Forskel mellem versioner af "Den store kommunalreform 1970"

Versionen fra 30. jan 2012, 19:34

Kommunalreformen underskrives på Rådhuset i Vejle, den 20. august 1968

Byrådsvalget den 3. marts 1970 adskilte sig fundamentalt fra det forrige af slagsen i 1966. Fra den 1. april 1970 trådte en nyinddeling af landets kommuner og amtskommuner i kraft. I Vejle indebar det, at den nye Vejle Kommune kom til at bestå foruden af den gamle Vejle Kommune tilligemed Hornstrup, Engum, Hover, Skibet, Vinding og Højen kommuner samt en del af Skærup Sognekommune. Den formentlig største ændring i den offentlige sektors historie i Danmark var dermed en realitet. Forud for gennemførelsen havde der været en omfattende debat, der strakte sig mere end 20 år tilbage. Kommunalreformen i 1970 var ikke bare et administrativt anliggende, men forandringen af den kommunale struktur berørte såvel politiske, økonomiske som kulturelle forhold.

Den kommunale struktur i Danmark før kommunalreformen

Tiden før kommunalreformen i 1970 synes naturligt langt væk. Periodens organisering af det offentlige liv må efter nutidens standardiserede normer forekomme at være nærmest feudal. Uagtet den udbredte forestilling om kongeriget Danmark i 1950'erne som værende en sammenhængende, ensartet nationalstat, fremstod forvaltningen som et sandt virvar af forskellige regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser. Mange af ordningerne havde rødder i historiske forhold og i regionalt betingede variationer.

Det lokale selvstyre var udformet forskelligt. Det administrative skel mellem land og by betød, at købstædernes politiske ledelse blev udøvet af byråd og af sogneråd i landkommunerne. Hovedstaden København havde sit helt særlige politiske system (borgerrepræsentationen), der i flere forhold traditionelt havde flere beføjelser end købstæderne, hvis politiske uafhængighed til gengæld var større end sognekommunernes. I 1954 fandtes 85 bykommuner med 86 købstæder, flækker og handelspladser, idet Allinge og Sandvig på Bornholm udgjorde én kommune. Vejle Kommune var en af dem. Eftersom købstadsrettigheder fortløbende blev meddelt og ophævet ved lov af kongen (regeringen), en tradition fra middelalderen (1200-tallet), var der ikke helt sammenhæng mellem antallet af købstæder og antallet af administrative enheder i form af bykommuner. I midten af 1950'erne var der således 80 købstæder i alt i Danmark. Derudover var Frederiksberg en købstadskommune. Skønt omsluttet af Københavns Kommune havde Frederiksberg sine helt egne kommunale indretninger som f.eks. socialforsorg og skattevæsen. Den tredje hovedstadskommune, Gentofte, var desuden i begyndelsen af 1950’erne købstadsordnet, dvs. havde et købstadsordnet styre i form af byråd eller som i Gentoftes tilfælde magistrat (fra 1934) og et købstadsskolevæsen. Magistrat angav en særlig kommunal styreform, der blev praktiseret i de større byer, før kommunalreformen 1970 i København, Frederiksberg, Gentofte, Aarhus, Odense og Helsingør. Magistratsregeringen havde en forholdsmæssig repræsentation af partierne i byrådet, som valgte dette øverste styrelsesorgan.

I 1952-53 blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede. Lignende ordning havde tillige handelspladserne, der i retlig henseende udgjorde en mellemting mellem købstad og landkommune. I 1950'erne var handelspladsen Marstal på Ærø den eneste tilbage i landet. Dertil kom yderligere de såkaldte sønderjyske flækker som Augustenborg, Nordborg, Christiansfeld, Højer og Løgumkloster. Disse var også sidestillet med købstadskommunerne. Hverken Gentofte eller de øvrige forstadskommuner til København, handelspladserne eller flækkerne var købstæder, men dels udviklingen og historiske forhold havde medført, at de reelt blev regnet til blandt bykommunerne. De fungerede som og var købstæder, men ikke af navn. Denne formelle forskel havde blot afstedkommet en endnu mere uoverskuelig situation. I 1954 var der 1302 sognekommuner, indbefattet de ovennævnte købstadsordnede kommuner. Heraf var der ni købstadslanddistrikter. Disse havde det til fælles med de købstadsordnede kommuner, at de reelt ikke var købstæder. Men købstadslanddistrikterne blev som kommunale enheder ikke styret som de facto købstæder, men derimod i de fleste samfundsforhold som sognekommuner. Skjern i Vestjylland, der først var landsby, derpå stationsby og først i 1957 blev udnævnt til købstad, er et godt eksempel på dynamikken i den danske forvaltning. Skjern blev den sidste by i Danmark, der fik tildelt købstadsrettigheder. I 1970 bortfaldt begrebet med kommunalreformen. Dertil kom de såkaldte bymæssige bebyggelser i landkommunerne (stationsbyer, ladepladser, slotsbyer, fiskerlejer, skipperbyer, industribyer). De blev ligesom de øvrige landkommuner med landsbyer styret i form af et sogneråd.

