Myternes Haraldskær - Jellingdynastiets virke i Vejledalen & Gæstgiver Adam Frederik Alexander Lassen og Dronning Gunhild

Forord

I tusind år har vi været fascineret af Jellingdynastiet. Desværre var runesten de eneste samtidige, skriftlige kilder herhjemme. Samtidige udenlandske kilder såsom munken Widukinds ”Saksernes Bedrifter” (ca. 968) berørte kun perifert danske forhold. Senere Middelalder-krønikeskrivere såsom Adam af Bremen (ca. 1040-81), den anonyme forfatter til ”Roskildekrøniken” (ca. 1138), Saxo (f. ca. 1160-d. efter 1208) og Svend Aggesen (f. ca. 1140) benyttede både skriftlige kilder og den mundtlige overlevering til deres fremstillinger. Ingen af de samtidige eller efterfølgende kilder beskrev Ravningbroen, ringborgene, alle dele af Jellingmonumenterne eller blot tilnærmelsesvis samfundsopbygningen. Arkæologien har givet os mange svar, men jordfundene er samtidig med til hele tiden at tilføje nye spørgsmål til Jellingdynastiets historie.

Begrebet Jellingdynastiet er ikke uproblematisk. Krønikeskriverne i Middelalderen forbandt flere af sagnkongerne med kongsgården i Jelling. I 1800-tallet blev der stillet spørgsmålstegn ved, om vikingekongerne havde en favoritkongsgård, og flere fagfolk begyndte at afvise flere af sagnkongernes eksistens. Kildekritikken gav sagnkongerne det endelige dødsstød. Jellingdynastiet blev herefter af fagfolk kun forbundet med Gorm den Gamle, Dronning Thyra, Harald Blåtand og til dels med dennes af nogen formodede søskende: Knud Danaast, Toke Valtoke Gormssøn og Gunhild. Der er i nyere tid undersøgt tre Vikingetidshaller i Jelling (Ravn & Lindblom, 2022). Indtil videre vælter det dog ikke op af jorden med smykker, våben, mønter, handelsvarer etc., som gør, at man stensikkert kan fastslå, at Harald Blåtand har regeret sit rige fra Jelling.

Det ville blive noget af et forskningsprojekt, hvis man skulle redegøre for alle de sagn, myter og teorier, der er knyttet til Jellingdynastiet. Hvert eneste aspekt af Jelling-kongerne og Dronning Thyras verificerede og uverificerede historie er der skrevet om utallige gange. Det gælder f.eks.: udstrækningen af Gorm den Gamles kongerige; tilblivelsen samt tolkningen af tilnavnene Dannebod, Danaast, Valtoke og Blåtand; generelle persondata såsom fødselsdato, fødselssted, dødsdato, dødssted, dødsårsag, begravelsessted; slægtens forbindelse med helligkilder, kirker, borge, voldsteder/potentielle voldsteder såsom Gormborg ved Middelfart, byer, ringborgene, Dannevirke/Kovirke, infrastruktur, runesten m.m.; ringborgenes funktion herunder om de var vendt mod en ydre fjende eller Blåtands egne undersåtter; oversættelsen af runerne på de to Jellingstene samt tolkningen herunder sætningen ”vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”; Gorm og Harald Blåtands forhold og evt. krige med de tysk-romerske kejsere og andre magthavere; formålet med Jellingmonumenterne (der har været mange vilde bud se f.eks. geolog Svend Aage Andersens (1901-69) påstand om, at Gorms Høj var et fæstningsanlæg - VAF 19.10.1966 inkl. tegning & 15.03.1967); Jellingmonumenternes udseende og tilblivelseshistorie herunder bl.a. den vanskelige datering af skibssætningen samt placeringen af runestenene; kongsgården i Jellings beliggenhed; Jellingdynastiets forbindelse med inden- og udenlandske skattefund (senest i 2014 med Haraldsguldet behandlet i Sven Rosborns dybt kontroversielle Vikingakungens guldskatt, 2021, samt sølvskattefundet 2018 på øen Rügen) o.s.v.

For at være en heltekonge i Saxos optik skulle man anstrenge sig for at udvide kongemagten i fremmede lande med sværd i hånd. Gorm den Gamle havde staturen men ikke sjælen til at drage med havhestene på erobringstogter. Hans sønner, Knud og Harald, skildrede Saxo derimod som sande erobrere. I 1700-tallet og 1800-tallet begyndte man i Norden at anskue Vikingetiden som en guldalder, hvor de nordiske vikinger red havhestene på plyndrings- og erobringstogter i Vest- og Centraleuropa. Flere forskere har stillet spørgsmålstegn ved, om perioden 793-1066 og vikingerne adskilte sig markant fra de foregående århundreder og andre samtidige folkeslag. Vikingetidsbegrebet lever dog endnu i bedste velgående og har i den grad været med til at præge vores selvopfattelse og andre nationers syn på nordboernes historie. At afskaffe Vikingetidsbegrebet ville svare til at slette H.C. Andersen eller Tivoli fra historien, så stort et internationalt brand er det blevet for Danmark og Norden.

Man har i flere århundreder forestillet sig Jellingdynastiets vikingeskibe sejle ind og ud ad Vejle Fjord, da det var det nærmeste tilhørende farvand til kongebyen. Dette har i den grad smittet af på historieskrivningen om Vejle Ådals og Vejle Købstads historie.

Første del af denne redegørelse er en historiografisk undersøgelse af det skiftende syn på Jellingdynastiets virke i Vejledalen. Med Vejledalen skal forstås Vejle Fjord og Vejle Ådal – primært fra Tirsbæk Gods i øst til Ravningbroen i vest. Myterne om Jellingdynastiets virke inden for dette ret snævre geografiske område står i kø. Flere af dem trækker vi i dag på smilebåndet af, mens de mest sejlivede fortsat fremstilles som historisk sandhed i historiebøger, undervisningsmateriale, udstillingsplancher m.v.

Anden del af redegørelsen ser på påstanden om, at gæstgiver Adam Frederik Alexander Lassen var ansvarlig for, at Haraldskær-moseliget blev identificeret som Dronning Gunhild. Samtidig fremlægges nye kilder til gæstgiveren og hans berygtede broder, ”Den hvide doktor” Axel Frederik Lassens, ofte utrolige historie.

Forkortelserne VAA og VAF står for henholdsvis Vejle Amts Avis og Vejle Amts Folkeblad.

Del 1: Jellingdynastiets virke i Vejledalen

”Foran mig ligger midt i Dalens Skjød,

Hvor stolte Snekker før sin Bane brød,

Hvor Vikingesnekken freidig monne seile

Med rige Bytter selv fra fjerne Kyst,

Erhvervet kun i aaben, ærlig Dyst -

En venlig lille By, som hedder Veile.

- En Reisende”. – VAA (05.08.1863).

”Jelling By og Jelling Hede,

Hvor har de en Klang!

Alle, som er her til Stede,

Ja, i Danevang,

Høre om Kong Fredegode

Gjærne Sagnet – hvor han bo’de,

Kasted’ Ringen ud paa Heden,

Tegn paa Landefreden

Jelling By med Kæmpehøje,

Mage ej i Nord;

Her var fordum Borg og Fløje,

Høvdingborgen stor;

[...]”

- Uddrag af sang ved afsløringen d. 29.11.1882 af mindesten for seminarieforstander i Jelling, pastor Hans Jørgen Marius Svendsen (1816-72) (VAF 04.12.1882). Svendsen havde i 1857 fra toppen af ”Gorms Høj” holdt en tale for Kong Frederik VII og ”henved 10,000 Bønder med Koner og Børn”, der bragte kongen på grådens rand. Fire år senere stillede Svendsen præstegården til rådighed for majestæten, da denne besøgte udgravningen af ”Gorms Høj” (Korsør Avis 26.09.1857, Roskilde Avis 20.07.1861, VAF 08.02.1908 m.fl.).

Fra Harildkerr til Haraldskær

Skibet er en lokalitet i Vejle Ådal få kilometer syd for Jelling og vest for Vejle. Her findes et af de få naturlige vadesteder over den 40 km lange Vejle Fjord og Vejle Ådal. Skibet Sogn blev dannet i Middelalderen. Man kan gisne om, hvorvidt åen i begyndelsen dannede et naturligt sogneskel, og om Rue og Nr. Vilstrup derfor først senere blev indlemmet i sognet. Skibet Sogn hørte under Jerlev og Tørrild Herreder. De to herreder var en del af henholdsvis Almindsyssel og Jellingsyssel. Kirkerne i herrederne var underlagt Ribe Stift, der blev ledet af biskoppen i Ribe. I 1660 blev Jerlev og Tørrild Herreder en del af Koldinghus Amt. Ved resolution af 4. september 1793 og 27. maj 1796 blev Koldinghus Amt afløst af Vejle Amt. I 1903 overgik ejerlavet Sofies Minde til Vejle Kommune. Ved Kommunalreformen i 1970 blev Skibet Sogn en del af Vejle Kommune. Vejle Amt blev opløst ved Kommunalreformen i 2007. Skibet Sogn i Vejle Kommune er i dag en del af Region Syddanmark. Kirken hører under Haderslev Provsti.

I Skibet Sogn ligger ejerlavene/bebyggelserne Trædballe (nu del af Vejles vestby), Knabberup, Slelde, Jennum, Rue, Haraldskær, Nørre Vilstrup og Skibet. De første mennesker kom her til i Ældre Stenalder. Der er fundet bopladsspor fra Yngre Stenalder, Bronzealderen og Jernalderen i Skibet. Sammen med stednavnet ”Skibet gade” og Middelalderkirken med tilhørende præstegård er det indicier på, at der godt kan have ligget en Middelalderlandsby i Skibet, men det vil kræve arkæologiske undersøgelser, hvis man skal have vished for det. Den moderne landsbydannelsen er først fra jernbaneanlæggelsernes tid.

På engen øst for Skibet Kirke blev der i slutningen af det 19. århundrede anlagt en station i forbindelse med Vandelbanens åbning. Jernbanen lokkede flere til at flytte til Skibet. Efter Vandelbanens lukning i 1957 blev stationen og de nærmeste bygninger efterhånden nedrevet. Der blev ikke genopført huse i engen. Skibet er i dag en hastig voksende forstad til Vejle beliggende nord for kirken og Bredstenvej.

Stednavnet Skibet kendes tilbage fra 1300-tallet (Ribe Oldemoder ca. 1340: Skipwith & brev af 1387: Skibith). I præsteindberetningerne til Ole Worm fra 1638 staves Skibet både Schibrede, Skibbett, Skibbet, Skibby, Skibræ og Schibet. Historiker Johannes Steenstrup (1844-1935) forklarede i 1908 forleddet således: ”Skib. Næsten alle Steder med denne Forstavelse ligger fjernt fra Hav eller sejlbart Vand, saaledes at der vanskeligt kan tænkes paa et Skib. Skibelund, der ofte findes, og Skibet (Skipwith) fører Tanken hen paa Skide, Skida, der i svensk og norsk Almuesprog betyder kløvet Ved, Planke, smlgn. en Skede, en Ski, altsaa Lund, hvor man enten tager Bræder, eller som er gærdet af Planker (jfr. oldnord. Skiðgarðr)”.

I ”Danmarks Stednavne” bd. 8, 1944, blev begrebet Skibet tolket således: ”Skibet Sogn. R[ibe] O[ldemoder] 1330—48 skipwith; 25/11 1387 Skibith; 10/9 1432 Skibet; 10/11 1464 Skybet, Gammell Skybet; 22/8 1495 Skibet Sogn; u. D. 1497 [1536-43] Skybett, 16/3 1503 Skybbet; 13/10 1503 Akiby mark; LensR 1544-45 Skibett, Skybett, Schibet, schibetsogn; Kanc. Brevbøger 14/6 1575 Skiibet; KronSk 21/5 1576 Skibet, Skibbet; KancBrevb 22/5 1576 Skibbit; KancBrevb 27/11 1576 Schifued; KancBrevb 9/11 1578 Skibbet; KancBrevb 26/11 1594 Skibedt; M 1664 Schibbett Sogenn; M 1688 Schibbed Sogn; VSK Skibet K; M 1844 Skibet Sogn; Gst Skibet. - Ved Skibet Kirke skal der have været en Havn for Baade og mindre Fartøjer (Trap). Forleddet i Navnet er Ordet Skib, gammeldansk skip, Efterleddet gammeldansk with »Skov«. - G.K.: Navnet Skipwith kunde vel ogsaa sigte til, at Skoven har ydet Tømmer til Skibsbygning”.

Lisbeth Eilersgaard Christensen & Rikke Steenholt Olesen, Afdeling for Navneforskning, Københavns Universitet, tager i nyere tid ingen chancer, når de tolker betydningen af begrebet:

”Stednavnet Skibet vest for Vejle har bidraget til forestillinger om, at Vejle Å har været sejlbar i hvert fald til dette sted. Navnet er sammensat af ordet ’skib’ og det gammeldanske ord ’with’ med betydningen ’skov’; tolkningen af navnet er dog ikke helt entydig. Forleddet ’Skib-’ kan selvfølgelig sigte til (sejlads med) skibe, men ordet kan også indgå i navne af mere sammenlignende karakter som betegnelse for naturformationer eller oldtidsminder, ligesom det i tilknytning til skov- eller rydningsbetegnende navne kan sigte til, at der de pågældende steder er blevet hentet tømmer til skibsbyggeri. Valget af tolkningsmulighed er som regel motiveret af bl.a. stedets beliggenhed, hvor en relation til sejlbart vand støtter den første tolkning, mens en beliggenhed langt fra (sejlbart) vand fører til en af de alternative løsninger.

Der er således flere mulige tolkninger af navnet Skibet. Det skovbetegnende efterled kunne indicere, at navnet betegner en skov, hvorfra der er hentet tømmer til skibe, mens beliggenheden ved (formodet) sejlbart vand omvendt kan motivere en tolkning i relation til sejlads. Holdbarheden af det sidste argument forudsætter dog, at det fra anden side kan godtgøres, at Vejle Å har været sejlbar ind til området ved Skibet. [...]”.

I den engelske ”Domesday Book” fra 1086 optræder det nordiske stednavn Schipewic om et sted i Yorkshire langt fra kysten. Nogle mener, at det betyder fårefarm. Schipewic blev senere til Skipwith. Man kan heraf naturligvis ikke udlede, at 1300-tallets Skipwith i Vejle Ådal tidligere har heddet Schipewic og været et sted, hvor man opdrættede får. Pointen er blot, at der gives mange fortolkningsmuligheder inden for de humanistiske videnskaber såsom stednavneforskning, historie, runologi og arkæologi.

Skibet Sogns fascinerende historie omhandler bl.a. Haraldskær Gods, Skibet Kirke med den spændende rytterfrise, vandmøller, fabrikker, stridigheder om fiskerettighederne i Skibet Å (nu kendt som Vejle Å), Haraldskær Helligkilde, moseliget ”Dronning Gunhild”, en dramatisk størfangst etc. Myter og folkeovertro har længe spillet en væsentlig rolle i fremstillingen af historien.

Haraldskær Gods nævnes første gang i et gældsbrev fra 1434, hvor stavemåden lød Harildkerr. Gældsbrevet omhandlede ikke opførelsen af godset. Den oprindelige bygning er for længst forsvundet. Man ved i dag ikke hvornår, godset oprindeligt blev opført, hvad det blev kaldt på tilblivelsestidspunktet eller årsagen bag, at det fik navnet Harildkerr. Stednavneforskere er usikker på fortolkningen af Harildkerr. Andet led kerr skal betyde kær d.v.s. et lavtliggende, sumpet område. Det stemmer overens med de faktiske forhold i Vejle Ådal før åen blev reguleret og uddybet, og der blev anlagt diger og lagt dræn. I ”Danmarks Stednavne” bd. 8, 1944, blev stednavnet beskrevet således:

”Haraldskær, Hovedgård. 14/4 1434 Harildkerr; 4/10 1434 Harildkier; 19/9 1436 (Terpager) Hariskier; [Diplomatarium Danicum] 15/11 1448 Harilsker; 8/1 1464 (1580) Harridskier; Dag ? 1473 (Herredagsdombog 1557-58) Harritzier; 6?/8 1485 Harresskær; 10/9 1485 (17/7 1663) Harridzkier; 1/10 1485 (1631) Haridtzkier, Harridtzkier; 1/10 1485 (1633) Haritzkier, Harritzkier; 28/6 1488 Haresskær; u. D. 1488 (1536-43) Harritzkier; 26/5 1489 Harildzkier; u. D. 1489 (1637) Harriskier; 13/10 1503 Haritzkier; 25/11 1506 (1550-1600) Herritskær; KancReg 25/11 1506 Herritskier; Frederik I’s danske Registranter 1532 Herritzkeer; KancBrevb 6/3 1560 Harridtzkier; KronSk 22/5 1576 Harritskier; M 1664 Haridskierds Hgd; M 1688 Harritzkier Hgd; M 1844 Haraldskiær Hgd; Gst Haraldskjær [...]. - Forleddet Harild- er sammensat af et Ord, der svarer til sv . Dial. har »Sten« el. gammeldansk *hargh, oldn. hǫrgr, sv. Dial. harg »Stenhøj, Stendynge« (Rietz , jfr . O. Nielsen i UBI I 271) eller Dyrenavnet Hare, jfr. Brande-Harrild i Brande S., 2316, og -ild, der kan være en Afledningsendelse, som findes i flere Stednavne (se u. Brande, Brande S., 2316) , men i dette Tilfælde rimeligvis er Subst. Glda. Wæthil, oldn. vaðill, voðull »Vadested«, ligesom i Stenild i Gislum H. […] Haraldskær ligger paa et Sted ved Vejle Aa, hvor der sikkert fra gammel Tid har været Overgangssted. Iøvrigt har Navnet været Genstand for Omdannelser. Harrild er som Forled til -kær blevet forsynet med et Gen.-s og Lydforbindelsen lds er blevet reduceret til s. I nyeste Tid er det forstaaet som Mandsnavnet Harald”.

Til listen af kilder kan tilføjes: Danske domme 1552 Harritzkier; Danske domme 1572 Haridskier; Ligprædiken over Holger Ottesen Rosenkrand 1575 Harildskiær.

De færreste har troet på betydningen Harekæret. Tolkningen af Harild som stammende fra det gammeldanske hargh-hilla/hørg-hillæ og oldnordiske hǫrgr har vundet mere genklang. Den oprindelige betydning af ordet kan være stendynge/hob af sammenlagte sten. Begrebet blev ofte anvendt om hedenske helligdomme nemlig forfædrenes storstensgrave, der efter kristendommens indførsel blev anset som værende hedenske stenaltre og offersteder. På nordsiden i Vejle Ådal ovenfor dalbunden fra Knøshøj i øst til Kærbølling i Vest var det muligt for vores forfædre at bosætte sig og dyrke jorden. I 1600-tallet var der kun ét synligt fortidsminde tilbage på denne godt seks km lange strækning. Det var en storstensgrav i Skibet Sogn – godt en km fra Haraldskær Gods. Den forsvandt fra landskabsbilledet engang inden midten af 1700-tallet, men de tiloversblevne sammenstyrtede/væltede kæmpestene var stadig en gene for landbruget, derfor blev dens lokalitet afmærket på Original 1-kortet over Haraldskær Hovedgård fra 1797 (som Jøndoven Agre). Det er også tillokkende at forbinde ledet -ild med ordet vadested. Siden Ældre Stenalder må mennesket have krydset åen på dette sted. Lærer og senere skoleinspektør Olaf Nielsen (d. 1989) beskæftigede sig i mange år med Skibet Sogns historie. I efterkrigstiden skrev han: ”En kendsgerning er det, at Haraldskær ligger på et sted ved åen, hvor der har været et vadested. Ved en bundrensning af åen for få år siden – for første gang med en »flydende« gravemaskine – gravede man en mængde sten op lige ved gården. Bunden havde der været brolagt for at gøre det lettere at køre eller ride over åen” (A2898 lbnr. 15). Som vi senere skal se, er der også fundet egestolper ved åen i Haraldskær.

”Danmarks Stednavne” (1944), Askedal & Schmidt & Endresen (2012) m.fl. havde ikke ret i, at mandsnavnet Harald først blev forbundet med det smukt beliggende gods i 1800-tallet. Ovennævnte ligprædiken over H.O. Rosenkrands var udsendt af slotsprædikant Anders Sørensen Vedel (1542-1616). Han var født i Vejle, hvor moderen var datter af borgmesteren, og faderen var en betydningsfuld købmand og rådmand. I Vejle Latinskole blev Vedel undervist af den senere forfatter til ”Børne Speigel” (1568) og tidl. munk på købstadens nedlagte Sortebrødrekloster, Niels Bredal. Med denne privilegerede opvækst kan Anders Sørensen Vedel dårligt have undgået at kende en del til omegnens historie inkl. Harritzkier Gods og Jellings historie. Efter skolegang i Ribe og udlandsophold fik Vedel en fremragende karriere i Danmark som slotsprædikant, udgiver, oversætter og forfatter. I 1575 udkom hans banebrydende oversættelse af Saxos ”Gesta Danorum”. Siden fulgte bl.a. den første trykte udgave af Adam af Bremens kirkehistorie (1579) og 100 danske folkeviser (1591). Hans store drøm var imidlertid – ligesom svigerfaderen Hans Svaning – at skrive en omfattende Danmarkshistorie. Han opnåede aldrig bestalling eller status som officiel historiograf, men han begyndte en årelang kildeindsamling med offentlig støtte. Ofte blev han afledt af andre projekter. Eksempelvis udgav han i 1592 en ligprædiken over Ingeborg Gyldenstjerne: ”Om Menneskelige liffs Kaarthed, Elendighed, Vstadighed, oc bestemte Tid ... fremsæt til Ligpredicken udi Ingeborg [Gyldenstjerne] Albret Frisis til Haraldskier etc. Begraffuelse d. 13. Dag Oct. 1591”. Dette er så vidt vides den første kilde, der benævnte godset for Haraldskier. Vedels kendskab til Harritzkier Gods og familien Friis burde udelukke, at der kunne være tale om en ubevidst stavefejl af navnet.

Resen (1677) kaldte den majestætiske å i engene vest for Vejle Købstad for Holme Aa. 90 år senere benævnte guldsmed Jørgen Brosbøll åen for Store Aae. Længere mod vest på stykket tilhørende Haraldskær Gods blev den bugtende å igennem århundreder kaldt for Skibet Å. I åregulativet af 1. oktober 1852 blev åen kaldt for Veile Store Aa. Først i dette århundrede og 1900-tallet vandt benævnelsen Vejle Å for hele åløbet fra Engelsholm Sø til Vejle By almen udbredelse. Nedstrøms for Rosborg benævnes Vejle Å i dag fortsat også for Sønderåen. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Ingeborg Gyldenstjerne drog til det hinsides fem år efter, at Kong Frederik II havde beordret lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner, til at ”opgraffue den Steen på Kirchegaarden som staar her uden for Kirchedørren” [d.v.s. Harald Blåtands store Jellingsten]. Mon ikke denne begivenhed skabte en del opmærksomhed om historien om Jellingdynastiet i samtiden?

I teorien kan Anders Sørensen Vedel allerede have kendt de jævnaldrende Ingeborg Gyldenstjerne og Albert Friis (1542-1601) siden barnsben. Ingeborg var nemlig født i Vejle i 1546, mens Albert Friis (1542-1601) var født på Harritzkier Gods. To af Ingeborgs søstre skulle senere høre til den unge Anders Sørensen Vedels velyndere. Albert Friis fik ligesom Vedel en fornem karriere, hvor nogle af højdepunkterne lød: 1566 hofjunker, 1567-68 deltagelse i Daniel Rantzaus togt ind i Sverige, 1569-81 lensmand på Sebber Kloster, 1580-94 lensmand på Riberhus, 1581 medlem af rigsrådet, 1581-94 forlenede han Skarpenbergs Gods, 1594 holdt han retterting med Chr. Valkendorf til Gotland, 1595-96 lensmand på Vestervig Kloster, 1596-97 lensmand på Åkær, 1597-1601 igen lensmand på Riberhus, og i 1598 deltog han i forhandlinger med Gottorp. Til trods for de mange betroede poster fjernt fra sit fødehjem skilte han sig aldrig af med Harritzkier Gods. Kong Frederik II gav ham i 1585 påbud om at opføre en vindebro over Vejle Å ved Harritzkier, så kongen lettere kunne rejse mellem sine slotte i Kolding og Skanderborg. Kongebroen blev opført ved nutidens Haraldskær landsby, hvorefter kongevejen fortsatte nordpå gennem Kærbølling, Vester Hornstrup og øst om Fårup Sø. Fra 1588 til 1597 forlenede Friis sit fødeherred Tørrild Herred inkl. Jelling Birk. Han forøgede sit fædrene gods med bl.a. Skibet Præstegård og opførte i 1590 en ny, to stokværk hovedfløj til Harritzkier. I 1601 blev han begravet i Skibet Kirke.

Året efter Albert Friis var blevet lensmand på Riberhus rejste Vedel til Ribe for at hellige sig sin Danmarkshistorie. Albert Friis og Vedel havde nu rig lejlighed til at ses.

I 1594 kulminerede misfornøjelsen med, at Vedels årelange kildeindsamling ikke førte til udgivelsen af en ny Danmarkshistorie. Friis var da med til at skaffe Vedel et års udsættelse. Det følgende år fik Vedel ordre til at aflevere alle sine historiske arbejder og samlinger, navnlig hvad han havde modtaget af kansler Niels Kaas eller indsamlet på sin forskningsrejse rundt i riget. Vedel skrev et fortvivlet brev til Friis, men denne gang kunne vennen ikke hjælpe ham.

Man kan kun gisne om, hvorvidt Vedel og Friis nogensinde talte sammen om deres fødeegns historie inkl. Jelling og Harritzkiers Gods’ historie. Ligeledes kan man kun gætte på, om ændringen i stavemåde fra Harritzkier til Haraldskier i Vedels ligprædiken over Albert Friis’ hustru Ingeborg Gyldenstjerne havde noget at gøre med en sammenkædning af godsets og Harald Blåtands historie. Den nye stavning vandt ikke straks udbredelse. Anders Sørensen Vedels nære ven fra studietiden på Københavns Universitet, Peder Jensen Hegelund (1542-1614), kom via sit virke for kirken i Ribe flere gange i kontakt med familien Friis til Harritzkier. I sin almanak benævnte han 1582, 1591 og 1599 hver gang godset for Harritzkiær. Samtidige og senere kilder fastholdt ligeledes den gamle stavning: 1585 Harritzkier (Kancelliets Brevbøger), 1596 Harritzkier (Kong Christian IV’s håndfæstning af 17.08.1596), 1609 Harritskier (retssag om fiskeret), 1611 Harritzkier (Eske Brocks dagbog). Dette kunne måske pege i retning af, at det var Vedel og ikke Albert Friis, der var ansvarlig for den nye stavemåde af godsets navn. Ved ligprædikenens tilblivelse i 1591 havde Vedel beskæftiget sig i langt over et årti med sin Danmarkshistorie. Desværre gik en stor del af Vedels papirer tabt i 1728 under Københavns brand. Så vidt vides er der ikke bevaret kilder, der kan afsløre Vedels syn på Haraldskær og Skibets historie.

Arrild Huitfeldt (1546-1609) formåede at fuldføre, hvad Hans Svaning, Vedel og Niels Krag ikke havde magtet, nemlig fra 1595-1604 at udsende en Danmarkshistorie. Beskrivelsen af de ældste tider var en opdatering af Saxos ”Gesta Danorum” baseret på et væld af inden- og udenlandske kilder. Huitfeldt og Vedel havde igennem en årrække netop delt en passion for indsamling af historiske kilder, og Huitfeldt havde opmuntret Vedel til bl.a. Saxooversættelsen. Huitfeldts Danmarkshistorie indeholdt intet om Skibet og Haraldskær.

Ej heller kgl. historiograf Claus Christoffersen Lyschander (1558-1624) nævnte Skibet og Haraldskær i sin ganske utrolige ”Synopsis historiarum Danicarum” (1622), der førte Kong Christian IV’s stamtavle helt tilbage til Adam i Paradisets Have. I værket helgenkårede han Harald Blåtand og hævdede, at det var denne konge, der opdelte landet i herreder, sysler og sogne, som han derpå fyldte med kirker og klostre. Lyschanders Danmarkshistorie fik allerede inden 1800-tallets kildekritik en hård medfart. En af hans fantasirige beretninger omhandlede ”Konge udi Cimbria Töreld”, der kom til magten i en tid, hvor Danmark dagligt blev angrebet af saksere og sørøvere. Töreld ”skal synderlige haffue elskid den egn hen om / huor den Kiøbstad Veille siden er bygd / oc haffe der sin høffdingsburg / icke langd fra Iellige, huor hans effterkommere siden vaar besidendis [iflg. Lyscander bosatte Törelds efterfølger, den mægtige kæmpe og krigsmand Elling/Iellig, sig i Jelling, og efter ham fik stedet sit navn]”. Tørrild Herred skulle iflg. Lyschander være opkaldt efter Kong Törild, der også vandt sig hæder på togter til Frisland, Nederlandene og Flandern. Før Lyschander havde historikerne stort set ignoreret Vejle Købstad, Vejle Fjord og Vejle Ådal. Krønike- og Danmarkshistorieskrivningen handlede primært om kongefamiliens, adelens og gejstlighedens bedrifter, og i denne sammenhæng kendte historikerne kun til hertug Abels afbrænding af Vejle i 1247, kirkemødet i 1256 samt de jyske rigsråders møde med Kong Christian II i fjordbyen i 1523.

Den historieinteresserede kansler Christian Friis (1581-1631) var nevø til Albert Friis. Han skal have støttet læge, runolog, raritetskabinetejer og oldtidsforsker, Ole Worm (1588-1654), i dennes forskning og været med til i 1622 at få udsendt det missiv, der påbød rigets bisper at indsamle præsteindberetninger om oldsager og historiske beretninger efter Worms instrukser. Fra Ribe Stift er kun bevaret én indberetning fra de første år efter missivets udsendelse. Forfatteren var provst i Jerlev Herred, Søren Poulsen. Om oldtidsminder kunne han kun berette, at der ”Vesten fra Ødsted kircke bode en kempe paa it enemercke synden Vesterby, som hede Erland Guldsku. Paa it eneme[rcke] allernest ved Yding kircke som nu er øde er giffuen en wretferdig low oc paa den sted groer aldrig græs”. I sin beskrivelse af Egtved Å’s sammenløb med Vejle Å nævnte han naboherredet Tørrild Herred og Harraldskier. Det var tilsyneladende første gang siden 1591, at første led af stednavnet igen blev angivet som drengenavnet Harrald (NB. helt frem til 1800-tallet var det vilkårligt, om Harald blev stavet med et eller to r-er). Der blev heller ikke denne gang givet en forklaring på den ændrede stavemåde.

Skibet vikingehavn

I 1638 afleverede præsterne i Tørrild Herred deres indberetninger til Ole Worm. Sognepræst i Skibet, Jacob Svendsen, beskrev Skibet Sogn således:

”Mit igiennom Skibbet sogen løbber en aa, som kaldis Skibbet aa, som kommer vester fra Wingsted mølle oc till øster løber till Weile, huor den løbber i haffuet. Huoss for:ne aa i fordum tid haffuer ligget en landzby vid naffn Skibbet (jeg mener Skibby eller Skibræ), oc som byen haffuer standet kaldis endnu Skibbet gade. Till dette sted haffuer i gammell tid mand tilført skibsræder aff tuende sysler, nemlig Almind syssel oc Jelling syssel, oc siger gamle folch her att vere skibsanchere opploget oc opgraffuet. Norden for Skibbet aa ligger Skibbett kircke, som menis att vere en aff de eldste kircker her i riget, thi den er muret med frøymur [d.v.s. kildekalk]. Deri ligger begraffuet mange fornemme adels personer, som er salig Iffuer Friise, salig Albrett Friise, salig fru Ingeborg Gyldenstiern, salig Fridrick Munck oc mange flere fornemme adels personer. Norden Skibbet aa ligger en fornem herregord eller herresæde Haraldzkier, som sigis att haffue sit naffn aff kong Harald, kong Gorms oc drotning Tyris søn, huilcken menis att skulle haffue hafft sin verelse, der hand lod giøre sine forældris epitaphia paa Jelling kirckegord oc begraffuelse i Jellinghøje, effter att der er ickon en kort vei imellom. Østen for Haraldskier oc norden vid Skibbet aa synderlig paa Knapdrup marck i nogle skofflund staae mange stiene temmelig stuore vdj en trind form, oc mit imellom den er en stuor steen, som stander paa 3 stene, huilcken bønderne kalder Gyndovnen. Paa disse stiene mener jeg, att voris gamle cimbri, førind de ere løbne ad søen, haffuer giort dieris offer till dieris hedenske affguder, paa det de disbedre lycke oc seir kunde faa imod dieris fiender. Synden vid Skibbet aa i Wilstrup skoff er endnu tillsyne itt valdsted, som kaldis Boelldall, huem der paa haffuer boed oc huilcken tid, er gangen aff minde.

Sønden for Skibbet aa nermer Veile imellem Veile oc Vilstrup marck løbber en liden aa, kaldis Neddeaa oc haffuer sit naffn aff nogle skoffender eller ness, oc løbber Neddeaa i Skibbet aa, førend den løbber till Weile. Rodzkier haffuer verit befestning vesten for Weile norden for Skibbet aa i en moradz eller eng, som nu er gandske affbrøtt oc øde, huis rudera sees endnu paa denne dag. Jacobus Suendsøn, egen handt”.

Dette er den ældste bevarede kilde, der utvetydigt kædede Haraldskær sammen med Harald Blåtand, hvorfor Jacob Svendsen stavede godset Haraldzkier. I S.V. Wibergs (1811-82) præstehistorie hævdedes det, at Svendsen var sognepræst i Skibet fra 1608 til sin død i 1654. Præstegården nedbrændte i 1636, og den blev på et tidspunkt flyttet af godsejeren til Haraldskær fra en beliggenhed tæt ved Skibet Kirke til Nr. Vilstrup syd for Vejle Å. I en fortegnelse over Skibet Sogns eller Kalds indkomster fra 1649 beklagede Svendsen denne udflytning: ”Det lader ieg enhver Christen vide, at Skibbet Præst hafde en Præstegaard tilforn, som han boede udi, som laa ved Skibbet Kirke, hvis Eyendomb bruges nu til Haraldskiær, oc derimod er en ufrie udlagt igien i Wilstrup. Gud forlad dem det volte”. Sætningen antydede et noget anstrengt forhold til godsejeren, men dette bar hans indberetning til Ole Worm i 1638 ikke præg af. Hans beskrivelse af stendyssen (Gyndovnen) og dens funktion som hedensk alter var overensstemmende med samtidens overbevisning.

Der findes ikke mindste spor – eller beskrivelse i andre samtidige og senere kilder – af de ved pløjning fundne og opgravede skibsankre, som gamle lokale folk havde fortalt Svendsen om. Med begrebet ”skibsræder” forstod man på Svendsens samtid et område, der skulle udruste et skib til leding (se f.eks. Suhm, 1809: ”Skibsrede/førhen Havnelag/nu Sølimiter – en vis Egn, hvoraf ei alene Skibsfolk udskreves, men og i de Tider Skibe udrededes”).

Selvom Svendsen i 1649 i fortegnelsen over Skibet Sogns eller Kalds indkomster igen erstattede stavemåden Harritzkier med Haraldskier/Haraldskiær, vandt den ikke almen brug. I Viborg Landstings Skøde- og Pantebøger 1645-52 blev godset således benævnt Haridz Kierdt/Haredskierdt, mens det i 1668-matriklen atter kaldtes Harritzkier.

Industrihistoriker Ole Jørgen Rawerts (1786-1851) illustration af Haraldskær Gods i 1820 med titlen: ”Haraldskær ved Veile. Harald Blaatands Slot”. Foto: Det Kgl. Biblioteks billedsamling.

Jacobus Suendsøn afsluttede sin indberetning med at nævne Neddeaa (d.v.s. Højen Bæk) og voldstedet Rodzkier. Cand.mag. og adjunkt ved Vejle højere Almenskole, Søren Hansen (1859-1910), har i Vejle Amts Aarbøger 1905 argumenteret for, at Rodzkier måtte være Borgvold ved Trædballe (voldstedet efter Kjærsgård) beliggende nord for Rosborg, fordi dette modsat Rosborg lå i Skibet Sogn. Helt udelukkes kan det dog ikke, at Jacobus Suendsøn er gået uden for sit eget sogn og har beskrevet Rosborg ved Vejle. Voldstedet efter ”borgen” Kjærsgård var endnu synligt i 1800-tallet. Den er – ligesom i øvrigt Petersholm, Grundet og Kjeldkær – aldrig blevet kædet sammen med Jellingdynastiet.

Adskillige præsteindberetninger til Ole Worm indeholdt lokale sagn. Eksempelvis skulle Kong Ran ligge begravet i gravhøjen ved Randbøl Kirke, Kong Dan i Danshøj i Jelling og Dronning Thyra skulle have hvilet sig på en stor sten i Guldbjerg Mose ved Bredsten. Præsteindberetningerne fra Jelling og Vejle kædede dog ikke Harald Blåtand sammen med Haraldskær, Rosborg, Kjærsgaard eller Borgvold (Castrum Wethæl/Vejle Borgen/Vejlehus). I anden halvdel at 1600-tallet skrev Peder Hansen Resen ”Atlas Danicus”, hvor han heller ikke satte Harald Blåtand i forbindelse med Vejle og nærmeste omegn. Først i det følgende århundrede var Jacob Svendsens indberetning med til at ændre historiebøgerne.

Voldstedet Borgvold øst for banken med Vejle By og med frit udsyn til Sønderåen markeret på kort over Vejle år 1859. Tomten blev tidl. benyttet til kålgård. Kort efter kortets tilblivelse blev voldstedet desværre sløjfet i forbindelse med jernbanens anlæggelse.

Flamske Gerardus Mercator (1512-94) revolutionerede kartografien. På de efter samtidige forhold imponerende kort over Danmark begyndte der nu i 1500- og 1600-tallet at optræde stednavnet Hartscher/Hartsche vest for Vejle (Weel etc.) og nord for Vejle Å. Om det drejede sig om en forvanskning af Harritzkier, en fejlplacering og forvanskning af Hedensted eller noget helt tredje er vanskeligt at afgøre i dag. Johann Baptist Homann (1664-1724) formåede i 1714 at gøre Jyllandskortet noget mere detaljeret – bl.a. fik han både Engelsholm Sø, Grejs Å, Fårup Sø og Haraldskær med. Sidstnævnte benævnte han Haritzkiær, og han har muligvis troet, at det lå syd for Vejle Å.

Den islandske historiker, Thormod Thorfæus (1636-1719), blev i 1682 udnævnt til historiographus for Norge. Han var en yderst produktiv historiker, der flere gange skrev om Gorm, Thyra (Thyræ Thenmerkabot) og Harald Blåtand bl.a. i ”Universi septentrionis antiqvitates, seriem dynastarum et regum Daniæ etc”. (1705). Pastor Mourits M. Højer (1677/78-1750) mestrede også latin. Han anvendte præsteindberetningerne til Ole Worm til at udforme sin tale ”Encomium Jellingense” (1721) til Kong Frederik IV’s nye hustru, Anne Sophie Reventlow. Talens formål var at lære Anne Sophie om den danske kongeslægts historie og Jellingmonumenterne samt klæde hende på til at blive en ny Thyra Dannebod. Talen blev udgivet året efter. Den belærte kongerigets nye moder om: ”Af bemelte [Harald Blåtand] haver Haraldskiær en berømt herregaard ved Veile sit nafn”.

Teolog og senere professor på Københavns Universitet, medlem af Videnskabernes Selskab (stiftet 1742), biskop i Bergen m.m., Erik Pontoppidan (1698-1764), byggede i sin ”Theatrum Daniae veteris et modernae, oder Schau-Bühme des alten und jetzigen Dännemarcks etc.” (1730) videre på præsteindberetningerne til Ole Worm og gav den hidtil mest omfattende topografiske beskrivelse af Vejle Købstad og omegn. Krig, pest og ildebrand havde reduceret Vejle til en liden købstad, men Pontoppidan var nådig i sin beskrivelse af byen i dalen ”zwischen 2 sehr hohen / mit Hölzung bewachsenen Bergen”. I den historiske beskrivelse gengav han ukritisk Lyschanders historie om Törilds høvdingeborg i Vejle samt påstanden om, at Kong Harald Blåtand lod opføre Haraldskær. Derudover skrev han, at Tirsbæk Gods skulle være opført af Dronning Thyra (Harald hat ”das ohneweit [von Jelling] nach befindliche uhralte Schloß Haraldskiár erbauct / gleich wie ein anders in selbiger Gegend / Tyrsbeck / quasi Tyresbeck / […] von seiner Mutter / der klugen Königin Tyra Dannebod, soll seyn erbauct worden”). Skriftet indeholdt ingen omtale af en vikingehavn i Skibet eller en beskrivelse af Skibet Sogn (fejlagtigt stavet Skilbet i Pontoppidans oversigt over sogne i Tørrild Herred).

Pontoppidans blåstempling af Blåtand som godsets grundlægger var måske medvirkende til, at man derefter stort set udelukkende gik over til at benævne det gamle Harildkerr som Haraldskær. Kun fra år 1755, 1821 og 1859 er der fundet kilder, der benævnte godset eller egnen efter den gamle betydning:

Haralds Kier (indberetning fra Jørgen Bang i Balle, 173x), Harildskiær og Harraldskiær (Hans de Hofman, 1755), Haraldskiær (provst Einsperg, 1755), Haralds Kier (Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender 02.11.1759), Harraldskier (De til Forsendelse med Posten alene priv. Kiøbenhavnske Tidender 14.07.1766), Haraldskier (Lorenz Casparsen Buchholtz, 1766), Haraldskiær (pastor Bredstrup, 1768), Harraldskier (Nyttige og fornøyelige Jydske Efterretninger 19.08.1768), Haraldskier (Hans de Hofman, 1769), Haraldskiær (Johannes Neuchs, 1769), Haraldskier (Johannes Langebek, 1772), Harraldskier (De til Forsendelse med Posten alene priv. Kiøbenhavnske Tidender 12.09.1774), Haraldskier (Ludvig Holberg, 1777), Haraldskier (Den Viborger Samler 13.01.1777), Harraldskier (Den Viborger Samler 26.03.1781), Harraldskier (Kgl. priv. Odense Adr.-Contoirs Eft. 13.04.1781), Harraldskiær (De til Forsendelse med Posten alene priv. Kiøbenhavnske Tidender 23.11.1781), Haraldskiær (Folketællingen 1787), Haraldskiær (P.F. Suhm, 1787), Haraldskier (Gaarmann, 1794), Haraldskier (Original 1-kort ved landinspektør A.V. Ravn, 1797-99), Harraldskiær (Kgl. allernaadigst priv. Ribe Stifts Adr.-Avis 28.02.1800), Haraldskier (Folketællingen 1801), Harraldskier (De til forsendelse med Posten allene priv. Kiøbenhavnske Tidender 27.08.1804), Haraldskiær (Ribe Stifts Adresse Avis 14.12.1821), Harrildskier (Den Kgl. priv. Viborger Samler 19.09.1821), Haraldskjær (Fyens Stifts Kgl. allene priv. Adresse Avis og Avertissements-Tidende 08.11.1835), Harrildskiær (Fyens Stiftstidende 27.07.1859).

Pontoppidan (1730) skrev, at der befandt sig syv kranier indmuret i Sct. Nicolai Kirkes ydermur. Traditionen ville vide, at de stammede fra sørøvere, der havde forsøgt at røve kirken. Dette sagn kan måske have været inspireret af Lyschanders fantasirige beretning om kongestaden Vejle? Pontoppidan må have taget fejl af antallet, for der var sandsynligvis allerede dengang 23 indmurede hovedskaller. Sagnet blev senere ændret til at omhandle 23 sørøvere fanget ved Roms Hule, 23 kosakker/polakker fra Svenskekrigene fanget i Polakkerhulen i Nørreskoven eller 23 ”Natmændsfolk”/tatere. I 1893 udsendte en anonym forfatter det otte sider lange skrift: Guldsmeden og Røverne eller de 23 Huller i St. Niocolai Kirke i Vejle. Kranierne er aldrig blevet daterede. Indmuringen af menneskekranier kendes fra flere danske og svenske kirke – dog ikke i så højt et antal som i Vejle. Indenfor den katolske kirke var sådanne memento mori meget udbredte. De indmurede kranier kan stamme fra benhuse på kirkegårdene. Senere førte de indmurede kranier til sagn. I en præsteindberetning til Ole Worm om et kapel ved Sct. Nicolai Kirke i Middelfart berettedes: ”Offuenoffuer samme capells dør i den muret bue haffuer werit indmuret 9 folckepander [...]”. Det førte til et sagn i lighed med sagnet fra Vejle Kirke, nemlig at der var tale om kranier af ni henrettede forbrydere. Fotograf: Oskar Jensen. Foto: Vejle Stadsarkiv.

I årtierne efter Pontoppidans udgivelse fulgte fire udførlige beskrivelser af Skibet Sogn, der lagde nyt til Jacob Svendsens indberetning fra det forrige århundrede.

Christoffer Elovius Einsperg blev født på gården Hjortespring på Sjælland. Efter at have virket som skibspræst blev han i 1746 præst i Skibet. I 1755 blev han udpeget til provst i Tørrild Herred. Samme år forfattede han en indberetning om Skibet Sogn. Heri blev oprindelsen til stednavnet Skibet for første gang eksplicit forbundet med historien om et opgravet skibsanker (NB. Jacob Svendsen skrev skibsanchere):

”Ifølge Høje Ordre insinueres herved Underda(nigst) Efterfølgende. 1) Schibbet-Sogn kaldes efter Kircken, som ligger i Tyrrild Herred ee(n) .... miil Vesten for Weyle ved een stoer Aae, som kommer Vester fra .... løber i Øster ned i Weyle Fiord. Til det Sted, hvor den er bygt, fortell(es) at have været Sailads tilforn; men nu afles der Høe og Korn omkring, (ikke) langt fra Kirken skal i fordums Tid være fundet et Skibs-Ancher, hvoraf (Kircken) og Sognet skal have beckommet sit Nafn”.

Stednavnet Kølholt (Kjølholt) var på Einspergs tid ligeledes blevet et indicium på sejllads til Skibet. Kølholt lå nogle kilometer øst for Skibet Kirke:

”Kjølholt [...] hvis Nafn / dersom det skal være sandt, at der har været Sailads op til Schibbet Kircke, hvor der alleene nu er Aaen, som gaaer til Weyle-Fiord,/ siunes at kunde have sin oprindelse af Kiøl-halen, hvor Skibene maae have været Reparere[t] og icke uliigt, at der jo og har kundet været een god Hafn”.

Einsperg eller måske nærmere godsejeren havde gjort sig den ulejlighed at lede efter synlige tegn på, at Harald Blåtand havde bygget Haraldskiær. Sådanne tegn lod sig dog ikke se:

”Hvo der først har bygget denne Gaard, kand ingen for Vished sige; men ligesom Herredet, som kaldes Tyrild: qvasi Tyris-Herred af Dronning Thyre med Tilnafn Danneboed, som var Kong Gorms Gemale, og ligger begraven i Jellinge een Miil fra Haraldskiær, saa menes og, at Haraldskiær skal kaldes af Kong Harald, som var bemelte Dronning Thyres Søn, hvortil dog ingen Kiendetegn af Monumenter, Inscriptioner, Udhugninger eller deslige er ved Gaarden at finde, naar jeg aleene undtager Bygningernes Ælde [og] Værelsernes gamle Indretninger: Om dend sidste Stavelse Kiær deriveres af det Ord Carus, kiær, eller det, som Mand holder af, og er angenem, eller Palus et Kiær, et Morads, veed jeg icke, begge dele kand have sin gode Grund; thi det er u-imodsigelig, at Egnen deromkring, som endnu ey er mishagelig, har i gl. Dage været langt meere angenæm, og et Lyst-Stæd den Tiid, da Skoven saavel har været i sin Floer, som og Fioren, der nu kuns er een Aae, har gaaet saa nær op, at Mand har kundet seile herop imellem Skove paa begge Sider, ligesom Mand endnu gør een half Miil herfra, Neml: Østen for Weyle. Saa kand og være rimelig det sidste, Henseende det synes icke uliig af de adskillige Damme rundt omkring Gaarden, at det Stæd, hvor Bygningen nu staaer, har været tilforn et Morads, som til dend ende er bleven opfyldt; eller og maaeskee af de Moradsige Stæder der omkring, saa Tiid efter anden er sammengroet, og nu afles samme Stæder een god del Høe, hvilcke Stæder Mand kalder endnu Kiæret eller Kiærene”.

