Johan Peter Thiesen – Krigsassessor og husmand på Vejle Søndermark

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Iver Hansen fra Vejle Søndermark solgte i oktober 1883 sin ejendom til particulier og krigsassessor Johan Peter Thiesen, Lynetten ved København. Ejendommen havde et jordtilliggende på 2½ tønder land. Købesummen var 6.500 kr, hvoraf den sidste del skulle betales ved overtagelsen i april 1884. 2 kakkelovne og 1 god ko fulgte med i købet.


Thiesen1.jpg

Johan Peter Thiesen. Foto: Vejle Stadsarkiv. Fotograf ??


Hvem var denne Johan Peter Thiesen, der havde haft en militær karriere, havde mistet en arm ved en skydeøvelse, var uddannet gymnastiklærer, havde undervist i gymnastik på Jelling Seminarium og var blevet en meget dygtig og kendt husmand? Johan Peter Thiesen blev født den 15. marts 1845 i Bogense. Hans forældre var købmand og gæstgiver Jacob C. I. Thiesen og Kristine G. M. Christensen. Ved konfirmationen i 1859 var hans kundskaber og opførsel ”Meget god i begge Henseender”.


Thiesen startede tidligt sin militære løbebane. Han meldte sig formentlig som frivillig til Hærens Elevskole, der optog drenge i alderen 14-16 år. Her fik de en uddannelse til underofficerer bl.a. til artilleriet. Han gennemgik elevskolen og blev korporal i artilleriet. Han deltog i Krigen 1864, bl.a. i kampen ved Vejle. Som korporal ved 2. Artilleriregiment startede han den 1. november 1866 på Hærens Gymnastikskole i København, hvor han bestod den 2-årige uddannelse til gymnastiklærer. Under en øvelse fik han den ene arm skudt af. I 1870 nævnes han som sergeant ved 2. Artilleriregiment.


Thiesen var ansat som gymnastiklærer på Jelling Seminarium fra 1870 til 1873. 5 gymnastiklærere, uddannet på Hærens Gymnstikskole, underviste i Jelling fra 1862 til 1879. Kort før han startede i Jelling blev han den 27. marts 1870 gift i Garnisonskirken i København med den jævnaldrene Kristine Georgine Mariane Christensen (f. 1845 i Kbh.- d. 1930 i Vejle). Herefter gjorde han tjeneste først på Prøvesten og senere på Lynetten, hvor han boede med sin familie i en af de militære boliger. I 1884 tog han sin afsked som oversergent og blev udnævnt til Krigsassessor i 1885 og tildelt Dannebrogsmændenes Hæderstegn i 1892.

Thiesen2.jpg

Johan Peter Thiesen og hustru. Foto: privat samling. Fotograf: H. P. Jensen.


Thiesen købte som nævnt en ejendom ”Marienlund” på Vejle Søndermark på 2½ tdr. land med let muld- og sandjord. Senere købte han ¼ tønde land i Vejle Enge. Ejendommen kunne ved overtagelsen ikke føde en ko uden indkøb af foder. Thiesen, der havde mistet den venstre arm, lagde et stort arbejde i jordens forbedring og dyrkning. Med hjælp af børnene kulegravede han hele ageren og fjernede sten og al. 1/8 tdr. land blev ved udgravning omdannet til eng, der blev overrislet med drænvand og gav 3-4 læs hø om året. På et mindre jordstykke blev i 11 år dyrket lucerne. Derudover dyrkede han rug, havre, kål, roer, kartofler og gulerødder. Der var på ejendommen 3-4 køer og 6 svin. Hvert år blev der solgt 50 tdr. kartofler.


Ægteparret fik mange børn, der kunne hjælpe med driften af ejendommen. Ifølge folketællingen 1890 for Vejle Søndermark have ægteparret 7 hjemmeboende børn på 1 til 15 år. Heraf var 1 handicappet. En søn døde som 13-årig i 1893. Thiesen havde stor interesse for husmandssagen og var meget kendt i de kredse. I årenes løb holdt han mange foredrag rundt om i landet. Han skrev også i Husmandsbladet om sine erfaringer.


Ofte modtog Thiesen besøg af rejsende husmænd. I Vejle Amts Folkeblad kunne man den 13.7.1901 læse om et besøg: ”Rejsende Husmænd. I Gaar Eftermiddags ankom den Sektion af rejsende Husmænd, der ledes af Konsulent P. Henneberg, Blaakærhus, til Vejle. Husmændene samledes i Højskolehjemmets Gaard, hvor de modtog forskellige Oplysninger. De var ialt 36, hvoraf Flertallet var Jyder; der var dog en Del Øboere og et Par svenske Husmænd.

Fra Højskolehjemmet gik Turen op til Krigsassessor Thiesen, Marienlund, hvor man paa en Gang frydede sig over den smukke Udsigt og glædede sig ved et særdeles intensivt, mindre Landbrug. Et andet velpasset Landbrug, tilhørende Husmand Lars Damkær, Vejle Søndermark, blev ogsaa beset. Derefter foretog Husmændene en Sejltur til Munkebjerg med Baaden 6,40, og navnlig Nord og Vestjyderne var henrykte over Fjordens smukke Omgivelser og Udsigten fra Hotellet. Efter at være vendt tilbage til Højskolehjemmet overnattede Husmændene i Højskolehjemmet. I Dag gaar Turen gennem Grejsdalen, Grejs og Sindbjerg til Tørring. Om Husmandsbesøget paa Vejle Søndermark har vi fra anden Side modtaget følgende: Krigsassessor Thiesen havde i Aar ligesom de foregaaende Besøg af Husmænd. I Aar var der 35.

