]], og i Horsens havde den ligefrem forårsaget et dødsfald. Dagbladet måtte noget mistrøstigt konstatere, at ''Det daarlige Veir idag med Regn og Blæs gjør ogsaa nogen Afbræk i de i det Frie trufne Foranstaltninger til at feire vor Konges Nærværelse i Sydjylland''. Besøget blev dog gennemført på trods af det uvejr, der havde været umiddelbart op til selve dagen. For om tirsdagen den 21. september kunne avisen glædeligt beskrive den meteorologiske situation den 20. om eftermiddagen. ''Det stadige Ønske om, at Ankomsten maatte skee i nogenlunde godt Veir gik i Opfyldelse, thi efter Middag begyndte det at klare op, og ingen mørk Sky eller nedskyllende Regn forstyrrede den Glæde, det var for Byens og Omegnens Beboere at see ikke alene vor Konge og Dronning, men ogsaa det nygifte fyrstelige Par samt Prindsesse Thyra og Prinds Valdemar i vor Midte og at kunne føre dem hen paa et af de smukkeste Steder ved Veile Fjord''. Vejret, den faktor, som er absolut sværest at tage i ed ved større arrangementer i Danmark, viste sig således tillige fra sin bedste side.

== Dansk eller tysk ==
Den 21. september bragte Vejle Amts Avis på forsiden en hyldestsang til det danske kongepar i anledning af besøget. Titlen på sangen var "Hilsen til Kongen og Dronningen", og den var skrevet på melodien "Kong Christian stod ved højen Mast". Under titlen blev det oplyst, at denne sang var blevet afsunget i aftes i Skyttesalonen af [[Vejles Haanderværkersangforening]]. Det fremgår ikke helt klart, om denne sang rent faktisk blev sunget, mens kongefamilien var tilstede. Men det er bestemt sandsynligt, for i reportagen fra besøget i avisen bliver det meddelt, at sangforeningen sang et par sange i Skyttesalonen. Sangen var på tre vers. Det første lød:
Hvad samler os til festlig Fryd
I Hallen her?
Hvad tolker høit Musikkens Lyd
Og trindt omkring den Glands og Pryd,
Hvad kalder os til festlig Fryd
I Hallen her?
Ved Veile – Fjordens Bølger blaae
Kong Christian og Hans Dronning staae
Saa faur.
Andet vers var betydelig mere politisk ladet end 1. vers, der mere udtrykte den almindelige glæde ved det kongelige besøg.
Klart straaler Kronens blanke Guld
Til Folket ned;
Men tung den er og byrdefuld,
Naar Folket ei er Kongen huld,
Naar ei det seer paa Kronens Guld
Med Kjærlighed.
Men glæd dig, du, mit Fødeland!
Dit Folk, det elsker Christian,
Dit Folk!
Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Krigen drejde sig også i et vist omfang om arvefølgen, da hertugen af Augustenborg, en af tronkandidaterne, stod bag de tysksindede slesvig-holstenske oprørere.
Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København ([[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]). Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.

== Ny jernbane og skyttehus ==
Klokken klart over seks om aftenen den 20. september 1869 gjorde kongetoget holdt ved Skyttehuset på [[Vejle-Horsens banen]]. Denne jernbane var blevet indviet i året forinden, i 1868. Vejle Amts Avis mente at vide, at den kongelige jernbanevogn var den samme, som kong Frederik 7. havde fået i gave i 1854 af den berømte, engelske civilingeniør og jernbaneentreprenør Sir Morton Peto. Det var ganske rigtigt set af amtsavisen. 15 år senere var vognen blevet restaureret, og vognen var blevet anvendt dagen forinden, den 19. september 1869 i toget ved indvielsen af strækningen Randers-Aalborg. En begivenhed, som den kongelige familie følgelig havde overværet og som markerede afslutningen på den østjyske længdebane. Den kongelige familie blev modtaget på perronen af amtmanden, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] og herredsfogeden. Den konstituerede amtmand [[Schou]] holdt en tale, hvori han mindede forsamlingen om, at ''det er et inderligt og fast Baand, som forener Kongehuset med Folket''.

Vejle Amts Avis gjorde følgelig meget ud at beskrive udsmykningen af byens nye stolthed, Skyttehusets ottekantede dansepavillon, der var blevet taget i brug i 1868. Ifølge dagbladet var der ''gjort Saameget som man med Billighed kunde forlange''. Avisen fortsatte ''hvad vi Alle vide, Salonen jo aldeles ny, bygget i en tiltalende Stiil og i det hele taget saa net udstyret, at man ret vel kan byde fornemme Gjæster ind paa den blotte og bare Salon, men Kongen er Landets første Mand, og det er ikke hver Dag, at han og hans høie Slægt gjør os den Ære at træde ind i vort Skyttehuus''. Danske, svenske, norske, russiske, engelske og græske flag vajede ned fra loftet inde i pavillonen. Denne gestus kan beskrives som et varsel om tilnavnet ”Europas svigerfar”, som kong Christian 9. for alvor skulle antage i 1870'erne og 1880'erne med sommerferierne på Fredensborg Slot, hvor børn, svigerbørn og børnebørn fra de dominerende konge- og fyrstehuse i Europa deltog. Navnetrækkene C.L. og F.L. efter kongeparret og kronprinseparret var broderet på en af væggene. Udenfor Skyttehuset var ved modtagelsen af de kongelige opstillet i rækker: [[Vejle Våbenbrødreselskab]], [[Vejle Amts Skytteforenings]] 30. kreds, [[Vejle Musikkorps]] og Hånderværkersangforeningen. Ved indgangen stod nogle unge damer, der overrakte de kongelige buketter. Indenfor i Skyttehuset hilste de kongelige, ifølge Vejle Amts Avis den 21. september, på alle stænder: embedsmændene, borgerne, amtsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer, præster, sogneråder og sognefogeder.

== Længdebane eller tværbane ==
Borgmester og overauditør [[Ørsted]] holdt på verandaen ved Skyttehuset efter en sang af sangforeningen en tale til kongen og dronningen. Ifølge referatet i Vejle Amts Avis den 21. september udtrykte Ørsted indledningsvis sin ''Glæde ved at see Deres Majestæter idag i vor Midte i den korte Stund de dvæle ved Veile Fjords skjønne Kyster''. Derefter berørte Ørsted tidens delikate spørgsmål: jernbanen og ikke mindst hvor den skulle gå. I 1868 var Vejle-Horsens blevet indviet som et led i den jyske længdebane. Tilhængerne af længdebanen i Jylland var de grupper i samfundet, som handelsmæssigt og politisk var orienteret mod det tyske. Længdebanen ville understøtte den gamle kvægdriverrute langs Hærvejen ned mod marskområderne i Slesvig og Holsten. Derudover mente det danske militær, at længdebanen strategisk ville være en fordel, da den ville beskytte de østjyske fjorde mod angreb fra den preussiske flåde. Som ved vore dages diskussion af linieføringen af motorveje var der også med hensyn til jernbanen i 1800-tallet både lokale, regionale og nationale interesser på spil.
Ørsted udtalte i sin tale til kongeparret om den nye Vejle Horsens bane: ''vi tør maaskee haabe, at dette Jernbanenet om faa Aar vil blive fuldstændiggjort ved en Jernbane fra Veile til Vesterhavet, og at Deres Majestæt allernaadigst da vil indvie denne Bane, som Alle her antage i høi Grad vil fremme Veileegnens Udvikling''. Lokalt i Vejle mente man tilsyneladende ifølge Ørsteds tale, at en vestgående bane ville styrke Vejles traditionelt store opland langt ind i Jylland. På sigt var diskussionen om længde- kontra tværbane alt for firkantet, for der blev naturligvis tale om et dansk kompromis ved hvert enkelt konkrete tilfælde. Den danske politik lød på, at jernbanen og dens velsignelser skulle nå ud til flest mulige. Som et yderligere argument for en vestgående bane udgående fra Vejle anførte han, at det i fremtiden ville blive lettere for deres majestæter at besøge byen. Alle sejl blev tilsyneladende sat til. Vejle fik dog først en vestgående bane med [[Givebanen]] og [[Vandelbanen]] fra 1890'erne.

== Det unge kronprinsepar ==
Blandt talerne på denne festlige dag var også bankdirektør [[Seligmann]], der motiverede et leve for kronprinseparret. ''Vi see i denne Forening et Fremtidshaab for vort elskede Fædreland og tillige et godt Varsel om Enighed og Sammenhold mellem de 3 nordiske riger''. Kronprins Frederik (8.) var den 28. juli 1869 blevet gift i Slotskirken på Stockholms Slot med den svensk-norske prinsesse Lovisa (Louise). Den 10. august kom de til København, hvor det unge, danske kronprinsepar blev fejret i et par dage. Besøget i Vejle var det sidste led i dette års sommer- og efterårstogt i Jylland, hvor det nye kronprinsepar skulle vises frem for den danske befolkning. Sandt og sige var det deres sommertogt, hvor kongeparret og deres to yngste børn, 16-årige prinsesse Thyra og 11-årige prins Valdemar også var med. Ægteskabet blev i samtiden set, jævnfør Seligmanns tale, som udtryk for en mulig skandinavisk forbrødring. Sverige-Norge havde trods signaler om det modsatte ikke støttet Danmark militært i krigen i 1864. Det havde vakt forbitrelse i landet.
Pastor [[Carl Christian Wittrup]] fra [[Sct. Nicolai Kirke]] i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar ''samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie''.
I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop [[Carl Frederik Balslev]] over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget ''under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde''. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, ''og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt''. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. ''Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time''.

== Ophold ved to stationer ==
Ved de kongeliges rejse på vej til Vejle standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af [[Ørum]]. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Efter besøget i Vejle rejste den kongelige familie i tog til Fredericia, hvorfra de gik ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Avis 1869
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Vejlebogen 1999
* Vejlebogen 1993
* Steen Busck og Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002

== Billeder ==
<gallery>
Billede:skytte2.jpg|Parti med jernbanen ved Skyttehuset, 1868. Stik lavet efter tegning af J.Sørensen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]

Kongejubilæum i Vejle 1888

2012-02-02T14:09:21Z

MVeh123:

[[Billede:kongejub1.jpg|300px|thumb|right|Vejle Teater opført 1884 med Ludvig A. Petersen som arkitekt, Jernbanepladsen 4, ca. 1890]]
Den 15. november 1888 havde Danmarks konge Christian 9. 25-års regeringsjubilæum. Ved regeringsjubilæet i 1888 var det meget tydeligt, at en politisk konflikt satte sit præg på dækningen af festlighederne. Der var i Vejle anno 1888 to dagblade: det konservative dagblad [[Vejle Amts Avis]] (siden 1828) og venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]] (siden 1865). Deres respektive omtaler af 25-års regeringsjubilæet vidner om, at festlighederne blev brugt som et påskud til en regulær politisk kamp i spalterne mellem de to aviser. Sjældent, om nogensinde i nyere dansk historie har kongemagten i Danmark været mere politisk omstridt og sprængfarlig som i 1888.

== Forfatningskampen ==
I 1866 blev Junigrundloven fra 1849 revideret. Der indførtes en privilegeret valgret til Landstinget (det andet kammer i Rigsdagen foruden Folketinget). Dette indebar i praksis, at godsejerne og partiet Højre fik magten i dette ting. I 1870 blev bondepartiet Venstre dannet, og partiet fik flertal i Folketinget ved valget i 1872. Partiet krævede regeringsmagten med henvisning til, at Folketingets sammensætning skulle være bestemmende for regeringsdannelsen. Dette princip, kaldet folketingsparlamentarisme, blev afvist af Højreregeringerne. I de efterfølgende mange år var der en indædt politisk kamp om forfatningen, grundloven og hvordan den skulle fortolkes. I 1875 blev Jacob Brønnum Scavenius Estrup konseilspræsident (regeringsleder), og han satte hårdt ind mod venstreoppositionen i Folketinget. I 1877 udstedtes af regeringen den første provisoriske (foreløbige) finanslov som et modsvar til, at Folketinget ville stemme imod finanslovsforslaget. Partiet Venstre blev hurtigt splittet op i mange stridende fraktioner. Fra 1885-1894 udstedtes der hvert år en provisorisk finanslov. 1885 var året, hvor Danmark eftersigende var uhyre tæt på en egentlig revolution. Venstrebønderne dannede riffelforeninger, og Estrup svarede igen med at indføre et gendarmerikorps til at patruljere rundt i landet. De blev kaldt for "De Blå" efter deres uniformsjakke, og de var meget forhadte i landbefolkningen.

Den 21. oktober 1885 blev der forøvet et attentatforsøg mod Estrup, som slap uskadt fra episoden. Attentatmanden var den 19-årige typograf Julius Rasmussen, der mindre end et år forinden havde fået sit lærebrev ved venstreavisen Vejle Amts Folkeblad. Han blev idømt en straf på 14 års tugthusarbejde, som han afsonede i Horsens tugthus. Her begik han den 27. november 1889 selvmord. Kisten blev overført til Vejles nye kirkegård, hvor ca. 200 mennesker deltog.

Forfatningskampen medvirkede til, at den danske befolkning blev betydeligt mere politisk bevidst. Denne politiske bevidstgørelse ses tydeligt afspejlet i Vejles to dagblade og deres beskrivelse af jubilæet.

== Frederik Folkekær kontra Christian 9. ==
På forsiden af Vejle Amts Folkeblad torsdag den 15. november 1888 var der trykt et digt med flere vers og med titlen "Frederik VII.'s Minde". Ved siden af var der en artikel med overskriften "Kong Frederik den danske" med reference til Grundtvigs digt fra kong Frederik 7.s regeringstid. Vejle Amts Folkeblad ønskede at markere dagen, den 15. november, snarere som Frederik 7.s dødsdag og dermed som et minde over den folkekære konge, frem for at hylde 25-året for kong Christians tronbestigelse. I takt med den samtidige politiske kamp om grundloven, kom Frederik 7. som grundlovsgiver til at fremstå i et endnu mere positivt lys som en klar modsætning til efterfølgeren Christian 9. I reportagen fra jubilæumsfestlighederne i København den 16. november i Vejle Amts Folkeblad bliver det bebrejdet københavnerne, at de tilsyneladende helt har glemt Bissens rytterstatue af Frederik 7. foran Christiansborg Slot. "Højre og Venstre i Gaar" lyder overskriften på en artikel i samme dagblad den 16. november. Det hedder heri, at ''Bladene bringe i Dag rundt om fra Meddelelser om, hvorledes Højremændene i Kjøbstæderne har paa festlig Maade mindedes Kongens Regjeringsjubilæum, og om hvorledes rundt om, særlig på Landet, Venstremændene i Gaar holdt Mindefester for Frederik den 7de''. Det nævnes, at specielt Jylland og Sjælland udmærkede sig i forhold til mindefesterne for kong Frederik 7., mens fynboerne holdt sig lidt tilbage.
Fyn var under Forfatningskampen kendt for på tinge at være repræsenteret af mange forsvarsivrige Højremænd og moderate venstrefolk, der var villige til at indgå kompromiser med Estrup-styret.

Om årsagen til splittelsen mellem venstre- og højrebladene i deres vurdering af regeringsjubilæet, gav Vejle Amts Folkeblad som svar, ''fordi vi her i Landet har et Ministerium, der hedder det estrupske, og nogle grundlovsstridige Papirsstykker, der hedder Provisorier. Det er Ulykken! Maatte Kongen snat skjønne det!''
Den 15. november skrev Vejle Amts Folkeblad under "Lokale Efterretninger" om, at byens højremænd ville demonstrere i dagens anledning. ''Det siges, at ogsaa Venstremænd vil tage Del i Højres Demonstrationer, paa Frederik den Syvendes Dødsdag, men vi vægrer os ved at tro det. I Morgen skal vi fortælle vore Læsere, om det passer''. Dagen efter viste det sig minsandten ifølge Vejle Amts Folkeblad heller ikke at være tilfældet. Det hed videre i artiklen: ''Rundt om paa Landet holdes i Aften Mindefester for Frederik den Syvende. Folk, der er kommen ind til i Byen i Dag i Forretninger, siger, at ude paa Landet ses milevidt intet Flag''. De lokale venstrebønder på Vejleegnen fulgte således åbenbart partilinjen og det lokale dagblads linie. Avisen sluttede med at konstatere til sidst i artiklen, at ''Saa dybt har det estrupske, provisoriske Regimente uddybet Kløften mellem By og Land, mellem Kongen og Bønderne. Under saa sørgelige Forhold for Folk og Land, er der i Dag for Venstremænd intet at jubilere over''.

Om de 25 år, Christian 9. havde siddet på den danske trone, skrev Vejle Amts Folkeblad den 16. november, at det ikke havde været lykkelige år for landet politisk set. [[Krigen 1864]] og det medfølgende nederlag, der med tabet af hertugdømmerne betød en tredjedels reduktion af riget i det første regeringsår, bliver dernæst nævnt. 1866-revisionen af grundloven var et demokratisk tilbageskridt, som forårsagede den politiske uro, der nu i 1888 hersker i Danmark. Ganske vist havde kongen jævnfør grundloven ikke det juridiske ansvar for den politiske udvikling mente Vejle Amts Folkeblad. ''Men ét kan vi ikke dølge, og det er, at Kongen har efter vor Mening været saare uheldig i Valget af sine Raadgivere''. De politiske kampe har ''slaaet dybe Kløfter mellem Dele af det danske Folk og skilt Kongen fra det store Flertal af sit Folk''. Så længe det snart 14-årige estrupske regimente fortsatte, ville folket, ifølge venstreavisen, ikke kunne fejre kongejubilæet i fællesskab, og der ville ikke blive det nære forhold mellem konge og folk, som der ''for det fælles Fædrelands Skyld burde være''. Først med afskaffelsen af provisoriepolitikken vil den mur, ''en kortsynet og ufornuftig Politik har rejst mellem Folkets Flertal og den uansvarlige konstitutionelle Konge, falde, om end aldrig dens Spor helt udslettes, thi den estrupske Politik har skadet baade Kongen og Kongedømmet saa meget, at det vanskelig vil helt forvindes''. Afslutningsvis fremsættes det lønlige håb om, at statsoverhovedet må få visdom og lykke, så hans sidste tid som konge ikke vil bære præg af de mørke skygger, der hidtil havde domineret.

Vejles konservative dagblad Vejle Amts Avis for den 15. november 1888 har ikke overraskende en anden bedømmelse af Christian 9. som konge. På forsiden bragtes en kort biografisk artikel om kongen med disse indledende ord: ''Kong Christian IX, der idag i 25 Aar har siddet på Danmarks Throne, er sikkert nu gjennem en paa store Omskiftelser rig Regjering blevet saaledes knyttet til Folket, og dette har paa sin Side vundet et saadant Kjendskab til ham, at der gjensidig hersker en vis Fortrolighed''.

Som en naturlig del af beskrivelsen af Christian 9.s første 25 år som dansk konge, indskyder Højre-dagbladet politiske argumenter mod Venstre i den igangværende forfatningskamp. Venstres krav om folketingsparlamentarisme strider imod grundlovens ånd, der siger, at Folketinget og Landstinget er ligeberettigede. Derudover udtrykker grundloven meget præcist, at kongen selv vælger sine ministre. Endelig var der det internationale argument imod, at Venstre skulle danne regering. Det var et argument, som Højre tit fremdrog i den politiske debat. En venstreregering ville påkalde sig det øvrige Europas vrede og harme, idet en social revolution i Danmark ville blive til virkelighed. Det stærkt indskrænkede kongerige med grænse ved Kongeåen efter 1864 skulle nødig vide af at genere de europæiske magter.
Vejle Amts Avis bragte den 15. november et digt med titlen "Et Blad af Danmarks Historie". Digtet omhandlede kong Christians regeringstid. Det gennemgående tema i digtet var tidens ide om "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Ganske vist var kongens regeringstid begyndt med krigen 1864 og det frygtelige nederlag, men siden havde det danske folk rejst sig åndeligt og materielt.

Vejles to dagblade, venstreavisen og det konservative dagblad, udkæmper en politisk kamp om den nyeste danmarkshistorie, hvor de to konger Frederik 7. og Christian 9. spiller en central rolle. De to konger bliver opstillet som modsætningspar, hvor de sidder inde med henholdsvis helte- og skurkerollen i venstreavisen Vejle Amts Folkeblad. Vejle Amts Avis gør omvendt ikke noget ud af at modsvare venstreavisens stereotype billede af grundlovsgiveren som den folkelige dansker, men fremhæver til gengæld kong Christians retsindige og kloge styre af Danmark.

== En kongetro by ==
De to dagblade har en noget forskellig udlægning af, hvor stor en deltagelse Vejles indbyggere lagde for dagen i anledning af regeringsjubilæet. Under rubrikken "Lokale Efterretninger" den 15. november skrev Vejle Amts Folkeblad om stemningen i byen. ''Kongens Regjeringsjubilæum i Dag mindes her i Byen paa offentlig og privat Foranstaltning paa forskjellig Maade. Dagen er her i Byen Højres. Alle Højremændene havde tidlig i Morges deres Flag ude. En del, der give sig ud for at være Venstremænd, deltager i Flagningen. "De tør ikke andet" siger de, og mindes Højres økonomiske Krig''. Med hensyn til udsmykningen holdt byens højremænd sig, ifølge avisen, heller ikke tilbage.

Fredag den 16. november skrev Vejle Amts Avis om "Jubilæumsdagen i Veile". ''Dagen var en virkelig Festdag for vor By, og det ikke alene for dem, der havde Raad til at deltage i de forskjellige Festmaaltider og Baller, men ogsaa for mangfoldige af dem, der maatte nøies med at se og høre paa alt det, der foretoges for at give Dagen et festligt Præg, og som man kunde se og høre paa uden Betaling''. Overalt var folk beskæftigede med ''Aftenens Glandspunkt, nemlig Illuminationen''. Ifølge det konservative dagblad deltog [[Skyttelauget]] også i festlighederne ved, at der fra [[Skyttehuset]] blev affyret 27 kanonskud. Man havde endnu i erindring, at Vejle havde haft [[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset]] i 1869. Den særlige feststemning, der herskede i Vejle, ''viste sig i den overordentlige Deltagelse, der fra Befolkningens Side vistes i alle Dagens Festligheder, og i de Anstrengelser, der fra alle Sider gjordes for at gjøre Dagen saa høitidelig som muligt. Veile viste i Gaar, som ved forskjellige andre Anledninger, paa en aldeles umiskjendelig, overbevisende Maade, at den er en kongetro By''.
Mandag den 19. november 1888 skrev Vejle Amts Avis en lille notits om nogle "Revolutionsmænd i Svendborg". Rundt i byen havde de kastet løbesedler, hvorpå der stod "Ned med C.IX. og Estrup. Leve Republikken". Dagbladet skrev om hændelsen. ''Om de hidrøre fra en af den røde Fanes Tilhængere, der muligen har benyttet en Umyndig til at erportere dem ud i Verden, bliver selvfølgelig Politiets Sag at faa opklaret''. Vejle var heldigvis i den henseende en bedre købstad end Svendborg, hvor republikanere åbenbart truende med at ødelægge den gode stemning.

== Festlighederne i Vejle ==
Vejle Amts Folkeblad skrev den 15. november, at kirkeklokkerne havde ringet om morgenen fra klokken syv til halv otte. ''Derpaa drog en Musikkorps gjennem Gaderne, utrættelig spillende "Kong Christian stod ved højen Mast"''.
Samme dag skrev Vejle Amts Avis, at ''Dannebrog har sikkert ingensinde tilforn vaiet fra saa mange Huse heri Byen som idag''. [[Amtsgården]] var pyntet med guirlander af grønt og flag. Skibene i [[Vejle Havn]] var flagsmykkede, og [[Treschows støtte]] var omgivet af en kreds af flagstænger med Dannebrog vajende og omvunden med guirlander af grønt og blomster.

Den 16. november skrev det konservative dagblad om jubilæumsfestligheden på friskolen. Byrådet havde inviteret samtlige børn fra friskolen med skoleinspektør [[Schou]] til en kop chokolade med hvedebrød. Klokken halv tre samledes på [[Rådhustorvet]] [[Våben – og Forsvarsbrødreforeningen]], [[slagterlauget]] og [[Håndværkersangforeningen]]. Formanden for forsvarsbrødrene, sagfører [[Ohrt]], fik med enstemmig vedtagelse godkendt et telegram, der blev sendt til kongen i anledning af jubilæet. Vejle Amts Avis gengav den. ''"De danske Vaabenbrødre" og "De danske Forsvarsbrødre" for Veile og Omegn tillade sig herved efter foretagen festlig Procession i Dagens Anledning for Deres Majestæt at fremhæve vor allerunderdanigste Lykønskning. Gud bevare Kongen og det kongelige Hus''.

