Forskel mellem versioner af "Lars Werge Andersen"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Lars Werge Andersen er født i Vejle i 1966 og uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1996. Han var i praktik på Vejle Amts Folkeblad i 19...')
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 4. nov 2019, 20:16

Lars Werge Andersen er født i Vejle i 1966 og uddannet som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 1996.

Han var i praktik på Vejle Amts Folkeblad i 1993, og blev efter endt uddannelse i 1996 ansat på sportsredaktionen på Ritzau.

Lars Werge, der måler 2 meter og 2 cm, har dyrket atletik i Vejle IF og Køge GIF. Han vandt DM i højdespring i 1993, 1994 og 1995. Hans personlige rekord er et spring på 2,15 meter. Han var på landsholdet tre gange.

Lars Werge blev i 1997 ansat på Berlingske Tidende, hvor han virkede som reporter frem til maj 2001, da han kom til BT.

Lars Werge var kun ni måneder på BT, før han i 2002 skiftede til Ekstra Bladet, hvor han var sportsjournalist frem til 2011 med cykelsport som sit hovedområde. Han blev kåret som årets sportsjournalist i 2007.

I 2011 blev Lars Werge valgt som næstformand i Dansk Journalistforbund, og 29. april 2015 afløste han Mogens Blicher Bjerregaard som formand.

Lars Werge forlod selv formandsposten i utide 30. juni 2019. Han gik som formand, fordi han ifølge eget udsagn havde mistet opbakningen fra forbundets hovedbestyrelse på baggrund af en vending, han kom med i en pressemeddelelse. Det skete i forbindelse med offentliggørelsen af, at fagbladet Journalistens ansvarshavende chefredaktør, Øjvind Hesselager, var fratrådt ”efter aftale” med hovedbestyrelsen. Lars Werge fik af hovedbestyrelsen mandat til at forhandle Øjvind Hesselagers fratrædelse. I en pressemeddelelse i forbindelse hermed udtalte Lars Werge, at fagbladets dækning under ledelse af Øjvind Hesselager, havde lagt ”en kompromisløs linje” i forhold til Dansk Journalistforbund. Det er denne formulering fra Lars Werge, der gav dønninger blandt journalistforbundets medlemmer:

”Men hans (Øjvind Hesselager. Red) journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og Dansk Journalistforbund er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation.”

Lars Werge blev hårdt ramt, da mange medlemmer kritiserede ham for at ville stække fagbladets ytringsfrihed, og han valgte at trække sig fra formandsposten.

Lars Werge er forfatter til flere roste bøger om sportsudøvere og især om cykelsport.


Litteratur

Vejle Amts Folkeblad

Fagbladet Journalisten.