Egon Crone Larsen

Fra VejleWiki
Version fra 11. dec 2023, 14:52 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Egon Crone Larsen (1922-1992) var i en årrække driftsleder på Vejles engang så ærværdige og hæderkronede bogtrykkeri, Schweitzers Bogtrykkeri i Grønnegade i Vejle.

Han var født i Aalborg, men havde sin barndom og ungdom i Nyborg, hvor han blev udlært som typograf.

I 1946 kom han til Vejle og fik ansættelse på Schweitzers Bogtrykkeri, og han slap aldrig sin forbindelse med bogtrykkeriet i Grønnegade. Bortset fra en kort afstikker til Nordvestfyns Bogtrykkeri i Bogense i årene 1954-1959, var Egon Crones arbejdsplads på bogtrykkeriet i Vejle. Det var her, han lagde sin livsgerning og skabte en utroligt god kontakt til den store kundekreds.

Egon Crone var et fint menneske, som ejede hjertets dannelse, han interesserede sig for kunst, litteratur og lokalhistorie.

Det var i de 26 år som en dygtig driftsleder på Schweitzers Bogtrykkeri, at han blandt andet samarbejdede med maleren Albert Bertelsen om den årlige udgivelse til Vejle Sygehus, hvortil Albert Bertelsen hvert år skabte et originalt grafisk tryk. Sygehushæftet blev uhyre populært, det blev et samlerobjekt og er det fortsat her mange år efter.

Egon Crone havde et vindende væsen, han var medlevende, lydhør og oprigtigt interesseret i sine medmennesker. Mange holdt af at besøge ham på driftslederkontoret i Grønnegade til en god samtale, for Crone var simpelthen behageligt og godt selskab.

Den lokalhistoriske interesse betød, at han blev valgt til bestyrelsen for Byhistorisk Selskab for Vejle, hvor han med sit store netværk ydede en aktiv indsats.

Hans otium blev desværre alt for kort, Egon Crone Larsen døde som 70-årig efter kort tids sygdom.


Kilder

Vejle Amts Folkeblad & personligt kendskab.

Vibeke Kruse, oktober 2023