Illuminationen fandt sted om aftenen den 15. mellem klokken seks og otte. Vejle Amts Avis skrev den 16., at vor gamle by slet ikke er ''til at kjende igjen, et saadant Lyshav straalede den i fra Ende til Anden''. Mange steder sås i transparent kongens og dronningens billeder, navnetræk og årstallene 1863 og 1888. Avisen ville ikke fremhæve nogle butiksudsmykninger frem for andre, men især Rådhustorvet, [[Torvegade]], [[Nørregade]], [[Sønderbro]], [[Søndergade]], [[Vestergade]], [[Dæmningen]], [[Havnevejen]], [[Residensgade]] og [[Vissingsgade]] udmærkede sig. Men også [[Fiskergade]], [[Fjællegade]], [[Jernbanegade]] og [[Volmersgade]] var smagfuldt belyst ifølge Vejle Amts Avis. [[Rådhuset]], banegården, posthuset, toldboden og telegrafstationen var blandt de offentlige bygninger, der var udsmykkede. Om aftenen var der musik på Rådhustorvet, der var stuvende fyldt med mennesker.

Klokken kvart over otte var der festforestilling i [[Vejle Teater]], der på dette tidspunkt i 1888 nærmest var en ny bygning i byen. Efter forestillingen afholdtes i den lille sal fællesspisning, hvori der deltog ca. 170 herrer og damer. Der blev udbragt mange skåler for konge og fædreland. Overauditør [[Monrad]] talte fra tilskuerpladsen om kongens 25-årige gerning. Hyldesten kom ikke kun fra Danmark, påpegede han i sin tale, men også fra Europas øvrige nationer. ''Grunden hertil var navnlig den, at de havde forstaaet at bibringe deres Børn, som nu beklæde de høieste Stillinger rundt i Europa, de samme ophøiede Egenskaber som dem, der prydede dem selv'' lød det i referatet dagen efter i Vejle Amts Avis. Positionen som ”Europas Svigerfar” var med andre ord også med til at rette op på kong Christian 9.s kølige modtagelse som konge i 1863 i den danske offentlighed.

== Jubilæumsfejring udenfor Vejle ==
Lørdag den 17. november bragte Vejle Amts Avis under "Lokale Nyheder" reportager fra jubilæumsfejringen i Vejles omegnskommuner. Det fremgår heraf, at der tillige var jubilæumsfest i [[Skibet Sogn]], Den konservative Klub for [[Daugaard]] og Omegn markerede også dagen. Det samme gjorde skolebørnene i [[Ørum Sogn]] og i Daugaard Byskole. [[Børkop]] og Omegns konservative Klub festligholdt 25-års jubilæet. På Jelling Kro var der festligheder med taler, og på Jelling Sogns Fattiggård blev der udskænket kager og vin til fattiglemmerne.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Avis 1888
* Vejle Amts Folkeblad 1888
* Steen Busck & Henning Poulsen: Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Vejles Historie, bd. 2: Moderne tider 1786-1970, 1998

[[Kategori:Andet]]

Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869

2012-02-02T14:04:57Z

MVeh123:

[[Billede:skytte1.jpg|300px|thumb|right|Skyttehuset og Vejle-Horsens banen, 1869. I baggrunden Nørreskoven]]
Den 20. september 1869 besøgte den danske kongefamilie Vejle. Med på rejsen var foruden kongeparret, kong Christian 9. og dronning Louise, også prinsesse Thyra og prins Valdemar og ikke mindst det nygifte kronprinsepar, kronprins Frederik (8.) og kronprinsesse Louise (Lovisa). Det særlige ved dette meget korte kongebesøg, var, at festlighederne for de kongelige denne efterårsdag fandt sted i den dengang splinternye, ottekantede dansepavillon. Denne dansesal er i dag det eneste tilbage af det kendte etablissement i Vejle kaldet [[Skyttehuset]].

== Vejret ==
[[Vejle Amts Avis]] berettede mandag den 20. september 1869 i en lille notits om en orkan, der havde hærget dagen forinden. Stormen havde bl.a. væltet et hus ved [[Sønderbro]], og i Horsens havde den ligefrem forårsaget et dødsfald. Dagbladet måtte noget mistrøstigt konstatere, at ''Det daarlige Veir idag med Regn og Blæs gjør ogsaa nogen Afbræk i de i det Frie trufne Foranstaltninger til at feire vor Konges Nærværelse i Sydjylland''. Besøget blev dog gennemført på trods af det uvejr, der havde været umiddelbart op til selve dagen. For om tirsdagen den 21. september kunne avisen glædeligt beskrive den meteorologiske situation den 20. om eftermiddagen. ''Det stadige Ønske om, at Ankomsten maatte skee i nogenlunde godt Veir gik i Opfyldelse, thi efter Middag begyndte det at klare op, og ingen mørk Sky eller nedskyllende Regn forstyrrede den Glæde, det var for Byens og Omegnens Beboere at see ikke alene vor Konge og Dronning, men ogsaa det nygifte fyrstelige Par samt Prindsesse Thyra og Prinds Valdemar i vor Midte og at kunne føre dem hen paa et af de smukkeste Steder ved Veile Fjord''. Vejret, den faktor, som er absolut sværest at tage i ed ved større arrangementer i Danmark, viste sig således tillige fra sin bedste side.

== Dansk eller tysk ==
Den 21. september bragte Vejle Amts Avis på forsiden en hyldestsang til det danske kongepar i anledning af besøget. Titlen på sangen var "Hilsen til Kongen og Dronningen", og den var skrevet på melodien "Kong Christian stod ved højen Mast". Under titlen blev det oplyst, at denne sang var blevet afsunget i aftes i Skyttesalonen af [[Vejles Haanderværkersangforening]]. Det fremgår ikke helt klart, om denne sang rent faktisk blev sunget, mens kongefamilien var tilstede. Men det er bestemt sandsynligt, for i reportagen fra besøget i avisen bliver det meddelt, at sangforeningen sang et par sange i Skyttesalonen. Sangen var på tre vers. Det første lød:
Hvad samler os til festlig Fryd
I Hallen her?
Hvad tolker høit Musikkens Lyd
Og trindt omkring den Glands og Pryd,
Hvad kalder os til festlig Fryd
I Hallen her?
Ved Veile – Fjordens Bølger blaae
Kong Christian og Hans Dronning staae
Saa faur.
Andet vers var betydelig mere politisk ladet end 1. vers, der mere udtrykte den almindelige glæde ved det kongelige besøg.
Klart straaler Kronens blanke Guld
Til Folket ned;
Men tung den er og byrdefuld,
Naar Folket ei er Kongen huld,
Naar ei det seer paa Kronens Guld
Med Kjærlighed.
Men glæd dig, du, mit Fødeland!
Dit Folk, det elsker Christian,
Dit Folk!
Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Krigen drejde sig også i et vist omfang om arvefølgen, da hertugen af Augustenborg, en af tronkandidaterne, stod bag de tysksindede slesvig-holstenske oprørere.
Christian blev udråbt som tyskvenlig, og [[Orla Lehmann]] (amtmand over [[Vejle Amt]] 1849-61) skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København [[Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867]]. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.

== Ny jernbane og skyttehus ==
Klokken klart over seks om aftenen den 20. september 1869 gjorde kongetoget holdt ved Skyttehuset på [[Vejle-Horsens banen]]. Denne jernbane var blevet indviet i året forinden, i 1868. Vejle Amts Avis mente at vide, at den kongelige jernbanevogn var den samme, som kong Frederik 7. havde fået i gave i 1854 af den berømte, engelske civilingeniør og jernbaneentreprenør Sir Morton Peto. Det var ganske rigtigt set af amtsavisen. 15 år senere var vognen blevet restaureret, og vognen var blevet anvendt dagen forinden, den 19. september 1869 i toget ved indvielsen af strækningen Randers-Aalborg. En begivenhed, som den kongelige familie følgelig havde overværet og som markerede afslutningen på den østjyske længdebane. Den kongelige familie blev modtaget på perronen af amtmanden, borgmester [[Anders Sandøe Ørsted]] og herredsfogeden. Den konstituerede amtmand [[Schou]] holdt en tale, hvori han mindede forsamlingen om, at ''det er et inderligt og fast Baand, som forener Kongehuset med Folket''.

Vejle Amts Avis gjorde følgelig meget ud at beskrive udsmykningen af byens nye stolthed, Skyttehusets ottekantede dansepavillon, der var blevet taget i brug i 1868. Ifølge dagbladet var der ''gjort Saameget som man med Billighed kunde forlange''. Avisen fortsatte ''hvad vi Alle vide, Salonen jo aldeles ny, bygget i en tiltalende Stiil og i det hele taget saa net udstyret, at man ret vel kan byde fornemme Gjæster ind paa den blotte og bare Salon, men Kongen er Landets første Mand, og det er ikke hver Dag, at han og hans høie Slægt gjør os den Ære at træde ind i vort Skyttehuus''. Danske, svenske, norske, russiske, engelske og græske flag vajede ned fra loftet inde i pavillonen. Denne gestus kan beskrives som et varsel om tilnavnet ”Europas svigerfar”, som kong Christian 9. for alvor skulle antage i 1870'erne og 1880'erne med sommerferierne på Fredensborg Slot, hvor børn, svigerbørn og børnebørn fra de dominerende konge- og fyrstehuse i Europa deltog. Navnetrækkene C.L. og F.L. efter kongeparret og kronprinseparret var broderet på en af væggene. Udenfor Skyttehuset var ved modtagelsen af de kongelige opstillet i rækker: [[Vejle Våbenbrødreselskab]], [[Vejle Amts Skytteforenings]] 30. kreds, [[Vejle Musikkorps]] og Hånderværkersangforeningen. Ved indgangen stod nogle unge damer, der overrakte de kongelige buketter. Indenfor i Skyttehuset hilste de kongelige, ifølge Vejle Amts Avis den 21. september, på alle stænder: embedsmændene, borgerne, amtsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer, præster, sogneråder og sognefogeder.

== Længdebane eller tværbane ==
Borgmester og overauditør [[Ørsted]] holdt på verandaen ved Skyttehuset efter en sang af sangforeningen en tale til kongen og dronningen. Ifølge referatet i Vejle Amts Avis den 21. september udtrykte Ørsted indledningsvis sin ''Glæde ved at see Deres Majestæter idag i vor Midte i den korte Stund de dvæle ved Veile Fjords skjønne Kyster''. Derefter berørte Ørsted tidens delikate spørgsmål: jernbanen og ikke mindst hvor den skulle gå. I 1868 var Vejle-Horsens blevet indviet som et led i den jyske længdebane. Tilhængerne af længdebanen i Jylland var de grupper i samfundet, som handelsmæssigt og politisk var orienteret mod det tyske. Længdebanen ville understøtte den gamle kvægdriverrute langs Hærvejen ned mod marskområderne i Slesvig og Holsten. Derudover mente det danske militær, at længdebanen strategisk ville være en fordel, da den ville beskytte de østjyske fjorde mod angreb fra den preussiske flåde. Som ved vore dages diskussion af linieføringen af motorveje var der også med hensyn til jernbanen i 1800-tallet både lokale, regionale og nationale interesser på spil.
Ørsted udtalte i sin tale til kongeparret om den nye Vejle Horsens bane: ''vi tør maaskee haabe, at dette Jernbanenet om faa Aar vil blive fuldstændiggjort ved en Jernbane fra Veile til Vesterhavet, og at Deres Majestæt allernaadigst da vil indvie denne Bane, som Alle her antage i høi Grad vil fremme Veileegnens Udvikling''. Lokalt i Vejle mente man tilsyneladende ifølge Ørsteds tale, at en vestgående bane ville styrke Vejles traditionelt store opland langt ind i Jylland. På sigt var diskussionen om længde- kontra tværbane alt for firkantet, for der blev naturligvis tale om et dansk kompromis ved hvert enkelt konkrete tilfælde. Den danske politik lød på, at jernbanen og dens velsignelser skulle nå ud til flest mulige. Som et yderligere argument for en vestgående bane udgående fra Vejle anførte han, at det i fremtiden ville blive lettere for deres majestæter at besøge byen. Alle sejl blev tilsyneladende sat til. Vejle fik dog først en vestgående bane med [[Givebanen]] og [[Vandelbanen]] fra 1890'erne.

== Det unge kronprinsepar ==
Blandt talerne på denne festlige dag var også bankdirektør [[Seligmann]], der motiverede et leve for kronprinseparret. ''Vi see i denne Forening et Fremtidshaab for vort elskede Fædreland og tillige et godt Varsel om Enighed og Sammenhold mellem de 3 nordiske riger''. Kronprins Frederik (8.) var den 28. juli 1869 blevet gift i Slotskirken på Stockholms Slot med den svensk-norske prinsesse Lovisa (Louise). Den 10. august kom de til København, hvor det unge, danske kronprinsepar blev fejret i et par dage. Besøget i Vejle var det sidste led i dette års sommer- og efterårstogt i Jylland, hvor det nye kronprinsepar skulle vises frem for den danske befolkning. Sandt og sige var det deres sommertogt, hvor kongeparret og deres to yngste børn, 16-årige prinsesse Thyra og 11-årige prins Valdemar også var med. Ægteskabet blev i samtiden set, jævnfør Seligmanns tale, som udtryk for en mulig skandinavisk forbrødring. Sverige-Norge havde trods signaler om det modsatte ikke støttet Danmark militært i krigen i 1864. Det havde vakt forbitrelse i landet.
Pastor [[Carl Christian Wittrup]] fra [[Sct. Nicolai Kirke]] i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar ''samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie''.
I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop [[Carl Frederik Balslev]] over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget ''under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde''. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, ''og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt''. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. ''Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time''.

== Ophold ved to stationer ==
Ved de kongeliges rejse på vej til Vejle standsede kongetoget ifølge Vejle Amts Avis 7 til 8 minutter ved [[Daugaard]] station. Her blev de kongelige modtaget af pastor Engelsted, sognefogederne Poul Pedersen af Daugaard og Jørgen Jensen af Ørum. Sognepræsten hilste de kongelige i en tale, og kongen takkede ''for den lille Overraskelse, hans troe Jyder her beredte ham''. Kongetoget gjorde også holdt ved Løsning station, hvor pastor Gad holdt en kort tale. Efter besøget i Vejle rejste den kongelige familie i tog til Fredericia, hvorfra de gik ombord på datidens kongeskib, dampskibet Slesvig, der sejlede dem til København. Det var i 1879, at det første kongeskibet Dannebrog, en hjuldamper, løb af stabelen.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Avis 1869
* Merete Wilkenschildt: Kongelige bryllupper i Danmark gennem 500 år, 2003
* Vejlebogen 1999
* Vejlebogen 1993
* Steen Busck og Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002

== Billeder ==
<gallery>
Billede:skytte2.jpg|Parti med jernbanen ved Skyttehuset, 1868. Stik lavet efter tegning af J.Sørensen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]

Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867

2012-02-02T14:02:09Z

MVeh123:

Søndag den 26. maj 1867 kunne landets kongepar, kong Christian 9. og dronning Louise, fejre deres sølvbryllup. Festligholdelsen fandt dog sted i skyggen af [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag. Nationen var i et mentalt oprør, og vreden vendte sig i udpræget grad mod landets nylig tiltrådte monark. Denne stemning ses også i et vist omfang afspejlet i Vejle købstad og i venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]].

== Kongeparrets baggrund ==
Christian 9. blev født i 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Han blev født som prins af Holsten-Beck. I 1825 arvede hans far imidlertid slottet Glücksborg ved Flensborg Fjord og det tilhørende hertugdømme, da den forrige hertug af Glücksborg var død uden at efterlade sig arvinger. Fra 1825 var den nu syvårige Christian prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hermed opstod den yngre glücksborgske hertuglinje, der 40 år senere blev et fast begreb i hele Europa via Christian 9.s børns succesrige ægteskaber ind i de førende konge- og fyrstehuse (se [[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869]]). Det var den danske kong Frederik 6., der havde udnævnt sin svoger, Christians far, til ny hertug af Glücksborg. Da faderen døde i 1831, blev den unge Christian sendt til København hos sin moster og onkel, dronningen og kongen af Danmark. Slægtsforbindelserne med den siddende kongeslægt, oldenborgerne, var stærke. Christian var oldebarn af Frederik 5. (konge 1746-66) og efterkommer af Christian 3. (konge 1534-59). Frederik 6. døde i 1839, og han blev efterfulgt af sin fætter, Christian 8. (konge 1839-48). Den unge prins var også tæt knyttet til den nye konge, og han kom ofte i huset hos hans søster og svoger, prinsesse Charlotte og landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel. Her mødte han parrets datter, prinsesse Louise af Hessen-Kassel. Hun var født i 1817 i det tyske kurfyrstendømme, men havde tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i den danske hovedstad, hvor parret var tæt knyttet til den danske kongefamilie. Den 26. maj 1842 stod brylluppet mellem de to i Brockdorffs Palæ (det nuværende Frederik 8.s Palæ) på Amalienborg. Kongen var vært ved niecens bryllup med den relative fattige prins Christian, der var officersuddannet ved Landkadetakademiet. Brylluppet vakte ikke den store opmærksomhed i samtiden. Da de holdt sølvbryllup, var de blevet landets kongepar.

== Tyskerprinsen og Novemberforfatningen ==
Den oldenborgske kongeslægt uddøde med den barnløse Frederik 7. (konge 1848-63), der var fætter til prinsesse Louise og halvfætter til prins Christian. Efter alenlange tovtrækkerier blev udgangen på den heftige tronfølgediskussion i 1840'erne, at prins Christian med den nye tronfølgelov i 1853 blev tronfølger til den danske trone. Han blev udnævnt prins til Danmark og fik stillet Bernstorff Slot nord for København til rådighed. Denne dynastiske begivenhed kunne tilskrives ægteskabet i 1842, idet prinsesse Louise havde afstået sit arvekrav til fordel for sin ægtefælle.
Den nye tronfølger var ikke populær i 1850'ernes nationalt sindede kredse, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet for de slesvig-holstenske oprørere i Treårskrigen 1848-50. Det nationalliberale hovedorgan, Fædrelandet i København, kaldte konsekvent prins Christian for "tyskerprinsen". Kritikken gik således på, at prinsen (og prinsessen) ikke havde det rette nationale sindelag. I hertugdømmernes tysksindede befolkning blev prinsen hånende kaldt for "Protokolprinsen". Denne nationalt betonede modstand fik i 1863 yderligere et politisk anstrøg. Det var velkendt fra begyndelsen, at prins Christian var konservativ helstatsmand, dvs. han holdt på, at monarkiet fortsat skulle bestå af dels kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Fra slutningen af 1850'erne fik de nationalliberale atter regeringsmagten i Danmark, og i efteråret 1863 udfærdigede regeringen den såkaldte Novemberforfatning, der kun skulle gælde for Danmark og Slesvig (kaldet Ejder-programmet). Frederik 7. døde den 15. november 1863 uden at have underskrevet grundloven, og den nye konge Christian 9. tøvede i tre dage med at kontrasignere de officielle dokumenter, der var et brud på fredsaftalen efter Treårskrigen. Den nye konge frygtede derfor for en ny krig, men som konstitutionel monark presset af den nationale og skandinaviske folkestemning i København gav han sig til sidst. Resultatet blev krigen og nederlaget i 1864. Senest har journalisten Tom Buk-Swienty med bogen "Dommedag Als" (2010) afdækket, hvorledes Christian 9. førte underhåndsforhandlinger med Det tyske Forbund i håbet om at bevare helstaten eller måske etablere en løsere personalunion (kun baseret på fælles monark) med hertugdømmerne. Christian 9. vedblev at være dynastiets mand og tog derfor ikke udelukkende nationale hensyn. I 1853 var han blevet valgt som tronfølger til netop hele helstaten, altså også hertugdømmerne.

== Vejle Amts Folkeblads politiske placering ==
Frem til omkring 1864 var den politiske situation kendetegnet ved de nationalliberale og de konservative helstatsfolk som to duellerende grupperinger. Dette gjaldt også for [[Vejlekredsen]], der fra 1849-1866 blev repræsenteret i Folketinget af konservative og nationalliberale embedsmænd. Blandt disse var så forskellige politikere som [[Orla Lehmann]], [[Ove Malling Hersleb]] og [[C. F. W. Schytte]]. I 1866 blev sidstnævnte ikke genvalgt. Pladsen gik til venstremanden, højskolelærer [[Peter Bojsen]] (1838-1922) fra Gedved. Vejlekredsen var derefter frem til 1913 repræsenteret af Venstre. Som nyvalgt folketingsmedlem stemte P. Bojsen imod den reviderede grundlov af 28. juli 1866. Med krigen i 1864 havde det nationalliberale borgerskab i byerne udspillet sin politiske rolle. Til gengæld havde de en fælles interesse med godsejerne om at holde de fremadstormende venstrebønder på afstand af enhver politisk indflydelse. Denne enighed udløste i 1866 grundlovsrevisionen, der reelt gav godsejerne og de rigeste byboere magten i Landstinget (det andet kammer i Rigsdagen foruden Folketinget). Bønderne var også på fremmarch. Vejlekredsens politiske skifte skyldes især oprettelsen af venstreavisen Vejle Amts Folkeblad i 1865 af politikeren og redaktøren [[Thomas Nielsen]] (1813-95). En anden væsentlig grund var valgkredsenes opbygning. Langt de fleste valgkredse bestod af en købstad med et omliggende landdistrikt, således også Vejlekredsen, der foruden selve byen bestod af sognene [[Hornstrup]], [[Hover]], [[Jelling]], [[Skibet]], [[Højen]], [[Jerlev]], [[Egtved]], [[Ødsted]] og [[Vinding]]. Det betød, at landboerne i langt de fleste kredse kunne mønstre flere vælgere end bybefolkningen. Med den stigende tilflytning til byerne i slutningen af 1800-tallet blev dette misforhold endnu tydeligere, og først med den nye grundlov i 1915 indvilligede bondepartiet Venstre i en reform af valgkredsenes fordeling med flere kredse ved de største byer.

Landsdelenes regionale, historiske og kulturelle forskelle gav sig i 1860'ernes spæde danske demokrati også udslag i en forskellig politisk kultur indenfor [[Venstre]]. På Sjælland, Lolland-Falster og en del af Fyn virkede den politiske bevægelse Bondevennerne med rødder til 1840’erne. Derudover var der det grundtvigsk prægede nationale venstre i det jyske og blandt de velstillede fynske bønder. Disse to grupper udgjorde tyngdepunktet i det forenede venstre fra 1870. Vejle Amts Folkeblad hørte til det nationale venstre, der ikke i sine sociale krav var så yderliggående som Bondevennerne. Ude på den yderste venstrefløj var der bjørnbakkerne (navn efter bondeføreren Lars Bjørnbak), der særlig gjorde sig gældende i det nord – og østjyske. Selvom skifter i Vejle i 1866 var dramatisk, så hørte Vejle Amts Folkeblad ikke til blandt de yderliggående venstreblade.

== Indsamling til slesvigerne ==
Fredag den 24. maj 1867 blev der indrykket en opfordring i Vejle Amts Folkeblad. Skrivelsen opmalede situationen i det tabte land således: ''Det er desværre bekjendt, at hundreder af vore sønderjydske Brødre i den sidste Tid paa Grund af deres Troskab mod deres gamle Fædreland have maattet forlade Hjemsted, Hustruer og Børn for ikke at aflægge den forlangte Ed til Preusserkongens Fane, mod hvilken mange af dem før have kjæmpet tappert i den danske Hærs Rækker''. Ved afståelsen i 1864 af hertugdømmerne havde sejrherrerne Preussen og Østrig delt magten i området mellem sig, men allerede i 1866 kom de tidligere allierede i krig med hinanden. Med Preussens sejr over kejserriget Østrig var de dansksindede i Slesvig under preussisk herredømme, hvorfor der som nævnt i skrivelsen skulle aflægges ed til den preussiske konges fane. Skrivelsen opstillede dernæst en bøn: ''Til disse i deres eget Fædreland landflygtige Mænd og til deres i Hjemmet nødlidende Hustruer og Børn have Underskrevne, i Haab om velvillig Imødekommen hos Medborgere og Medborgerinder saavel i By som paa Land, forenet sig om at indsamle Bidrag. Veile, den 6te Mai 1867''. De underskrevne tæller blandt andre navne som [[Amalie Glahn]], [[Marie Seligmann]], [[Frederikke Sørensen]], [[Louise Wittrup]] og [[Antoinette Ørsted]]. Under navnene oplyses der om, at damekomiteen har henlagt en liste på bladets kontor, hvor bidragydere kunne tegne sig.

