Postmester Niels Tingberg Thomsen - Hvad arkivet gemte

Fra VejleWiki
Version fra 20. aug 2023, 09:17 af Cemifor (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

I en protokol fra Vejle Borgerskole fandt Vejle Stadsarkiv i 2023 en kladde dateret november 1848 med postmester Niels Tingberg Thomsens ansøgning til kongen om ”Afsked i Naade paa Grund af Alder og Svagelighed”.

Han blev født i Svendborg 12. maj 1778 og hjemmedøbt samme dag, hvor bl.a. jordemoderen var til stede. Hans forældre var Simon Rye og Maren Thomasdatter.

Vejen til Niels Tingberg Thomsens første stilling som postmester var lidt ”kringlet”.

Til den daværende gæstgivergård i Ringsted var knyttet det privilegium, at postmesterembedet fulgte med gæstgivergården, hvis gæstgiveren fandtes duelig dertil. Herved havde postbestyrelsen det faktisk i sin magt at bestemme, hvem der skulle være postmester, og privilegiet var derfor kun af tvivlsomt værdi. Dette indså den daværende postmester og ejer af gæstgivergården, Jacob Henrichsen, for han tilbød i 1811 formentlig at afstå privilegiet, hvis man kun ville udnævne den til postmester for livstid, som han solgte gæstgivergården til. Herefter skulle embedet være frit og uafhængigt af gæstgivergården. Dette tilbud anbefalede generalpostdirektionen, da man så slap for at betale en afståelsessum, og efter at Kongen havde godkendt det, solgte Henrichsen gæstgivergården til H. C. Prætorius og dennes svoger kaptajnløjtnant i søetaten Antonius Krieger. De antog Niels Tingberg Thomsen som bestyrer, og han blev den 16. Juli 1811 udnævnt til postmester med virkning fra 1. oktober 1811.

Herefter var Niels Tingberg Thomsens karriere sikret - indtil videre: Postmester ved Ringsted Hovedpostkontor fra 1. oktober 1811

Postmester ved Roskilde Hovedpostkontor fra 1. oktober 1830

Postmester ved Svendborg Hovedpostkontor fra 10. maj 1834

Men i april 1843 blev det opdaget, at fuldmægtig Peter Martin Daugaard ved Svendborg Postkontor havde gjort sig skyldig i at ”tilegne sig Penge, der vare indleverede paa Postcontoiret til Forsendelse og tilbageholdt Breve, hvormed Penge skulde været fremsendte, samt for svigagtig Beregning af Porto og Contoirgebyr”. For at få de begåede misligheder fuldt oplyste sendte generalpostdirektionen postmesteren i Vordingborg, overkrigskommissær Høegh-Guldberg, til Svendborg for at overvære og til dels lede forhørene, og efter at disse var endte, nedlagde direktionen en forestilling for Kongen om ansættelse af postinspektører. Sagen endte ved højesteret, der i 1848 idømte og stadfæstede at Niels Tingberg Thomsen skulle betale en mulkt [bøde], men nedsat fra 200 til 100 Rigsbankdaler for ”Skjødesløshed og Efterladenhed i sin Embedsførelse og navnlig Mangel af Tilsyn med Fuldmægtigen”. Fuldmægtigens straf blev ændret fra 6 års fæstningsarbejde til 5 års forbedringshusarbejde.

Den 10. marts 1849 blev Niels Tingberg Thomsen afskediget efter ansøgning med virkning fra 1. april 1849. Niels Tingberg Thomsen var gift to gange. 1. gang med Henriette Dorthea Thomsen, født Petersen (ca. 1784 - død 1849). 2. gang den 5. maj 1849 med den meget yngre Rasmussen Jacobine Birgitte Frederikke Rasmussen (født ca. 1824 - død 1880).

Niels Tingberg Thomsen døde i Helsingør den 13. maj 1858.

Og så nåede vi til Vejle ...

Navnet Niels Tingberg Thomsen gik igen i slægten. En søn blev således også døbt Niels Tingberg Arnberg Thomsen (født 11. februar 1850 i København - død 1907 i Vejle). Han blev overlærer i Assens. 1. maj 1895 blev han ansat som inspektør ved Vejle Kommunale Skolevæsen og overlærer ved den kommunale Realskole. Han døde 1907. Skoleinspektør Niels Tingberg Arnberg Thomsen navngav ligeledes en søn Niels Tingberg Thomsen (født 13. december 1879 i Lemvig).




