Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Vejle (D.s.U. Vejle-afdeling)

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Allerede året efter Socialdemokratiets grundlæggelse i 1871 drøftede man oprettelse af selvstændige socialdemokratiske ungdomsforeninger. Xylograf August Toucher talte om sådanne ungdomsforeninger på et møde i juni 1872 i ”Internationale”. Først i september 1884 blev der dog i Aarhus indkaldt til stiftelsen af den første socialdemokratiske ungdomsforening kaldet Social-politisk Ungdomsforening. Den senere store børnesagsforkæmper Peter Sabroe blev valgt som foreningens første formand. Senere samme år tog foreningen navneforandring til Fremskridtsklubben og der stiftedes en ungdomsforening med samme navn i København.

I begyndelsen af 1872 indmeldte 60 arbejdere i Vejle sig i en arbejderforening efter et møde, hvor bl.a. typograf Horstman og garver Seligmann talte (Holstebro Avis 06.01.1872). I marts 1891 blev Vejle Socialdemokratiske Forening stiftet. I august samme år fik fabriksbyen ved den smukke fjord sin egen Fremskridtsklub for den socialdemokratiske ungdom:


”I Søndags afholdtes i Vejle et talrigt besøgt Ungdomsmøde i M. Bertelsens Sal. Som Taler var Sofus Petersen fra Aarhus til Stede og udviklede i et længere Foredrag de uheldige Samfundsforhold, særlig med Henblik paa Lærlingenes Stilling. Disse blev i Reglen kun benyttede som Udbytningsredskaber af Kapitalen. Han kritiserede de Konservatives Valgsprog, som de søgte at fange Ungdommen paa, og paaviste, at de Unge ikke har nogen Interesse af at følge dette Valgsprog. Socialdemokratiet er det eneste Parti, der vil alle Menneskers sande Vel, og derfor bør Ungdommen slutte sig til Socialismen, som er Fremskridtets og Fremtidens store Idé. Sluttelig anbefalede han de Unge at danne en Forening i Lighed med Fremskridtsklubberne i Aarhus og Aalborg. Jens Jensen kritiserede skarpt Punscheklubbernes skadelige Indflydelse paa Menneskenes selvstændig Tænkning og udtalte sig for Oprettelsen af en Ungdomsforening. Skrædder Jakobsen, Horsens, omtalte den Maade, hvorpaa Mestre og Fabrikanter oplærte deres Lærlinge som Specialister, hvilket var til Skade for disse i Fremtiden. Bech og Trane anbefalede Oprettelsen af den paatænkte Forening. Ved Afstemning vedtoges det med stor Tilslutning at oprettede en Ungdomsforening under Navn af Fremskridtsklubben i Vejle. Foreningen konstituerede sig strax med en Bestyrelse paa 7 Mand. Omtrent alle de Tilstedeværende indmeldte sig i den ny Forening. Dirigenten, Maler Rasmussen fra Horsens, udbragte et Leve for Fremskridtsklubben i Vejle, ligesom der udbragtes forskellige Lever for Socialismen, Talerne og Fremskridtsklubberne i Aarhus og Aalborg”. Horsens Social-Demokrat (12.08.1891).


Stiftelsen fandt sted hos gæstgiverske Anne Marie Bertelsen, Søndergade 12. Det var også her de voksne socialdemokrater holdt deres første møder.


Horsensianernes deltagelse skyldtes ikke, at det var en forening for begge købstæder. Horsens havde sin egen socialdemokratiske ungdomsforening.

Fremskridtsklubben i Vejle blev hurtigt kendt som Socialdemokratisk Ungdomsforening. Et par af foreningens fremtrædende medlemmer herunder kurvemagerlærling J. Chr. Jensen var d. 31. januar 1892 med til at hjælpe nabokøbstaden Kolding med at oprette sin egen ungdomsforening.

Damarks socialdemokratiske ungdomsforeninger dannede landsforbund, men der gik knas i maskineriet. Den 16. september 1906 trådte ungdomsforeningerne sammen i Vejle til en ungdomskongres, hvor man dannede et nyt landsforbund kaldet Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Dette landsforbund blev sprængt efter 1. Verdenskrig, hvor socialdemokraterne og kommunisterne gik hver for sig.


7. dec. 1921 blev der holdt møde i Arbejdernes Forsamlingsbygning om stiftelse af en ny lokal ungdomsforening. D.s.U. Vejle-afdeling blev stiftet 16. dec. 1921.


Litteratur og kilder

  • leksikon.org - Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU).
  • Aarhus Amtstidende (04.09.1884 & 30.09.1884, 01.11.1884 Social-politisk Ungdomsforening)
  • VAF (02.02.1892 Stiftelse af Socialdemokratisk Ungdomsforening i Kolding, 27.02.1892 Annonce for Socialdemokratisk Ungdomsforenings bal).