Søndag den 26. maj 1867 på selve sølvbryllupsdagen har folkebladet en notits om indsamlingen til ''de betrængte slesvigere''. Avisen meddeler, at indsamlingen finder sted overalt i riget i national solidaritet. Ikke blot penge, men også guld – og sølvsmykker, kunstsager og bøger bliver doneret. Vejle Amts Folkeblad referer i notitsen til en borger i Aalborg, der havde foreslået, ''at man opgav de rundtom i Landet berammede Festmaaltider i Anledning af Kongens Sølvbryllup og gav de Penge, man vilde anvende dertil, til Slesvigerne, idet han finder, at det var en virkelig smuk Høitideligholdelse af Dagen''. Provinsbladet i Vejle opregner dernæst, at Fædrelandet dog uofficielt er det eneste københavnske dagblad, ''som har anbefalet dette Forslag''. Stemningen var således meget fjendsk overfor "det germanske ægtepar", som kongeparret i de første år efter 1864 blev benævnt i hovedstaden. Fædrelandet førte ligesom i 1850'erne an i den nationale vægring mod prins Christian (9.). Nederlaget i 1864 udartede sig nærmest i et had til kongen, der af de nationalliberale fik skylden for krigsudfaldet. Det var en udbredt opfattelse i offentligheden, at han meget vel kunne ofre fejringen af sit sølvbryllup på den sørgende nations alter. Vejle Amts Folkeblad nøjes dog med at referere denne mening.

Torsdag den 30. maj 1867 oplyser Vejle Amts Folkeblad om det foreløbige indsamlingsresultat. Fra Vejle by er der indkommet 438 rigsdaler og 2 mark. Fra [[Højen Sogn]] 38 rigsdaler og 5 mark. Hover og [[Ildved]] har givet henholdsvis 30 og 10 rigsdaler. [[Nørup]] og [[Randbøl], Thyregod og [[Vinding]] hhv. 74, 6 og 35 rigsdaler. Fra øvrige landdistrikter 20 rigsdaler. Tilsammen 654 rigsdaler, der dags dato ''er indsendt til Hovedkomiteen i Kjøbenhavn''. Hvordan lokalbefolkningen har anskuet indsamlingen er uvist, ligesom spørgsmålet om hvorvidt udfaldet imod det kongelige sølvbryllup har påvirket størrelsen på indsamlingen i området.

== Fejringen i Vejle ==
Tirsdag den 28. maj refererede Vejle Amts Folkeblad til festligholdelsen i København den 26. i en længere artikel. Fra morgenstunden samledes de københavnske sangforeninger og begav sig til Amalienborg Slotsplads, hvor kongeparret kom ud på balkonen på Christian 9.s Palæ. Kongen takkede i en kort tale for sangoptoget. Klokken 1 begyndte kuren på Amalienborg, hvor bl.a. Rigsdagens to ting, Folketinget og Landstingets formænd, deltog og lykønskede det kongelige par. Derudover var der de købstadsdeputeredes lykønskning, der blev viderebragt majestæterne af den ældste tilstedeværende borgmester, Helsingørs borgmester etatsråd Olrik. Ifølge folkebladet kendte majestæterne til mange af de deputerede fra deres rejser ''i Provindserne''. Efter kuren på Christiansborg Slot om aftenen bød afslutningen på et festfyrværkeri af tidens førende fyrværkerimester Gaetano Amici.

Samme dag kunne avisen også berette om den lokale højtideligholdelse i Vejle. Begivenheden forløb i byen ''med almindelig Flagning fra Husene og fra de i Havnen liggende Skibe. Om Morgenen Kl. 5 drog Vaabenbrødrene med Musik og deres Faner gjennem Byen til Nørreskoven og senere paa Formiddagen tilbage. Om Eftermiddagen Kl. 3 drog Friskolens Elever, Drenge og Piger, med Musik i Spidsen til Nørreskoven, hvor der var arrangeret en Fest med Bespisning for dem''. [[Nørreskoven]] blev fundet velvalgt som sted for fest og farver i det danske forår.
Generelt synedes sølvbrylluppet ikke at have kastet det store af sig. Tiden var ikke til fest og løssluppen dans, men sorg og betænksomhed overfor de tabte landsmænd i Sønderjylland. På selve sølvbryllupsdagen, søndag eftermiddag, blev den nye vandledning til Vejle by med beholder i [[Store Grundet]] Skov afprøvet på [[Kirketorvet]]. Vejle Amts Folkeblad mente at vide, at vandet nåede en højde af ca. 10-11 alen.

I Hornstrup blev et nyt orgel indviet i [[Hornstrup Kirke]] på sølvbryllupsdagen, den femte søndag efter påske. Folkebladet skrev, at ''Denne Dag blev saaledes i dobbelt Betydning en Festdag og mindeværdig for Hornstrup Menighed''. Sognepræsten [[Carl Christian Wittrup]] holdt en tale, hvori han påpegede orgelets betydning for menighedssangen og takkede på menighedens vegne for gaven.

Fredag den 31. maj opregnede folkebladet dem, som i anledning af sølvbrylluppet var blevet dekorerede eller udnævnte. I [[Vejle Amt]] var det blandt andre toldassistent Petersen i Vejle (Dannebrogsmændenes Hæderstegn), herredsfoged, kancelliråd Sarild i Kolding (udnævnt til justitsråd), gårdejer Ammundsen i [[Smidstrup]] (kammerråd) og sognefoged R. Christensen fra [[Balle]] (Dannebrogsmændenes Hæderstegn).
Den 30. maj nævnte folkebladet også den sønderjyske folkegave til kongeparret. Gaven var et broderet tæppe, og i København indfandt sig en deputation af 5 sønderjyder, der overrakte et maleri af professor Skovgaard og hilste på den kongelige familie.

== Børnenes triumf i en brydningstid ==
Torsdag den 30. maj 1867 trykte Vejle Amts Folkeblad i anledning af sølvbrylluppet digte til både kongeparret og deres seks børn, et digt til kronprins Frederik (8.), et til kong Georg 1. af Grækenland (omtalt som "Hellenernes Konge"), et til prinsesserne Alexandra og Dagmar og endelig et til de to yngste, prinsesse Thyra og prins Valdemar. Af versene fremgår det meget klart, at skønt kongeparret umiddelbart er blevet køligt modtaget, så lover fremtiden godt for det danske monarki ved børnenes positioner i Europas ledende kongehuse. Positionen som Europas svigerfar gav Christian 9. en international pondus i de første svære år som dansk konge. Med tiden blev kongen en national institution (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]] og [[Rubinjubilæum i Vejle 1903]]). Orla Lehmann udtalte omkring tronbestigelsen i 1863, at hvis tyskerne ville have alt det tyske, skulle de først og fremmest have dynastiet. Dette skulle dog vise sig kun at være et øjebliksbillede. På mange måder levede kongeparret i en brydningstid. Politisk udtrykt ved Junigrundloven 1849, der igangsatte overgangen fra enevælden som styreform til et demokrati i form af et konstitutionelt monarki. Denne proces varede Christian 9.s regeringstid ud. Nationalt ved skiftet fra helstat til nationalstat. Både Christian 9. og dronning Louise var som følge af såvel deres tid som deres familiebaggrunde udgået af helstatens dansk-tyske fælleskultur. Set med deres øjne burde dansk- og tysktalende kunne leve fredeligt sammen. Illusionen blev brudt med Treårskrigen 1848-50, og med krigen 1864 stod Danmark tilbage som en nationalstat med grænse ved Kongeåen. Dynastisk betegnede perioden oldenborgernes uddøen og glücksborgernes entré på tronen. Brylluppet i 1842 havde foregået i ubemærkethed for den brede offentlighed. Sølvbrylluppet i 1867 bar præg af krigen i 1864 og det medfølgende nationale sår. Da ægteskabet havde fået karaten guld i 1892 blev det århundredets folkefest.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1867
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Bo Bramsen: Huset Glücksborg i 150 år, 1975
* Tom Buk-Swienty: Dommedag Als, 2010

[[Kategori:Andet]]

Niels Kristiansen

2012-02-01T17:59:46Z

MVeh123:

Niels Kristiansen blev født den 12. marts 1832 i [[Nyborg]], [[Langskov Sogn]] i [[Vejle Amt]]. Forældrene var gårdmand Kristian Nielsen (1802-1890) og hustru Maren Jensdatter (1803-1860).

Niels Kristiansen gik i [[Langskov Skole]] under lærer Heinrich Rudolf Steinmeyers myndige ledelse. Han virkede ved skolevæsenet i Langskov Sogn fra 1825 til 1867. Han var søn af papirmagersvend Johan Christopher Steinmeyer, der arbejdede på papirmøllen i Randbøldal og som i sin ungdom var indvandret fra Westphalen. Lærer Steinmeyer kunne derfor tysk, og oplærte den videbegærlige Niels Kristiansen i sproget. Niels Kristiansen blev konfirmeret som 14-årig ved [[Langskov Kirke]] ved [[Rasmus Ussing]], der var præst i Uldum-Langskov i hele 40 år (1819-1859).

Gårdmandshjemmet i Nyborg var stærkt præget af samtidens gudelige bevægelser og forsamlinger. Den grundtvigske vækkelse fra lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873) manifesterede sig bl.a. i møder i [[Holtum]] hos gårdmand [[Jens Jørgensen]] (1806-1876), der var en nær ven af Niels Kristiansens barndomshjem. Da Jens Jørgensen blev rigsdagsmand i 1849 lærte han selveste N. F. S. Grundtvig at kende. Den landspolitiske repræsentant fik blandt andre friskolens idémand, Christen Kold, til at undervise familiens børn en vinter, dvs. foruden Niels også hans tre yngre søskende. I 1848-49 oprettede han i samarbejde med skolelæreren [[Rasmus Sørensen]] en bondehøjskole i [[Uldum]]. Det var derfor kun naturligt, at Niels og hans to yngre brødre, Jens og Anders, blev sendt på [[Uldum Højskole]]. Niels var der fra 1853-54 og dernæst var han elev på Grundtvigs Højskole Marielyst ved København 1858-59. Broren Jens Kristiansen (1835-1901) var desuden på Gedved Højskole i 1860. Året forinden var højskolen blevet oprettet af venstrepolitikeren [[Peter Bojsen]], der tillige i 1862 var ophavsmand til Gedved Seminarium. I 1881 blev Gedved Højskole nedlagt. Den yngste bror, Anders Kristiansen (1844-1935), var desuden på Askov Højskole 1870-71.

Den 26. maj 1871 blev han gift i [[Ørum Kirke]] med Sine Terkelsdatter (1839-1923), der var noget så usædvanligt som gårdejerinde i [[Øster Ørum]], [[Daugård]]. I kraft af ægteskabet blev landbruget hans erhverv, idet han blev ejer af ægtefællens gård i Øster Ørum, der indtil 1792 havde været fæstegård under sædegården [[Ørumgård]]. Den oplyste bonde skulle nu til at vænne sig til det politiske klima i Øster Ørum og i [[Bjerre Herred]]. Egnen var politisk meget konservativ, og man havde derfor ikke meget tilovers for højskolebonden, der tilmed var erklæret venstremand. Det var i den indledende fase af forfatningskampen og striden mellem Højre og [[Venstre]] (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Grundet sin landbrugsfaglige flid blev Niels Kristiansen dog efterhånden et accepteret navn i sognet. Han blev eksempelvis indvalgt i Ørum-Daugård sogneråd og skolebestyrelsen. Med hustruen Sine fik han fire døtre og to sønner.

Niels Kristiansen døde kun 49 år gammel i 1881 af lungebetændelse. Han nåede således kun at være bonde i Øster Ørum i ti år. Enken Sine førte gården videre med skiftende bestyrere indtil sønnerne Kristian og Therkel blev gamle nok til at bestyre gården. I 1905 delte de nabogården Withsmindes jorder efter at have købt ejendommen. Sønnen [[Kristian Kristiansen]] byggede samme år gården [[Højvang]] udenfor selve landsbyen [[Ørum]], mens den anden søn Therkel førte den gamle slægtsgård videre. Gården [[Withsminde]] var i øvrigt den gamle herredsfogedbolig for Bjerre Herred og var opkaldt efter herredsfogeden [[Jesper Peter With]].
Enken Sine Terkelsdatter døde i 1923 i en alder af 84 år efter 42 års enkestand.

I det 20. århundrede blev traditionerne fra Niels Kristiansens tid videreført på gården Højvang, der blev det grundtvigsk orienterede, åndelige centrum for sognet og for en stor del af den nærmeste omegn. Grundtvigs frihedstanker i såvel kirke som skole fik med andre ord en varig betydning for familien, der op til vore dage har været tilknyttet Uldum Højskole. I dag har Uffe Kristiansen, 4. generation på Højvang, etableret et såkaldt Rytmeloft (en musikforening fra 2007) i en gammel staldlænge på gården. Den kulturelle tradition er stadig i høj grad levende på Højvang.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Årbog 2001
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum kommune (udg.): Rod og stavn - træk af 10 sognes historie, 1988

[[Kategori:Politikere]]

Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867

2012-02-01T17:48:17Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Søndag den 26. maj 1867 kunne landets kongepar, kong Christian 9. og dronning Louise, fejre deres sølvbryllup. Festligholdelsen fandt dog sted i skyggen af krigen 1864 og…'

Søndag den 26. maj 1867 kunne landets kongepar, kong Christian 9. og dronning Louise, fejre deres sølvbryllup. Festligholdelsen fandt dog sted i skyggen af [[krigen 1864]] og det medfølgende nederlag. Nationen var i et mentalt oprør, og vreden vendte sig i udpræget grad mod landets nylig tiltrådte monark. Denne stemning ses også i et vist omfang afspejlet i Vejle købstad og i venstreavisen [[Vejle Amts Folkeblad]].

== Kongeparrets baggrund ==
Christian 9. blev født i 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Han blev født som prins af Holsten-Beck. I 1825 arvede hans far imidlertid slottet Glücksborg ved Flensborg Fjord og det tilhørende hertugdømme, da den forrige hertug af Glücksborg var død uden at efterlade sig arvinger. Fra 1825 var den nu syvårige Christian prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hermed opstod den yngre glücksborgske hertuglinje, der 40 år senere blev et fast begreb i hele Europa via Christian 9.s børns succesrige ægteskaber ind i de førende konge- og fyrstehuse (se [[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869]]). Det var den danske kong Frederik 6., der havde udnævnt sin svoger, Christians far, til ny hertug af Glücksborg. Da faderen døde i 1831 blev den unge Christian sendt til København hos sin moster og onkel, dronningen og kongen af Danmark. Slægtsforbindelserne med den siddende kongeslægt, oldenborgerne, var stærke. Christian var oldebarn af Frederik 5. (konge 1746-66) og efterkommer af Christian 3. (konge 1534-59). Frederik 6. døde i 1839, og han blev efterfulgt af sin fætter, Christian 8. (konge 1839-48). Den unge prins var også tæt knyttet til den nye konge, og han kom ofte i huset hos hans søster og svoger, prinsesse Charlotte og landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel. Her mødte han parrets datter, prinsesse Louise af Hessen-Kassel. Hun var født i 1817 i det tyske kurfyrstendømme, men havde tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i den danske hovedstad, hvor parret var tæt knyttet til den danske kongefamilie. Den 26. maj 1842 stod brylluppet mellem de to i Brockdorffs Palæ (det nuværende Frederik 8.s Palæ) på Amalienborg. Kongen var vært ved niecens bryllup med den relative fattige prins Christian, der var officersuddannet ved Landkadetakademiet. Brylluppet vakte ikke den store opmærksomhed i samtiden. Da de holdt sølvbryllup var de blevet landets kongepar.

== Tyskerprinsen og Novemberforfatningen ==
Den oldenborgske kongeslægt uddøde med den barnløse Frederik 7. (konge 1848-63), der var fætter til prinsesse Louise og halvfætter til prins Christian. Efter alenlange tovtrækkerier blev udgangen på den heftige tronfølgediskussion i 1840'erne, at prins Christian med den nye tronfølgelov i 1853 blev tronfølger til den danske trone. Han blev udnævnt prins til Danmark og fik stillet Bernstorff Slot nord for København til rådighed. Denne dynastiske begivenhed kunne tilskrives ægteskabet i 1842, idet prinsesse Louise havde afstået sit arvekrav til fordel for sin ægtefælle.
Den nye tronfølger var ikke populær i 1850'ernes nationalt sindede kredse, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet for de slesvig-holstenske oprørere i Treårskrigen 1848-50. Det nationalliberale hovedorgan, Fædrelandet i København, kaldte konsekvent prins Christian for "tyskerprinsen". Kritikken gik således på, at prinsen (og prinsessen) ikke havde det rette nationale sindelag. I hertugdømmernes tysksindede befolkning blev prinsen hånende kaldt for "Protokolprinsen". Denne nationalt betonede modstand fik i 1863 yderligere et politisk anstrøg. Det var velkendt fra begyndelsen, at prins Christian var konservativ helstatsmand, dvs. han holdt på, at monarkiet fortsat skulle bestod af dels kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Fra slutningen af 1850'erne fik de nationalliberale atter regeringsmagten i Danmark, og i efteråret 1863 udfærdigede regeringen den såkaldte Novemberforfatning, der kun skulle gælde for Danmark og Slesvig (kaldet Ejder-programmet). Frederik 7. døde den 15. november 1863 uden at have underskrevet grundloven, og den nye konge Christian 9. tøvede i tre dage med at kontrasignere de officielle dokumenter, der var et brud på fredsaftalen efter Treårskrigen. Den nye konge frygtede derfor for en ny krig, men som konstitutionel monark presset af den nationale og skandinaviske folkestemning i København gav han sig til sidst. Resultatet blev krigen og nederlaget i 1864. Journalisten Tom Buk-Swienty har med bogen "Dommedag Als" (2008) afdækket, hvorledes Christian 9. førte underhåndsforhandlinger med Det tyske Forbund i håbet om at bevare helstaten eller måske etablere en løsere personalunion (kun baseret på fælles monark) med hertugdømmerne. Christian 9. vedblev at være dynastiets mand og tog derfor ikke nationale hensyn. I 1853 var han blevet valgt som tronfølger til netop hele helstaten, altså også hertugdømmerne.

== Vejle Amts Folkeblads politiske placering ==
Frem til omkring 1864 var den politiske situation kendetegnet ved de nationalliberale og de konservative helstatsfolk som to duellerende grupperinger. Dette gjaldt også for [[Vejlekredsen]], der fra 1849-1866 blev repræsenteret i Folketinget af konservative og nationalliberale embedsmænd. Blandt disse var så forskellige politikere som [[Orla Lehmann]], [[Ove Malling Hersleb]] og [[C. F. W. Schytte]]. I 1866 blev sidstnævnte ikke genvalgt. Pladsen gik til venstremanden, højskolelærer [[Peter Bojsen]] (1838-1922) fra Gedved. Vejlekredsen var derefter frem til 1913 repræsenteret af Venstre. Som nyvalgt folketingsmedlem stemte P. Bojsen imod den reviderede grundlov af 28. juli 1866. Med krigen i 1864 havde det nationalliberale borgerskab i byerne udspillet sin politiske rolle. Til gengæld havde de en fælles interesse med godsejerne om at holde de fremadstormende venstrebønder på afstand af enhver politisk indflydelse. Denne enighed udløste i 1866 grundlovsrevisionen, der reelt gav godsejerne og de rigeste byboere magten i Landstinget (det andet kammer i Rigsdagen foruden Folketinget). Bønderne var også på fremmarch. Vejlekredsens politiske skifte skyldes især oprettelsen af venstreavisen Vejle Amts Folkeblad i 1865 af politikeren og redaktøren [[Thomas Nielsen]] (1813-95). En anden væsentlig grund var valgkredsenes opbygning. Langt de fleste valgkredse bestod af en købstad med et omliggende landdistrikt, således også Vejlekredsen, der foruden selve byen bestod af sognene [[Hornstrup]], [[Hover]], [[Jelling]], [[Skibet]], [[Højen]], [[Jerlev]], [[Egtved]], [[Ødsted]] og [[Vinding]]. Det betød, at landboerne i langt de fleste kredse kunne mønstre flere vælgere end bybefolkningen. Med den stigende tilflytning til byerne i slutningen af 1800-tallet blev dette misforhold endnu tydeligere, og først med den nye grundlov i 1915 indvilligede bondepartiet Venstre i en reform af valgkredsenes fordeling med flere kredse ved de største byer.

Landsdelenes regionale, historiske og kulturelle forskelle gav sig i 1860'ernes spæde danske demokrati også udslag i en forskellig politisk kultur indenfor [[Venstre]]. På Sjælland, Lolland-Falster og en del af Fyn virkede den politiske bevægelse Bondevennerne med rødder til 1840’erne. Derudover var der det grundtvigsk prægede nationale venstre i det jyske og blandt de velstillede fynske bønder. Disse to grupper udgjorde tyngdepunktet i det forenede venstre fra 1870. Vejle Amts Folkeblad hørte til det nationale venstre, der ikke i sine sociale krav var så yderliggående som Bondevennerne. Ude på den yderste venstrefløj var der bjørnbakkerne (navn efter bondeføreren Lars Bjørnbak), der særlig gjorde sig gældende i det nord – og østjyske. Selvom skifter i Vejle i 1866 var dramatisk, så hørte Vejle Amts Folkeblad ikke til blandt de yderliggående venstreblade.

== Indsamling til slesvigerne ==
Fredag den 24. maj 1867 blev der indrykket en opfordring i Vejle Amts Folkeblad. Skrivelsen opmalede situationen i det tabte land således: ''Det er desværre bekjendt, at hundreder af vore sønderjydske Brødre i den sidste Tid paa Grund af deres Troskab mod deres gamle Fædreland have maattet forlade Hjemsted, Hustruer og Børn for ikke at aflægge den forlangte Ed til Preusserkongens Fane, mod hvilken mange af dem før have kjæmpet tappert i den danske Hærs Rækker''. Ved afståelsen i 1864 af hertugdømmerne havde sejrherrerne Preussen og Østrig delt magten i området mellem sig, men allerede i 1866 kom de tidligere allierede i krig med hinanden. Med Preussens sejr over kejserriget Østrig var de dansksindede i Slesvig under preussisk herredømme, hvorfor der som nævnt i skrivelsen skulle aflægges ed til den preussiske konges fane. Skrivelsen opstillede dernæst en bøn: ''Til disse i deres eget Fædreland landflygtige Mænd og til deres i Hjemmet nødlidende Hustruer og Børn have Underskrevne, i Haab om velvillig Imødekommen hos Medborgere og Medborgerinder saavel i By som paa Land, forenet sig om at indsamle Bidrag. Veile, den 6te Mai 1867''. De underskrevne tæller blandt andre navne som [[Amalie Glahn]], [[Marie Seligmann]], [[Frederikke Sørensen]], [[Louise Wittrup]] og [[Antoinette Ørsted]]. Under navnene oplyses der om, at damekomiteen har henlagt en liste på bladets kontor, hvor bidragydere kunne tegne sig.

Søndag den 26. maj 1867 på selve sølvbryllupsdagen har folkebladet en notits om indsamlingen til ''de betrængte slesvigere''. Avisen meddeler, at indsamlingen finder sted overalt i riget i national solidaritet. Ikke blot penge, men også guld – og sølvsmykker, kunstsager og bøger bliver doneret. Vejle Amts Folkeblad referer i notitsen til en borger i Aalborg, der havde foreslået, ''at man opgav de rundtom i Landet berammede Festmaaltider i Anledning af Kongens Sølvbryllup og gav de Penge, man vilde anvende dertil, til Slesvigerne, idet han finder, at det var en virkelig smuk Høitideligholdelse af Dagen''. Provinsbladet i Vejle opregner dernæst, at Fædrelandet dog uofficielt er det eneste københavnske dagblad, ''som har anbefalet dette Forslag''. Stemningen var således meget fjendsk overfor "det germanske ægtepar", som kongeparret i de første år efter 1864 blev benævnt i hovedstaden. Fædrelandet førte ligesom i 1850'erne an i den nationale vægring mod prins Christian (9.). Nederlaget i 1864 udartede sig nærmest i et had til kongen, der af de nationalliberale fik skylden for krigsudfaldet. Det var en udbredt opfattelse i offentligheden, at han meget vel kunne ofre fejringen af sit sølvbryllup på den sørgende nations alter. Vejle Amts Folkeblad nøjes dog med at referere denne mening.

Torsdag den 30. maj 1867 oplyser Vejle Amts Folkeblad om det foreløbige indsamlingsresultat. Fra Vejle by er der indkommet 438 rigsdaler og 2 mark. Fra [[Højen Sogn]] 38 rigsdaler og 5 mark. Hover og [[Ildved]] har givet henholdsvis 30 og 10 rigsdaler. [[Nørup]] og [[Randbøl], Thyregod og [[Vinding]] hhv. 74, 6 og 35 rigsdaler. Fra øvrige landdistrikter 20 rigsdaler. Tilsammen 654 rigsdaler, der dags dato ''er indsendt til Hovedkomiteen i Kjøbenhavn''. Hvordan lokalbefolkningen har anskuet indsamlingen er uvist, ligesom spørgsmålet om hvorvidt udfaldet imod det kongelige sølvbryllup har påvirket størrelsen på indsamlingen i området.