De sidste rester af dammene – eller rettere voldgravene – ved Haraldskær Gods blev fyldt op i 1852-53 af den geskæftige landmand Carl August Søltoft.

Einsperg for til himmels i 1761. Hans efterfølger som provst i Tørrild Herred var Lorenz Casparsen Buchholtz (ca. 1729-72). Han var født i Hee Sogn ved Ringkøbing. Siden 1755 havde han været præst i Bredsten Sogn. I 1766 forfattede han på baggrund af ret omfattende studier et ”Forsøg til en historisk Beskrivelse over Thyrild Herred i Riber Stift og Coldinghuus Amt saavidt gamle og nye Efterretninger har været at finde”. Blandt hans kilder var Jacob Svendsens præsteindberetning til Ole Worm samt Erik Pontoppidans ”Theatrum Daniae”. Det er mere usikkert, om han har benyttet Einspergs skrift. Efter samtidige forhold var Buchholtz en grundig historiker, som ikke ukritisk lod gengive andres postulater. Det kom bl.a. til udtryk i hans argumentation for, at Dronning Thyra havde lagt navn til Tørrild Herred og ikke Lyschanders Töreld:

”Hvor høyt samme Dronning var velseet for sine mange gode Egenskaber, der endog forhvervede hende det Navn af Danneboed eller Dannemarkes Bod, veed iligemaade enhver. Da nu dette Herred haver nødt dend Ære, fremfor andre Steder i Riget, at Høybemelte store, og af sine Undersaatter saa høyt elskede Dronning baade har boet der sit Liv og endnu hviler der efter sin Død, saa synes det at kunne med nok saa stor Ære og tilligemed større Vished, om ikke med fuldkommen Hiemmel, regne sit Stammenavn ud fra dend bekiendte Dronning Thyre, snarere end fra dend uvisse Kong Toreld. Dette bekræftes endvidere ved det, at Navnet skrives, om ikke i alle, saa dog de fleste gamle Breve og Tingsvidner, i det mindste saa mange ieg har seet, mestendeel Tyrildt eller Thyrildt Herred, hvilket tydelig nok viser hen til dend store Stammemoder, fra hvem det har sin Herkomst. Vel er sandt, at det og undertiden, helst i trykte Skrifter, findes Thorildt, Torild og saa videre, men hverken er det saa ofte, og derhos veed mand, hvor adskillig dend danske Skrivemaade er, endogsaa endnu i vore Tider, og at et Ord skrives tit paa mange Maader, alt efter Skribenternes eget enten Behag eller Indsigt. Især har de saakaldte Nomina propria ofte det Vanheld, at de, enten af Uagtsomhed eller og af Uvidenhed om deres rette Bemærkelse eller Oprindelse, bliver saa tit baade talede og skrevne urigtig, og saaledes er det uden Tvivl gaaet, og gaar endnu, naar dette Herreds Navn, enten af de ældre eller nyere kaldes Torildt eller Tørrild.

Herhos er endnu at lægge Mærke til, at der gives andre Steder her omkring, hvilke vil, uden Modsigelse, tilegne sig dend Ære, at være nævned efter Dronning Thyre, saasom Thyrsbech, en Herregaard i Aarhuus Stift, en Miil Østen for Weile, og Thyregoed, et heelt Sogn i Nørvangs Herred her i Stiftet. Hvad Hiemmel, foruden Navnets blotte Lyd, disse har for deres Paastand, veed ieg ikke, men dette bliver vel unægteligt, at de aldrig kand have bedre, og maaske neppe saa goed Adkomst for sig som dend Thyrild Herred kand fremvise og tilforn er anført, og følgelig har dette sidste fuldkommen saa god Ret som de andre til at udlede sit Navn fra samme Kilde. Ikke heller bør her forbigaaes, at her i Herredet selv, i Nørup Sogn, findes en Bondegaard af samme Navn som heele Herredet, at dend nemlig kaldes Thyrild, eller efter almindelig Tale- og Skrivemaade Tørrild, omendskiøndt dette sidste er ventelig en Feyl af samme Slags, som nyeligen er mældet om, thi denne Gaard har uden Tvil dend samme at takke for sit Navn som det gandske Herred. Dend ligger kuns en goed Fierdingsvej fra Jellinge Bye, og da dend af slig Aarsag, rimelig synes at kunne i de Dage have været enten maaske et Lyststed, en Avlsgaard eller noget deslige, Dronningen, som boede i Jellinge, tilhørende saa har dend ventelig og sit Navn fra hende. Hvad ellers dend sidste Stavelse baade i Herredets eller denne Gaards Navn vil sige, veed ieg ikke. Om det skal være det samme som Thyres Ild og bemærke, at hun efter sin Død er i denne Egn bleven paa de Tiders Maade brændt og begraven, er blot en Gisning, som ieg ikke kand eller tør fastsætte. Saavidt om Navnet”.

Buchholtz forsøgte også efter bedste evne at give forklaringer på Blåtands motiver for at anlægge en havn i Skibet samt fjordens senere forsvinden fra ådalen, ligesom han undrede sig over, at gamle skrifter sjældent nævnte godset:

”Navnet har Schibet Sogn efter Kirken, og denne skal igien være saaledes kaldet, fordi i gamle Dage skal Fiorden, som nu gaar ikke længere ind end til Weile, have strækket sig saa høyt op i Landet, at der har været Skibsfart lige op til denne Kirke eller forbi dend til Haraldskier. Vist nok er det, at Situationen er ikke ulig dertil, da der er høye Banker paa begge Sider, imellem hvilke Aaen løber strax sønden for Kirken og har brede Enge omkring sig, hvilke maaskee ved Tidens Længde har samlet og formeeret sig efterhaanden, hvor der tilforn kand have været aabne og dybe Vande. Dette bestyrkes endog derved, at sidst i forrige Seculo, i dend Tid Obriste von Brinchen boede paa Haraldskier, skal paa Gaardens Mark, strax ved Kirken og ned imod Aaen, endnu være oppløyet eller fundet et Skibsanker. […] Efter aldmindelig Meening skal Haraldskier have sit Navn, tilligemed sin første Oprindelse fra Kong Harald Blaaetand, som skal have anlagt dend, ohngefehr i det l0de Seculo [b) vid Wormii Monument. Danic. pag. 334, Pontoppidan, Theatr. Dan. pag. 349 og fleere]. Hvis saa er, kand Haraldskier uden Tvil disputere en stor Deel, om ikke de allerfleeste, af andre Herresæder i Landet, Rangen baade for sin Ældes og Stifters Skyld. Har Weile Fjord i gamle Dage gaaet saa høyt op og givet Leylighed til Seylads ind til dette Sted, som tilforn er mældet noget om efter gammel Tradition, kan mand uden Tvil ansee det for en Aarsag, som Kong Harald her har anlagt et Slot, dels for Fornøyelsens Skyld og dels til Sikkerhed for Egnen og Landet imod de skadelige Søerøvere. Imidlertid er det mærkeligt, at i gamle Skrifter finder mand meget siælden Haraldskier eller Harritskier [c) Hos Arent Bernsen in Encom. Regn. Dan. pag. 230 kaldes denne Gaard Harriskirck, men det er ventelig en Trykfejl, som ikke er usædvanlig i det Skrift]. Om denne Forfædrenes Skrivemaade kand give Anledning til at tvile om dend angivne Etymologies Rigtighed, veed ieg ligesaa lidet, som ieg kand forsikre, at Kong Harald er dends første og rette Aarsag. De allerførste, ieg har kunnet finde, eller med Vished veed at have eyet denne Gaard, har været af de adelige Friisers Stamme, dog er det mig endda ubekiendt, fra hvor lang Tid dend har været i deres Være”.

Buchholtz forholdt sig ikke kritisk til beretningen om, at der på oberst Conrad von den Brinchens (1633-96) tid som ejer af Haraldskær, 1677-96, var fundet et skibsanker i engen neden for kirken. Dette påståede fund fandt ellers sted godt et halvt århundrede efter Jacob Svenden havde fortalt, at gamle mænd kunne berette om fund af skibsankre. Buchholtz angav desværre heller ikke sin kilde (folkemunde?).

Blot to år efter Buchholtz’ beskrivelse af Tørrild Herred lå der en ny beskrivelse af Skibet Sogn klar. Biskop i Ribe, Jørgen Carsten Bloch (1717-73), havde anmodet Ribe Stifts præster om at indsende sognebeskrivelser med besvarelse af næsten 100 spørgsmål. Muligvis var biskoppens tanke at udgive en samlet historisk skildring af kirkens historie i Ribe Stift. Døden indhentede ham, inden et sådant skrift lå klar. Pastor Bredstrup, Skibet, modtog d. 18.11.1767 Bloch spørgeskema. Efter at have anvendt et hav af timer lå hans righoldige besvarelse klar det følgende år.

”Schibbet, eller, som nogle skriver det, Skibet Sogn ligger tildels i Jerløf, tildels i Tyrrild Herred, i hvilket sidste Herred Kirken er bygt ungefæhr 1/2 Mil Vesten for Vejle Kiøbstad. - Det har sit Navn efter Kirken som kaldes Schibbet eller Skibet Kirke. […] Paa Stedet, hvor Kirken nu staar, eller ikke langt derfra, skal, efter gammel Sigende, være funden et Skibsanker, hvoraf Kirken og Sognet skal have faaet sit Navn, da man vil foregive, at Skibe i gamle Dage har kunnet gaa tæt forbi Kirken, men nu ved Tidens Længde er det tilgroet. Og i Stedet for en Fjord er nu alene en Aa, hvor der paa begge Sider avles en Del Hø.

[…] Kiølholt Gaard, som er en Selvejergaard og bebos af sin Ejer, har Hartkorn af Ager og Eng 10 Tdr. 5 Skp. 1 Fdk. samt Skovskyld i Skp. 1 alb. - Dersom det skal være sandt, at der har været Seilads op til Schibbet Kirke, hvor der alene nu er Aaen, som gaar til Weyle Fjord, synes dens Navn at kunne have sin Oprindelse af Kiølhalen, da Skibe maaske der kan have været separerede, og ikke ulig, at der jo og har kunnet være en god Havn.

[…] I Sognet er en ældgammel Herregaard, Haraldskiær kaldet, men naar den til Herregaard er oprykt vides ikke, ligesom og, hvo som først har bygt samme Gaard, kan ingen for Vished sige. Vel vil man mene, at Haraldskiær skal være kaldet efter Kong Harald, en Søn af Kong Gorm og Dronning Thyre, som ligger begraven i Jellinge, 1 Mil fra Haraldskiær, men dertil er dog ingen kiendte Tegn af Monumenter, Inscriptioner, Udhugninger eller deslige ved Gaarden. Om den sidste Stavelse Kiær deriveres af det Ord Carus eller Palus, et Kiær, kan ikke vides. Begge Dele synes at kunne have Grund; thi det er uimodsigeligt, at Egnen heromkring, som ej endnu er mishagelig, har i gamle Dage været langt mere angenehm, og ret et Lyst-Sted den Tid, da Skoven saavel har været i sin Flor, som og Fiorden, der nu er kun en Aa, har gaaet saa nær op, at man har kunnet sejle imellem Skove paa begge Sider. Saa kan og være rimeligt det sidste; henseende det synes ikke ulig af de adskillige Damme rundt omkring Gaarden, at det Sted, hvor Bygningen nu staar, har været tilforn et Morads, som til den Ende er blevet opfyldt. Eller og maaske de moradsige Steder deromkring har givet Anledning til Navnet, hvilke Tid til anden er sammengroet, og hvor nu avles en god Del Hø, somme Steder man endnu kalder Kiæret eller Kiærene.

[…] Om Oprindelsen til [Skibet Kirkes] Navn vides ej videre, end hvad allerede forhen ved Sognets Beskrivelse er anført om det foregivne Skibs-Anker, som efter gammel Tradition skal være funden paa det Sted, hvor Kirken er bygt og skal have givet Anledning til Kirkens og Sognets Navn. Naar og af hvem Kirken er bygt, haves ej noget for. Dens Bygning er af god gammel Grundmur, og med Bly tækket, undtagen over Choret, som er belagt med Tagsten. Paa Kirken er ingen Taarn”.

Bredstrup havde tydeligvis mere end blot skævet til Einspergs beskrivelse af Skibet Sogns historie. Man bider mærke i, at hverken Einsperg eller Bredstrup kendte til den af Buchholtz gengivne historie om et skibsankerfund på oberst Conrad von den Brinchens tid i slutningen af 1600-tallet.

Periodens store interesse for topografiske skrifter kulminerede med Erik Pontoppidans pragtværk ”Den Danske Atlas” (1763-81). Han døde i 1764 inden færdiggørelsen, hvorfor det blev overladt Hans de Hofman, Jacob Langebek og Bertel Christian Sandvig at fuldføre opgaven. Hans de Hofman (1713-93) var født på Skerrildgård i Bjerre Herred mellem Horsens og Vejle Fjorde. Han blev en af rigets betydeligste historiske samlere og forfattere før og sideløbende med sin karriere som bl.a. præsident i Fredericia (1760-73), landkommisær (udnævnt 1769) og amtmand i Koldinghus Amt (1773-93). Da han påtog sig opgaven at udarbejde bindet om Ribe Stift til ”Den Danske Atlas”, havde han allerede flere udgivelser bag sig. Haraldskær Gods havde han fundet kilder om til sit i 1755 påbegyndte kæmpeværk ”Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve etc.”. Her kaldte han godset for både Harraldskiær og ”det gamle Konge-Sæde Harildskiær” – en af de ganske få gange efter 1730 hvor stavelsen af første led ikke henviste til mandsnavnet Harald. Til gengæld nævnte han det jo som kongesæde. Til ”Den Danske Atlas” benyttede han en stor del af den kendte litteratur samt ikke mindst Einspergs indberetning. Resultatet lød:

”At Veile er en meget gammel Bye, er ganske troligt, men man bør heller ikke paa Lyscanders Regning ophøie Byens Alder til mange Secula før Christi Fødsel og til en Tid, da Landet endnu neppe havde faaet Indbyggere. Rimeligere kunde det være at henføre Byens Oprindelse til Droning THYRES og hendes Søns Kong HARALD BLAATANDS Tider, saafremt det er vist, at de tvende Herregaarde Tyrsbek og Haraldskier, som Veile ligger imellem af dennem ere anlagte og saa kaldede; thi i saa Fald skulde de tvende fordum befæstede Steder ved Byen, Rosborg og Borgevold, være opførte, for deraf at forsvare Indgangen ved Fiorden og Opgangen ad Aaen til den Skibshavn, som Traditionen tillegger Kong HARALD at have indrettet ved Haraldskier i Skibet Sogn, som deraf skal have Navn. Ved hvilken Leilighed Veile kan have begyndt at blive Bye og samle Indbyggere.

[...] [Skibet Kirke] ligger ved Skiellet imellem Jerlev- og Tyrild-Herreder hos den store Aae, som kommer Vesten fra og løber ned i Veile-Fiord. Der fortælles, at paa det Sted, hvor Kirken er bygt, har i ældgamle Tider været Havn og Seglads, som er eftergroet. Nu avles der Høe og Korn omkring, men ikke langt fra Kirken skal for lang Tid siden være fundet et Skibsanker. Man holder for, at Kirken og Sognet heraf har faaet det Navn Skibet, som nogle skrive Skibbet, men et Brev af 1387 Skibith. Efter gammel Tradition, skulde Kirken først været bygt paa Vilstrup Mark, paa et Sted, som endnu kaldes Kirkebierg.

[...] Haraldskier, i Skibet Sogn Tyrildherred, er en meget gammel Gaard, som holdes for at være bygt og have Navn af Kong HARALD BLAATAND, hvilken saavelsom hans Forældre meget elskede og opholdt sig i denne smukke Egn, See Wormii Monum p. 334. I de Tider skal hertil have været Indsegling igiennem Aaen fra Veile Fiord og en Havn hvor nu Skibet Kirke er. Gaarden ligger midt i Engen ved Aaen, et Bysseskud fra Kirken. Navnet skrives ellers Hariskier, Haritzkier, og Harildskier. Gaarden var fordum i et par hundrede Aars Tid de Frisers med Skaktavlen Stammegaard”.

Hvorfor der skulle hele to borge i engene umiddelbart øst og vest for Vejle til at beskytte opgangen i fjorden og den sejlbare Vejle Å til vikingehavnen i Skibet, svarede Hofman desværre ikke på. Det var nyt, at han nøjedes med at kalde Vejle Å for sejlbar i stedet for at hævde, at Vejle Fjord havde strukket sig helt til Skibet. Ligeledes var han den første til at tillægge Harald Blåtand æren for at have grundlagt Vejle, Rosborg og Borgvold. Modsat ”Tyrsbek Gods” var der intet i den samtidige stavemåden, der forbandt Vejle, Rosborg og Borgvold med Jellingdynastiet. Det var dog heller ikke nødvendigt, for i den lokale folketro rakte Jellingdynastiets lokalområde langt udenfor Jelling Birk. Et andet eksempel herpå fra ”Den Danske Atlas” lød: ”Paa Skierup Mark [i Skærup Sogn flere km syd for Vejle Fjord] norden Byen er en Kilde, som kaldes Tyres-Kleve, fra hvilken, efter gamel Fortælling, Droning Tyre, naar hun boede paa Tirsbek, skal have ladet sit Vand hente. Vandet er meget sundt og got, har ogsaa af den menige Mand været brugt til Lægedom”.

Hans de Hofmans bidrag til ”Den Danske Atlas” indeholdt bestemt ikke kun ukritiske gengivelser af folkesagn og forfatterens egne teorier. Værket var proppet med historiske fakta og nyttig viden om landbrug, bebyggelser, beskæftigelser o.s.v. Ligesom i tilfældet med præsteindberetningerne til Ole Worm fra 1638 blev ”Den Danske Atlas” et obligatorisk værk for eftertidens historikere, der ville beskæftige sig med Skibet, Haraldskær og Vejle.

Samtidig med udgivelsen af ”Den Danske Atlas” skrev og publicerede rektor ved latinskolen i Fredericia, Johs. Christopher Neuchs (1717-76), et skoleprogram kaldet: ”De Haraldi Blaatandi regia sede Haraldskiær”. Han præsenterede skriftet for Fredericias spidser: ”Fredericia. Her inviterede den Latinske Skoles Rector Mag. Neuch, ved et trykt Progamma om Kong Harald Blaatand en 30te Januarii a. c. de Fornemmeste i Staden, hvor Rectoren holdt en Oration de cognatæ anglicæ gentis in antiqvam Patriam Regemqve nostrornin amore, concelebranda & c. ligesaa og blev holdt tvende Orationer af tvende Discipler Johannes Clod og Ildrich Schrøder, til de Tilstædeværendes Fornøelse [...]” - Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (20.02.1769).

Jacob Langebek (1710-75) havde bidraget til Hofmans beskrivelse af Ribe Stift. Ligesom Hofman var han en flittig historisk samler. I 1748 blev han udpeget til gehejmearkivar, og i det følgende årti fik han kongens tilladelse og økonomiske støtte til en udenlandsk forskningsrejse, hvis formål var at opspore monumenter og skriftlige kilder til primært den danske historie. I 1772 udgav han første bind af sin enorme samling af kilder til Danmarks historie i Middelalderen, ”Scriptores rerum Danicarum etc.”. Bindet indeholdt den latinske udgave af ”Roskildekrøniken” (ca. 1138). Heri stod at læse (oversat til nudansk): ”I mellemtiden opholder Harald [Kesja] sig i Jylland og bliver opmuntret af talrige jyder. Da Erik [Emune] hørte det, drog han pludselig til Sjælland, og under streng frost sejlede han i stor hast over til Jylland; og den følgende nat fangede han sin intetanende broder med børn og hustru i en by, som hedder Scipyng, og lod fangen dræbe af bødlerne. Sognemændene i byen begravede hans hoved i kirkegårdens fjerneste hjørne”. Da Svend Aggesen (1186-87) og Saxo (omkr. 1200) henholdsvis udpegede Jelling og Skypetorp som mordstedet var det svært for senere forfattere at fastlægge lokaliteten. I ”Den Danske Atlas” blev mordet på Harald Kesja i 1135 omtalt to steder af henholdsvis Langebek og Hofman: ”Skierup er uden Tvivl det Skibetorp i Jylland, hvor Kong ERIK EMUN ihielslog sin Broder Harald Kæsie” samt ”Paa bemelte Kongelige Gaard i Jelling opholdt sig 1135 den Danske Prinds Harald Kefie, den Tid han af sin Broder Kong ERIK EMUN blev greben og aflivet, som Sveno Aggonis siger, eller og i Skypetorp (nu Skierup i Holmandsherred) som Saxo beretter, hvor ogsaa fordum var et Kongeligt Jagthuus”. Under udarbejdelsen af ”Scriptores rerum Danicarum etc.” skiftede Langebek mening. I en fodnote til ”Roskildekrønikens” angivelse af Scipyng skrev han (oversat fra latin til nudansk): ”Dette sted har jeg tidligere antaget for Skierup […] nu derimod, bedre belært, mener jeg, at stedet var landsbyen Skibet i Tørrild Herred, dels p.g.a. navneligheden, dels også fordi den hosliggende herregård, tidligere kongsgård Haraldskier, har fået navn, hvis ikke af Kong Harald Blåtand, så sikkerlig af Harald Kesja. Også beliggenheden styrker denne opfattelse. For den til skibs kommende Erik Emune måtte dette sted være gunstigere for overfald end Skærup inde i landet”.

Maleri af Haraldshøj i Jennum af Henning Nielsen og tilhørende Vigand Rasmussen og Nina Damsgaard. I teorien kan gravhøjen i nyere tid være opkaldt efter Harald Kesja eller Harald Blåtand. Gravhøjen er navngivet Haraldshøj på flere kort fra 1800-tallet.

Langebeks ”Scriptores rerum Danicarum etc.” vandt stor anerkendelse. Vennen og historikeren Peter Frederik Suhm (1728-98) havde finansieret udgivelsen. I sin monumentale ”Historie af Danmark” (Bd. 1-14, 1782-1828) adopterede Suhm Hofmans tese om, at Borgvold og Rosborg skulle være anlagt af Harald Blåtand for at forsvare indgangen til fjorden og opgangen i den sejlbare Vejle Å til havnen i Skibet. Som argument for disse synspunkter pegede han blot på det faktum, at ”da Jelling, hvor [Harald Blaatands] Fader ofte opholdt sig, og hvor hans Forældre ligge begravne, ligger tæt ved, saa bliver alt dette herved des rimeligere”. Suhm blåstemplede på snørklet vis Langebeks tese om, at Skibet i Tørrild Herred og ikke Skærup i Holmans Herred var stedet, hvor Harald Kesja endte sine dage:

”[Erik Emune] gik derfra hasteligen til Skibs over til Jylland midt i Vinters Kulde, som var saa stræng, at han maatte lade sine Skibe slæbe over, og vække igiennem Isen; hvorpaa han drog op ad Veile Fiord, og siden ad den Aae, som gaaer ud i den, og som da var seilbar lige til den Kirkebye Skibet, da Skipyng, eller Scypetorp, eller maaskee snarere i Skierup, der i et Document af 1329 kaldes Skyaptorp, og som ligger i Hilmers Sogn, udi Riber Stigt, hvor man i senere Tider finder en Barfred, Fristæd, eller Asylum, at have været, opretted maaskee for at forsone denne Gierning. Hvorom alting er, saa opholdt Harald sig om Natten paa et af disse Stæder, da han ellers paa den Tid var mest paa den ei langt fraliggende gamle Kongsgaard Jelling; saaledes forener jeg Saxonis og Svend Aagesens stridige Beretninger om Stædet. Skibet ligger i Tyrrild Herred udi Coldinghus Amt, Riber Stigt. Her overfaldt Erik sin Broder uventeligen om Natten, og fangede ham tilligemed Gemahlinde og Børn [dernæst om halshugningen og begravelsen af hovedet i et hjørne af kirkegården]”.

Fuldmægtig ved Toldkontoret i Vejle Georg Friderich Gaarmanns (1757-1818) ”Efterretninger om Weile Købstad” (1794) var den første selvstændige udgivelse om byen og dens historie. Gaarmann gentog næsten ordret Hofmans fremstilling af Jellingdynastiets indvirkning på Vejle-egnens historie. Da værket jo ikke var til at komme udenom for alle, der sidenhen beskæftigede sig med Vejles historie, var det dermed med til at cementere Hofmans fortælling.

Ved århundrede skiftet forsøgte man at løse Vejle Købstads havneproblem (se kapitlet: Myterne lever videre) ved at grave en ny kanal i Sønderåen. Ved opmudring af den nye inddæmmede kanal i 1805 gjorde man et interessant fund, som helt i overensstemmelse med Gaarman og Hofmanns fremstillinger blev taget som bevis på sejlads til Skibet:

”Ved Opmudringen af Veile nye Kanal fandtes i forrige Uge i Nærheden af Byen og omtrent lige ud for Møllen, Kiølen af et Skib der efter Kyndiges Formening har været paa henimod Et Tusinde Tønders Drægtighed. Denne Skibs Kiøl, som holder omtrent 23 Alen i Længden, er endnu aldeles frisk og uforraadnet. Den er af Eeg. Hvor den er øget eller som man her kalder det, skarret, er Jernbolterne aldeles fortæret; derimod sidde Træenavlerne ganske velbeholdne og stærk. Dette er en Bestyrkelse af den gamle Sagn, at i Oldtiden gik Skibene forbi Veile omtrent en Miil op i Landet, bleve kiølhalede ved Gaarden Kiølholt, som deraf endnu skal have sit Navn og videre frem til Schibetkirke, hvorved Kirken da er bleven kaldet, Skibenes Kirke. Mudder-Maskinens store Jernskee fattede under den bageste Ende af Kiølen, derved bleve Arbeidsfolkene giort opmærksomme paa dette store Stykke Træe, som saaledes, skiøndt med meget Arbeide blev bierget frem. Er Beviis for at man nu næsten er kommen til Dybet af den ældgamle Indsegling”. – Kgl. allernaadigst priv. Ribe Stifts Adresse-Avis (06.09.1805).

Kølen blev så vidt vides aldrig videnskabeligt undersøgt. Det var en stor skam, for avisartiklens korte beskrivelse gør det umuligt at tidsfæste fundet. Kølfundet gik hurtigt i glemmebogen og blev ikke en del af fortællingen om Jellingdynastiets virke i Vejledalen.

Begrebet Vikingetid

P.F. Suhms skildring (1787) af Harald Blåtand og dennes tid fyldte intet mindre end 241 sider – til sammenligning skrev Saxo seks sider om samme emne. For at forstå hvordan dette kunne lade sig gøre, er det nødvendigt kortvarigt at forlade Vejledalen og flygtigt se mere generelt på historieskrivningens historie. Saxo havde i sin fortale fremhævet de islandske kilder. I 1500-tallet begyndte danske videnskabsmænd at interessere sig for de islandske sagaer. Det kulminerede i 1633 med Peder Claussøn Friis’ oversættelse af islændingen Snorre Sturlasons ”Heimskringla” (ca. 1230'erne). Den fik stor betydning for historieskrivningen i Norden, hvor Den Danske og Svenske Stat konkurrerede om at konstruere den mest glorværdige fortid for de to riger. Snorre gav i øvrigt ikke noget flatterende portræt af Harald Blåtand i ”Olaf Tryggvasons Saga”.

Claussøn Friis følte sig forpligtiget til at forklare begrebet viking i sin oversættelse af ”Heimskringla”, da det var gået af brug herhjemme efter år 1300. Selv før 1300 flød de danske Middelalderkrøniker ikke over med brugen af ordet viking. Det var langt fra det eneste eller oftest benyttede begreb om danerne. Dets oprindelige betydning er desværre gået tabt, men det optrådte i skrifter i flere forskellige lande så langt tilbage som et oldengelsk skrift fra 600-tallet (Lind, 2012). Det blev ofte brugt som synonym for sørøver, uafhængig af om disse var fra norden eller ej.

Når 1700-tallets danske historikere af og til anvendte begrebet viking følte de sig stadig forpligtede til at oversætte det til sørøver. Ludvig Holberg skrev f.eks. i 1747: ”Det Ord Viking eller Søe-Røver var da et hæderligt Navn: thi man finder, at den bekiendte Norske Helt Gange-Rolf, som undertvang Normandien udi Frankerig, roeses deraf, at han var en mægtig Viking eller Søe-røver. Andre Nationers Historier viise ogsaa, at saadan Handel ikke har været lagt store Mænd til Last, men tvertimod, at de brystede sig af at have erhvervet Midler derved”. En bedre oversættelse end sørøver havde været nordisk søkriger, for det var sådan 1700-tallets historikere opfattede det.

I den usædvanligt lange fredsperiode 1721-1801 blev den dansk-norske historie om ikke allemandseje så dog udbredt til en større del af befolkningen takket være udgivelsen af mange nye dagblade, topografiske skrifter samt fag- og skønlitteratur. Årene 800-1000 var ofte genstand for afhandlinger og romantiske skildringer. Harald Blåtand – som Pontoppidan (1730) mente titulerede sig selv som kejser på den store Jellingsten – blev sammen med Jomsborg viet særlig opmærksomhed. Tiltrækningskraften ved Harald Blåtand lå i, at han samlede det dansk-norske rige, indførte kristendommen og grundlagde Jomsborg.

Det sagnomspunde vikingesæde Jomsborg blev genstand for flere afhandlinger, artikler og digte i ind- og udland, såsom: Alberti G. Schwartzen: ”Commentatio critico-historica de Jomsburgo” (1735); ”Tapperhed iblandt Jomsborgere” (Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse Contoirs Efterretninger, 08.10.1762); Det Kgl. Videnskabernes Selskab i Københavns prisopgave i 1770'erne: ”Om Jomsborg, der er saa bekiendt i den Nordiske Historie, har været det samme Stæd, som den fordum saa navnkundige Handels-Stad Julin i Pommern eller ikke?” (Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse Contoirs Efterretninger, 15.02.1774); Adam Oehlenschläger: ”Palnatoke” (1807); samt Lauritz Schebye Vedel Simonsen (1780-1858): ”Historisk Undersøgelse om Vikinge-Sædet Jomsborg i Venden” (1813). Selv i Vedel Simonsens hele 173 sider lange undersøgelse blev begrebet viking kun brugt i titlen og en enkelt gang i teksten.

De ubegribelige smertelige nederlag under Englandskrigene (1801-14): ranet af flåden, Københavns bombardement, statsbankerotten og tabet af Norge forvandlede reelt Den Danske Stat til en lilleput. Loven om almueskolevæsenet i 1814 betød i det mindste, at alle samfundsklasser nu fik mulighed for at lindre den sårede nationalfølelse ved at drømme sig tilbage til storhedstiden under vikingerne. Romantikkens forfattere såsom Adam Oehlenschläger og Erik Gustaf Geijer (”Vikingen”, 1811) var med til at romantisere Vikingetiden. Vikingebegrebet vandt nu for alvor frem i hele Skandinavien, og derfor begyndte man også i første halvdel af 1800-tallet at anvende begrebet Vikingetid om perioden (Tuneld, 1827; Franzén, 1833; Worsaae, 1849; Munch, 1849, og mange andre). Dansk nationalisme blev i høj grad funderet på Vikingetiden og nordisk mytologi, og det blev kun forstærket af nederlaget i 1864.

De myter, der opstod i Oplysningstiden og frem om Jellingdynastiets virke i Vejle-egnen (og mange andre steder), skal ses i lyset af den til sidst galoperende besættelse i hele Norden af Vikingetiden.

Haraldskær-moseliget

Under gravningen af en skelgrøft igennem en tørvemose imellem Haraldskær Kobberfabrik og Rue Mark i oktober 1835 stødte arbejderne på et fastnaglet, mumieagtigt kvindelig. Fundet vakte opsigt i hele landet. Registrator i Gehejmearkivet, filolog, historiker samt grundlægger af dansk stednavneforskning, Niels Matthias Petersen (1791-1862), var i fuld gang med at få udgivet værkerne ”Danmarks Historie i Hedenold” og ”Oldnordiske Sagaer”, da han læste om fundet i avisen Dagen. Skønt myndighederne i Vejle ikke havde identificeret liget som et ældgammelt moselig, så kædede Petersen det straks sammen med beretningen om Dronning Gunhild i den norske munk Theodoricus Monachus’ ”Historia de antiquitate regum Norwagiensium” (ca. 1180) og den islandske ”Jomsvikingesaga” (ca. 1200). Ingen af de danske krøniker gengav den uhyggelige beretning om, hvordan Dronning Gunhild blev lokket til Danmark i den tro, at Harald Blåtand ville gifte sig med hende:

”[...] da det spurgtes, at Gunhild var kommen til Landet, lod Harald kjøre Vogne imod hende og hendes Folk, og hun blev strax sat i en prægtig Vogn, og man sagde hende, at der hos Kongen var anrettet et kosteligt Gilde for hende. De kjørte med hende om Dagen; og om Aftenen, da det var bleven mørkt, kom de ikke til Kongens Hal, men i det Sted var der et stort Morads for dem; og de grebe da fat i Gunhild, og trak hende af Vognen, og handlede noget …… Streng …… siden ud i Moradset, og druknede hende der, og saaledes lod hun sit Liv; og det Sted kaldes siden Gunhilds Mose”. – ”Jomsvikinge Saga”, oversat af C. C. Rafn, 1829.

Mosen med kvindeliget lå mindre end to km vest for Haraldskær Gods. Det ville have krævet noget af en omvej op og ned ad stejle bakker at køre der til fra vikingehavnen i Skibet, så dag blev til aften. Petersen var da heller ikke stedkendt. Han lod derfor også indrykke en efterspørgsel i dagspressen efter en kyndig lokalbeboer, der kunne give yderligere oplysninger, som kunne forbinde liget med Dronning Gunhild og mosen med navnet Gunnildsmose/Gunnildsmyr/Gunnildskjær el. lign. Tryllebundet af Petersens spændende tese og samtidens faste overbevisning om Jellingdynastiets virke i Skibet Sogn lod bl.a. gæstgiver Lassen i Vejle sig rive med (se Del 2: Gæstgiver Adam Frederik Alexander Lassen og Dronning Gunhild). Petersen kunne derefter i aviser og i en artikel konkludere, at den norske Dronning Gunhild var blevet lokket til at sejle til Danmark og op ad Vejle Å til Jellingdynastiets havn i Skibet, hvorfra hun var blevet kørt i vogn til sin henrettelsesplads i Gunnildsmose. Dagspressen i hele kongeriget viderebragte Petersens på én gang begejstrede og oprørte udbrud:

”Hvilket Beviis er ikke da dette Liig paa Historiens Nemesis, som efter næsten ni hundrede Aars Forløb bringer det skjulte for Lyset. Uden Tvivl vil det Offentlige allerede have draget Omsorg for, at der er ydet et i ethvert Tilfælde saa mærkeligt Liig den Opmærksomhed, det fortjener; og der maa have skinnet en sand Ulykkesstjerne over denne Dronning og Kongemoder, hvis hun, efter et stormfuldt Liv og en saa skrækkelig Død, endnu i vore Dage Skulde gives til Priis for uværdig Behandling”.

N.M. Petersen tog sig visse forbehold i artiklen: ”Den norske Dronning Gunhildes Levnet” (1836-37). Han mente stadig, at der kunne være tale om Dronning Gunhild, bl.a. fordi moseliget var ”ifört en kostbar Dragt”, og dets ansigt bar ”Fortvivlelsens Præg”. Desuden skulle Harald Blåtand have opført Haraldskær og opholdt sig meget i denne egn. De lokale kaldte mosen for Gutsmose/Jutsmose, det kunne han godt få til at blive til Gunhildsmose, men han ville dog gerne have navnet 100% bekræftet i en gammel jordebog.

Petersens teori, om at moseliget kunne være Dronning Gunhild, blev straks bredt accepteret som en historisk kendsgerning, selvom historien tilsværtede heltekongen Harald Blåtands eftermæle. I 1839 skrev redaktør af Fyensposten, P.U.F. Schjøtt (f. 1802 på Kølholt i Skibet Sogn), en hyldest til Vejle-egnen, hvor han bl.a. nævnte:

”[…] Thyrsbæk, hvor Thyra Dannebod, gamle Gorms elskelige Dronning, havde sin Residents, […] Ja kom engang til Veile! - Egnen er riig paa Minder fra hiin Tid, som vi endnu med Agtelse og Stolthed kalde Danmarks Helteold. Vil Du gaae med til Thyrsbæk? hvor Knud Daneaast legede ved sin Moders Barm; eller til Jellinge? hvor de strænge staalklædte Fædre holdt Raad, og hvor Gorm og Thyra slumre i de hvælvede Gravkamre; eller til Haraldskjær? hvor Harald Blaatand havde sit Hof og hvor han redte Dronning Gunhilds Brudeseng, der blev hendes Dødsseng i den dybe kolde Mose; […]”. – Gengivet i Aarhuus Stifts-Tidende (21.08.1839).

Betydningsfulde historikere såsom cand.theol. og historiker C.F. Allen (1811-71) accepterede også N.M. Petersens teori. Allen gengav den således som kendsgerning i ”Haandbog i Fædrelandets Historie” (1840), der var universitetslærebog frem til 1917. Fr. Meislers ”Danmarks Historie. En Læsebog for Almueskoler og Menigmand”, 3. oplag 1856, gengav også ukritisk N.M. Petersens postulat. Kong Frederik VI skænkede ligefrem en empirekiste til Dronning Gunhild. Den åbne kiste med liget blev opstillet i Sct. Nicolai Kirke i Vejle, hvor den blev en kæmpe attraktion. Flere medlemmer af kongehuset var blandt de tusindvis af nysgerrige, der strømmede til Vejle for at se den myrdede dronning.

”Dronning Gunhild” på lit de parade i Sct. Nicolai Kirke i den af Frederik VII skænkede empirekiste, 1930. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Der var enkelte, der havde svært ved at acceptere Petersens udlægning. En af disse var historiker Christian Molbech (1783-1857), der frakendte de islandske oldskrifter kildeværdi, når talen var om Danmarks ældste historie. Han havde det i det hele taget svært med Middelalderkrønikerne. I ”Fortællinger og Skildringer af den danske Historie” (1837) kaldte han Saxos ni første bøger i ”Gesta Danorum” for ”en Fabelhistorie eller eventyrlig Krønike […] som er langt mere Digt end Historie”. I 1839 stiftede han Den danske historiske Forening. Som foreningens sekretær redigerede han 1840-54 »Historisk Tidsskrift«. Tidsskriftet bragte i 1842 et angreb på N.M. Petersens tese om, at moseliget var Dronning Gunhild. Artiklen var samtidig et angreb på den hidtidige danske historieforskning. Artiklen var forfattet af den blot 21-årige Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-85). Det var hans anden alvorlige kritik på to år af N.M. Petersen og den hidtidige historieforskning (se: Worsaae: ”Undersøgelser af Gravhøie i Danmark”, »Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie«, 1840-41).

Amtsforvalter i Vejle og medlem af Oldskriftsselskabet, Jens Worsaae (1780-1840), havde i 1832 sået spiren til sønnen Jens Jacob Asmussen Worsaaes’ karriere, da han skænkede ham to stenøkser. Den unge Worsaae blev sammen med sin genbo i Torvegade, tjenestekarl Jens ”Præst” Clemmensen (f. ca. 1801 i Brande Sogn), Vejles første navngivne amatørarkæologer. De gravede i nogle af de dengang mange prægtige gravhøje ved Jelling.

Worsaae var flyttet fra Vejle for at studere, da moseliget i Haraldskær (eller rettere i Rue) blev gravet op. Under udgravninger i Nordsjælland i 1837 nåede han til erkendelse af, at stendysserne ikke var hedenske altre men grave. Han begyndte at udgive artikler, fik ulønnet arbejde på Oldnordisk Museum og blev optaget i Oldskriftsselskabet. Alligevel var han fortsat blot en opkomling i de fleste etablerede historikeres øjne, da han vovede at skrive artiklen: ”Hvorvidt kan man antage, at det i Haraldskiær-Mosen (1835) opgravede Liig er den norske Dronning Gunhildes? En kritisk Undersøgelse”. I artiklen udviste den unge mand et grundigt kendskab til Middelalderens sagaer og krøniker samt nutidens historikeres tolkninger af disse. Hans konklusioner lød ganske kort: historikeren måtte inddrage kildernes ophavssituation; vores viden om Harald Blåtand var yderst begrænset – herunder vores viden om hans hjem/favorit kongsgård; Worsaae delte Molbechs syn på, at en datidig konge måtte have mange kongsgårde rundt omkring i kongeriget; kildematerialet om Dronning Gunhilds dødssted var mangelfuldt; Dronning Gunhilds kløgt og høje alder samt ikke mindst beretningen om, at Harald Blåtand havde ladet hendes søn, Harald Gråfeld, dræbe, gjorde det svært at forestille sig et ægteskab mellem de to; de lokale bønders udsagn om Haraldskær-mosens navn var upålideligt og påvirket af Petersens hypotese; Petersens stednavneforskning var upålidelig.

Worsaaes hovedinteresse var den relativt nye videnskab arkæologien. Ole Worms raritetskabinet, Museum Wormianum, var landets første museum. Kong Frederik IV (1699-1730) iværksatte i 1704 den første kendte udgravning i Jelling. I resten af 1700-tallet opbyggede flere godsejere prægtige oldsagssamlinger. Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring blev nedsat i 1807. Den skulle sikre bevaringen af de vigtigste oldtidsminder og tage vare på de arkæologiske fund. I 1816 blev Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) udnævnt til oldsagskommissionens sekretær, skønt han helt manglede en akademisk baggrund. Han viste sig opgaven værdig, bl.a. var han med til at opdele forhistorien i en Sten-, Bronze- og Jernalder, og han var fortaler for empirisk baseret videnskab. Worsaae var dybt inspireret heraf. Man skulle overtroen til livs. Ved at undersøge storstensgrave havde han ved selvsyn kunnet konstatere, at disse ikke tilhørte navngivne personer i krønikerne, men ”at de endogsaa synes at være mange hundrede Aar ældre og ikke engang tilhøre den sidst her i Landet indvandrede gothiske Stamme”. Moseliget fra Haraldskær skulle man heller ikke aldersbestemme alene ud fra krøniker og sagaer. Det var nødvendigt, at man inddrog fundkonteksten samt fundene af andre moselig. Worsaae havde kendskab til flere moselig fra Danmark og udlandet. Det jernholdige mosevand besad en forbavsende evne til at bevare lig, træ, skind og andet forgængeligt materiale. Ingen af de kendte moselig bar prægtige smykker eller silkestoffer, der var en dronning værdig, men derimod primitivt skind- og uldtøj. Worsaae havde ingen forudsætninger for at datere liget til et bestemt århundrede. Han kunne dog pege på, at allerede den romerske historiker Tacitus (56 e.v.t.-120) havde skrevet, at germanerne lod kujoner og ”legemligt Vanærede” nedsænke i sumpe eller moradser, hvorpå de lagde tjørne og grene ovenpå dem – ligesom i tilfældet med moseliget fra Haraldskær. Liget kunne derfor være meget ældre end Vikingetiden. Moselig kunne dog også være fra Middelalderen. ”Den Ældre Edda” samt love fra flere lande i Nordeuropa vidnede om, at man straffede særligt kvinder helt op i Middelalderen ved at nedsænke dem i moser.

Worsaae gjorde op med de etablerede myter om Jellingdynastiets virke i Vejle, Haraldskær og Skibet. Skønt han ikke kom ind på Langebeks teori om, at Harald Kesja blev myrdet i Skibet, så aflivede hans argumentation også sandsynligheden af denne myte.

”Det eneste imidlertid, som vi med Sikkerhed vide om Jelling i den Hedenske tid, er at Gorm den Gamle og hans Dronning Thyra ligger begravede der, hvilket baade de gamle Skribenter og endnu forhaandenværende Gravhøie og Runestene noksom bekræfte; ligesom det ogsaa er temmelig vist, at der har været en Kongsgaard her, hvor Kongerne til enkelte Tider have opholdt sig. At Jellinge i Oldtiden var Hovedsædet for Jyllands eller Danmarks Konger, hvilket nyere Historieskrivere synes at have antaget for vist, er derimod intetsteds fortalt af de gamle Skribenter.

[...] Den forudfattede Mening, at Jellinge var Gorms og Thyras stadige Opholdssted, har især været Aarsag til, at man i nyere Tider fornemmelig om Thyra har søgt at paavise mange endnu forhaandenværende Minder i Egnene omkring Veile. Thyras Navn skulde kunne gienfindes i Thyrsbek, Thyres Kleve ved Skiærup, Tørrild eller Tyrrild, og Thyregod. Undtager man dette sidste, som maaskee har sin Oprindelse fra Dronning Thyra, tør man efter min Mening ikke tillægge de øvrige Navne nogensomhelst Betydning i denne Henseende, da man vistnok maa være overmaade forsigtig med Navneligheder efter Forløbet af 8 til 900 Aar.

Med Hensyn til de enkelte Omstændigheder maa det bemærkes ved ”Thyrsbek”, at dette Navn fornemmelig i senere Tider har faaet sin nuværende Form, og at det aldrig findes saaledes i de ældre Documenter. I disse kaldes Gaarden snart Thygersbek, Tiidersbek, og som oftest Tirsbek, eller efter Bøndernes endnu almindelige Udtale heraf ”Tisbæk”, hvilket ingenlunde bestemt viser hen til Thyra. Heller ikke har nogen ældre Skribent fortalt, at denne Dronning boede her, eller at Gaarden er bygget af hende; hele Historien synes at have sin Oprindelse fra Pontoppidans ”Danske Atlas”, som endog selv bærer Tvivl om dens Rigtighed. Den urimelige Fabel, at Dronningen, naar hun boede paa Tirsbek, lod hente Vand fra den i Skiærup Sogn paa den anden Side af Veile Fiord beliggende Kilde, der efter hende skulde bære Navnet ”Thyres Kleve”, fortiener neppe at omtales, saameget meer som ogsaa den er førstegang bekjendtgjort i ”Danske Atlas”, og der er al Grund til at formode, at Dronning Thyra her er bleven forvexlet med en Frue af samme Navn, der siges at have boet i Skiærup paa en Gaard, som Bønderne endnu kalde ”Gamle Fruens Gaard”. At sluttelig Tørrild eller Tyrrild (hvoraf Tyrrild Herred) oprindeligen skulde have heddet: Thyrilde (Thyrevelde eller Thyres Væld), er naturligvis en Gisning, der kun kan betragtes som saadan. Som Følge heraf have vi slet ingen Aarsag til at antage, at de nævnte Stednavne i Egnen omkring Jellinge kunne bestyrke Formodningen om Gorms og Thyras hyppige Ophold her.

Ligesaalidet som Historien lærer, at Jellinge var Gorms Hovedsæde, ligesaa lidet begrundet er det man har sagt: ”at Harald Blaatand, som bekiendt, ofte opholdt sig i Jellinge”. Kildeskrifterne omtale ikke en eneste Gang hans Nærværelse her, og Runestenene i Jellinge, som han lod opreise for sine Forældre, bliver da alene det, hvortil man i denne Henseende kan holde sig. Men at dette ikke afgiver noget tilstrækkeligt Bevis for hans stadige Ophold her, haaber jeg vil være fuldkomment indlysende. Gunnar fra Hlidarende besøgte Harald Blaatand ikke i Jellinge, men i Slesvig; hvortil vi kunne føje, hvad før er sagt, at Harald Graafeld lagde bi ved Hals, hvor man sagde ham, at Kong Harald Blaatand snart vilde komme; en Beretning, der synes at bestyrke Jomsvikinga Sagas Udsagn, at der paa den Tid var en Kongsgaard i Nærheden af Liimfiorden. Sikkert har der omkring i Landet været mange saadanne, thi overhovedet havde de danske Konger endnu ikke noget fast Kongesæde; hvoraf ogsaa aabenbart følger, at man ikke med Rette kan sige: at Harald Blaatands Sæde, paa den Tid Gunhilde skulde være lokket herned, kun kan søges paa to Steder: ved Leire i Sjælland eller Jellinge i Jylland.