By – og landkommunerne var organiseret hver for sig i henholdsvis Købstadsforeningen og De Samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark. De bymæssige bebyggelser var organiseret i Foreningen af Bymæssige Kommuner. De danske kommuner var med andre ord deres forskellige positioner bevidst, og organiserede sig derfor i interesseorganisationer.

Årsager til kommunalreformen

Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst, som havde fundet sted siden 1950. Nogle kommuner havde mistet store dele af deres befolkning, mens andre var steget kraftigt i befolkningstal. De politiske og administrative opgaver blev som følge heraf uoverkommelige. F.eks. var landsbyskolesystemet under afvikling i 1960'erne efter skolereformen af 1958. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen (tværkommunale skoleforbund). Mange landkommuner mente derfor, at kommunalreformen var aldeles unødvendig. De mange forandringer i den offentlige sektors struktur og organisationsmåde var allerede blevet imødeset af sognekommunerne, lød argumentet. Sådanne indvendinger kom bl.a. umiddelbart nord for Vejle by fra de syv sogneråd, der i 1970 konstituerede sig som kommunalbestyrelse i den nye Tørring-Uldum Kommune. De små kommuners fåtallige embedsmænd kunne ikke længere magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København. Velfærdsstatens opkomst i 1960'erne bevirkede, at den eksisterende kommunale ordning som ovenfor beskrevet blev anset for en anakronisme. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne blive klaret ved sognerådsformandens spisebord, efter at aftensmaden var taget ud. Ydermere var der i 1950'erne og 60'erne stigende krav om uddannelse indenfor alle erhvervsgrene, hvorfor opdelingen af folkeskolen i land og by (med realskoler i stationsbyerne) var utidssvarende. Da kommunernes befolkningsgrundlag havde forandret sig så meget var det tillige påkrævet at ændre byrdefordelingen mellem kommunerne. Den økonomiske udligningsordning skulle revideres efter det nye forhold mellem land – og bykommuner. Dette resulterede i meget svære forhandlinger mellem kommunerne indbydes, mellem staten og kommunerne og deres interesseorganisationer. Forhandlingerne afdækkede både økonomiske og kulturelle spændinger mellem land og by. Et forhold som kunne observeres flere steder i velfærdssamfundet Danmark (Rindalismen).

Vejle by gennemgik som de fleste andre danske købstæder en total forvandling fra 1945 til 1970. I 1940 boede der 25.174 mennesker i Vejle; i 1970 var det tal steget til 31.763. Disse tal syner ikke af en dramatisk omvæltning, men lægges omegnskommunerne til, steg indbyggertallet fra 36.136 til 49.507. I 1940'erne fortsatte tilstrømningen til byen efter et flere årtier gammelt mønster. I midten af 1950'erne vendte udviklingen. I årene mellem 1956 og 1961 havde Vejle by et vandringsunderskud på 836 personer i forhold til Hornstrup, Hover, Skibet og Vinding. Folk flyttede nu fra Vejle og ud til omegnskommunerne, som hurtigt udviklede sig til egentlige forstæder. De gamle landsbyer blev urbaniserede (gjort til reelle byer) med det ene parcelhuskvarter efter det andet. Den nye udvikling var forårsaget mere end noget andet af privatbilismen. Den øgede mobilitet affødte muligheden for at bo længere væk i skattely (omegnskommunernes skatteprocenter var relativt lave) og alligevel arbejde i Vejle. På trods af de voldsomme problemer, som Vejle Kommune blev påført, var udgangen på det hele, at Vejle by voksede med eksplosiv fart. Vejle ønskede derfor brændende en omrokering af det kommunale landskab. Hover Sognekommune og Skibet Sognekommune var åbne overfor en indlemmelse i Vejle allerede i 1930'erne. Vejle Kommune stod imidlertid fast på, at det skulle være alle omegnskommunerne eller ingen overhovedet. Borgmesteren i Vejle, Willy Sørensen, tog debatten op på ny i 1949. Han mente, at omegnskommunerne virkede snærende på Vejle bys fortsatte industrielle udvikling, og deres lave skatteprocenter tiltrak de højestlønnede i området. I 1959 nedsatte regeringen en kommunallovskommission. Vejle-området blev i Danmark udvalgt som undersøgelsesobjekt, som prøveballon, idet der her var tale om et større bysamfund beliggende i flere kommuner. I 1962 blev en rapport om forholdene offentliggjort, og den anbefalede utvetydigt en sammenlægning af Vejle og fire af omegnskommunerne. Vejle blev tappet for de økonomisk bedst stillede, der flyttede ud til omegnskommunerne. I løbet af 1960'erne fik en del kommuner efterhånden svært ved at opretholde det lave beskatningsniveau, der i sig selv havde vejet tungt i modstanden mod kommunesammenlægning. Egentlige forhandlinger begyndte i maj 1963. I november 1965 henstillede Købstadsforeningen, at også Skærup Sognekommune og Engum Sognekommune skulle være med.