== Fejringen i Vejle ==
Tirsdag den 28. maj refererede Vejle Amts Folkeblad til festligholdelsen i København den 26. i en længere artikel. Fra morgenstunden samledes de københavnske sangforeninger og begav sig til Amalienborg Slotsplads, hvor kongeparret kom ud på balkonen på Christian 9.s Palæ. Kongen takkede i en kort tale for sangoptoget. Klokken 1 begyndte kuren på Amalienborg, hvor bl.a. Rigsdagens to ting, Folketinget og Landstingets formænd, deltog og lykønskede det kongelige par. Derudover var der de købstadsdeputeredes lykønskning, der blev viderebragt majestæterne af den ældste tilstedeværende borgmester, Helsingørs borgmester etatsråd Olrik. Ifølge folkebladet kendte majestæterne til mange af de deputerede fra deres rejser ''i Provindserne''. Efter kuren på Christiansborg Slot om aftenen bød afslutningen på et festfyrværkeri af tidens førende fyrværkerimester Gaetano Amici.

Samme dag kunne avisen også berette om den lokale højtideligholdelse i Vejle. Begivenheden forløb i byen ''med almindelig Flagning fra Husene og fra de i Havnen liggende Skibe. Om Morgenen Kl. 5 drog Vaabenbrødrene med Musik og deres Faner gjennem Byen til Nørreskoven og senere paa Formiddagen tilbage. Om Eftermiddagen Kl. 3 drog Friskolens Elever, Drenge og Piger, med Musik i Spidsen til Nørreskoven, hvor der var arrangeret en Fest med Bespisning for dem''. [[Nørreskoven]] blev fundet velvalgt som sted for fest og farver i det danske forår.
Generelt synedes sølvbrylluppet ikke at have kastet det store af sig. Tiden var ikke til fest og løssluppen dans, men sorg og betænksomhed overfor de tabte landsmænd i Sønderjylland. På selve sølvbryllupsdagen, søndag eftermiddag, blev den nye vandledning til Vejle by med beholder i [[Store Grundet]] Skov afprøvet på [[Kirketorvet]]. Vejle Amts Folkeblad mente at vide, at vandet nåede en højde af ca. 10-11 alen.

I Hornstrup blev et nyt orgel indviet i [[Hornstrup Kirke]] på sølvbryllupsdagen, den femte søndag efter påske. Folkebladet skrev, at ''Denne Dag blev saaledes i dobbelt Betydning en Festdag og mindeværdig for Hornstrup Menighed''. Sognepræsten [[Carl Christian Wittrup]] holdt en tale, hvori han påpegede orgelets betydning for menighedssangen og takkede på menighedens vegne for gaven.

Fredag den 31. maj opregnede folkebladet dem, som i anledning af sølvbrylluppet var blevet dekorerede eller udnævnte. I [[Vejle Amt]] var det blandt andre toldassistent Petersen i Vejle (Dannebrogsmændenes Hæderstegn), herredsfoged, kancelliråd Sarild i Kolding (udnævnt til justitsråd), gårdejer Ammundsen i [[Smidstrup]] (kammerråd) og sognefoged R. Christensen fra [[Balle]] (Dannebrogsmændenes Hæderstegn).
Den 30. maj nævnte folkebladet også den sønderjyske folkegave til kongeparret. Gaven var et broderet tæppe, og i København indfandt sig en deputation af 5 sønderjyder, der overrakte et maleri af professor Skovgaard og hilste på den kongelige familie.

== Børnenes triumf ==
Torsdag den 30. maj 1867 trykte Vejle Amts Folkeblad i anledning af sølvbrylluppet digte til både kongeparret og deres seks børn, et digt til kronprins Frederik (8.), et til kong Georg 1. af Grækenland (omtalt som "Hellenernes Konge"), et til prinsesserne Alexandra og Dagmar og endelig et til de to yngste, prinsesse Thyra og prins Valdemar. Af versene fremgår det meget klart, at skønt kongeparret umiddelbart er blevet køligt modtaget, så lover fremtiden godt for det danske monarki ved børnenes positioner i Europas ledende kongehuse. Positionen som Europas svigerfar gav Christian 9. en international pondus i de første svære år som dansk konge. Med tiden blev kongen en national institution (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]] og [[Rubinjubilæum i Vejle 1903]]). Orla Lehmann udtalte omkring tronbestigelsen i 1863, at hvis tyskerne ville have alt det tyske, skulle de først og fremmest have dynastiet. Dette skulle dog vise sig kun at være et øjebliksbillede. Brylluppet i 1842 havde foregået i ubemærkethed for den brede offentlighed. Sølvbrylluppet i 1867 bar præg af krigen i 1864 og det medfølgende nationale sår. Da ægteskabet havde fået karaten guld i 1892 blev det århundredets folkefest.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Folkeblad 1867
* Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
* Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
* Bo Bramsen: Huset Glücksborg i 150 år, 1975

[[Kategori:Andet]]

Niels Kristiansen

2012-02-01T12:50:47Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Niels Kristiansen blev født den 12. marts 1832 i Nyborg, Langskov Sogn i Vejle Amt. Forældrene var gårdmand Kristian Nielsen (1802-1890) og hustru Maren Jensdatt…'

Niels Kristiansen blev født den 12. marts 1832 i [[Nyborg]], [[Langskov Sogn]] i [[Vejle Amt]]. Forældrene var gårdmand Kristian Nielsen (1802-1890) og hustru Maren Jensdatter (1803-1860).

Niels Kristiansen gik i [[Langskov Skole]] under lærer Heinrich Rudolf Steinmeyers myndige ledelse. Han virkede ved skolevæsenet i Langskov Sogn fra 1825 til 1867. Han var søn af papirmagersvend Johan Christopher Steinmeyer, der arbejdede på papirmøllen i Randbøldal og som i sin ungdom var indvandret fra Westphalen. Lærer Steinmeyer kunne derfor tysk, og oplærte den videbegærlige Niels Kristiansen i sproget. Niels Kristiansen blev konfirmeret som 14-årig ved [[Langskov Kirke]] ved [[Rasmus Ussing]], der var præst i Uldum-Langskov i hele 40 år (1819-1859).

Gårdmandshjemmet i Nyborg var stærkt præget af samtidens gudelige bevægelser og forsamlinger. Den grundtvigske vækkelse fra lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg (1802-1873) manifesterede sig bl.a. i møder i [[Holtum]] hos gårdmand [[Jens Jørgensen]] (1806-1876), der var en nær ven af Niels Kristiansens barndomshjem. Da Jens Jørgensen blev rigsdagsmand i 1849 lærte han selveste N. F. S. Grundtvig at kende. Den landspolitiske repræsentant fik blandt andre friskolens idémand, Christen Kold, til at undervise familiens børn en vinter, dvs. foruden Niels også hans tre yngre søskende. I 1848-49 oprettede han i samarbejde med skolelæreren [[Rasmus Sørensen]] en bondehøjskole i [[Uldum]]. Det var derfor kun naturligt, at Niels og hans to yngre brødre, Jens og Anders, blev sendt på [[Uldum Højskole]]. Niels var der fra 1853-54 og dernæst var han elev på Grundtvigs Højskole Marielyst ved København 1858-59. Broren Jens Kristiansen (1835-1901) var desuden på Gedved Højskole i 1860. Året forinden var højskolen blevet oprettet af venstrepolitikeren [[Peter Bojsen]], der tillige i 1862 var ophavsmand til Gedved Seminarium. I 1881 blev Gedved Højskole nedlagt. Den yngste bror, Anders Kristiansen (1844-1935), var desuden på Askov Højskole 1870-71.

Den 26. maj 1871 blev han gift i [[Ørum Kirke]] med Sine Terkelsdatter (1839-1923), der var noget som usædvanligt som gårdejerinde i [[Øster Ørum]], [[Daugård]]. I kraft af ægteskabet blev landbruget hans erhverv, idet han blev ejer af gården [[Ørumgård]] i Øster Ørum. Den oplyste bonde skulle nu til at vænne sig til politiske klima i Øster Ørum og i [[Bjerre Herred]]. Egnen var politisk meget konservativ, og man havde derfor ikke meget tilovers for højskolebonden, der tilmed var erklæret venstremand. Det var i den indledende fase af forfatningskampen og striden mellem Højre og [[Venstre]] (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]]). Grundet sin landbrugsfaglige flid blev Niels Kristiansen dog efterhånden et accepteret navn i sognet. Med hustruen Sine fik han fire døtre og to sønner.

Niels Kristiansen døde kun 49 år gammel i 1881 af lungebetændelse. Han nåede således kun at være bonde i Øster Ørum i ti år. Enken Sine førte gården videre med skiftende bestyrere indtil sønnerne Kristian og Therkel blev gamle nok til at bestyre gården. I 1905 delte de nabogården Withsmindes jorder efter at have købt ejendommen. Sønnen [[Kristian Kristiansen]] byggede samme år gården [[Højvang]] udenfor selve landsbyen [[Ørum]], mens den anden søn Therkel førte den gamle slægtsgård videre. Gården [[Withsminde]] var i øvrigt den gamle herredsfogedbolig for Bjerre Herred og var opkaldt efter herredsfogeden [[Jesper Peter With]].
Enken Sine Terkelsdatter døde i 1923 i en alder af 84 år efter 42 års enkestand.

I det 20. århundrede blev traditionerne fra Niels Kristiansens tid videreført på gården Højvang, der blev det grundtvigsk orienterede, åndelige centrum for sognet og for en stor del af den nærmeste omegn. Grundtvigs frihedstanker i såvel kirke som skole fik med andre ord en varig betydning for familien, der op til vore dage har været tilknyttet Uldum Højskole. I dag har Uffe Kristiansen, 4. generation på Højvang, etableret et såkaldt Rytmeloft (en musikforening fra 2007) i en gammel staldlænge på gården. Den kulturelle tradition er stadig i høj grad levende på Højvang.

== Litteratur ==
* Vejle Amts Årbog 2001
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum kommune (udg.): Rod og stavn - træk af 10 sognes historie, 1988

[[Kategori:Personer]]

Den store kommunalreform 1970

2012-02-01T09:40:52Z

MVeh123:

[[Billede:Willy2.jpg|300px|thumb|right|Kommunalreformen underskrives på Rådhuset i Vejle, den 20. august 1968]]
Byrådsvalget den 3. marts 1970 adskilte sig fundamentalt fra det forrige af slagsen i 1966. Fra den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. I Vejle indebar det, at den nye [[Vejle Kommune]] kom til at bestå foruden af den gamle Vejle Kommune tilligemed [[Hornstrup]], [[Engum]], [[Hover]], [[Skibet]], [[Vinding]] og [[Højen]] kommuner samt en del af [[Skærup Sognekommune]]. Den formentlig største ændring i den offentlige sektors historie i Danmark var dermed en realitet. Forud for gennemførelsen havde der været en omfattende debat, der strakte sig mere end 20 år tilbage. Kommunalreformen i 1970 var ikke bare et administrativt anliggende, men forandringen af den kommunale struktur berørte såvel politiske, økonomiske som kulturelle forhold.

== Den kommunale struktur i Danmark før kommunalreformen ==
Tiden før kommunalreformen i 1970 synes naturligt langt væk. Periodens organisering af det offentlige liv må efter nutidens standardiserede normer forekomme at være nærmest feudal. Uagtet den udbredte forestilling om kongeriget Danmark i 1950'erne som værende en sammenhængende, ensartet nationalstat, fremstod forvaltningen som et sandt virvar af forskellige regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser. Mange af ordningerne havde rødder i historiske forhold og i regionalt betingede variationer.

Det lokale selvstyre var udformet forskelligt. Det administrative skel mellem land og by betød, at købstædernes politiske ledelse blev udøvet af byråd og af sogneråd i landkommunerne. Hovedstaden København havde sit helt særlige politiske system (borgerrepræsentationen), der i flere forhold traditionelt havde flere beføjelser end købstæderne, hvis politiske uafhængighed til gengæld var større end sognekommunernes. I 1954 fandtes 85 bykommuner med 86 købstæder, flækker og handelspladser, idet Allinge og Sandvig på Bornholm udgjorde én kommune. Vejle Kommune var en af dem. Eftersom købstadsrettigheder fortløbende blev meddelt og ophævet ved lov af kongen (regeringen), en tradition fra middelalderen (1200-tallet), var der ikke helt sammenhæng mellem antallet af købstæder og antallet af administrative enheder i form af bykommuner. I midten af 1950'erne var der således 80 købstæder i alt i Danmark. Derudover var Frederiksberg en købstadskommune. Skønt omsluttet af Københavns Kommune havde Frederiksberg sine helt egne kommunale indretninger som f.eks. socialforsorg og skattevæsen.
Den tredje hovedstadskommune, Gentofte, var desuden i begyndelsen af 1950’erne købstadsordnet, dvs. havde et købstadsordnet styre i form af byråd eller som i Gentoftes tilfælde magistrat (fra 1934) og et købstadsskolevæsen. Magistrat angav en særlig kommunal styreform, der blev praktiseret i de større byer, før kommunalreformen 1970 i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Odense og Helsingør. Magistratsregeringen havde en forholdsmæssig repræsentation af partierne i byrådet, som valgte dette øverste styrelsesorgan.

I 1952-53 blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede. Lignende ordning havde tillige handelspladserne, der i retlig henseende udgjorde en mellemting mellem købstad og landkommune. I 1950'erne var handelspladsen Marstal på Ærø den eneste tilbage i landet. Dertil kom yderligere de såkaldte sønderjyske flækker som Augustenborg, Nordborg, Christiansfeld, Højer og Løgumkloster. Disse var også sidestillet med købstadskommunerne. Hverken Gentofte eller de øvrige forstadskommuner til København, handelspladserne eller flækkerne var købstæder, men dels udviklingen og historiske forhold havde medført, at de reelt blev regnet til blandt bykommunerne. De fungerede som og var købstæder, men ikke af navn. Denne formelle forskel havde blot afstedkommet en endnu mere uoverskuelig situation.
I 1954 var der 1302 sognekommuner, indbefattet de ovennævnte købstadsordnede kommuner. Heraf var der ni købstadslanddistrikter. Disse havde det til fælles med de købstadsordnede kommuner, at de reelt ikke var købstæder. Men købstadslanddistrikterne blev som kommunale enheder ikke styret som de facto købstæder, men derimod i en række samfundsforhold (undtagen kirke-, skole- og socialvæsen) som sognekommuner. Skjern i Vestjylland, der først var landsby, derpå stationsby og først i 1957 blev udnævnt til købstad, er et godt eksempel på dynamikken i den danske forvaltning. Skjern blev den sidste by i Danmark, der fik tildelt købstadsrettigheder. I 1970 bortfaldt begrebet med kommunalreformen.
Dertil kom de såkaldte bymæssige bebyggelser i landkommunerne (stationsbyer, ladepladser, slotsbyer, fiskerlejer, skipperbyer, industribyer). De blev ligesom de øvrige landkommuner med landsbyer styret i form af et sogneråd.

By – og landkommunerne var organiseret hver for sig i henholdsvis Købstadsforeningen og De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark. De bymæssige bebyggelser var organiseret i Foreningen af Bymæssige Kommuner. De danske kommuner var med andre ord deres forskellige positioner bevidst, og organiserede sig derfor i interesseorganisationer.

== Årsager til kommunalreformen ==
Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal. De politiske og administrative opgaver blev som følge heraf uoverkommelige. F.eks. var landsbyskolesystemet under afvikling i 1960'erne efter skolereformen af 1958. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen (tværkommunale skoleforbund). Mange landkommuner mente derfor, at kommunalreformen var aldeles unødvendig. De mange forandringer i den offentlige sektors struktur og organisationsmåde var allerede blevet imødeset af sognekommunerne, lød argumentet. Sådanne indvendinger kom bl.a. umiddelbart nord for Vejle by fra de syv sogneråd, der i 1970 konstituerede sig som kommunalbestyrelse i den nye [[Tørring-Uldum Kommune]]. De små kommuners fåtallige embedsmænd kunne ikke længere magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København. Velfærdsstatens opkomst i 1960'erne bevirkede, at den eksisterende kommunale ordning som ovenfor beskrevet blev anset for en anakronisme. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne blive klaret ved sognerådsformandens spisebord, efter at aftensmaden var taget ud. Ydermere var der i 1950'erne og 60'erne stigende krav om uddannelse indenfor alle erhvervsgrene, hvorfor opdelingen af folkeskolen i land og by (med realskoler i stationsbyerne) var utidssvarende. Da kommunernes befolkningsgrundlag havde forandret sig så meget var det tillige påkrævet at ændre byrdefordelingen mellem kommunerne. Den økonomiske udligningsordning skulle revideres efter det nye forhold mellem land – og bykommuner. Dette resulterede i meget svære forhandlinger mellem kommunerne indbydes, mellem staten og kommunerne og deres interesseorganisationer. Forhandlingerne afdækkede både økonomiske og kulturelle spændinger mellem land og by. Et forhold som kunne observeres flere steder i velfærdssamfundet Danmark ([[Rindalismen]]).

Vejle by gennemgik som de fleste andre danske købstæder en total forvandling fra 1945 til 1970. I 1940 boede der 25.174 mennesker i Vejle; i 1970 var det tal steget til 31.763. Disse tal syner ikke af en dramatisk omvæltning, men lægges omegnskommunerne til, steg indbyggertallet fra 36.136 til 49.507. I 1940'erne fortsatte tilstrømningen til byen efter et flere årtier gammelt mønster. I midten af 1950'erne vendte udviklingen. I årene mellem 1956 og 1961 havde Vejle by et vandringsunderskud på 836 personer i forhold til Hornstrup, Hover, Skibet og Vinding. Folk flyttede nu fra Vejle og ud til omegnskommunerne, som hurtigt udviklede sig til egentlige forstæder. De gamle landsbyer blev urbaniserede (gjort til reelle byer) med det ene parcelhuskvarter efter det andet. Den nye udvikling var forårsaget mere end noget andet af privatbilismen. Den øgede mobilitet affødte muligheden for at bo længere væk i skattely (omegnskommunernes skatteprocenter var relativt lave) og alligevel arbejde i Vejle. På trods af de voldsomme problemer, som Vejle Kommune blev påført, var udgangen på det hele, at Vejle by voksede med eksplosiv fart. Vejle ønskede derfor brændende en omrokering af det kommunale landskab. [[Hover Sognekommune]] og [[Skibet Sognekommune]] var åbne overfor en indlemmelse i Vejle allerede i 1930'erne. Vejle Kommune stod imidlertid fast på, at det skulle være alle omegnskommunerne eller ingen overhovedet. Borgmesteren i Vejle, [[Willy Sørensen]], tog debatten op på ny i 1949. Han mente, at omegnskommunerne virkede snærende på Vejle bys fortsatte industrielle udvikling, og deres lave skatteprocenter tiltrak de højestlønnede i området.
I 1959 nedsatte regeringen en kommunallovskommission. Vejle-området blev i Danmark udvalgt som undersøgelsesobjekt, som prøveballon, idet der her var tale om et større bysamfund beliggende i flere kommuner. I 1962 blev en rapport om forholdene offentliggjort, og den anbefalede utvetydigt en sammenlægning af Vejle og fire af omegnskommunerne. Vejle blev tappet for de økonomisk bedst stillede, der flyttede ud til omegnskommunerne. I løbet af 1960'erne fik en del kommuner efterhånden svært ved at opretholde det lave beskatningsniveau, der i sig selv havde vejet tungt i modstanden mod kommunesammenlægning. Egentlige forhandlinger begyndte i maj 1963. I november 1965 henstillede Købstadsforeningen, at også Skærup Sognekommune og [[Engum Sognekommune]] skulle være med.

== Marstal-modellen ==
I slutningen af året 1965 fremkom der et ønske i [[Vejle Amts Folkeblad]] om at købstæderne i landet skulle beholde deres status, også efter indlemmelsen af omegnskommunerne. Købstæderne var fra gammel tid vænnet til et 100 procent demokrati, hed det i artiklen. Købstæderne skulle fortsat være direkte underlagt Indenrigsministeriet, og ikke under et amtsligt regi som sognekommunerne siden udformningen af det kommunale selvstyre i 1840'erne havde været det. Hvis amterne skulle fattedes penge, idet de fortsat ikke ville kunne inddrive skatter i købstæderne, kunne staten blot øge tilskuddet til disse. Man henviste til den såkaldte Marstal-model efter handelspladsen Marstal på Ærø. Som handelsplads indtog Marstal en særstilling mellem købstad og landkommune. Man efterlyste med andre ord et kompromis i forsøget på at opretholde købstædernes særstilling.
Købstæderne havde aldrig hørt under amtsrådene, bortset fra de bornholmske købstæder. Grunden hertil skal findes i den særstatus, som købstæderne havde haft siden 1200-tallet i Danmark. Den retlige funktion som en retskreds med egen lovgivning ophørte med Danske Lov i 1683, der skabte retsenhed i riget. Den handelsmæssige særstatus ophørte med næringsfrihedsloven i 1857, hvor købstædernes monopol på handel og håndværk blev ophævet. I 1958 mistede købstæderne formelt deres særegenhed hvad angik skolesystem. I 1970 med kommunalreformen mistede den danske købstad endelig sin politisk-administrative placering i samfundet. Fra deraf var der kun to decentrale administrative niveauer tilbage, primærkommunerne og amterne. Også på det regionale plan skete der ændringer. Amternes struktur blev også reformeret; antallet blev reduceret fra 25 til 14. Amterne fik efter 1970 tillagt flere og flere opgaver fra centralt hold, derfor koncentrationen i antallet af amtskommuner. Indtil 1970 bestod [[Vejle Amt]] af tre købstadskommuner (Vejle, Kolding og Fredericia) og 72 sognekommuner. Amtskommunen var medejer af købstædernes sygehuse, jævnfør [[Vejle Amts og Bys Sygehus]].

Prisen for Vejle Kommunes udvidelse var således som overalt i landet, at købstæderne nu blev underlagt amternes tilsyn. Willy Sørensen brød sig bestemt ikke om amtskommunerne, og han kaldte dem for overflødige størrelser.

== Vejle Kommune 1970 ==
Fra 1965 viste også [[Jelling Sognekommune]], [[Bredsten Sognekommune]] og [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]] interesse for de igangværende forhandlinger. Det blev dog ikke til noget, da man angivelig i den socialdemokratiske højborg Vejle frygtede for et flertal for partiet [[Venstre]] ved det kommende byrådsvalg. Siden 1919 havde [[Socialdemokratiet]] haft borgmesterposten. Kun Horsens kunne overgå Vejle i så henseende, da man her i 1918 fik Jyllands første socialdemokratiske borgmester med Axel Sørensen. I 1950'erne og 60'erne var der borgerlige flertal i de berørte omegnskommuner, dog fik Hover Sognekommune i 1959 en socialdemokratisk sognerådsformand. Situationen i 1970 var at de borgerlige, udover forstadskvarteret Hover, sad i spidsen for den lokalpolitiske ledelse. [[Det konservative Folkeparti]] i Vinding og Skibet, Venstre i Engum, Hornstrup, Højen og Skærup.
Aftalen om Vejle Storkommune blev underskrevet i byrådssalen i Vejle af de otte kommuner den 20. august 1968. Det for socialdemokraterne så frygtede borgerlige flertal blev overraskende ikke til noget ved byrådsvalget den 3. marts 1970. I det 25 mand store byråd valgtes 14 socialdemokrater, seks venstrefolk, fire konservative og en enkelt radikal. Willy Sørensen blev enstemmigt valgt til borgmester. I det nye byråd sad der 13 repræsentanter for de gamle sognekommuner, 12 for Vejle by. Kommunalreformen blev angrebet for at stække det lokale demokrati. I det mindste vedblev der at sidde folk fra de gamle kommuner i Vejle Byråd, så overgangen blev så blid som mulig. En af de nyvalgte var venstremanden og gårdejeren [[Jens Olsen]] fra den gamle Hover Sognekommune. Med en formandspost i Kulturudvalget lod han sig integrere i den gamle købstads politiske kultur ([[Margrethe 2. i Vejle og Jelling 1974]]).

== Litteratur ==
* Vejles Historie, bd. 2 og 4 (1998 og 2002)
* Vejle Amts Folkeblad 1965
* Søren Olsen: Danmarks købstæder - 144 købstæder og andre gamle byer, Politikens Forlag 2000
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
* Dansk Konversations Leksikon, (red.): Ole Storm, Standard Forlaget, 1954-57

==Billeder==
<gallery>
Billede:Kommunesam1.jpg|Det første byråd i den nye storkommune er samlet i byrådssalen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]

Jens Jørgensen

2012-02-01T09:33:59Z

MVeh123:

[[Billede:JensJ.jpg|200px|thumb|right|Jens Jørgensen, ca. 1860]]
Jens Jørgensen var politiker, gårdejer og lægprædikant.

Han blev født den 28. februar 1806 i landsbyen [[Uldum]] som søn af Jørgen Jensen og Karen Mortensdatter. Amtmanden i Vejle omtalte Jørgen Jensen som "Lillekonge i Uldum" i deres skriftlige korrespondance. Det skyldtes faderens mange offentlige tillidshverv. Moderen var meget gudfrygtig og var stærkt knyttet til de gudelige vækkelser. Det satte sit præg på Jens Jørgensen. Første halvdel af 1800-tallet var [[Vejle Amt]] og navnlig Tørrild, Nørvang, Hatting og Bjerre herreder præget af de gudelige forsamlinger.