Endnu langt mindre paalideligt er Sagnet, at Harald Blaatand har bygget, eller at han boede paa Haraldskiær. Det findes første Gang optegnet hos Ole Worm for omtrent 200 Aar siden; men hverken Saxo eller Svend Aagesøn, der levede 600 Aar tilbage i Tiden, vide noget om Haraldskiær, skiøndt de begge fortælle om Gorms og Thyras Gravminder ved Jellinge. Gaardens Navn og dens Beliggenhed saa nær ved Jellinge (Afstanden er omtrent 1 Miil) har vist givet Worm Anledning til at udlede dens Oprindelse fra Harald Blaatand; i det mindste er det sikkert, at han langtfra brugte Skiønsomhed i ganske lignende Tilfælde. Desuden er det neppe afgiort, at den ældre Form af Navnet ”Haraldskiær” skriver sig fra Harald Blaatand; thi i alle gamle hidtil bekiendte Diplomer, f. Ex. i et fra 1416, nævnes det Haritzkiær og saavidt vides, ikke en eneste Gang i ældre Tid Haraldskiær.

Imidlertid er det jo naturligvis nok muligt, at Harald Blaatand maaskee af og til har opholdt sig her. Man kunde derved nærmere forklare Bestemmelsen af de to Skandser Rosborg og Borgevold, som ligge ved den store Aa, der fører fra Haraldskiær til Vejle; nemlig at de i saa Fald skulde forsvare Indløbet til Haraldskiær paa en Tid, da der istedetfor Engene bag ved Veile endnu fandtes en seilbar Sø, hvilket Sidste synes engang, rigtignok uvist naar, at have været Tilfældet. Men vi maae vel bemærke, at alt dette ene og alene grunder sig paa Formodninger og Sagn, der ere fremførte i senere Tider og for hvis Paalidelighed Historien ikke afgiver det mindste Beviis”.

N.M. Petersen kunne ikke sidde den unge forskerspires kritik overhørig. Hans lange forsvarsskrift: ”Yderligere bemærkninger om Dronning Gunhilde” (1842) var et forsvar for den gamle, etablerede måde at skrive historie på herhjemme samt en afvisning af arkæologiens nytte og pegning hen på en fjern ubeskreven oldtid: ”Men efter hvad jeg hidtil har seet af lignende [arkæologiske] Undersögelser, kan jeg gjerne sige det ligefrem, at jeg ikke har stor Lid dertil; og jeg forstaar mig overhovedet ikke paa, hvor den Kritik egentlig vil hen, der gaar ud paa, at nedrive Resultaterne af de historiske Overleveringer, for at sætte noget isteden, som gaar forud for al Historie. Vor Tid har overhovedet en overvejende Tilböjelighed til at rive det Bestaaende ned, for at sætte sine egne Postulater isteden”. Den eneste indrømmelse, han ville give, var, at Worsaae havde fundet skriftlige kilder til, at man i gamle dage straffede mennesker ved at nedsænke dem levende i moser. Derfor indrømmede han nødtvungen, at Haraldskær-moseliget ikke behøvede være Dronning Gunhild, men han nægtede kategorisk at påtage sig ansvaret for, at denne tolkning var blevet dominerende. Lokale bønder havde ledt ham på vildspor med deres overdrevne beskrivelser af moseligets beklædning, og dernæst havde man fuldstændig overfortolket hans forsigtige teori om, at der var en mulighed for at moseliget kunne være Dronning Gunhild. Worsaaes påpegning af manglende beviser på, at Jelling var Jellingdynastiets hjem, købte han ikke. Endelig gav han et forvrøvlet forsvar for, at netop fordi de ældste kilder kaldte Haraldskjær for Haridskjær [sic], måtte forstavelsen Harids med vished komme af mandsnavnet Harald. Derfor behøvede han ikke forholde sig til Worsaaes kritik af de manglende beviser på Jellingdynastiets påståede virke ved Tirsbæk, Vejle, Skibet og Haraldskær.

Worsaae kunne i: ”Endnu nogle Bemærkninger angaaende den norske Dronning Gunhildes formeentlig opdagede Liig” (1843) inddrage endnu flere nye og nyligt opdagede moselig i sin argumentation. Han havde også gennemgået både nye og ældre skøder fra Haraldskær uden at finde mosen nævnt ved navn. De ældste og pålideligste mænd i Skibet Sogn fortalte, at så længe de kunne huske tilbage, havde mosen aldrig været blevet kaldt anden end Juthe-Mose og navnlig aldrig Gunhilds-Mose. En af de bønder, der havde været tilstede ved opgravningen af liget, havde fortalt sognepræsten, ”hvor urimeligt det forekom ham, at man vilde gøre Liget til en Dronnings; en Dronning har fine og bløde Fødder, denne derimod havde, da jeg vaskede hende, en Fodsaale, der vidnede om, at hun havde gaaet længe med bare Fødder”. Kort sagt stod Worsaae helt og fuldt ved sin tidligere kritik.

Worsaaes tre velformulerede og velargumenterede angreb på N.M. Petersen og den hidtidige historieforskning var med til at lancere hans fantastiske karriere. Han stod på skuldrene af betydningsfulde mænd såsom C. Molbech, Vedel Simonsen, C.J. Thomsen m.fl., og hans flid, forhold til Kong Frederik VII (1808-63), empiriske tilgang og analytiske evner gjorde ham efterhånden til en af verdens førende arkæologer. I gennem flere årtier var han desuden med til at definere Vikingetids-begrebet kulminerende med udgivelserne: ”Den danske Erobring af England og Normandiet” (1863) og ”De Danskes Kultur i Vikingetiden” (1873) .

N.M. Petersens forsøg i 1842 på at afskrive arkæologiens betydning for historieskrivningen skulle på sigt vise sig at være en dødssejler. N.M. Petersens karriere tog dog ingen skade af den unge vejlensers kritik. Menigmand og mange forskere kunne ikke fatte Worsaaes kritik og arkæologiens betydning for historieskrivningen. I 1845 blev Petersen udpeget til professor i et nyoprettet professorat i nordisk sprog, og han fortsatte sin produktive forfatter- og oversættervirksomhed. Hans forskerkarriere overlevede også, at en ven af Worsaae, teologen og digteren Jens Christian Hostrup (1818-92), i 1846 forfattede en studenterkomedie ved navn ”En Spurv i Tranedans”, hvor Dronning Gunhild var en af karaktererne. I det oprindelige manuskript gjorde forfatteren tykt grin med N.M. Petersen. Da stykket fik premiere fastelavnsmandag på Hofteatret, var latterliggørelsen af Petersen skåret fra – om end udbruddet fra karakteren Halling ved mødet med den opstandne Dronning Gunhild: ”Hvis du er mere end et Febersyn, et Gjøglebilled af min Fantasi [...]” måske nok kunne tolkes som en stikpille til Petersen. Stykket spillede flere gange for fulde huse.

Tørvegravning i moser betød, at der blev fundet flere moselig efter 1835. Ofte – men desværre langt fra altid – blev Worsaae og N.M. Petersens lærde diskussion bragt i erindring. Amtmand Lehmann sørgede for, at et moselig fra Møgelmose ved Jelling blev indsendt til museet i København (Horsens Avis 09.12.1857). Den historisk interesserede bladhandler Niels Chr. Dysted (1890-1957) sørgede i 1949 for, at to kranier fra undergrunden under Sønderbrogade i Vejle (VAA 21.02.1949 & VAF 26.04.1949) blev indsendt til Nationalmuseet i stedet for at blive begravet på Vejle Kirkegård. Møgelmose-liget er siden blevet dateret til Jernalderen, mens magister Hans Norling-Christensen (d. 1970) i 1949 vurderede kranierne fra Sønderbrogade til umiddelbart at være fra Køkkenmøddingtiden. Andre potentielle moselig fra Vejle-egnen blev ikke sikret for forskningen: menneskeskelet og ”Benene af 5 Hunde” fra Griberg Mose (Flyveposten, 27.06.1845); menneskeskelet fra Thues Mose på Pjedsted Mark (Fredericia Avis 28.06.1883); menneskeskelet fra skomager Ahrens tørvemose på Bredballe Mark (VAF og VAA 29.06.1891).

Til langt op i det 20. århundrede herskede der blandt såvel lægmænd som fagfolk uenighed om moseligenes datering. Apotekersønnen fra Vejle, H.E. Friis (1827-1910), skrev f.eks. i sine erindringer, at ”Dronning Gunhild” måske var fra hekseprocessernes tid, mens andre lokale fastholdt, at hun var Dronning Gunhild. Et berygtet eksempel fra videnskabens verden fandt sted i 1913, hvor museet på Koldinghus kom i besiddelse af et lig iklædt skinddragt opgravet fra en mose ved Thorsted i Veerst Sogn. Moseliget blev indsendt til Retsmedicinsk Institut, hvor en af Danmarks førende eksperter i identificering af jordfundne knogler, inspektør og zoolog Herluf Winge (1857-1923), i samarbejde med inspektør ved Nationalmuseets 2. afdeling, Jørgen Olrik (1875-1941), bestemte liget til at være en omrejsende tater fra de seneste århundreder. De postulerede sågar: ”I Almindelighed antager man, at intet af Moseligene er ældre end ca. Aar 1500, men paa den anden Side bør de næppe sættes for langt ned mod vore Dage, snarest til det 16. eller 17. Aarhundrede” (Sorø Amtstidende 15.11.1916).

”Dronning Gunhilds” rolle som turistattraktion ebbede ud. Under 2. Verdenskrig øjnede Vejles berømte boghandler, Jørgen Munch-Christensen (1918-2004), en mulighed for at moseliget igen kunne blive en turistattraktion. Han allierede sig med vennen, forfatter Johannes V. Jensen (1873-1950), og Vejle-fotograf Johannes Rønvig (1891-1970). Rønvig fik Sct. Nicolai Kirkes tilladelse til at lette på kistelåget og fotografere moseliget. Ud fra disse fotos ville Joh. V. Jensen ikke udelukke, at der vitterlig kunne være tale om Dronning Gunhild. Munch-Christensen gik så videre med sagen ved at skrive en artikel til Vejle Amts Folkeblad. Det fik Sct. Nicolai Kirkes historisk interesserede organist, Johannes Wolthers (1890-1957), helt op i det røde felt. Ved at henvise til Worsaae, dr.phil. Johs. Brøndsted (1890-1965) og arkæolog H.C. Broholm (1893-1966) fastslog han, at mumien var fra Jernalderen og dermed basta (VAF 24.04.1943). Wolthers sparede dermed boghandleren og den ellers fremragende forfatter i at blive dybere involveret i et pinligt forsøg på at genoplive N.M. Petersens latterlige teori. Joh. V. Jensen interesserede sig i øvrigt meget for Vejle og Jellings historie, og derfor blev han også meget glad, da Munch-Christensen året efter gav ham den ene af to slebne flinteøkser fra Jelling i Nobelprisgave. Oldsagerne stammede fra folkemindesamler Evald Tang Kristensens (1843-1929) bo.

I 1978 foretog Nationalmuseet en kulstof-14 undersøgelse og daterede Haraldskær-moseliget til 490 f.v.t. En CT-scanning i 1979 kunne ikke fastslå en nærmere dødsårsag for Jernalderkvinden, men død ved drukning kunne ikke udelukkes. Thorsted-moseliget blev dateret til 145-95 f.v.t.

Kildekritik og lokalhistorie

Tyge Alexander Becker (1812-1869) tog i 1842 magisterkonferens i historie. Fra 1839 til 1851 redigerede han det historisk-geografiske tidsskrift »Orion«. Han skrev desuden flere historiske romaner samt populærhistoriske værker. Samtiden og eftertidens dom over disse værker var meget hård. De bar umiskendeligt ”præg af en ret hovedkulds Indtrængen i Emnerne, ukritisk Benyttelse af trykte Kilder og tilfældig Benyttelse af utrykte, for meget Raaderum for Fantasi og Hypotese”. Han var født på Tirsbæk Gods i Vejle. Det vakte kritik, da han i 1845 ved Kong Christian VIII’s gunst blev udnævnt til leder for det nye Historisk-genealogisk Arkiv, der skulle lede indsamlingen af historiske håndskrifter landet over – hvad der opfattedes som et indgreb i Gehejmearkivets virksomhed. Endnu mens N.M. Petersen og Worsaae offentligt krydsede klinger, udsendte Becker artiklen: ”Tirsbæks Historie og Eiere” (1842). Han indledte med at diskutere, om stednavnet Tirsbæk kom af tjærepind, Dronning Thyra eller krigsguden Tyr. Han afviste, at det kunne betyde tjærepind som foreslået af naturforsker Japetus Steenstrup. Gennem historien var forstavelsen Tirs både blevet stavet Tyrs, Tiers, Tirs, Ters, Tiiders, Thygers, ”derimod udtaltes det altid Tirsbæk eller af Almuen Tisbæk”.

”[Denne udtale viste] uden Tvivl altid, hvilket af disse der maa ansees for Stamordet, thi hvor Navnet udtales Tis eller Tirs, stammer det sikkert fra Mands- eller Gudenavnet Ty eller Tir, Gen. Tis, hvorimod Qvindenavnet Tyre vedligeholder sin Y-Lyd. Jeg feiler derfor vel neppe i at antage Gaarden Tirsbæk for at skylde et Hof eller Tempel for den berømte Krigsgud sin Oprindelse, ligesom overhovedet denne Egn er rig paa Spor, som lede os tilbage til Asadyrkelsen. […] Skjøndt jeg altsaa ingenlunde antager Gaardens Navn for at burde udledes fra den berømte Dronning Tyre, vover jeg dog ikke med [J.J.A. Worsaae], aldeles at benægte Muligheden af, at hun jo kan have opholdt sig her. Et rigtignok meget usandsynligt Sagn fortæller, at denne Dronning sædvanlig lod hente Vand fra Tyres Kleve ved Skjærup, en Miil Syd for Veile Fjord, og det imedens hun opholdt sig paa Tirsbæk; at disse to Ting ikke let have ladet sig forene, synes iøinefaldende, og at der med Hensyn til Tyres Kleve finder en Forvexling Sted med en senere Dame af samme Navn, maa vel nu ansees for afgjort; men at Droning Tyre har opholdt sig paa Gaarden Tirsbæk er ellers et saa almindeliget Sagn, at jeg ikke ganske vover at forkaste det; Navn efter hende har imidlertid Gaarden sikkert ikke”.

Beckers hovedværk var ”Prospecter af danske Herregaarde”, som han skrev og udgav 1844-70 sammen med stipendarius i Gehejmearkivet, Carl Emil Secher (1824-88). I 1857 var turen kommet til Haraldskær. Det var den hidtil længste beskrivelse af godset – og helt i N.M. Petersens ånd.

”Veile Aa […] var fordum langt bredere og dybere end den nu er og sejlbar for Baade og mindre, fladbundede Fartøjer. Dette godtgjøres ved Beretninger fra Middelalderen, og Sagnet fortæller, at paa flere Steder, hvor der nu avles Korn og Hø, var der i længst forsvundne Tider Sejlads. Herom vidne ogsaa enkelte Stedsnavne. Landsbyen Skibet […] hed oprindelig Skibetorp, d. e. Skibenes Torp eller Landsby. Der, hvor Skibet Kirke nu ligger, skal fordum have været en Havn, og ikke langt fra Kirken skal der en Gang være fundet et Skibsanker. […] I Sognet ligger der en Gaard ved Navn Kjølholt, hvilket Ord betyder Skibsskoven. Den i Sognet liggende Herregaard Haraldskærs Navn tyder paa, at her fordum maa have været meget stillestaaende Vand, da Ordet Kær jo betyder en Sump. […] Sagnet lader ogsaa Haraldskær være bygget af Harald Blaatand. Skjønt denne Gaard i Dokumenter fra Middelalderen og noget hen i den nyere Tid kaldes Haridskær, er det dog afgjort, at dens oprindelige Navn er Haraldskær, og at den altsaa maa være anlagt af en eller anden Mand ved Navn Harald”.

Desværre blev det ikke oplyst hvilke påståede kilder fra Middelalderen, der gav så detaljeret en beskrivelse af Vejle Å og sejlads på samme.

Talløse gange gennem årene har Vejle by været omgivet af vand til flere sider. Oversvømmelsen i 1924 gik bl.a. ud over svineslagteriets destruktionsanstalt. Den var beliggende i engene, hvor nutidens Vestbanevej og Borgvej krydser. Den dag i dag kan tøbrud, styrtregn eller vedvarende regn – særlig ved højvande i fjorden – oversvømme store dele af ådalen ud til Haraldskær Gods. Vest for godset oversvømmes dalen også, men det er delvis p.g.a. en bevidst, nutidig strategi om at forsinke vandtilføringen til Vejle by. Fotograf: Ditlev Nissen. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Jens Peter Trap (1810-85) blev i 1856 konstitueret som kabinetssekretær. Det var hans ambition at udgive en værdig efterfølger til ”Den Danske Atlas”. I 1855 udsendte han derfor forespørgsler til embedsmænd, især præster, og autoriteter over hele landet, mens han knyttede en række af datidens ledende videnskabsmænd til foretagendet. I årene 1858-60 udkom det imponerende resultat under titlen: ”Statistisk-Topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark”. Til afsnittet om Skibet og Haraldskær var ”Den Danske Atlas” samt Worsaaes og N.M. Petersens faglige fægtekamp blandt den anvendte litteratur. Afsnittet viste, hvor svært det var for samtiden at forstå Worsaae og give slip på gamle folkesagn og nyere udokumenterede teorier.

”[Skibet Sogns] Navn skal hidrøre fra, at hvor Skibet Kirke staaer, har der i ældre Tider været en Havn, og ikke langt fra Kirken skal der engang være fundet et Skibsanker; Veile-Aa [...] har nemlig fordum været langt bredere og dybere end nu og seilbar for Baade og mindre Fartøier.

[…] Skibet antages for at være det ”Scypetorp” […], hvor Harald Kesja blev halshugget paa sin Broder Kong Erik Emuns Befaling 1135 og begravet paa Kirkegaarden; man har ogsaa derved tænkt paa Skjærup i Holmans Herred.

[…] Haraldskjær skal have været en gammel Kongsgaard og opbygget af Harald Blaatand; dog har den maaskee snarere Navn af Harald Kesja, der opholdt sig meget i denne Egn og, som anført, blev dræbt i det nærliggende Skibet. Sagnet om dens Anlæggelse af Harald Blaatand hidrører vistnok fra, at det nærliggende Jelling var et gammelt Kongesæde, hvor, som bekjendt, denne Konges Forældre Gorm den Gamle og Thyre Danebod jevnlig opholdt sig og ligge begravne. I Middelalderen og noget ind i den nyere Tid kaldes denne Gaard ogsaa Harildskiær og Harritskiær. Skjøndt Sagnet tillægger Haraldskjær en saa høi Ælde, forekommer den dog først med historisk Sikkerhed i første Halvdeel af det 15de Aarhundrede […].

[…] I en Tørvemose i Nærheden af Haraldskjær blev i Octbr. 1835 fundet et qvindeligt Lig i en mumieagtig Tilstand, som især er mærkeligt derved, at det har tildraget sig en vistnok ufortjent Opmærksomhed og fremkaldt vidtløftige og lærde Afhandlinger […]”.

”Statistisk-Topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark” blev standardværk for alle, der interesserede sig for Vejle-egnens historie, og derfor var det trods sine valne forbehold og selvmodsigelser med til at holde liv i sagnene om Skibet og Haraldskær. I anden udgaven fra 1879 gentoges havne- og skibsankermyten samt sætningen om, at moseliget havde tildraget sig ”en vistnok ufortjent Opmærksomhed”. Til gengæld blev det kaldt ”meget løse Hypotheser”, at Haraldskær skulle være en gammel kongsgård og opbygget af Harald Blåtand eller Harald Kesja. Det skyldtes en forveksling mellem Skibet og Skærup, at Harald Kesja blev sat i forbindelse med Skibet.

Johan G. Forchhammer (1794-1865) var en pioner inden for geologiske undersøgelser og det tværfaglige samarbejde mellem naturhistorie og arkæologi. Sammen med Worsaae og J. Steenstrup var han med til at undersøge skaldynger ved landets hævede kystlinier og identificere disse som menneskeskabte køkkenmøddinger. I 1858 udkom hans ”Bidrag til Skildringen af Danmarks geographiske Forhold i deres Afhængighed af Landets indre geognostiske Bygning”. For menigmand var det vanskeligt forståeligt stof, men Fædrelandet (04.06.1859) gjorde et forsøg:

”[…] Forfølge vi Fjordene inde i Landet, finde vi, at de af dem dannede Fordybninger kunne forfølges et temmelig stort Stykke op i Landet; jeg vil saaledes blot minde om de mægtige Dale, der danne en Fortsættelse af Kolding- og Vejlefjord; disse Dale ere meget brede, jeg troer, at Veiledalen paa sine Steder er en halv Mil bred; de ere i Reglen indfattede af bratte Sider, der see ud som gamle Flodbredder. Bunden er fyldt med Enge, der ofte hvile paa Tørven. […] Igjennem Engene slynger sig en Aa, der er uhyre lille i Forhold til den store Dal. Man undres over, at det store Flodleie kun rummer en saa lille Aa, og ledes saa let paa den Tanke, at det ikke altid har været saaledes, men at Aaen kun er en ringe Levning af en stor Flod, der har væltet sig igjennem Dalen ud i Fjorden, og at dens Strøm har afskaaret de bratte Sider, der her indfatte Dalen; og man maatte da antage, at den store Vandmasse senere har været i Aftagende, tildels derved, at Tørven er opvoxet i dens Leie. Saaledes skulde Floden efterhaanden været indskrænket til den ubetydelige Aa; men det er ikke muligt paa denne Maade at forklare Vandmassens Forsvinden, ligesom det er i højeste Grad usandsynligt at antage, at Halvøen nogensinde har besiddet Floder, der have kunnet udfylde de brede Dale. Det er derfor langt naturligere, med Forchhammer at opfatte disse Dale som gamle Strømfordybninger i Havbunden; da denne senere hævede sig over Havet benyttede Regnvandet disse allerede existerende Fordybninger, for derigjennem at løbe ned i Fjorden. Aaerne have altsaa ikke formet Dalene, men de forefandt dem; uagtet Vejrliget og Aarstiderne ofte i høi Grad kan forøge Vandmængden, bliver den dog ikke saa stor, at den overalt aldeles udfylder de brede Dales Bund.

Aaerne føre, som vi ovenfor have omtalt, mange Jorddele ned i Fjordene; herved bevirke de blandt Andet en Lagunedannelse i det ene Hjørne af Fjorden, som ved Jorddelene afdæmmes fra den øvrige Fjord. […]”.

I 1869 cirkulerede en længere beskrivelse af Vejle By og Vejle-egnen i de danske aviser. Heri stod at læse:

”Veiledalen er 3 Mile lang. De to første Mile ere dens Sider dannede af bløde, tildeels skovgroede Bakker, og dens Bund dækkes af en blomstrende Eng, gjennem hvilken Aaen løber. Ifølge de historiske Sagn, der styrkes af de naturlige Forhold, og af Fund af Baade og Skibsankre samt Levninger af Sødyr m.m., udgjorde denne Strækning i Oldtiden den vestlige Deel af Veile Fjord, over hvilken der var en Vadevei (”Vædle”, ”Veile”) ved den nuværende Veile By […] Endnu i Middelalderen kunde man seile op til Skibet, dengang Skiping (d.v.s. Skibseng) 1 Miil vest for Veile. Naar man vilde til Jælling, hvor Kongsgaard og derfor tidt ogsaa Hoffet var […] seilede man op ad Veile Fjord til Skibet og havde da kun en lille Spadserevei op til Jælling. Kong Erik Emun opholdt sig her, da hans broder Harald Kesja af Sønderjyderne blev udraabt til Konge; da indbyder den skinsyge Kong Erik nok saa sledsk sin Broder til sig i Jælling. Broderen seiler sorgløs opad Veilefjord, men allerede ved Landingsstedet, den nævnte By Skibet, modtog Broderen ham med Øxen lige i Hovedet. Hans Sønner, der vare med, bleve ogsaa dræbte. De bleve alle jordede paa Landsbyens Kirkegaard.

Den sidste Miil af Veiledalen er den nuværende Veilefjord, vistnok den smukkeste Fjord i Danmark”.

Det var vistnok første gang, at fund af både og sødyr blev inddraget i myten om Vejle Fjords udstrækning mod vest.

Ludvig Fr. Both (1823-87) udsendte i 1871-72: ”Kongeriget Danmark, populairt historisk-topographisk beskrevet”. Videnskabeligt kunne det slet ikke måle sig med J.P. Traps topografiske værk, men det blev alligevel vældigt populært. Both gentog flere af sagnene om Jellingdynastiets virke i Vejle By og Vejle Ådal.

Fra at være en populær destination for velstående lystrejsende blev Vejle-egnen i løbet af 1800-tallet et mekka for inden- og udenlandske turister fra alle samfundsklasser. Vejle Fjord, Vejle Ådal, Grejsdalen, skovene, udsigterne fra ”de danske Bjergtinder”, badehotellerne samt Jellingmonumenterne og Jellingdynastiets virke i Vejle-egnen var med til at lokke folk til. Tidligere lærer i Øster Nykirke og Hover Sogne, Anton Henrik Havemann Smith (1813-91), skrev en 150 sider lang turistguide vedr. Vejle-egnen. Som hovedkilder til den historiske fremlægning angav han Gaarmann (1794), Hofmans ”Samling af Fundationer m.m.”, ”Den Danske Atlas”, J.P. Trap samt Worsaaes ”Bidrag til Veile By og Amts Historie i det 17de Aarhundrede”. I annoncer for bogen hævdedes det, at manuskriptet var ”gjennemseet af to ansete Videnskabsmænd i Kjøbenhavn”. Populærhistoriker, bibliotekar og politiker Frederik Barfod (1811-96) var den ene, den anden blev ikke nævnt ved navn. Barfods forbeholdne anbefaling blev bragt forrest i bogen. Berlingske Tidende (17.08.1882) roste Smith for at besidde et ”nøie historisk Kjendtskab til Egnen” samt for de ”oplysende Bemærkninger om de Oldtidsminder, der findes her i rigelig Mængde”. Smiths bog bragte intet nyt på banen vedr. ”den gamle Kongeborg” Haraldskær, vikingehavnen i Skibet og mordet på Harald Kesja. Smiths turistguide var vidne om den lokalpatriotisme og lokalhistoriske interesse, der herskede i slutningen af 1800-tallet.

I tredje udgaven af ”Trap Danmark” (1904) kaldte man det nu for ”et helt uhjemlet Sagn”, at Harald Blåtand eller Harald Kesja skulle have anlagt Haraldskær. Til gengæld fastholdt man tesen om sejlads til en havn i Skibet for både og mindre fartøjer med belæg i, at der her skulle være fundet skibsankre.

Folkemindesamler Evald Tang Kristensen var i 1897 flyttet til Mølholm. Han agiterede for lokalhistorisk virksomhed. Inspireret af dannelsen af et lokalhistorisk samfund i Ribe Amt i 1902 lod han den 20. april 1904 indrykke en artikel på forsiden af Vejle Amts Folkeblad om sagen. På kort tid støttede over 500 borgere op om sagen. I januar 1905 kunne Vejle Amts Historiske Samfund derfor holde stiftende generalforsamling. Tang Kristensen sad kun i bestyrelsen i 10 dage. Han brød sig ikke om den valgte formand, stiftamtmand Bardenfleth, og han var skuffet over ikke at være blevet en del af redaktionsudvalget for samfundets årbog. Han fortsatte imidlertid sit virke for lokalhistorien på Vejle-egnen.

Cand.mag. og adjunkt ved Vejle højere Almenskole, Søren Hansen, sad i Vejle Amts Historiske Samfunds første bestyrelse og var blandt de få bidragsydere fra Vejle-egnen til de første udgivelser af samfundets årbog. Flere af adjunkterne på Vejle højere Almenskole (det senere Vejle Gymnasium) var i disse år særdeles aktive udenfor undervisningstiden med research, publicering af fagartikler, identificering af oldtidsfund m.v. Sammen med adjunkt Bernt Marius Jensen (1867-1939) leverede Søren Hansen research og formidling på et meget højt niveau. Det gjaldt bl.a. hans artikel ”Gamle Borgpladser ved Vejle” i »Vejle Amts Aarbog«, 1905. Modsat de fleste lokale på hans tid formåede han at se bort fra Jellingdynastiet i hans fremstilling af Vejle-egnens såkaldte borge: Rosborg, Borgvold i Vejle, Borgvold/Kjærsgaard i Trædballe og Romsgaard ovenfor Roms Hule. Søren Hansen nævnte end ikke Jellingdynastiet, da han anså alle fire for at være opstået i Middelalderen. Han ville have været en fremragende kandidat til at skrive Vejle Købstads ældre historie, men desværre døde han pludselig i 1910. Skønt han var en af de eneste lokale bidragsydere til Vejle Amts Aarbog, så var der stor interesse og efterspørgsel efter Vejle-egnens historie.

Den 7-8. august 1906 bragte Berlingske Tidende en lang beskrivelse af Vejle-egnen under den ikke helt sandfærdige overskrift: ”En forsømt Turistrute”. Om Haraldskær skrev den anonyme forfatter:

”Om Herregaarden Haraldskjær […] gaar der et Sagn, som »Trap« imidlertid anser for ganske uhjemlet. Det lyder saaledes: Gaarden har sit Navn efter Harald Blaatand, der ved Sejlads i Fjorden strandede paa dette Sted, hvor der var en Sandbanke. Kongen fandt saa stort Behag i Stedet, at han byggede sig en Borg der, og til Minde om Strandingen rejste Skibets Mast i Forstuen og lod Trappen gaa rundt om denne op i et Taarn. Taarnet er der ikke mere, kun en Slags Udbygning, men Navnet »Taarntrappen« benyttes nok endnu. Et andet Sagn nævner Harald Kesia som den, der har bygget Haraldskjær; men Folketroen holder paa Harald Blaatand, hvis Nærværelse i denne Egn findes rimelig, da Gorm den Gamle og Thyra Danebod boede i Jellinge, en lille Mil nord herfor, og ligger begravede der. […] Disse Navne, Kjølholt, Skibet, Vejle m.fl., tyder paa, at Engen engang har været en Fortsættelse af Vejlefjord og været sejlbar. Navnet Vejle er saaledes den jydske Betegnelse for et Vade- eller Overfartssted; og de tvende, ved Grejsaaen adskilte Forhøjningen i Terrænet, hvorpaa en lille Del af Byen og den gamle Kirke og Kirkegaard ligger, og som har lettet Overfarten, tyder ogsaa paa at Udlægningen er rigtig. […] Der findes i denne Egn adskillige Navne, som tyder paa, at der her i gamle Dage har færdedes kongelige Personer. En Bakke hedder saaledes Slotsbakken, og en Mose kaldes Dronningemosen. Sagnet fortæller, at Mosen har sit Navn efter den onde Dronning Gunhild […] Liget, der nu opbevares i Vejle Kirke, skal ikke tilhøre Harald Blaatands Hustru Gunhild, men derimod Erik Blodøkses af samme Navn, som Harald Blaatand lokkede herned og lod dræbe.

Men man har ogsaa en anden Forklaring af dette Ligfund. [Haraldskær] Kobbermøllen […] ejedes engang af to Brødre, som boede sammen. De havde en meget smuk Husholderske, som begge Brødrene bejlede til. Hun foretrak den ældste, og denne gjorde nu Forberedelser til Brylluppet. Men den yngste Broder vilde ikke finde sig i Skuffelsen, han lod en Nat Pigen bortføre ved lejede Svende og nedgrave levende i Mosen med Haaret omkring en nedrammet Pæl”.

Hvor længe denne ”skibsmast” havde indgået i bevisførelsen for sejlads til en havn i Skibet er svært at sige. Det er ikke lykkedes at finde den omtalt før, men masten blev op gennem det 20. århundrede flere gange omtalt.

Med dampskibene og særlig med jernbanens anlæggelse i 1868 blev Vejle-egnen et meget populært turistmål for danskere og udlændinge fra alle samfundsklasser. Egnen var rig på vidunderlig natur, men Jellingmonumenterne var sammen med kirkerne og godserne de stort set eneste bevarede historiske mindesmærker af turistmæssig værdi. Heldigvis for de historisk interesserede turister begyndte der i 1800-tallet at florere flere nye historiske sagn fra de naturskønne omgivelser, så man fik nogle ”historiske” udflugtsmål. På Chr. Sørensens litografi fra ca. 1868 ses de lyngklædte bakker ved Stejlbjerg i Bredballe. Illustreret Tidende (03.05.1868) kunne berette, at til Stejlbjerg knyttede sig det sagn, ”at den i Oldtiden var omflydt, samt at Kong Gorm den Gamle her lod holde Udkig efter sin Søn Haralds fra England hjemvendende Flaade, [...]”. Sagnet blev snart kendt i andre versioner (se f.eks.: Smith, 1882 & Marius Hansen, 1934 & Horsens Social-demokrat, 16.08.1932), ligesom Stejlbjerg blev udstyret med en ”historisk” helligkilde. Et andet nyopstået sagn fra den nærtliggende Ulvevig i Bredballe lød: ”Efter et Søslag med en fremmed Søkonge maatte [Dronning] Thyra, da Aftenen faldt paa, flygte med sine Skibe, og hun tyede da ind i Skjul i Vigen bag det høje Bjerg. Den næste Morgen kunde hendes Modstander ikke se hendes Skibe noget Steds paa Fjorden, han formente da, at hun var undsluppen og sejlede bort med sine Skibe” (Marius Hansen, 1941). Skibsmastmyten fra Haraldskær Gods skal måske også ses som en myte opstået i forbindelse med turismens opblomstring? Foto: Vejle Stadsarkiv.

Seminarieforstander Holm holdt i december 1908 et længere foredrag om Vejles historie for Vejle Amts Historiske Samfund. På samme forenings generalforsamling i april 1910 førtes en kort forhandling om ønskeligheden af at få Vejle Bys historie skrevet og om at få flere bidrag om Vejle til årbogen. Landstingmand og kæmner E.P. Birch formodede, at der ”formentlig var adskilligt materiale i byens arkiv”, der kunne anvendes til byhistorien. Vejle Amts Historiske Samfunds aktive medstifter P. Eliasen (1874-1928) foretog transskriberinger fra Vejle Raadstuebog og opfordrede igen i Vejle Amts Folkeblad (26.12.1912) til, at en mand meldte sig til at skrive Vejles historie. Ingen mand meldte sig endnu.

Frederik Joh. H. Orluf (1869-1954) blev i 1895 uddannet cand.mag. i klassisk filologi med græsk som hovedfag, latin og dansk som bifag. I 1899 blev han ansat ved Vejle Latin- og Realskole (fra 1904 Vejle højere Almenskole). Han var medinitiativtager til Vejle Amts Historiske Samfund og i en årrække formand for Folkeuniversitetsforeningen i Vejle. I 1910 fandt man i en stenbunke mellem gården Buhlsmindes vestlænge og Herslevvejen et brudstykke af den ødelagte og bortkomne Sønder Vilstrup-runesten. Den skulle 16-17 år før have tjent som ledstolpe i en hegnsåbning nær fundstedet (Lolland-Falsters Stiftstidende m.fl. 26.08.1910). Orluf fik i flere af samtidens aviser og i den efterfølgende faglitteratur æren for at have genfundet stenen – det er muligt, at han blot var den første ”runekyndige” til at besøge stenen. Sønder Vilstrup-runestenen med den påståede kongsgård og helligkilde ved Landerupgaard spillede længe før genfundet i 1910 en betydelig rolle i historiefortællingerne om Jellingdynastiet. Ole Worm, den fantasirige, islandske amatørrunolog, bogtrykker Aosmann Isfron – der en overgang boede i Vejle –, runolog Peter Goth Thorsen (1811-83) samt N.F.S. Grundtvig (”Et Blad af Jyllands Rimkrønike”, 1816) var blandt de mange, der havde beskæftiget sig med emnet. Inspireret af tidligere afbildninger og tolkning samt samtidens folkelige syn på Jellingdynastiet oversatte Orluf runerne fra det fundne fragment og tidl. afbildninger således: ”Thyre, Harald Gormssøns Arving [d.v.s. Datter], gjorde dette Mindesmærke, for sin Faders Sjæl. Hun havde Olaf Kirkeindvieren til Ægte” (Roskilde Dagblad 25.08.1910, 31.08.1910 & Skive Folkeblad 27.09.1910 m.fl.). Ud fra de samme kilder stod samtidens forskere inkl. runolog Lis Jacobsen (1882-1961) ikke just i kø for at forbinde runefragmentet med Harald Blåtands datter Thyra og den norske konge og kristendomsforkæmper Olav Tryggvason. Fundet blev imidlertid indledningen til Orlufs lange fritidsbeskæftigelse indenfor runologi, filologi og arkæologi. Han fik publiceret adskillige artikler i »Danske Studier«, lokalhistoriske årbøger og dagblade. Hans lærde sprog og belæsthed gjorde, at hans ofte meget fantasifulde teser blev taget for pålydende i den brede befolkning. I 1913 var han – godt nok med en forkert teori om dens beliggenhed – med til at sætte gang i den eftersøgning, der førte til genfundet af Stenalt-runestenen. Siden tydede han bl.a. Sørup-runestenens indskift, hvilket samtiden og nutidens runologer finder umuligt.

Endnu mens Orluf kunne bade sig i berømmelsen af genfundet af Sønder Vilstrup-runestenen, opdagede hans hustru i 1911 to brosten på Kirketorvet i Vejle med runeligende tegn. Orluf bestemte dem til at være runer fra den samme sønderhuggede runesten fra omkring år 700. Skønt Kirketorvet var omlagt et ukendt antal gange, mente han, at runefragmenterne måtte stamme fra fundstedet. Fundet fik ham til at spekulere over stednavnet Vejles betydning samt vandstandshøjden i ådalen i hedenold:

”Som Indskriften nu kjendes, med Sprogformer, der bekræfter den runologiske Tidsbestemmelse, vidner den om menneskelig Virksomhed paa den nuværende Vejle Kjøbstads Grund et halvt Aartusinde tidligere, end vi ellers har Vidnesbyrd om. Heri er intet mærkeligt; flere danske Kjøbstæder er endnu ældre, men det er tilfældigt, naar vi ved noget derom. Er Navnet Vejle dannet i denne fjærne Tid, kan dette Stednavn, hvis ældste kjendte Form fra 1231 er Wæthlæ, deles i wæt og hlæ (lydret svarende til urnrd. Hlaiwa, ”Gravhøj”, og oldengelsk hlæw, der tillige betyder ”naturlig Terrænhøjning”), da h i Forlyd foran L var bevaret i Udtalen i det 8. Aarh.; i Stednavnet Borrevejle ved Roskilde skreves i ældre Tid Borthewætlæ med Adskillelse af Lydene th og t og uden h efter wæt; dette Ord er i Oldengelsk Tillægsord og betyder ”fugtig”; det findes i samme Betydning i Oldfrisisk, som staar det ældste Jydske nær. Betydningen af hlæ som af hlæw antages: ”en af sid Jordbund omgiven Terrænhøjning”, hvilket passer nøjagtigt til det ældste Vejles Beliggenhed paa den engomgivne Højde, hvor nu Raadhustorvet og Kirketorvet og den omgivende centrale Bebyggelse ligger, medens den øvrige Del af Byen (alene undtagen Holmen) ligger lavt og fugtigt, til Besvær for Kommunen og Private. Forskjellen mellem Benævnelserne ”Læ” og ”Holmen” antyder sandsynligvis Vandgrænsens Beliggenhed imellem disse to Højninger den Gang Byen først bebyggedes. Skulde den andetsteds fra kjendte Betydning af Vejle – ”Vandarm som der kan vades over” – passe paa vor By, maatte Vejledalen antages at have staaet under Vand, den Gang Byen bebyggedes, saa at Byen selv var utilgængelig”. – Jyllandsposten (21.05.1911).

Fundet af de potentielle runefragmenter i Vejle vakte landsdækkende opsigt, men historien er siden gået i glemmebogen. Det følgende år var Orluf igen i overskrifterne i hele kongeriget, da han udgravede ”Harald Blaatands Borg” Rosborg. Nationalmuseet var bestemt ikke begejstrede, og de fik af to omgange Museumsforeningen i Vejle (stiftet 1899) til at standse amatørens skadelige udgravninger. Ved udgravningen fremkom kun Middelalderfund og ingen Vikingetidsfund. Dermed måtte også lægmænd erkende, at Rosborg blot var en af mange borge fra den urolige Middelalder anlagt på svært tilgængelige lokaliteter.

Den 31. marts 1911 fandt Fr. Orlufs hustru disse to brosten af kvartsit på Kirketorvets søndre side udfor nr. 16. Stadsingeniør Runge blev informeret, inden man tog stenene med de runelignende tegn op den 4. april. St. Bededag bragte Vejle Amts Avis en længere artikel af Fr. Orluf, hvor han beskrev de to potentielle runefragmenter og søgte at tyde tegnene. Han mente, at der kunne stå ejerens navn og ordet slibesten, som også betegnede runestenens brug. Dateringen til år ca. 700 gjorde den til Danmarks ældste runesten. De potentielle runefragmenter fra Kirketorvet er aldrig blevet verificeret som runer eller tydet af en uddannet runelog. Nationalmuseet og VejleMuseerne har intet kendskab til brostenene eller deres nuværende opbevaringssted. Foto: VAA (19.05.1911).

I anden halvdel af 1800-tallet var danske historikere begyndt at anvende en kildekritisk tilgang efter udenlandsk inspiration. Den svenske historiker, Curt Weibull (1886-1991), skrev i 1915-18 en række afhandlinger, hvor han underkastede de middelalderlige tekster en streng kildekritik. Han slog fast, at det store sandhedsvidne Saxo i vidt omfang havde anvendt skriftlige kilder, som han havde bearbejdet stærkt. Dermed kunne historikere ikke længere forsvare at betragte ”Gesta Danorum” som en berettende kilde. Weibull mødte i begyndelsen hård modstand fra danske historikere, men efterhånden indså man, at han havde ret. Kildekritikkens indførsel fik stor betydning for faghistorikernes syn på Jellingdynastiet og dets virke i Vejle-egnen. Faghistorikerne kunne ikke længere finde belæg for, at Dronning Thyra og Harald Blåtand stod bag opførelsen af Tirsbæk, Borgvold, Rosborg og Haraldskær samt en vikingeskibshavn i Skibet.

Langebeks tese fra 1772, om at Harald Kesja blev myrdet i Skibet, viste sig dog sejlivet. I 1916 afviste filolog M. Cl. Gertz (1844-1929) godt nok tesen, men den blev ved at leve. Myterne om Jellingdynastiet og dets virke i Vejle-egnen døde bestemt heller ikke hen. For nu gjorde lokalhistorisk interesserede i høj grad krav på lokalhistorien uden at bekymre sig særligt om faghistorikernes kildekritik og skelnen mellem myter, sagnkonger og historiske begivenheder. Et godt eksempel herpå fandt sted i 1913, hvor forstander for Jelling Seminarium, Hemming Skat Rørdam (1872-1925), stod i spidsen for rejsningen af et fire meter højt mindesmærke i Jelling over Jelling-sagnkongen Vermund og dennes søn Uffe hin Spage. 80 seminarister hjalp med at slæbe en seks tons tung sten den lange vej fra Lindet, så den kunne indgå i mindesmærket (det var en gentagelse af Saxos berømte fortælling, men modsat Harald Blåtands krigsfolk gik seminaristerne vist frivilligt under åget for at flytte stenen). Skat Rørdam lagde ikke skjul på, at der var et klart politisk sigte med mindesmærket. Bevæbnet med sværdet ”Skræp” havde den tavse Uffe vundet Danmarks uafhængighed i en duel ved Ejderen mod en saksisk prins og en kæmpe. Mindesmærket skulle vække folkets – og særlig ungdommens – interessere for det sønderjyske spørgsmål.

Efter flere års diskussion flyttede man i 2013 den 100 år gamle Uffesten, så den ikke længere blev fejlfortolket af turister som en del af Jellingmonumenterne. Uffestenen optræder i talløse private fotoalbums, og i fotosamlehæftet ”Vejle og Omegn udvalgte Billeder” fra første halvdel af det 20. århundrede optrådte den side om side med den store Jellingsten.

I 1916 afholdt Vejle Amts Historiske Samfund og Vejle Museumsforening et foredrag på Vejle Rådhus omhandlende Vejle Bys historie. Flere hundrede forsøgte forgæves at få lov at deltage, men hver eneste plads i den store rådhussal var på forhånd optaget. Bestyrelsesmedlem i begge de arrangerende foreninger, bankbestyrer Jørgensen, var udpeget til at holde foredraget. Siden barnsben havde han interesseret sig for Vejles historie, og han havde indsamlet en mængde materiale inkl. billeder. Om Vejles ælde konstaterede han, at det ikke vidstes bestemt. Der havde sikkert altid været spredt bebyggelse, men selve bydannelsen var vistnok fra 12.-13. århundrede. Åen havde været sejlbar et langt stykke op, måske helt op til Skibet. Blandt hans benyttede kilder var ”Den Danske Atlas”.

Samme år udkom værket ”Danske Byer og deres Mænd” (red. Andr. K. Jensen), hvor man kunne læse, at endnu i 1916 troede mange vejlensere fortsat, at moseliget i Sct. Nicolai Kirke virkelig var liget af Dronning Gunhild. Fem år senere hædrede Vejle byens berømte søn, arkæolog Worsaae, med en liden buste, uden at nogen tilsyneladende benyttede lejligheden til at læse hans anker mod N.M. Petersen og den datidige historieskrivning.

4. udgaven af ”Trap Danmark” udkom i 1926. Man kaldte det fortsat ”et helt uhjemlet Sagn”, at Harald Blåtand eller Harald Kesja skulle have opført Haraldskær. Modsat i 2. udgaven blev Skibet dog igen udpeget til det sted, hvor Harald Kesja blev myrdet.

Samtidig med udarbejdelsen af den seneste udgave af ”Trap Danmark” var arbejdet omsider gået i gang med at skrive den længe savnede lokale opfølgning til Gaarmanns ”Efterretninger om Weile Købstad” (1794). Initiativtageren var nok engang folkemindesamler Evald Tang Kristensen. Siden han ragede uklar med Vejle Amts Historiske Samfunds bestyrelse havde han udmærket sig som amatørarkæolog, formidler af lokalhistorien og medlem af Vejles Museumsudvalg. Han udgravede og genopførte bl.a. Helligkilden i Nørreskoven (se: Teglbjærg, 2021) og var også aktiv omkring udgravningen af teglovnen på Jagtvej. De øvrige bagmænd bag det nye bogværk om Vejles historie var handelsskoleforstander C.V. Petersen (1870-1951), Niels Nielsen, M. Basse, rektor Jacob Alsted (1866-1957) og sagfører Axel Thiesen (1884-1962). Allerede i 1924 havde de været klar med 800 siders manuskript om Vejles historie fra de ældste tider til 1826, hvor Vejle Havn åbnede. Tang Kristensen havde stået for kilderesearchen på Landsarkivet i Viborg. De henvendte sig da til Vejle Byråd vedr. økonomisk støtte til udgivelsen ved 600 års jubilæet i 1927 for købstadens ældst kendte privilegier. Det ville byrådet gerne, hvis bogen blev nedskåret til 400 sider og historien ført op til nutiden. C.V. Petersen måtte påtage sig det strenge arbejde med at nedskære manuskriptet og føre det op til nutiden. Det gik hårdt ud over Tang Kristensens enorme research på Landsarkivet. Vejle Bys historie udkom i jubilæumsåret. Tang Kristensen havde bl.a. skrevet første kapitel: Vejle i ældgamle Dage. Skønt han var bekendt med et selektivt udvalg af historisk litteratur, og på trods af at han inddrog arkæologiske fund, gamle kilder og Fr. Orlufs rapport om Rosborg-udgravningen, så var fremstillingen et klart vidnesbyrd om, at Tang Kristensen var folkemindesamler og ikke historiker, arkæolog, geolog eller stednavneforsker:

”Den dybe og brede Vejledal har i Oldtiden været fyldt med Vand, og hvor der ikke var Vand, var dog et ret ufremkommeligt Morads – helt hen til Randbøl. […]

Der er heller intet urimeligt i at antage, hvad Sagnet paastaar, at Herregaarden Haraldskjær vest for Vejle er anlagt og oprindelig bygget af Kong Harald Blaatand, ligesom ogsaa det Sagn er ret troværdigt, der fortæller, at der i gamle Dage har været Sejlads helt op til Skibet Kirke, og at der er fundet et Skibsanker i Engen norden for Gaarden Kjølholt. […]

At [Vejleborgen/Borgvold] i ældgammel Tid er bleven anlagt paa denne Plads for at beskytte den bagved liggende lille By eller Kjøbstad mod Sørøveres Anfald, er utvivlsomt. Den Gang var Fjorden aabenbart sejlbar lige ind til Byen og maaske endda et Stykke længere vest paa, saa Beboerne i den ellers ubefæstede By idelig maatte være paa Vagt overfor Sørøvernes Plyndringstog. […]

Rosborg er formodentlig bleven anlagt i meget gammel Tid, og er vistnok en hel Del ældre end Vejleborgen, maaske er den bleven anlagt, før Byen Vejle blev til, og den var saa bestemt til at angribe fjendtlige Sejlere, der løb op ad Aaen, hvorimod Vejleborgen var bestemt til Byens Forsvar”.

