Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Den 20. september 1869 besøgte den danske kongefamilie Vejle. Med på rejsen var foruden kongeparret, kong Christian 9. og dronning Louise, også prinsesse Thyra og prins Valdemar og ikke mindst det nygifte kronprinsepar, kronprins Frederik (8.) og kronprinsesse Louise (Lovisa). Det særlige ved dette meget korte kongebesøg, var, at festlighederne for de kongelige denne efterårsdag fandt sted i den dengang splinternye, ottekantede dansepavillon. Denne dansesal er i dag det eneste tilbage af det kendte etablissement i Vejle kaldet Skyttehuset.


Vejret

Vejle Amts Avis berettede mandag den 20. september 1869 i en lille notits om en orkan, der havde hærget dagen forinden. Stormen havde bl.a. væltet et hus ved Sønderbro, og i Horsens havde den ligefrem forårsaget et dødsfald. Dagbladet måtte noget mistrøstigt konstatere, at Det daarlige Veir idag med Regn og Blæs gjør ogsaa nogen Afbræk i de i det Frie trufne Foranstaltninger til at feire vor Konges Nærværelse i Sydjylland. Besøget blev dog gennemført på trods af det uvejr, der havde været umiddelbart op til selve dagen. For om tirsdagen den 21. september kunne avisen glædeligt beskrive den meteorologiske situation den 20. om eftermiddagen. Det stadige Ønske om, at Ankomsten maatte skee i nogenlunde godt Veir gik i Opfyldelse, thi efter Middag begyndte det at klare op, og ingen mørk Sky eller nedskyllende Regn forstyrrede den Glæde, det var for Byens og Omegnens Beboere at see ikke alene vor Konge og Dronning, men ogsaa det nygifte fyrstelige Par samt Prindsesse Thyra og Prinds Valdemar i vor Midte og at kunne føre dem hen paa et af de smukkeste Steder ved Veile Fjord. Vejret, den faktor, som er absolut sværest at tage i ed ved større arrangementer i Danmark, viste sig således tillige fra sin bedste side.


Dansk eller tysk

Den 21. september bragte Vejle Amts Avis på forsiden en hyldestsang til det danske kongepar i anledning af besøget. Titlen på sangen var "Hilsen til Kongen og Dronningen", og den var skrevet på melodien "Kong Christian stod ved højen Mast". Under titlen blev det oplyst, at denne sang var blevet afsunget i aftes i Skyttesalonen af Vejles Haanderværkersangforening. Det fremgår ikke helt klart, om denne sang rent faktisk blev sunget, mens kongefamilien var tilstede. Men det er bestemt sandsynligt, for i reportagen fra besøget i avisen bliver det meddelt, at sangforeningen sang et par sange i Skyttesalonen. Sangen var på tre vers. Det første lød:

                    Hvad samler os til festlig Fryd
                    I Hallen her?
               Hvad tolker høit Musikkens Lyd
               Og trindt omkring den Glands og Pryd,
                Hvad kalder os til festlig Fryd
                I Hallen her?
             Ved Veile – Fjordens Bølger blaae
             Kong Christian og Hans Dronning staae
                      Saa faur. 

Andet vers var betydelig mere politisk ladet end 1. vers, der mere udtrykte den almindelige glæde ved det kongelige besøg.

                Klart straaler Kronens blanke Guld
                Til Folket ned;
           Men tung den er og byrdefuld,
           Naar Folket ei er Kongen huld,
           Naar ei det seer paa Kronens Guld
                 Med Kjærlighed.
           Men glæd dig, du, mit Fødeland!
             Dit Folk, det elsker Christian,
                   Dit Folk!