Udkast til ansøgning til Kongen - Vejle Stadsarkiv, A 1797


Kjøbenhavn den Novem 1848.

Niels Tingberg Thomsen

Cancelliraad og Postmester i Svendborg.

Ansøger Allerunderdanigst om Afsked

i Naade paa Grund af Alder og

Svagelighed


[side 1]

Til Kongen I et Tidsrum af 37 Aar har jeg været Postmester a. 19 Aar i Ringsted, efter Bestalling af 6te Aug 1811 b. 4 Aar i Roeskilde efter be7 stalling af 26 Sept 1830 og c. 14 Aar i Svendborg efter Bestalling af 7de Juli 1834. og vover allerunderdanigst, at udtale for Deres Majestæt, at ieg nu paa min halve Livs Bane har opoffret mine bedste Aar i Postfagget som og til den Kongelige Tienestes ...? med Hengivenhed Samvittighed, og ieg tør beraabe mig paa samme tid min egen ...? og forhaabenlig til mine faae Foresadtes Tilfredshed. Iblandt Talrige Aspiranter til Postmester Embedet i Roeskilde blev ieg den Udvalgte. Hvilket ieg tillader mig at ...? , som det af de tidligste Beviser paa den lange General...? Erkiendtlighed og Vished om, ved Hielp af min lange practiske Erfaring, var skikket og duelig til Deres maaskee meest vigtigste Hoved ...? , hvor der udfordredes saavel Udholdenhed som Ufortrødendenhed. Men efter en Embedstid


[side 2]

begyndte mit Helbred at aftage, ligesom mit Syn at svækkes, som en Følge at den, især mit sidste Embede og dermed forøvede betydelig befordrings...? ...? natlige Expeditioner, saae ieg mig desværre nødsaget til at søge Forflyttelse til Svendborg, agtet for...? Tab af Embeds Indtægter. Af...? mindst, at ieg efter 9 Aars Embeds Virksomhed i min bye, skulle møde, for ukiendte Modgange, der indvirkede saa mægtig ind paa...? Sands og Helbred, ligesaa ufortient som uforskyldt Medfart, ved en utroe Fuldmægtig, til hvem ieg satte min hele Tillid, den samme som Enhver anden Embedsmand i samme Stilling nødvendig maatte sætte til en uundværlig Assistent. Medens nu den ulykkelige unge Mand, lider sin idømte Straf, føler ieg en indvendig Tilfredshed med Udfaldet af den under 18. f. M. faldne Høiesteretsdom, i hvis Følge det er klart, at den mig idømte laveste Mulkt, efter Casse Forordningen, hiderøre ene og allene


[side 3]

for Undladelse af fornøden Tilsyn med min Fuldmægtig Daugaards Defen...? [latin: defensio = forsvar] m. v. Allernaadigste Konge! Det er Trang for min indre Følelse, nu i mit 70 Aar, ieg af anførte Grunde finder mig nøds aget til med b...? Siel...? og Hierte, men dog med den rolige Bevidsthed om min Plet eller Brødefri Vandel at ieg herved vedlægger for Deres Majestæt, min allerunderdanigste Begiering og mit Ønske, at vorde Allernaadigst meddelt Afsked i Naade, og dertil knytter jeg den Tillidsfulde Bøn, at Deres Majestæt naadeligen og af særdeles Hensyn, vil forunde og bestemme mig en fortient Aarlig Pension i Forhold til lang Embeds stillinger, og faste Indtægter Allerunderdanigst, N. T. Th.



Kilder

Danske Postembedsmænd med Kgl. Udnævnelse 1750-1906, 1907 side 75.

Juridisk Ugeskrivt. 8. Aarg., 1846-47, No. 1-75, side 851-860. Højesteretssagen.

Statens arkiver: Kirkebøger og folketællinger.

Vejle stadsarkiv: (A1797 med kilder, B57939, B100251)


Research

Arkivar Tore Teglbjærg

Henrik Nedergaard Olsen