Jens Jørgensen bestyrede en farbrors gård i [[Holtum]] og fra 1832-46 ejede han den. I Holtum forsamledes de vakte hos gårdmand Jens Jørgensen til fælles andagt i 1836. Sognepræsten i [[Grejs-Sindbjerg]] indbragte sagen for amtmanden i ønsket om at få standset denne oprørske udvikling overfor den etablerede kirke. Sagen mundede ud i en bøde på 5 rigsbankdaler til Jens Jørgensen. Hele forløbet afdækkede dog, at han var mindst lige så velbevandret i den hellige skrift som præsten. Respekten for den gejstlige øvrighed var til at overse.
Jens Jørgensens forkyndelse var gammelluthersk og pietistisk i 1700-tallets tradition. Han var dog stærkt kritisk overfor De stærke Jyders dogmatisme og indelukkethed. Netop denne religiøse bevægelse gjorde sig stærkt gældende i Øster Snede, Korning og Løsning sogne såvel indenfor kirken som skolen. De fik også en stor indflydelse på det kirkelige liv i [[Sindbjerg Sogn]] ([[Sindbjerg Kirke]]). Jens Jørgensen blev stærkere præget af grundtvigianismen, som havde rodfæstet sig i hans sind omkring 1848. Fra 1834 virkede han sammen med lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg.

Fra 1846 havde han en gård i Bøgballe. 1850 købte faderen, Jørgen Jensen, Bjerregaard i Åle Sogn. I 1851 overtog sønnen, Jens Jørgensen, gården. De månedlige møder med kendte grundtvigske præster og øvrige foredragsholdere fra 1830'erne fortsatte han efter 1851 på Bjerregaard, som blev det åndelige centrum for egnens bondebefolkning. Foranlediget af Jens Jørgensen og grundet hans kontakter med lægprædikanten, skolelæreren og den politiske agitator Rasmus Sørensen (1799-1865) fik fødebyen Uldum en højskole i 1849. Uldum Højskole var den første højskole nord for Kongeåen, og i dag er det den længst fungerede højskole i Danmark. I 1881 blev der opsat en mindesten for Jens Jørgensen i Uldum.

Jens Jørgensen fik en ledende position i den jyske bondebevægelse. 1842-46 var han medlem af sogneforstanderskabet for [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]]. 1845-51 af [[Vejle Amtsråd]], 1859-65 af Skanderborg Amtsråd. I 1862 var han medstifter af Den jyske Folkeforening sammen med bondeføreren Geert Winther.

I 1848 blev han for Bjerrekredsen valgt til Den grundlovgivende Rigsforsamling, som i 1849 forhandlede sig frem til Junigrundloven. I mere end 20 år repræsenterede han sin hjemegn i Rigsdagen som skiftevis folketings– og landstingsmand. På Christiansborg talte han for de grundtvigske frihedskrav i kirke og skole, for sognebåndsløsning og valgmenigheder. Politisk stod han [[Venstre]] nærmest, men fulgte i et og alt sin egen overbevisning. I 1860'erne var han en af de ledende figurer i det grundtvigsk prægede nationale venstre. Han var modstander af grundlovsrevisionen i 1866. I 1870 sluttede han sig til det forenede venstre. Han modsatte sig dog finanslovsnægtelsen i 1873, og ved det næste folketingsvalg opnåede han ikke valg.

Jens Jørgensen døde den 16. februar 1876.

[[Kategori:Politikere]]

Sindbjerg Kirke

2012-02-01T09:31:24Z

MVeh123:

[[Billede:Sindbjerg1.jpg|200px|thumb|right|Sindbjerg Kirke, 1908]]
Sindbjerg Kirke er sognekirke for [[Sindbjerg Sogn]], der hører under Hedensted Provsti og Haderslev Stift. Sognet ligger i den nuværende Hedensted Kommune. I 2004 havde sognet 1.782 indbyggere, hvoraf de 1.655 var medlemmer af folkekirken.

Sindbjerg Kirke er som de fleste landsbykirker i Danmark opført i romansk stil. Skibet og koret er opført i den første halvdel af 1100-tallet. Kirken tilhører gruppen af frådstenskirker omkring Vejle. Frådsten er kildekalk, dannet af kalkholdigt kildevand omkring kildevæld. Materialet er meget porøst og derfor let at skære i. Frådsten findes i udpræget grad på Vejle-egnen, særligt ved [[Grejs]] og Jelling, og det er blevet anvendt som byggemateriale til mange af områdets kirker. I den sene middelalder, ca. år 1400, blev de romanske træbjælker udskiftet med et krydshvælv i koret og tre krydshvælv i skibet. Ved denne lejlighed blev der ligeledes opført en såkaldt tagrytter, et lille spir på skibets tag.

I 1885 blev tagrytteren erstattet med et 35 meter højt tårn bygget af røde mursten. Der knytter sig en interessant historie til dette tårn. I 1882 havde Grejs, det andet sogn i pastoratet, fået en ny kirke, opført i røde mursten. Bønderne i Sindbjerg og [[Lindved]] ville så absolut ikke stå tilbage for nabosognet, så man bestemte sig for at kirkens nuværende tårn skulle opføres. Det hed således i folkemunde, at man ville bruge mindst lige så mange mursten, som der var medgået til hele [[Grejs Kirke]]. Tårnet skulle desuden helst koste lige så meget som Grejs Kirke. Opmålinger og et bevaret byggeregnskab viser, at denne gode historie meget vel kan have sin rigtighed. I hvert fald fremstår tårnet i dag ved selvsyn uforholdsmæssigt stort. Tårnet kostede hele 7.000 kroner. En Hans Jesper Sørensen i Lindved bidrog med hele 5.000 kroner. "Stationsby-kirketårnet" er det blevet kaldt i eftertiden, da tårnet står modsat den hvidkalkede kirke med blottede mure.

På korets nordvæg er bevaret et romansk kalkmaleri fra begyndelsen af 1200-tallet. Kalkmaleriet er den eneste kendte skildring fra romansk tid af Det Ny Testamentes beretning om "Jesus og kvinden, der har bedrevet hor". Kvinden ses i en grøn kjole og til højre herfor en gruppe mænd med sten i hænderne. I korets hvælvinger er der kalkmalerier fra 1500-tallet, og de viser Kristus og Sct. Peder samt Maria og Johannes Døberen. I Sindbjerg Kirke er der således kalkmalerier fra to perioder, begge i koret.
Kirken er rig på middelalderkunst, og har endda været endnu rigere, idet resterne af kirkens gyldne alter findes på Nationalmuseet. Det gamle alter bestod af et frontale med forgyldte kobberplader på en egetræsplanke. Den nuværende altertavle fra 1868 viser Kristus i Getsemane Have. Denne har haft en sengotisk forgænger, som imidlertid for en stor dels vedkommende blev røvet af polske tropper under Karl Gustav-krigene i 1659. De polske tropper benyttede kirken som hestestald under krigen. Flere figurer fra denne altertavle er bevaret i kirken, dels apostlene på orgelpulpituret, dels den himmelkronede Maria, Nådestolen og en biskop. De træskårne figurer i koret tilhører den såkaldte Claus Bergske skole omkring 1520. Den romanske granitdøbefont er rigt ornamenteret med fugle, løver og menneskehoveder. Fonten er af den navnkundige Veng-Galten type. Døbefonten har formentlig stået i kirken lige siden opførelsen. Prædikestolen er fra 1599.
Kirkeklokken hang indtil 1885 i en klokkestabel, hvorefter den blev hængt op i det nye tårn. Den nuværende klokke i tårnet er en omstøbning af den gamle klokke, der under ringningen ved Christian 9.s død fik en revne. Den omstøbte klokke bærer indskriften fra den gamle med tilføjelsen ''omstøbt Aar 1906''.

Et synligt vidnesbyrd om Treårskrigen (1848-50) og dens indvirkning i sognet er en mindetavle i skibet over Søren Enevoldsen af Lindved Mark. Han faldt for fædrelandet i slaget ved Fredericia den 6. juli 1849.

Sindbjerg Kirke ejedes ligesom de fleste andre danske landsbykirker af en herremand. I dette tilfælde var det skiftevis herremanden til [[Låge Hovedgård]] og [[Agersbøl Gods]]. Fra slutningen af 1700-tallet var der mange skiftende ejere indtil 1806, hvor den daværende ejer lod kirken tilskøde 12 sognemænd, dvs. de fremmeste gårdejere i sognet. Købesummen var på 9.500 rigsdaler. Kirken var derefter på private hænder helt op i 1960'erne. I 1965 købte Uffe Skjødt Mikkelsen, Lindved, sin nuværende ejendom, Vestergaard på Gl. Landevej 68. Han overtog ved handelen anpart i kirken. Samme år ophørte ejerskabet, som slettedes af skøderne, hvilket førtes i tingbogen.

I 1845-46 var Sindbjerg Kirke genstand for den berømte "Salmebogskamp". Den religiøse bevægelse "De stærke Jyder" havde også en del tilhængere i sognet, og de forlangte, at der fortsat skulle synges efter den gamle Kingos Salmebog og ikke efter den nymodens evangelisk-kristelige salmebog. Det lykkedes at trumfe igennem, at der skulle synges af Kingos Salmebog hver tredje søndag. Først i 1939 enedes daværende provst Juhl og beboerne i sognet om fuldstændig at lægge Kingos Salmebog på hylden. I Øster Snede Sogn derimod, højborgen for de stærke jyder, vedblev man ved gudstjenesterne at benytte Kingos Salmebog helt frem til 1966.

Fra 1998-2002 gennemgik kirken en stor og gennemgribende restaurering. I skib og kor blev kalk og maling renset af, og der blev malet og nykalket. Murene blev spændt sammen med stålpolygoner oppe på loftet. Hele tårnet fra 1885 blev fuget om.

== Litteratur ==
* Niels Peter Stilling: Politikens bog om Danmarks kirker, 2000
* Historien om Lindved, (udg. for) Sindbjerg Sogns Lokalhistoriske Forening, 2005
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune: Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988

[[Kategori:Religiøse huse]]

Tørring Folkeblad

2012-02-01T09:23:27Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Den 1. oktober 1911 udsendtes første nummer af Tørring Avis. Idémanden bag var ejendomsmægler Peter Jensen, Bredgade, Tørring. Indtil 1917 blev avisen trykt i Bræ…'

Den 1. oktober 1911 udsendtes første nummer af [[Tørring Avis]]. Idémanden bag var ejendomsmægler Peter Jensen, Bredgade, [[Tørring]]. Indtil 1917 blev avisen trykt i Brædstrup bogtrykkeri. Oktober 1917 begyndte et nyt bogtrykkeri på Torvegade 13 i Tørring. Herefter blev den lokale avis også trykt i Tørring. Initiativtageren til det nye bogtrykkeri var Johannes Poulsen. Han solgte bogtrykkeriet den 1. januar 1919 til C. Caspersen fra Svendborg, der fortsatte trykningen af avisen for Peter Jensen indtil december 1920. Uoverensstemmelser mellem de to førte til, at C. Caspersen den 3. december 1920 selv udgav en avis med navnet Tørring Folkeblad. Det bevirkede, at Peter Jensen tre uger efter opgav at føre sin avis videre. C. Caspersen flyttede den 15. oktober 1922 bogtrykkeriet til Bredgade 19.

Tørring Folkeblad er et af de forholdsvis få eksempler i den danske pressehistorie på en provinsavis, der ikke har sit ophav i købstædernes klassiske firebladssystem, et for hvert af de fire gamle partier. Avisens baggrund er opkomsten af Tørring stationsby efter indvielsen af jernbanen fra Horsens til Tørring i 1891. Tørring hører i Danmark til blandt de stationsbyer, der er såkaldte kombinerede kirke- og stationsbyer. Der var den gamle middelalderlandsby Tørring (kaldet Tørring kirkeby eller Gl. Tørring blandt de lokale) og så den nye, driftige stationsby med et moderne forretningsliv. Der var stærke sociale, kulturelle, politiske og økonomiske spændinger mellem de to dele af Tørring. Stationsbyerne blev mødestedet mellem land og by, en slags smeltedigel mellem to vidt forskellige verdener. Tørring Folkeblad markerede sig fra starten som et venstreblad.

Tørring-området blev traditionelt henregnet som opland til Horsens, jævnfør jernbaneforbindelsen til byen. Indtil kommunalreformen i 1970 hørte [[Tørring Sogn]] til Skanderborg Amt. Med jernbanens nedlæggelse i 1962 følte befolkningen i Tørring sig i stigende grad knyttet til Vejleegnen. I 1970 kom Tørring Sogn ind under [[Vejle Amt]] i forbindelse med amtets store udvidelse mod nord. Allerede i 1952 havde chefredaktøren på [[Vejle Amts Folkeblad]], [[Gerhard Skytte Nielsen]], fået oprettet en lokalredaktion for avisen i byen. Også Horsens Folkeblad havde en lokalredaktion i byen. I dag betjenes Tørring pressemæssigt foruden af Tørring Folkeblad også af de to gamle, købstadsdagblade, venstreaviserne og folkebladene Vejle Amts Folkeblad og Horsens Folkeblad.

Den 1. december 1927 overdrog C. Caspersen Tørring Folkeblad og bogtrykkeri til bogtrykker Harald Larsen fra Varde. Derefter flyttede foretagendet igen ind i nye lokaler på hjørnet af Bredgade og Vongevej. Bogtrykker Larsen drev avisen frem til sin død i januar 1960. Enken solgte avisen og bogtrykkeriet til bogtrykker Hans Axelsen fra Hedensted. Han overtog det den 1. april 1960. Efter denne overtagelse blev sideantallet i avisen forøget fra fire til otte sider, og oplaget blev øget ret betydeligt. Med tiden blev det ugentlige sidetal forøget til 16-20 sider med farvetryk, og det lokale nyhedsstof blev opprioriteret.
Den 1. juli 1987 flyttede trykkeri og avis til Vongevej 17, hvor der blev indrettet større og mere tidssvarende lokaler.

Den 1. oktober 2011 fejrede Tørring Folkeblad sit 100-års jubilæum. Lokalbefolkningen kunne ved denne lejlighed glæde sig over endnu at have et lokalt talerør.

== Litteratur ==
* Tørring Håndværker- og Borgerforening: Træk af Tørring Sogns historie, 1992

[[Kategori:Aviser]]

Den store kommunalreform 1970

2012-01-30T17:34:05Z

MVeh123:

[[Billede:Willy2.jpg|300px|thumb|right|Kommunalreformen underskrives på Rådhuset i Vejle, den 20. august 1968]]
Byrådsvalget den 3. marts 1970 adskilte sig fundamentalt fra det forrige af slagsen i 1966. Fra den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. I Vejle indebar det, at den nye [[Vejle Kommune]] kom til at bestå foruden af den gamle Vejle Kommune tilligemed [[Hornstrup]], [[Engum]], [[Hover]], [[Skibet]], [[Vinding]] og [[Højen]] kommuner samt en del af [[Skærup Sognekommune]]. Den formentlig største ændring i den offentlige sektors historie i Danmark var dermed en realitet. Forud for gennemførelsen havde der været en omfattende debat, der strakte sig mere end 20 år tilbage. Kommunalreformen i 1970 var ikke bare et administrativt anliggende, men forandringen af den kommunale struktur berørte såvel politiske, økonomiske som kulturelle forhold.

== Den kommunale struktur i Danmark før kommunalreformen ==
Tiden før kommunalreformen i 1970 synes naturligt langt væk. Periodens organisering af det offentlige liv må efter nutidens standardiserede normer forekomme at være nærmest feudal. Uagtet den udbredte forestilling om kongeriget Danmark i 1950'erne som værende en sammenhængende, ensartet nationalstat, fremstod forvaltningen som et sandt virvar af forskellige regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser. Mange af ordningerne havde rødder i historiske forhold og i regionalt betingede variationer.

Det lokale selvstyre var udformet forskelligt. Det administrative skel mellem land og by betød, at købstædernes politiske ledelse blev udøvet af byråd og af sogneråd i landkommunerne. Hovedstaden København havde sit helt særlige politiske system (borgerrepræsentationen), der i flere forhold traditionelt havde flere beføjelser end købstæderne, hvis politiske uafhængighed til gengæld var større end sognekommunernes. I 1954 fandtes 85 bykommuner med 86 købstæder, flækker og handelspladser, idet Allinge og Sandvig på Bornholm udgjorde én kommune. Vejle Kommune var en af dem. Eftersom købstadsrettigheder fortløbende blev meddelt og ophævet ved lov af kongen (regeringen), en tradition fra middelalderen (1200-tallet), var der ikke helt sammenhæng mellem antallet af købstæder og antallet af administrative enheder i form af bykommuner. I midten af 1950'erne var der således 80 købstæder i alt i Danmark. Derudover var Frederiksberg en købstadskommune. Skønt omsluttet af Københavns Kommune havde Frederiksberg sine helt egne kommunale indretninger som f.eks. socialforsorg og skattevæsen.
Den tredje hovedstadskommune, Gentofte, var desuden i begyndelsen af 1950’erne købstadsordnet, dvs. havde et købstadsordnet styre i form af byråd eller som i Gentoftes tilfælde magistrat (fra 1934) og et købstadsskolevæsen. Magistrat angav en særlig kommunal styreform, der blev praktiseret i de større byer, før kommunalreformen 1970 i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Odense og Helsingør. Magistratsregeringen havde en forholdsmæssig repræsentation af partierne i byrådet, som valgte dette øverste styrelsesorgan.

I 1952-53 blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede. Lignende ordning havde tillige handelspladserne, der i retlig henseende udgjorde en mellemting mellem købstad og landkommune. I 1950'erne var handelspladsen Marstal på Ærø den eneste tilbage i landet. Dertil kom yderligere de såkaldte sønderjyske flækker som Augustenborg, Nordborg, Christiansfeld, Højer og Løgumkloster. Disse var også sidestillet med købstadskommunerne. Hverken Gentofte eller de øvrige forstadskommuner til København, handelspladserne eller flækkerne var købstæder, men dels udviklingen og historiske forhold havde medført, at de reelt blev regnet til blandt bykommunerne. De fungerede som og var købstæder, men ikke af navn. Denne formelle forskel havde blot afstedkommet en endnu mere uoverskuelig situation.
I 1954 var der 1302 sognekommuner, indbefattet de ovennævnte købstadsordnede kommuner. Heraf var der ni købstadslanddistrikter. Disse havde det til fælles med de købstadsordnede kommuner, at de reelt ikke var købstæder. Men købstadslanddistrikterne blev som kommunale enheder ikke styret som de facto købstæder, men derimod i de fleste samfundsforhold som sognekommuner. Skjern i Vestjylland, der først var landsby, derpå stationsby og først i 1957 blev udnævnt til købstad, er et godt eksempel på dynamikken i den danske forvaltning. Skjern blev den sidste by i Danmark, der fik tildelt købstadsrettigheder. I 1970 bortfaldt begrebet med kommunalreformen.
Dertil kom de såkaldte bymæssige bebyggelser i landkommunerne (stationsbyer, ladepladser, slotsbyer, fiskerlejer, skipperbyer, industribyer). De blev ligesom de øvrige landkommuner med landsbyer styret i form af et sogneråd.

By – og landkommunerne var organiseret hver for sig i henholdsvis Købstadsforeningen og De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark. De bymæssige bebyggelser var organiseret i Foreningen af Bymæssige Kommuner. De danske kommuner var med andre ord deres forskellige positioner bevidst, og organiserede sig derfor i interesseorganisationer.

== Årsager til kommunalreformen ==
Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal. De politiske og administrative opgaver blev som følge heraf uoverkommelige. F.eks. var landsbyskolesystemet under afvikling i 1960'erne efter skolereformen af 1958. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen (tværkommunale skoleforbund). Mange landkommuner mente derfor, at kommunalreformen var aldeles unødvendig. De mange forandringer i den offentlige sektors struktur og organisationsmåde var allerede blevet imødeset af sognekommunerne, lød argumentet. Sådanne indvendinger kom bl.a. umiddelbart nord for Vejle by fra de syv sogneråd, der i 1970 konstituerede sig som kommunalbestyrelse i den nye [[Tørring-Uldum Kommune]]. De små kommuners fåtallige embedsmænd kunne ikke længere magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København. Velfærdsstatens opkomst i 1960'erne bevirkede, at den eksisterende kommunale ordning som ovenfor beskrevet blev anset for en anakronisme. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne blive klaret ved sognerådsformandens spisebord, efter at aftensmaden var taget ud. Ydermere var der i 1950'erne og 60'erne stigende krav om uddannelse indenfor alle erhvervsgrene, hvorfor opdelingen af folkeskolen i land og by (med realskoler i stationsbyerne) var utidssvarende. Da kommunernes befolkningsgrundlag havde forandret sig så meget var det tillige påkrævet at ændre byrdefordelingen mellem kommunerne. Den økonomiske udligningsordning skulle revideres efter det nye forhold mellem land – og bykommuner. Dette resulterede i meget svære forhandlinger mellem kommunerne indbydes, mellem staten og kommunerne og deres interesseorganisationer. Forhandlingerne afdækkede både økonomiske og kulturelle spændinger mellem land og by. Et forhold som kunne observeres flere steder i velfærdssamfundet Danmark ([[Rindalismen]]).

Vejle by gennemgik som de fleste andre danske købstæder en total forvandling fra 1945 til 1970. I 1940 boede der 25.174 mennesker i Vejle; i 1970 var det tal steget til 31.763. Disse tal syner ikke af en dramatisk omvæltning, men lægges omegnskommunerne til, steg indbyggertallet fra 36.136 til 49.507. I 1940'erne fortsatte tilstrømningen til byen efter et flere årtier gammelt mønster. I midten af 1950'erne vendte udviklingen. I årene mellem 1956 og 1961 havde Vejle by et vandringsunderskud på 836 personer i forhold til Hornstrup, Hover, Skibet og Vinding. Folk flyttede nu fra Vejle og ud til omegnskommunerne, som hurtigt udviklede sig til egentlige forstæder. De gamle landsbyer blev urbaniserede (gjort til reelle byer) med det ene parcelhuskvarter efter det andet. Den nye udvikling var forårsaget mere end noget andet af privatbilismen. Den øgede mobilitet affødte muligheden for at bo længere væk i skattely (omegnskommunernes skatteprocenter var relativt lave) og alligevel arbejde i Vejle. På trods af de voldsomme problemer, som Vejle Kommune blev påført, var udgangen på det hele, at Vejle by voksede med eksplosiv fart. Vejle ønskede derfor brændende en omrokering af det kommunale landskab. [[Hover Sognekommune]] og [[Skibet Sognekommune]] var åbne overfor en indlemmelse i Vejle allerede i 1930'erne. Vejle Kommune stod imidlertid fast på, at det skulle være alle omegnskommunerne eller ingen overhovedet. Borgmesteren i Vejle, [[Willy Sørensen]], tog debatten op på ny i 1949. Han mente, at omegnskommunerne virkede snærende på Vejle bys fortsatte industrielle udvikling, og deres lave skatteprocenter tiltrak de højestlønnede i området.
I 1959 nedsatte regeringen en kommunallovskommission. Vejle-området blev i Danmark udvalgt som undersøgelsesobjekt, som prøveballon, idet der her var tale om et større bysamfund beliggende i flere kommuner. I 1962 blev en rapport om forholdene offentliggjort, og den anbefalede utvetydigt en sammenlægning af Vejle og fire af omegnskommunerne. Vejle blev tappet for de økonomisk bedst stillede, der flyttede ud til omegnskommunerne. I løbet af 1960'erne fik en del kommuner efterhånden svært ved at opretholde det lave beskatningsniveau, der i sig selv havde vejet tungt i modstanden mod kommunesammenlægning. Egentlige forhandlinger begyndte i maj 1963. I november 1965 henstillede Købstadsforeningen, at også Skærup Sognekommune og [[Engum Sognekommune]] skulle være med.