Vejles Haanderværkersangforening berører her i andet vers af deres sang den kritik, der var meget udbredt i kong Christian 9.s første regeringsår. Den kritik gik først og fremmest på kongens nationale sindelag. Kongen var som prins Christian af Glücksborg blevet dansk tronfølger i 1853 efter et langtrukkent og indviklet magtspil om arvefølgen efter den barnløse Frederik 7. Skønt det var hans hustru Louise, der som niece af Christian 8. afstod sit arvekrav til ham, kunne Christians arvekrav på tronen ikke betvivles. På mødrene side var han oldebarn af Frederik 5. og via den fædrene linie var han efterkommer af Christian 3.s søn Hans den Yngre, der i 1564 var blevet sønderjysk hertug. Allerede i 1850'erne blev der dog sat spørgsmålstegn ved valget af Christian til tronarving, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet i den slesvig-holstenske hær under Treårskrigen eller den 1. slesvigske krig fra 1848-50. Christian havde som officer i Hestgarden stået urokkeligt på den danske side. At denne krig reelt var en borgerkrig er prins Christians egen familiehistorie et godt eksempel på. Christian blev udråbt som tyskvenlig, og Orla Lehmann skulle eftersigende have udtalt, at hvis tyskerne skulle have alt det tyske, skulle de frem for alt have kongehuset. Treårskrigen blev politisk et nederlag for de slesvig-holstenske oprørere, og prins Christian blev dansk tronfølger på grundlag af en videreførelse af hertugdømmernes samhørighed med kongeriget Danmark. Udover det nationale problem stod han også i et politisk modsætningsforhold til de nationalliberale, hvilket viste sig ved kong Christian 9.s vægring ved at underskrive den såkaldte Novemberforfatning i 1863. Kongen mente, at hertugdømmerne skulle forblive samlet under den danske krone, og Novemberforfatningen ville knytte hertugdømmet Slesvig tættere til kongeriget Danmark. Den lunkne holdning overfor kong Christian var senest blevet demonstreret ved kongeparrets sølvbryllup i 1867 i København. Vejles Haanderværkersangforening synes dog i 1869 med deres sang at ville lægge låg på denne diskussion. Folket havde så sandelig ikke været kong Christian huld, men folket elsker Christian nu. "Fødelandet" efter krigen og nederlaget i 1864 var et stærkt indskrænket dansk kongerige med grænse ved Kongeåen.


Ny jernbane og skyttehus

Klokken klart over seks om aftenen den 20. september 1869 gjorde kongetoget holdt ved Skyttehuset på Vejle-Horsens banen. Denne jernbane var blevet indviet i året forinden, i 1868. Vejle Amts Avis mente at vide, at den kongelige jernbanevogn var den samme, som kong Frederik 7. havde fået i gave af den berømte, engelske civilingeniør og jernbanekonstruktør Sir Morton Peto. Den kongelige familie blev modtaget på perronen af amtmanden, borgmesteren og herredsfogeden. Den konstituerede amtmand Schou holdt en tale, hvori han mindede forsamlingen om, at det er et inderligt og fast Baand, som forener Kongehuset med Folket.

Vejle Amts Avis gjorde følgelig meget ud at beskrive udsmykningen af byens nye stolthed, Skyttehusets ottekantede dansepavillon, der var blevet taget i brug i 1868. Ifølge dagbladet var der gjort Saameget som man med Billighed kunde forlange. Avisen fortsatte hvad vi Alle vide, Salonen jo aldeles ny, bygget i en tiltalende Stiil og i det hele taget saa net udstyret, at man ret vel kan byde fornemme Gjæster ind paa den blotte og bare Salon, men Kongen er Landets første Mand, og det er ikke hver Dag, at han og hans høie Slægt gjør os den Ære at træde ind i vort Skyttehuus. Danske, svenske, norske, russiske, engelske og græske flag vajede ned fra loftet inde i pavillonen. Denne gestus kan beskrives som et varsel om tilnavnet ”Europas svigerfar”, som kong Christian 9. for alvor skulle antage i 1870'erne og 1880'erne med sommerferierne på Fredensborg Slot, hvor børn, svigerbørn og børnebørn fra de dominerende konge- og fyrstehuse i Europa deltog. Navnetrækkene C.L. og F.L. efter kongeparret og kronprinseparret var broderet på en af væggene. Udenfor Skyttehuset var ved modtagelsen af de kongelige opstillet i rækker: Vejle Våbenbrødreselskab, Vejle Amts Skytteforenings 30. kreds, Vejle Musikkorps og Hånderværkersangforeningen. Ved indgangen stod nogle unge damer, der overrakte de kongelige buketter. Indenfor i Skyttehuset hilste de kongelige, ifølge Vejle Amts Avis den 21. september, på alle stænder: embedsmændene, borgerne, amtsrådsmedlemmer, byrådsmedlemmer, præster, sogneråder og sognefogeder.