Evald Tang Kristensen fik på flere områder afgørende betydning for kulturlivet i Vejle. Her er han fotograferet ved teglovnen på Jagtvej, 1923. Måske var det stedfaderen, degn H.P.H. Schuster, der gjorde Tang Kristensen interesseret i fortidsminder og oldsager? Da Tang Kristensen som en gammel, skuffet og bitter mand redigerede sine omfattende memoirer, kom han et par gange ind på stedfaderens omgang med fortidsminder og oldsager. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Tang Kristensens historieskrivning hørte til tiden før kildekritikkens indførsel. Det vidste de fleste læsere af ”Vejle Bys Historie” dog ikke noget om. Værkets popularitet betød, at i de næste godt syv årtier prægede Tang Kristensens 1600-1700-tals inspirerede fremstilling menigmands syn på Vejle-egnens historie. Samtidige og efterfølgende lokalhistorikere og amatørarkæologer såsom lærer Rasmus Mortensen (1884-1965), tandlæge William Berthelsen (1888-1963), lærer Olaf Aastrup (1901-77) samt konservator og lærer Leo Novrup (1907-2000) forsøgte ellers modsat Tang Kristensen at følge med i samtidens forskning og at indpasse lokalhistorien og egnens oldtidsfund i de videnskabelige kontekster.

I 1944 udkom William Berthelsens ”Stenalderbopladser i Sønderkær og Vejledalen”. Efter samtidige forhold var det et videnskabeligt værk nøje opbygget efter arkæolog og dr.phil. Therkel Mathiassens (1892-1967) artikel om en jysk indenlandskultur i Jægerstenalderen kaldet Gudenåkulturen. Selveste dr.phil. Johs. Brøndsted, Therkel Mathiassen, cand.mag. Chr. L. Vebæk, statsgeolog og dr.phil. V. Nordmann, statsgeolog og dr.phil Johs. Iversen samt mag.scient. J. Troels-Smith havde hjulpet Berthelsen. Han kunne forklare, at Vejle Ådal var en subglacial erosionsdal, d.v.s. en tunneldal skabt af smeltevand fra isen. Efter sidste istid slog de første Stenaldermennesker sig ned i Vejle Ådal:

”I begyndelsen af Bosættelsen maa det antages, at Vejle Aa’s Omgivelser har været betydelig mere vandfyldte end i Nutiden, saa at de mange Holme har raget op af Vandet som større og mindre Øer, i hvert Fald om Vinteren. Senere er Dalbunden blevet sumpet og moseagtig, og da Egeblandingsskoven spredte sig over Landet, har Vejledalen og Sønderkær haft en spredt, parkagtig Bevoksning af lave Træer og Buske”.

Berthelsen indskrænkede sine undersøgelser til området Sønderkær-Haraldskær Fabrik, da dalen øst herfor lå for tæt på fjorden, og jorden ikke var sandet nok til Gudenåkulturens bopladser. Først kort inden udgivelsen opdagede han, at Olaf Aastrup tre år forinden havde fundet Gudenå- og Ertebølle-bopladser i området mellem Skibet-Vejle på jordene ovenfor den bløde engbund ved åen.

Troels-Smith foretog to prøvegravninger i den bløde engbund til Berthelsens projekt. Vandtilstrømning betød, at han kun nåede ned til Yngre Stenalders lag i 160 cm dybde.

Berthelsen og Aastrup benyttede sig flittigt af videnskabelige termer til at beskrive ådalens skabelse. Det har været for svært for menigmand at forstå. Så var det lettere at fæstne lid til Tang Kristensen og de gamle myter. Et godt eksempel herpå er 10 binds værket ”Danmark – Landet mellem Hav og Bælt” (1946-47) af Cai M. Woel, Jørgen Bukdahl m.fl.: ”Vejledalen, der strækker sig i stik vestlig Retning, er den længste og bredeste. Helt op til den tidligste Middelalder har man kunnet sejle til Skibet — en Landsby en Mil oppe ad Dalen — med ret store Fartøjer”.

Koldborg, Troldborg Ring og Ravningbroen

Med det blotte øje var det svært at opdage en højdeforskel mellem engene i Vejle Ådal øst og vest for Skibet. Åens evindelige strømning mod fjorden kunne dog ikke bestrides.

Den 23. januar 1946 bragte Vejle Amts Folkeblad en længere artikel: ”Turist paa sin egen Egn”, hvor en årligt tilbagevendende, anonym turist i Vork Bakker skrev:

”Vi skal nu besøge Koldborg Voldsted. Ad en smuk Hulvej, hvor Egetræer danne Portal og mosgroet Stengærde med Englesød Side, kommer vi ned over de herligt svungne Bakkedrag. Paa den lille Bakketop, der hæver sig stejlt i Vejret, ligger Tomten af den 900-aarige Røverborg Koldborg. Det er et trælsomt Arbejde at komme op til Tomten. […] Selve Pladsen er 5 + 8 Meter i Flademaal – det har antagelig kun været en meget lille Træborg. Paa den Tid, da Borgen havde sin Storhedstid i det 12. Aarhundrede, og var en Trussel for Egnen […] gik Fjorden saa højt i Vejle Dalen, at Borgen laa paa en Ø. I disse Tider har den antagelig været uindtagelig for Egnens Bønder. Som et lille »Mauseltaarn« laa Borgen og havde Herredømmet over Sejladsen over det inderste af Fjorden”.

Lokalhistoriker og fhv. gårdejer Søren P. Sørensen, Egtved, var enig i denne udlægning. Den lange bakkekam syd for træborgen var i virkeligheden en dæmning, så røverne kunne komme tørskoede ind til fastlandet. Koldborg var i øvrigt blot en af flere for længst forsvundne borge/slotte i Egtved-egnen.

Koldborg Voldsted er beliggende mellem Ravning Station og Lihmskov Holdeplads på sydsiden af Vejle Å, hvor åen tager et skarpt sving fra syd mod øst. For at den lille uanseelige bakketop med voldstedet, der hæver sig adskillige meter over Vejle Å, skulle have været en ø i Vejle Fjord, så ville det have krævet, at man i sin tid havde opført Skibet Kirke under vandoverfladen. Myterne om ådalen var dog så tillokkende, at ikke alle kunne indse dette. I en artikel om Runkenbjerg i Vejle Amts Folkeblad (10.10.1949) blev spørgsmålet om sejlads vest for Haraldskær igen taget op: ”Det store Spørgsmaal om Vejle-Dalen paa Egtved-Pigens Tid for 3000 Aar siden og Koldborgens Storhedstid omkring 1100 Aarstallet var en sejlbar Fjord maa vore Geologer finde ud af. Eet er sikkert: at Grundvandet i historisk Tid har staaet meget højere og skabt Betingelser for Sejlads med Knubbaade [d.v.s. stammebåde]”.

Siden Ældre Stenalder har mennesket krydset åen ved Koldborg. Voldstedet er beliggende oppe mellem træerne. I sommeren 2011 kunne man indvie den smukt genslyngede å fra Tørskind Bro til et godt stykke øst for Koldborg Voldsted. Før naturgenoprettelsen havde man omdannet åen ved Koldborg til en dyb, smal kanal. Opstrøms lå et dambrug og den tørlagte Tørskind Sø. Fotograf: Tore Teglbjærg.

Efter at have praktiseret som læge i otte år på Grønland kom Kristian Vilhelm Christensen (f. 1897 i Ribe Amt) i slutningen af 1930'erne til Ødsted. Han havde altid været historisk interesseret, men det var på Grønland, at hans interesse for amatørarkæologien var blevet vakt. Hans grønlandske patienter bar halskæder sammensat af farvede glasperler, som de afslog at sælge til ham. Han fandt ud af, at de stammede fra hollandske og spanske hvalfangere fra tiden før Hans Egede kom til Grønland i 1721. Ved at udgrave grønlandske bopladser fandt han adskillige af disse røde, gule og blå cylinderformede glasperler. Efter ankomsten til Ødsted samlede han sig med hjælp fra egnens beboere en pæn stor oldsagssamling af stenredskaber, lerkrukker, urner m.m. Han kendte til fredningsbestemmelserne, og han indsendte også pligtskyldigt åbenlyst danefæ såsom gamle mønter til Nationalmuseet, Forhistorisk Museum i Aarhus og Vejle Museum. Sidstnævnte skænkede han desuden to Jernalderøkser fra Vingsted Sø, som han havde fået af ejeren af Vingsted Mølle, Chr. von Bülow. Det var ham selv, der vurderede grænserne for fredningsbestemmelserne og oldsagernes forskningsmæssige og bevaringsmæssige værdi. I begyndelsen af 1950'erne foretog han en udgravning af Koldborg Voldsted, som han nøje redegjorde for i »Vejle Amts Aarbog« (1952). Udover ”munkesten”, kampesten og spredt forkullet træ fandt han ingen genstande. I den opgravede jord fandt man dog sidenhen en del potteskår, som blev indsendt til Forhistorisk Museum i Aarhus. Museet bestemte dem til at stamme fra enten slutningen af Bronzealderen eller begyndelsen af Jernalderen. K.V. Christensen troede, at Koldborg Voldsted havde været en gammel borg. Han kendte til myten om, at det skulle være en gammel ”Sørøverrede”. Personligt turde han ikke udtale sig om, hvorvidt datidens fartøjer havde kunnet sejle så langt ind i landet.

Emnet om sejlads til Koldborg Voldsted var langt fra uddebatteret blandt amatørerne, da Frederik Orluf og organist Johannes Wolthers igen blandede sig i historiedebatten. Orluf fik i 1953 bragt en artikel i tidsskriftet »Danske Studier« med titlen: ”Hvor dræbtes Harald Kesja?” Ligesom M. Cl. Gertz (1916) afviste han blankt Langebeks teori om Skibet som drabsstedet. Jelling og Skærup kom heller ikke på tale. Derimod foreslog han Skibing i Dover Sogn, Skanderborg Amt. Artiklen ændrede på ingen måde fagfolk og menigmands syn på Skibet som drabsstedet. Wolthers havde i 1950 sikret Sct. Nicolai Kirke nogle fotos fra Nationalmuseet af Dronning Gunhild til ophængning ved hendes kiste i kirken, så han kunne overbevise besøgende om, at det nu for længst ikke længere offentligt udstillede moselig fra Jernalderen ikke kunne være Dronning Gunhild (Frit Folk 12.05.1950). Omtrent samtidig med udgivelsen af Orlufs artikel om Kesjas drabssted lykkedes det Wolthers at opstøve et brev på det Kongelige Bibliotek dateret 10. september 1895 [sic], hvor artiklen fra Ribe Stifts Adresse-Avis (06.09.1805) om kølfundet ved Sønderåen blev gengivet. Wolthers tog fundet som bevis på sejlads til Skibet og Harald Blåtands Haraldskær. I en artikel i VAF (29.01.1954) skrev han om fundet og afsluttede med, at han ville ønske, at hans afdøde ven, Evald Tang Kristensen, havde kendt til fundet, da det bekræftede hans teorier. Selv efter genopdagelsen kom kølfundet ikke til at spille en rolle i synet på Jellingdynastiets virke i Vejledalen.

Museet i Vejle havde lige fra begyndelsen været både et kunstmuseum og et kulturhistorisk museum. Den første og tredje museumsleder var begge kunstnere, nemlig fra 1927-50 Victor Jensen (1891-1950) og fra 1959-79 Robert Dueholm Jessen (1909-81). Indimellem var tidligere lærer i Lindeballe Rasmus Mortensen museumsleder. Når man af den ene eller anden grund ikke kunne få en universitetsuddannet historiker eller arkæolog som leder, var Mortensen absolut en velegnet kandidat. Hans første lokalhistoriske bidrag udkom i »Vejle Amts Aarbøger« 1916 og omhandlede en middelalderlig teglovn, som han selv havde udgravet vest for Lindeballe Kirke. Året efter fandt han første gang spor efter jernudvinding i Danmark. Den jyske jernproduktion blev hans helt store amatørarkæologiske hobby, og udover selv at udgive artikler og en bog herom bidrog han til prof. Niels Nielsens doktordisputats om samme emne. Hans lokalhistoriske produktion var ganske overvældende. Bl.a. skrev han flere bøger og frem til 1958 godt 1.600 artikler til Vejle Amts Folkeblad. Blandt hans øvrige meritter kan nævnes: 1923-52 bestyrelsesmedlem i Vejle Amts historiske Samfund, 1928-52 redaktør for »Vejle Amts Aarbøger«, 1946-58 bestyrelsesmedlem for Dansk historisk Fællesforening samt 1951-58 bestyrelsesmedlem for Jysk arkæologisk Selskab. I værket ”Vejle Amt. En Hjemstavnsbog” (1934) skildrede han på poetisk vis Jellingmonumenterne, som han anså for ”Danmarks mærkeligste Oldtidsmonumenter”: ”Storstilede i Anlæg, vidtsynende Kredsen rundt rejstes Højene, mange Hænders Værk; langtrækkende Budskab til kronet Høvdingeæts Pris ristedes paa Sten kunstfærdig Runemesters Gerning”. Mortensen var modsat Worsaae ikke i tvivl om, at Jelling var kongesædet, da Jellingdynastiet samlede det danske rige. Han fremkom med den teori, at kongerne grundede deres magt på myremalm, og Jelling blev netop valgt som og udviklede sig til en stærk kongeby, da man her kunne udvinde det vigtige jern. Samme teori florerede mht. den svenske kongemagts valg af Uppsala som kongsby p.g.a. muligheden for jernudvinding her.

Efter en oversvømmelse i 1924 satte Vejle gang i det, der skulle blive til et flere årtier langt kloakprojekt. I 1949 var turen kommet til Sønderbrogade, hvis undergrund viste sig at rumme flere spændende fund inkl. et 2,65 m langt spant fra et klinkbygget fartøj fundet i fire meters dybde udfor Sønderbrogade 26. Bladhandler Niels Chr. Dysted sikrede sig sidstnævnte og indsendte en tegning heraf til Nationalmuseet. Magister Hans Norling-Christensen på Nationalmuseet mente, at det kunne dreje sig om et spant fra et vikingeskib, og han bad derfor Dysted om at indsende fundet. To måneder senere kunne Dr. Therkel Mathiassen oplyse, at det alligevel ikke drejede sig om levn fra et vikingeskib men om et svært daterbart spant fra Middelalderen. Der blev gjort flere fund af potteskår og dyre- og menneskeknogler under kloakarbejdet, men man fandt ikke flere skibsdele. Fem år senere måtte Sønderbrogade 26-32 vige for Damhavens indføring i Sønderbrogade. Rasmus Mortensen kendte alt til skibsspantefundet i 1949 og dets usikre datering, derfor håbede han nu, at man kunne finde et vikingeskib eller et fartøj fra omkring år 1200 ved at udgrave grunden under disse bygninger. Nationalmuseet var ikke i tvivl om, at der kunne gøres vigtige fund på stedet, men de kunne ikke finde pengene til at iværksætte en udgravning. Mortensen håbede, at Vejle Museum med deres yderst beskedne midler selv kunne magte opgaven. Det kunne museet ikke. Eneste udbytte blev en ubestemmelig, ca. 30 cm lang, svær planke fundet i fire meters dybde ud for Sønderbrogade nr. 26, så derfor blev det ikke i denne omgang, at man fandt et intakt skibsvrag nær købstadens gamle anløbsbro i Sønderåen.

Rasmus Mortensens syn på Jelling som Jellingdynastiets kongesæde blev delt af nogle samtidige lokalhistorikere og amatørarkæologer, der skulle føje nye myter til Jellingdynastiets virke i Vejle-egnen.

I de sidste 170 år har mennesket omdannet Ravning og Vork Enge til et kulturlandskab. I midten af 1800-tallet begyndte man at udrette den bugtende å. I 1872 blev der anlagt ti engvandingskanaler fra syv stemmeværker i Vejle Å. Vork-Ødstedkanalen var med sine 5,67 km den længste kanal. Den havde sit udgangspunkt i et stemmeværk et par hundrede meter øst for Tørskind Bro. Godt en km længere nedstrøm lå et nyt stemmeværk, der ledte vand til den 3,15 km lange Sønderkjærkanal nr. 2. Rislingsrender fra disse to kanaler sørgede for, at Vork og Ravning Enge blev tilført det næringsrige åvand, så der kunne høstes hø til bøndernes kreaturer. Det var hårdt, tidskrævende arbejde at høste høet, da det skulle gøres med håndkraft med leer og dernæst bæres derfra over vandingskanalen til fast bund, da anlæggene var for bløde til at tåle, at man anvendte heste. Engvandingskanalerne var kun i brug i få årtier, så begyndte man at indføre roer som vinterfoder til kreaturerne.

Der er tilsyneladende ikke bevaret gamle fotografier eller beskrivelser af Ravning og Vork Enge. Samtidens aviser gav i 1893 et sjældent indblik i områdets forfatning ved vintertid. Vejle Amts Folkeblad bragte den 30.01.1893 en kort jagthistorie. Købmand Niels Nielsen og ungkarl Kristen Laursen af Ravning var på jagt ved åen i Ravning Enge. De skød en svane, som dernæst flaksede hen over de med is belagte enge. Købmand Nielsen faldt og slog baghovedet under forfølgelsen. Godt fem uger senere skød Kristen Laursen endnu en svane i Ravning Enge. Fordi han hævdede at have fået ram på den fra ca. 300 alens (små 200 m) afstand, gik historien den danske dagspresse rundt.

I 1895 besluttede man, at Vandelbanen skulle gå langs nordsiden af Sønderkjærkanal nr. 2. Arbejdet blev påbegyndt i slutningen af året. Egtved Sogneråd ville gerne have et stoppested i Ravning Enge. Beboerne i Bredsten Sogn var mere i tvivl om, hvor i sognet stoppestedet skulle ligge. Omkring årsskiftet kom man dog frem til, at det skulle ligge i Ravning Enge nedenfor hulvejen gennem Fandens Dal. Det skulle ikke kun være et trinbrædt men en rigtig station. De to sogne og interesserede borgere forpligtede sig til at betale til opførelsen af en kommunevej tværs over Vejledalen.

Arbejdet med at opføre en dæmning til jernbanen i Ravning Enge voldte store kvaler, ”idet den bløde Mosebund stadig synker” (VAF 11.05.1897). Dæmningen kom endog i ”kæntrende Bevægelse, saa at det, uagtet Sænkningen stadig udbedres ved Paafyldning, er umuligt for Tiden at bestemme, hvornaar Dæmningen atter kan bringes i Ro” (VAF 09.06.1897). Under det hårde arbejde med at udbedre dæmningen omkom en ung arbejdsmand fra Nørup Sogn, efter at han havde fået sit ene ben knust under en tipvogn. Kort efter åbnede Vandelbanen.

Kommunevejen blev anlagt øst for Ravning Station og strategisk ført hen over en stor pold, der lå midt i dalen lige ved Vejle Å. Dermed sparede man lidt af den dæmning, man var nødt til at anlægge tværs over Vork og Ravning Enge. Gennem årene blev bl.a. talløse svin via denne kommunevej bragt til Ravning Station for at blive fragtet videre med toget til Vejle.

Det såvidt vides ældste billede fra Vork og Ravning Enge er taget engang efter oktober 1908, for denne måned vedtog Egtved Sogneråd at betale halvdelen af udgiften til et rækværk over kommunevejsbroen. Bemærk at Vejle Å endnu er højtflydende. Fotograf: ukendt. Foto: Egtved Lokalhistoriske Arkiv.

Luftfoto af Ravning og Vork Enge, 1986. I forgrunden efterfølgeren til Ravning Fiskeri og Ravning gl. Station. Foran dambruget og lige øst for den begravede Ravningbro ses Egtved Kommunes rekonstruktion af en del af vikingebroen. I midten af billedet passerer kommunevejen Vejle Å og fortsætter forbi Sorgenfri Dambrug. Fotograf: ukendt. Foto: Egtved Lokalhistoriske Arkiv.

Omkring 1902 blev Ravning Fiskeri grundlagt nord for stationen. Nogle år senere kunne Østsjællands Folkeblad (12.09.1918) berette, at det bestod af 10 tætliggende og med vandrør sammenhørende damme på den nederste del af en stor bakkeskråning. I den øverste dam sprudlede et lille kildevæld, der sørgede for en konstant vandgennemstrømning af de ti damme. Afløbet skete fra den nederste dam til en bæk ved bakkens fod.

Da engvandingen mistede sin økonomiske betydning, begyndte man i stedet at dræne engene, så de kunne opdyrkes og udnyttes som græsningsarealer til kreaturer. For at vandet kunne løbe bort fra engene ud i Vejle Å, var det nødvendigt at uddybe åen. Den 18. januar 1919 kunne Jyllands-Posten meddele: ”Formanden ved Opmudringsarbejdet i Vejle Aa, Fr. Andersen, faldt i Eftermiddag i Aaen udfor Ravning Station og drukende; hans Lig er endnu ikke fundet. Han var 28 Aar gl. og ugift og var hjemmehørende i Sindal”. Den senere proprietær i Mårsø, Mads Hindhede, erindrede, at man efter uddybningen af åen havde avlet ”helt fantastisk paa denne Jord” i Ravning Enge (A2156 lbnr. 36 Vejle Stadsarkiv).

I faglitteraturen sættes fundet af de første egestolper i Vork og Ravning Enge til år 1934. De tilhuggede egestolper dukkede op til overfladen under sætning af terrænet som følge af dræning. I 1952/53 stødte boelsmand Svend Aage Pedersen igen på egestolper ved grøftegravning i Vork Enge (matr.nr. 1E m.fl., Vork Mark, Egtved Sogn). Faderen, Hans Chr. Pedersen, kunne fortælle ham, at stolperne havde været kendt siden dennes barndom. Svend Aage Pedersen meddelte fundet til Koldborg Voldsteds udgraver, amatørarkæolog K.V. Christensen.

Udstyret med en stålsonde til at stikke ned i den bløde engbund sydvest for Ravning Station fandt K.V. Christensen i alt fire firkantede, tilspidsede egestolper. Ved yderligere eftersøgning med sonde og udgravning syd og nord for åen i 1954 fandt han ud af, at der var tale om en flere hundrede meter lang bro. Undersøgelsen var ikke helt nem, for hans sonde stødte ofte på rødder og stubbe af eg, birk, el og gran samt nyere hegnspæle. Kort tid efter fattede to præster også interesse for Ravning-området.

Teolog Børge Valdemar Hvidberg-Hansen (1906-91) var født på præstegården i Sejerslev på Mors. I 1943 blev han udnævnt til sognepræst i Skibet. Han var meget interesseret i historie, og den eventyrlige Vejle Ådal blev hans nye interessesfære. I første omgang samarbejdede han med vennen Rudolf Volf (1907-98). Volf var født i Przemysl i Polen af danske forældre. I 1943 blev han udnævnt til sognepræst i Tamdrup. I 1873 havde man opdaget 29 lueforgyldte reliefkobberplader, som angiveligt havde hørt til et gyldent alter og et relikvieskrin i Tamdrup Kirke. Syv af kobberpladerne gengav angiveligt historien om Poppo og Harald Blåtands dåb. Volf fandt det derfor troligt, at Tamdrup Bisgård syd for kirken var Harald Blåtands gamle kongsgård, og at det var her, at Poppo bar jernbyrd og lod kongen døbe. Det kan indskydes, at arkæologer siden har fundet spor efter en gård fra Vikingetiden ved kirken, og at man har diskuteret, om det kan have været en kongsgård eller en af landets tidligste bispegårde.

Den 20. december 1955 bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel med Volf, Hvidberg-Hansen og K.V. Christensen med titlen: ”Havde Jelling-Kongerne en Borg ved Ravning?”. Hvidberg-Hansen og Volf havde sammen besøgt voldstedet Troldborg Ring (Trældborg iflg. præsteindberetningerne til Ole Worm, 1638) beliggende nord for Ravning Enge ovenfor den stejle Fandens Dal. Den strategiske beliggenhed fik de to præster til at udkaste følgende teori:

”Jeg har tidligere fremsat den Teori, at Jelling-Kongerne maa have haft Fæstningsanlæg i Bunden af baade Horsens, Vejle og Kolding Fjorde, siger Pastor Volf. Ellers kunde de simpelthen ikke gøre sig Haab om at sidde i Sikkerhed. Troldborg Ring omtales under Navnet Trelborg allerede af Forfatteren Ole Worm, der levede i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede. Og Betegnelsen Trelborg minder jo unægtelig om Trelleborg – den Vikingeborg, som er fundet ved Slagelse.

Det er efter min Opfattelse en vis Grund til at tro, at Jordvolden ved Ravning har været Led i et Forsvarsanlæg ved Bunden af Vejle Fjord, opført af Jelling-Kongerne til Værn mod Angreb fra Øst. Ringvoldens Omgivelser har aldrig været udforsket og burde maaske gøres til Genstand for en Undersøgelse af Arkæologerne, slutter Pastoren.

Et Fund, som nylig er gjort i Vejle Aa i Højde med Ravning, tager de to Præster til Indtægt for deres Teori. Paa et Sted, hvor man ved Grøftegravning for tre Aar siden fandt fire firkantede, tilspidsede Egestolper, har man nu under en Uddybning af Aaen fundet yderligere 13 store Egeplanker foruden en Del andet Træværk. Plankerne staar i to Rækker tværs over Aaen, og Fundet er meddelt til Nationalmuseet.

- Der er ingen Tvivl om, at der er Tale om Resterne af en gammel Bro, som har ledet en Vej over Aaen, fortæller Læge K.V. Christensen, Ødsted. Plankerne er af stor Ælde og kan udmærket stamme fra Vikingetiden. Men jeg tør ikke udtale mig om, hvorvidt Vejen kan have ført op til det Sted Syd for Ravning, hvor man for længe siden har fundet Ringvolden, men i øvrigt aldrig andet, der kan lede Tanken hen paa et Fæstningsanlæg”.

Det spændende brofund fra potentielt Vikingetiden satte desværre ikke Vejle Museum, Nationalmuseet eller Forhistorisk Museum i Aarhus i alarmberedskab, hvorfor der desværre kunne finde en omfattende, ødelæggende udvikling sted i et af de smukkeste og historisk mest interessante områder i ådalen. Otte km af Vejle Å blev brutalt reguleret og uddybet, og der blev anlagt et stort dambrug, Sorgenfri Dambrug matr.nr. 13i, beliggende syd for åen og vest for Ødsted Bæk. Et ukendt antal tilhuggede egestolper og evt. andre vigtige fund måtte lade livet i forbindelse med udgravningen til dambruget.

Troldborg Ring set fra nord, nov. 2019. Fotograf: Lilian Teglbjærg.

K.V. Christensen var meget opsat på at få en rigtig arkæolog til at lægge vejen forbi og undersøge Troldborg Ring og broen i Ravning Enge. Ingeniør C.G. Christensen, Jysk Telefon, Kolding, lykkedes omsider den 5. juni 1957 med at få magister i forhistorisk arkæologi, museumsinspektør Olfert Voss (1926-2014), samt professor, dr.phil. Carl Johan Becker (1915-2001) til at besigtige Troldborg Ring. Ved besigtigelsen deltog K.V. Christensen, og han skænkede ved denne anledning Nationalmuseet nogle få lerkarskår og lidt trækul, som han havde fundet ved en mindre udgravning samt i sand og jord fra en grævlingegrav i fortidsmindet. Det er svært at forestille sig, at han ikke benyttede lejligheden til også at fortælle de to fagfolk om broen i Vork og Ravning Enge. I Voss’ meget korte rapport blev egestolperne i engen imidlertid ikke omtalt.

Voss havde i 1947 og igen i 1956-57 foretaget undersøgelser af et ringvoldanlæg/tilflugtsborg i Veerst fra Yngre Jernalder kaldet Trælborg. Han fastslog, at Troldborg Ring måtte være en tilsvarende tilflugtsborg fra Yngre Jernalder. Dateringen blev understøttet af de af K.V. Christensen fundne lerkarskår.

K.V. Christensen havde svært ved at acceptere, at broen i Ravning Enge og voldstedet ikke havde nogen forbindelse med hinanden. Den 13. september 1957 bragte Vejle Amts Folkeblad en helsides artikel om hans amatørarkæologiske virke og hans fascination af broen i ådalen samt Troldborg Ring. På grund af engenes dræning og efterfølgende sætning stak pæle fra den oldgamle bro nu op af jorden ved åbredden, når Vejle Å’s vandstand var lav. Et fund havde ledt Christensen på nye tanker om broens alder. Den 12-årige lystfisker Henning Iversen havde i en jordklump i kanten af Vejle Å fundet en snustobaksæske med årstallet 1685 indgraveret, som han overgav til amatørarkæologen. K.V. Christensen gik nu bort fra Voss’ Jernalderdatering og udkastede en teori om, at Troldborg Ring var en nyere tilflugtsborg for den nedlagte landsby Søgaard (se: Trap 4. udg., 1926), samt at broen i Ravning Enge stod i forbindelse med denne nyere tilflugtsborg. Officer Jørgen Essemann havde målt højdekurverne og fundet centrum i voldringen for K.V. Christensen (formentlig i 1954), men det var ikke lykkedes de to at finde den sydlige indgang – ned mod den stejle skråning – som amatørarkæologen mente måtte findes. En uautoriseret undersøgelse som den ved Koldborg Voldsted i 1952 kunne ikke komme på tale, da der skulle en omfattende udgravning til.

I lang tid gik K.V. Christensen og spekulerede over pælerækken i Vork og Ravning Enge. Den 19. maj 1959 sendte han følgende brev til Nationalmuseet:

”Af Interesse for et arkæologisk Fund bestaaende af to Rækker tilhuggede Egestolper i Vejleaadalen ved Vork, Egtved Sogn, Jerlev Herred, Vejle Amt tillader undertegnede sig høfligst at rette Forespørgen om, hvorvidt der i Nationalmuseets Arkiv findes ældre kartografiske Oplysninger om et Voldsted ved Navn Troldborg Ring – kaldet Trældborg – paa Gaarden Abildgaards Mark i Nørup Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt. Der tænkes navnlig paa Arkæologernes Herredsrejse i tidligere Tid, spec. paa disses evt. Skitser, Krokier, Tegninger, Beskrivelser af nævnte Sted, f. Eks. R. H. Kruses Nørrejylllands Mærkværdigheder, Dr. Phil. Vilh. la Cours, P. Haubergs el. andres Notater om Stedet.

Foreligger der ingen Oplysninger fra ældre Tid, er jeg taknemmelig for en kort Meddelelse herom; Skulde der findes positive Meddelelser, er jeg rede til at afholde Arkivets Udgifter ved evt. Oplysninger om hvor disse findes og saa personlig aflægge Arkivet – om tilgængelig for ikke Fagarkæologer – et Besøg først i Juni Maaned.

Grunden til denne min Henvendelse er et paatænkt Udkast til en Artikel i Vejle Amts Aarbog i Aar om Pælebroen i Aadalen.

M.v.H. K. V. Christensen”.

Olfert Voss svarede, at Nationalmuseet ikke lå inde med dokumenter vedr. Troldborg Ring bortset fra rapporten fra Voss og Beckers besigtigelse for to år siden. Han viste ingen interesse for K.V. Christensens omtale af pælerækken i ådalen. Derfor måtte han ”nøjes” med i 1964/65 at blive manden, der forsigtig bekræftede tegneren J. Magnus Petersen (1827-1917) og arkæolog P.V. Globs (1911-85) teori om, at en mægtig skibssætning indgik i Vikingetidens kongelige monumenter i Jelling.

Vejle Amts Årbøger bragte i 1959 K.V. Christensens artikel om hans undersøgelser siden 1952/53 af broen i Vork og Ravning Enge:

”[…] Er der da kun fundet Træværk under hele denne Kampagne? I Foraaret 1957 fandtes ved Aaens Sydbred ca. 100 m Øst for Ravning Bro en ottekantet Snustobaksdaase af Kobber med graveret Motiv og Aarstallet 1685 i Laaget. Motivet er en Portbygning flankeret af 6 Taarne med Spir, 3 udfra hver Ende af Bygningen; det hele omgivet af et Bladrankemotiv bredende sig ud fra to stiliserede, højtstammede Træer med bred Krone. Nedenunder dette ejendommelige Billede ses et andet Motiv bestaaende af et énmastet Skib med Rigning til Masten fra begge Rælinger; Skibet flyder paa Vand markeret ved bølgeformede Streger. Daasens Bund er udstyret med det kendte Elipsemotiv omkring Bundens Centrum. Dens Højde er 3 cm, Diameteren 4,5 cm. Et Fund af en ganske anden Karakter samme Aar var en 57,5 cm lang Døllebajonet med trekantet Tværsnit af selve Klingen, en Dølle paa 8 cm Længde med en Diameter paa 3 cm. Dette svære, forældede Vaaben [var] sat med Spidsen i Jorden ca. 50 m Sydøst for Ravning Bro; der fandtes intet andet paa dette Sted, ej heller fandtes paa selve Vaabnet noget Nummer eller Fabrikationsmærke eller andet til Datering af Vaabnet [NB. Hans Chr. Pedersen fandt bajonetten og skænkede den til K.V. Christensen. I VAF 13.09.1957 beskrev lægen den som tilhørende 1848-typen]. At omtale de meget talrige Fund af ossa - Knogler - af Dyr, specielt komplette Skeletter af en Art smaa Heste, dog uden Levn af Seletøj, Spænder eller andet Tilbehør, der Tid efter anden er gjort og gøres ved Gravning af Fiskedamme, Grøfter o.l. vil føre for vidt. Dog skal nævnes Fundet af et Mandskranium. Kraniet fandtes i Oktober 1958 ved Grøftegravning Nord for Aaen 30 m Vest for Stolperækken her og 50 m fra Skovkanten; det var sønderdelt af Spaden og laa 1,35 m under Jorden, men ikke nede ved Sandbunden, det var mørkt som hos Moselig, de enkelte Knogler skøre og møre i Kanterne. I os frontis - Pandebenet - var en 7 cm lang fissur - Revne - fra venstre til højre, over højre Øje, og tyder paa, at Kraniet har været udsat for Vold i levende Live. Ved Siden af Kraniet 3 smaa flade Stykker Elletræ; ellers lykkedes det ikke, trods Eftersøgning, at finde andre Knogler eller Sager i Nærheden. Ved dette Fund har vi nærmet os Skoven mod Nord og kastet Blikket mod de højest liggende Trætoppe her, hvor et andet lokalt nærliggende Emne trænger sig paa for Amatørarkæologen, som uden at ville sætte noget som helst Fund i Aadalen i Relation eller i romantisk Belysning af TROLDBORG RING dog i denne Forbindelse vil omtale denne. - Ringen er et Voldsted, og som Navnet siger bestaaende af en ringformet Vold omkring et stort Areal, bærende det mere arkæologiske velklingende Navn TRÆLBORG. Dets Beliggenhed er paa en naturlig Sandbanke 245 Fod over Havet, 800 m Øst for Abildgaard [...]”.

For tredje gang havde K.V. Christensen skiftet mening om dateringen af voldstedet og broen. Først havde han gættet på Vikingetiden, så på 1600-tallet og nu på Middelalderen. Hans noget kringlede beskrivelse af formålet med Middelalderbroen lød:

”Vil vi danne os et blot nogenlunde sandsynligt Billede af dette Træværks Anvendelse, maa vi tænke paa ældre Tiders Stemmeværker, Stigborde, Spange, provisoriske smalle Overgange til Overbæring af Hø og Afgrøder, primitive af Konstruktion og med Nedbrydning eller Optagning om Vinteren for Øje. Endelig maa vi formode, at der paa saa stort et Omraade, som Vejleaadalen her frembyder, ogsaa har været drevet Fiskeri med Anvendelse af Pæle til Garn til Fortøjning af Smaafartøjer, Ruser etc. Ogsaa selve Aaens Forløb er i Tiderne ændret mange Steder, og som Følge heraf maa Gangbroer, Spange over Aaen, Grøfter og Kanaler ogsaa have ændret Plads. Bærestolperne er simpelthen bleven siddende i Jorden, hvorimod Tværliggerne er taget i Brug til andet Formaal eller gaaet til grunde. Den parvise Anordning af Stolperne tyder unægtelig paa et større Broanlæg i Dalen, ligesom de store Maal og deres Anbringelse her med samt den komplette Forsvinden eller Destruktion af det ovenover Jorden, f. Eks. Tværliggere, taler stærkt for en Bro”.

Efter at have forsikret læseren om, at han som amatørarkæolog ikke dristede sig til at forbinde Middelalderbroen med Troldborg Ring, gjorde han netop dette:

”Rent arkæologisk maa vi betegne [Troldborg Ring] som et tidligt middelalderligt Motteanlæg opført af en eller anden Herremand, som her fandt et efter Datidens Forhold passende og betryggende Tilflugtssted, mens Gaard og Kvæg overlodes til Skæbnen [når fjenden stod for døren]”.

Artiklen afsluttedes med nok en opfordring til arkæologerne om at gæste ådalen. Vejle Museums leder, Rasmus Mortensen, lagde i 1959 vejen forbi, men der skulle opgraves endnu flere egestolper, inden Nationalmuseet vågnede op til dåd.

Mens K.V. Christensen havde travlt med broen og voldstedet, havde den historisk interesserede sognepræst i Skibet, Hvidberg-Hansen, fået nok at se til med Skibet Sogns historie. I 1956 transskriberede han provst Einspergs indberetning om Skibet Sogn fra 1755 til »Vejle Amts Aarbog«. Dernæst arbejdede han energisk på at få Skibet Kirke restaureret. Ved restaureringen fremkom bl.a. en række kalkmalerier, som han beskrev i artikler. Endelig var han i 1959-62 involveret i det spændende arbejde med at genfinde og udgrave storstensgraven (jøndovnen) i Skibet. Storstensgraven var styrtet sammen eller blevet ødelagt engang efter 1638 – muligvis fordi præsteindberetningen til Ole Worm beskrev den som et hedensk alter. De sammenstyrtede kæmpesten var en gene for landbruget, derfor var den afmærket på Original 1-kortet over Haraldskær Hgd. fra 1797 som Jøndoven Agre. I løbet af 1800-tallet gik storstensgravens beliggenhed i glemmebogen. Professor ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Hans Christian Bendixen (1897-1976), sporede sig frem til en forhøjning, hvor den kunne ligge. Stedet var beliggende et par hundrede meter nord for den nuværende rasteplads ved Kvak Mølle Sø. Han beskrev beliggenheden i artiklen: ”Om forsvundne storstensgrave – dysser og jættestuer – i Tørrild Herred” i »Vejle Amts Aarbog« (1960). Det var hans overbevisning, at der i Yngre Stenalder havde fandtes enkelte bygder i Vejle-egnen: Vandel, Lihmskov, Ravning, Bredsten, Kærbølling, Skibet, Hover, Hornstrup og Højen. Fra disse bosættelser kunne man med stammebåde transportere sig op og ned i Jylland ad åerne og hele vejen tværs over til Ho Bugt. Et stort ravfund fra 1848 i en mose ved Mejsling kædede han ligeledes sammen med en af Vejle Ådal-bygderne. Både hans teori om sejlads fra Vejle Å til Ho Bugt, Kongeåen o.s.v. samt hans teori om sammenkædning af Mejsling-fundet og Vejle Ådal-bygderne led en stille død. De var da også begge komplet uunderbyggede. Allerede på store strækninger af Egtved Å ville stammebådssejlads være blevet en udfordring, og så nært forbundne var de jyske åer heller ikke, selvom det kunne se sådan ud på et landkort. Dyrlægen havde heller intet begreb om, hvor mange storstensgrave og bebyggelser fra Yngre Stenalder landet havde rummet. Han kendte til arkæolog og historiker Johannes Brøndsteds kort: Danmarks Stengrave og Gravhøje, 1938 & 1958, men her var store dele af landet inkl. Vejle-egnen angivet til at være næsten uden disse storslåede oldtidsminder.

[[Billede: 12c._B69597.jpg|300px|thumb|right| Buldalen i 1982 før den blev asfalteret og et trafikpolitisk dilemma. Her ved dette naturlige vadested over Vejle Å og Vejle Ådal ca. halvanden km øst for Skibet Kirke har der bl.a. ligget en gravhøj fra Yngre Stenalder samt et potentielt vadested og en boplads fra Jernalderen. Ved en boring i engen syd for motortrafikvejen og nordvest for dambruget har man fundet potteskår og teglstykker. Syd for åen oppe i skoven skal have ligget en eller anden form for bebyggelse kaldet Boelldall/Bommerhave. Ingen har fundet på at inddrage Buldalen i myterne om Jellingdynastiets virke i ådalen, selvom Boelldall siden 1638 blev nævnt i topografiske værker. Fotograf: Frants Mortensen. Foto: Vejle Stadsarkiv.]

Hvidberg-Hansen og den Danmarksberømte naturformidler, konservator og amatørarkæolog, Leo Novrup (1907-2000), udgravede kort efter jøndovnen. De fandt en flintøkse, en lerske samt potteskår, som Novrup indlemmede i sin privatsamling.

Leo Novrup var med til at udgrave en håndfuld for længst glemte storstensgrave i og ovenfor Vejle Tunneldal. Her ses han ved udgravningen af en jættestue i Andkær. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

I 1956 var Novrup på anbefaling af professor, dr.phil. C.J. Becker blevet medlem af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab. Ved udgravningen af jøndoven nærmede Novrup sig sin 100 amatørarkæologiske udgravning. Han var netop flyttet til Bredballe fra Stavshede og havde fået stilling som lærer ved Statens Seminarium for Småbørnslærerinder. Vejle Museums nye leder, kunstmaler Robert Dueholm Jessen, bød ham med Nationalmuseets billigelse velkommen som konservator og udgravningsleder på museet. I 1961 fremviste Novrup tomten af storstensgraven i Skibet til Nationalmuseets Therkel Mathiassen, og i august 1962 var Novrup, Hvidberg-Hansen, prof. Bendixen og dyrlæge H.J. Bendixen med til at underkaste storstensgraven en videnskabelig undersøgelse ledet af Jens Aarup Jensen fra Forhistorisk Museum i Aarhus. Novrup afleverede her de tidligere gjorte fund fra oldtidsmindet til Vejle Museum (Aarup Jensen, 1965). Jættestuen fra Yngre Stenalder havde naturligvis intet at gøre med Vikingetiden, men den understøttede sikkert Hvidberg-Hansens i hans tro på sejlads til Skibet. Han skrev senere et lille skrift om Skibet Kirkes historie, hvor han ud fra de gamle præsteindberetningers postulater om fund af skibsankre skrev om sejlads til Skibet. Faglitteraturen havde aflivet tanken om, at Harald Blåtand havde anlagt Haraldskær, men Hvidberg-Hansen mente så, at der var stor sandsynlighed for, at der tidligere havde ligget en borg på den banke, hvor Skibet Kirke omkring 1150 blev anlagt. Fra havnen i Skibet kunne der så have været en livlig trafik til f.eks. Jelling. Artiklen var et vidnesbyrd om, at Hvidberg-Hansen fortsat troede og ønskede, at Jellingdynastiet havde huseret i Skibet.

Traktor-, byfornyelses- og byudvidelsesæraen gav udgravningsleder Leo Novrup rigeligt at bestille. Han involverede andre amatørarkæologer for at kunne overskue opgaven, og flere af disse foretog også udgravninger på egen hånd. Alene de fund, der blev gjort i Leo Novrups godt to årtier som udgravningsleder og konservator, kunne have skaffet Vejle-egnen et helt fantastisk museum, hvis der havde været politisk vilje og visioner dertil. I stedet deltes fundene mellem Nationalmuseet, Vejle Museum og i høj grad private samlinger. Et i Vejle Ådal-sammenhæng meget spændende fund fra 1967 blev desværre ikke bevaret. Under arbejde i Ødsted Enge mellem Vingsted og Ravning Enge afdækkede vandløbsvæsenets sandsuger en udhulet ege i Vejle Å. Den var ikke intakt, da den formentlig var blevet skadet ved det åudretnings- og åuddybningsarbejde, der fandt sted i 1950'erne. Leo Novrup undersøgte den potentielle stammebåd, som han gættede på havde været fem meter lang. I national sammenhæng var et stammebådsfund ikke unikt, så p.g.a. dens tilstand blev den ikke bedømt værdig til bevarelse. I dag ved man hverken med sikkerhed, om det var en stammebåd, dens nøjagtige længde, eller hvor gammel den var. Udhulede eger var endnu i 1800-tallet i brug på Vejle og Rands Fjord, men fundomstændighederne i et område fuld af Jægerstenalderbopladser kunne måske pege i retning af en ældre datering.

Vejle Kommune overtog i slutningen af 1960'erne Haraldskær Gods med inventar. Det kunne have dannet en imponerende ramme om et ådalsmuseum, men godset trængte i høj grad til en kostbar istandsættelse. Friiserne og Hess-familiens gamle indbo – herunder malerier fra Munkebjerg-malerne – blev derfor sat på auktion, og det samme gjorde hovedbygningen. Vejle Amts Folkeblad fulgte med i auktionerne, en voldsom ildebrand der hærgede godset, samt den efterfølgende åbning i 1972 af Boligselskabernes kursusejendom i hovedbygningen:

”[…] Saa er der den berømte skibsmast, der gaar op igennem bygningen og markerer, at Haraldskær oprindelig er af stor ælde. De gamle sagde, at godset er opført paa et vikingeskibs vrag. Skibsmasten findes i hovedtrappens trækonstruktion, hvor man kan aabne en lille laage og betragte den. Masten kommer [ligesom urskiven] heller ikke paa auktion. Sagnet siger, at herregaarden skal have tilhørt Harald Blaatand – eller Harald Kesja. Kesja gik det temmlig ilde, idet han i Skibet blev halshugget af sin broder, kong Erik Emune i 1135”. – VAF (23.09.1969).

”[…] Det siges, at meget af tømmeret i det oprindelige Haraldskær stammede fra et gammelt skibsvrag, og inde bag det røde panel skjuler sig endnu en gammel skibsmast”. – VAF (07.01.1972).

Det helt store lokale samtaleemne vedr. Vejle Ådal på dette tidspunkt var dog ikke det fantasirige postulat om opførelsen af Haraldskær oven på og med tømmer fra et vikingeskib men derimod skibsspærringen eller vikingehavnen længere ude i ådalen.

Syd for Vejle Å kaldte man ikke ådalen mellem Vork og Ravning for Ravning Enge men derimod for Vorkdalen. Ejer af Sorgenfri Dambrug, Svend Åge Pedersen, interesserede sig meget for den angiveligt over en kilometer lange række, tilhuggede egetræsstolper, der strakte sig fra hans dambrug i Vorkdalen, videre over Jens Møller og Anders Knudsens jorder til Abildgård Skov (Engelsholm Sønderskov). Han kunne fortælle Vejle Amts Folkeblad (20.04.1968), at amatørarkæologer fra hele landet havde vist interesse for fundet og lovet at hjælpe ham med at finde ud af formålet med de nedhamrede egestolper. Amatørarkæologernes hidtidige anskuelser gik på, at der var tale om en bro over Vorkdalen eller en skibsspærring fra Vikingetiden: ”udlagt af sørøvere, som har haft deres borg længere inde i dalen, eller af [lokale] beboere i forsøg på at værne sig mod en invasion af fremmede skibe. Det sidste er nok det mindst sandsynlige i betragtning af, at de fladbundede vikingeskibe kunne klare sig på ringe vanddybde. De amatørarkæologer, som med mellemrum studerer sagerne, er mest tilbøjelig til at tro paa en tidligere bro over Vork-dalen. Andre igen har talt om skibsfortøjninger, men det kan man ikke faa til at passe med den regelmæssighed, der er i placeringen paa de bedst bevarede steder, f.eks. gennem mine fiskedamme, slutter Sv. Aa. Pedersen”. Skibsspærringer fra såvel Jernalderen som Vikingetiden kendte man fra både danske farvande og udenlandske floder. Vejle Å skulle enten have været en stor flod eller en fjord, for at det gav mening at tale om en skibsspærring.

