Thomas Juul-Jensen

Fra VejleWiki
Version fra 13. feb 2020, 21:50 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Thomas Juul-Jensen (f. 1987) er født i Irland i en dansk familie med rødder i Vejle. Hans oldefar var den navnkundige godsejer, Kristian Skov, på [[Store Grundet, og hans farfar var den nu afdøde medicinaldirektør, Palle Juul-Jensen.

Thomas Juul-Jensen er vokset op i bjergbyen Wicklow, der ligger 40 kilometer uden for Dublin.

Thomas Juul-Jensen flyttede til Vejle som 17-årig, da han fik plads på Team Danmark-linjen på Vejle Handelsskole, og her fik han Ruben Krog som mentor.

Thomas Juul-Jensen var i teenageårene stjerne på det danske mountainbike-landshold, hvor han fik kælenavnet ”The Irish Fighter”, den irske fighter, fordi han aldrig gav op. Han kørte DM, VM og andre store løb, mens han messede for sig selv, hvad hans daværende helt, Lance Armstrong havde sagt: ”Pain is temporary, quitting is forever”.

Kort tid efter at Thomas Juul-Jensen som 17-årig havde kørt sig til en 18. plads ved VM, kunne hans knæ ikke mere. Han kunne knap nok gå. Efter en operation forsøgte han at komme tilbage, men han følte pludselig, at cykling ikke var altafgørende i hans liv. Efter at have set en tv-udsendelse med den unge ambitiøse arkitekt Bjarke Ingels, begyndte han sine overvejelse om at læse til arkitekt. Før optagelsesprøven til Arkitektskolen blev Thomas Juul-Jensen elev på Skolen for Kunst & Design i Aarhus, som har et undervisningsforløb, der forbereder elever til optagelsesprøven. Her modtog han undervisning i croquis, som han blev meget optaget af. Thomas Juul-Jensen blev optaget på Arkitektskolen, og han fik cirka to år inde i studiet en af de eftertragtede praktikpladser hos Bjarke Ingels på tegnestuen BIG. Normalt er et praktikophold på et halvt år, men Thomas Juul-Jensen var hos Bjarke Ingels i halvandet år - et år på tegnestuen i København, og et halvt år på tegnestuen i New York.

Da Thomas Juul-Jensen i 2015 havde fået sit eksamensbevis som arkitekt, vidste han allerede, at det ikke var den metier, han skulle være i. Det var glæden ved at tegne, der havde ført ham ind i faget, han havde ikke lyst til at skulle sidde ved en computer og arbejde. Mens Thomas Juul-Jensen udførte udsmykning til en vens kaffebar i København, mærkede han, at han havde fundet sin livsvej som kunstner. Tegningerne til kaffebaren blev hurtigt solgt, og siden har Thomas Juul-Jensen ernæret sig som kunstner. Det er gået stærkt for ham, der synes at have ramt et visuelt sprog for tidsånden med appel til publikum. Han har haft flere store udstillinger i ind- og udland, og i 2019 har han udstillet i Vejle Kunstforening i foreningens lokaler på Vejle Vindmølle.

I dag bor og arbejder Thomas Juul-Jensen i Rom, hvor han deler atelier sammen med seks andre kunstnere. Han har tidligere boet i Sienna sammen med sin lillebror, Christopher Juul-Jensen, der er professionel cykelrytter.


Kilder

Vejle Amts Folkeblad.