Forskel mellem versioner af "Hans Christian Berg"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'I 1699 solgte kongen Vejle Mølle. Den hørte juridisk til Holmans Herred, selvom den var beliggende ved Mølleåen i Vejle. Hans Christian Berg ejede møllen i ...')
(Ingen forskel)

Versionen fra 19. apr 2019, 07:15

I 1699 solgte kongen Vejle Mølle. Den hørte juridisk til Holmans Herred, selvom den var beliggende ved Mølleåen i Vejle. Hans Christian Berg ejede møllen i årene 1775-1785. I december 1778 indrettede Berg og kammerråd Fogh]] en stivelse- og pudderfabrik i møllen. Det var den første fabrik i Vejle. Vejle Købstads borgmester og byfoged var tillige herredsfoged over Nørvang-Tørrild Herreder. Mølleejer Berg lå i store retslige stridigheder med borgmester, by- og herredsfogeden, da han ikke var indstillet på at betale skat til byen. Den 22. september 1777 spillede møllebetjent Peder Nissenborg violin ved et rejsegilde for sin husbond Bergs tjenestefolk og de hyrede håndværkere. Borgmester, by- og herredsfoged Fleischer fik nys om sagen og sendte sin fuldmægtige Sr. Lindved ud til Berg for at indkalde ham til retssag på Vejle Rådstue den 8. oktober. Ved denne retssag konfiskerede byfogeden violinen med henvisning til, at Peder Nissenborg ikke havde borgerbrev som stadsmusikant. Vejles stadsmusikant Johan Henrich Bang blev tildelt violinen. Berg og Nissenborg blev desuden idømt to pengebøder: 1 rigsdaler til Vejles fattige og 3 rigsdaler til politikassen. Landstinget omstødte dommen den 21. november 1781, da byfogeden ikke havde jurisdiktion til at pådømme sager begået i Holmands Herred, og idømte i stedet stadsmusikant Bang at betale retssagens omkostninger på 18 rigsdaler. Dersom byfoged Fleischer ikke havde tilbageafleveret den konfiskerede violin inden 4 uger, ville han for hver dag der gik skulle betale 2 mark danske til Vejles fattige. På samme vis gik det med skattesagerne, hvor Berg også slap for at skulle betale skat til Vejle Købstad.


Litteratur

Vejles Historie, Bind 1, 1997.

Petersen, C.V.: Vejle Bys Historie, 1927.

Alsted, J.: Vejle Mølle i Vejle amts Årbog 1922, side 1-42.

Den Viborger Samler (08.12.1777, 09.02.1778, 17.12.1781).

Kiøbenhavnske Tidender (14.12.1778).