Vejle Amtsgård

Fra VejleWiki
Version fra 11. mar 2020, 10:24 af WikiSysop (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Den nye Vejle amtsgård, amtmandens bolig, er opført og taget i brug i den sidste halvdel af år 1900.

Kongelig bygningsinspektør, arkitekt Jens Vilhelm Petersen, (1851-1931) har tegnet det smukke hvide hus i Vedelsgade nummer 17. Jens Vilhelm Petersen var kongelig bygningsinspektør over Fyn og Sønderjylland. Han tegnede flere markante bygninger i Vejle, blandt andet Statens Forsorgsseminarium (1892- 93) og Post og Telegrafbygningen (1897).

I en meddelelse i Akademisk Arkitektforenings blad 1. februar 1901, stod der følgende om boligen:

”Den nye Amtmandsbolig i Vejle ligger på Byens højeste punkt lige over for den nye Kommuneskole. Man har herfra en henrivende udsigt over Vejledalen mod Vest, den nordre Del af Byen samt Grejsdalen mod Nord og mod Syd til Møllebakken og Skoven paa Fjordens sydlige Side.”

Staten solgte i 1899 den gamle amtmandsbolig i Vejle med tilhørende grund til Vejle Kommune, som efter overtagelsen anlagde tre nye gader på arealet. Den nye amtsgård og amtmandsbolig blev opført for de cirka 59.000 kroner,s om indkom ved salget.

Da amtmandsparret Evelyn (1916-1999) og Arne Magnus Wamberg (1910-1986), flyttede ind i amtmandsboligen, fik de kyndig hjælp og rådgivning hvad angår boligens interiør. Evelyn og A.M Wamberg havde deres hjem og embedsbolig her fra 1951 til 1980. Direktør for Foreningen for Kunsthåndværk, Bent Salicath, var rådgiver ved indretningen af amtmandsparrets bolig. En billedserie i arkiv.dk fra 1954 dokumenterer, at det var møbel- og tekstilkunst udført af tidens dengang unge, lovende designere, der rykkede ind i den statelige amtmandsbolig i Vejle. Således blev amtmandens kontor møbleret med reoler og skabe tegner af Hans Wegener, mens forhandlingsbordet og skrivebordet med tilhørende stole var udført af Finn Juhl. Gardinerne var designet af Arne Jacobsen, og det var ægteparret Nanna og Jørgen Ditzel, der havde designet det store gulvtæppe, der var vævet på Wittrups Tæppefabrik i Grejsdalen. På amtmandens skrivebord stod en PH-lampe, og i loftet hang en PH-lysekrone. Amtmandsboligens store spisestue med plads til 24 spisende gæster var udstyret med møbler og tæppe designet af Ole Wanscher. I en af stuerne, der var møbleret med en blanding af arvemøbler og designmøbler, var gulvet prydet af et blåt og hvidt moderne tæppe, designet af Nanna og Jørgen Ditzel. I stuen hang et stort maleri udført af maleren Lauritz Tuxen. Maleriet var et forstudie til et kendt maleri af kongefamilien. I amtmandsboligens hall var væggene udsmykket med fire relieffer, alle gipsafstøbninger med motiver af livets aldre og årets tider skabt af Danmarks verdensberømte billedhugger, Bertel Thorvaldsen, i 1836.


Kilder

Vejle Stadsarkiv - B157701, B157702, B157703, B157705, B157706 & U6521, U51847.