Gårdejer Knud E. Knudsen forpagtede en del af engen i Ravning Enge, som han håbede at kunne anvende til kornavl. Han lod derfor engen dræne, inden han omkring begyndelsen af november 1971 begyndte at pløje. På et bestemt sted af engen havde dræningen efterladt noget tørveagtig jord, som vandet hurtigere var trukket af. Her stødte ploven mod egestolper. Han trak 10 af de i vejen stående, tilhuggede stolper op ad jorden. Engparcellens ejer, automobilforhandler Jens Erik Lund Olsen, og Leo Novrup blev tilkaldt. Novrup var på dette tidspunkt ved at undersøge en træbund i en hellekiste hos gdr. Niels Ebbesen Antonsen i det fortidsminderige Ravning. Sikkert inspireret af sit besøg i 1959 i Ravning Enge, Volf og Hvidberg-Hansens postulat om at Troldborg Ring var en trelleborg, samt generelt myterne om Jellingdynastiets virke i ådalen, udkastede Novrup nu den teori, at egestolperne kunne være resterne af Gorm den Gamles vikingehavn. Den var opført af de samme trælle, som havde opført kongens nærtliggende trelleborg Troldborg Ring. Undersøgelsen og de endelige konklusioner ville han helst overlade til Nationalmuseet. Fagarkæologerne havde dog fortsat ikke travlt med at komme til ådalen.

Gårdejer Knudsen og de 10 optrukne egestolper blev foreviget på et fotografi af Leo Novrup og bragt i de lokale aviser. En nabo til Knudsen fortalte ham, at de stolper, der var blevet gravet op i 1950'erne, var blevet brugt til brændsel. Man fandt mere praktisk brug for de sidst opgravede. Førnævnte Rudolf Volf var i 1968 blevet præst i Ødsted. Lige til sin død var han stærkt optaget af Jellingdynastiet, og han skyndte sig derfor at sikre sig en af egestolperne og få møbelfirmaet Chr. Sørensen, Vedelsgade 99 i Vejle, til at fremstille et bord til sig. En anden stolpe lod lodsejer Jens Møller anvende til et solur. Den historisk interesserede malermester Knud Bruhn, Egtved, hentede tre stolper og nogle tilhuggede stolpestykker i sin varevogn. Forhjulene slap asfalten, da han ville køre hjem med den våde og tunge last, så han måtte læsse om. En af Bruhns stolper kom senere via Vejle Museum til Kongernes Jelling.

Gårdejer Knud E. Knudsen og ti af Ravningbroens optrukne egestolper. Fotograf: Leo Novrup. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Såvel Novrup som lodsejer Lund Olsen var blevet slemt grebet af interesse for vikingehavnen i Ravning Enge. Da Nationalmuseet fortsat tøvede med at foretage en undersøgelse, gik Lund Olsen selv i gang med at afdække 170 egestolper, hvorved han regnede sig frem til, at den godt 900 m lange bro måtte bestå af ca. 2.100 stolper. Måske vejledt af Nationalmuseet aflivede Leo Novrup sin forhastede teori om, at egestolperne var levn efter Gorm den Gamles havn, og i stedet fortalte han til de lokale aviser samt radioens Program 1 om en vikingebro i den ved vintertid ellers ufremkommelige ådal. Han håbede fortsat, at ”Nationalmuseet må kunne få midler til en nærmere undersøgelse af dette gigantiske bygningsværk, som Jelling-kongerne har deres andel i” (VAF 08.07.1972). Det var Lund Olsen som omsider fangede Nationalmuseets opmærksomhed, da han foranledigede, at der blev foretaget en kulstof-14 analyse af en af de fundne stolper. Analysen viste nemlig, at træet var fra omkring år 970-980 – hvorved de lokale amatørarkæologers teorier om en forbindelse med Jellingdynastiet pludselig virkede sandsynlig.

Det blev overladt arkæolog og Vikingetidsekspert Thorkild Ramskou (1915-85) at lede udgravningen, 1972-82. Han blev assisteret af bl.a. stud.mag. Morten Axboe, Else Asmussen og lodsejer Jens Lund Olsen. Hele den nordlige eng var dækket af hoftehøjt korn, da de gik i gang.

Den 7. september 1973 bragte Vejle Amts Folkeblad en længere artikel om Ravningbroen, hvor Ramskou dels ud fra størrelsen af den imponerende bro – to fuldtlastede vikingevogne med trækdyr kunne passere hinanden på broen uden at overskride broens estimerede bæreevne – samt dens placering i den bløde mosebund udkastede en tese om, at vikingebroen var et militært prestigebyggeri. I 1980 gav han en mere grundig redegørelse for undersøgelsen og dens historik i »Nationalmuseets Arbejdsmark«. Efter at have krediteret K.V. Christensen for broens første beskrivelse og Jens Lund Olsen for indsendelsen af de træprøver, som endelig vakte Nationalmuseets interesse for broen, skrev han:

”Forinden [Nationalmuseets undersøgelse gik i gang] havde en stedlig »kyndig« mand fremsat den teori, at man her stod over for Gorm den Gamles krigshavn, mens en af mine kolleger mente, at det kunne være en skibsspærring.

Lad os her ramme en pæl gennem den forestilling, at et vandløb af Vejle å’s dimensioner har kunnet besejles eller anvendes til pramdrift. Det skal der anderledes store strømme til. Nej, K.V. Kristensen havde ret, det drejer sig om en bro af formidable dimensioner og bygget i en teknik, der har fået vor egen tids brobygningsingeniører til at falde på halen af forbavselse”.

Såfremt Ramskous nedladende kommentar var møntet på den godt nok anonymiserede Leo Novrup, så var den meget upassende – og ikke kun set i lyset af at Ramskou selv havde en højtuddannet kollega, der kunne tro på en skør teori om en skibsspærring i ådalen. I flere årtier havde Nationalmuseet tilladt og overladt det til Leo Novrup at udgrave talrige sløjfede storstensgrave, overpløjede gravhøje, køkkenmøddinger, brandpletter etc. over et kæmpe område af Ribe og Vejle Amter. Som amatørarkæolog havde han ikke den uddannelsesmæssige baggrund og var ej heller underlagt de samme forskningsmæssige forpligtelser som fagarkæologerne. Resultaterne blev nogle gange derefter, men ingen kan sige, at han ikke tog udgravningerne seriøst. Han havde ingen forudsætninger for at udarbejde videnskabelige fundrapporter, men han informerede pligtskyldigt pressen samt Nationalmuseet om sine fund, ligesom han ofte fotodokumenterede udgravningerne. Ramskou burde derfor snarere have kritiseret Nationalmuseets knappe ressourcer, som gjorde, at man hidtil havde overladt talløse vigtige udgravninger til amatørarkæologer såsom Novrup. Ligeledes kunne han med rette have beklaget på vegne af sin arbejdsgiver, at Nationalmuseet først alt for sent fattede interesse for broen i en egn, der i øvrigt allerede havde budt på så mange betydningsfulde fund (moseliget Dronning Gunhild, våbenofringen i Vingsted Sø, en potentiel ny Jægerstenalderkultur samt en Jægerstenaldergrav, Egtvedpigen, Egtved-runestenen etc.). Uanset hvilket århundrede broen under tørvelaget var fra, så var den jo alene p.g.a. dens vældige dimensioner af absolut største arkæologiske og historiske interesse.

Den videbegærlige original og samler Johannes Lohse (1936-2014) var i en årrække en af Leo Novrups tro disciple på dennes udgravninger for Vejle Museum. Hans scrapbog: ”Syv aar for Vejle Museum sammen med Leo Novrup” indeholdt flere fotos og udklip vedr. Novrup og Ramskous undersøgelser af Ravningbroen. På billedet øverst til højre ses den rygende Ramskou ved siden af Lund Olsen i matchende klæder. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Ramskou undlod at komme ind på amatørarkæologen K.V. Christensens omtale af fund af en ”Døllebajonet”, en snustobaksdåse, talrige dyreknogler inkl. ”komplette Skeletter af en Art smaa Heste” samt et ”Mandskranium”. Bajonetten og en snustobaksdåsen havde helt sikkert ikke forbindelse med Vikingetiden. I hvert fald snustobaksdåsen kan have været en af de talrige nedgravede skatte under Svenskekrigene. Husmand Hansen af St. Lihme fandt i 1881 en dobbeltske af messing ved oprensning af Vejle Å, som også kunne lyde som et fund med forbindelse til Svenskekrigene. Knoglefundene var straks mere interessante. Det var en frygtelig skam, at det var en i forskningssammenhæng upålidelig amatørarkæolog og ikke Nationalmuseet, der havde undersøgt disse fund. De behøvede naturligvis ikke have haft spor med Vikingetiden at gøre. Ca. 60 m øst for Ravningbroen krydser Ravningvej Vejle Å. Kommunevejen var anlagt i forbindelse med anlæggelsen af Vandelbanen, og man havde valgt at føre den over den store pold, der lå fra den nordre åbrink og adskillige meter ind i Ravning Enge. På et målebordsblad fra Vork og Ravning Enge fra 1869, kan man se hvordan flere bugtninger af åen var blevet udrettet. Det kunne også se ud som om, at Vejle Å skar igennem polden, så den også bredte sig på sydsiden af åen. Lige efter den nye bro slog åen et sving mod syd. Det rettede man ud i midten af det 20. århundrede. Som med så mange andre sandede forhøjninger i ådalen, så var sandet på denne pold på begge sider af åen rigt på bearbejdet flint fra Jægerstenalderen. Mere let forgængeligt materiale var ikke bevaret i sandet, men knoglerne fra den fugtige mosebund kan i teorien have stammet fra jægernes nedlagte byttedyr. Om de kan have stammet fra perioden efter Vikingetiden er vanskeligere at afgøre, det ville helt afhænge af fundomstændighederne (fundlagets datering). En del af sandet fra denne pold skal i øvrigt være blevet kørt bort og anvendt til en gårdsplads i Ravning.

Naturligvis spekulerede Ramskou over, hvorfor vikingerne havde valgt ikke at benytte denne pold som en naturlig midtersektion for broen. Han kom kort fortalt frem til følgende teori om broens bygherre og formål: Ravningbroens anselige længde (770 m), byggeomkostningerne, og den præcision der prægede konstruktionen inkl. den fine tilhugning af stolperne viste, at det ikke var lokale bønder, der stod bag. Bygherren kunne kun være en central kongemagt, der af militære grunde havde behov for en sikker passage på dette sted på alle årstider. De smalle, naturlige overfartssteder i ådalen kunne i regnfulde efterår og snesmeltningsmånederne være lukkede for passage, fordi strømmen her blev strid og farlig. Ved at anlægge broen i blød mosebund på et af de bredeste steder i ådalen sikrede man, at broen aldrig blev oversvømmet. Ramskou var tilhænger af en bogstavelig tolkning af den store Jellingstens skrift om, at Harald Blåtand vandt sig al Danmark og Norge samt gjorde danerne kristne:

”Det er han ganske givet ikke blevet populær på. Rundt omkring har man slået sig i tøjret i den grad, at Harald kan have følt sig foranlediget til at bygge trelleborgene som tvingborge for at holde gemytterne i ave.

Af tilsvarende årsager kan han have haft brug for en altid farbar forbindelse over Vejle å-dalen, som sikrede ham kontrol med det sydlige Jylland. Desuden betød broen, at en eventuel hærstyrke kunne komme adskilligt hurtigere fra nord til syd eller omvendt, end hvis man skulle den lange omvej rundt om Vandel”.

Troldborg Ring blev også genstand for enkelte mindre udgravninger, skønt Rasmkou aldrig havde anset ”det forholdsvis lille og sjuskede voldanlæg” til at have forbindelse ”med den stramt militært anlagte bro” (VAF 28.08.1976). Udgravningerne resulterede i fundet af et omfattende brandlag men ingen fund fra Vikingetiden.

Ramskou udelod noget potentielt vigtigt i sin redegørelse i »Nationalmuseets Arbejdsmark« (1980). Her hævdede han, at der ikke var fundet stolpehoveder og planker fra kørebanen. Det var muligvis ikke korrekt. Leo Novrup havde nemlig tidlig i forløbet sikret Vejle Museum et fint forarbejdet stolpehoved. »Vejle Amts Årbøger« (1986) bragte et foto af det. Ramskou havde selv påpeget, hvor fint forarbejdede den bevarede nederste del af stolperne var. I en tid før saven, hvor træ var det vigtigste byggemateriale, må der dog have fandtes mange dygtige øksesvingere. Allerede i Bondestenalderen blev der udført imponerende træanlæg herhjemme såsom det potentielle soltempel (woodhenge) på Rispebjerg på Bornholm. Af ældre vejanlæg kan f.eks. nævnes den 300 m lange plankevej i Speghøje Mose fra Bronzealderen. Fra Yngre Romersk Jernalder kan f.eks. nævnes Olgerdiget, hvortil der skal være anvendt 90.000 egestammer. Kort sagt skorter det ikke med eksempler på store træanlæg herhjemme. Derfor var der måske ikke så opsigtsvækkende, at stolperne var finthuggede. Men det ville have været bemærkelsesværdigt, hvis man havde taget sig tid til at tildanne selve stolpehovederne, uden at dette tilsyneladende havde en bygningsmæssig funktion. Der er flere usikkerheder forbundet med at konkludere noget ud fra fundet af dette ene stolpehoved såsom: 1. var det en enlig svale, eller var flere/alle stolpehoveder tildannet? 2. havde tildannelsen alligevel en bygningsmæssig funktion? 3. var der overhovedet tale om hovedet af en brostolpe? Hvis man laver det tankeeksperiment, at mange af brostolpehovederne har været tildannet, uden at det havde en bygningsmæssig funktion, så kunne det måske pege i retning af, at broen ikke nødvendigvis havde et militærmæssigt formål men snarere indgik i den religiøse magtdemonstration, som Jellingmonumenterne må siges at have været. Rejsen fra Egtved til Jelling har i sig selv været en formidabel demonstration af danernes storslåede for- og nutid. Først kom man gennem vikingelandsbyen i Egtved med dens runesten (i fald runerne var ristet på dette tidspunkt), dernæst passerede man mange vældige gravhøje på vej mod Vork Bakker. Efter en længere nedstigning af en til tider stejl hulvej åbenbarede den mægtige Vejledal sig for beskueren. Synet af Ravningbroen har kunnet tage pusten fra selv en kejserlig udsending. Efter en vanskelig opstigning kom man til Ravnings mange gravhøje, hvor der måske var en storstensgrav imellem, ellers passerede man en storstensgrav ved vikingehusene i Bredsten. Endnu en ned- og opstigning vest eller øst om den smukke Fårup Sø ventede, inden man ankom til den ligeledes gravhøjrige Jellingegn. Havde man noget vejr tilbage, blev det straks berøvet en ved beskuelsen af skibssætningen, de to kæmpehøje, runestenene med den store stens bemalede hvidekristfigur og den pralende tekst, samt potentielt en trækirke beliggende mellem højene.

Allerede kort efter Ramskou i 1973 i aviser og på TV havde fremlagt sine foreløbige teorier, blev de mødt af kritik og nye postulater. Viceskoleinspektør og amatørarkæolog, Olaf Aastrup, havde siden barndommen i Jelling været betaget af Jellingdynastiet. I 1959 havde han sammen med amatørarkæolog Rasmus Mortensen besøgt K.V. Christensen i Ravning Enge og hørt om dennes undersøgelser. I en længere kronik i Vejle Amts Folkeblad (17.10.1973) gjorde han rede for sine forestillinger om tre trelleborge i Vejle Ådal. Den østligste lå ved det nuværende Rådhustorv i Vejle, var af nogenlunde samme størrelse som Trelleborg, og havde broforbindelse til Sønderåen. Indicierne herfor var, at man under kloakarbejde i Søndergade under 2. Verdenskrig havde fundet egestolper i fire eller fem parallelle rækker i tre-fire meters dybde. Tykkelsen af pælene var ”netop en romerfod i kvadrat” ligesom Ravningbroens egestolper. En tømrermester havde trukket nogle af stolperne op og solgt dem til vejlenserne. På gamle Vejle-kort fandtes der en gade kaldet Katsund, og dette stednavn mente Aastrup betød ”fæstning /port eller vold” jvf. trelleborgen Fyrkat. Den næste trelleborg i Vejle Ådal lå på en cirkelrund flad lavning opstrøms fra Haraldskær Gods. Indicierne for denne trelleborg var vikingernes sejlads til en havn i Skibet. Aastrup mente, at stednavnet Skibet kom af skif-viet (skibsviet). Han troede ikke meget på sagnet om, at Harald Blåtand havde opført Haraldskær Gods oven på et vikingeskib. Derimod troede han fuldt og fast på, at der i åen i nærheden af den cirkelrunde flade vest for godset var fundet ”et stort vikingetids anker af jern, omtrent mage til det fra det fynske vikingeskib, Ladbyskibet”. Desværre angav han ikke sin kilde til dette spektakulære fund. Det chokerede Aastrups samtidige, skoleinspektør Olaf Nielsen, at læse om fundet, da han aldrig havde hørt om det, og han indsamlede ellers alt, der blev skrevet om Skibet Sogns historie (A2898 lbnr. 15). Øst for Skibet Kirke ved et dige fra landevejen ned til Vejle Å havde der desuden ifølge Aastrup i mange år ligget en egepæl magen til pælene fra Ravningbroen. Den skulle være fremkommet, da en gravemaskine mudrede op i åen. Troldborg Ring ved Ravning var for lille til at være værdig til at være tilknyttet Ravningbroen. I stedet mente amatørarkæologen, at den skulle søges ovenfor den ene af de to hulveje, som Ramskou havde opdaget førte ned til Ravningbroen. På et målebordsblad havde Aastrup nemlig konstateret, at der her ”lige vest for Katdal, omtrent hvor broen når ind i højlandet ved nordsiden af Vejledalen, findes en stor cirkelrund flade omtrent af størrelse som Fyrkat”. Her kan det indskydes, at man i 1991 foretog en prøvegravning i Ravning Skov på baggrund af en stor cirkulær aftegning på et luftfoto, uden at man dog fandt spor efter en ringborg. Aastrup ignorerede fundet af egestolper ved åen ved Koldborg Voldsted, men inddrog i stedet Ravning og Vork.

Olaf Aastrup havde som sagt siden barnsben interesseret sig for Jellingdynastiet Jellingmonumenterne. I en lang kronik i Vejle Amts Folkeblad (31.08.1964) havde han gjort rede for sine teorier om Jellingmonumenterne. Han var stærk fortaler for arkæolog Ejnar Dyggves (1887-1961) teori om et trekantet vi i stedet for en kæmpe skibssætning, ligesom han var meget ivrig efter, at arkæologerne skulle søge videre efter den tredje Jelllingsten. Den 24. oktober 1973 så Aastrup en mulighed for at fremlægge nogle af sine mange teorier for Thorkild Ramskou, da denne holdt foredrag for Vejle Håndværkerforening. Desværre bragte Vejle Amts Folkeblad et sørgeligt kort referat fra foredraget og den efterfølgende debat. Det blev kun nævnt, at Ramskou ikke turde bekræfte Aastrups teori om en vikingeborg i Vejle, fordi der ikke var foretaget udgravninger. Man kan i øvrigt forestille sig, at Ramskou fik sin sag for ved debatten efter foredraget, for Vejle havde dengang flere borgere, der gerne ville være med til at løse gåderne om Jellingdynastiet og Jellingmonumenterne. Af rent lokalhistorisk interesse kan nævnes Vejles berømte arkitekt Helge Andreassens (1916-95) årtier lange kamp med at tyde runerne på den lille Jellingsten og fabeldyret på den store Jellingsten (se VAF 22.11.1957, 20.08.1960 & 18.07.1972).

Vejles stolte søn, dr.phil. Hans Brix (1870-1961), og filolog Lis Jacobsen rystede i 1927 hele Danmark, da de gav nye tolkninger af runeindskriften på den lille Jellingsten, som fratog Thyra tilnavnet Dannebod (d.v.s. Danmarks frelse – sigtende til Thyras påståede opførsel af Dannevirke). De mente i stedet begge, at tilnavnet var møntet på Gorm. Lis Jacobsen gav også en ny tolkning af begrebet Dannebod, nemlig at Gorm hermed pralede af at have ”fuldkommengjort Danmark”. Sønderlemmende kritik fra andre forskere lod ikke vente længe på sig, og Thyra fik derfor i såvel befolkningen, skønlitterære kredse samt forskerkredse lov til at forblive Fru Dannebod. Mere succes havde Hans Brix med artiklen: ”Danmark fylder tusind Aar” – bragt i flere danske aviser i 1950. Her postulerede han, at landsbyen Ravning var opført i Vikingetiden af Ravn-slægten. Aastrup overtog efter fundet af Ravningbroen dette postulat og påpegede, at Ravn-slægten endnu ejede flere gårde i og omkring Jelling inkl. noget jord, hvor man håbede, at kongsgården skulle findes.

Det var bestemt ikke noget nyt, at Brix og Aastrup inddrog Ravn-slægten – og specielt Ravnunge-Tue – i Jellingdynastiets historie. Fordi runeindskrifterne var de eneste skriftlige kilder, som vikingerne efterlod sig, så spillede de en kæmpe rolle i fremstillingen af Vikingetiden. Runeindskrifterne var så tilpas vanskelige at oversætte – og endnu sværere at tolke – at historikere, arkæologer og lægmænd altid kunne få dem til at understøtte præcis deres teorier. Særligt de runesten, som mange eksperter og lægmænd gerne kædede sammen med Ravnunge-Tue - Læborg-stenen, Bække-stenen 1, Horne-stenen og nogle inkluderede også Bække-stenen 2 – kom til at spille en meget stor rolle, og det samme gjorde denne berømte, og alligevel fuldstændig ukendte runesmed. Der er så rigelig stof til en længere afhandling om de talrige tolkninger af Ravnunge-Tues runesten, liv og levned. Hvis vi springer frem til runolog Ludvig Frands Adalbert Wimmer (1839-1920) så tolkede han navnet Hrafnunga Tófi som ”Tove, Ravns ætling”/”Tove af Ravnunge-ætten”. Litteraturhistoriker, Saxo-kender m.v. Axel Olrik (1864-1917) kaldte ham for Hrafnunga Tóki i: ”Nordisk Åndsliv i Vikingetid og tidlig Middelalder” (1907), der blev oversat til tysk og genudgivet flere gange, senest i 2020. Olrik forbandt Hrafnunga Tóki med landsbyen Ravning: ”En egen Gruppe Stednavne minder derom, de paa -inge eller unge; de er hyppigst afledt af et Personnavn. Lad os tager et Eksempel, Landsbyen Ravning ovre i Jællingegnen. Den förste Beboer har heddet Ravn, og mens han levede, har Stedet heddet »hos Ravn«; efter ham bor hans Æt, Ravningerne dær, og Stedet hedder da »hos Ravningerne« (at Hrafnungum). Deraf kommer det da, at saadanne Stednavne i det gamle Sprog er Flertal, de betegner fra först af et Samfund af flere, den Æt som bor der. Det enkelte Medlem af dette Samfund hedder da f. Eks. Hrafnunga-Tóki, - et Navn som forekommer paa flere af Egnens Runestene”.

Sikkert inspireret af Olrik m.fl. mente Aastrup, at Ravn-slægtens mest betydningsfulde person var ingen ringere end runesmeden Ravnunge-Tue (Hrafnunga-Tōfi). Aastrup tilhørte dem, der troede, at Ravnunge-Tue udover flere runesten desuden havde opført Dronning Thyras høj (jvf. Bækkestenen 1: ”Ravnunge-Tue og Fundin og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj”), hvorfor han kaldte ham for kongelig ingeniør. Han tillagde ham ikke direkte æren for Ravningbroens konstruktion, men det kan have været hans overbevisning. I Vork fandt han ingen spor efter en trelleborg. Han foreslog imidlertid, at landsbyen kunne være opstået som arbejdslejr for arbejderne ved Ravningbroen, eller at landsbyen var opkaldt efter det store ”værk”.

I 1881 fandt man et seletøjsbeslag fra Vikingetiden i Ll. Lihme tre km vest for landsbyen Ravning. Der er i nyere tid desuden fundet stolpespor efter et Trelleborghus ved Ravning, og flere stolpespor fra Vikingetidshuse ved Bredsten. Der er ikke noget usædvanligt i, at vikingerne slog sig ned på den dyrkbare jord ovenfor ådalen. Forfædrenes gravhøje viste jo, at det var et godt sted at bo. I 1971 udgravede Leo Novrup en hellekiste med velbevaret træbund i en af de mange gravhøje ved Ravning fra før Vikingetiden. Fotograf: Joh. Lohse. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Vilh. Schilling, Småkær vest for Ravning, læste med stor forundring om Ramskou og Aastrups teorier. Han var ottende generation fra Ravning-området. Oldefaderen Morten Davidsen havde efter et mageskifte revet sit hus på Baadbjerg ned og båret bindingsværket til Ravning Skov og genopbygget ejendommen her. Den brændte ned i 1910. Som barn havde Schilling ofte leget ved Troldborg Ring, og ved sengetid havde hans mor fortalt ham den angiveligt igennem flere generationer overleverede egnshistorie. Han fortalte nu denne egnshistorie videre til Vejle Amts Folkeblad (06.11.1973). Den lød kort fortalt: Troldborg Ring var ligesom Haraldskær og Rosborg en gammel vikingeborg opført af Jellingdynastiet. Dens oprindelige navn var gået tabt. Navnet Troldborg Ring (eller rettere Trolovelsesring Borg) havde den først fået, da man ved borgfruens 60 års fødselsdag fik serveret en fisk fra voldgraven, hvis mave viste sig at indeholde den trolovelsesring, som hun havde tabt som ung trolovet i voldgraven. I Vikingetiden gik Vejle Fjord helt op til Tørskind vest for Ravning. Ved Baadbjerg havde der ligget et temmelig stort bådeværft – heraf navnet Baadbjerg. Amatørarkæolog Jens Lund Olsen skulle selv have set dette bådeværft afmærket på et gammelt kort. Baadbjerg var beliggende mellem Fandens Dal og Eskedal. Aastrup havde taget fejl af Katdal og Eskedal. Katdal lå i stedet to km mod øst og gik fra Keldkær mod Bredstenlund.

Kammeraterne Steen Kjærgaard Hvass (f. 1946) og Sven Ahrenkiel Christensen var blandt de børn, som Leo Novrup tog med ud på sine arkæologiske udgravninger. Olaf Aastrup skal også have givet Hvass flere gode tips til, hvordan man fandt frem til Stenalderbopladser. Drengene blev meget opslugte af arkæologien og tog hobbyen meget seriøst. De grundlagde et privatmuseum i Hvass-familiens kælder i Bredballe, hvor den fingersnilde Hvass bl.a. snittede træskafter til hjembragte stenøkser. I 1961 rummede de to blot 14 år gamle drenges samling allerede over 5.000 stenredskaber, ravsmykker, potteskår m.m. Samme år gjorde de en opdagelse, der skaffede dem en del omtale i aviserne. Efter i længere tid at have undersøgt markerne ude omkring Haraldskær Fabrik stødte Christensens søgestålstang på noget hårdt. De gravede igennem flere jordlag og nåede frem til et par forvitrede, nedhamrede træpæle. Det gav dem blod på tanden, og med små skovle udgravede de nu forsigtig det, Leo Novrup kort efter bedømte til at være en ca. 8.000 år gammel Gudenåkultur-boplads. De 380 fundne stenredskaber bestod af pilespidser, spidsøkser, flækker, høvlskrabere, flækkeblokke m.v. men ingen skive- og kerneøkser. Desuden udgravede de et 80 cm bredt ildsted fuld af stenredskaber. De to fantasirige drenge vurderede ud fra fundforholdene og fundsammensætningen, at de var stødt på en 8.000 år gammel krigsskueplads. Nationalmuseets Therkel Mathiassen blev orienteret om fundet. Han tolkede ildstedet som en offergrube og lovede at komme over og undersøge bopladsen. Små to måneder senere ankom han og blev vist rundt af drengene og Novrup. De havde afdækket et brunt leje på hvidt sand ved siden af gruben. Mathiassens konklusion lød, at der var tale om intet mindre end Danmarks ældste bolig. Det brune leje dækkede over, at der her havde stået et topersoners telt på et simpelt leje af græs, blade og skind. I gruben havde Gudenåkultur-menneskene ofret hasselnøddeskaller og 60 stenredskaber til ildguden. Begrebet Gudenåkulturen blev aflivet i 1971, men det er en anden historie.

I november 1962 fik de to drenge omtale i alle landets aviser. Gårdejer Jens Andersen, Balle ved Bredsten, havde givet dem lov til at grave i jorden ved en bortkørt og overpløjet gravhøj. Her var de ved siden af en stridsøkse stødt på aftegningen af et menneskekranium. De indstillede straks udgravningen og tilkaldte Leo Novrup. Sammen afdækkede de nu en næsten komplet aftegning af et skelet – kun hænderne manglede – og fandt desuden en stor ravperle og en flækkekniv. Nationalmuseets Olfert Voss inspicerede fundet og tidsfæstede det til at være 4.000 år gammelt. Vejle Museum og Nationalmuseet besluttede at bevare skeletaftrykket. Håbet var, at Balle-manden kunne skaffe bymuseet en bevågenhed i stil med det berømte moselig Grauballemanden.

Til Vejle Amts Folkeblad udtalte teenageren Steen Hvass, at det var hans drøm at blive uddannet arkæolog. Drømmen gik i opfyldelse, og i 1975 kunne han kalde sig mag.art. i forhistorisk arkæologi fra Københavns Universitet. Fra 1976 til 1978 underviste han på universitetet, hvorefter han i 1979 blev leder af det omorganiserede og nynavngivne Vejle Kulturhistoriske Museum. Hjemkomsten til Vejle lå i kortene. Tiden var løbet fra, at amatørarkæologer og kunstnere kunne lede arkæologiske udgravninger og styringen af en af de største provinsbyers samlinger. Hvass havde desuden siden 1974 varetaget udgravningen af Jernalderlandsbyen i Vorbasse, ligesom han fra 1974 til 1977 havde fungeret som konsulent ved kulturhistorisk museums seneste omordning.

I juli 1981 fandt gårdejer Holger Olsen, Rue ved Haraldskær, et større, tildannet stykke træ under oprensning af en bæk. Han tog det med hjem for at lade det gå i brændeovnen. Træstykket fik imidlertid broderen, Jørgen Olesen, til at tænke på historierne om sejlads i ådalen, da det mindede ham om en rorpind til et vikingeskib. Brødrene kontaktede derfor Vejle Kulturhistoriske Museum. Steen Hvass var taget på sommerferie, så i stedet fik de kontakt med amatørarkæologerne Leo Novrup og gårdejer Folmer Troelsen, Bredstenlund. Novrup kunne straks fastslå, at gåden om vikingeskibssejlads ikke var blevet løst, da det drejede sig om et stykke af en hjulplov. Jørgen Olesen og hjulploven blev foreviget i Vejle Amts Folkeblad (13.07.1981).

Under sin tid på Vejle Kulturhistoriske Museum fungerede Hvass også som leder for byhistorisk arkiv, og han var dermed tillige Vejle Kommunes historieekspert. I 1981 tilsendte han kommunen en kort oversigt over Vejle Bys historie. Her kom han ind på det spektakulære fund året før af ”Hafniaskibet”. Ved udgravningen til Hafniahus II ved Sønderåen fandt man et atten meter langt og fem meter bredt, hollandsk fartøj fra 1570'erne. En teori lød, at skibet gik til i 1595, da en brand hærgede kvarteret ved Sønderåen. Hvass troede ikke på skibssejlads længere mod vest end anløbsbroen ved Sønderåen. Derimod ville han ikke udelukke pramsejlads på Vejle Å fra købstaden og videre ind i ådalen.

Vejle Kulturhistoriske Museum kendte ikke til kølfundet fra 1805, da man opdagede ”Hafniaskibet”. Tilgengæld benyttede man lejligheden til at få Skibshistorisk Laboratorium til at kigge nærmere på spantet fra kloakudgravningen i Sønderbrogade i 1949. Marinearkæolog Ole Crumlin-Pedersen (1935-2011) daterede nu med et vist forbehold spantet til at være fra 1300-1400-tallet.

De tre skibsfund fra Vejle fra 1805, 1949 og 1980 kaster desværre ikke et klart lys over sejladsmulighederne og havneforholdene i Vejle i Middelalderen – og da slet ikke i Vikingetiden. En forsigtig tese kan lyde, at såfremt der har været tale om mere eller mindre hele skibe for 1805- og 1949-fundets vedkommende, så kan alle tre fund være endt i jorden som sænkekasser. 1805- og 1980-fundet har så skullet fungere som åbredssikring, mens 1949-fundet skulle være med til at sikre tørskoet passage fra Vejle-banken ned til Sønderbro.

Vejle Amtskommune kunne have haft god brug for en fagkonsulent såsom Steen Hvass, da de i 1980 fik Niels Th. Mortensen til at skrive et hyldestværk til den nyopførte Vejlefjordbro. Mortensen inkluderede nemlig også et historisk tilbageblik, hvor han bl.a. skrev:

Da indlandsisen for årtusinder siden smeltede og efterlod den vandfyldte kløft, som blev til Vejle Fjord, var den virkelig en rivende flod, der tid efter anden ændrede kystens konturer. Midt i deltaet, hvor strømmen fra de tilstødende dalsænkninger mødtes, dannede nogle småøer det vadested, hvor Vejle blev grundlagt – formodentlig endnu mens man kunne sejle helt op til Gorms havn ved Skibet. Det var nok herfra Gormsønnerne drog på vikingetogt.

Foruden stedbetegnelsen »Skibet« har man ved fjorden en anden mindelse om Jellingdynastiet, nemlig »Gormshøj«, der ligger ved Brønsodde, skråt overfor Munkebjerg. På toppen af Gormshøj, som også kaldes Stejlbjerg, kunne man endnu i 1920'erne ane resterne af en helligkilde. Sagnet fortæller, at kong Gorm drog ned fra Jelling og slog lejr ved helligkilden, hvorfra han ængstelig spejdede ud over fjorden efter sine to sønner – om de dog ikke snart vendte hjem fra den farlige færd til Irland. Ifølge Danmarkskrøniken kom kun Harald (Blåtand) tilbage; Knud var blevet dræbt på den irske kyst af et pileskud.

[…] Endnu i Middelalderen kunne man med datidens skibe sejle forbi Vejle mod vest; men efterhånden som engdragene lukkede sig tættere og tættere om Gammelåens udløb, flyttedes havnen ind til Sønderbro.

Også medstifter af Vejle Byhistoriske Arkiv og folkeskolelærer, William Rosenkilde, stolede for meget på Tang Kristensen, da han i 1981 forfattede det lille skrift: ”Træk af Vejles historie”: I nærheden af det nuværende Haraldskær er der for mange år siden ved tørvegravning gundet et skibsanker. I engene sammesteds er der også fundet noget gammelt træværk liggende i en lang række øst-vest. Muligvis er det her, kongemagten i Jelling omkring år 900 har haft sin krigshavn”.

I december 1992 vedtog Vejle Byråd, at der skulle udarbejdes en ny beskrivelse af Vejle-egnen i tre bind, hvis det lokale erhvervsliv ville hjælpe med at finansiere udgivelsen. Det endte med at blive fem binds værket ”Vejles Historie”. Steen Hvass samt hustruen og kollegaen Lone Hvass fik til opgave at skrive om forhistorien. Inden udgivelsen af bind 1 i 1997 var Steen Hvass gået fra en stilling som kontorchef i Skov- og Naturstyrelsen (1995-96) til at være direktør for Nationalmuseet og Rigsantikvar. På 44 sider gav ægteparret Hvass et overordnet rids af forhistorien indtil år 1100. Modsat amatørarkæologerne og lokalhistorikerne indpassede de lokalhistorien i en international kontekst ud fra den seneste forskning. Denne forskning omfattede begreber såsom ”overregionale centralpladser” og ”sydskandinaviske magtcentre”, der pegede på stærke centralmagter før Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Arkæologiske udgravninger og fortidsminder lå til baggrund for de nye begreber. Der lå en hel del usikkerhed i at konkludere alt for meget om de tidlige centralmagters geografiske magtområder. Kun en meget lille del af undergrunden i Skandinavien var blevet arkæologisk undersøgt, og derfor kunne der dukke nye, glemte ”overregionale centralpladser” og ”sydskandinaviske magtcentre” frem.

Næsten på alle punkter adskilte Steen og Lone Hvass’ fremstilling af de tidligste tider sig fra Evald Tang Kristensens fremstilling fra 1927. Fra slutningen af den sidste istid for omkring 15.000 år siden og formodentlig helt op gennem Vikingetiden, var de to holme for enden af Vejle Fjord omgivet af et stort fladt sumpet vandområde, der var meget vanskeligt at passere. Omkring år 100-200 e.v.t. blev Troldborg Ring (Trældborg) opført ”70 meter over dalbundens engområder, med en vid udsigt over dalen samt færdslen her”. Troldborg Ring blev naturligvis kædet sammen med den krigsplagede Jernalders øvrige militære aktiviteter og anlæg herhjemme, hvoraf der fandtes andre lokale fund nemlig krigsbytteofringerne i Vingsted Sø og Tranebær Mose ved Vinding samt Trældiget og Trælborg i Veerst Skov. I det 10. århundrede blev Jelling rigets centrum. Her regerede Harald Blåtand. Af militære årsager udbyggede han Danvirkevolden (Dannevirke) samt opførte mindst fem trelleborge og Ravningbroen. Det dendrokronologiske laboratorium i Hamborg havde været med til at datere Ravningbroen, og ud fra disse undersøgelser konkluderede Steen Hvass, at den måtte være opført mellem oktober 979 og april 980.

Steen Hvass var som sagt ikke tilhænger af myterne om sejlads til Skibet eller Ravning Enge, men han mente, at kongesædet i Jelling uden tvivl måtte have ”haft en maritim forbindelse, enten via Grejs Å måske fra Fårup Sø eller via Vejle Å, måske fra Skibet, ud i den sejlbare Vejle Fjord”. Desværre uddybede han ikke, hvordan denne maritime forbindelse skulle være foregået – men han havde som nævnt tidligere fremført en teori om pramsejlads på Vejle Å. Som belæg for denne påstand om en maritim forbindelse pegede han på stednavnene Skibet og Snekkemade (nævnt 1485 beliggende ved ”Wilstrup Å”), sagnet om det oppløjede anker fra præsteindberetningen til Ole Worm, samt andre tidligere og samtidige magtcentres potentielle maritime forbindelser: skibsværftet ved Fribrøde Å, Trelleborg ved Tude Å og Vaarby Å, Nonnebakken ved Odense Å, Fyrkat ved Onsild Å, Aggersborg ved Limfjorden, Lejre ved Kornerup Å og Lejre Å, Kalmargården ved Tissø og Halleby Å.

Efter at være lykkedes med at vække Nationalmuseets interesse for Ravningbroen blev amatørarkæolog Jens Lund Olsen udgravningsassistent på Vejle Kulturhistoriske Museum. Her var han i en periode med til at samarbejde med Ramskous (d. 1982) efterfølgere. Med økonomisk støtte fra Carlsbergfondet var Nationalmuseet i 1993 begyndt at gennemgå Ramskous efterladte materiale om Ravningbroen. I tilknytning til dette arbejde blev det nødvendigt at foretage nye undersøgelser i Ravning Enge ved nogle lave voldanlæg nordvest for broen samt ved Troldborg Ring og Koldborg Voldsted. Cand.phil. Mogens Schou Jørgensen (f. 1950) fra Rigsantikvarens Arkæologiske Sekretariat og prof.em., dr.phil. Jens Tyge Møller (f. 1927), fra Geologisk Institut ved Aarhus Universitet ledede de nye undersøgelser. Jørgensen var ikke ubekendt med området, idet han i 1977 havde undersøgt Koldborg Voldsted. Det tværfaglige forskningsprojekts resultater blev bl.a. præsenteret i »Vejle Amts Årbog« (1999). Her gjorde Møller op med den hidtidige antagelse, at brede ådale såsom Vejledalen var dannet i sidste istid af vandstrømme under tryk i tunneller under iskappen. Dalenes oprindelse måtte sandsynligvis tilskrives jordskorpebevægelser, som dannede spaltedale, måske i den allertidligste del af Kvartærtiden. I bunden af spaltedalene kunne der opstå åer/floder. Da bortledningen af overfladevand i den jævne dalbund var ringe, udviklede der sig desuden en sumpvegetation med deraf følgende tørvedannelse. Dalbunden blev hermed jævnet ud. Ved Ravningbroen målte han tørvelag med mere end fire meters tykkelse. Dræningen og opdyrkningen af dalen i nyeste tid nedbrød tørven og fik den til at skrumpe, så åens tidligere forløb hævede sig op til en meter over det omgivende terræn. Ådalens stejle sider var præget af dybe dale og erosionsrender. Fandens Dal nord for samt dalen syd for Ravningbroen var erosionskløfter, hvorfra der var udstrømmet store mængder materiale, der strakte sig tværs over ådalen. I Vikingetiden var disse aflejringer skjult under tørven med dens sumpede ellemose og delvis vanddækkede områder, men aflejringen kan have været markeret af vegetationen.

Skønt Jørgensen og Møller konstaterede, ”at det faktisk ikke er helt sikkert, at bygherren virkelig er Harald Blåtand, hvis død – og dermed Svend Tveskægs magtovertagelse – ikke er nøjere tidsfæstet i de skriftlige kilder end ca. 985”, så de ingen grund til at betvivle Ramskous tese. Den 760 m lange Ravningbro var opført af Harald Blåtand i 979-980 samtidig med Trelleborgene – muligvis med undtagelse af Trelleborg – som militære anlæg. Vejledalens vadesteder ved Koldborg og sandsynligvis Vingsted kunne i perioder med kraftig nedbør og ved tøbrud være umulige eller farlige at passere. Det gik ikke i en tid, hvor danerne var truet af den tysk-romerske kejser Otto II (r. 974-983). Han havde allerede i 974 indtaget Dannevirke og Hedeby. Blåtand behøvede en bro, der kunne passeres året rundt, og det kunne Ravningbroen. Det udskyllede materiale fra erosionskløfterne var med til at lette op- og nedkørslen af de stejle ådalsskråninger. Jørgensen og Møller gættede på, at man her muligvis kunne udnytte ”allerede eksisterende adgangsveje”. De fandt ikke spor af reparationer af Ravningbroen. Den nyeste forskning viste, at broen så kun kunne have fungeret i fem år eller mindre. Broen og trelleborgernes korte levetid tog de som yderligere bevis på, at de var kongens militære anlæg. De mistede deres betydning i 983, da Otto II led nederlag i Sydeuropa, og Harald Blåtand kunne tilbageerobre Dannevirke og Hedeby, mens hans svigerfader Mistivoi hærgede i Holsten og nedbrændte Hamburg. Kejseren døde samme år, hvorefter der gik næsten hundrede år, før tysken igen truede den danske grænse. Lokalbefolkningen genbrugte muligvis en del af træet fra broens kørebane, mens nye skred fra erosionskløfterne i den tidlige Middelalder bortrev store dele af broresterne og dækkede de tilbageblevne egestolper ved det nordlige og sydlige brofæste med nye aflejringer af ler og et op til tre meter tykt sand- og gruslag.

Ligesom Ramskou udelod Jørgensen og Møller amatørarkæolog K.V. Christensens omtale af fund af et menneskekranium, dyreskeletter, snustobaksdåse og en bajonet. Til gengæld kom de ligesom Ramskou ind på, at Ravningbroen og tilkørselsvejenes placering siden var med til at danne sogne- og herredsgrænser. De kom også ind på deres egne fund efter Vikingetiden. Ud fra spor efter vejudbedringer i Fandens Dal, fund af hestesko, hesteskofragmenter og en tilspidset egestolpe (dendrokronologisk dateret til anden halvdel af 1100-tallet) gættede de på, at der kunne have ligget en vandmølle ved bækken neden for Fandens Dal. Passage med vogn over Vejledalen ved Ravning og Vork Enge blev først muligt igen i 1897, da kommunevejen blev anlagt. Vogne var henvist til broerne ved Koldborg og Vingsted.

Til slut skal indskydes, at Jørgensen også fandt tid til at foretage en række boringer ved Troldborg Ring. Han havde en teori om, at det brandlag Ramskou havde opdaget her kunne stamme fra en bavne, der gjorde vikingerne på Troldborg i stand til hurtigt at kommunikere med Jelling (Ingeniøren 19.08.1994). Ligesom Ramskou fandt han dog ingen fund ved Troldborg fra Vikingetiden.

Ramskou, Jørgensen og Møllers undersøgelser satte på ingen måde en stopper for troen på sagnene, og også fra videnskabelig side blev der stillet spørgsmålstegn ved flere af deres konklusioner.

»Vendsyssel Årbog« bragte i år 2000 læge Thorkild Frederiksens artikel: ”Hvem byggede Trelleborgene og Ravningbroen?”. Han plæderede for, at det skam ikke var Harald Blåtand, men den tysk-romerske kejser Otto II, der opførte disse bygværker, efter at han havde besat Danmark.

Bygningsinspektør Jørgen Lund gentog samme år i Vejle Amts Folkeblad (12.02.2000) sin seks år gamle og ofte gengivne teori om, at Ravningbroen i virkeligheden var den legendariske Jomsborg (kaldet Gormsborg). Broen var ikke en bro men en dæmning og befæstet omlastningskaj. 250-350 mindre både medbringende tusindvis af folk, fødevarer, våben og salgsvarer kunne ligge til kajens østside. På vestsiden af kajen lagde langskibene, ”linieskibene” og havbådene til. De blev så lastet, hvorefter de sejlede hæren til Frankrig eller England. Troldborg Ring fungerede som ”bål-baune”. Gormsborg blev ødelagt ca. år 1043 af Magnus den Gode i forbindelse med hans erobring af Jelling.

Flere andre lægmænd har også gjort sig til talsmand for teorien om Ravningbroen som krigshavn. Eksempelvis kan nævnes Finn Rasmussen (”Nyt syn på Trelleborgerne”, 2006), der hævdede, at Harald Blåtand påbød ledingshæren at udføre krigshavnen i Ravning Enge som led i planen om at generobre Slesvig fra tyskerne. Da ledingshæren imidlertid ikke ville bøje sig for kongens skammelige magtbud om at lade sig tvangsdøbe, måtte Harald flygte med Jomsvikingernes skibe ned ad Vejle Å. Derfor blev Ravningkrigshavn aldrig fuldført.

Kjeld Christensen fra Trædateringslaboratoriet Wormianum-Moesgård Museum rejste kritik af den videnskabelige dendrokronologiske datering af Ravningbroen. I en artikel i »Kuml« hævdede han, at ud fra de hidtidige prøver burde broen rettere dateres til efter 980 og før 1010. Dermed kunne broen ligeså godt være opført efter Harald Blåtands død ca. 985.

Historiefortæller Hans Brunbjerg (f. 1917 Givskudlunds Mark) boede 42 år på Balle Mark og udgav flere skrifter med sine teorier om Vejle Ådal og oplandets historie. I udgivelsen Fra vikingegård til landsby (2004) skrev han bl.a.: ”Der er vist almindelig enighed om, at ådalen førhen, f.eks. i Vikingetiden, var væsentlig mere vandrig end den er i dag, og nærmest fremstod som en forlængelse af Vejle Fjord [...]”. Ligesom bl.a. dr.phil. Hans Brix havde han en teori om, at Ravning havde været en betydningsfuld landsby. Den var iflg. Brunbjerg opstået før det 5.-6. århundrede og havde haft et magtterritorium fra Haraldskær til Randbøl. Han ville ikke udelukke, at Ravning var grundlagt af efterkommere af en af sagnkongerne i Jelling. Den stærke Ravningeslægt havde et tæt forhold til Jellingdynastiet. De måtte have været blandt initiativtagerne til Ravningbroen og desuden have stået bag håndværkerarbejdet ved opførelsen. Forskernes og lokalhistorikernes mange forskellige teorier om Ravningsbroens formål forvirrede den ellers opfindsomme Brunbjerg tilstrækkeligt til, at han afstod fra selv at komme med en teori.

