Vejlefjord
Den 1. marts år 1900 blev Vejlefjord Sanatorium, eller "Sanatoriet for Brystsyge" som det hed i samtiden, indviet i Stouby Skov ved Vejle Fjord. Det var Danmarks første tuberkulosesanatorium, og begivenheden markerede et nyt og betydningsfuldt skridt i kampen mod den frygtede folkesygdom. Manden, som først og fremmest tog initiativet til dette foretagende, var en af Danmarks førende tuberkuloselæger, Christian Saugman fra Horsens. Som læge hos den tyske helbredelsesekspert dr. Hermann Brehmer fik Saugman indsigt i de nyeste teorier indenfor tuberkulose-bekæmpelsen. På et møde i den almindelige lægeforening den 29. august 1895 fremførte han sine tanker om etablering af et dansk sanatorium. Dette møde kom også til at spille en afgørende rolle i finansieringen af Vejlefjord Sanatorium, der fra begyndelsen blev drevet som et aktieselskab. Der blev efterfølgende nedsat et repræsentantskab, hvis første forretningsfører blev den pengestærke erhvervsmand og fabriksejer, G. A. Hagemann. Mødet den 29. august kom tillige til at danne fundamentet for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse.
Indholdsfortegnelse
Christian Saugman
Christian Saugman, pioneren indenfor dansk tuberkulose-bekæmpelse, led selv af lungetuberkulose. Saugmans kongstanke gennem hele sit professionelle virke som læge var, at patienterne skulle have rigeligt med frisk luft og motion. De tuberkuløse skulle ud at gå lange ture, og med forbillede i den såkaldte bjergterapi kendt fra udenlandske sanatorier, skabte Christian Saugman et stinet i Vejlefjord Sanatoriums park. Det var desuden hans idé at navngive stierne efter tuberkuloseforskningens internationale navne. Disse navne eksisterer stadig og er med tiden kun i få tilfælde blevet suppleret med navne på sanatoriets egne folk. Saugman var allerede fra planerne i 1890’erne overbevist om, at Vejlefjord Sanatorium skulle placeres på nordsiden af Vejle Fjord på en plads i Stouby Skov mellem Vejle og Juelsminde. De naturmæssige og terrænmæssige forhold i området tilgodeså bedst hans sygdomsbehandling. Som begrundelse herfor skulle han angivelig have udtalt, at Naturen her er smilende og af enestaaende Skønhed. Denne indstilling stod imidlertid langtfra uimodsagt i bestyrelsen. Resultatet blev ikke desto mindre en sejr for Saugman og området ved Fakkegrav, dog blev sanatoriet trukket længere ned mod kysten end i det oprindelige udkast. I 1896 blev beslutningen om placeringen taget, og anlægsarbejdet kunne påbegyndes. At bygge et sanatorium midt i en skov på skråningen ved Vejle Fjord var med datidens byggetekniske formåen bestemt ikke nogen let sag. Så godt som alle materialer måtte sejles til stedet fra Vejle, og med en afstand på 450 meter fra stranden og til byggegrunden anlagde man en midlertidig jernbane fra landgangsbroen ved fjorden og op til byggepladsen. Bygningen blev opført 1898-99 i ny-renæssancestil med mange niveauforskudte spir, typisk for tidens dyrkelse af tidligere historiske stilarter. Arkitekterne var Vilhelm Dahlerup og Henry Meyer. Man regnede med, at sanatoriet skulle begynde sin virksomhed i 1899, men en storlockout kom i vejen. Vejlefjord Sanatorium stod derfor først klar til indvielse i år 1900. Sanatoriets første leder var til sin død overlæge Saugman. I 1923 døde Christian Saugman efter en galdestensoperation, 56 år gammel. Han blev stedt til hvile i Willemins høj i parken ved sanatoriet. Som overlæge og leder af sanatoriet blev han afløst af Johannes Gravesen, der besad stillingen fra 1923 til 1944. Hans efterfølger blev Poul Krebs Lange, der skulle blive den sidste chef på Vejlefjord Sanatorium.
Slottet i skoven og pengetræet
De første patienter ankom til sanatoriet fra søsiden om bord på Vejle Fjord-dampskibet, der lagde til ved sanatoriets landgangsbro nede på stranden. Det var i mange år den mest direkte vej, eftersom sanatoriet nordfra kun var forbundet med omverdenen af små kommuneveje, der gik fra Stouby og Fakkegrav. I den lokale selvforståelse var sanatoriet kendt som "Slottet i skoven". Dette udtryk vandt hurtigt hævd i Vejle og omegn, da journalist Franz von Jessen fra dagbladet Nationaltidende i København beskrev det mageløse sceneri ved ankomsten til sanatoriet pr. fjorddamper i februar 1900. Det var en almindelig opfattelse i Saugmans tid, at hvis en patient kunne gå turen op ad ”Sneglebakken” i parkens stianlæg, var en udskrivning nært forestående. Ved udskrivning kunne de heldige patienter få lov til at hamre en mønt ind i "Pengetræet" som tak for god behandling og med ønsket om ikke at komme igen. En lille del af det gamle pengetræ kan den dag i dag ses i forhallen i den gamle hovedbygning.
Efter tuberkulosen
Vejlefjord Sanatorium bukkede i 1950’erne som alle andre tuberkulosesanatorier under for egen succes. Tuberkulosen var i 1950’erne så godt som nedkæmpet i Danmark, og sanatoriet lukkede i 1957. Modsat de fleste andre sanatorier, som overgik til andre formål, forblev Vejlefjord i sundhedsvæsenets tjeneste. I 1957 overtog de jyske sygekasser stedet, og Jysk Nervesanatorium oprettedes i 1957 med 100 sengepladser efter en omfattende restaurering. Fra 1980 blev distriktspsykiatrien en større del af behandlingstilbuddet, hvorfor grundlaget og behovet for Jysk Nervesanatorium blev stærkt reduceret. De sidste patienter med neurotiske lidelser blev udskrevet i 1989. Fra 1985 blev Vejlefjord en selvejende institution, og der etableredes i stedet et genoptræningscenter for senhjerneskadede samt professionelt kursus- og konferencecenter. Fra 2006-08 gennemgik Vejlefjord et omfattende byggeprojekt til en samlet pris af 160 mio. kr. Der blev i den forbindelse bl.a. bygget to nye behandlingshuse øst for den gamle hovedbygning, som derefter rummer hotel- og konferencecenter. Mod syd med udsigt ned til fjorden blev et nyt kongrescenter bygget ind under hovedbygningen.
Litteratur
- Vejlebogen 2000, s. 25-37
Billeder
Anløbsbroen til fjordbådene ved Vejlefjord Sanatorium, ca. 1910
Vejlefjord Sanatorium, 1899-1902
Luftfoto af Vejlefjord Sanatorium med parken mod fjorden i forgrunden, 1949
