Jette Fuglsang

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Jette Fuglsang (1978-2009) var en af Danmarks bedste kvindelige cykelryttere i sin årgang. Hun var født i Thisted og begyndte at cykle i barndomsbyen, hvor hun kørte for Thy Cykle Ring.

Jette Fuglsang var udlært som planteskolegartner og beholdt arbejdet ved siden af sin cykelsport. Hun var således leder af Hus- og Have-afdelingen i Bilka i Vejle, hvortil hun flyttede i 2000.

Jette Fuglsang kørte nogle år for Vejle Cykel Klub, indtil ambitioner og talentet førte hende videre til CK Aarhus. Så begyndte de gode resultater, hun blev Danmarksmester i holdløb i 2007 sammen med holdkammeraten Maria Kruse. Desuden blev hun nummer to i Danmarks Cykel Unions gennemgående cup med fem afdelinger. Jette Fuglsang fik seks førstepladser og fire andenpladser i 2007.

I 2008 lige før sæsonens begyndelse, skiftede Jette Fuglsang til Fredericia CC, som havde etableret et cykelhold med store ambitioner og sponsorstøtte. Jette Fuglsang vandt fem førstepladsen i 2008, alle på enkeltstart. I sæsonens sidste løb omkring Padborg styrtede hun sammen med to holdkammerater og brækkede toppen af lårbenet af sin hofte.

Jette Fuglsang var både i 2007 og 2008 den mest vindende rytter i den danske A-række for kvinder.

Under en træningstur i de franske alper 13. juli 2009 styrtede hun under nedkørslen på bjerget La Berarde, som er nabobjerg til Alpe d’Huez. Sammen med sin kæreste, Rene Ahrenkiel, og nogle holdkammerater, var Jette Fuglsang kørt fra byen La Bourg-d’Ojsans mod bjerget. Hun kørte ind i en autocamper og ramte bagefter bjergmuren. Hun var død ved ankomsten til hospitalet i Frankrig.


Kilder

Vejle Amts Folkeblad