== Marstal-modellen ==
I slutningen af året 1965 fremkom der et ønske i [[Vejle Amts Folkeblad]] om at købstæderne i landet skulle beholde deres status, også efter indlemmelsen af omegnskommunerne. Købstæderne var fra gammel tid vænnet til et 100 procent demokrati, hed det i artiklen. Købstæderne skulle fortsat være direkte underlagt Indenrigsministeriet, og ikke under et amtsligt regi som sognekommunerne siden udformningen af det kommunale selvstyre i 1840'erne havde været det. Hvis amterne skulle fattedes penge, idet de fortsat ikke ville kunne inddrive skatter i købstæderne, kunne staten blot øge tilskuddet til disse. Man henviste til den såkaldte Marstal-model efter handelspladsen Marstal på Ærø. Som handelsplads indtog Marstal en særstilling mellem købstad og landkommune. Man efterlyste med andre ord et kompromis i forsøget på at opretholde købstædernes særstilling.
Købstæderne havde aldrig hørt under amtsrådene, bortset fra de bornholmske købstæder. Grunden hertil skal findes i den særstatus, som købstæderne havde haft siden 1200-tallet i Danmark. Den retlige funktion som en retskreds med egen lovgivning ophørte med Danske Lov i 1683, der skabte retsenhed i riget. Den handelsmæssige særstatus ophørte med næringsfrihedsloven i 1857, hvor købstædernes monopol på handel og håndværk blev ophævet. I 1958 mistede købstæderne formelt deres særegenhed hvad angik skolesystem. I 1970 med kommunalreformen mistede den danske købstad endelig sin politisk-administrative placering i samfundet. Fra deraf var der kun to decentrale administrative niveauer tilbage, primærkommunerne og amterne. Også på det regionale plan skete der ændringer. Amternes struktur blev også reformeret; antallet blev reduceret fra 25 til 14. Amterne fik efter 1970 tillagt flere og flere opgaver fra centralt hold, derfor koncentrationen i antallet af amtskommuner. Indtil 1970 bestod [[Vejle Amt]] af tre købstadskommuner (Vejle, Kolding og Fredericia) og 72 sognekommuner. Amtskommunen var medejer af købstædernes sygehuse, jævnfør [[Vejle Amts og Bys Sygehus]].

Prisen for Vejle Kommunes udvidelse var således som overalt i landet, at købstæderne nu blev underlagt amternes tilsyn. Willy Sørensen brød sig bestemt ikke om amtskommunerne, og han kaldte dem for overflødige størrelser.

== Vejle Kommune 1970 ==
Fra 1965 viste også [[Jelling Sognekommune]], [[Bredsten Sognekommune]] og [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]] interesse for de igangværende forhandlinger. Det blev dog ikke til noget, da man angivelig i den socialdemokratiske højborg Vejle frygtede for et flertal for partiet [[Venstre]] ved det kommende byrådsvalg. Siden 1919 havde [[Socialdemokratiet]] haft borgmesterposten. Kun Horsens kunne overgå Vejle i så henseende, da man her i 1918 fik Jyllands første socialdemokratiske borgmester med Axel Sørensen. I 1950'erne og 60'erne var der borgerlige flertal i de berørte omegnskommuner, dog fik Hover Sognekommune i 1959 en socialdemokratisk sognerådsformand. Situationen i 1970 var at de borgerlige, udover forstadskvarteret Hover, sad i spidsen for den lokalpolitiske ledelse. [[Det konservative Folkeparti]] i Vinding og Skibet, Venstre i Engum, Hornstrup, Højen og Skærup.
Aftalen om Vejle Storkommune blev underskrevet i byrådssalen i Vejle af de otte kommuner den 20. august 1968. Det for socialdemokraterne så frygtede borgerlige flertal blev overraskende ikke til noget ved byrådsvalget den 3. marts 1970. I det 25 mand store byråd valgtes 14 socialdemokrater, seks venstrefolk, fire konservative og en enkelt radikal. Willy Sørensen blev enstemmigt valgt til borgmester. I det nye byråd sad der 13 repræsentanter for de gamle sognekommuner, 12 for Vejle by. Kommunalreformen blev angrebet for at stække det lokale demokrati. I det mindste vedblev der at sidde folk fra de gamle kommuner i Vejle Byråd, så overgangen blev så blid som mulig. En af de nyvalgte var venstremanden og gårdejeren [[Jens Olsen]] fra den gamle Hover Sognekommune. Med en formandspost i Kulturudvalget lod han sig integrere i den gamle købstads politiske kultur ([[Margrethe 2. i Vejle og Jelling 1974]]).

== Litteratur ==
* Vejles Historie, bd. 2 og 4 (1998 og 2002)
* Vejle Amts Folkeblad 1965
* Søren Olsen: Danmarks købstæder - 144 købstæder og andre gamle byer, Politikens Forlag 2000
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
* Dansk Konversations Leksikon, (red.): Ole Storm, Standard Forlaget, 1954-57

==Billeder==
<gallery>
Billede:Kommunesam1.jpg|Det første byråd i den nye storkommune er samlet i byrådssalen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]

Alsted Fredskov

2012-01-30T17:16:58Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Alsted Fredskov er navnet på Danmarks ældste andelsselskab fra 1812. Alsted Skov hørte oprindeligt til Øster Nykirke Sogn, men i forbindelse med kommunalreformen i 197…'

Alsted Fredskov er navnet på Danmarks ældste andelsselskab fra 1812.

Alsted Skov hørte oprindeligt til [[Øster Nykirke Sogn]], men i forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev der foretaget ændringer af de administrative grænser i Danmark. [[Give Kommune]] blev dannet af bl.a. Øster Nykirke Sogn. En del af sognet med Alsted Skov blev overført til den nye [[Tørring-Uldum Kommune]], og med baggrund i Kirkeministeriets beslutning kom Alsted Skov fra den 1. april 1972 til at ligge i [[Tørring Sogn]].

I 1805 udstedtes den såkaldte fredskovforordning i Danmark. Den indebar et forbud mod fremtidig nedlæggelse af skov. Skoven skulle genoprettes, og alt skov blev principielt fredskov, hvilket også afspejles i navnet Alsted Fredskov. Grundlinierne fra 1805 udgør endnu fundamentet for den danske skovlovgivning.
I 1812 solgte ejeren af hovedgården [[Stougård]] ved [[Tørring]], Jacob Berg Secher, skoven til 25 mænd for 25.000 rigsdaler. Handelen fandt sted den 8. juni 1812, og de 25 købere fordelte skoven mellem sig i 20 såkaldte skifter. Nogle tegnede sig for mere end et skifte, mens andre kun fik et halvt skifte. Køberne var to præster, pastor Stallknecht, [[Nykirke]], og pastor Geltzer, [[Hvejsel]]. De øvrige var selvejergårdmænd, hvoraf især Poul Kyndesen, Stougårds Mark, Søren Pedersen, [[Fovsing]], Peder Christensen, Hammergård, Christen Uhrskov, Tørring Mark og Jørgen Jacobsen, [[Ørum]], gjorde sig gældende på egnen. Pastor Geltzer var angivelig stridbar i sin samtid, hvorfor han ligger begravet i Vejle, da "hans venner ikke skulle spytte på hans grav".
Den 16. juli 1812 stiftedes andelsselskabet Alsted Fredskov, Danmarks ældste, ved et møde i Alsted Mølle. Vedtægterne regulerede alle tænkelige forhold vedrørende skovdrift, og fastslog som det første, at skoven ikke længere måtte omhugges. Med små justeringer forblev disse vedtægter gældende i 100 år til en revision i 1912. Endnu i dag har de gamle regler status som rettesnor.

I takt med forretningslivets opblomstring i Tørring stationsby fremkom der krav fra Håndværkerforeningen om en bedre færdselsvej til oplandet i Hvejsel og Nykirke sogne. I 1911 blev der officielt fremsat en begæring om en offentlig farbar vej gennem skoven. Det blev indledningen til 13 års strid, hvor de implicerede parter var Skanderborg og [[Vejle amtsråd]], Hvejsel, Nykirke, Tørring og Øster Nykirke sognekommuner og lodsejerne ved den private skovvej. I 1924 blev der indgået en aftale, der betød, at Alsted Skovvejen blev en realitet som en førsteklasses offentlig bivej.

På generalforsamlingen i Alsted Fredskov den 24. september 1886 vedtog man med 16 stemmer mod 1, at der skulle nægtes at betale skat af skoven, jævnfør finanslovens status som provisorisk (foreløbig). Forfatningskampens politiske konflikter nåede således også til Alsted Fredskov (se [[Kongejubilæum i Vejle 1888]]).

I mange år var det tradition at afholde grundlovsdag (5. juni) og Valdemarsdag (15. juni) i skoven med kendte talere. Den sidste grundlovsfest blev holdt i 1957, den sidste Valdemarsfest i 1960. Festpladsen fra den tid eksisterer ikke mere.

I august 1987 kunne Alsted Skov fejrede Alsted Skov 175-års jubilæum som landets ældste andelsselskab. Den daværende formand for Alsted Fredskov, Erik Hansen, præsenterede i Stougårds maskinhal en udstilling, der omfattede den gamle protokol og købekontrakten fra 1812, de første vedtægter og en af de ældste regnskabsbøger.
Først 70 år efter stiftelsen af andelsselskabet fik andelsbevægelsen sit gennembrud i Danmark, blot indenfor et andet samfundsområde, nemlig mejeriet. I 1882 grundlagdes det første andelsmejeri i Danmark i Hjedding ved Varde og blev hurtigt efterfulgt af mange andre rundt om i landet.

Indtil skovsamlingen i december 1991 kostede det to kroner at blive medlem af skovforeningen samt en omgang brændevin ved første møde derefter, og 35 øre for at komme for sent til et møde. Møntreformen nødvendiggjorde dog nye, mere tidssvarende takster. Efter 1991 kostede det 35 kroner at komme for sent og 200 kroner for at blive medlem.

Den 16. juli 2012 kan andelsselskabet Alsted Fredskov fejre sit 200-års jubilæum.

== Litteratur ==
* Tørring Håndværker- og Borgerforening: Træk af Tørring Sogns historie, 1992

[[Kategori:Foreninger & loger]]

Palsgård

2012-01-29T12:21:26Z

MVeh123:

Palsgård Gods ligger i [[As Sogn]] og [[Bjerre Herred]]. Fra 1970-2007 i Juelsminde Kommune, fra 2007 i [[Hedensted Kommune]].

Palsgård er en blanding af en herregård og en borg. Den nuværende hovedbygning fra begyndelsen af 1800-tallet er opført over murværk og kældre fra 1400-tallet. Middelalderborgen skulle angivelig være rejst i 1412 i henhold til en nu forsvunden tavle. Af denne er kun de hvælvede kældre og murværkets munkesten bevaret i den nuværende hovedfløj fra 1803. Det første navn, der er blevet sat i forbindelse med Palsgård, er ridderen Jep Kalv. Ifølge diverse af datidens diplomer skulle han have siddet i rigsrådet ca. år 1400. De to sidefløje blev opført 1804-05. Palsgårds trefløjede anlæg fremstår som en empirebygning. Manden bag Palsgårds nuværende udseende fra 1803-05 er den københavnske arkitekt Philip Lange. Hovedfløjen ligger på et højt voldsted med udtørrede grave. Bygherren var [[Niels Juel Reedtz]].
Det hvidkalkede anlæg under røde halvvalmede tegltage består af en hovedfløj i to etager med to lave sidefløje. Hovedfløjen markeres med en dobbeltløbstrappe og en portal. Sidefløjene har skrå enkeltløbstrapper og profilerede frontoner. Palsgård er efterfølgende blevet restaureret i 1893, 1920, 1953 og 1975.

I 1812 anlagde Niels Juel en krogård og færgegård ved kysten syd for Palsgård. Hans navn blev bevaret for eftertiden i den efter ham opkaldte havneby Juelsminde.
Juel-slægten ejede Palsgård fra 1665 til 1877.

== Fritz Wedel Jarlsberg ==
Fritz Wedel Jarlsberg, eller rettere Frederik Hartvig Herman, baron Wedel Jarlsberg (1855-1942), ejede Palsgård fra 1898-1908. Han var norsk jurist, diplomat og gesandt og huskes især for sin rolle i forbindelse med unionsopløsningen mellem Norge og Sverige i 1905. Han fungerede her som den midlertidige norske regerings repræsentant og siden minister i København. Han var den første, der af diplomatiske kanaler tog kontakt med den danske prins Carl og foreslog ham som ny konge i Norge efter, at Bernadotte-kongefamilien reelt var afsat i Norge. Men bl.a. politiske hensyn til Sverige bevirkede, at den danske regering og konge i første omgang henskød spørgsmålet. Udgangen på det spegede forløb blev dog, at prins Carl i november 1905 blev ny konge i Norge som kong Haakon 7. Umiddelbart kunne han også fremvise arvekrav på Norge, idet hans morfar var den tidligere svensk-norske konge, Carl 15. (konge 1859-72) og ægtefællens status som britisk kongedatter (prinsesse Maud) forbedrede også hans muligheder som kongsemne i Norge, der ønskede tætte kontakter til Storbritannien. Den 33-årige prins Carls farfar, Europas svigerfar kong Christian 9. på 87 oplevede derved en ny international legitimering af det glücksborgske kongehus. I 1863 iklædtes to kongetroner med Christian 9. og hans søn prins Vilhelms valg til græsk konge som Georg 1. Samme år ægtede datteren, prinsesse Alexandra, den britiske tronfølger, og i 1866 giftede prinsesse Dagmar sig med den russiske tronfølger. I 1905 blev Norges trone besat af en glücksborger, og i Danmark var arvefølgen sikret med kronprins Frederik (8.), prins Christian (10.), der var storebror til Norges kong Haakon 7., og prins Frederik (9.). Christian 9. døde den 29. januar 1906 ([[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869]]).

Fritz Wedel Jarlsberg brugte selv konsekvent titlen baron, uagtet at norske adelstitler var afskaffede jævnfør Eidsvoll-forfatningen fra 1814. Han undskyldte sig med, at hans slægt havde rod i den dansk-norske embedsstand fra før 1814. Af hans egne erindringer, "Reisen gjennem Livet" fra 1932, kan man følge hans liv på Palsgård i de ti år. I slutningen af 1897 købte han ejendommen af den tyske prins [[Emil von Schönaich-Carolath]] (1852-1908), der havde ejet Palsgård siden 1877. I april 1898 overtog han stedet. Kort efter var han til audiens hos Christian 9., der først kunne genkende ham, da han præsenterede sig som Palsgårds nye ejer. "En skøn ejendom", replicerede majestæten. I hans tid som ejer anlagdes en stor park i 1898-1900 af den engelske havearkitekt Milner. Ifølge eget udsagn i erindringerne fra 1932 lykkedes det ham at fordoble indtægterne af land- og skovbruget på Palsgård. På Palsgård og den tilhørende gård [[Ringstholm]] havde han 400 kreaturer og 1.000 svin. Han foretog endvidere ændringer i hovedbygningen. Det var ikke mindst i kraft af sin stilling som jysk godsejer, at det lykkedes ham i 1905 at få kontakter i stand med den danske regering og udenrigsminister, lensgreve Frederik Raben-Levetzau (1850-1933). Wedel Jarlsberg havde regnet med posten som norsk udenrigsminister i 1905 som en påskønnelse af den indsats, han havde ydet. Men stillingen gik til en anden.

Om sin tid på Palsgård skriver Fritz Wedel Jarlsberg i sine erindringer (1932), at perioden havde været til stor nytte for ham. ''Intet gir en sindets likevegt saavel i glæde som i sorg som arbeidet i mark og skog. Jeg hadde faat et mere umiddelbart syn paa Livet''.
I 1908 solgte han Palsgård Gods, og i 1909 købte han lystejendommen Skaugum i Asker i Norge. I 1929 skænkede han ejendommen til den norske kronprins Olav (Haakon 7.s søn). Ringen var sluttet.

== Palsgård i dag ==
Siden 1957 har Schou-fondet, A/S Schou-Palsgård, ejet Palsgård. Palsgård Gods er i dag på 1350 hektar med Lottrup og Hellebjerg Mølle. Palsgårds park, der blev anlagt på initiativ af Wedel Jarlsberg, er på 21 hektar. I den mægtige landskabshave findes en række eksotiske og sjældne træer og planter. Der er offentlig adgang til det indbydende parkanlæg, der hører til blandt landets smukkeste og største herregårdsparker. Parkens tempellignende lysthus, "observatoriet", er opført i 1853.

[[Palsgård Sommerspil]] er en amatørteaterforening fra 1972 med over 350 medlemmer. Foreningen er hjemmehørende på Palsgård Gods. Siden 1972 har der hvert år i august måned været afholdt sommerspil på friluftsscenen i Palsgårds park.

== Litteratur ==
* Niels Peter Stilling: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde, 1998
* Fritz Wedel Jarlsberg: Reisen gjennem Livet, Gyldendal norsk forlag, 1932

[[Kategori:Gårde]]

Palsgård

2012-01-28T13:37:56Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Palsgård Gods ligger i As Sogn og Bjerre Herred. Fra 1970-2007 i Juelsminde Kommune, fra 2007 i Hedensted Kommune. Palsgård er en blanding af en herregård og e…'

Palsgård Gods ligger i [[As Sogn]] og [[Bjerre Herred]]. Fra 1970-2007 i Juelsminde Kommune, fra 2007 i [[Hedensted Kommune]].

Palsgård er en blanding af en herregård og en borg. Den nuværende hovedbygning fra begyndelsen af 1800-tallet er opført over murværk og kældre fra 1400-tallet. Middelalderborgen skulle angivelig være rejst i 1412 i henhold til en nu forsvunden tavle. Af denne er kun de hvælvede kældre og murværkets munkesten bevaret i den nuværende hovedfløj fra 1803. Det første navn, der er blevet sat i forbindelse med Palsgård, er ridderen Jep Kalv. Ifølge diverse af datidens diplomer skulle han have siddet i rigsrådet ca. år 1400. De to sidefløje blev opført 1804-05. Palsgårds trefløjede anlæg fremstår som en empirebygning. Manden bag Palsgårds nuværende udseende fra 1803-05 er den københavnske arkitekt Philip Lange. Hovedfløjen ligger på et højt voldsted med udtørrede grave. Bygherren var [[Niels Juel Reedtz]].
Det hvidkalkede anlæg under røde halvvalmede tegltage består af en hovedfløj i to etager med to lave sidefløje. Hovedfløjen markeres med en dobbeltløbstrappe og en portal. Sidefløjene har skrå enkeltløbstrapper og profilerede frontoner. Palsgård er efterfølgende blevet restaureret i 1893, 1920, 1953 og 1975.

I 1812 anlagde Niels Juel en krogård og færgegård ved kysten syd for Palsgård. Hans navn blev bevaret for eftertiden i den efter ham opkaldte havneby Juelsminde.
Juel-slægten ejede Palsgård fra 1665 til 1877.

== Fritz Wedel Jarlsberg ==
Fritz Wedel Jarlsberg, eller rettere Frederik Hartvig Herman, baron Wedel Jarlsberg (1855-1942), ejede Palsgård fra 1898-1908. Han var jurist, diplomat og gesandt og huskes især for sin rolle i forbindelse med unionsopløsningen mellem Norge og Sverige i 1905. Han fungerede her som den midlertidige norske regerings repræsentant og siden minister i København. Han var den første, der af diplomatiske kanaler tog kontakt med den danske prins Carl og foreslog ham som ny konge i Norge efter, at Bernadotte-kongefamilien reelt var afsat i Norge. Men bl.a. politiske hensyn til Sverige bevirkede, at den danske regering og konge i første omgang henskød spørgsmålet. Udgangen på det spegede forløb blev dog, at prins Carl i november 1905 blev ny konge i Norge som kong Haakon 7. Umiddelbart kunne han også fremvise arvekrav på Norge, idet hans morfar var den tidligere svensk-norske konge, Carl 15. (konge 1859-72) og ægtefællens status som britisk kongedatter (prinsesse Maud) forbedrede også hans muligheder som kongsemne i Norge, der ønskede tætte kontakter til Storbritannien. Den 33-årige prins Carls farfar, Europas svigerfar kong Christian 9. på 87 oplevede derved en ny international legitimering af det glücksborgske kongehus. I 1863 iklædtes to kongetroner med Christian 9. og hans søn prins Vilhelms valg til græsk konge som Georg 1. Samme år ægtede datteren, prinsesse Alexandra, den britiske tronfølger, og i 1866 giftede prinsesse Dagmar sig med den russiske tronfølger. I 1905 Norges trone, og i Danmark var arvefølgen sikret med kronprins Frederik (8.), prins Christian (10.), der var storebror til Norges kong Haakon 7., og prins Frederik (9.). Christian 9. døde den 29. januar 1906 ([[Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869]]).

Fritz Wedel Jarlsberg brugte selv konsekvent titlen baron, uagtet at norske adelstitler var afskaffede jævnfør Eidsvoll-forfatningen fra 1814. Han undskyldte sig med, at hans slægt havde rod i den dansk-norske embedsstand fra før 1814. Af hans egne erindringer, "Reisen gjennem Livet" fra 1932, kan man følge hans liv på Palsgård i de ti år. I slutningen af 1897 købte han ejendommen af den tyske prins [[Emil von Schönaich-Carolath]] (1852-1908), der havde ejet Palsgård siden 1877. I april 1898 overtog han stedet. Kort efter var han til audiens hos Christian 9., der først kunne genkende ham, da Wedel Jarlsberg præsenterede sig som Palsgårds nye ejer. "En skøn ejendom", replicerede majestæten. I hans tid som ejer anlagdes en stor park i 1898-1900 af den engelske havearkitekt Milner. Ifølge eget udsagn i erindringerne fra 1932 lykkedes det ham at fordoble indtægterne af land- og skovbruget på Palsgård. På Palsgård og den tilhørende gård [[Ringstholm]] havde han 400 kreaturer og 1.000 svin. Han foretog endvidere ændringer i hovedbygningen. Det var ikke mindst i kraft af sin stilling som jysk godsejer, at det lykkedes ham i 1905 at få kontakter i stand med den danske regering og udenrigsminister, lensgreve Frederik Raben-Levetzau (1850-1933). Wedel Jarlsberg havde regnet med posten som norsk udenrigsminister i 1905 som en påskønnelse af den indsats, han havde ydet. Men stillingen gik til en anden.

Om sin tid på Palsgård skriver Fritz Wedel Jarlsberg i sine erindringer (1932), at perioden havde været til stor nytte for ham. ''Intet gir en sindets likevegt saavel i glæde som i sorg som arbeidet i mark og skog. Jeg hadde faat et mere umiddelbart syn paa Livet''.
I 1908 solgte han Palsgård Gods, og i 1909 købte han lystejendommen Skaugum i Asker i Norge. I 1929 skænkede han ejendommen til den norske kronprins Olav (Haakon 7.s søn). Ringen var sluttet.

== Palsgård i dag ==
Siden 1957 har Schou-fondet, A/S Schou-Palsgård, ejet Palsgård. Palsgård Gods er i dag på 1350 hektar med Lottrup og Hellebjerg Mølle. Palsgårds park, der blev anlagt på initiativ af Wedel Jarlsberg, er på 21 hektar. I den mægtige landskabshave findes en række eksotiske og sjældne træer og planter. Der er offentlig adgang til det indbydende parkanlæg, der hører til blandt landets smukkeste og største herregårdsparker. Parkens tempellignende lysthus, ”observatoriet”, er opført i 1853.

[[Palsgård Sommerspil]] er en amatørteaterforening fra 1972 med over 350 medlemmer. Foreningen er hjemmehørende på Palsgård Gods. Siden 1972 har der hvert år i august måned været afholdt sommerspil på friluftsscenen i Palsgårds park.

== Litteratur ==
* Niels Peter Stilling: Politikens bog om Danmarks slotte og herregårde, 1998
* Fritz Wedel Jarlsberg: Reisen gjennem Livet, Gyldendal norsk forlag, 1932

[[Kategori:Gårde]]

Jens Jørgensen

2012-01-27T12:55:10Z

MVeh123:

[[Billede:JensJ.jpg|200px|thumb|right|Jens Jørgensen, ca. 1860]]
Jens Jørgensen var politiker, gårdejer og lægprædikant.

Han blev født den 28. februar 1806 i landsbyen [[Uldum]] som søn af Jørgen Jensen og Karen Mortensdatter. Amtmanden i Vejle omtalte Jørgen Jensen som "Lillekonge i Uldum" i deres skriftlige korrespondance. Det skyldtes faderens mange offentlige tillidshverv. Moderen var meget gudfrygtig og var stærkt knyttet til de gudelige vækkelser. Det satte sit præg på Jens Jørgensen. Første halvdel af 1800-tallet var [[Vejle Amt]] og navnlig Tørrild, Nørvang, Hatting og Bjerre herreder præget af de gudelige forsamlinger.

Jens Jørgensen bestyrede en farbrors gård i [[Holtum]] og fra 1832-46 ejede han den. I Holtum forsamledes de vakte hos gårdmand Jens Jørgensen til fælles andagt i 1836. Sognepræsten i [[Grejs-Sindbjerg]] indbragte sagen for amtmanden i ønsket om at få standset denne oprørske udvikling overfor den etablerede kirke. Sagen mundede ud i en bøde på 5 rigsbankdaler til Jens Jørgensen. Hele forløbet afdækkede dog, at han var mindst lige så velbevandret i den hellige skrift som præsten. Respekten for den gejstlige øvrighed var til at overse.
Jens Jørgensens forkyndelse var gammelluthersk og pietistisk i 1700-tallets tradition. Han var dog stærkt kritisk overfor De stærke Jyders dogmatisme og indelukkethed. Netop denne religiøse bevægelse gjorde sig stærkt gældende i Øster Snede, Korning og Løsning sogne. De fik også en stor indflydelse på det kirkelige liv i [[Sindbjerg Sogn]] ([[Sindbjerg Kirke]]). Jens Jørgensen blev stærkere præget af grundtvigianismen, som havde rodfæstet sig i hans sind omkring 1848. Fra 1834 virkede han sammen med lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg.

