Borgervæbningen

Til at opretholde ro og orden i byerne var det nyttigt at have et korps af borgere, som havde myndighed til at håndhæve loven. I et brev fra 1542 påbyder kongen derfor borgerne i Vejle at have ”våben og harnisk” ved hånden, og at udvælge en borgmester og en rådmand til befalingsmænd over styrken. Indtil 1788 bar korpset ikke uniformer, men i 1736 fik man en smuk, grøn silkefane, der er bevaret på Vejle Museum.

I 1788 blev borgervæbningen forstærket med 14 ridende medlemmer i flotte, farvestrålende uniformer. De skulle blandt andet være eskorte for eventuelle kongelige og andre fornemme gæster i byen. De kaldtes ”Friedrichs Weyle Røde Kohr” og holdt regelmæssige øvelser og skiveskydning en gang om året. Efter 1795 opstod der et spændt forhold mellem Borgervæbningen og det ridende korps, og kort efter blev sidstnævnte opløst.

I 1837 bestod Borgervæbningen af fire officerer, ni underofficerer, 12 musikere, en tamburmajor og 67 mand ”under gevær”. Korpsets vigtigste rolle i byens liv på det tidspunkt var at stå for musikken ved parader og andre officielle lejligheder, f. eks. kongens fødselsdag. Folk i byen var dog ikke imponerede over musikernes evner.

Nogle år senere fik man mere alvorlige ting at tænke på, da fjenden i 1848 indtog Vejle i nogle dage i maj, og i 1849, hvor der var fremmede tropper i byen i 12 uger. Herefter synes borgermusikken at have ”indstillet skydningen”.

Borgervæbningen blev nedlagt i 1855 og erstattet af et politikorps i 1856.

Litteratur

• Petersen, C.V.: Vejle Bys Historie. 1927, side 260;
• Alsted, Jakob: Vejle Amts Årbog 1911, side 82-93
• Rasmussen, C.: Jul i Vejle 1944.