På tvangsarbejde i Vejle 1864
Den 8. marts 1864 hørte man i Jelling kanonerne drøne i Vejle. Allerede dagen efter kom de første østrigske dragoner, og dagen efter en større trop af husarer og ingeniører. Husarerne red op på Kongehøjene, og snart lød øksehug og flagstængerne faldt. Også flagstangen på Lindepladsen blev hugget om.
Major Thaulow, der var tyskernes kommandant i Vejle, ville have skanser opkastet ved møllen syd for Vejle, for Vejledalen var Østjyllands slagplads. I skumringen hørtes hørtes pludselig skærende trompetstød og østrigske jægere i lange grå kapper og ungarske husarer stormede ind i huse og gårde. I alle ældre Jelling familier fortalte man senere om kvinders og børns rædsel, da fjenden trak af sted med alle de voksne mænd. Alle blev taget med: Kapellan Madsen, læge Bentzon, byen lærere, daglejere og tjenestekarle. En del seminarister blev også drevet med. 4 i slåbrok, andre i sivsko, nogle uden hovetøj. Alle uden forståelse hvad det hele skulle betyde. Pastor Svendsen slap, forbi han trak i præstekjolen, så krosede de sig gik.
Skaren blev samlet og og sat i bevægelse mod øst. Da de kom til Lerbæk, var dens rummelige lade omdannet til ”logi for rejsende”, og der blev de gennet ind. Der var plads nok, men det var uhyggeligt at dele pladsen med over 1000 fjender og nogle snes heste. Her var over 100 tællelys stukket i halmknipper. Søvnen veg fra de bekymredes øjne. Nogle tyndt klædte seminarister tyede hen bag hestene, hvor det var lunere. Hestene lettede halerne og bar sig uhøvisk ad. Men kunne seminaristerne ikke ”ligge tørt” gav det i det mindste en kortvarig varme.
Endelig blev det morgen. Kommandoråbet lød ”Nach Weile”. Da dagen brød frem gjorde de holdt uden for Vejle. Men hvilket ynkeligt syn. Slåbrokkerne slaskede om benene, og sivskoene var trådte i stykker og og havde helt drejet sig på foden. Det svuppede i mange tynde sko. Med sænkede hoveder og tunge skridt gik de gennem gaderne. De blev hånet af den tyske officer, som førte dem gennem byen, og derpå førte dem af Koldingvejen, hvor de oppe på bakken fik ordre til at forsyne sig med arbejdsredskaber, som lå på nogle vogne.
Det bedrøvelige kompagni blev delt i to hold. De førtes op til møllen for at opkaste to skanser. Honoratiores: præst, læge, seminarielærere o. lign. blev arbejdsførere. Seminarielektor Uttenthal opmuntrede sin flok til at tage godt fat, hvad de da også gjorde, selv de der aldrig havde brugt skovl og spade. Nogle seminaristers tynde klædesbukser brast både for og bag, og man så snart purpurrødt skind i revnerne.
Østrigske tropper stormer Vejle, 1864.
Midt på dagen holdt man hvil en times tid, men fik inge middagsmad. Eftermiddagsarbejdet blev det hårdeste. Kræfterne var udtømte, og selv om plageånderne kastede jord og sten på trællene og lod tykke kæppe danse på deres rygge, blev der ikke udrettet meget. Henimod aften blev alle kommanderet op til møllen, hvor de skulle aflevere redskaberne. En times tid stod de tænderklaprene stille, så lød det: Højre om! til Petersholm!
Da de ankom til denne herregård blev fangerne drevet op på udhusenes lofter, dog var de fri for at ligge sammen med plageånderne. Den senere folketingsmand Chr. Ravn fik et stykke råt flæsk af en medlidende østriger. Aldrig havde han holdt så herlig et måltid. Den praktiske P. Steffensen kravlede ned i stalden og fik fat i Halm som han lagde til rette for sig selv og den senere højskoleforstander L. Maltesen. Ingen lå dog så godt som den lange tynde, senere kordegn i Odense, A.V.H. Nielsen. Han fandt en kasse med pillemel, hvor han borede sin våde, kolde krop ned i det bløde, varme leje. Men hvor så han ud om morgenen! Hans fremtræden udløste et jubelskrig blandt østrigerne.
Så snart det lysnede i øst lørdag morgen, blev fangerne drevet ned ad trapperne og ud i gården og derfra til arbejde med at lave løbegrave. Pator Madsen, læge Bentzon og flere andre fik lov at tage hjem tidligt på dagen efter henvendelse fra hejmmet. Allerede om fredagen meddelte apoteker Friis fra Vejle, hos hvem kommandanten boede, at der stod nogle damer udenfor og bad deres mænd fritaget for skansearbejde. På spørgsmået om hvem deres mænd var, blev der svaret: præst, læge, adjunkter, propiretærer. Kommandanten rev sig i håret: ”Det er jo en skandale! Det skulle kun have været arbejdsvante folk, bønderkarle.” Majoren rakte Friis en seddel og bad ham skrive navnene, og de nævnte mænd fik deres uduelighedspas og passerseddel til hjemmet. Men de fik fri før dgen efter. Mange koner drog af med madkurve ind i fjendelejren. Bl.a. kogte Maren Kidde ærter og flæsk, den kraftigste mad hun kendte til. Til daglig nippede seminaristerne unægtelig kræsent til denne ret. Men denne dag kunne de nok spise den. Hun fandt vej til seminaristerne og havde den glæde at mætte dem.
Om aftenen blev alle arbejderne sluppet fri igen.
Kilde: Carl Poulsen og W. Th. Benthin: Lærerne og Samfundet, bd. 4, 1914.
Supplerende læsning, Vejle 1864:
Vejle Bys Historie, 1927
Vejles historie bd. 2, 1998
Søren Brunbech: Billeder fra Vejle i 1864. Vejlebogen 2001
Christian Poulsen: Kanonkuglehuset – beretningen om min familie i Vejle, 2006
Vejle Amts Aarbøger: Julius Jørgensen: Erindringer om skansegravningen ved Vejle. (1905), H. Rosendal: Erindringer fra Vejle i Krigsaaret 1864. (1905), Cathrine Fogtmann: Minder fra Vejle 1864. (1907), F. Klem: Vejleminder fra Krigsaaret 1864. (1917), Chr. H. Møller: Personlige Erindringer fra Vejle i Krigsaaret 1864. (1937)
Research: Henrik N. Olsen, Vejle. Forbehold for fejl og misforståelser.
.