Fra 1846 havde han en gård i Bøgballe. 1850 købte faderen, Jørgen Jensen, Bjerregaard i Åle Sogn. I 1851 overtog sønnen, Jens Jørgensen, gården. De månedlige møder med kendte grundtvigske præster og øvrige foredragsholdere fra 1830'erne fortsatte han efter 1851 på Bjerregaard, som blev det åndelige centrum for egnens bondebefolkning. Foranlediget af Jens Jørgensen og grundet hans kontakter med lægprædikanten, skolelæreren og den politiske agitator Rasmus Sørensen (1799-1865) fik fødebyen Uldum en højskole i 1849. Uldum Højskole var den første højskole nord for Kongeåen, og i dag er det den længst fungerede højskole i Danmark. I 1881 blev der opsat en mindesten for Jens Jørgensen i Uldum.

Jens Jørgensen fik en ledende position i den jyske bondebevægelse. 1842-46 var han medlem af sogneforstanderskabet for [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]]. 1845-51 af [[Vejle Amtsråd]], 1859-65 af Skanderborg Amtsråd. I 1862 var han medstifter af Den jyske Folkeforening sammen med bondeføreren Geert Winther.

I 1848 blev han for Bjerrekredsen valgt til Den grundlovgivende Rigsforsamling, som i 1849 forhandlede sig frem til Junigrundloven. I mere end 20 år repræsenterede han sin hjemegn i Rigsdagen som skiftevis folketings– og landstingsmand. På Christiansborg talte han for de grundtvigske frihedskrav i kirke og skole, for sognebåndsløsning og valgmenigheder. Politisk stod han [[Venstre]] nærmest, men fulgte i et og alt sin egen overbevisning. I 1860'erne var han en af de ledende figurer i det grundtvigsk prægede nationale venstre. Han var modstander af grundlovsrevisionen i 1866. I 1870 sluttede han sig til det forenede venstre. Han modsatte sig dog finanslovsnægtelsen i 1873, og ved det næste folketingsvalg opnåede han ikke valg.

Jens Jørgensen døde den 16. februar 1876.

[[Kategori:Politikere]]

Balle Valgmenighed

2012-01-27T12:54:04Z

MVeh123:

Balle Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed i [[Balle]], [[Bredsten Sogn]].

Balle Valgmenighed blev grundlagt i 1883 af Balle-bønderne, angivelig i protest mod den missionske præst i [[Bredsten]]. Der var en stærk frihedstrang blandt landbefolkningen i Balle, og man ønskede ikke at være underlagt nogen gejstlig øvrighed. De grundtvigske tanker om frihed og selvstyre i de kirkelige anliggender vandt således en betydelig genklang i Balle.

Kirken blev bygget 1884-85 efter tegning af arkitekt Andreas Peter Bentsen (1839-1914), Vallekilde. Han var inspireret af den byzantinske kirkearkitektur, og frem for alt af de byzantinske centralkirker. Resultatet blev en ottekantet centralkirke med et kobberspir. Resten af kirken har skifertag. A. Bentsen var også arkitekt på valgmenighedskirkerne i Lemvig og Vallekilde. Udformningen af kirken havde tillige en symbolsk karakter, idet den skulle underbygge det grundtvigske ideal om en tæt forbindelse mellem præst og menighed. Kirken blev indviet den 26. april 1885. Samme år tiltrådte [[Vilhelm Hansen]] som den første valgmenighedspræst i Balle. Igennem sit mangeårige virke som præst for valgmenigheden (1885-1923) fik han en stor indflydelse på det kirkelige liv i lokalsamfundet. Indflydelsen rakte også til den nærliggende købstad, da [[Vejle Valgmenighed]] blev oprettet i 1905 ved [[Sct. Nicolai Kirke]]. Den lille valgmenighed ønskede ham som præst. Vilhelm Hansen havde vundet sig et navn i byen ved sine søndagsmøder på [[Vejle Højskolehjem]], der blev stiftet i 1884 på initiativ af bl.a. forstanderen på Askov Højskole, Ludvig Schrøder (1836-1908). Vilhelm Hansen blev med sit alsidige folkelige og kirkelige virke et stærkt aktiv for Balle Valgmenighed.

Blandt de lokale betragter man valgmenigheden som et led i en treenighed, der består i et traditionsrigt samarbejde med [[Balle Forsamlingshus]] fra 1899 og [[Balle fri – og ungdomsskole]], der blev oprettet som Balle Friskole i 1866. De fleste af valgmenighedens medlemmer har været elever på Balle fri – og ungdomsskole. Eleverne fra skolen har traditionelt gået til præst og blevet konfirmeret i Balle Valgmenigheds kirke.

Som valgmenighed er der desuden tilknyttet særlige liturgiske traditioner og en helt speciel skik i forbindelse med barnedåben. I præstegården overfor kirken er der en gammel vugge, der daterer sig tilbage til menighedens grundlæggelse. Der er tradition for, at dåbsbørnene skal ligge i denne vugge under den første del af gudstjenesten under opsyn af gudmoderen. Ved salmen efter prædikenen bliver gudmoderen og dåbsbarnet hentet over i kirken af kordegnen og vist på plads af præsten. Vuggen blev renoveret af [[Vejle Museum]] i efteråret 2000.

Valgmenigheden ejer kirken med kirkegården samt præsteboligen og graverboligen. Valgmenigheden har i dag ca. 270 medlemmer, og den har en bestyrelse på syv medlemmer plus præsten.

[[Kategori:Foreninger & loger]]

Jens Jørgensen

2012-01-27T12:52:23Z

MVeh123:

[[Billede:JensJ.jpg|200px|thumb|right|Jens Jørgensen, ca. 1860]]
Jens Jørgensen var politiker, gårdejer og lægprædikant.

Han blev født den 28. februar 1806 i landsbyen [[Uldum]] som søn af Jørgen Jensen og Karen Mortensdatter. Amtmanden i Vejle omtalte Jørgen Jensen som "Lillekonge i Uldum" i deres skriftlige korrespondance. Det skyldtes faderens mange offentlige tillidshverv. Moderen var meget gudfrygtig og var stærkt knyttet til de gudelige vækkelser. Det satte sit præg på Jens Jørgensen. Første halvdel af 1800-tallet var [[Vejle Amt]] og navnlig Tørrild, Nørvang, Hatting og Bjerre herreder præget af de gudelige forsamlinger.

Jens Jørgensen bestyrede en farbrors gård i [[Holtum]] og fra 1832-46 ejede han den. I Holtum forsamledes de vakte hos gårdmand Jens Jørgensen til fælles andagt i 1836. Sognepræsten i [[Grejs-Sindbjerg]] indbragte sagen for amtmanden i ønsket om at få standset denne oprørske udvikling overfor den etablerede kirke. Sagen mundede ud i en bøde på 5 rigsbankdaler til Jens Jørgensen. Hele forløbet afdækkede dog, at han var mindst lige så velbevandret i den hellige skrift som præsten. Respekten for den gejstlige øvrighed var til at overse.
Jens Jørgensens forkyndelse var gammelluthersk og pietistisk i 1700-tallets tradition. Han var dog stærkt kritisk overfor De stærke Jyders dogmatisme og indelukkethed. Netop denne religiøse bevægelse gjorde sig stærkt gældende i Øster Snede, Korning og Løsning sogne. De fik også en stor indflydelse på det kirkelige liv i [[Sindbjerg Sogn]] ([[Sindbjerg Kirke]]). Jens Jørgensen blev stærkere præget af grundtvigianismen, som havde rodfæstet sig i hans sind omkring 1848. Fra 1834 virkede han sammen med lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg.

Fra 1846 havde han en gård i Bøgballe. 1850 købte faderen, Jørgen Jensen, Bjerregaard i Åle Sogn. I 1851 overtog sønnen, Jens Jørgensen, gården. De månedlige møder med kendte grundtvigske præster og øvrige foredragsholdere fra 1830'erne fortsatte han efter 1851 på Bjerregaard, som blev det åndelige centrum for egnens bondebefolkning. Foranlediget af Jens Jørgensen og grundet hans kontakter med lægprædikanten, skolelæreren og den politiske agitator Rasmus Sørensen fik fødebyen Uldum en højskole i 1849. Uldum Højskole var den første højskole nord for Kongeåen, og i dag er det den længst fungerede højskole i Danmark. I 1881 blev der opsat en mindesten for Jens Jørgensen i Uldum.

Jens Jørgensen fik en ledende position i den jyske bondebevægelse. 1842-46 var han medlem af sogneforstanderskabet for [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]]. 1845-51 af [[Vejle Amtsråd]], 1859-65 af Skanderborg Amtsråd. I 1862 var han medstifter af Den jyske Folkeforening sammen med bondeføreren Geert Winther.

I 1848 blev han for Bjerrekredsen valgt til Den grundlovgivende Rigsforsamling, som i 1849 forhandlede sig frem til Junigrundloven. I mere end 20 år repræsenterede han sin hjemegn i Rigsdagen som skiftevis folketings– og landstingsmand. På Christiansborg talte han for de grundtvigske frihedskrav i kirke og skole, for sognebåndsløsning og valgmenigheder. Politisk stod han [[Venstre]] nærmest, men fulgte i et og alt sin egen overbevisning. I 1860'erne var han en af de ledende figurer i det grundtvigsk prægede nationale venstre. Han var modstander af grundlovsrevisionen i 1866. I 1870 sluttede han sig til det forenede venstre. Han modsatte sig dog finanslovsnægtelsen i 1873, og ved det næste folketingsvalg opnåede han ikke valg.

Jens Jørgensen døde den 16. februar 1876.

[[Kategori:Politikere]]

Balle Valgmenighed

2012-01-27T12:50:15Z

MVeh123:

Balle Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed i [[Balle]], [[Bredsten Sogn]].

Balle Valgmenighed blev grundlagt i 1883 af Balle-bønderne, angivelig i protest mod den missionske præst i [[Bredsten]]. Der var en stærk frihedstrang blandt landbefolkningen i Balle, og man ønskede ikke at være underlagt nogen gejstlig øvrighed. De grundtvigske tanker om frihed og selvstyre i de kirkelige anliggender vandt således en betydelig genklang i Balle.

Kirken blev bygget 1884-85 efter tegning af arkitekt Andreas Peter Bentsen (1839-1914), Vallekilde. Han var inspireret af den byzantinske kirkearkitektur, og frem for alt af de byzantinske centralkirker. Resultatet blev en ottekantet centralkirke med et kobberspir. Resten af kirken har skifertag. A. Bentsen var også arkitekt på valgmenighedskirkerne i Lemvig og Vallekilde. Udformningen af kirken havde tillige en symbolsk karakter, idet den skulle underbygge det grundtvigske ideal om en tæt forbindelse mellem præst og menighed. Kirken blev indviet den 26. april 1885. Samme år tiltrådte [[Vilhelm Hansen]] som den første valgmenighedspræst i Balle. Igennem sit mangeårige virke som præst for valgmenigheden (1885-1923) fik han en stor indflydelse på det kirkelige liv i lokalsamfundet. Indflydelsen rakte også til den nærliggende købstad, da [[Vejle Valgmenighed]] blev oprettet i 1905 ved [[Sct. Nicolai Kirke]]. Den lille valgmenighed ønskede ham som præst. Vilhelm Hansen havde vundet sig et navn i byen ved sine søndagsmøder på [[Vejle Højskolehjem]], der blev stiftet i 1884 på initiativ af bl.a. forstanderen på Askov Højskole, Ludvig Schrøder (1836-1908). Vilhelm Hansen blev med sit alsidige folkelige og kirkelige virke et stærkt aktiv for Balle Valgmenighed.

Blandt de lokale betragter man valgmenigheden som et led i en treenighed, der består i et traditionsrigt samarbejde med [[Balle Forsamlingshus]] fra 1899 og [[Balle fri – og ungdomsskole]], der blev oprettet som Balle Friskole i 1866. De fleste af valgmenighedens medlemmer har været elever på Balle fri – og ungdomsskole. Eleverne fra skolen har traditionelt gået til præst og blevet konfirmeret i Balle Valgmenigheds kirke.

Som valgmenighed er der desuden tilknyttet særlige liturgiske traditioner og en helt speciel skik i forbindelse med barnedåben. I præstegården overfor kirken er der en gammel vugge, der daterer sig tilbage til menighedens grundlæggelse. Der er tradition for, at dåbsbørnene skal ligge i denne vugge under den første del af gudstjenesten under opsyn af gudmoderen. Ved salmen efter prædikenen bliver gudmoderen og dåbsbarnet hentet over i kirken af kordegnen og vist på plads af præsten. Vuggen blev renoveret af Vejle Museum i efteråret 2000.

Valgmenigheden ejer kirken med kirkegården samt præsteboligen og graverboligen. Valgmenigheden har i dag ca. 270 medlemmer, og den har en bestyrelse på syv medlemmer plus præsten.

[[Kategori:Foreninger & loger]]

Balle Valgmenighed

2012-01-27T12:47:41Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Balle Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed i Balle, Bredsten Sogn. Balle Valgmenighed blev grundlagt i 1883 af Balle-bønderne, angivelig i protest mod den miss…'

Balle Valgmenighed er en grundtvigsk valgmenighed i [[Balle]], [[Bredsten Sogn]].

Balle Valgmenighed blev grundlagt i 1883 af Balle-bønderne, angivelig i protest mod den missionske præst i [[Bredsten]]. Der var en stærk frihedstrang blandt landbefolkningen i Balle, og man ønskede ikke at være underlagt nogen gejstlig øvrighed. De grundtvigske tanker om frihed og selvstyre i de kirkelige anliggender vandt således en betydelig genklang i Balle.

Kirken blev bygget 1884-85 efter tegning af arkitekt Andreas Peter Bentsen (1839-1914), Vallekilde. Han var inspireret af den byzantinske kirkearkitektur, og frem for alt af de byzantinske centralkirker. Resultatet blev en ottekantet centralkirke med et kobberspir. Resten af kirken har skifertag. A. Bentsen var også arkitekt på valgmenighedskirkerne i Lemvig og Vallekilde. Udformningen af kirken havde tillige en symbolsk karakter, idet den skulle underbygge det grundtvigske ideal om en tæt forbindelse mellem præst og menighed. Kirken blev indviet den 26. april 1885. Samme år tiltrådte [[Vilhelm Hansen]] som den første valgmenighedspræst i Balle. Igennem sit mangeårige virke som præst for valgmenigheden (1885-1923) fik han en stor indflydelse på det kirkelige liv i lokalsamfundet. Indflydelsen rakte også til den nærliggende købstad, da [[Vejle Valgmenighed]] blev oprettet i 1905 ved [[Sct. Nicolai Kirke]]. Den lille valgmenighed ønskede ham som præst. Vilhelm Hansen havde vundet sig et navn i byen ved sine søndagsmøder på [[Vejle Højskolehjem]], der blev stiftet i 1884 på initiativ af bl.a. forstanderen på Askov Højskole, Ludvig Schrøder (1836-1908). Vilhelm Hansen blev med sit alsidige folkelige og kirkelige virke et stærkt aktiv for Balle Valgmenighed.

Blandt de lokale betragter man valgmenigheden som et led i en treenighed, der består i et traditionsrigt samarbejde med [[Balle Forsamlingshus]] fra 1899 og [[Balle fri – og ungdomsskole]], der blev oprettet som Balle Friskole i 1866. De fleste af valgmenighedens medlemmer har været elever på Balle fri – og ungdomsskole. Eleverne fra skolen har traditionelt gået til præst og blevet konfirmeret i Balle Valgmenigheds kirke.

Som valgmenighed er der desuden tilknyttet særlige liturgiske traditioner og en helt speciel skik i forbindelse med barnedåben. I præstegården overfor kirken er der en gammel vugge, der daterer sig tilbage til menighedens grundlæggelse. Der er tradition for, at dåbsbørnene skal ligge i denne vugge under den første del af gudstjenesten under opsyn af gudmoderen. Ved salmen efter prædikenen bliver gudmoderen og dåbsbarnet hentet over i kirken af kordegnen og vist på plads af præsten. Vuggen blev renoveret af Vejle Museum i efteråret 2000.

Valgmenigheden ejer kirken med kirkegården samt præsteboligen og graverboligen. Valgmenigheden har i dag ca. 270 medlemmer, og den har en bestyrelse på syv medlemmer plus præsten.

[[Foreninger & Loger]]

Den store kommunalreform 1970

2012-01-26T11:41:44Z

MVeh123:

[[Billede:Willy2.jpg|300px|thumb|right|Kommunalreformen underskrives på Rådhuset i Vejle, den 20. august 1968]]
Byrådsvalget den 3. marts 1970 adskilte sig fundamentalt fra det forrige af slagsen i 1966. Fra den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. I Vejle indebar det, at den nye [[Vejle Kommune]] kom til at bestå foruden af den gamle Vejle Kommune tilligemed [[Hornstrup]], [[Engum]], [[Hover]], [[Skibet]], [[Vinding]] og [[Højen]] kommuner samt en del af [[Skærup Sognekommune]]. Den formentlig største ændring i den offentlige sektors historie i Danmark var dermed en realitet. Forud for gennemførelsen havde der været en omfattende debat, der strakte sig mere end 20 år tilbage. Kommunalreformen i 1970 var ikke bare et administrativt anliggende, men forandringen af den kommunale struktur berørte såvel politiske, økonomiske som kulturelle forhold.

== Den kommunale struktur i Danmark før kommunalreformen ==
Tiden før kommunalreformen i 1970 synes naturligt langt væk. Periodens organisering af det offentlige liv må efter nutidens standardiserede normer forekomme at være nærmest feudal. Uagtet den udbredte forestilling om kongeriget Danmark i 1950'erne som værende en sammenhængende, ensartet nationalstat, fremstod forvaltningen som et sandt virvar af forskellige regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser. Mange af ordningerne havde rødder i historiske forhold og i regionalt betingede variationer.

Det lokale selvstyre var udformet forskelligt. Det administrative skel mellem land og by betød, at købstædernes politiske ledelse blev udøvet af byråd og af sogneråd i landkommunerne. Hovedstaden København havde sit helt særlige politiske system (borgerrepræsentationen), der i flere forhold traditionelt havde flere beføjelser end købstæderne, hvis politiske uafhængighed til gengæld var større end sognekommunernes. I 1954 fandtes 85 bykommuner med 86 købstæder, flækker og handelspladser, idet Allinge og Sandvig på Bornholm udgjorde én kommune. Vejle Kommune var en af dem. Eftersom købstadsrettigheder fortløbende blev meddelt og ophævet ved lov af kongen (regeringen), en tradition fra middelalderen (1200-tallet), var der ikke helt sammenhæng mellem antallet af købstæder og antallet af administrative enheder i form af bykommuner. I midten af 1950'erne var der således 80 købstæder i alt i Danmark. Derudover var Frederiksberg en købstadskommune. Skønt omsluttet af Københavns Kommune havde Frederiksberg sine helt egne kommunale indretninger som f.eks. socialforsorg og skattevæsen.
Den tredje hovedstadskommune, Gentofte, var desuden i begyndelsen af 1950’erne købstadsordnet, dvs. havde et købstadsordnet styre i form af byråd eller som i Gentoftes tilfælde magistrat (fra 1934) og et købstadsskolevæsen. Magistrat angav en særlig kommunal styreform, der blev praktiseret i de større byer, før kommunalreformen 1970 i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Odense og Helsingør. Magistratsregeringen havde en forholdsmæssig repræsentation af partierne i byrådet, som valgte dette øverste styrelsesorgan.

I 1952-53 blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede. Lignende ordning havde tillige handelspladserne, der i retlig henseende udgjorde en mellemting mellem købstad og landkommune. I 1950'erne var handelspladsen Marstal på Ærø den eneste tilbage i landet. Dertil kom yderligere de såkaldte sønderjyske flækker som Augustenborg, Nordborg, Christiansfeld, Højer og Løgumkloster. Disse var også sidestillet med købstadskommunerne. Hverken Gentofte eller de øvrige forstadskommuner til København, handelspladserne eller flækkerne var købstæder, men dels udviklingen og historiske forhold havde medført, at de reelt blev regnet til blandt bykommunerne. De fungerede som og var købstæder, men ikke af navn. Denne formelle forskel havde blot afstedkommet en endnu mere uoverskuelig situation.
I 1954 var der 1302 sognekommuner, indbefattet de ovennævnte købstadsordnede kommuner. Heraf var der ni købstadslanddistrikter. Disse havde det til fælles med de købstadsordnede kommuner, at de reelt ikke var købstæder. Men købstadslanddistrikterne blev ikke styret som de facto købstæder, men derimod som sognekommuner. Det gjaldt f.eks. Skjern i Vestjylland, der først var landsby, derpå stationsby og først i 1957 blev udnævnt til købstad. Skjern blev den sidste by i Danmark, der fik tildelt købstadsrettigheder. I 1970 bortfaldt begrebet med kommunalreformen.
Dertil kom de såkaldte bymæssige bebyggelser i landkommunerne (stationsbyer, ladepladser, slotsbyer, fiskerlejer, skipperbyer, industribyer). De blev ligesom de øvrige landkommuner med landsbyer styret i form af et sogneråd.

By – og landkommunerne var organiseret hver for sig i henholdsvis Købstadsforeningen og De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark. De bymæssige bebyggelser var organiseret i Foreningen af Bymæssige Kommuner. De danske kommuner var med andre ord deres forskellige positioner bevidst, og organiserede sig derfor i interesseorganisationer.

== Årsager til kommunalreformen ==
Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal. De politiske og administrative opgaver blev som følge heraf uoverkommelige. F.eks. var landsbyskolesystemet under afvikling i 1960'erne efter skolereformen af 1958. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen (tværkommunale skoleforbund). Mange landkommuner mente derfor, at kommunalreformen var aldeles unødvendig. De mange forandringer i den offentlige sektors struktur og organisationsmåde var allerede blevet imødeset af sognekommunerne, lød argumentet. Sådanne indvendinger kom bl.a. umiddelbart nord for Vejle by fra de syv sogneråd, der i 1970 konstituerede sig som kommunalbestyrelse i den nye [[Tørring-Uldum Kommune]]. De små kommuners fåtallige embedsmænd kunne ikke længere magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København. Velfærdsstatens opkomst i 1960'erne bevirkede, at den eksisterende kommunale ordning som ovenfor beskrevet blev anset for en anakronisme. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne blive klaret ved sognerådsformandens spisebord, efter at aftensmaden var taget ud. Ydermere var der i 1950'erne og 60'erne stigende krav om uddannelse indenfor alle erhvervsgrene, hvorfor opdelingen af folkeskolen i land og by (med realskoler i stationsbyerne) var utidssvarende. Da kommunernes befolkningsgrundlag havde forandret sig så meget var det tillige påkrævet at ændre byrdefordelingen mellem kommunerne. Den økonomiske udligningsordning skulle revideres efter det nye forhold mellem land – og bykommuner. Dette resulterede i meget svære forhandlinger mellem kommunerne indbydes, mellem staten og kommunerne og deres interesseorganisationer. Forhandlingerne afdækkede både økonomiske og kulturelle spændinger mellem land og by. Et forhold som kunne observeres flere steder i velfærdssamfundet Danmark ([[Rindalismen]]).

Vejle by gennemgik som de fleste andre danske købstæder en total forvandling fra 1945 til 1970. I 1940 boede der 25.174 mennesker i Vejle; i 1970 var det tal steget til 31.763. Disse tal syner ikke af en dramatisk omvæltning, men lægges omegnskommunerne til, steg indbyggertallet fra 36.136 til 49.507. I 1940'erne fortsatte tilstrømningen til byen efter et flere årtier gammelt mønster. I midten af 1950'erne vendte udviklingen. I årene mellem 1956 og 1961 havde Vejle by et vandringsunderskud på 836 personer i forhold til Hornstrup, Hover, Skibet og Vinding. Folk flyttede nu fra Vejle og ud til omegnskommunerne, som hurtigt udviklede sig til egentlige forstæder. De gamle landsbyer blev urbaniserede (gjort til reelle byer) med det ene parcelhuskvarter efter det andet. Den nye udvikling var forårsaget mere end noget andet af privatbilismen. Den øgede mobilitet affødte muligheden for at bo længere væk i skattely (omegnskommunernes skatteprocenter var relativt lave) og alligevel arbejde i Vejle. På trods af de voldsomme problemer, som Vejle Kommune blev påført, var udgangen på det hele, at Vejle by voksede med eksplosiv fart. Vejle ønskede derfor brændende en omrokering af det kommunale landskab. [[Hover Sognekommune]] og [[Skibet Sognekommune]] var åbne overfor en indlemmelse i Vejle allerede i 1930'erne. Vejle Kommune stod imidlertid fast på, at det skulle være alle omegnskommunerne eller ingen overhovedet. Borgmesteren i Vejle, [[Willy Sørensen]], tog debatten op på ny i 1949. Han mente, at omegnskommunerne virkede snærende på Vejle bys fortsatte industrielle udvikling, og deres lave skatteprocenter tiltrak de højestlønnede i området.
I 1959 nedsatte regeringen en kommunallovskommission. Vejle-området blev i Danmark udvalgt som undersøgelsesobjekt, som prøveballon, idet der her var tale om et større bysamfund beliggende i flere kommuner. I 1962 blev en rapport om forholdene offentliggjort, og den anbefalede utvetydigt en sammenlægning af Vejle og fire af omegnskommunerne. Vejle blev tappet for de økonomisk bedst stillede, der flyttede ud til omegnskommunerne. I løbet af 1960'erne fik en del kommuner efterhånden svært ved at opretholde det lave beskatningsniveau, der i sig selv havde vejet tungt i modstanden mod kommunesammenlægning. Egentlige forhandlinger begyndte i maj 1963. I november 1965 henstillede Købstadsforeningen, at også Skærup Sognekommune og [[Engum Sognekommune]] skulle være med.