Ingeniør og tidligere officer ved ingeniørtropperne, Arne Rosenkvist, prøvede i »Lokalhistorie fra Sydøstjylland« (2017) at belyse, hvordan Ravningbroen kunne være opført, og hvad det havde krævet af mandskab og materiel. Han kom frem til, at Harald Blåtands få hundrede mand kunne opføre broen på under en måned. I artiklen kom han også ind på sit syn på formålet med broen:

”Var der nogen taktisk militær begrundelse for broen? Var der en fordel ved at have vej og bro her henover Vejle ådal? Eller var det for at imponere nogen? Ser man på landkortet, kan man godt få det til at ligne lidt af en genvej fra Hærvejen til Jelling, men det er kun nogle få kilometer der kan spares. Og når man ser landskabet her, med den markante randmoræne, stejle erosionsdale og vandløb der skal forceres, er der ikke tjent noget ved den genvej. Der er ingen byer der forbindes af broen eller noget der bør forsvares. Vejle Å har helt op til vores tid været kendt som en hindrelinie, hvor man kan stoppe en fjende der kommer sydfra. Skal man selv angribe over åen for at jage fjenden bort, er Ravningbroen jo ikke just en angrebsbro. Der er fremsat en teori om, at anlægget har været bolværk for vikingeflåden, men den teori er manet i jorden. Selvom der i vikingetiden var mere vand i åen, har der næppe været vand nok til at anlægge en havn ved Ravning. Vikingernes havn har højst sandsynligt ligget ved Skibet kirke, hvortil man har kunnet sejle ad Vejle Å ude fra fjorden. Der er også en teori om, at broen var forbindelse imellem Kolding Fjord og Jelling. Her kunne broen måske være lidt mere relevant, men der er ikke rigtige spor der understøtter denne teori. Genvejen sydpå til Hedeby og Dannevirke. Her er og var Hærvejen den hurtigste vej, med sine få vandløbskrydsninger.

[…] Når [de tilhuggede egestolper og resten af byggematerialet] hen på foråret 980 lå klar, kunne kong Harald invitere den tyske kejsers udsending, eller hvem han ville imponere. Og her gøre som Cæsar, vise sig i al sin magt og vælde og lade sine 250 pionerer bygge Ravningbroen på 10 dage. Det kan måske også give en forklaring på, hvorfor der bygges et så imponerende broprojekt på dette sted, hvor broen ikke fører nogen steder hen, og nok aldrig har været brugt til andet end at demonstrere kong Harald og hans vikingehærs formåen”.

Der florerer andre bud på formålet med Ravningbroen: en ny handelsvej hvor der kunne opkræves told (økonomisk incitament); et led i de generelle infrastrukturelle forbedringer i 900-tallet; et militært bygværk i forbindelse med de indre magtkampe i riget i slutningen af Blåtands regeringstid; et beskæftigelsesprojekt for kongens stående hær; det at opføre en bro i tidlig kristen tid blev betragtes som en sand troens gerning (jf. begrebet sjælebro - Roesdahl, 1990); en blanding af flere formål o.s.v. Nationalmuseets udsendte forskere havde naturligvis allerede overvejet flere af disse forslag. Man havde f.eks. i Ramskous tid ledt efter en runesten, der – lig bl.a. Fjenneslev-stenen (”Sasser rejste sten og gjorde bro”) – tilkendegav, hvem der var bygherre til broen. På Vejle-egnen var man for århundreder tilbage begyndt at fjerne runesten og sten fra storstensgrave for f.eks. at bruge dem til kirkegårdsdiger (Egtved-runestenen), og 1800- og 1900-tallets infrastrukturelle forbedringer gjorde det af med bl.a. Lihmskov storstensgraven (Vandelbanen) og pragtmonumentet Mørup Høj (vejprojekt). Forskerne fandt ikke en runesten ved Ravningbroen, men de fandt en 1,6 m høj sten nedgravet i hulvejen nord for broen. Stenen havde otte indhugninger fra et forsøg på at kløve den. En af de lokale kunne desuden berette om en anden sten sprængt ”til skurepulver” for længe siden.

Myterne lever videre

Mægtige naturkræfter var med til at forme de østjyske tunneldale under Weichsel-istiden (sluttede ca. 9.600 f.v.t.). Præcis hvordan tunneldalene er opstået, er fortsat et diskussionsemne blandt forskerne. Er de skabt ovenpå dale fra før Weichsel-istiden? Er de udgravet af smeltevandsfloder inde under isen? Er det den fremtrængende is, der selv har modelleret dalene? Er det en kombination af smeltevand og fremtrængende is, der står bag dalenes udformning? Hvilken rolle spiller issøer? I Vejle Ådal skal have ligget tre store issøer, Skibet Issø (Vejle-Skibet-Issø), Vingsted-Vork Issø og Spjarup Issø (Sønderkær).

I Fastlandstiden var der endnu ingen fjord i Vejledalen, den blev først dannet omkring 6.800 f.v.t. Vejledalen lå omkring den såkaldte vippelinie. Nord for Vejledalen hævede landet sig, mens landet syd for sank.

Den nydannede Vejle Fjord strakte sig et stykke vest for den store banke, der mange tusinde år senere kom til at huse Vejle Købstad. Man ved ikke præcis, hvor langt mod vest fjorden gik i Stenalderen. Der er fundet marine aflejringer i form af skaller fra havlevende muslinger i jorden ved Rosborg og Genbrugspladsen. Da man i 1905 udgravede fundamentet til C.M. Hess’ privatbolig, ”Villa Flegborg”, i engen lige nord for Vejle-banken, stødte man på et sælskelet. Stenaldermenneskene har efterladt sig spor nede i engene mellem Skibet og Vejle Fjord. Amtforvalter Worsaae gjorde som nævnt sin søn, Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-85), til en lidenskabelig amatørarkæolog, da han i 1832 skænkede ham to stenøkser fundet ved henholdsvis Vejle Havn under opmudring og på en mark ved Stokbro ved Grejs Åens deling i Omløbsåen og Mølleåen. Ved udvidelse af Vejle og Omegns Andels-Svineslagteri i 1962, blev der i 2½ meters dybde fundet et kranie. Kraniet lå mellem østersskaller og flinteredskaber. Leo Novrup indsendte kraniet til Nationalmuseet, der sendte det videre til Antropologisk Institut. Instituttet kunne oplyse, at det drejede sig om kraniet fra en voksen mand. Der kan have været tale om en køkkenmødding fra Ældre Stenalder. I engen og åbrinken lige sydøst for Skibet Kirke er der fundet flinteredskaber fra Ældre Stenalder.

Fra Istidens ophør og frem til Vikingetiden undergik Vejledalen store temperatur-, natur- og landskabsmæssige forandringer. Enorme mængder sand, grus og ler blev gennem disse årtusinder ført ud i ådalen fra dens mange kløfter, åer og bække. En del af dette materiale blev aflejret ved Vejle Å’s udmunding i fjorden. Sammen med engenes tilgroning og tørvedannelse fra Stenalderen og frem betød dette, at fjorden blev forskubbet mod øst.

Tørvedannelsen i engen nede ved den højtflydende, bugtende Vejle Å gjorde den sumpede og moseagtige bund af ådalen næsten helt flad. Kun hist og her stak en sandet pold op.

Præcis hvordan Vejle Ådal og Vejle Å har set ud i Vikingetiden, kan man kun spå om. Vandtilføring har vanskeliggjort de få påbegyndte videnskabelige undersøgelser af undergrunden. Ådalen har ikke set ud som i dag. Der eksisterer ikke mange kvadratcentimeter af selv de stejleste skråninger i ådalen, som ikke er påvirket af menneskets virksomhed. Selv i de mange århundreder fra Middelalderen og frem, hvor man kun havde skovl, trillebør og hestevogn, blev der flyttet rundt på ubegribelige mængder tørv, sand og grus for at skabe nye veje, fundamenter til bygninger, dyrkningsbare enge, kanaler/åløb (Midtåen og enten Omløbsåen vest for eller Mølleåen øst for for Vejle-banken kan have været udgravet med skovl og trillebør i Middelalderen som en del af forsvaret af købstaden mod fjendtlige angreb) m.v. I maskinernes tidsalder er denne udvikling kun blevet forstærket, og ådalen er stadig i vore dage under konstant forandring (jf. f.eks. det kolossale jordarbejde ved Vejles nye bydel Ny Rosborg).

På bestemte tidspunkter af året afslører Vejle Å’s gamle, bugtende åforløb sig i vegetationen ved f.eks. Ravning Enge og Runkenbjerg. Man kan også følge det tidligere åforløb på gamle kort over sognegrænserne. På strækningen fra Skibet til Sønderåens udmunding i Vejle Fjord er det vanskeligere at spå om åens præcise forløb i tidligere tider.

Der findes ingen beskrivelser af eller arkæologiske fund fra Vejles første ”havn”. Der har formentlig lige fra Middelaldren og frem til 1826 været tale om en primitiv anløbsbro (skibsbro) i Sønderåen ved Brohøl (=det dybe vand ved broen) lige øst for Sønderbro. Det er uvist, om det var nødvendigt at udvide, regulere og uddybe åen, da man anlagde den første anløbsbro. Sønderåen var formentlig naturligt bredere dengang end nu. Der er gjort tre skibsfund ved Sønderåen, hvoraf ”Hafniaskibet” fra slutningen af 1500-tallet vides at have været 18 m langt og fem m bred. Hvis dette skib selv var sejlet ind til anløbsbroen med last eller for at blive lastet, så havde åen en pæn dybde. Sejlads på Sønderåen kan have forudsat jævnlige uddybningsarbejder i åen.

Efter år 1600 tilsandede Sønderåen. I et synsvidne af 30. Oktober 1645 blev der gjort rede for årsagen: ”Befindes en stoer søe at hafve verrit til Grundet norden Wedel och af fienderne udskoren, som med så stoer magt af sand, stien och trær at verre nederskult af biergene och giort stoer skade på byens hommelgårder och beste enge, som lå til byen, fattige folk hafvede tilforne dieris nering af, och nu aldrig kand forvinde. Samme vandløb hafver och med dis ofverflødige sand nederskøllels och ellers årlig med andre stoere vandløb neder ad di svare høie bierge på begge sider byen forderfvit søfarterts dyb med sand, så der icke kand flyde en båd ind eller ud for byen, uden når floden er høig af stranden, så byen derofver med nering och brug tid efter anden jo miere forsveckis och forderfvis”. 15 år senere klagede vejlenserne fortsat over, at deres enge og humlegårde i engene var dækket af ca. 30 cm sand, som var flydt ud i engene efter de invaderende polakker havde tømt dammen (søen) oppe ved Grundet (Söegaard, 1910).

Også Kolding oplevede tilsanding af Kolding Å i disse år. Placeringen af den store sø/dam ved Grundet kendes ikke i dag. Hvis beretningerne var pålidelige, så var der nedskyllet en enorm mængde sand fra Grundet. Man kan dog også forestille sig, at den hårdt krigs-, brand- og pestramte Vejle Købstad simpelthen manglede arbejdskraft og økonomi til at oprense åen.

Ni år efter synsvidnet tegnede Arent Berentsen Bergen i bogen: ”Danmarckis og Norgis fructbar Herlighed” (1656) dette skønmaleri af fjordbyens havneforhold: ”Weile ligger paa den østre Side aff Landet / i en dyb Dal / paa et slet Sted / fire Mile Norden Kolding / oc hafver paa de trende Sider høye oc med Skou begrode lystige Bierge / hvilcke giøre Byen synderlig angenem / oc des omliggende Marck til Humle Haiver saa beqvem / at Borgerskabet derved / med Humle (foruden anden Landsens Vare) en temmelig Handtæring bruge. Hvilcke oc formedelst Weile-Fiord / som til Byen giør beqvem Indseigling oc der hos en god Haffn / sig vide vel til Søes at bruge oc paa atskillge fremmede Steder deris Vare at forhandle”.

På guldsmed og værtshusholder Jørgen Brosbølls ”Søkort over Vejle Aa på strækningen fra Vejle By og et stykke ud i Vejle Fjord” (1762) var den bugtende Sønderå angivet til at være 50 alen (ca. 31,5 m) og andre steder 100 alen (ca. 63 m) i bredden. Det var ikke længere muligt at sejle ind til anløbsbroen ved Sønderbro. Dybden var visse steder 0,5-1 fod (16-31 cm), og man skulle ro uden om store sandbanker i åen og i udmundingen i Vejle Fjord. I slutningen af århundredet besluttede man trods protester fra de nye ejere af tenen ved Rosborg at regulere, inddæmme og opmudre Sønderåen øst for Sønderbro. Det ambitiøse projekt blev gennemført ved hjælp af en muddermaskine, og det efterlod en død kanal syd for den med bolværk inddæmmede og indsnævrede å. Det kostbare projekt løste ikke købstadens problem med tilbagevendende tilsanding af åen og fraværet af en rigtig havn.

Guldsmed Jørgen Brosbølls Søkort over Vejle Aa på strækningen fra Vejle By og et stykke ud i Vejle Fjord, 1762.

I 1826/27 åbnede den nye Vejle Havn. Rig på erfaring havde man opgivet at anlægge den i forbindelse med Sønderåen. I stedet rykkede man den mod nord og udgravede den i engen. Nu hvor man havde fået en rigtig havn, tog man mere skødesløst på de årlige oprensninger af åen. I midten af århundredet var de helt hørt op.

Brødrene Carl August Søltoft (1811-93) og Frederik Anton Søltoft (1815-83) købte i begyndelsen af 1840'erne hhv. Haraldskær og Lerbæk Gods. De var begge idé- og initiativrige landmænd. Carl deltog mod sin vilje i sogne- og amtsrådsledelsen, mens Frederik også her var en foregangsmand. I starten af 1850'erne udpegede Vejle Amtsråd amtsrådsmedlem Frederik A. Søltoft til at lede forundersøgelsen af et projekt om udretning af Vejle Å. Formålet var at udvide engstrækningen, så man kunne øge høproduktionen i engene. Til Lerbæk Gods’ jorder hørte en betydelig eng i Vejle Ådal, så begge brødrene Søltoft havde økonomisk interesse i projektet.

Til højre Lerbæk Gods’ høhus ved Trædballe, 1860'erne. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Med assistance fra kyndige mænd kom Frederik A. Søltoft frem til en plan om at udrette Sønderåen fra Sønderbro til tenen i en lige linie, hvorved længden af åen blev forkortet med 1.435 alen, og man indvandt ca. to tdr. land. Den store bugtning opstrøms tenen skulle ”forblive som den er, deels da den er temmelig lang, og derfor mindre skadelig, deels for ikke at komme i Conflict med Tenefiskeriet” (Vejle Amtsråds Forhandlinger 07.01.1852). Efter bugtningen og op til Haraldskær skulle der foretages 10 udretninger. Det ville forkorte åløbet med 1.290 alen og give en indvinding af 1,5 tdr. land. Reguleringerne skulle følges op med årlige opmudringer (oprensninger). Vejle Amtsråd, Vejle Købstad og lodsejerne bakkede op om forslaget, og det blev gennemført på få år sammen med åudretninger helt op til Engelsholm. Sideløbende begyndte omrejsende eng- og drænmestre at tilbyde at anlægge engvandings- og dræningsanlæg.

Amtmand Orla Lehmann inviterede i 1852 maleren P.C. Skovgaard (1817-75) til Vejle. Skovgaard havde længe næret ønske om at besøge den højtbesungne Vejle-egn, og han blev ikke skuffet. I 1857 og 1867 malede han henholdsvis en smuk skitse og et storslået maleri af høhøst i Vejle Ådal før og efter åudretningen. De to malerier er i dag nogle af juvelerne i Vejle Kunstmuseums samling.

Under Frederik A. Søltofts ledelse havde man startet, hvad der skulle vise sig at blive en over 100 år lang kamp for at forvandle Vejle Å til en snorlige kanal til glæde for landbruget og industrien (papirfabrikkerne m.fl.). Først i 1974 blev landets første og yderst tiltrængte miljøbeskyttelseslov vedtaget. Den skulle bl.a. råde bod på den hidtidige vandløbslovgivning. Siden 1982 har Vejle Amt, Staten, Vejle Kommune, EU, sportsfiskerne m.fl. gennemført naturgenopretningsprojekter, hvorved strækninger af Vejle Å igen er blevet forvandlet til en højtflydende, bugtende å.

Kartograf O.L. Rasbechs kort over Vejle Købstad ca. år 1800. Først i løbet af 1800-tallet begyndte bebyggelsen for alvor at sprede sig ud i engene. Den nuværende midtbygade Vissingsgade blev f.eks. først anlagt i midten af århundredet. Igennem 1900-tallet brugte kommunen samt Vejle-Skibet Enges Pumpelag, Vejle Skibet Enges Landvindingslag, godsejer Kristian Skou (1888-1958) og Landvindingslaget Kongenskjær enorme ressourcer på at bygge diger, dræne og kultivere engene vest for Vejle By. Den dag i dag døjer husejere i Vestbyen dog fortsat med synkende huse som følge af, at deres ældre huse er bygget ovenpå gammel havbund uden ordentlig pælefundering. Foto: Rigsarkivet.

Vejle Ådal har på ingen måde monopol på sagn om sejlads dybt inde i det nuværende land. Både i ældre og nyeste tid har der været meget diskussion om de danske fjordes udstrækning indlands i hedenold samt om forfædrenes evne til at besejle de danske åer. Der er fund, der understøtter færdsel med skibe på de nedre løb af visse danske åer. Ved Fribrødre Å på Falster er der f.eks. fundet et potentielt skibsværft fra 1000-1100-tallet. Geologiske og arkæobotaniske undersøgelser ”har fastslået, at værftet har ligget ved en mindre å, hvorigennem skibene må have været trukket op. Et par hundrede meter nedstrøms har åen udmundet i et fjordsystem, som på dette sted har haft karakter af en bredning eller marin indsø” (Mortensen & Christensen, 2009). Fribrødre Å har i dag udløb ca. to km fra det potentielle skibsværft. Et andet eksempel er det potentielle skibsværft i Eskelund (Snekkeeng) fem km oppe ad nutidens Aarhus Å. På Vestkysten er det særligt havnen (skibsbroen) i Ribe arkæologerne gerne vil finde. Langskibene fra Vikingetiden målte 17-37 m. Det gør, at åerne både har skullet have en vis bredde og dybde – samt ikke for mange snoninger – for at sejlads med selv de mindste vikingeskibe skulle være muligt. Der fandtes dog også andre skibstyper i Vikingetiden. I nyere tid er vikingesejlads til bl.a. Lejre og Borgring vest for Køge blevet underkastet videnskabelige undersøgelser uden positive resultater. Men både blandt fagfolk og amatører er der fortsat teorier om vikingesejlads på flere danske åer (se f.eks. Nationalmuseets pressemeddelse 26.01.2022 om undersøgelse af sejlads til Trelleborg).

På samme måde har Vejle Ådal ikke monopol på sagn om jord-, sø- og mosefund af skibsankre. Et af de mere berømte sagn omhandler fundet af et jernanker i Vimose i 1512, der skal være blevet anvendt som materiale til Næsbyhoved Kirkedør. Der er mange verificerede fund i og udenfor Skandinavien af skibsankre/skibsdele/skibe fra Jernalderen og Vikingetiden (Nydam, Hjortespring, Hanangermona, Oseberg, Vendel, Ladbyhøj, Sutton Hoo m.fl.). Skibsgravene er naturligvis ikke opført på datidig havbund, så her har man trukket skibene over land til pladsen for gravhøjenes anlæggelse. Der hersker mere mystik om, hvordan nogle af skibsdelene er endt i søerne/moserne.

Yderst usikre overleverede beretninger ligger til grund for 1600- og 1700-tallets præsteindberetninger om skibsankerfund i Skibet. Selv hvis der vitterlig en dag dukkede et skibsanker op af jorden i Skibet, ville det ikke automatisk bevise, at der har fundet sejlads sted til området.

Tirsbæk er et godt eksempel på hvor ofte, man omfortolker betydningen af gamle stednavne. Det er blevet knyttet sammen med alt lige fra en tjærepind til guden Tyr eller Dronning Thyra. I dag foreslår nogen, at det betyder ”den glinsende bæk”. Det er sikkert ikke sidste gang, at Tirsbæk tillægges en ny betydning. De lokale stednavne, Skibet, Skibagre, Kølholt og Snekkemade, behøver på ingen måde at henvise til ”skib”, ”kølhale” og ”snekke”. Snekke indgår i omkring 140 stednavne i Østersølandene, og flere af dem er placeret langt fra nutidens kystlinie. Stednavnenes indflydelse på historieopfattelsen, og historieopfattelsens betydning for tydningen af stednavnene er ikke kun et lokalt fænomen – se f.eks. den sensationelle historie fra oktober 2012 om fundet af et skibsværft fra Vikingetiden i Rold Skov nær ”Snekens Dal”.

I engene vest for Vejle Købstad løb der en bugtende bæk nord for og parallelt med Vejle Å. Guldsmed Jørgen Brosbøll (1767) beskrev de to vandløb således: ”Store Aae som kommer fra Haraldskier og Höyen” og ”Gammel Aae som kommer fra Knavrup”. I hvert fald gennem 300 år bar bækken navnet Gammel Å på stykket nede i bunden af ådalen. Længere mod nordvest i det højereliggende terræn var Gammel Å i nyere tid kendt som Knabberup Bæk. Den udsprang ovenfor ådalen i Høgsholt, og den udmundede i Vejle Å omtrent ved nutidens parkeringsplads mellem Silvan og Elgiganten på Damhaven. Den nedre Gammel Å blev endegyldigt nedlagt ved en landvæsenskommissionskendelse i 1938. Man kan i dag endnu se rester af bækken i form af grøfter og kanaler bag kolonihaverne i engene. Hvis man leger med tanken om vikingeskibssejlads til Knabberup, hvor det eneste kendte Vikingetidsfund i Vejle Ådal er gjort, så må den have foregået i Vejle Å eller på en fjord. Det er i hvert fald vanskeligt at forestille sig, at vandtilførslen, bredden, dybden og forløbet af Gammel Å nogensinde har tilladt sejlads af større fartøjer.

I 1833 gav fæstehusmand Niels Nielsen sig, som så mange andre på denne tid, til at grave i et oldtidsminde. Der var tale om en høj på Knabberup Bys mark omgivet af en ”enkellt rad store kampesten”. I midten af højen fandt han to ovale spændesmykker af bronze og et spænde med form som en rude. Han afleverede fundet til stiftsamtmand Hoppe, der videresendte fundet til Den kgl. Commission til Oldsagers Opbevaring i København, så fæstehusmanden kunne få udbetalt sin danefædusør. Det er det hidtil eneste verificerede fund fra Vikingetiden i dalen mellem Skibet og Vejle Fjord. Orlufs to potentielle runefragmenter fra Kirketorvet er for længst forsvundet, og de kan meget vel være tilført torvet udefra. I 1839 indsendte Hoppe ”en udmærket vel bevaret Kornknusersteeen med tilhørende Steenkugle, funden ved Gravning i Grunden af en Bygning i Veile” til museet, der også kunne være et indicium på bosættelse i Vejle før Middelalderen (VAA 30.08.1839). Ved Vindingland og Bredballe Strand er der da også fundet køkkenmøddinger fra Jernalderen. Nutidens arkæologer graver sjældent ned til Vikingetidslagene, når de foretager udgravninger i Vejle By og Vejle Ådal ud til Skibet, derfor ved man stort set intet om, hvad undergrunden skjuler. Indtil videre må man nøjes med at konkludere, at der ikke er fundet mindste spor af en Vikingehavn eller efter Gorm den Gamle, Dronning Thyra eller Harald Blåtands virke.

Der er fundet køkkenmøddinger fra Sten- og Jernalderen flere steder i Vejle og langs fjorden. Leo Novrup udgravede tre køkkenmøddinger. En ved Bredballe Strand, en ved svineslagteriet og en med en meget overraskende beliggenhed ovenfor ådalen på Søndermarken. I efteråret 1970 under arbejde på hovedvej 10 fandt man en 1,5 m lang og 40 cm dyb dynge østersskaller i haven hos rentier Chr. Mosgaard, Kolding Landevej 2. Novrup fandt ingen oldsager imellem østersskallerne og ej heller sneglehuse eller blåmuslinger, men derimod teglstensbrokker, lampeglas, flaskeskår, søm og andre jerngenstande af nyere dato. Skallerne kunne måske stamme fra 1860-1870'erne, hvor man forsøgte at dyrke østers i Vejle Fjord, eller fra tiden efter hvor byens fiskehandlere importerede luksusfiskevarer. Fotograf: ukendt. Foto: Vejle Stadsarkiv.

Hvis man leger med tanken om, at vikinger med ærinde i Jelling har besejlet Vejle Fjord, så er der flere steder i inderfjorden, de kunne have lagt til. Som minimum har fjorden gået ind til nutidens Østerbrogade. Her har man f.eks. kunnet anlægge bådebroer ud for stranden i den vestligste ende af nutidens Nørreskov, hvorfra det har været muligt at nå Grejsdalen tørskoet. Naturhavnen ved Tirsbæk Strand, der frem til 1800-tallet tjente som Vejles vinterhavn, samt bugterne vest for Brunsodde (Brønsodde) og Hurodde/Haarodde (Skyttehushaven) er andre oplagte muligheder. Herfra ville rejsen til Jelling ikke have været markant besværligere, end hvis skibene lagde til neden for den store banke, hvorpå det ældste Vejle blev grundlagt. Fra Vejle-banken var der jo flere hundrede meter mod nord, der – uanset om der lå lavt vand eller sumpet eng – har været vanskelig at passere. Det vil have været en stor fordel, hvis man kunne sejle op ad Grejs Å og gå i land i den allersydligste del af Grejsdalen. Her ville vikingeskibene også have ligget bedre skjult for fjender, end hvis de lå bundet ved bådebroer i fjorden. Sejlads længere opstrøms Grejs Å er det meget svært at forestille sig – omend enkelte såsom proprietær Mads Hindhede troede på sejlads i oldtiden helt til Jelling (A2156 lbnr. 36 Vejle Stadsarkiv). Grejs Å er ca. 22 km lang og har et fald på omtrent 50 højdemeter fra Fårup Sø til Vejledalen.

Et vikingeskib kan sagtens lægge til ved en primitiv bådebro. Selv i den store handelsby Hedeby var der kun primitive anløbsbroer – omend af en imponerende størrelse. Man skal ikke forvente at finde levn efter en decideret havn fra Vikingetiden i Vejle Fjord/Vejle Å/Grejs Å.

Selv i fald der vitterlig har været sejladsmulighed til Skibet, så kan man argumentere for, at en havn ved Grejsdalen var en sikrere og lettere løsning. Der er godt seks km i luftlinie fra Skibet Kirke til Vejle-banken. Hvis der har været tale om en bugtende å på hele denne distance, så har det ikke været muligt at ro mod strømmen hele vejen op til Skibet. På smalle steder har passage kun kunnet lade sig gøre, hvis man har kunnet trække skibet med reb fra åbredderne. Såfremt bugtningerne på åen ikke har været alt for snævre, kunne det i teorien nok lykkes at trække et vikingeskib de godt seks km mod strømmen, men det må have været et absolut frygteligt slid. Alene forarbejdet med at rydde åbredderne for vækster og træer, så færdsel blev muligt, må have krævet sine mænd. I våde perioder må sådan passage have været helt umulig p.g.a. engenes oversvømmelse. Strategisk ville et opankret vikingeskib være godt skjult oppe i Skibet for fjendtlige skibe ude i fjorden, men det ville være vanskeligt at forsvare, hvis fjenden angreb til fods. Et vikingeskib på gennemfart i den smalle Vejle Å – bugtende eller ej – ville naturligvis også være sårbar for angreb fra landjorden.

Det har bestemt heller ikke været ”en lille Spadserevei” fra Skibet til Jelling, som det er blevet formuleret. En vikingehavn i Skibet frem for længere mod øst ville kun kunne forkorte turen til Jelling med få kilometer. Turen over den stejle Jennum-bakke og over Grejs Ådal ville med eller uden oppakning have været en temmelig udfordrende rejse. Hans de Hofman (1769) var heller ikke begejstret for underlaget: ”Jennum Bye er besværlig for Reisende at komme igiennem formedelst smaa og store Steene, hvormed Jorden overalt i og uden Byen er ligesom besaaet”. Turen over Grejs Ådal øst for Fårup Sø kunne endog være så problematisk, at man kunne spekulere over, om det ikke ville have været bedre så at tage den lange tur vest om Fårup Sø. Der er ikke fundet spor af en vikingebro i Grejs Ådal. Alternativt måtte man færges over søen.

Skulle man en dag finde spor efter en vikingehavn i inderfjorden eller ådalen fra 900-tallet, så ville det ikke automatisk bevise, at Gorm den Gamle eller Harald Blåtand var bygherren. Den kunne f.eks. være opført af lokale beboere såsom vikingerne i Bredsten.

Der er en reel mulighed for, at Haraldskær Gods er opført ovenpå en boplads fra Ældre Stenalder, da det ligger tæt ved åen ved en af dalens naturlige overfartssteder. Det er derimod en ren skrøne, at godset er opført med træværk fra et vikingeskib. Ingen historiker eller arkæolog er faldet for denne skrøne. Engen og åen ved Haraldskær Gods er desværre aldrig blevet underkastet en dybdegående arkæologisk undersøgelse. Vi ved derfor ikke, om der var overfartssted her i Bondestenalderen, Bronzealderen, Jernalderen og Vikingetiden. I »Den danske Turistforenings Aarsskrift«, 1898, kunne man læse: ”[Vejle Købstad] er anlagt ved et Vadested (en Vejle) i Fjorden, som i længst henrundne Tider har strakt sig helt ind til Skibet Kirke, der nu ligger henved en Mil Vest for Byen, og hvor man op mod vore Dage har fundet baade Skibsankere og muldne Fortøiningspæle”. Skibsanker-fundene kan ikke bevises, men der er gjort flere træfund i jorden ved godset: Ved omlægning af Vejle Å i 1983 fandt man et vadested bestående af bl.a. to rækker ca. to m lange tilspidsede egepæle med en indbyrdes afstand på ca. tre m (VKH 1118); i 1996 fandt man i engen vest for Haraldskær endnu et vadested i form af kantstillede planker i tilknytning til en ca. to m bred stenlægning samt nogle lodretstående pæle (VKH 7182), i 1997 fandt man det tredje potentielle vadested i form af lodretstående, tilspidsede stolper syd for Haraldskær Avlsgård. Hans Jørgen Germansen voksede op i Skibet Sogn. I hans herlige erindringer fra 2011 skrev han: ”Neden for [Skibet Kirke], på sydsiden af åen, trak gravemaskinen et par spidser af meget kraftige egepæle op af åen, så her har broen til Nr. Vilstrup måske gået over i meget gammel tid. […] Stedet her er et af de smalleste i ådalen, så her har uden tvivl altid været en eller anden form for vadested, pramfart eller bro. […] Den ene af pælene lå i mange år i kromanden eng, indtil min far, som kendte kromanden Markus Svendsen meget godt, tog den med hjem. Nu står den og pynter på vores terrasse hjemme på Grønvang”. Germansen var ikke bekendt med, at Aastrup i sin tid havde identificeret denne tilspidsede egepæl som en brostolpe med tilknytning til Jellingdynastiet. I 2022 blev den tilspidsede egepæl underkastet en dendrokronologisk undersøgelse af Moesgård Museum, hvor resultatet lød, at den yngste bevarede årring var dannet i år 1095 e.v.t., og at træet var fældet efter 1110 e.v.t. Det var altså ikke fra en vikingebro. Stolpens funktion kan desværre ikke bestemmes (VKH8368 & Vejle Stadsarkiv 2022/51 samt A1781). Germansen var også i besiddelse af et udateret og uidentificeret afhugget stolpestykke med stump spids fundet ved den nu fjernede Høbro ved udløbet af grøften fra Kvak Mølle i Vejle Å.

Det er blandt fagfolk, at den myte er opstået, at Erik Emune slog Harald Kesja ihjel i Skibet ved Vejle Å. Højtuddannede historikere er med til at holde denne myte i live. På hjemmesiden danmarkshistorien.dk, der er underlagt Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, gengiver man myten, som var det en kendsgerning, skønt der ikke findes saglige belæg herfor.

Slots- og Kulturstyrelsen anvender i dag en meget dramatisk tegning i deres formidling af Troldborg Ring. Bevæbnede Jernalderkrigere i alarmberedskab står bag fæstningens palisade og stirrer ud over den træløse Vejledal. Op ad den snorlige Vejle Flod sejler tre af fjendens skibe – to af dem endog side om side. Denne fremstilling hører absolut til i fantasiens verden. Vest for Haraldskær Gods hersker der ingen tvivl om, at den bugtende å aldrig har kunnet besejles af mellemstore eller større fartøjer.

Når forskere i dag beskæftiger sig med Vikingetiden, så undgår de ofte at definere begrebet. De indleder heller ikke med Vikingetogtet til Lindesfarne i 793. Nogle mener, at Chlochilaich – der iflg. Gregor af Tours (ca. 538-94) blev dræbt sammen med sine søkrigere ca. 515 under et togt til Gallien – var den første danske viking. Andre inkl. arkæologer på VejleMuseerne er begyndt at sætte begyndelsen af Vikingetiden til et islandsk vulkanudbrud i år 536 (”virkelighedens Fimbulvinter”). Der er også dem, der skuer endnu længere tilbage i tiden. Når forskere inddrager århundrederne før 793, så gør de det velvidende, at nordisk mytologi, runeskrift, kolonisering, krigstogter, formentlig også en eller anden form for lejesoldattjeneste, slavehandel, kristendommens indtog i Norden, international handel, dannelse af en eller anden form for kongedømme/stormandsvælde og andre typiske træk fra Vikingetiden også eksisterede i Nordisk Jernalder. Vikinger ses heller ikke som et udelukkende nordisk fænomen. Endelig er der stor interesse for, hvornår de første sejlskibe pløjede Østersøens bølger – den svenske forsker Boel B. Clark har foreslået, at det skete helt tilbage i Bronzealderen, og selv hvis det viser sig først at ske i århundrederne før 793, så er det endnu et søm i Vikingetidsbegrebets ligkiste.

Forskere skal naturligvis forholde sig til forskningslitteraturen, og når det kommer til Jellingdynastiets historie, så er runesmeden Ravnunge-Tue blevet en af de helt centrale karakterer. Vikingetidsforsker-ægteparret Peter (1928-2018) og Birgit Sawyer (1945-2016) har endog postuleret, at Ravnunge-Tue blev gift med Dronning Thyra efter Kong Gorm den Gamles død. Lektor Michael Lerche Nielsen (f. 1964) har spekuleret på, om Ravnunge-Tue også var identisk med den Tue Bryde, der rejste Store Rygbjerg-runestenen. Disse teorier har ikke vundet bred anerkendelse. Mange forskere er dog i dag enige om, at Ravnunge-Tue har haft tætte forbindelse til Jellingdynastiet (særligt Dronning Thyra), og at han er runesmeden bag mindst tre runesten, der nævner Dronning Thyra. Nogle fagfolk såsom Jeannette Varberg (2019) kæder ham også fortsat sammen med landsbyen Ravning nord for Ravning Enge.

Der er kun foretaget enkelte arkæologiske undersøgelser i og ved landsbyen Ravning. På matr.nr. 15m Ravning By er fundet stolpespor efter et Trelleborghus fra Vikingetiden (VKH 6943). Nordisk Forskningsinstitut opgiver 627 danske stednavne startende med Ravn (oldnordisk: Hrafn). Hvis – og det er kun et hvis – Ravnunge-Tue er navngivet efter/har tilknytning til et stednavn, så kan det ligeså godt være et hvilket som helst andet begyndende med Ravn med ukendt oprindelse end netop Ravning. Eftersom at vikingerne formåede at sejle op ad de europæiske floder og helt over til Nordamerika, så er det en hån at hævde, at Ravnunge-Tue partout skal have boet i en vis radius fra de runesten, flere forskere og lægmænd forbinder ham med. Danmarks mest navnkyndige runesmeds forbindelse med Ravning skal ses i lyset af de bedrøvelige få samtidige kilder til det såkaldte Jellingdynastis historie. Det har været for fristende at sammenkæde Ravnunge-Tues udhuggede runer på Læborg-stenen, Bække-stenen 1 og Horne-stenen med først Dronning Thyra og hendes gravhøj, og senere kunne man ikke stå for fristelsen til også at gøre højbyggeren til ingeniøren bag Ravningbroen. Ravningbroen lå jo tæt syd for Ravning landsby, og man har kunnet rejse fra Jelling til Bække og Læborg via Ravningbroen. Det er imidlertid på ingen måde bevist, at de ristede runer på Bækkestenen 1: ”Ravnunge-Tue og Fundin og Gnyple, de tre gjorde Thyras høj” har forbindelse med Dronning Thyra og den ene gravhøj i Jelling. Hvis man skal være super pessimistisk, så er det ikke engang sikkert, at det er den samme Ravnunge-Tue, der står bag de tre runesten – der er dog stærke indicer for det.

Jellingdynastiets sammenkædning med Vejledalen skyldes, at Vejle Fjord er det nærmeste farvand fra Jelling, og at man har tolket Jelling som Lejres afløser som kongesæde. Lejre og Gudme, henholdsvis ni km fra Roskilde Fjord og fem km fra Storebælt, blev grundlagt i den uroplagede Jernalder. De voksede sig til stormandssæder (nogle forskere kalder dem kongesæder/kongsgårde) og fandtes endnu i Vikingetiden. På et tidspunkt fik Gudme forbindelse med en handelsplads ved kysten ved Lundeborg. Desværre kender vi ikke den geografiske udstrækning af stormændene i Lejre og Gudmes riger. Præcis hvor mange andre stormændssæder, der har fandtes i Jernalderen og Vikingetiden ved man ikke. Arkæologerne kan sikkert finde flere endnu såsom det nyligt fundne stormandsæde ved Erritsø, som ikke er nævnt i skriftlige kilder.

Både før og efter prof. N.M. Petersen og Worsaaes strid om bl.a. Jelling som Jellingdynastiets hjemsted herskede der tvivl om, hvorvidt vikingekongerne konstant lå på farten fra kongsgård til kongsgård, eller om de styrede riget fra én favorit kongsgård. Mange forskere i eftertiden var enige med N.M. Petersen i, at Harald Blåtand holdt til i Jelling. De beskedne fund ved de arkæologiske udgravninger i Jelling fik til sidst nogle forskere til at tvivle på, om Jelling havde været andet end en religiøs magtmanifestation.

De arkæologiske udgravninger i Jelling fra 1978 og frem har ført til ny viden om Jelling Kirke, skibssætningen, fund af et palisadehegn (dateret til ca. 968), fund af hustomter og spredte detektorfund. Flere arkæologer har på denne baggrund genoplivet ideen om, at Jelling var rigets magtcentrum og Harald Blåtands hjem/favorit kongsgård. Ravningbroen var med til at sikre passagen til og fra kongebyen. De endnu relativt få genstandsfund fra Vikingetiden i Jelling kan stadig begrundes i de svære fundbetingelser inde midt i Jelling by. Endelig lå Jelling beskyttet fra angreb fra kysten samt med Grejs og Vejle Ådale imellem sig og et potentielt angreb sydfra fra den tysk-romerske kejser.

Kritikere af teorien kan hævde, at det er påfaldende, så få gange Jelling nævnes i de ældste kilder. Et religiøst magtcentrum kan ligeså vel som en kongsgård have haft behov for en hal til kongen og andre huse samt have være omkredset af et palisadehegn. Selv hvis man inkluderer Ravningbroen, så må det have givet logistiske udfordringer at regere Danmark og Norge fra et sted så fjernt fra kysten. Nogle forskere argumenterer for, at hesten på dette tidspunkt var begyndt at spille en større rolle for de nordiske søkrigere, og at lokationen ved hærvejen, derfor ikke var helt upraktisk. En vikingekonge, der potentielt påtvang en del af sit folk en ny tro, og som måske var truet af den tysk-romerske kejser, kunne dog have haft god brug for at have vikingeskibe lige uden for døren. Endelig er tesen om de evigt omrejsende vikingekonger ikke blevet tilfredsstillende modbevist. Måske måtte Harald Blåtand konstant rejse rundt mellem trelleborgene og de vigtigste handelsbyer for at sikre sig danernes troskab samt fremavle en national identitet og et kristent fællesskab?

I det hele taget er der blandt nutidens forskere uenighed om tolkningen af Jellingmonumenterne. Regerede Gorm den Gamle i Jelling? Er det Gorm den Gamles lig, der blev fundet i Jelling Kirke i 1978? Hvor bogstaveligt skal runerne ”gjorde danerne kristne” forstås, når nu kristendommen og hedenskaben var udbredt herhjemme både før og efter Harald Blåtand. Hvem – hvis overhovedet nogen – har hvilet i Nordhøjen? Hvad var formålet med Sydhøjen? De talrige gåder om Jellingmonumenterne skal naturligvis ses i lyset af, at forskerne er langt fra at kunne tegne et fuldstændig billede af Vikingetidens Danmark.

Da man således endnu ikke med sikkerhed kan fastslå, om Jelling havde funktion som andet end en religiøs magtmanifestation, så er det også svært at udtale sig skråsikkert om Ravningbroens funktion. Ingen forskere taler i dag offentligt om Kjeld Christensens kritik at broens datering, så man må formode, at dateringen ca. 979-980 er den gældende.

Ramskous tese, om at Ravningbroen havde en militærmæssig funktion, er fortsat den bredest accepterede. Denne tese forudsætter imidlertid, at Harald Blåtand havde kongsgård i Jelling, samt at han i en længere periode kunne råde over en stående hær. Hvor skulle alt den mad og mjød til hærens forplejning komme fra? Alene kongens hird, hof og gæster har jo kunnet fortære, alt hvad der kunne produceres i mange miles omkreds fra Jelling. Dertil kom at trelleborgene efter meget at dømme havde en militærmæssig funktion, og derfor også skulle bemandes af en stående hær/lejesoldater. Det må have været ufattelig omkostningsfuldt. Ville danerne finde sig i at være bortrevet fra deres gårde på ubestemt tid? Historien om Knud den Helliges ledingsflåde i Limfjorden godt 100 år senere fortæller, at vikingerne ikke brød sig om lediggang, når høsten stod for døren – omend dette ikke er den eneste forklaring på oprøret mod ”den sidste vikingekonge”.

I det mindste fra et lokalhistorisk synspunkt er det også interessant, hvorfor man efter Harald Blåtands død tilsyneladende fortsatte med at benytte hulvejen gennem Fandens Dal. Et lokalt sagn beretter, at Ravning-bønderne under en af Svenskekrigene lokkede en fjendtlig afdeling ned i dalen. Efter fjenden var dræbt, døbte man dalen Fjendens Dal (A2156 lbnr. 36 Vejle Stadsarkiv). Jørgensen og Møller kendte næppe dette sagn. De foreslog, at der måske kunne have ligget en vandmølle her. Jagt eller naturressourcer såsom træ, hø, kildekalk m.m. kan måske også have drevet mennesket ned til Ravning Enge. Lokale kirker såsom Jelling og Skibet Kirke kan i teorien være bygget af kildekalk hentet fra området vest for den senere Ravning Station. I isvintre eller i meget tørre somre kan passage over ådalen via polden ca. 60 m øst for den forsvundne Ravningbro måske endda have forekommet? Det forbliver et uløst mysterium hvordan og hvorfor snustobaksdåsen, som amatørarkæolog K.V. Christensen sikrede sig, endte ude på polden. Hvis arkæologerne en dag får mulighed for det, kunne det være interessant at foretage udgravningen under den nuværende landevej over dalen. På grund af beliggenheden af polden ved åen var det her, det i sin tid gav mest mening at anlægge landevejen, og hvem ved måske gemmer der sig spor af ældre vejanlæg under den megen jord man kørte herud? Muligvis kan der også gøres flere knoglefund lig dem amatørarkæolog K.V. Christensen oplistede? Endelig ved man stadig ikke, om det er et potentielt voldsted, der ligger nede i dalen vest for Ravning Station, og om det har nogen forbindelse med enten Troldborg Ring eller Ravningbroen.

