Forskel mellem versioner af "Aksel Vestergaard"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Aksel Vestergaard (1925-2019) var i 29 år en værdsat organist og kantor ved Vor Frelsers Kirke i Vejle samt leder af kirkens kor. Korarbejdet var gennem hele karriere...')
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 6. nov 2019, 20:57

Aksel Vestergaard (1925-2019) var i 29 år en værdsat organist og kantor ved Vor Frelsers Kirke i Vejle samt leder af kirkens kor.

Korarbejdet var gennem hele karrieren Aksel Vestergaards hjertesag. Han udførte et stort arbejde med koret, tilrettelagde koncerter med opførelse af kendte klassiske korværker og gav mange unge indsigt i og passion for den klassiske musik.

Aksel Vestergaard var født i Vinderslev, og hans interesse for kirkeliv og kirkelig musik førte ham til undervisning og uddannelse hos organist Georg Fjelrad på Det Jyske Musikkonservatorium. Senere modtog han undervisning hos organist Aksel Andersen, der senere blev professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, og han tog organisteksamen i 1949. Eksamen fandt sted i Aarhus Domkirke. Han fortsatte sin videreuddannelse i orgelspil og korledelse hos Aksel Andersen og fik senere stilling som organist i Christianskirken i Fredericia. Her var han ansat i 14 år.

I sin tid i Fredericia stiftede Aksel Vestergaard i 1957 Fredericia Kammerkor.

I 1965 blev han ansat ved Vor Frelsers Kirke i Vejle, hvor han stod som arrangør af mange store koncerter med værker af blandt andre Buxtehude og Bach.

Den klassiske kirkemusik stod hans hjerte nær, og han gjorde en stor indsats for at formidle interessen til de unge korsangere.

Ved siden af sit virke i Vor Frelsers Kirke var Aksel Vestergaard også i to år ansat som musiklærer Ved Vejle Gymnasium i årene 1965-1967.

I fire år fra 1985-1989 var Vestergaard medlem af Vejle Musikråd, og fra 1987 til 1992 var han bestyrelsesmedlem i Folkekirkens Ungdomskor i Haderslev Stift.

Efter sin pensionering i 1994 var Aksel Vestergaard en flittigt brugt organist-vikar i egnens kirker.

Han var gift med Eva, der i mange år var organist ved Hornstrup Kirke.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv – U6471, N1859 & Vejle Amts Folkeblad.