Længdebane eller tværbane

Overauditør Ørsted holdt på verandaen ved Skyttehuset efter en sang af sangforeningen en tale til kongen og dronningen. Ifølge referatet i Vejle Amts Avis den 21. september udtrykte Ørsted indledningsvis sin Glæde ved at see Deres Majestæter idag i vor Midte i den korte Stund de dvæle ved Veile Fjords skjønne Kyster. Derefter berørte Ørsted tidens delikate spørgsmål: jernbanen og ikke mindst hvor den skulle gå. I 1868 var Vejle-Horsens blevet indviet som et led i den jyske længdebane. Tilhængerne af længdebanen i Jylland var de grupper i samfundet, som handelsmæssigt og politisk var orienteret mod det tyske. Længdebanen ville understøtte den gamle kvægdriverrute langs Hærvejen ned mod marskområderne i Slesvig og Holsten. Derudover mente det danske militær, at længdebanen strategisk ville være en fordel, da den ville beskytte de østjyske fjorde mod angreb fra den preussiske flåde. Som ved vore dages diskussion af linieføringen af motorveje var der også med hensyn til jernbanen i 1800-tallet både lokale, regionale og nationale interesser på spil. Ørsted udtalte i sin tale til kongeparret om den nye Vejle Horsens bane: vi tør maaskee haabe, at dette Jernbanenet om faa Aar vil blive fuldstændiggjort ved en Jernbane fra Veile til Vesterhavet, og at Deres Majestæt allernaadigst da vil indvie denne Bane, som Alle her antage i høi Grad vil fremme Veileegnens Udvikling. Lokalt i Vejle mente man tilsyneladende ifølge Ørsteds tale, at en vestgående bane ville styrke Vejles traditionelt store opland langt ind i Jylland. På sigt var diskussionen om længde- kontra tværbane alt for firkantet, for der blev naturligvis tale om et dansk kompromis ved hvert enkelt konkrete tilfælde. Den danske politik lød på, at jernbanen og dens velsignelser skulle nå ud til flest mulige. Som et yderligere argument for en vestgående bane udgående fra Vejle anførte han, at det i fremtiden ville blive lettere for deres majestæter at besøge byen. Alle sejl blev tilsyneladende sat til. Vejle fik dog først en vestgående bane med Givebanen og Vandelbanen fra 1890'erne.


Det unge kronprinsepar

Blandt talerne på denne festlige dag var også bankdirektør Seligmann, der motiverede et leve for kronprinseparret. Vi see i denne Forening et Fremtidshaab for vort elskede Fædreland og tillige et godt Varsel om Enighed og Sammenhold mellem de 3 nordiske riger. Kronprins Frederik (8.) var den 28. juli 1869 blevet gift i Slotskirken på Stockholms Slot med den svensk-norske prinsesse Lovisa (Louise). Den 10. august kom de til København, hvor det unge, danske kronprinsepar blev fejret i et par dage. Besøget i Vejle var det sidste led i dette års sommer- og efterårstogt i Jylland, hvor det nye kronprinsepar skulle vises frem for den danske befolkning. Sandt og sige var det deres sommertogt, hvor kongeparret og deres to yngste børn, 16-årige prinsesse Thyra og 11-årige prins Valdemar også var med. Ægteskabet blev i samtiden set, jævnfør Seligmanns tale, som udtryk for en mulig skandinavisk forbrødring. Sverige-Norge havde trods signaler om det modsatte ikke støttet Danmark militært i krigen i 1864. Det havde vakt forbitrelse i landet. Pastor Carl Christian Wittrup fra Sct. Nicolai Kirke i Vejle afsluttede talerækken ved at henvende sig til Thyra og Valdemar samt de fraværende kongelige Børn, med det Ønske: at Guds Naade og rige Velsignelse maa hvile over og følge dem i deres ophøiede Stillinger og paa deres Fremtids Veie. I kongens følge var der, ifølge Vejle Amts Avis, gehejmeconferentsråd Hall, etatsråd, telegrafdirektør Faber, direktør i Nationalbanken, etatsråd Linnemann og den stedlige biskop Carl Frederik Balslev over Ribe Stift. Kong Christian 9. udbragte et leve for Vejle by og takkede for den varme velkomst. Efter ca. en times ophold i Skyttehuspavillonen begav de kongelige sig atter udenfor klar til afrejse med toget under stor Jubel fra den forsamlede Menneskemængde. Vejle Amts Avis skrev om afrejsen, at det desværre var blevet mørkt, og af den skjønne Egn herfra til Fredericia vil vor Kongefamilie ikke have nydt synderligt Godt. Der var opstillet en række fakler og kranse nede ved vandet i udkanten af Skyttehushaven. Vejle Amts Avis rundede dagen af med dette resume i tidens særegne, svulstige stil. Ligesom dette korte Ophold af Danmarks Konge og Dronning har glædet Enhver i Veile By og dens Omegn, der var tilstede ved denne smukke og oplivende Fest, saaledes ere vi, efter de forskjellige Udtalelser, som Kongefamilien baade privat og offentligt lode komme tilorde, overbeviste om, at vore høie Gjæster vare særdeles veltilfredse med Alt, hvad der her var opbudt for at berede dem en glad og kjærkommen Time.