Del 1: Litteratur og kilder

• Vejle Amtsråds Forhandlinger (07.01.1852, 25.05.1853, 23.06.1854, 1855).
• Viborg Landstings Skøde- og Pantebøger 1645-52, Landbohistorisk Selskab, 1969.
• Andreasen, Uffe & Petersen, Carl S.: N.M. Petersen, Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.
• Asing, Pauline: Grauballemanden: Portræt af et moselig, Gyldendal, 2009.
• Askedal & Schmidt & Endresen (red.): Germansk filologi og norske ord: Festskrift til Harald *Bjorvand paa 70-aarsdagen den 30. juli 2012, Instituttet for sammenlignende kulturforskning, 2012.
• Axboe, Morten: Ramses i Ravning – en personlig skitse, »Nationalmuseets Arbejdsmark«, 2015.
• Bech, Claus: Jacob Langebek, Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.
• Becker, Tyge Alexander: Tirsbæks Historie og Eiere, »Orion. Historisk-geograhisk Maanedsskrift«, 1. Bind, 1843.
• Behrendt, Chr.: Fra det gamle Middelfart, Bd. 2, E. Harders Boghandel, 1941.
• Bendixen, H.C.: Om forsvundne storstensgrave – dysser og jættestuer – i Tørrild Herred, »Vejle Amts Aarbøger«, 1960.
• Both, Ludvig Fr.: Kongeriget Danmark, populairt historisk-topographisk beskrevet, 1871-72.
• Bricka, C.F. (udg.): Eske Brocks Dagbog for Aaret 1611, Særtryk af Danske Magazin, 4. R., 5. B, J.H. Schultz, 1881.
• Bricka, C.F. & Gjellerup, S.M.: Den danske adel i det 16de og 17de aarhundrede. Samtidige levnetsbeskrivelser uddragne af trykte og utrykte ligprædikener, Rudolph Klein, 1874-75.
• Brunbech, Søren: Lokalhistorien i Vejle, »Vejleborgen«, 2015.
• Brøndsted, Joh.: J.J.A. Worsaae, Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.
• Bukdahl, Jørgen & Mortensen, N. T. m.fl.: Danmark, Landet mellem Hav og Bælt: Landet bag Klitterne, den jyske Halvø, Arnkrone, 1946-47.
• Bæksted, Anders: Mourits Mouritsen Højer Encomium Jellingense (Jellings Pris) 1721, »Vejle Amts Aarbøger«, 1943.
• Christensen, Jørgen Munch: Blandt brave borgere i Vejle, Byhistorisk Forlag, 1976.
• Christensen, K.V.: Koldborg Voldsted, »Vejle Amts Aarbøger«, 1952.
• Christensen, K.V.: Middelalderbro i Vejleaadalen og Trælborg Voldsted, »Vejle Amts Aarbog«, 1959.
• Christensen, Kjeld: Ravning-broens alder – En af Danmarks sikreste dendrokronologiske dateringer? »Kuml«, Nr. 52, 2003.
• Dahlerup, Vilhelm: Niels Matthias Petersen, Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind 19; København 1924.
• Dam, Peder: Kortlægningen af Danmark – op til midten af 1800-tallet, Lindhardt & Ringhof, 2019.
• Franzén, F.M.: Minne öfver Amiralen och Presidenten Friherre von Psilander, Handlingar rörande Svenska Akademiens Högtidsdag, 1831.
• Gelting, M.H. (overs.): Roskildekrøniken, 2. udg., Wormianum, 2002.
• Gaarmann, Georg Friderich: Efterretninger om Weile Købstad, Fridericia, 1794.
• Hansen, Marius m.fl.: Vejle Amt - En Hjemstavnsbog, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, 1934.
• Hansen, Marius: Vejle Fjord, »Vejle Amts Aarbøger«, 1941.
• Heltoft, J.: Af Jelling Sogns Historie, »Vejle Amts Aarbøger«, 1922.
• Heltoft, Kantor: Tørrild Herred en Herredsbeskrivelse og dens Forfatter ved Kantor Heltoft, »Vejle Amts Aarbøger«, 1923-24.
• Hofman, Hans de: Den Danske Atlas, Tomus V, 2. bind, 1769.
• Hofman, Hans de: Samlinger af publique og private Stiftelser, Fundationer og Gavebreve etc., København, 1755.
• Holberg, Ludvig: Danmarks og Norges Søe-Histories første Periodus, Skrifter som udi Det Kiøbenhavnske Selskab af Lærdoms og Videnskabers Elskere etc., 1747.
• Holberg, Ludvig: Geographie eller Jordbeskrivelse, Femte Del, J.A. Thiele, 1777.
• Hostrup, C.: En spurv i tranedans, Lindhardt og Ringhof, 2017.
• Huitfeldt, Arild: Danmarks Riges Krønike. Fra Kong Dan indtil Knud VI, 1603, genudgivet af Roskilde og Bagger, 1978.
• Hvass, Steen: Omkring Jelling – igennem jernalder og vikingetid, »Vejle Amts Årbog«, 1990.
• Hvass, Steen & Topholm, Jens: Museerne i Vejle – 60 år i egen bygning, 1983.
• Hvass, Steen & Hvass Lone: Vejles Historie, Bd. 1, Vejle Kommune, 1997.
• Hvidberg-Hansen, B.: Om Skibet Sogn. En indberetning fra 1755 af provst Einsperg, »Vejle Amts Aarbog«, 1956.
• Hvidberg-Hansen, B.: Skibet Kirke, Skibet Menighedsråd, 1980.
• Ilsøe, Harald: Anders Sørensen Vedel, Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.
• Jacobsen, Lis: Nyfundne runeindskrifter i Danmark, Gyldendal, 1914 – heri: om Orlufs fund af Sønder Vilstrup-runestenen.
• Jansen, F.J. Billeskov: Danmarks digtekunst bind 3: Romantik og romantisme, Lindhardt og Ringhof, 2016.
• Jensen, Jens Aarup: En jættestue ved Skibet, »Vejle Amts Årbøger«, 1965.
• Jensen, Mette Bjerrum: Hvad er der med Jelling? »Arkæologisk Forum«, nr. 2, 2010.
• Jørgensen, Mogens Schou & Møller, Jens Tyge: Landskabet som historiens scene. Ravning Enge i vikingetid og middelalder, »Vejle Amts Årbøger«, 1999.
• Knudsen, Knud E.: Da vikingebroen dukkede op i engen ved Ravning Station, »Broen Egtved Kommune«, 8. årgang, nr. 34, 2003.
• Kolderup-Rosenvinge, J.L.A.: Udvalg af gamle danske domme, afsagte paa Kongens retterting og paa landsting, Löser, 1842.
• Kristensen, Evald Tang: Minder og oplevelser, bd. 4, Forfatterens Forlag, 1928.
• Kristensen, Sigurd: Skolefundatser fra Tørrild Herred, »Vejle Amts Aarbog«, 1942.
• Langebek, Jacob: Scriptores rerum Danicarum etc., Tomus 1, A.H. Godiche, 1772.
• Lind, John: ”Vikinger”, vikingetid og vikingeromantik, »Kuml«, 2012.
• Lindblom, Charlotta: Jelling – fund og kulturlandskab i det lokale område, i: Vikingetidens aristokratiske miljøer, Seed-money netværket Vikingetid i Danmark, 2014.
• Mortensen, Rasmus: Af biskop Blochs samlinger til Ribe Stifts Historie, »Vejle Amts Aarbøger«, 1940.
• Mortensen, M.F. & C. Christensen: Fribrødre Å – Fribrødre Fjord Undersøgelser omkring det tidlige middelalderlige skibsværft, Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser, 2009.
• Munch, Peder, A.: Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen, W. Grams Forlag, 1849.
• Nielsen, Henning Dehn: Kongelige mord i Danmarkshistorien, Lindhardt og Ringhof, 2016.
• Nielsen, Michael Lerche: Ravnunge-Tie som navngiven viking, runestensrejser og myte. Tværfagligt symposium på Askov Højskole 3.–5. Oktober 2002, »Hikuin« nr. 32.
• Novrup, Leo: Da Vikingebroen blev fundet, »Vejle Amts Årbog«, 1986.
• Nørbach, Lars Chr.: Olfert Voss – 1926 til 2014 – en odyssé, »Arkæologisk Forum«, nr. 30, 2014.
• Orluf, Fr.; Hvor dræbtes Harald Kesja, Danske Studier, J.H. Schultz Forlag, 1953.
• Petersen, C.V.: Vejle Byes Historie, Vejle Kommune, 1927.
• Petersen, N.M.: Udsigt over den norske Dronning Gunhildes Levnet, »Annaler for nordisk oldkyndighed og historie«, J.D. Qvist, 1836-37.
• Petersen, N.M.: Yderligere bemærkninger om Dronning Gunhilde, »Annaler for nordisk oldkyndighed og historie«, J.D. Qvist, 1842.
• Ramskou, Thorkild: Vikingetidsbroen over Vejle å-dal, »Nationalmuseets Arbejdsmark«, 1980.
• Rask, H.K.: Det opgravne Lig, »Morskabslæsning for Den Danske Almue«, Nr. 2, 08.03.1839.
• Rasmussen, Finn: Nyt syn på trelleborgene, Forlaget Tænk Kritisk, 2006.
• Resen, Peder Hansen: Atlas Danicus VI D Ribe Stift, udg. af Susane Lykke Nielsen, Odense Universitetsforlag, 1987.
• Roesdahl, Else: At bygge bro – om det ældste brobyggeri i Norden, i: Gulnares Hus, Samleren, 1990.
• Rosenberg, C.: Nordboernes Aandsliv fra Oldtiden til vore Dage, bind 1, S.B. Salomons Tryk, 1878 – heri om Ravnunge Tue.
• Sanders, Karin: Bodies in the Bog and the Archaeological Imagination, University of Chicago Press, 2009.
• Smith, A.H.H.: Haandbog for Reisende, Kousgaaards Forlag, 1882.
• Steenstrup, Johannes: De danske stednavne. Deres tolkning og hvad de oplyser om vort lands bebyggelse og folkets kultur gennem tiderne, Ved Udvalget for

folkeoplysnings fremme, København, 1908.

• Suhm, P.F.: Historie af Danmark: Fra Aar 942 til 1035, III Tome, Brdr. Berlings Skrifter, 1787.
• Suhm, P.F.: Historie af Danmark, 10de Tome fra Aar 1241 til 1268, J.F. Schultz, Kbh., 1809.
• Söegaard, Thyge: Bidrag til Vejle Bys Historie i det 17. Aarhundrede, »Vejle Amts Aarbøger«, 1910.
• Teglbjærg, Tore: Vejle-egnens helligkilder og Nørreskovens forlystelsesliv, Byhistorisk Forlag, 2021.
• Traberg, Emil: Gamle engvandingsanlæg, Egtvedegnens Museumsforening, 1986.
• Tuneld, Erik: Geografi öfver Konungariket Sverige, Ecksteinska Tryckeriet, 1827.
• Varberg, Jeannette: Viking, Gyldendal, 2019.
• Wegener, Caspar Frederik: Om Anders Sörensen Vedel: Kongelig historiograph i Frederik IIs og Christian IVs dage. Til höitideligholdelsen af vor allernaadigste konges Kong Christian den Ottendes, tredsindstyveaarige föselsdag, paa Soröe academie d. 18 september 1846, B. Luno, 1846.
• Volf, Rudolf: Tamdrup Kirke og dens Gyldne Alter, »Vejle Amts Aarbøger«, 1960.
• Worsaae, J.J.A.: Hvorvidt kan man antage, at det i Haraldskiær-Mosen (1835) opgravede Liig er den norske Dronning Gunhilde, »Historisk Tidsskrift«, 1842.
• Worsaae, J.J.A.: Endnu nogle Bemærkninger angaaende den norske Dronning Gunhildes formeentlig opdagede Liig, »Historisk Tidsskrift«, 1843.
• Worsaae, J.J.A.: Om en forhistorisk, saakaldet ”tydsk” Befolkning i Danmark, C.A. Reitzel, 1849.
• Ødegaard, Vibe: Mellem sagnhistorie, videnskab og nationalpolitik. Om arkæologen J.J.A. Worsaae og hans faglige diskussioner 1840-1850, »Fortid og Nutid«, hefte 1, 1944.

• Folketællingen 1940 Ødsted Sogn opsl. 102 - læge K.V. Christensen.

• Egtved Lokalhistoriske Arkiv – A239 (1) Personarkiv lokalhistoriker og fhv. gårdejer Søren P. Sørensen, heri: om Koldborg Voldsted m.v.

• Slots- og Kulturstyrelsen – Journalnr. 945/57 & 1235/59 Troldborg Ring (heri K.V. Christensen og Olfert Voss’ korrespondance og Voss’ rapport).

• VejleMuseerne – Korrespondance fra 1985 med Skibshistorisk Laboratorium vedr. 1949-skibsspantet.

• Vejle Stadsarkiv – H.E. Friis Erindringer, u.å.; A2156 Personarkiv prof. Hans Chr. Bendixen; A2429 (6, 7, 20) heri: om jernudvinding og skibssætning i Jelling samt fund i Sønderbrogade; A2898 (4, 5, 9, 15 m.fl.) Personarkiv skoleinspektør Olaf Nielsen. I lbnr. 4 er et referat fra et foredrag d. 15.01.1974 med Leo Novrup, hvor stolpehovedfundet ved Ravningbroen er nævnt. I lbnr. 5 er et referat fra skoleinspektør Olaf Nielsens foredrag 27.02.1974 om Skibet Sogn, heri står: ”På Jynnovnagre afdækkedes for nogle år siden resterne af en Jynnovn = Jættestue, som synes at have haft dobbeltoverligger. Den store sten ved skolen stammer fra denne jættestue”. Lbnr. 9 er Preben Dewalds skrift: En udgravning, 1981, vedr. Hafniaskibet; M10036 heri: Rosenkilde: Træk af Vejles historie, 1981; U2097 Hvidberg-Hansen; Vejle Planlægningssekretariats journalsager, heri: Steen Hvass: Vejle Bys Historie, 1981; Æ9001720 Regulativ for Vejle Å 01.10.1852 & 20.09.1854; Æ90001901 (107) heri: VAF 12.02.1957 ”Offerbrønden” fra Jelling (om økser fra Vingsted Sø); Æ90001901 (26) heri: amatørarkæolog Joh. Lohses scrapbog: ”Syv aar for Vejle Museum sammen med Leo Novrup” med flere fotos og udklip fra Ravningbroens udgravning.

• ”Vikingernes Bro” - udstilling åbnet 1995 i Ravning Station (oplysning om bortkørsel af sand fra polden ved landevejsbroen over Vejle Å syd for Ravning Station).

• Berlingske Tidende (19.07.1833, 29.12.1914), Dannevirke (06.03.1846), Frit Folk (03.01.1958), Jyllands Posten (08.02.1913), Jysk Aktuelt (30.12.1967), Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis (13.11.1835), Korsør Avis (03.06.1927 Brix & Lis Jacobsen), Nationaltidende (13.09.1942 Middelalder-begravelse ved den store Jellingsten), Skanderborg Avis (15.12.1869), Vejle Amts Avis (30.08.1839, 14.04.1853, 27.08.1855, 10.04-26.07.1856, 25.06.1860, 17.07.1872), Vejle Amts Folkeblad (07.03.1883 Friis’ teori om de 23 kranier i Sct. Nicolai Kirke, 30.01.1893, 25.01.1895, 17.10.1895, 04.01.1896, 09.07.1896, 11.05.1897, 09.06.1897, 14.06.1897, 22.06.1897, 09.12.1908, 28.04.1910, 26.10.1912, 17.02.1916, 01.05.1949, 30.06.1949, 05.01.1950, 10.02.1954, 09.10.1965, 02.09.1971, 13.11.1971, 27.05.1972, 04.07.1994, 01.09.2015), Varde Folkeblad (10.03.1893), Viborg Stifts Folkeblad (05.10.1881 Messingske Vejle Å), Aalborg Stiftstidende (19.12.1835).

• adl.dk – Lundgreen-Nielsen, Flemming: Claus Christoffersen Lyschander.
• danmarkshistorien.dk – Pajung, Stefan: Erik Emune, ca. 1090-1137, sidst redigeret 29.05.2012.
• danmarkshistorien.dk – Andersen, Kasper H.: Broen i Ravning Enge, sidst redigeret 02.09.2016.
• danmarkskirker.natmus.dk – Skt. Nicolaj Kirkes indmurede kranier.
• danmarksstednavne.navneforskning.ku.dk – Harild & Ravning.
• datageus.dk – de få boringer i Vejle Ådal vest for Genbrugspladsen har ikke indeholdt marine aflejringer, men de er heller ikke alle dybdeboringer. Boringen DGUnr 115. 1397 syd for motortrafikvejen og nordvest for dambruget ved Buldalen gav i 1978 fund af potteskår og teglstykker.
• denstoredanske.dk – Morten Johan Funder: Tirsbæk.
• fortidensjelling.dk – Knud E. Knudsen: Da vikingebroen dukkede op i engen ved Ravning St.
• houseofnames.com – Skipwith.
• jelling.natmus.dk – Encomium Jellingense & Johannes Mejers kort over det danske rige & stednavnet Skibet & Aosmann Isfron m.m.
• kulturarv.dk/fundogfortidsminder – Storstensgrav nord for Kvak Møllesø & Troldborg Ring & Koldborg Voldsted & Ravningbroen & Potentiel stammebåd Ødsted Enge & Ravning Skov prøvegravning på mulig ringborg 1991 & Jordfæstegrav (750-1066 e.kr.) Knabberup & oldtidsminder ved Buldalen & Skibsværft Eskelund.
• lejremuseum.dk – Kastholm, Ole Thirup: Spøgelsesskibet i Lejre Ådal, 2021.
• moesgaardmuseum.dk – Moesgaard Museum udgraver vikingekonges flådehavn og skibsværft.
• natmus.dk – Magtens Kvinder – Vikingedronningen Thyra, dec. 2020.
• okolariet.dk – Geologi (kildekalk vest for Ravning Station).
• vikingeskibsmuseet.dk – Tamdrup Kirke.
• weblager.dk – Ravningvej 17.
• wiberg-net.dk – Sognepræster i Skibet.
• youtube.com – Dannelse af Vejle Ådal del 1-2, Naturformidling, Vejle Kommune, 2011.

• Tak til museumsinspektør ved Odense Bys Museer, Mogens Bo Henriksen, for at kommentere 1. udkastet til anden del.
• Tak til museumsinspektør ved VejleMuseerne, Anders Horsbøl Nielsen, for at kommentere 1. udkastet til manuskriptet samt for oplysninger om museets samlinger, kongevejen, Haraldskær Fabrik, stolpefund ved Haraldskær, skibsfund m.v.
• Tak til amatørarkæolog Christian Sørensen, Vejle, for at dele ud af sin viden om arkæologiske fund samt om Vejle Å og ådalens historie.
• Tak til tidligere sekretær på Vejle Kulturhistoriske Museum, Åse Thomsen, for informationer om museets udstillinger og amatørarkæolog Jens Lund Olsen.
• Tak til ingeniør ved Vejle Kommune, Paul Landsfeldt, for oplysninger om Gammel Å og boringer i Vejle Ådal.
• Tak til Grethe og Hans Jørgen Germansen vedr. oplysninger om stolpefund ved Haraldskær.
• Tak til amatørarkæolog Lars Peter Lund, Egtved, for meddelelse om Knud Bruhns sikring af stolper fra Ravningbroen.
• Tak til arkæolog Gert Hougaard Rasmussen fra Naturstyrelsen for meddelelse om Vejle Fjord og Vejle Ådals udvikling.

Slægtstavle

Sognepræst i Kværndrup Rasmus Jørgensen Lassen (1755-1825) – gift tre gange med: Karen Lundorph Melbye (1763-89), Bartholette Dorothea Holmer (1765-1800) og Marie Elisabeth Lautrup (1780-1850).

Rasmus og Karens børn:

Apoteker og gæstgiver Adam Frederik Alexander Lassen (1788-1875) – Elenora Sophie Gottschalk (1798-1838).

Læge Axel Frederik Lassen (1789-1883).

Rasmus og Bartholettes børn:

Karen Landorph (1790-1845), Christiana Louise (1791-1839), Marie Johanne Georgia (1793-98), Jørgen Alexander (1794-98), Lars (1795-98), Henrik Christian (1797-98), Jørgen Alexander (1798), Jørgen Alexander (1800-88).

Adam Frederik Alexander Lassen og Elenora Sophies børn:

• Emma Karen Eleonore Lassen (1817-52) – gift to gange. Fire børn.
• Lydia Rasmine Lovise Lassen (1818-67) – Valdemar Engelsted (f. 1797). Fem børn herunder kunstmaler Malthe Odin Engelsted (f. 1852).
• Eline Regitze Cathinka Lassen (1821-54) – Vilhelm Carl Schousboe (f. 1810). Seks børn.
• Rasmus Lassen (1823-54).
• Julie Henriette Rosalie Lassen (1826-1908) – Hans H. L. Liisberg. Otte børn.
• Alexander Frederik Lassen (1828-1908) - Christine P. Zahle (f. 1829). Syv børn hvoraf to af dem opkaldt efter onklen Axel Frederik.
• Marie Elisabeth Lassen (1832-58) – Hasselqvist (f. 1859). Tre børn.
• Elenore Sophie Lassen (1835-1920).
• Georgine Severine Lassen (1838-1901) – Hans Peter Ingerslev. Tre børn.

Kvaksalveren og apotekeren

Mindet om gæstgiver og oldsagssamler Adam Frederik Alexander Lassen levede videre i Vejle-egnen til slutningen af 1800-tallet. I henholdsvis 1971 og 1998 genoplivede museumsinspektør Niels Oxenvad (1928-2014) og arkæolog Lone Hvass nogle af hans bedrifter. Lillebroderen Axel Frederik Lassen opnåede både i sin livstid og i eftertiden en langt højere berømmelse/berygtelse. Reimer (1919) og Oxenvad (1971) har ydet de væsentligste bidrag til hans med jævne mellemrum fortalte historie. For begge brødres vedkommende findes der imidlertid hidtil overset kildemateriale.

Rasmus Jørgensen Lassen (1755-1825) var både på faderen og moderens side ud af en degne- og sognepræstfamilie, og derfor var det hans skæbnes lod selv at gå kirkens vej. Han viste allerede som student på Københavns Universitet lovende evner og blev derfor i 1779 ansat som lærer for gehejmekonferensråd Henrik Bille-Brahes (1709-89) søn, Preben Bille-Brahe (1773-1857). To år senere bestod han den teologiske embedseksamen.

I 1784 oversatte Rasmus Lassen A.G. Spangenbergs tysksprogede bog om de evangeliske brødres missioner iblandt hedningerne. Samme år ophørte han med at undervise Preben Bille-Brahe, men han mistede ikke forbindelsen med den betydningsfulde adelsslægt.

Den 28. marts 1788 blev Rasmus Lassen gift i Odense med Karen Landorph Melbye (1763-89). Fire en halv måned senere fødte hun sit første barn, Adam Frederik Alexander Lassen. Selvom der ikke var gået ni måneder mellem ægteskabet og fødslen, tyder intet på, at Rasmus Lassen ikke skal have været faderen. Henrik Bille-Brahe havde i 1784 erhvervet Egeskov Slot i Kværndrup Sogn, og nu i 1788 inviterede han Rasmus Lassen til at blive sognepræst i sognet.

Den 12. juni 1789 – fem dage før starten på Den Franske Revolution – døde Karen Landorph i barselssengen på Kværndrup Præstegård. Spædbarnet overlevede. Under hvad der må have været en yderst bevægende begivenhed, blev barnet båret til dåben af fru gehejmekonferensrådinde Bille-Brahe og opkaldt Axel Frederik Lassen efter hendes afdøde søn Axel Frederik Bille Brahe (1770-1787). Blandt fadderne var tre sognepræster og Preben Bille-Brahe.

Rasmus Lassen giftede sig kort efter hustruens død med Bartholette Dorothea Holmer (f. 1765). Fritiden i Kværndrup Præstegård fik Rasmus Lassen bl.a. til at gå med at studere: ”Fra Qvistværelset er en skiøn Udsigt; der opholder Præsten sig for det meste iblandt sine Bøger i forskiellige Sprog og Videnskaber, for at moere sig og adsprede sine Gienvordigheder” (L.M. Wedel, 1806). Han oversatte og udtænke også selv lejlighedsdigte og impromptus. Den velholdte præstegårdshave udstyrede han med ”en Mængde Tavler med Vers og sindrige Skrifter”, der skulle minde havevandreren om hellige pligter og gavnlige følelser. Haven indeholdt desuden ”en Tankehytte og en Tankebog”. På overfladen umiddelbart ikke hvad man ville kalde en have anlagt til barneleg, men det forholdt sig lige modsat. Gårdmandssønnen Rasmus Langkilde (f. 1796) gik i skole og til konfirmationsforberedelse hos Rasmus Lassen. Han havde kun strålende minder fra undervisningen og fritiden i præstegårdshaven, hvor han sammen med de andre drenge inkl. Lassens ene søn (eller sønner?) fik lov til at grave tunneler og endog lege med krudt, bl.a sprang de et lille træskib i luften i dammen beliggende lige udenfor præstegårdsporten. Rasmus Lassen skal selv have yndet at tage del i drengenes spilopper.

Rasmus Lassen lærte børnene andet end spilopper. Den sjællandske præst L.M. Wedel var meget imponeret over præstedøtrenes kundskaber i sprog, kultur og videnskaber i en meget ung alder. Drengene gav Rasmus Lassen naturligvis en lige så grundig uddannelse. Måske var det også ham, der vakte sønnerne Adam og Axels interesse for oldsager og den for tiden så populære oldnordiske historie inkl. runealfabetet? I hvert fald fortalte Axel Frederik Lassen i 1862 en fremmed gæst, at han havde samlet på oldsager siden barnsben. Ligeledes er det påfaldende, at mindst fire af Rasmus Lassens elever som voksne engagerede sig i arkæologien og historien: udover Adam og Axel var det deres stedbror Jørgen Alexander Lassen, der samlede på historiske efterretninger om Kværndrup Sogn, samt greve og mæcen Preben Bille-Brahe, som bl.a. gav 500 rbd. til oprettelsen af Fyens Stiftsbibliotek og i 1828/29 oprettede et legat til Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

Bartholette Dorothea og Rasmus Lassen fik otte børn sammen. De havde den frygtelige sorg at se fem af dem dø i en alt for ung alder. En lille måned efter Jørgen Alexander Lassens fødsel i år 1800 trak Bartholette sit sidste åndedrag. En sort sky hang over præstegården i disse år. Uden noget varsel døde også Rasmus Lassens svoger, apoteker i Haderslev Nicolaus Gottfred Sass (1759-1800), under et besøg.

Brødrene Adam og Axel var senest ved århundredeskiftet sendt hjemmefra for at studere. Folketællingen 1801 nævnte en tolvårig Axel Fr. Lassen som værende pensionær i Fåborg hos lærer Søren Chr. Salling. Det er yderst sparsomt, hvad det hidtil opsporede kildemateriale afslører om drengenes studie- og læreår. Ingen af dem gik i slægtens fodspor og blev sognepræst, selvom gehejmekonferensrådinde Bille-Brahe i 1801 skænkede Rasmus Lassen Kværndrup Præstegård i eje. Det var ikke fordi, at drengene manglede evnerne men lysten gik i andre retninger. Adam Frederik Alexander Lassen må være gået i lære som apotekersvend og have erhvervet den farmaceutiske kandidateksamen, men det er ikke lykkedes at finde ud af, hvor han var i lære, og hvilket universitet han studerede på. Om Axel Frederik Lassen fortælles det, at ”[…] allerede i sine Drengeaar havde han saadan Lyst til Lægevidenskaben, at han ofte, naar han saa Leilighed dertil i Hjemmet, dræbte Kyllinger for at undersøge dem og lære deres indre Bygning at kjende, og derpaa kastede han dem til Hunden” (Dagens Nyheder 17.08.1883). Denne og mange andre anekdoter om legenden Axel Frederik Lassen skal tages med et vist forbehold. Sandt var det dog, at siden ”Barnsbeen var Lægekunsten” Axel Frederiks største lyst (Lassen, 1827). Faderens venner, distriktskirurg Hempel i Fåborg, stiftsfysikus Eichel og distriktskirurg Stytzer i Odense, blev hans velgørere og tog ham som skoledreng med ud på sygebesøg. I 1808 blev han indskrevet på lægestudiet på universitetet i Kiel med økonomisk støtte fra gehejmekonferensrådinde Bille-Brahe. Året efter skal han efter eget udsagn have opnået rang af prosektor (ret til at obducere lig).

Frederik VI forsøgte længe alt for at holde Den Danske Stat neutral under Revolutions- og Napoleonskrigene (1792-1815), men grundet bl.a. flåden og rigets strategiske placering kunne stormagterne ikke tolerere neutralitetspolitikken. Den Danske Stat endte med at blive den helt store taber af den langvarige krig med tabet af flåden (1801), Københavns bombardement (1807), Statsbankerotten (1813) og det smertelige tab af Norge (1814).

Det er muligt, at vi aldrig præcis får at vide, hvad der overgik Axel Frederik Lassen i disse dramatiske år. Ifølge hans egne udlægning i ”Lægen Axel Frederik Lassen’s Anke over tre Fyenske Embedsmænd” (1827) understøttede gehejmekonferensrådinde Bille-Brahe og Grev Reventlow hans medicinske studier på ”flere Høiskoler i Udlandet”. Han gjorde dernæst karriere som prosektor på universitetet i Kiels Anatomiske Museum under Dr. Johann Leonhadt Fischer, selvom han ikke var færdiguddannet læge. Da fjenden indtog Kiel i 1813 blev Axel Frederik Lassen arresteret og ført til Stralsund under anklage for at være dansk spion, uden at hans foresatte på universitetet fik meddelelse herom. Først en lille måned efter Kielerfreden i januar 1814 blev han løsladt. Kongen udnævnte ham nu til battaillonskirurg og sendte ham med auxilærkorpset til Nordfrankrig med løfte om, at når han kom hjem fra armeen, ville han i to år kunne beholde sin løn.

I folkemunde blev det mange år senere kendt, at Axel Frederik Lassen skulle have sikret sig en årlig fransk pension efter at have helbredet en prinsesse og vundet en konkurrence om at lave en signet med det bedste portræt af kejseren, mens han tjente i auxilærkorpset. Måske var der en flig af sandhed til sidste del af historien. I 1882 donerede Axel Frederik Lassen en messingglobus til Det Nordiske Museum i Odense, som viste sig at indeholde en potentiel kopi af kejserportrættet signeret Axel Frederik Lassen, Prosecteur Théatre anatomie en Kiel 1810. Et fransk vers fulgte med, som oversat til dansk lød:

At tjene Dem er min eneste Lyst,

Jeg gør deraf mit sødeste Haab,

De har bevaret mig Livet,

Jeg sætter kun Pris paa det for Deres Skyld.

Festdagene er forbi,

De er forbi, de kommer ikke mere igen.

Qverndrup 1814 A.F.L. (NB. signaturen A.F.L. var skrevet med runer – et skriftssystem som både Axel og Adam gjorde brug af).

Såfremt dette ikke var en af de forfalskninger, som Axel Frederik Lassen senere skulle blive så berygtet for, så må han kortvarigt være returneret til Kværndrup Præstegård i fortvivlet sindsstemning efter Napoleons forvisning til Elba, hvilket stemmer meget dårligt med hans kronologi i hans skrift fra 1827. En historiker har da også skrevet, at Lassen først den 15. juli 1815 blev udnævnt til battaillonskirurg i Rendsborg og derefter rejste med til Nordfrankrig

I det hele taget er der mange ubesvarede spørgsmål vedr. Axel Frederik Lassens tid i Kiel og auxilærkorpset, såsom hvorfor han aldrig færdiggjorde sin lægeuddannelse, hvorfor han ikke kunne vende tilbage til Kiel, og grunden til at kongen ikke holdt sit påståede løfte om at bevillige ham to års løn efter hjemkomsten. I resten af hans liv idoliserede han Kejser Napoleon Bonaparte (1769-1821).

I slutningen af 1815 opnåede Adam Frederik Alexander Lassen koncession på at åbne et apotek i Ebeltoft. Måske var han indtil da ansat hos svogeren Frederich Theodor Krüger (1777-1867), der i 1810 havde overtaget Hospitals Apoteket i Odense og ægtet Adam og Axels stedsøster Christiane L. Lassen (f. 1791). Apoteker Krüger var blandt forloverne den 25. maj 1816, da Adam Frederik blev gift med den 17-årige Elenora Sophie Gottschalk fra Jordløse Herred. Brylluppet fandt sted i Kværndrup.

Selvom mange måneder var passeret siden Adam Frederik Alexander Lassen opnåede tilladelse til at åbne apotek i Ebeltoft, så kan han og hans unge viv have opholdt sig i Odense helt frem til september 1816. Den 10. september 1816 indrykkede han en notits i Fyens Stifts Kgl. Alene privilegerede Adresse-Avis og Avertissemet-Tidende, hvor han annoncerede: ”Da jeg nu forlader Odense, og Tiden ei tillader mig personlig at tage Afsked med alle mine Venner, saa vil jeg herved have den Ære at ønske dem et hjerteligt Levvel”.

Den 3. december 1816 forestod stiftsfysikus Hahn fra Aarhus den første visitats på Ebeltoft Apotek. Han var fuldt tilfreds med ordenen og renligheden, ligesom han ”forefandt simplicita meget gode, saavelsom composita fortrinlige”. Apoteket fik også fornem bedømmelse ved en visitats i 1824. Forretningsmæssigt kan det dog have været svært at få apoteket til at løbe rundt. Ebeltoft var dengang en af landets mindste købstæder, og dens opgangstider lå endnu nogle årtier ude i fremtiden. Lassen forsøgte at lokke kunder til med avisannoncer for hårfarvningsprodukter, ”chemiske Lommefyrtöier”, vaniljechokolade, ”Berliner Rögelse i Glas”, sydeuropæisk vin og andre dengang ikke usædvanlige apotekervarer.

Elenora Sophie bragte seks børn til verden i Ebeltoft. Man kan kun gætte på hendes holdning til ægtefællens løsslupne samlermani, som må have tæret godt på husholdningsøkonomien. Djursland er stadig den dag i dag forholdsvis rig på fantastiske storstensgrave, køkkenmøddinger m.m. Det var derfor relativt let for de lokale at indsamle oldsager, som de kunne bringe og sælge til Lassen. Som det desværre alt for ofte dengang og siden var tilfældet, så var det genstandene selv og ikke deres fundsituation, der interesserede ham. Derfor mistede oldsagerne deres berettende værdi og blev reducerede til rene udstillingsobjekter.

Efter sin tjenestetid i Frankrig rejste Axel Frederik Lassen hjem til Kværndrup Præstegård. Dagen efter hjemkomsten faldt fire murere ned fra kirketårnet og kom slemt til skade. En læge kunne ikke skaffes, så Lassen påtog sig behandlingen. Alle fire blev helbredt. Bedriften skaffede ham et godt ry og mange patienter. Øvrigheden og lægestanden på Fyn var ikke begejstrede for den nye ikke-færdiguddannede, udøvende kirurg og læge. I 1818 måtte han første gang forsvare sit virke overfor Sundhedskollegiet. Det lykkedes ham at overbevise de lærde doktorer i København om sine kundskaber, og den 6. marts 1819 bevilligede Sundhedskollegiet ham tilladelse til at praktisere under tilsyn af en uddannet læge. Allerede året efter måtte han igen forsvare sin lægegerning. Den Kgl. Lands-Overret samt Hof- og Stadsret frikendte ham den 12. juni 1821. I de næste år rejste Axel Frederik Lassen nu rundt på Fyn, Lolland og i Sønderjylland og hjalp de syge. På Fyn var battaillonskirurg Finck hans faste tilsynsførende. I foråret 1823 ankom Axel Frederik Lassen til Søllested degnebolig, hvor han tilså den blot 16-årige Marie Caroline Dorthea Schade. Han så straks, at hun formentlig havde kræft i begge bryster og i hvert fald i det venstre. Degnen havde tidligere fået samme besked af sin slægtning i København, kirurg Berring, og da denne blev bekendt med Lassens syn på sagen, skrev han til degnen, at der nu ingen tvivl kunne være. Læge Riber, Assens, undersøgte pigen og kom frem til samme konklusion, men da han ikke ville operere hende undtagen i Assens, så bad degnefamilien Lassen om at forestå operationen i degneboligen. Efter at have konsulteret med battaillonskirurg Finck skar han begge bryster af pigen. I en tid uden narkose medførte operationen et smerteshelvede for den stakkels pige. Fem-otte dage senere døde hun. Det blev indledningen på en årelang retsstrid og offentlig skandalesag.

Den 29. maj 1824 fik Axel Frederik Lassen forbud mod at praktisere. Under et år senere døde hans far Rasmus Lassen. Kildematerialet afslører ikke, om det var skandalesagen, der tog livet af ham. Familie, venner og succesfuldt helbredte patienter vendte ikke Axel Frederik Lassen ryggen i modgangens time, selvom hans modstandere var selveste stiftsfysikus Guldbrand, distriktskirurg Baumann og herredsfoged Gundorph. Bille-Braherne pegede også på Adam og Axels stedbror, Jørgen Alexander Lassen, som Rasmus Lassens efterfølger som sognepræst i Kværndrup – og det var her på præstegården Axel Frederik Lassen boede under skandalesagen.

Retssagen blev udkæmpet ved alle tre retsinstanser. Inden Højesterets domfældelse den 17. oktober 1827 udsendte Axel Frederik Lassen et intet mindre end 135 sider langt forsvarsskrift: ”Lægen Axel Frederik Lassen’s Anke over tre Fyenske Embedsmænd” (1827). Hvis man læste hans fremstilling ukritisk, var der tale om et justitsmord på tidens – hvis ikke alle tiders – største danske kirurg og læge, der havde virket i både Danmark, Frankrig, Tyskland og andre lande. Tre steder i bogen angav han sit utrolige antal af altid helbredte patienter. Et sted skrev han, at der var tale om over 530, et andet sted over 600 og et tredje sted i bogen nævnte han, at han havde succesfuldt behandlet over 700 patienter – hvoraf mange af dem var patienter, som var blevet anset for uhelbredelige af autoriserede læger. Han hævdede at have et manuskript liggende beskrivende hans behandling af 100 patienter opgivet af den fynske lægestand. Blandt disse var Birthe Jensdatter fra Strandbye. Hendes sag indgik i retssagen imod ham, idet han havde befriet hende fra en to pund tung gevækst på hendes hals i Søllested degnebolig, mens Marie Caroline Dorthea Schade endnu kæmpede for sit liv i sygesengen. Stiftsfysikus Guldbrand og distriktskirurg Baumann fandt også denne operation for fejlagtig og farlig. Axel Frederik Lassen beskyldte derimod distriktskirurg Baumann for i ukyndighed i lægevidenskaben, eller for bevist at skade Lassens ry, at have kommet helvedssten i hendes operationssår. Lykkeligvis opdagede Lassen det i sidste øjeblik og reddede for anden gang hendes liv.

Birthe Jensdatter overlevede Axel Frederik Lassens kur mod alle kræftknuder nemlig bortskæring. I forsvarsskriftet blev andre af hans behandlinger beskrevet. De inkluderede bl.a. åreladninger og påsmøring/indtag af forskellige miksturer. Det danske sundhedsvæsen kunne spare svimlende summer, hvis kræft kunne behandles ved bortskæring, så i tilfældet Birthe Jensdatter var Lassen heldig. Han var overbevist om, at Marie Caroline Dorthea Schade – hvis uundgåelige lidelser under og efter operationen han helt fortav – ville have overlevet, hvis ikke jordemoderen havde flyttet hende ud af sengen og givet hende et lavement i stående stilling, så hun blev ramt af den forkølelse, der ifølge ham tog livet af hende.

Stiftsfysikus Guldbrand, distriktskirurg Baumann og herredsfoged Gundorph blev kritiseret af dommerne for deres håndtering af sagen. For eksempel havde de ikke ladet Lassen og Finck få lov til at overvære obduktionen. Dommerne frikendte Axel Frederik Lassen for at have opereret Marie Caroline Dorthea Schade og Birthe Jensdatter uden en læges tilstedeværelse, da han forud havde konfereret med battaillonskirurg Finck. Ligeledes blev han frikendt for at skulle have fortsat med at praktisere i Fåborg, efter hans tilladelse var blevet inddraget d. 29. maj 1824. Han blev derfor kun dømt for at have praktiseret i Haderslev før 1824 uden først at have konfereret med en læge. Det drejede sig om garver Göhlmann (rensning af sår i underkæben med lunken vand), snedker Wagners søn (bortskæring af ærtstor vorte mellem øjnene) og den 85-årige fru Jørgensen (rensning af sår angrebet af orme). Højesterets dom lød på en bøde på 20 rigsbankdaler sølv til Odense Amts Fattigkasse, hvilket var den almindelige straf dengang for første gang begået kvaksalveri, samt dækning af advokatsalærerne i samme størrelsesorden. Battaillonskirurg Finck fik ved Højesteret halveret sin bøde til 50 rigsbankdaler sølv for at have ansvaret for den ifølge Sundhedskollegiet dumdristigt besluttede og af Lassen slet udførte brystoperation på degnedatteren. Dommen blev forkyndt i aviserne og retssagen viet adskillige sider i »Juridisk Tidsskrift«.

Historiker Gustav Ludvig Baden (1764-1840) var bl.a. kendt for sin Danmarkshistorie fra 1797, der blev oversat til tysk. Han var en kontroversiel og stridbar herre, som for udtalelser mod kristendommen blev idømt landsforvisning i tre år – i 1826 ændret til et års statsfængsel. I 1828 udsendte han et temmelig absurd, 22 sider langt, forsvarsskrift: ”Om Kvaksalverie og Embedsexaminer: i Anledning af Lægen A. F. Lassens Anke over tre fyenske Æmbedsmænd”. I stedet for at få erfarne læger til at vurdere Lassens operationsmetoder kastede Baden sig bl.a. ud i intetsigende eksempler på andre, der havde opnået succes indenfor forskellige retninger uden at besidde den korrekte faguddannelse. Det er ikke lykkedes at finde ud af hans motiver for at blande sig i skandalen. Måske så han simpelthen en uretfærdig behandlet lidelsesfælle i Axel Frederik Lassen?

Oplysningstiden udryddede bestemt ikke troen i store dele af befolkningen på havmænd, mirakelmagere og anden gammel overtro. Når det gjaldt lægekunsten var kloge mænd og koner stadig søgt. Ovenpå skandalesagen blev Axel Frederik Lassen stemplet som kvaksalver men formåede alligevel at fortsætte med at praktisere. Sundhedskollegiet og myndighederne tolererede for det meste hans fortsatte virke, dog ser det ud til, at han måtte indstille alle operationer på nær tandudtrækninger og åreladninger. ”Det Kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger i Aaret 1840” karakteriserede hans arbejde således: ”I sin medicinske Praxis, indskrænker han sig til et Udvalg af meget faa Medikamenter; hans hele Dispensatorium har sit Lokale i det ene af de tvende Pistolhylstre, der ligger foran Sadlen, naar han er til Hest. Aareladning, Brækning og dernæst Purgering [d.v.s. brug af afføringsmidlet oleum crotonis] udgiøre overhovedet hans methodus curandi, og denne har staaet ham overordentlig bi i en Række Aar”. Karakteristikken stod skrevet i et kapitel om kendte kvaksalvere. Alligevel blev Axel Frederik kaldt Dr. Lassen og fik ros: ”uforfærdethed og skarp Diagnostik ere tvende af denne Læges udmærkede Egenskaber”. Måske for at undgå at få myndighederne på nakken skulle han ofte have modtaget naturalier og særligt oldsager som eneste betaling. Han havde råd til at holde båd med to mands besætning til at fragte ham til opgaver uden for Fyn, derfor må han have haft en fornuftig økonomi.

Kildematerialet afslører ikke, om det var degnedatterens dødsfald, skandalesagen og den offentlige stempling som kvaksalver, der påvirkede Axel Frederik Lassens psyke, eller om han også forinden havde været en særling og excentriker. Resten af sit liv førte han sig frem som en anden Napoleon i prangende udklædning, med malede kinder og farvet hår, medbringende iøjnefaldende udstyr og med en excentrisk opførsel, der gjorde, at han altid tiltrak sig opmærksomhed og forblev i folks hukommelse livet ud (se portrætmaleri i Fyens Stiftstidende 17.07.2006). Bønderne nærede sand ærefrygt for den belæste, berejste og velhavende ”Doktor Lassen”, og han nød tilsyneladende at spille med på komedien. Der løb derfor snart vilde rygter om ham, såsom at han havde manet en ildebrand i Smidstrup Skole i Guldbjerg Sogn til ophør alene ved hjælp af ord, og at han skulle have 12 hvide heste opstaldet i Kværndrup Præstegård. Hans forkærlighed for hvide heste skaffede ham øgenavnet ”den hvide doktor”.

Han kunne og forsøgte ikke at løbe fra sin indblanding i dødsfaldet på degnedatteren. I 1843 formåede han ved bl.a. at vedlægge sit skrift: ”Anke over tre Fyenske Embedsmænd” at overbevise Endelave Sogneforstanderskab om at søge om at få ham ansat som øens læge med uindskrænket licentia practicandi. Endelave var underlagt Aarhus Stift. Stiftsphysikussen, herredsfogeden, amtmanden og distriktslægen såvel som Sundhedskollegiet var helt enige om, at det aldrig kunne komme på tale at tildele Axel Frederik Lassen fuld ret til at praktisere, og at en rigtig læge var påkrævet. Derfor blev han ikke læge på Endelave.

Der går mange mere eller mindre pålidelige rygter om, hvor han boede og praktiserede i årenes løb (se f.eks. »Fynsk Hjemstavn«, 1936), inden han slog sig ned i Sletterød og åbnede sit Oldnordisk Museum. Han var ikke lige velset alle steder. I 1845 klagede distriktslæge Venndt i Ebeltoft over, at Axel Frederik Lassen udøvede kvaksalveri på Djursland. Storebroderen Adam Frederik Alexander Lassen havde da for længst forladt Ebeltoft med sine oldtidsskatte og både besteget berømmelsens tinde og vandret i tilværelsens dybeste, mørke dal.

Worsaaes ”læremester”, moseliget og kampen for anerkendelse

Fordum.

Da varst Du klædt udi Zobel og Maar,

Og pyntet med prægtige Smykker,

Juveler og Perler i guldfagert Haar,

I Sindet de slemmeste Nykker.

Nu.

Da ligger Du nögen og skrumpen og fæl,

Alt med Dit skallede Hoved,

Langt sortere end den Egepæl,

Hvormed Du blev Sumpen troloved.

1. og 2. vers af St. St. Blichers ”Dronning Gunnild”, »Brage og Idun«, 1841.

I februar 1830 solgte Adam Frederik Alexander Lassen Ebeltoft Apotek for 14.000 rbd. sølv til cand.pharm. Hjelmdrup fra København og flyttede med sin familie til Odense. Her blev han ansat af svogeren, apoteker Krüger, der led af svækket syn, som administrator for Svane- og Hospitals Apoteket. Samtidig blev han optaget som såkaldt korresponderende medlem af Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab.

I Odense fik Lassen mulighed for at besøge en af provinsens første offentligt udstillede oldsagssamlinger. Den var blevet grundlagt i 1816 af Johan Bülow (1751-1828). Prins Frederik havde afskediget sin tidligere lærer og ordenssekretær i unåde i 1793, hvorefter Bülow var rejst til sin nyerhvervede herregård på Fyn, Sanderumgård. I de følgende årtier anvendte han en formue på at være mæcen for en række af landets førende videnskabsmænd. Oldnordisk historie optog ham dybt. Han blev æresmedlem af oldskriftsselskabet og fandt adskillige oldsager på Sanderumgårds jorder, som han fra 1816 og frem donerede til det nydannede Fyens Stifts Litterære Selskab v. Fyens Stiftsbibliotek. Hans første donerede genstande talte både fynske og udenlandske oldsager: ni stenøkser (heraf en fra ”Værdalen ved Stiklestad, hvor hellig Olav faldt”), 30 stenkiler (en af dem af ”grøn Serpentia”), seks stenknive, fem jerndolke, tre sporer, en stigbøjle, to gamle hængelåse, et stykke af en urne, en engel af bjergkrystal, en potentiel skakbrik påskrevet Karlamagn m.m. Desuden donerede han et opbevaringsskab. Der var i begyndelsen af 1830'erne genstande i opbevaringsskabet, som selv storsamleren Adam Frederik Alexander Lassen måtte imponeres over. Han lod derfor i foråret 1831 ”to Blade med veltrufne Tegninger af mærkværdige Oldsager” fra samlingen samt sin egen samling udføre og sende til oldskriftsselskabet. Selskabet takkede for tegningerne og lod dem viderebringe til sekretæren ved Den Kgl. Commission for Oldsagers Opbevaring, så de kunne optages i Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsagers billedsamling.

Apoteker Krüger solgte i foråret 1831 Svane- og Hospitals Apoteket for 38.400 rbd. til Johan Heinrich Fries. Fries var ligesom Adam Frederik Alexander Lassen d. 12. februar 1831 blevet optaget som ordentlig medlem af oldskriftsselskabet. Kildematerialet afslører ikke, om Fries lod Lassen fortsætte på apoteket, eller hvad han ellers beskæftigede sig med. Opholdet i Odense bragte ham dog mange gode, udødelige minder. Den 7. juni 1831 nedlod selveste Kong Frederik VI sig til at bese hans oldsagssamling. Det stramt tilrettelagte program for det længe ventede kongebesøg i Odense bød på de sædvanlige besøg på slottet, revue ved borgervæbninger, sang i domkirken, besøg på katedralskolen etc. I forbindelse med besøget på katedralskolen behagede det majestæten ”at tage begge Bibliotheksalene i Øiesyn, samt de i et Værelse ved den øverste Sal opstillede Oldsager, som tilhøre Apotheker Lassen og af ham ere samlede fornemmelig i Nærheden af Ebeltoft”. Kildematerialet nævner desværre ikke, om Prins Frederik Carl Christian (1808-63), der havde budt kongen velkommen i Odense og eskorteret ham til slottet, også beså Lassens oldsager. Ligeledes er det usikkert, om oldsagerne kun var opstillet her i dagens anledning, eller om de blev benyttet i katedralskolens undervisning.

Elenora Sophie bragte datteren Marie Elisabeth Lassen til verden d. 27. marts 1832, så nu havde Adam Frederik Alexander Lassen syv børn at forsørge. Man kan forestille sig, at det må have faldet ham svært at forlade Odense, hvor der var så relativ stor interesse for Danmarks historie i disse år – det var også i 1833 at man genfandt Knud den Helliges jordiske levninger i domkirken – men noget skulle familien jo leve af. I 1834 investerede Lassen derfor i gæstgivergården i Vejle.

Gæstgivergården omfattede matr.nr. 65 og del af matr.nr. 66 i Torvegade samt den tilstødende matr.nr. 146 i Kirkestræde. Der fulgte en masse jord med: en jordlod på byens Søndermark, en indhegnet toft udenfor Sønderport kaldet Heldtoften med urtehave og lysthus, to indhegnede jordlodder på byens Nørremark, en jordlod med indhegnet urtehave på Holmen, samt tre engskifter i Flegmade og Vesterkær. Fire mandlige tjenestefolk, fire kvindelige tjenestefolk, en husjomfru og Elenoras tante skulle der til for at passe den velbesøgte gæstgivergård, dens jord og familiens egen husholdning.

Vejle var siden slutningen af 1700-tallet en købstad i vækst: den første fabrik blev anlagt i 1778; i 1796 blev byen udpeget som amtsby; i 1826 blev anløbsbroen i Sønderåen erstattet af en rigtig havn; i 1828 gik Vejle Amts Avis i trykken; befolkningstallet var stigende m.m. I åndelig henseende var købstaden ligeledes i fremgang. Byfogedsønnen Georg Friderich Gaarmann havde i 1794 fået udgivet det topografiske værk: ”Efterretninger om Weile Kiøbstæd samlede af Archiv- og andre paalidelige Documenter”. Det var det første værk om byens historie skrevet af en indfødt vejlenser. Han blev efterfulgt af flere oplyste, historisk interesserede borgere, hvoraf kan nævnes ritmester v. Schmidten (medlem af oldskriftsselskabet, kyndig i Vejles topografi, subskribent på bl.a. Nyerups udgivelse af Peder Laales ordsprog og bidragsyder til grundlæggelsen af Thorvaldsens museum), stiftamtmand Hoppe (indsendte oldsager til museet i København), amtsforvalter Worsaae (medlem af oldskriftsselskabet, bidragsyder til grundlæggelsen af Thorvaldsens museum m.m.) og brødrene Schousboe. Sidstnævnte åbnede i 1830 som nyuddannede teologer et såkaldt videnskabeligt institut, der erstattede købstadens i 1739 nedlagte latinskole. Den ene af brødrene, Jens Christian Schousboe (1805-81), pønsede i 1833 på et desværre aldrig gennemført projekt om et topografisk værk om Vejle og omegn med titlen ”Breve fra Veile”. Så selv om Vejle Købstad på ingen måde kunne måle sig med Odense, så var det ikke en åndelig udørk, Lassen var flyttet til.

