Vigand Dann Rasmussen

Fra VejleWiki
Version fra 14. jun 2019, 14:51 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Historikeren, forfatteren og foredragsholderen Vigand Rasmussen (f. 1947) er ikke født i Vejle, men han ved mere om fjordbyens historie, end de fleste indfødte vejlensere. Han har i mange år været en flittig, vidende og populær foredragsholder og formidler af Vejles historie. Det skyldes ikke mindst, at han altid har en seriøs og humoristisk tilgang til stoffet både i sin mundtlige og skriftlige formidling.

Vigand Rasmussen var i en årrække lektor på Rosborg Gymnasium & HF, hvor han underviste i historie og billedkunst. På Rosborg var Vigand Rasmussen en højt værdsat underviser, som mange tidligere elever stadig taler om og har gode minder om. Blandt dem er billedkunstneren Lars Ravn, der har fortalt, at Vigand Rasmussen var den første, der roste hans tegninger. Lars Ravn er siden blevet et kendt navn på den danske og internationale kunstscene.

Vigand Rasmussen har siden 2010 været en populær historisk klummeskriver i Vejle Amts Folkeblad, hvor han hver tirsdag fortæller lokalhistorie under den fælles overskrift ”Gamle dage”. Avisens læsere elsker Vigand Rasmusens historiske klumme, hvor han ofte formidler lokalhistorien set i et helt aktuelt perspektiv.

Vigand Rasmussen er en myreflittig mand. Han har i over en halv snes år været aktiv som frivillig på Lokalhistorisk Arkiv i Børkop. Han er mangeårig næstformand i Byhistorisk Selskab for Vejle og medlem af redaktionen for årbogen Vejlebogen. Vejlenserne venter altid på at læse Vigand Rasmussens velskrevne gennemgang af årets begivenheder, som er en fast del af Vejlebogen. Vigand Rasmussen er også medlem af bestyrelsen for Historisk Samfund for Sydøstjylland, hvor han er medredaktør af årbogen.

Han er desuden medlem af Vejle Kommunes Vejnavneudvalg.

Vigand Rasmussen er en ægte jernbane-nørd, der har stor viden om både den lokale jernbanehistorie og jernbanehistorien på landsplan. Gennem årene har han skrevet flere bøger om jernbanehistorie og lokalehistorie. Vigand Rasmussen er også medlem af en særlig netværksgruppe af jernbanehistorikere, der træder i karakter, når nogle jernbanestrækninger er truede. Han har således været med til at redde Vestbanen, strækningen fra Varde til Nørre Nebel, og Tølløsebanen.

I Vejle er han en flittig læserbrevsskribent, og det er en kendt sag, at Vigand Rasmussen går i brechen for at undgå opførelse af et stort butikscenter på den centrale plads, Posthusgrunden i Vejle.

Vigand Rasmussen er en stor fan af rock fra 1960’erne. Han følger helt specielt Procul Harum og Status Qvo. Når et af de to bands giver koncert på dansk grund, er han altid sikker at finde blandt publikum.

I 2019 er han en del af forfatterkollegiet, der skriver et bogværk om Grejsdalens historie som tredje bind i serien, der i forvejen omfatter bogen om Vejle Fjord og bogen om Vejle Ådal.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv - U5348, U51843, U50612, U52858, U2391.