Marstal-modellen

I slutningen af året 1965 fremkom der et ønske i Vejle Amts Folkeblad om at købstæderne i landet skulle beholde deres status, også efter indlemmelsen af omegnskommunerne. Købstæderne var fra gammel tid vænnet til et 100 procent demokrati, hed det i artiklen. Købstæderne skulle fortsat være direkte underlagt Indenrigsministeriet, og ikke under et amtsligt regi som sognekommunerne siden udformningen af det kommunale selvstyre i 1840'erne havde været det. Hvis amterne skulle fattedes penge, idet de fortsat ikke ville kunne inddrive skatter i købstæderne, kunne staten blot øge tilskuddet til disse. Man henviste til den såkaldte Marstal-model efter handelspladsen Marstal på Ærø. Som handelsplads indtog Marstal en særstilling mellem købstad og landkommune. Man efterlyste med andre ord et kompromis i forsøget på at opretholde købstædernes særstilling. Købstæderne havde aldrig hørt under amtsrådene, bortset fra de bornholmske købstæder. Grunden hertil skal findes i den særstatus, som købstæderne havde haft siden 1200-tallet i Danmark. Den retlige funktion som en retskreds med egen lovgivning ophørte med Danske Lov i 1683, der skabte retsenhed i riget. Den handelsmæssige særstatus ophørte med næringsfrihedsloven i 1857, hvor købstædernes monopol på handel og håndværk blev ophævet. I 1958 mistede købstæderne formelt deres særegenhed hvad angik skolesystem. I 1970 med kommunalreformen mistede den danske købstad endelig sin politisk-administrative placering i samfundet. Fra deraf var der kun to decentrale administrative niveauer tilbage, primærkommunerne og amterne. Også på det regionale plan skete der ændringer. Amternes struktur blev også reformeret; antallet blev reduceret fra 25 til 14. Amterne fik efter 1970 tillagt flere og flere opgaver fra centralt hold, derfor koncentrationen i antallet af amtskommuner. Indtil 1970 bestod Vejle Amt af tre købstadskommuner (Vejle, Kolding og Fredericia) og 72 sognekommuner. Amtskommunen var medejer af købstædernes sygehuse, jævnfør Vejle Amts og Bys Sygehus.

Prisen for Vejle Kommunes udvidelse var således som overalt i landet, at købstæderne nu blev underlagt amternes tilsyn. Willy Sørensen brød sig bestemt ikke om amtskommunerne, og han kaldte dem for overflødige størrelser.

Vejle Kommune 1970

Fra 1965 viste også Jelling Sognekommune, Bredsten Sognekommune og Grejs-Sindbjerg Sognekommune interesse for de igangværende forhandlinger. Det blev dog ikke til noget, da man angivelig i den socialdemokratiske højborg Vejle frygtede for et flertal for partiet Venstre ved det kommende byrådsvalg. Siden 1919 havde Socialdemokratiet haft borgmesterposten. Kun Horsens kunne overgå Vejle i så henseende, da man her i 1918 fik Jyllands første socialdemokratiske borgmester med Axel Sørensen. I 1950'erne og 60'erne var der borgerlige flertal i de berørte omegnskommuner, dog fik Hover Sognekommune i 1959 en socialdemokratisk sognerådsformand. Situationen i 1970 var at de borgerlige, udover forstadskvarteret Hover, sad i spidsen for den lokalpolitiske ledelse. Det konservative Folkeparti i Vinding og Skibet, Venstre i Engum, Hornstrup, Højen og Skærup. Aftalen om Vejle Storkommune blev underskrevet i byrådssalen i Vejle af de otte kommuner den 20. august 1968. Det for socialdemokraterne så frygtede borgerlige flertal blev overraskende ikke til noget ved byrådsvalget den 3. marts 1970. I det 25 mand store byråd valgtes 14 socialdemokrater, seks venstrefolk, fire konservative og en enkelt radikal. Willy Sørensen blev enstemmigt valgt til borgmester. I det nye byråd sad der 13 repræsentanter for de gamle sognekommuner, 12 for Vejle by. Kommunalreformen blev angrebet for at stække det lokale demokrati. I det mindste vedblev der at sidde folk fra de gamle kommuner i Vejle Byråd, så overgangen blev så blid som mulig. En af de nyvalgte var venstremanden og gårdejeren Jens Olsen fra den gamle Hover Sognekommune. Med en formandspost i Kulturudvalget lod han sig integrere i den gamle købstads politiske kultur (Margrethe 2. i Vejle og Jelling 1974).

Litteratur

• Vejles Historie, bd. 2 og 4 (1998 og 2002)
• Vejle Amts Folkeblad 1965
• Søren Olsen: Danmarks købstæder - 144 købstæder og andre gamle byer, Politikens Forlag 2000
• Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod og Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
• Dansk Konversations Leksikon, (red.): Ole Storm, Standard Forlaget, 1954-57

Billeder

• 

  Det første byråd i den nye storkommune er samlet i byrådssalen