Kl. ca. 3 i Gaar ankom Husmændene til Hr. Thiesens Ejendom, hvor de fik en udførlig Forklaring af, hvorledes Bedriften drives. Køerne staldfodres med grøn Rug, Græs fra en Kunsteng, som slaaes 3-4 Gange, og Vikkehavre, først naar Høsten er forbi, kommer Køerne ud. Rodfrugter dyrkes i stor Udstrækning ligesom Kartofler, de sidste Rodfrugter (bortseldste Roer) saas i Juli Maaned. Der købes intet Kraftfoder til Køerne. Da Hr. Thiesen købte sin Ejendom var der kun 3-4 Tommer Muld, nu er der 3-4 Kvarter. Herefter samledes Husmændene i Hr. Thiesens skyggefulde Frugthave og fik der en Levnedsskildring af Hr. Thiesen; han var 29 Aar, da han kom til Jylland for at blive Humand.

Efter dette Besøg hos Krigsassessor Thiesen spadserede Husmændene med deres Fører, Hr. Henneberg til en Husmand Lars Damkjær, ogsaa boende på Søndermarken. Her fandt Husmændene noget ejendommeligt. Damkjærs Mark skraaner paa en Strækning stejlt ned mod en Mose. Damkjær har gravet en kolossal Mængde Sten op af sin Mark. Husmændene gik saa til Vejle og havde om Aftenen en Udflugt til Munkebjerg.”


I 1899 fik Tiesen efter indstilling af Vejle Amts Landboforening tildelt Sølvmedaljen for Landboflid for at have forbedret jorden væsentlig og dyrket kartofler til salg.


Thiesen3.jpg


Eksempel på Foreningens af jydske Landboforeningers sølvmedalje. Foto: A. Christensen: Hædrede Husmænd.


Tidligere var det offentligt hvor meget hver skatteyder betalte i skat. Skattelister blev af kommunerne fremlagt til offentligt gennemsyn. De kunne også læses i den årlige skatteliste i avisen, eller i trykte skattebøger, der i nogen byer udkom indtil 1950’erne. Den 5. december 1901 og følgende dage blev Vejles skatteliste med fortegnelse over skatteyderne offentliggjort i Vejle Amts Folkeblad. Den samlede anslåede Indtægt var 4.790.000 kr., den skattepligtige Indtægt 2.070.352 kr. og beløbet der skulle betales i skat det pågældende år 217.772 kr. ”Assessor Thiesen”, blev pålignet en skat af 26 kr. for en anslået indtægt på 1100 kr. Andre der var pålignet samme skat, var typisk håndværksmestre og -svende, off. ansatte (toldassistent, politibetjent, lokomotivfører) og en enkelt arbejdsmand. Den skatteyder, der dette år skulle betale mest i skat, var fabrikant Hess, der blev pålignet 12.2680 kr. i skat af en skattepligtig indtægt på 120.000 kr.


Efter nogle års sygdom blev ejendommen Marienlund solgt og indrettet til børnehjem (Børnehjemmet Marienlund). Johan Peter Thiesen døde den 10. juni 1906, og blev begravet 14. juni.




Ordforklaringer:

Al = Hårdt jordlag dannet ved nedsiving af metaller og humus. Læs mere her: wikipedia artikel om Al

Krigsassessor = en titel der blev tildelt som en hædersbevisning uden funktion eller betaling.

Particulier = en person som lever af sin formue.

Prøvesten og Lynetten = Forsvarsværker i Københavns befæstning.




Research: Henrik Nedergaard Olsen


Kilder: Dansk Data Arkiv: Dannebrogsmændenes hæderstegn

Statens Arkiver: Kirkebøger fra Bogense, Garnisons sogn i København og Vejle. Folketællinger: Lynetten, København. Vejle Søndermark.

Vejle Stadsarkiv: Vejle Amts Folkeblad

Vejle Stadsarkiv Lokalhistorisk Bibliotek: Kristjansen, K. M.: Personalhistoriske Meddelelser om Seminariets Lærere og Dimittender 1841-1891 og Jelling Seminarium 1841-1941: kort Beretning i Anledning af Seminariets Jubilæum og personalhistoriske Meddelelser om Seminariets Dimittender.

A. Christensen: Hædrede Husmænd. Billeder og Biografier. (1908)

H. F. Granjean: De Kgl. Ridderordener, udg. 1923.

Gunnar Solvang: Husmandsbevægelsen i Danmark 1880 - 1920. Bol og By: Landbohistorisk Tidsskrift (1985)


Læs mere om uddannelsen på Hærens Gymnastikskole:

Jesper Gram-Andersen: Skolen i militær idræt 200 år, udg. 2004.

Henrik Nedergaard Olsen: Forsvarets gymnastiklærere 1804-1842. Militaria-Nyt nr. 3, 2013

vejlewiki.dk: Gymnastiklærer Hans Valdemar Lumbye - En læserbrevskrig i 1869