Der er overleveret to erindringer fra to unge øjenvidner i 1830'ernes Vejle, hvor der præsenteres et vidt forskelligt syn på gæstgiver Lassen. Lige overfor gæstgivergården lå Løveapoteket. Apoteker P.E. Friis’ yngste søn, Hans Emil Friis (1827-1910), kom til at gå på Schouboes institut sammen med Adam Frederiks Alexander Lassens søn Frits (Alexander Frederik Lassen, 1828-1908). Drengene blev gode legekammerater.

”Da Gæstgiveriet paa Torvet i Vejle var til Salgs, købte [Adam Frederik] det, og da hans Hustru var en særdeles flink og praktisk Kone, var der al Sandsynlighed for, og som da og stadfæstede sig, at det hele Foretagende vilde gaa. Den forhenværende Apoteker havde ikke selv store Evner til at være Gæstgiver, men da han var en venlig og kundskabsrig Mand, og hel flink at have med at gøre, gik det hele godt, skønt det var hans Frue der trak det daglige Læs. Selv var Hr. Lassen noget af en Oldgransker, Naturforsker og Tryllekunstner. Da han havde overtaget ovennævnte Gæstgivergaard lod han sætte et flere Alen langt Skilt op over Porten til Gaarden, som i forgyldt Paaskrift forkyndte at dette var den kongelige privilegerede Post og Gæstgivergaard. Et saa stort og straalende Skilt var hidtil aldrig set i Vejle, og hvad der mest forbavsede paa det Skilt, var, at der foroven stod en Linie, som var skrevet med Runer, hvis Betydning det dog ikke var enhvers Sag at udgranske. I de første Dage standsede en stor Del af de forbigaaende for at se paa det Skilt, og lægge deres Hoved i Blød for at dechifrere Runeindskriften. [NB. desværre kendes runeindskriften ikke i dag. Dernæst om sønnen Frits’ gode egenskaber].

[...] Frits Lassen kom ofte over til mig, men jeg kom ulige tiere over til ham, thi ovre hos ham var Tilværelsen langt friere, og der var med den megen Confluks der, langt mere baade at høre og at se. Desværre kunde jeg ikke komme over til ham uden at gaa over Gaden, og det kunde min Moder se fra vort Dagligstuevindue, og hun holdt paa, at der burde være et beskedent Tidsrum af Tid imellem hvert af mine Besøg, thi stod det til mig, vilde jeg løbe derover hver Dag, da Familien Lassen var meget elskværdige Mennesker, og noget faldt der altid af naar jeg kom der, og i Parentes bemærket, jeg syntes bedre om de Madvarer jeg fik der, af koldt bord at være, frem for hvad min Moders dagligdags Opdækning bød paa. [Dernæst om gæstgivergårdens funktioner som nyhedsformidlingscentrum og socialt mødested].

[…] Frits Lassens Fader havde som før bemærket vel ikke personlige Gaver eller var oplært til at være Gæstgiver, men en god Side havde han, som i det Levebrød ikke var til at kimse af, han forstod udmærket godt at underholde og at diskutere med sine Gæster, desforuden spillede han en god og behagelig L’hombre, saa naar der manglede en Mand til et Parti, lod han sig let overtale til at være 4de Mand dertil.

Om Dagen var han mere Oldgransker end Gæstgiver, han havde nemlig i flere Aar drevet paa Indsamling af Oldsager saasom Urner, Økser, Kiler og Spyd. Ikke alene var han Samler, men endog en forstandig Samler der værdsatte Videnskaben om den fjerne Oldtid og havde, af en Lægmand at være, betydelig Indsigt deri. Det var ham altid en Fornøjelse at fremvise denne sin Samling af Oldsager, og forklare de forskellige Sagers Tilblivelse og Brug i den fjerne Oldtid.

Den Liberalitet hvormed han tog imod enhver, der søgte Belæring hos ham, havde det til Følge, at vor bekendte Landsmand, den senere Museumsdirektør Kammerherre Jens Jakob Worsaae – Søn af Amtsforvalter Justitsraad Worsaae i Vejle – hos Gæstgiver Lassen fik interesse for, og fik lagt Spiren til, at han senere hen i Livet fik Lyst til at ofre sig for Studiet af Oldsagsvidenskaben i hvilken han bragte det saa vidt.

Det var ikke Gæstgiver Lassens eneste Kunst at være Oldgransker, han havde ogsaa en forbavsende Evne til at gøre Taskenspiller- og Kortkunstner, hvormed han ofte underholdt sine Gæster og andre Besøgende. [Dernæst om nogle af disse tryllekunstner]. […] Ikke sært at vi umyndige Børn ansaa ham for en hel Troldmand, hvilket først var sent om at fortage sig hos os.

Kom der en eller anden rejsende i Logis hos Gæstgiver Lassen, som enten kunde afhænde ham en eller anden Oldsag eller også kunde lære ham et Taskenspillernummer eller en Kortkunst han ikke kendte forud, kunde den rejsende faa Logis og Beværtning udover en Tid, der ikke stod i rimeligt Vederlag derfor, saa meget var han paa Post for at samle videre og lære noget nyt.

Samme Gæstgiver Lassen havde en Broder, der var Læge ovre i Fyen og som af og til besøgte Broderen i Vejle. Det var det mærkelige ved ham, at han ejede en lille Lystyacht som paa den Tid var en temmelig enestaaende Flothed. Yachten havde 2 Mands Besætning foruden Doktoren selv. Dette lille flotte Fartøj vakte jo ikke saa lidt Opsigt naar det lagde til inde i Vejle Havn. Yachten bar navnet ”den skjulte Løve” og var paa en Maade en Modsætning til Ejeren, thi var Yachten en skjult Løve, saa var Doktor Lassen, eller vilde i det mindste gerne være en aabenbar Løve, thi han holdt meget af at trække Øjnene paa sig ved sin hele Ekstravagance og Optræden, og det var jo let i den lille By at give Partiet overfor den adstadige Befolkning der. Min Ven Frits Lassen og jeg havde altid fri Adgang til Onkel Lassens ”skjulte Løve”, ja Frits pønsede endog paa at vi skulde sejle ud i Verden med Onkelen og saa senere se hvorledes vi kunde komme hjem fra Fyen, som skulde være Rejsens Endemaal. I mit stille Sind havde jeg ikke megen Tillid til den gaadefulde Ejer af Yachten, der ombord gik med Fez og røg Tobak af et tyrkisk Pibetøj, saa jeg vilde end ikke bede mine Forældre derom, saa det hele gik ind”. – H.E. Friis: ”Erindringer”, u.å.

Som en ung, uerfaren knægt lod H.E. Friis sig let påvirke af de altid opmærksomhedspåkaldende brødre, alligevel er det et af de mest nuancerede og troværdige portrætter, der er givet af Adam og Axel Lassen. Jens Jacob Asmussen Worsaae (1821-85) kunne som en af arkæologiens store fornyere langt bedre vurdere gæstgiver Lassens arkæologiske viden end apoteker H.E. Friis. Worsaaes dom skal dog også ses i lyset af, at det virkelig generede ham, at man kaldte ham elev af gæstgiveren.

”Min Samlerlyst og mine archæologiske Indsigter fremmedes betydeligt ved en ny Gjæstgiver, A.F. Lassens Ankomst til Veile. Han havde været Apotheker i Ebeltoft, men havde ødelagt sig ved, i stedet for at passe sit Apothek, at sysselsætte sig med Taskenspillerkunstner, hvori han var en Mester, med Alchymie og alle mulige Projecter. En Gang paastod han ivrigt, at Folk ikke behøvede at spise; han havde construeret et Rør, der gik ned i en stor Suppekjedel, og naar man holdt Munden for dette Rør vilde Dampen af Suppen og Kjødet afgive tilstrækkelig Føde, en Theori, som han dog, især paa en Gjæstgivergaard, ikke i Praxis kunde see gjennemført. En anden Gang fremviste han en Cylinder, ligeledes af hans egen Construction, hvormed han, men rigtignok ikke nogen Anden, kunde høre hvad der foregik i flere Miles Afstand. Det var imidlertid som en Slags Forudanelse om Telephonen. I Lighed med andre Apothekere og med Læger i og udenfor Danmark havde han tidlig interesseret sig for fædrelandske Oldsager, og fra det minderige Mols Herred medbragte han til Veile en udmærket Samling af Oldsager, som overgik alle andre Privatsamlinger paa den Tid, og som derfor ogsaa senere indkjøbtes af Staten. En Broder af ham, en i Fyen almindelig bekjendt Bondelæge (død 1884 over 90 Aar gl.) og Charlatan, der kaldtes ”den hvide Doctor”, fordi han i sin sorte Talar altid reed omkring paa en hvid Hest, havde ogsaa tilveiebragt en lignende Samling, som senere, paa mit Raad, blev erhvervet for Museet i Odense.

I Gjæstgiver Lassens Samling lærte jeg vel meget at kjende, som jeg aldrig forhen havde seet. Men af hans phantastiske Forklaringer og ravgale Hypotheser lærte jeg fornemmelig tidlig, hvorledes en virkelig Oldgrandsker ikke skulde være. Til Uheld for Oldskriftselskabet, af hvilket han var Medlem, og for Professor N.M. Petersen, var det endnu under Lassens Ophold i Veile, at det bekjendte Liig af en Qvinde, som Prof. Petersen antog for at være den norske Dronning Gunhilde, opgravedes (i October 1835) af en Mose ved Haraldskjær, hvorfra det førtes til Veile Kirke. Thi der er næppe nogen Tvivl om, at det fra først af var Lassens høitravende, poetiske Fortællinger om kostbare Klæder m.m., der bragte baade det store Publikum og Oldskriftsselskabet ind paa et usikkert Spor. For mig var enhver Tydning af Lassen i og for sig mistænkelig. Naar derfor Lassen og Andre senere vilde betragte mig som en Elev af ham, da er der kun den Sandhed deri, at jeg, advaret af hans Eksempel, blev en strængere Kritiker, end jeg ellers med min drømmende Begeistring for den fjerne Oldtid vilde være bleven i saa ung en Alder”. – Worsaae: ”En Oldgranskers Erindringer”, Gyldendal, 1934.

Worsaae havde ret i, at Adam Frederik Alexander Lassen puslede med at gøre opfindelser. I 1833 gik denne historie landets aviser rundt:

”Veile. Fhv. Apotheker og nuværende Eier af Gjæstgivergaarden her i Byen, Hr. Lassen, har, efter flere Experimenter, opfundet en Komposition, som, ved at stryges paa Træ, giør dette skikket til i lang Tid at modstaae Ildens Indvirkning. Anstillede meget heldige Forsøg, med denne i Ildebrandstilfælde, især for Bygninger, saa vigtige Opfindelse have foranlediget Brandinspecteuren, Hr. Dalgas, at indberette samme til det Kgl. Danske Cancellie. Skulde Midlet, der har de Fordele, at det overalt og for en billig Priis kan anvendes, efter gientagne Prøver finde høie Vedkommendes Bifald, torde det maaskee bevirke nogen Modifikation i Forordningen af 6te April 1832”. – Den Kgl. privilegerede Viborger Samler (16.04.1833).

Brand i købstæderne udgjorde en alvorligt risiko. I 1786 var f.eks. 30 huse i Nørregade i Vejle brændt ned til grunden. Bygningskommissionsforordningen af 6te April 1832 skulle være med til at forhindre brandfarlige bygninger, men den løste ikke problemet med at ildebrande kunne sprede sig i købstæderne. Lassen kunne være blevet meget rig, hvis hans opfindelse havde vist sig effektiv.

Worsaae var flyttet fra Vejle, da man i oktober 1835 ved grøftegravning gennem en mose nær Haraldskær Kobberfabrik stødte på et lig, der var ”pælet ned i Jorden, saaledes at baade Hænder og Fødder vare befæstede ved Trækroge, der vare tilspidsede i Enderne, og Pæle vare ligeledes lagte tværs over Liget”. Der var en lang tradition i den vestlige verden for at kæde jordfundne dyre- og menneskeknogler sammen med fortidens helte og mytologiske skabninger. Efter kristendommens indførsel fandt nogle af disse knogler vej til kirkerne (se f.eks. ”Den Danske Atlas: Svendborg Kiøbstæd i Nyeborg Amt” s. 783). Særligt iøjnefaldende gravhøje blev ofte kædet sammen med personer fra den oldnordiske litteratur. Det var f.eks. tilfældet med nogle gravhøje ved Ringsted, som man udgravede i 1783 på jagt efter de jordiske levninger af kong Siger m.fl. (se: De til Forsendelse med Posten Odense Kongelig allene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger 02.01.1784). Rynkede moselig uden medfølgende gravgaver var langt sværere at forholde sig til. Flere af de ældst kendte moselig herhjemme blev ikke kædet sammen med fortidslegender, da man troede, at de var af nyere dato. Det gjaldt i første omgang også moseliget fra Haraldskær, der blev bragt til nærmere undersøgelse på sygehuset i Vejle. Vejle Amts Avis sørgede for, at historien blev landskendt. Sagen var sikkert endt med, at det uidentificerede lig var blevet fredeligt begravet, hvis ikke registrator i Gehjemearkivet Niels Matthias Petersen (1791-1862) havde postuleret, at der måtte være tale om liget af den norske Dronning Gunhild. Hun skulle være sejlet op ad Vejle Å til Jellingdynastiets havn i Skibet i den tro, at Harald Blåtand ville ægte hende, men han slog hende i stedet ihjel og nedsænkede hende i en mose. Petersens fremlægning blev straks alment accepteret med undtagelse af enkelte skeptikere såsom Christian Molbech (1783-1857) og Worsaae.

Udsnit af landinspektør Johansens Original 1-kort over Rue Gårdes og Haraldskær Kobberfabriks jorder fra 1821. Øverst i midten ved Vejle Å ses kobberfabrikken. Nederst i midten markeret med blå symboler ses to unavngivne tørvemoser, hvoraf den ene altså skal være blevet kaldt for Juthe-Mose af de lokale. Marker og en markvej adskilte de to tørvemoser, der var til befolkningens fælles benyttelse. Den østlige af de to tørvemoser blev tørlagt og opdyrket i det 20. århundrede. Foto: Geodatastyrelsen.

Worsaaes velargumenterede opgør med Petersen og den hidtidige historieopfattelse kan man læse mere om i denne bogs Del 1 samt i »Historisk Tidsskrift«, Lone Hvass (1998) m.fl. Her skal det kun diskuteres, om Worsaae havde ret i sin påstand om, at ”det fra først af var Lassens høitravende, poetiske Fortællinger om kostbare Klæder m.m.”, der var skyld i, at moseliget blev forvekslet med Dronning Gunhild.

Siden i hvert fald 1600-tallet havde der været en lokal interesse for den oldnordiske historie. Uden belæg i skriftlige kilder begyndte man at tillægge det såkaldte Jellingdynasti æren for grundlæggelsen af Tirsbæk Gods, Haraldskær Gods, Rosborg, Borgvold samt en vikingehavn i Skibet. I 1772 blev historiker Johannes Langebek desuden ansvarlig for, at man fremover anså Skibet som den landsby, hvor Erik Emune havde ladet Harald Kesja (ca. 1080-1135) halshugge.

Moseliget blev ganske sikkert det helt store samtaleemne i lokalområdet inkl. på gæstgivergården i Vejle. Adam Frederik Alexander Lassen kan have haft kendskab til Roersdam-moseligets anbringelse i Sct. Knuds Kirke i Odense i 1818. N.M. Petersen var lærer ved skolelærerseminariet på Brahetrolleborg, da det skindklædte Roersdam-moselig blev fundet, og han erindrede, at man havde henført det til Middelalderen eller endog hedenskabets tider. Det har imidlertid krævet ikke så lidt fantasi samt grundigt kendskab til litteraturen – såvel Middelalderforfatterne som nyere historikere var vidt uenige om, hvorvidt Dronning Gunhild overhovedet blev dræbt af Harald Blåtand – at forbinde moseliget fra Haraldskær med Dronning Gunhild. Da nyheden om ligfundet blev offentliggjort, var Petersen i fuld gang med at få udgivet værkerne ”Danmarks Historie i Hedenold” og ”Oldnordiske Sagaer”. Fundet af moseliget i Jellingdynastiets virkeområde forblændede næsten øjeblikkeligt Petersen til selv at udkaste teorien. Han fik kendskab til fundet d. 4. november 1835, da han læste dagbladet Dagens gengivelse af Vejle Amts Avis’ artikel, hvor liget bestemt ikke blev forbundet med en royal person. Den 6. november lod han indrykke en efterspørgsel i Dagen efter en kyndig lokalbeboer, der kunne give yderligere oplysninger, som kunne forbinde liget med Dronning Gunhild og mosen med navnet Gunnildsmose/Gunnildsmyr/Gunnildskjær eller lignende.

I en lang artikel i Dagen (08.12.1835) kunne Petersen oplyse, at han havde modtaget breve fra lokalområdet med oplysninger om liget, dets beklædning, en forsvundet pige ved mosen for 40 år siden, spøgeri ved mosen samt ikke mindst at de lokale stadig kaldte mosen for Gunnildsmose. Det tog han som bevis på sin teori. Han ville dog gerne være helt sikker, derfor opfordrede han til, at man undersøgte mosen igen efter bl.a. smykker samt indhentede flere oplysninger om den forsvundne pige. Små tre uger senere kunne Vejle Amts Avis berette, at gæstgiver Lassen ”nylig ifølge Øvrighedens Anmodning paa selve Stedet, hvor Liget blev fundet, har anstillet nærmere Undersøgelse”. Han fandt ingen genstande i mosen, men han havde flere berigtigelser til Petersens fremstilling: der havde ikke ligget pæle tværs over liget; en smal silkesnor og ikke et tykt bånd var bundet om håret; liget bar en overklædning af rensdyrskind, en underklædning af bundet silkestof og ”en Armprydelse af samme Slags Tøi med qvadrerede Figurer og med Fryndser”; endelig kaldte de lokale ikke mosen for Gunnildsmose men for Jutsmose eller Gutsmos, hvis udtalelse dog kunne minde om Gunnildsmose. Adam Frederik Alexander Lassen var ikke ude på at tilbagevise N.M. Petersens teori. Tværtimod var han så overbevist om dronningeteorien, at han i Jernaldertekstilerne så silkestoffer. Han offentliggjorde, at han ville foretage en ny undersøgelse efter smykker o.l. i mosen til næste sommer, når den ikke var så mudret. Otte fragmenter af kroge og pæle blev det eneste udbytte af udgravningen den 3. juni 1836, inden en søgestang stødte hul i et kildevæld 11 alen nede i mosen, så en mægtig vandstråle sprøjtede til vejrs og satte en stopper for arbejdet.

Frederik VI betalte for en træsarkofag, så Dronning Gunhild kunne få et anstændigt hvilested i Sct. Nikolai Kirke. Høj som lav valfartede til den østjyske købstad for at se hende, hvilket må have været en god forretning for gæstgivergården. Den 18. august 1836 gæstede Kronprins Christian Frederik (1786-1848) Vejle for anden gang på blot en uge. Denne gang var han og Prinsesse Caroline Amalie rundt for at se alle seværdighederne: rådhuset, borgerkorpset, amtssygehuset, havnen og Sct. Nikolai Kirke, hvor de beundrede Dronning Gunhild. De dengang endnu eksisterende voldsteder Borgvold og Rosborg regnedes ikke til byens seværdigheder. Til gengæld beærede det høje fyrstepar gæstgiver Lassen ved at besøge hans oldsagssamling.

Den fynske godsejer, doktor og historiker Vedel-Simonsen (1780-1858) gæstede det følgende år gæstgivergården for nøje at studere oldsagssamlingen. Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager havde i ham sin mest trofaste støtte. Han begyndte i 1807 sit utrættelige arbejde med at indsamle primært fynske oldsager og sende dem til København. Med årenes løb fik han opbygget et stort netværk, der satte ham i stand til for egne midler at indkøbe kolossale mængder oldsager til Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager. Fra 1810 og frem var han medlem af Oldsagskommissionen. Det kunne ikke være anderledes, end at han nærede en indædt foragt for brødrene Lassens usystematiske og grådige indsamling. Han aflagde rapport om besøget hos gæstgiver Lassen i et brev til prof. C.C. Rafn (1795-1864) fra Oldsagskommissionen.

K. S. Houmann satte i Vejle Amts Avis (30.01.1889) Adam Frederik Alexander Lassen i forbindelse med købet af en 16,3 m lang hval, man slog ihjel i Vejle Fjord i september 1838. Havkæmpens skelet fik et utroligt ”jordeliv”, der bl.a. bragte det til Dyrehaven i København. Et eventyr den fantasifulde Lassen godt kunne have været involveret i, hvis altså ikke hans verden var styrtet i grus nogle måneder før, hvalen mødte sin blodige død. År 1838 var ellers startet godt. I maj hyrede gæstgiver Lassen den omrejsende portræt- og prospektmaler, A.H. Larsen, til at udfærdige et oliemaleri af Dronning Gunhild i fuld legemsstørrelse. Af to omgange i 1838 indlogerede Larsen sig hos værtshusholder Hans Ravn Sørensen, Havnevejen i Vejle, hvor hans to fornemmeste værker blev oliemaleriet i legemesstørrelse af moseliget samt et prospekt af Vejle Købstad. Gæstgiver Lassen forærede maleriet af Dronning Gunhild til Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager. Det gav ham omtale i alle landets aviser. Juni skulle også have været en lykkelig måned, for her skulle den 39-årige Elenora Sophie nedkomme med ægteparrets niende barn. Både mor og datter overlevede den smertelige fødsel, men følgerne af den tog efter nogle uger livet af Elenora Sophie. Tabet af hustruen var tilsyneladende mere end gæstgiver Lassen kunne bære. 14 dage senere satte han gæstgivergården til salg. Jord og ejendomme kunne købes hver for sig.

Worsaae opholdt sig i slutningen af 1838 i Vejle. Den 18. december skrev han et brev til sekretær for Oldsagskommissionen og manden bag åbningen af Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager, Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865). I brevet kom han bl.a. ind på gæstgiver Lassen:

”Med Gjæstgiver Lassen er det saa galt næsten som det kan være. Hans Kone er død, hans Gaard er solgt for 10500 Rbd., uagtet han selv har givet 16000 for den, og Alt hvad han ejer, selv Oldsagerne, er pantsat og vil nok blive solgt i Februar eller Marts Maaned. Om hans Samling skal jeg ved min Ankomst til Kiøbenhavn, der nok bliver først i næste Aar, nøie underrette Dem, saaledes at De omtrent deraf vil kunne slutte Dem til dens Værd. Uagtet hans ulykkelige Stilling er Lassen dog det samme ligegyldige Vrøvlehoved, som han har været alle sine Dage, og derpaa skal jeg mundtlig fremføre saadanne Beviser, at alle Folk maa troe, at han er gaaet fra Forstanden”.

Den 5. marts 1839 stod at læse i Vejle Amts Avis:

”Mandagen den 25de Marts førstkommmende og følgende Dage, saavidt fornødent gjøres, afholdes her i Byen i Gjæstgiver Lassens og afdøde Hustrues Boe offentlig Auction over en stor Deel Indboe og Løsøre af forskjellig Slags, saasom: Borde, Stole, Skabe, Divaner, Kommoder, Speile, Kakkelovne, Sengesteder og Sengklæder, Linned og Dækketøi, Sølv, Plet og lakerede Sager, Kobber-, Tin- og Jernfang, Steentøi og Trævarer m.v., saa og Vogne, Avlsredskaber, Seletøier, et Par brune 5 Aars Kjørehopper og endelig en Samling af Oldsager. Auctionen begynder hver Dags Formiddag Kl. 10; hvilket, saavelsom at vederhæftige Kjøbere gives 3 Maaneders Credit med Betalingen, herved til Liebhaveres Efterretning bekjendtgjøres. Veile den 4de Marts 1839. Hersleb”.

Det må have været et hårdt slag for Lassen at skulle sælge ud af sine oldsager. Kun en lille del – hvis overhovedet noget – af samlingen blev dog i sidste ende solgt på auktion. Først 11 måneder senere blev Lassen og Elenora Sophies bo endelig opgjort, og i april 1840 blev der fundet en køber til gæstgivergården. På dette tidspunkt havde Lassen fundet plejefamilier til alle sine umyndige børn og var flyttet alene ind hos sin ældste datter Emma og hendes mand i Aarhus. Alexander ”Frits” Frederik Lassen og Eline Regitze Cathinka Lassen (1821-51), der blev gift med Vilhelm Carl Schousboe (f. 1810) fra Schousboes Institut, var vistnok de eneste af børnene, som blev boende i Vejle i et stykke tid endnu.

Adam Frederik Alexander Lassen måtte til sidst skille sig af med sin højt elskede oldsagssamling. Christian Jürgensen Thomsen ville gerne sikre ”den udmærkede samling” for museet. Den var dog ikke at få gratis, derfor måtte han ty til Kong Christian VIII for hjælp. Kongen havde selv set den imponerende samling fem år før i Vejle, så enden blev, at Adam Frederik Alexander Lassen i 1841 mod en årlig livrente af 230 rbd. overgav alle eller en stor del af sine oldsager til kongen. Majestæten bestemte dernæst, ”at der af denne Samling skulle udtages Alt, hvad der kunne være nyttig for Mu[seet] for de nordiske Olds[ager]: dernæst at der af Doubletterne af den Lassenske Samling i Forbindelse med de, som fandtes ved Musæet, skulle dannes en egen særskildt Samling, som skulde ordnes og indpakkes for at staae til Hs Majs. Disposition, saaledes at Hs Majs. kunde skjænke det til et eller andet Sted, for det 3die, at, hvad der henhørte til andre Samlinger, som MyntCabinettet, KunstMusæet etc. skulle afgives til disse” (Oldsagskommissionens Mødeprotokol år 1841). Kongen havde brug for en doubletsamling, da det dengang såvel som i vore dage var skik, at kongehuset bortgav oldsager til udenlandske kronede hoveder. Den kom nu til at bestå af 272 stenredskaber (flintflækker, slibestene, knive, spydspidser, økser, pilespidser inkl. en hjerteformet samt alle former for ”Steenkiler”, ”Huul- og Smalmeisler”, ”Øxehamre” m.m). Lassens samling havde desuden indeholdt en del genstande fra Middelalderen og fra tiden efter Reformationen såsom en ridderhjelm angiveligt fundet ved Øxnebjerg.

Enten havde Adam Frederik Alexander Lassen beholdt en del af sin samling, eller også fortsatte han med at indkøbe oldsager. I 1844 skænkede han en ny samling til kongen mod en stigning i den ham tilståede livrente. Den nye samling indeholdt bl.a.: fem mønter fra ”Borgerkrigenes Tid”, hvoraf den ene var hidtil ubekendt (”paa Adv. et h, paa Rev. et Hjul”); et bronzesværd fundet på Fyn med det øverste beslag til skeden bevaret; en del stenredskaber herunder en af de største ”Steenkiler” (13,5 tommer d.v.s. 35,3 cm) man kendte til m.m. Kongen gav samlingen videre til Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager. Året efter fandt den sidste store aflevering sted. Adam Frederik Alexander Lassen opgav fundsted til enkelte af disse genstande, bl.a. var et af fundene fra Einsidelsborg på Nordfyn. Ganske mange af disse genstande blev siden udført af Nationalmuseets protokol bl.a. til byttesamlingen, hvilket kunne indikere, at de proveniensløse fund var almindelig kendte oldsager.

Adam Frederik Alexander Lassen boede ved Folketællingen 1850 til leje i Farvergade 125 i København. I denne gade fandt man ti fod under jorden ”en brændt Steen til en Kakkelovn, hvorpaa forestilles David med Goliaths Hoved og Sværd i Hænderne, og hvorunder staar DAVIT”, som Lassen sikrede sig og gav til overhofmarskal v. Levetzau (Berlingske Tidende 09.04.1850). Herefter levede han resten af sin lange livrentenydertilværelse uden at trække overskrifter. Det må have glædet både ham og lillebroderen Axel, da Adam Frederiks datter Lydia i 1852 navngav hendes tredje barn Malthe Odin Engelsted. Sorgerne stod dog i kø i Adam Frederik Alexander Lassens sidste årtier på denne jord, hvor han måtte begrave fem af sine børn og flere børnebørn, inden han selv i 1875 blev stedt til hvile på Garnisonskirkegården i København. Blandt hans efterkommere kan nævnes direktør for Det Danske Kunstindustrimuseum fra 1966-82, Erik Christian Lassen (1913-97), og museumsinspektør ved Nationalmuseet, Fritze Ida Münter Lindahl.

Lillebroderens sidste 30 leveår står i skarp kontrast til storebroderens tilbagetrukne og sørgelige alderdom. Med enorm energi tilsat en tro på egne evner grænsende til storhedsvanvid jagtede Axel Frederik Lassen desperat offentlig anerkendelse for sit virke som læge og oldsamler.

Kiøbenhavnerposten bragte den 31. august 1853 en satirisk beretning af en anonym rejseskribent, der havde truffet Axel Frederik Lassen på en kro mellem Odense og Svendborg. Axel Frederik Lassen fortalte med stor indignation, hvordan Sundhedskollegiet i København havde ydmyget ham, da han ville fremlægge sin kur mod den frygtede kolera. Det var muligvis løgn, at han havde fået foretræde for Sundhedskollegiet, men han troede virkelig på, at han havde fundet både årsagen og løsningen på koleraepidemierne. I 1866 udgav han – for med egne ord at lyde Napoleon III – på latin, dansk, engelsk og fransk et 29 sider langt skrift ”De causæ choleræ”, hvor han hævdede, at kolera smittede via kønsorganerne, og at sygdommens oprindelige kilde var Østens skik med bestialitet (kønslig omgang mellem dyr og mennesker). Hans Baron von Münchhausen-agtige forklaring på, hvordan han var kommet frem til dette resultat, var kronen på det på alle måder utrolige værk – historien involverede bl.a. Axel Frederik Lassen forklædt som diamanthandler i en fremmed bys havnehorehus samt aflivning af hunde og katte. Selv i en tid hvor kamferdråber og portvin var udbredte behandlings- og forebyggelsesmidler mod kolera, var der ingen, der tog Lassens vrøvleværk seriøst. Han skulle få bedre held med at blive anerkendt for sin samlerflid.

Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsagers mest trofaste støtte, Vedel Simonsen, afkøbte den 19. juni 1853 nogle oldsager af sin ærkekonkurrent til de fynske oldtidsskatte. Simonsen var overbevist om, at Lassen også solgte til tyske samlere. Det måtte naturligvis bringe hans blod i kog, og det samme gjorde ”den hvide doktors” omforarbejdning af oldsagerne. Man ved ikke med sikkerhed, om Lassen solgte oldsager til udenlandske samlere. På et tidspunkt havde han afhændet en klassisk urne til Christian VIII, men det er den eneste kendte handel før salget til Vedel Simonsen. Derimod hersker der ingen tvivl om, at han med stor iver forsøgte at reparere tilskadekomne oldsager samt pynte oldsager med runer m.m.

Omkring 1858 flyttede Axel Frederik Lassen ind hos gårdmand Mads Jørgensen og hustru i Sletterød på Nordvestfyn. Gårdmanden skal have lidt af smerter i et dårligt ben, som Lassen forstod at lindre. I en længe til gården opstillede Lassen sin imponerende oldsamling og bød publikum velkommen til sit Oldnordisk Museum. Indretningen og indholdet blev beskrevet af to anonyme besøgende i avisartikler fra 1858 og 1862:

”Denne antiqvariske Samling, bestaaende mest af Stensager, fundne i Fyen, har Eieren samlet paa det lange Tidsrum af over 50 Aar, og nu tildels opstillet i et dertil alene opbygget og indrettet Cabinet, hvilket Alt fortjener det Offentliges Opmærksomhed. - Det er ei alene Samlingens betydelige Störrelse, som skal indeholde 16 til 17000 Nummere, der overrasker Beskueren, men ogsaa næsten ethvert enkelt Exemplars Fuldkommenhed og Renhed, og endelig den videnskabelige Orden og Smag, hvormed det Hele er inddelt og fremstillet. Omtrent Halvdelen af Samlingen […] er imidlertid endnu kun opstillet, til at tages i Öiesyn, men Indretningen er saa hensigtsmæssig og smagfuld, og Eierens velvillige Forklaringer over Gjenstandene ere saa lærerige og overbevisende, – skjöndt vistnok ofte afvigende fra vore almindelige Begreber om Oldtiden – saa at Beskueren undertiden henrykkes til Beundring, og ligesom Tvinges til at danne sig nye Forestillinger om Oldtidens Mennesker. [Så opfordring til at regeringen køber samlingen og lovning på, at selv sagkyndige vil få nydelse af at besøge museet]”. Vestfyens Avis (29.10.1858).

”[…] Eieren eller Samleren er en Dr. Lassen, som lige fra sin Barndom har havt en levende Interesse for at samle Oldsager, og som i den Hensigt har berejst ikke alene Fyen, men de fleste Dele af Danmark, og som nu i sit 74de Aar har faaet samlet saa mange Sager, at hans Samling i Riigholdighed sikkert kun overgaaes af det oldnordiske Museum i Kjøbenhavn, hvad Steensager angaaer. Af disse bestaar Samlingen i Særdeleshed, dog findes der ogsaa Sager af Bronce og Jern af stor Interesse. Han boer hos en Bonde og har her ladet bygge en Fløi til Huset, omtrent i Form af de paa Bøndergaarde almindelige Storstuer med rigt Lys. Langs ad Vinduerne og Ydervæggene ere skraa Glasskabe anbragte, og midt paa Gulvet et stort fladt Skab. I disse Skabe ligge de meest udsøgte Exemplarer. Men nedenunder dem findes Skabe, forsynede med Messingtraade, bag hvilke Øiet opdager hele Stabler af Flintkiler, Øxer o. desl. […] Han vil ikke anerkjende nogen udelukkende Steenalder, men mener, at Metallet, Bronce eller Jern, altid har været kjendt, men i den ældste Tid kun sparsomt været tilstede, og at det har været brugt til Forarbeidelsen af Steensagerne. Han paastaar, at Flint ikke kan bearbeides med Flint eller overhovedet Steen med Steen til den Fuldkommenhed, hvortil Steenalderen har kunnet drive det, men han antager derhos, at Flinten har været i en blød Tilstand, eller i alt Fald har kunnet bringes i en blød Tilstand, og saa har været handelig. Yderst mærkeligt er det i alle Tilfælde at see i hans Samling smaa bitte Flintflækker med siirlige, næsten microskopiske Savtakket. [Afsluttes med varm anbefaling af at Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsagers overtager samlingen, der også indeholder bøger og autografer, mod Lassens rimelige ønske om modtagelse af livrente. Axel Frederik ønsker den opstillet særskilt som ”Dr. Lassens Samling”]”. Fædrelandet (12.09.1862).

Det var ikke kun Axel Frederik Lassen, der havde svært ved at acceptere C.J. Thomsens inddeling af fortiden i Sten-, Bronze- og Jernalder. På Det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskabs møde i april 1844 havde J.J.A. Worsaae måttet drøfte ”det meget omtvistede Spörgsmaal, om Flintredskaberne kunne antages at være tilhuggede med andre Stene, eller, som nogle ville, med Metal, i hvilket Fald der da maatte have været enkelte, som besade de saa kostbare Metalstykker og som forsynede de övrige Indbyggere med de nödvendige Redskaber”. Da Worsaae i 1858 på C.J. Thomsens ordre gæstede Axel Frederik Lassens Oldnordisk Museum for at vurdere om Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager burde erhverve dele af samlingen, havde han næppe tålmodighed til at korrigere Lassen og belære ham om de tre tidsaldres yderligere underinddeling samt stenredskabernes brug også efter metallets indførelse. Efter det korte besøg skrev Lassen et langt brev til Worsaae, hvor han beklagede besøgets korthed, som ikke havde givet professoren det fulde indtryk af samlingens videnskabelige fuldkommenhed. Han hævdede, at det altid havde været hans hensigt med tiden at skænke samlingen til det offentlige.

I 1860 åbnede Nordisk Museum på Odense Slot. Axel Frederik Lassen skænkede enkelte flintflækker med ukendt fundsted til museet. Året efter den 23. juli lagde Frederik VII og Grevinde Danner vejen forbi Lassens Oldnordisk Museum. De var på vej hjem fra et besøg ved Worsaaes udgravning af ”Gorm den Gamles høj” i Jelling. Der er overlevet en lille håndfuld mere eller mindre troværdige beretninger om besøget: Lassen skulle have undladt at gå kongeparret i møde, da de steg ud af kareten; kongen skulle have gjort den bemærkning, at der ”var hamret og pudset for meget paa endel af disse Sager”; den fornærmede Lassen skulle have nægtet at give kongen en oldsag, som han brændende ønskede sig; og kongens kavalerer skulle have stjålet 20 af samlingens smukkeste stenkiler. Meget peger i retning af, at Lassen led af en psykisk sygdom i hvert fald efter 1824. Med tanke på hvor desperat han ønskede at blive belønnet og offentlig anerkendt for sin samlerflid, så er det dog svært at forestille sig, at han ikke skulle have anstrengt sig for at behage netop den person, der kunne sikre ham begge dele. Året efter solgte han da også en halsring fra bronzealderen til Frederik VII.

Det blev storebroderen Adam Frederik Alexander Lassen og J.J.A. Worsaae, der hjalp med at få opfyldt Axel Frederik Lassens højeste ønske – om end i udvandet form. I stedet for drømmen om at blive kåret til Ridder af Dannebrog, blive tilkendt en årlig livrente på 600 rigsdaler og få sin egen særudstilling på Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager, så modtog Lassen Fortjenstmedaillen i Guld, en livrente på 300 rigsdaler fra Odense Kommune og fik sin egen særudstilling på Nordisk Museum i Odense. Worsaae havde med andre ord ikke vurderet samlingen værdig til museet i København. Den 82-årige Lassen fejrede trods alt begivenheden ved at hyre 34 hestevogne til at køre ca. 19.900 af sine oldsager til Aarup Station i sommeren 1871 – museet havde frabedt sig at modtage hans forarbejdede oldsager. Praleri lå til grund for det høje antal vogne, for en af kuskene fortalte sidenhen, at færre vogne sagtens kunne have klaret transporten af de 36 kister. I Aarup gæstgivergård holdt Lassen et gilde for kuskene.

Museet i Odense fik med erhvervelsen mangedoblet sin samling, og det forstod på alle måder at hædre Lassen, så han endte med i 1882 at testamentere museet 5.000 kr., sine forarbejdede oldsager, sin bogsamling, fortjenstmedalje og en hel del oldtidsfund (bl.a. et uroksekranium fra Kalvehave), som han muligvis først havde erhvervet efter 1871.

Axel Frederik Lassen levede sine sidste år i Fjellerup. Han døde 94 år gammel i august 1883. Et par medlemmer af Odense Byråd deltog i begravelsen på Fjeldsted Kirkegård.

Axel og Adam Frederik Lassens proveniensløse oldsagssamlinger har i dag stor formidlingsmæssig værdi som ærkeeksempler på 1800-tallets ødelæggende samlermani, hvor det alene gjaldt genstandene og ikke fundomstændighederne. Uden sidstnævnte har genstandede stærkt begrænset forskningsmæssig værdi. Brødrene indsamlede jo fra flere steder i landet, og i teorien kan man ikke engang være sikker på, at der altid var tale om oldsager fundet i dansk jord. Man kan kun gætte på, hvor mange oldsager fra Vejle-egnens grave og bopladser Adam Frederik Alexander Lassen nåede at tiltuske sig. Der findes ingen dokumentation herfor, men det er vel ikke urimeligt at antage, at de to brødre kan have byttet oldsager med hinanden. I Axel Frederik Lassens samling i Odense kan der derfor i teorien findes oldsager fra Vejle-egnen. Oxenvad (1971) nævnte, at der skulle findes en fortegnelse over Lassens samling på museet. Den er i dag ikke til at opspore på museet, men Det Kongelige Bibliotek skal være i besiddelse af ”Nordisk Museum i Odense: Veiledning for de Besøgende. Tillæg. Den Lacsenske Samling”, 1868. Fortegnelsen har dog begrænset værdi, fordi ingen af genstandene bærer labels eller er nummererede.

Det er let at lade sig gribe af Vedel Simonsen, C.J. Thomsen og J.J.A. Worsaaes hårde domme over brødrene. Værdifuld viden om Danmarks oldtid gik helt sikkert tabt p.g.a. deres virke. De var dog ikke alene om ansvaret herfor. Den kongelige Commission til Oldsagers Opbevaring havde kun fået fredet et par hundrede af de mest opsigtsvækkende oldtidsminder i perioden 1809-11. Landets øvrige gravhøje og mindre synlige oldtidsminder såsom bopladser lå åbne for plyndring og ødelæggelse. Der blev fra Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager, kongehuset og efter 1849 regeringen gjort uendeligt lidt for at standse udviklingen og fremme fredningssagen. Kongehuset, arkæologerne og politikerne blåstemplede brødrenes samlermani ved at gæste og siden opkøbe deres samlinger. Adam Frederik Alexander Lassen ville gerne bidrage til Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab og Det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager. Der blev dog ikke gjort nogen forsøg fra deres side på at indlede et samarbejde med brødrene, så deres indsamling kunne være blevet systematiseret til glæde for forskningen.

Del 2: Litteratur og kilder

• Annaler for nordisk oldkyndighed, J.D. Qvist, 1837.
• Antiquarisk Tidsskrift, Det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab 1843-1845, Kjøbenhavn, J.D. Qvist, 1845.
• Det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab: Regnskab 1828-29 (heri om Preben Bille-Brahes gaver) & Aarsmøde 12. Februar 1831 & Fjerdingaarsmøde 12. April 1831 & Aarsberetning 1844.
• Det Kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger i Aaret 1846, H. Hagerup, 1847.
• Juridisk Tidsskrift, Bd. 17-18, Kjøbenhavn, Andreas Seidelin, 1831.
• Supplement til Bibliothek for Læger 1845, Det Kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger for Aaret 1845, C. Reitzel, 1846.
• Carøe, Kristian: Den danske Lægestand, Bd. 3, København, 1909.
• Eilskov, Peter: Stamtavler over Slægten Eilskov, Odense, Fyens Stiftsbogtrykkeri, 1869.
• Erslew, Th. Hansen: Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhörende Bilande, fra 1814-1849, 2. Bind, Kjøbenhavn, Forlagsforeningens Forlag, 1847.
• Friis, F.R.: Friis Historisk-Topographieske Efterretninger om Kværndrup Sogn, Samlinger til Fyens Historie og Typographie, Fyens Stifts Litterære Selskab, Bd. 8, 1881.
• Fogtmann, Laurids: Kongelige Rescripter, Resolutioner og Collegialbreve for Danmark og Norge, Del 6, Bind 14, Gyldendal, 1817.
• Frydendahl, H. (red.): Smaatræk om den hvide doktor & Da den hvide doktor talte over ilden i Smidstrup, »Fynsk Hjemstavn«, 9. Aargang, 1936.
• Henriksen, Mogens Bo: Forsvundne moselig, »Skalk«, nr. 4, 2008.
• Henriksen, Mogens Bo: Den hvide doktor, »Skalk«, nr. 5, 2006.
• Hvass, Lone: Dronning Gunhild, Sesam, 1998.
• Jakobsen, Tove Benedikte: Nationalmuseets oprindelse: Oldsagskommissionens mødeprotokoller 1807-1848, Wormianum, 2007.
• Lassen, Axel Frederik: Lægen Axel Frederik Lassen’s Anke over tre Fyenske Embedsmænd, forfatteren eget forlag, 1827.
• Lassen, Axel Frederik: The Cause of Cholera, by a Danish Naturalist, Printed for the Author, 1866.
• Michaelsen, K.K. (red.): Fynske Fund Fortæller, Odense Bys Museer, 2000.
• Otto, C. (red.): Bibliothek for Læger, Bind 36, J.C.F. Græbe, Kjøbenhavn, 1842.
• Oxenvad, Niels: Den hvide Doktor som samler, »Fynske Minder«, 1971, Odense Bys Museer, 1972.
• Reimer, Christine: Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde, Bind 5, Gyldendalske Boghandel, København, 1919.
• Schovsboe, Per: Bidrag til en privat latinskoles historie 1830-1845, »Vejle Amts Aarbog«, 1969.
• Teglbjærg, Tore: Fiskeriets historie i Vejle Fjord og de tilløbende vande, Byhistorisk Forlag, 2016.
• Thrane, Henrik: Kongen, jægermesteren og livskytten, Nationalmuseet, 2014.
• Wad, Gustav Ludvig: Fra Fyens Fortid - Samlinger og studier, 2. Bind, Kjøbenhavn, J.L. Lybeckers Forlag, 1916.
• Wedel, L.M.: L.M. Wedel’s Indenlandske Rejse igjennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser med hensyn tildeels paa oeconom og statistiske Gjenstande i Aarene 1799-1804, Odense, 1806, Første hefte, Kjøbenhavn, 1803.
• Worsøe, Hans H.: Lassen: i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84.
• Worsaae, J.J.A.: En Oldgrandskers Erindringer 1821-1847, Gyldendal, 1934.

• Folketællinger: 1801 & 1834 Kværndrup, 1834 Vejle Købstad, 1850 Vester Kvarter II København, 1860 & 1880 Fjeldsted Sogn.
• Kværndrup Kirkebog – viet 11.08.1810 & 25.05.1816.
• Odense Sct. Knuds Domsogn Kirkebog – født 27.03.1832.
• Søllested Kirkebog – død 29. januar 1824 Marie Caroline Dorthea Schade.
• Vejle Kirkebog – konfirmeret 1843 Alexander Fr. Lassen.

• Odense Bys Museer - Protokol 1 over museets genstande FS1-3591 fra 1860-1885 (FS39, FS3792-3824 m.fl. Dr. Lassens genstande).
• Nationalmuseet – NM9031-71 aflevering fra A.F. Lassen til NM i 1845.
• Vejle Stadsarkiv – H.E. Friis: Erindringer, u.å. & Matrikeloversigt matr.nr. 65, 66B og 357A.

• Avis for ti Kjøbstæder (03.01.1816), Berlingske Tidende (23.08.1838, 06.11.1838, 09.04.1850, 22.05.1855), Dagen (04.11-08.12.1835), Dagens Nyheder (07.09.1871, 23.02.1875, 17.08.1883), De Kgl. Rideposter priv. Danske Statstidende (28.04.1831), Den Nord-Cimbriske Tilskuer (25.12.1827), Fyens Stiftstidende (10.09.1816, 28.11.1816, 16.06.1818, 01.09.1826, 17.12-18.12.1827, 23.02.1830, 11.06.1830, 08.06.1831, 25.10.1831, 16.04.1833, 02.07.1833, 08.11.1835, 27.12.1835, 17.05.1838, 18.01.1844), Fædrelandet (12.09.1862), Horsens Avis (23.08.1836), Jyllands-Posten (13.11.1915), Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger (28.08.1800, 16.07.1838), Lemvig Avis (24.06.1871), Lolland Falster Stift Kgl. alene priv. Adr. (19.05.1829), Middelfart Avis (24.07.1861), Middelfart Venstreblad (02.11.1911), Næstved Tidende (23.06.1871), Sorø Amtstidende (11.08.1883), Vejle Amts Avis (12.08.1836, 19.08.1836, 13.02.1838, 20.04.1838, 11.05.1838, 02.10.1828, 09.10.1838, 04.02.1840, 10.12.1935), Aalborg Stiftstidende (16.04.1831, 19.12.1835), Aarhus Stiftstidende (04.11.1820, 14.12.1824, 21.05.1830, 22.08.1836, 02.07.1838).

• Thorvaldsensmuseum.dk – Subskription for museets oprettelse.
• Dengang.dk – Et apotek i Haderslev, 2012.
• Diplomatarium.dk – Haraldskær.
• Fynhistorie.dk – Nørgaard, Hans: Erindringer af Kirsten Petrine Lauesen, født Langkilde, 2006.

Arkivar Tore Teglbjærg, Vejle, 03.12.2022