== Marstal-modellen ==
I slutningen af året 1965 fremkom der et ønske i [[Vejle Amts Folkeblad]] om at købstæderne i landet skulle beholde deres status, også efter indlemmelsen af omegnskommunerne. Købstæderne var fra gammel tid vænnet til et 100 procent demokrati, hed det i artiklen. Købstæderne skulle fortsat være direkte underlagt Indenrigsministeriet, og ikke under et amtsligt regi som sognekommunerne siden udformningen af det kommunale selvstyre i 1840'erne havde været det. Hvis amterne skulle fattedes penge, idet de fortsat ikke ville kunne inddrive skatter i købstæderne, kunne staten blot øge tilskuddet til disse. Man henviste til den såkaldte Marstal-model efter handelspladsen Marstal på Ærø. Som handelsplads indtog Marstal en særstilling mellem købstad og landkommune. Man efterlyste med andre ord et kompromis i forsøget på at opretholde købstædernes særstilling.
Købstæderne havde aldrig hørt under amtsrådene, bortset fra de bornholmske købstæder. Grunden hertil skal findes i den særstatus, som købstæderne havde haft siden 1200-tallet i Danmark. Den retlige funktion som en retskreds med egen lovgivning ophørte med Danske Lov i 1683, der skabte retsenhed i riget. Den handelsmæssige særstatus ophørte med næringsfrihedsloven i 1857, hvor købstædernes monopol på handel og håndværk blev ophævet. I 1958 mistede købstæderne formelt deres særegenhed hvad angik skolesystem. I 1970 med kommunalreformen mistede den danske købstad endelig sin politisk-administrative placering i samfundet. Fra deraf var der kun to decentrale administrative niveauer tilbage, primærkommunerne og amterne. Også på det regionale plan skete der ændringer. Amternes struktur blev også reformeret; antallet blev reduceret fra 25 til 14. Amterne fik efter 1970 tillagt flere og flere opgaver fra centralt hold, derfor koncentrationen i antallet af amtskommuner. Indtil 1970 bestod [[Vejle Amt]] af tre købstadskommuner (Vejle, Kolding og Fredericia) og 72 sognekommuner. Amtskommunen var medejer af købstædernes sygehuse, jævnfør [[Vejle Amts og Bys Sygehus]].

Prisen for Vejle Kommunes udvidelse var således som overalt i landet, at købstæderne nu blev underlagt amternes tilsyn. Willy Sørensen brød sig bestemt ikke om amtskommunerne, og han kaldte dem for overflødige størrelser.

== Vejle Kommune 1970 ==
Fra 1965 viste også [[Jelling Sognekommune]], [[Bredsten Sognekommune]] og [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]] interesse for de igangværende forhandlinger. Det blev dog ikke til noget, da man angivelig i den socialdemokratiske højborg Vejle frygtede for et flertal for partiet [[Venstre]] ved det kommende byrådsvalg. Siden 1919 havde [[Socialdemokratiet]] haft borgmesterposten. Kun Horsens kunne overgå Vejle i så henseende, da man her i 1918 fik Jyllands første socialdemokratiske borgmester med Axel Sørensen. I 1950'erne og 60'erne var der borgerlige flertal i de berørte omegnskommuner, dog fik Hover Sognekommune i 1959 en socialdemokratisk sognerådsformand. Situationen i 1970 var at de borgerlige, udover forstadskvarteret Hover, sad i spidsen for den lokalpolitiske ledelse. [[Det konservative Folkeparti]] i Vinding og Skibet, Venstre i Engum, Hornstrup, Højen og Skærup.
Aftalen om Vejle Storkommune blev underskrevet i byrådssalen i Vejle af de otte kommuner den 20. august 1968. Det for socialdemokraterne så frygtede borgerlige flertal blev overraskende ikke til noget ved byrådsvalget den 3. marts 1970. I det 25 mand store byråd valgtes 14 socialdemokrater, seks venstrefolk, fire konservative og en enkelt radikal. Willy Sørensen blev enstemmigt valgt til borgmester. I det nye byråd sad der 13 repræsentanter for de gamle sognekommuner, 12 for Vejle by. Kommunalreformen blev angrebet for at stække det lokale demokrati. I det mindste vedblev der at sidde folk fra de gamle kommuner i Vejle Byråd, så overgangen blev så blid som mulig. En af de nyvalgte var venstremanden og gårdejeren [[Jens Olsen]] fra den gamle Hover Sognekommune. Med en formandspost i Kulturudvalget lod han sig integrere i den gamle købstads politiske kultur ([[Margrethe 2. i Vejle og Jelling 1974]]).

== Litteratur ==
* Vejles Historie, bd. 2 og 4 (1998 og 2002)
* Vejle Amts Folkeblad 1965
* Søren Olsen: Danmarks købstæder - 144 købstæder og andre gamle byer, Politikens Forlag 2000
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
* Dansk Konversations Leksikon, (red.): Ole Storm, Standard Forlaget, 1954-57

==Billeder==
<gallery>
Billede:Kommunesam1.jpg|Det første byråd i den nye storkommune er samlet i byrådssalen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]

Jens Jørgensen

2012-01-26T11:40:05Z

MVeh123: Oprettede siden med 'Jens Jørgensen var politiker, gårdejer og lægprædikant. Han blev født den 28. februar 1806 i landsbyen Uldum som søn af Jørgen Jensen og Karen Mortensdatter. Amtman…'

Jens Jørgensen var politiker, gårdejer og lægprædikant.

Han blev født den 28. februar 1806 i landsbyen [[Uldum]] som søn af Jørgen Jensen og Karen Mortensdatter. Amtmanden i Vejle omtalte Jørgen Jensen som "Lillekonge i Uldum" i deres skriftlige korrespondance. Det skyldtes faderens mange offentlige tillidshverv. Moderen var meget gudfrygtig og var stærkt knyttet til de gudelige vækkelser. Det satte sit præg på Jens Jørgensen. Første halvdel af 1800-tallet var [[Vejle Amt]] og navnlig Tørrild, Nørvang, Hatting og Bjerre herreder præget af de gudelige forsamlinger.

Jens Jørgensen bestyrede en farbrors gård i [[Holtum]] og fra 1832-46 ejede han den. I Holtum forsamledes de vakte hos gårdmand Jens Jørgensen til fælles andagt i 1836. Sognepræsten i [[Grejs-Sindbjerg]] indbragte sagen for amtmanden i ønsket om at få standset denne oprørske udvikling overfor den etablerede kirke. Sagen mundede ud i en bøde på 5 rigsbankdaler til Jens Jørgensen. Hele forløbet afdækkede dog, at han var mindst lige så velbevandret i den hellige skrift som præsten. Respekten for den gejstlige øvrighed var til at overse.
Jens Jørgensens forkyndelse var gammelluthersk og pietistisk i 1700-tallets tradition. Han var dog stærkt kritisk overfor De stærke Jyders dogmatisme og indelukkethed. Netop denne religiøse bevægelse gjorde sig stærkt gældende i Øster Snede, Korning og Løsning sogne. De fik også en stor indflydelse på det kirkelige liv i [[Sindbjerg Sogn]] ([[Sindbjerg Kirke]]). Jens Jørgensen blev stærkere præget af grundtvigianismen, som havde rodfæstet sig i hans sind omkring 1848. Fra 1834 virkede han sammen med lægprædikanten Peter Larsen Skræppenborg.

Fra 1846 havde en gård i Bøgballe. 1850 købte faderen, Jørgen Jensen, Bjerregaard i Åle Sogn. I 1851 overtog sønnen, Jens Jørgensen, gården. De månedlige møder med kendte grundtvigske præster og øvrige foredragsholdere fra 1830'erne fortsatte han efter 1851 på Bjerregaard, som blev det åndelige centrum for egnens bondebefolkning. Foranlediget af Jens Jørgensen og grundet hans kontakter med lægprædikanten Rasmus Sørensen fik fødebyen Uldum en højskole i 1849. Uldum Højskole var den første højskole nord for Kongeåen, og i dag er det den længst fungerede højskole i Danmark. I 1881 blev der opsat en mindesten for Jens Jørgensen i Uldum.

Jens Jørgensen fik en ledende position i den jyske bondebevægelse. 1842-46 var han medlem af sogneforstanderskabet for [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]]. 1845-51 af [[Vejle Amtsråd]], 1859-65 af Skanderborg Amtsråd. I 1862 var han medstifter af Den jyske Folkeforening sammen med bondeføreren Geert Winther.

I 1848 blev han for Bjerrekredsen valgt til Den grundlovgivende Rigsforsamling, som i 1849 forhandlede sig frem til Junigrundloven. I mere end 20 år repræsenterede han sin hjemegn i Rigsdagen som skiftevis folketings – og landstingsmand. På Christiansborg talte han for de grundtvigske frihedskrav i kirke og skole, for sognebåndsløsning og valgmenigheder. Politisk stod han [[Venstre]] nærmest, men fulgte i et og alt sin egen overbevisning. I 1860'erne var han en af de ledende figurer i det grundtvigsk prægede nationale venstre. Han var modstander af grundlovsrevisionen i 1866. I 1870 sluttede han sig til det forenede venstre. Han modsatte sig dog finanslovsnægtelsen i 1873, og ved det næste folketingsvalg opnåede han ikke valg.

Jens Jørgensen døde den 16. februar 1876.

[[Kategori:Politikere]]

Den store kommunalreform 1970

2012-01-26T11:33:54Z

MVeh123:

[[Billede:Willy2.jpg|300px|thumb|right|Kommunalreformen underskrives på Rådhuset i Vejle, den 20. august 1968]]
Byrådsvalget den 3. marts 1970 adskilte sig fundamentalt fra det forrige af slagsen i 1966. Fra den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. I Vejle indebar det, at den nye [[Vejle Kommune]] kom til at bestå foruden af den gamle Vejle Kommune tilligemed [[Hornstrup]], [[Engum]], [[Hover]], [[Skibet]], [[Vinding]] og [[Højen]] kommuner samt en del af [[Skærup Sognekommune]]. Den formentlig største ændring i den offentlige sektors historie i Danmark var dermed en realitet. Forud for gennemførelsen havde der været en omfattende debat, der strakte sig mere end 20 år tilbage. Kommunalreformen i 1970 var ikke bare et administrativt anliggende, men forandringen af den kommunale struktur berørte såvel politiske, økonomiske som kulturelle forhold.

== Den kommunale struktur i Danmark før kommunalreformen ==
Tiden før kommunalreformen i 1970 synes naturligt langt væk. Periodens organisering af det offentlige liv må efter nutidens standardiserede normer forekomme at være nærmest feudal. Uagtet den udbredte forestilling om kongeriget Danmark i 1950'erne som værende en sammenhængende, ensartet nationalstat, fremstod forvaltningen som et sandt virvar af forskellige regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser. Mange af ordningerne havde rødder i historiske forhold og i regionalt betingede variationer.

Det lokale selvstyre var udformet forskelligt. Det administrative skel mellem land og by betød, at købstædernes politiske ledelse blev udøvet af byråd og af sogneråd i landkommunerne. Hovedstaden København havde sit helt særlige politiske system (borgerrepræsentationen), der i flere forhold traditionelt havde flere beføjelser end købstæderne, hvis politiske uafhængighed til gengæld var større end sognekommunernes. I 1954 fandtes 85 bykommuner med 86 købstæder, flækker og handelspladser, idet Allinge og Sandvig på Bornholm udgjorde én kommune. Vejle Kommune var en af dem. Eftersom købstadsrettigheder fortløbende blev meddelt og ophævet ved lov af kongen (regeringen), en tradition fra middelalderen (1200-tallet), var der ikke helt sammenhæng mellem antallet af købstæder og antallet af administrative enheder i form af bykommuner. I midten af 1950'erne var der således 80 købstæder i alt i Danmark. Derudover var Frederiksberg en købstadskommune. Skønt omsluttet af Københavns Kommune havde Frederiksberg sine helt egne kommunale indretninger som f.eks. socialforsorg og skattevæsen.
Den tredje hovedstadskommune, Gentofte, var desuden i begyndelsen af 1950’erne købstadsordnet, dvs. havde et købstadsordnet styre i form af byråd eller som i Gentoftes tilfælde magistrat (fra 1934) og et købstadsskolevæsen. Magistrat angav en særlig kommunal styreform, der blev praktiseret i de større byer, før kommunalreformen 1970 i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Odense og Helsingør. Magistratsregeringen havde en forholdsmæssig repræsentation af partierne i byrådet, som valgte dette øverste styrelsesorgan.

I 1952-53 blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede. Lignende ordning havde tillige handelspladserne, der i retlig henseende udgjorde en mellemting mellem købstad og landkommune. I 1950'erne var handelspladsen Marstal på Ærø den eneste tilbage i landet. Dertil kom yderligere de såkaldte sønderjyske flækker som Augustenborg, Nordborg, Christiansfeld, Højer og Løgumkloster. Disse var også sidestillet med købstadskommunerne. Hverken Gentofte eller de øvrige forstadskommuner til København, handelspladserne eller flækkerne var købstæder, men dels udviklingen og historiske forhold havde medført, at de reelt blev regnet til blandt bykommunerne. De fungerede som og var købstæder, men ikke af navn. Denne formelle forskel havde blot afstedkommet en endnu mere uoverskuelig situation.
I 1954 var der 1302 sognekommuner, indbefattet de ovennævnte købstadsordnede kommuner. Heraf var der ni købstadslanddistrikter. Disse havde det til fælles med de købstadsordnede kommuner, at de reelt ikke var købstæder. Men købstadslanddistrikterne blev ikke styret som de facto købstæder, men derimod som sognekommuner. Det gjaldt f.eks. Skjern i Vestjylland, der først var landsby, derpå stationsby og først i 1957 blev udnævnt til købstad. Skjern blev den sidste by i Danmark, der fik tildelt købstadsrettigheder. I 1970 bortfaldt begrebet med kommunalreformen.
Dertil kom de såkaldte bymæssige bebyggelser i landkommunerne (stationsbyer, ladepladser, slotsbyer, fiskerlejer, skipperbyer, industribyer). De blev ligesom de øvrige landkommuner styret i form af et sogneråd.

By – og landkommunerne var organiseret hver for sig i henholdsvis Købstadsforeningen og De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark. De bymæssige bebyggelser var organiseret i Foreningen af Bymæssige Kommuner. De danske kommuner var med andre ord deres forskellige positioner bevidst, og organiserede sig derfor i interesseorganisationer.

== Årsager til kommunalreformen ==
Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal. De politiske og administrative opgaver blev som følge heraf uoverkommelige. F.eks. var landsbyskolesystemet under afvikling i 1960'erne efter skolereformen af 1958. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen (tværkommunale skoleforbund). Mange landkommuner mente derfor, at kommunalreformen var aldeles unødvendig. De mange forandringer i den offentlige sektors struktur og organisationsmåde var allerede blevet imødeset af sognekommunerne, lød argumentet. Sådanne indvendinger kom bl.a. umiddelbart nord for Vejle by fra de syv sogneråd, der i 1970 konstituerede sig som kommunalbestyrelse i den nye [[Tørring-Uldum Kommune]]. De små kommuners fåtallige embedsmænd kunne ikke længere magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København. Velfærdsstatens opkomst i 1960'erne bevirkede, at den eksisterende kommunale ordning som ovenfor beskrevet blev anset for en anakronisme. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne blive klaret ved sognerådsformandens spisebord, efter at aftensmaden var taget ud. Ydermere var der i 1950'erne og 60'erne stigende krav om uddannelse indenfor alle erhvervsgrene, hvorfor opdelingen af folkeskolen i land og by (med realskoler i stationsbyerne) var utidssvarende. Da kommunernes befolkningsgrundlag havde forandret sig så meget var det tillige påkrævet at ændre byrdefordelingen mellem kommunerne. Den økonomiske udligningsordning skulle revideres efter det nye forhold mellem land – og bykommuner. Dette resulterede i meget svære forhandlinger mellem kommunerne indbydes, mellem staten og kommunerne og deres interesseorganisationer. Forhandlingerne afdækkede både økonomiske og kulturelle spændinger mellem land og by. Et forhold som kunne observeres flere steder i velfærdssamfundet Danmark ([[Rindalismen]]).

Vejle by gennemgik som de fleste andre danske købstæder en total forvandling fra 1945 til 1970. I 1940 boede der 25.174 mennesker i Vejle; i 1970 var det tal steget til 31.763. Disse tal syner ikke af en dramatisk omvæltning, men lægges omegnskommunerne til, steg indbyggertallet fra 36.136 til 49.507. I 1940'erne fortsatte tilstrømningen til byen efter et flere årtier gammelt mønster. I midten af 1950'erne vendte udviklingen. I årene mellem 1956 og 1961 havde Vejle by et vandringsunderskud på 836 personer i forhold til Hornstrup, Hover, Skibet og Vinding. Folk flyttede nu fra Vejle og ud til omegnskommunerne, som hurtigt udviklede sig til egentlige forstæder. De gamle landsbyer blev urbaniserede (gjort til reelle byer) med det ene parcelhuskvarter efter det andet. Den nye udvikling var forårsaget mere end noget andet af privatbilismen. Den øgede mobilitet affødte muligheden for at bo længere væk i skattely (omegnskommunernes skatteprocenter var relativt lave) og alligevel arbejde i Vejle. På trods af de voldsomme problemer, som Vejle Kommune blev påført, var udgangen på det hele, at Vejle by voksede med eksplosiv fart. Vejle ønskede derfor brændende en omrokering af det kommunale landskab. [[Hover Sognekommune]] og [[Skibet Sognekommune]] var åbne overfor en indlemmelse i Vejle allerede i 1930'erne. Vejle Kommune stod imidlertid fast på, at det skulle være alle omegnskommunerne eller ingen overhovedet. Borgmesteren i Vejle, [[Willy Sørensen]], tog debatten op på ny i 1949. Han mente, at omegnskommunerne virkede snærende på Vejle bys fortsatte industrielle udvikling, og deres lave skatteprocenter tiltrak de højestlønnede i området.
I 1959 nedsatte regeringen en kommunallovskommission. Vejle-området blev i Danmark udvalgt som undersøgelsesobjekt, som prøveballon, idet der her var tale om et større bysamfund beliggende i flere kommuner. I 1962 blev en rapport om forholdene offentliggjort, og den anbefalede utvetydigt en sammenlægning af Vejle og fire af omegnskommunerne. Vejle blev tappet for de økonomisk bedst stillede, der flyttede ud til omegnskommunerne. I løbet af 1960'erne fik en del kommuner efterhånden svært ved at opretholde det lave beskatningsniveau, der i sig selv havde vejet tungt i modstanden mod kommunesammenlægning. Egentlige forhandlinger begyndte i maj 1963. I november 1965 henstillede Købstadsforeningen, at også Skærup Sognekommune og [[Engum Sognekommune]] skulle være med.

== Marstal-modellen ==
I slutningen af året 1965 fremkom der et ønske i [[Vejle Amts Folkeblad]] om at købstæderne i landet skulle beholde deres status, også efter indlemmelsen af omegnskommunerne. Købstæderne var fra gammel tid vænnet til et 100 procent demokrati, hed det i artiklen. Købstæderne skulle fortsat være direkte underlagt Indenrigsministeriet, og ikke under et amtsligt regi som sognekommunerne siden udformningen af det kommunale selvstyre i 1840'erne havde været det. Hvis amterne skulle fattedes penge, idet de fortsat ikke ville kunne inddrive skatter i købstæderne, kunne staten blot øge tilskuddet til disse. Man henviste til den såkaldte Marstal-model efter handelspladsen Marstal på Ærø. Som handelsplads indtog Marstal en særstilling mellem købstad og landkommune. Man efterlyste med andre ord et kompromis i forsøget på at opretholde købstædernes særstilling.
Købstæderne havde aldrig hørt under amtsrådene, bortset fra de bornholmske købstæder. Grunden hertil skal findes i den særstatus, som købstæderne havde haft siden 1200-tallet i Danmark. Den retlige funktion som en retskreds med egen lovgivning ophørte med Danske Lov i 1683, der skabte retsenhed i riget. Den handelsmæssige særstatus ophørte med næringsfrihedsloven i 1857, hvor købstædernes monopol på handel og håndværk blev ophævet. I 1958 mistede købstæderne formelt deres særegenhed hvad angik skolesystem. I 1970 med kommunalreformen mistede den danske købstad endelig sin politisk-administrative placering i samfundet. Fra deraf var der kun to decentrale administrative niveauer tilbage, primærkommunerne og amterne. Også på det regionale plan skete der ændringer. Amternes struktur blev også reformeret; antallet blev reduceret fra 25 til 14. Amterne fik efter 1970 tillagt flere og flere opgaver fra centralt hold, derfor koncentrationen i antallet af amtskommuner. Indtil 1970 bestod [[Vejle Amt]] af tre købstadskommuner (Vejle, Kolding og Fredericia) og 72 sognekommuner. Amtskommunen var medejer af købstædernes sygehuse, jævnfør [[Vejle Amts og Bys Sygehus]].

Prisen for Vejle Kommunes udvidelse var således som overalt i landet, at købstæderne nu blev underlagt amternes tilsyn. Willy Sørensen brød sig bestemt ikke om amtskommunerne, og han kaldte dem for overflødige størrelser.

== Vejle Kommune 1970 ==
Fra 1965 viste også [[Jelling Sognekommune]], [[Bredsten Sognekommune]] og [[Grejs-Sindbjerg Sognekommune]] interesse for de igangværende forhandlinger. Det blev dog ikke til noget, da man angivelig i den socialdemokratiske højborg Vejle frygtede for et flertal for partiet [[Venstre]] ved det kommende byrådsvalg. Siden 1919 havde [[Socialdemokratiet]] haft borgmesterposten. Kun Horsens kunne overgå Vejle i så henseende, da man her i 1918 fik Jyllands første socialdemokratiske borgmester med Axel Sørensen. I 1950'erne og 60'erne var der borgerlige flertal i de berørte omegnskommuner, dog fik Hover Sognekommune i 1959 en socialdemokratisk sognerådsformand. Situationen i 1970 var at de borgerlige, udover forstadskvarteret Hover, sad i spidsen for den lokalpolitiske ledelse. [[Det konservative Folkeparti]] i Vinding og Skibet, Venstre i Engum, Hornstrup, Højen og Skærup.
Aftalen om Vejle Storkommune blev underskrevet i byrådssalen i Vejle af de otte kommuner den 20. august 1968. Det for socialdemokraterne så frygtede borgerlige flertal blev overraskende ikke til noget ved byrådsvalget den 3. marts 1970. I det 25 mand store byråd valgtes 14 socialdemokrater, seks venstrefolk, fire konservative og en enkelt radikal. Willy Sørensen blev enstemmigt valgt til borgmester. I det nye byråd sad der 13 repræsentanter for de gamle sognekommuner, 12 for Vejle by. Kommunalreformen blev angrebet for at stække det lokale demokrati. I det mindste vedblev der at sidde folk fra de gamle kommuner i Vejle Byråd, så overgangen blev så blid som mulig. En af de nyvalgte var venstremanden og gårdejeren [[Jens Olsen]] fra den gamle Hover Sognekommune. Med en formandspost i Kulturudvalget lod han sig integrere i den gamle købstads politiske kultur ([[Margrethe 2. i Vejle og Jelling 1974]]).

== Litteratur ==
* Vejles Historie, bd. 2 og 4 (1998 og 2002)
* Vejle Amts Folkeblad 1965
* Søren Olsen: Danmarks købstæder - 144 købstæder og andre gamle byer, Politikens Forlag 2000
* Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
* Dansk Konversations Leksikon, (red.): Ole Storm, Standard Forlaget, 1954-57

==Billeder==
<gallery>
Billede:Kommunesam1.jpg|Det første byråd i den nye storkommune er samlet i byrådssalen
</gallery>

[[Kategori:Andet]]