Forskel mellem versioner af "Cafébiografen"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med '”Café og to biografsale i Vejles gamle arresthus”. Sådan lød overskriften på forsideartiklen i Vejle Amts Folkeblad mandag 4. juni 1984. Artiklen var skrevet af avis...')
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 6. nov 2019, 21:21

”Café og to biografsale i Vejles gamle arresthus”. Sådan lød overskriften på forsideartiklen i Vejle Amts Folkeblad mandag 4. juni 1984. Artiklen var skrevet af avisens kommunalmedarbejder, Mogens Gregers Madsen, som kunne fortælle, at Vejles gamle arresthus alligevel ikke skulle rives ned, sådan som det ellers var planlagt. I stedet skulle arresten omdannes til en Cafébiograf efter forlæg fra den, der allerede var en succes i Brandts Klædefabrik i Odense.

Det var et forslag fra fire personer, der netop stod bag Cafébiografen i Odense, der fik Vejle Kommunes ejendomsudvalg til at fravige planen om at rive huset ned. De fire: Karen Skou, Henning Nielsen, Kjeld Knudsen og Jørgen Nielsen ville bygge huset om indvendigt for halvanden million kroner. Der måtte ikke ændres på bygningens karakter, sagde Vejle Kommune.

”Vi regner med at indrette to mindre biografer med plads til henholdsvis 80 og 40 personer på førstesalen, og i underetagen skal der laves en spise-café,” fortalte Henning Nielsen, Odense, til avisen.

Formanden for ejendomsudvalget, Christian Christiansen (S), sagde til avisen:

”Det er en spændende tanke, hvor vi får aktiviteter i et hus, som ellers skulle være fjernet. For kommunen er den økonomiske risiko ikke større, end de omkostninger der ville være ved en nedrivning.”

Cafébiografen var klar til åbning 5. juli 1985. Ved åbningen var der nye navne i anpartsselskabet, der stod bag initiativet. Karen Skou og Kjeld Knudsen var skiftet ud med VAF-journalisten Mogens Gregers Madsen og arkitekt og tømrer Flemming Navne, Aarhus. Kjeld Knudsen og Henning Nielsen, begge Odense, var fortsat med i gruppen.

”Grundidéen i projektet er at skabe et bredt kulturelt miljø bygget op omkring et spændende cafémiljø og biografen”, fortalte Mogens Gregers Madsen til Vejle Amts Folkeblads Ugeavis 12. juni 1985. Han slog samtidig fast, at oprettelsen af de to biografsalen ikke var tænkt som en konkurrent til de eksisterende biografer, men som et supplement.

Mogens Gregers Madsen sagde også, at biografen ikke vil gå på kompromis. Den ville først og fremmest satse på kvalitetsfilm. I begge biografer skulle der køres tre forestillinger hver dag, den første klokken 17, og i weekenden desuden eftermiddagsforestillinger.

”Det betyder, at vi kan vise mange børnefilm. Der udbydes i dag et rigt sortiment af kvalitetsfilm til børn. De film vil vi gerne give de vejlensiske børn mulighed for at se, og vi lægger ud med Vejle-premiere på Astrid Lindgrens ”Ronja Røverdatter”, fortalte Mogens Gregers Madsen.

På 2. sal blev der indrettet en multisal med tilhørende operatørrum, så der også kunne vises film fra det store marked af 16 mm film, ofte debatfilm, som var tænkt vist for at lægge op til diskussion om forskellige emner. Desuden var der allerede planlagt flere udstillinger med forskellige lokale kunstnere, som nu kunstner-parret Grazyna Gotz og Franz Nitschke og avisens kendte bladtegner, Arne Sørensen. Fra begyndelsen var der lagt op til, at Cafébiografen skulle være ”alternativ” i forhold til de etablerede biografer i Vejle. Valget af film var også alternativt og meget anderledes i forhold til det traditionelle. Filmklubben havde i flere år sin base her i Klostergade 1.

Interessen var stor, men med tiden blev den mindre, og i stedet for film blev det lokale og landskendte musikere, der optrådte her.

25. juni 1988 kunne Vejle Amts Folkeblad fortælle, at Cafébiografen var til salg, selv om de fire anpartshavere ikke ville kommentere artiklen eller salget. ”Ingen kommentarer på nuværende tidspunkt”, lød det. De fire initiativtagere til Cafébiografen modtog i 1986 Vejle Amts Kulturpris for deres indsats. Den blev overrakt af viceamtsborgmester, formand for kulturudvalget, Vagn Ry Nielsen. Cafébiografens fysiske rammer blev i 1986 også belønnet med en pris, nemlig Vejle Kommunes forskønnelsespris. Cafébiografen blev solgt til den unge restauratør Ulla Clausen. I 1989 blev biografsalene nedlagt, og de alternative biografer blev i stedet indrettet til spillestedet Paraplyen.


Litteratur

Vejle Amts Folkeblad & Ugeavisen.